Kontrasten mellem Dianthos' gader og den lille landsby, Jovan langsomt var ved at opbygge sammen med sine følgere, var slående. Overalt blev magien brugt med en skødesløshed, der både fascinerede og forskrækkede kultlederen. Men selv om hans besøg til byen altid fik ham til at længes efter roen og freden ved det simple liv, blev han ved med at besøge den med sin mission i tankerne - De Nådiges Følges budskab måtte deles. Kun da, ville Krystallandet blive et sikkert sted.

Som han bevægede sig gennem de centrale dele af byen, var han rolig - observerende. Hænderne var begravet i lommerne på hans simple klæder. En gadesælger vinkede ham hen for at tilbyde et udvalg af frugt og grønt, men da Jovan spurgte, om han kunne garantere at intet af det var dyrket med magisk hjælp, blev manden tavs, og undrende. "Hvorfor i Isaris navn skulle det betyde noget?"

Benene blev efterhånden trætte, og Jovan slog sig ned på en bænk for at nyde solen, hvile sig og få menneskemylderet et anelse på afstand. Han håbede stadig at finde nogle at konversere med - hvis ikke her, så på en af byens hæderligere beværtninger. 

Selvom Lilac egentlig var temmelig glad for sin tilværelse, havde hun et eneste ønske som krystaller ikke kunne få i opfyldelse. Overalt omkring hende blev der brugt magi. Kiggede man til den ene side var der en magiker, der brugte sine evner til at levitere sine genstande ved sin side frem for at slæbe på dem. Så man mod den anden ville man få øje på hvad der lignede en ildbetvinger, som blot ved et fingerkneb kunne fremkalde en flamme ud fra deres bare hånd. Ja, tilværelsen uden magi i et samfund, der var opbygget på indbyggernes unikke kræfter, var lettere frusterende. Lilac så ikke sig selv om en jaloux person, men selv hun faldt nogle gange i fælden og ærgrede sig over, hvor ubrugelig hun egentlig var.

Dog var de negative tanker aldrig, hvad der fyldte den blonde piges hoved mest. I stedet bevægede hun sig gennem Dianthos travle stræder med hovedet holdt højt og en kurv under armen. Igen igen, var hun blevet sendt ud for at hente nogle varer for sin moder. Solen stod højt på himlen og sommeren viste sig endelig fra sine bedste sider. Selvom storbyslivet ikke viste naturen fra sin skønneste side, nød Lilac alligevel at se blomsterne springe ud og træerne, hvis kroner endelig havde fået blade. De friskplukkede jordbær var også en af de goder, hun nød godt af. Hos en gadesælger fik hun en helt speciel pris for de knaldrøde bær, og Lilac satte sig tilfreds ned på en bænk for at nyde solen før hun ville vende snuden hjemad.

De blå øjne hvilede på byens forbipasserende, mens Jovan sad i solen. Der var ingen tvivl om, at magien var alle vegne - det var faktisk svært at kigge et sted hen uden at få øje på en eller anden form for evne, der blev praktiseret. Det gav Jovan en smule uro i kroppen, for det fik Dianthos' til at føles som et nærmest sprængfarligt sted.

Verden ændrer sig ikke på en dag. Konkluderede han i tankerne, kortvarigt tænkende tilbage på den dæmoniske plage, hvor verden for en kort stund havde prøvet at leve uden magi. En lignende situation ville næppe ske igen. I stedet måtte han og hans følgere tage sagen i egne hænder.

"Godeftermiddag."

Jovans blik faldt på den unge kvinde, der havde sat sig for at nyde sol og jordbær, og han fandt sig automatisk hilsende på hende. Måske var dette netop den distraktion og mulighed for samtale, han havde håbet på at finde.

Din blonde pige nåede ikke engang at nyde saften fra et af de friske jordbær i sin kurv før en stemme talte til hende. Efterhånden var det ikke udvandt, at fremmede talte til hende og med sit lettere naive og godtroende sind svarede hun altid med troen på, at alle fremmede ville hende det bedste. “Godeftermiddag til Dem også,” svarede hun med et venligt smil og vendte blikket mod sine jordbær. “Kunne De tænke Dem nogle?” Spurgte Lilac og nikkede ned mod kurven som hun havde sat på bordet. Ha, og hvem sagde lige at enebørn var dårlig til at dele? Denne stereotyp gjorde Lilac sig umage om ikke at blive en del af. Måske var det derfor, at hun havde det med at rode sig i lidt for meget, da ordet ‘nej’ ikke ofte forlod hendes læber.

Til trods for hendes tilbud virkede manden dog ikke særlig villig til at tage imod tilbuddet. Selvfølglig havde Lilac godt selv hørt, at det var en dårlig ide at indtage madvarer eller drikkevarer fra fremmed… måske havde hun ikke tænkt sig om der. “Men altså, De behøves ikke selvfølglig! De er ikke giftige eller noget,” prøvede hun lettere kluntet at redde afvisningen og poppede selv et bær i munden for at bekræfte hendes udtalelse. Nu var det dog ikke så tit, at man så teenagepiger kidnappe midaldrende mænd, men Lilac ønskede stadig ikke at give det forkerte indtryk.

Ung og uskyldig af udseende. Det lange, lyse hår. Kvinden var utvivlsomt vant til, at folk blevet draget til hende - enten gennem et simpelt ønske om samtale eller med mere alvorlige bagtanker. Dog så hun endnu ikke ud til at have fået mistroen dybt ind i hjertet, for hun hilste venligt tilbage, smilende og tilbydende de sødt udseende bær.

Jovan følte sig et kort øjeblik fristet, for friske jordbær havde altid været en lille svaghed for ham. Han mindede sig om, at de også var ved at gro modne hjemme i landsbyens marker.

"Tak, som byder, men jeg må desværre afslå." Han smilede afvæbnende som for at fortælle hende, at tilbuddet langt fra havde været en fornærmelse. "Det har intet med Dem at gøre - jeg spiser ikke madvarer, der kan have været i berøring med magi." Forklarede han venligt. Det virkede ofte ganske underligt for fremmede, men Jovan var tålmodig og klar til at forklare sine synspunkter - hvem vidste, måske hun lod sig overbevise.

I berøring af magi? Forvirringen satte tydelige mærker i den blonde kvindes ansigt. Aldrig havde hun hørt noget så besynderligt som at afvise et simpelt bær for at have været påvirket af noget så uskyldigt som magi. Selv for et evneløst menneske som hende var magien blot noget som holdte hverdagen til. At afvise den totalt, som den venlige fremmede foran hende gjorde, var som at afvise det samfund Lilac var vokset op i. Lilac var nødt til at høre mere om disse uvante holdninger. Hvad fik et andet menneske til at afvise noget så fascinerende og brugbart som magi.

“Men, alle madvarer i Dianthos er vel i berøring af magi? Hvordan formår De at sikre Dem, at alt fungerer uden brug af evner?” Forvirringen farvede stadig den unge kvindes stemme, hvilket gjorde det kom ud en anelse tøvende. Lilac ville for alt i verden ikke virke fordømmende. Nu, hvor hun endelig havde fundet en interessant person at bruge lidt af sin fritid på, måtte hun jo for alt i verden ikke jage ham væk igen. En mand i hans alder måtte da vide, hvad han snakkede om.

Forvirringen var tydelig i hendes ansigt, og Jovan forstod den. Han havde set den mange gange før - for ham selv havde det også været ganske utænkeligt engang. Hvordan kunne man "melde sig ud" af et samfund, hvor alt mere eller mindre var opbygget af magi?

"Vi har en gård ikke langt fra byen - hvor vi gror vores egne madvarer." Forklarede han med et venligt smil. Det glædede ham, at han havde vækket hendes nysgerrighed - nogle gange blev han mødt med latter og hån, som folk vendte sig fra ham, og for hver gang det skete, kunne han mærke hvordan bitterheden som var gemt dybt inde i ham, voksede sig større.

"Der er enkelte blandt os, der kan spore magi, så vi har sikres os, at jorden og luften er uspoleret." Fortsatte han. Måden han sagde ordene vi og os var nøje udvalgt for at fremhæve, at han ikke blot var en enkelt skør person - at de rent faktisk var et helt lille samfund, der troede på, at de kunne gøre verden bedre.