I den tidlige eftermiddag udfoldede solen sig højt på himlen og kærtegnede det frodige græs, der strakte sig ud over adskillige hektar på Montclair-familiens ejendom. Coraline og Theresa fandt et roligt sted ved foden af en storslået egetræ, hvis blade svajede i den milde brise. Et blødt tæppe var blevet lagt ud, og de to kvinder sad dér, indhyllet i skyggen af det majestætiske træ.

Ved deres side stod en piknikkurv, rigeligt fyldt med de fineste fornødenheder. To flasker af den mest forfriskende lemonade, sandwiches med en kombination af delikat ost og laks, samt et udvalg af petit fours i varierende former og smagsnuancer. Krus og tallerkener var arrangeret på tæppet mellem dem, og et par sandwich halvdele lå allerede på de porcelænsflader. Imidlertid var Coraline besat af at plukke små mælkebøtter, som hun omhyggeligt flettede sammen til en yndefuld blomsterkrans.

"Men, Theresa," genoptog hun deres tidligere samtale på en omhyggelig måde, "Er du fuldstændig overbevist om, at det er en velovervejet beslutning at træde ind som Marius af Isenwalds private tjenestepige?" Hendes formulering var afbalanceret og nænsom, som om hun dansede omkring ordene for at bevare en vis form for elegance. Hun kiggede afventende på sin nære veninde, idet hun forsigtigt lagde den begyndende blomsterkrans i sit skød og lod sit bølgende hår falde over skulderen, hvorfra det blidt kaskaderede ned over hendes brystkasse. Coralines velplejede fingre gled gentagne gange gennem håret som en beroligende rytme, der redte det med øm omhu.

Skønheden i deres relation var udefinerbart. En så fin og elegant, yndefyld og smuk kvinde som hun var, kunne kun undres over hvad hun ville med en som var så ru, ujævn og kejtet. Hinandens modsætninger. Coraline kunne få verden serveret for sine fødder hvis blot hun spurgte, men Theresa havde ikke en jordisk chance for at få for sig. 

Solen varmede den rødblonde manke af hendes som var bundet halvthjertet op. Fingrene spredte sig ned i mellem græsset og hun så udover horisonten, for så at vende blikket åbensidet mod veninden. Ordene gik forsigtigt om hende, som det ikke ville træde på glasset. Nej, det var ingen god idé, men hun kunne ikke afslog muligheden for at være hans ejendel tjenestepige. Men Theresa tav lidt før hun åndede roligt ud og trak på smilebåndet. "Jeg er ikke i tvivl om at han vil behandle mig godt" omend det ikke var spørgsmålet hun blev stillet. 

"Det vil kunne give mange muligheder for fremtidige jobs i andre slægte måske". Naivt. 

Fingrenes bølgen gennem Coralines mørke lokker standsede ved Theresas svar, og en rynke begyndte at forme sig svagt mellem de mørke øjenbryn. Hendes øjne hvilede afventende på Theresa, for at se om det ville gå op for veninden, hvor dumdristigt det var at tro, at selveste Marius af Isenwald, havde den mindste dråbe af oprigtig venlighed gemt i sig. Men da det ikke så ud til at Theresas blide smil ændrede mening, fokuserede Coraline ned på mælkebøttekransen i sit skød. Både frustreret over venindens naivitet, men også påvirket af læbernes bløde bue, og de funklende blå øjne der fik Coralines krop til at pulsere varmt.  Fingrene begyndte forsigtigt at forsætte fletteriet, mens hun nikkede langsomt. Læberne pressede sig en smule sammen, før hun talte. 
"Theresa, du er vel klar over Marius' ry?" Ordene startede tålmodigt, men jo mere Coraline tænkte på den krølhåret skørtejæger, kunne hun ikke lade være med at blive vred.
 
"Han er en opblæst, forkælet, skørtejæger, der kun tænker på sig selv." Hendes næse rynkede af afsky, mens fingrene fumlede af indestængt vrede til Marius. Hjertet hamrede ængsteligt af de frygtlige tanker Coraline havde gjort sig som involverede Theresa alene med Marius. Den tølper kunne lige vove at prøve på noget med hende!