Nithya Zan'jatar befandt sig sjældent længe det samme sted. Hun havde tilbragt et par uger i Aquarin og det betød, at det var på høje tid at søge videre, hvis hun ikke skulle risikere at bringe sin hjemby i fare.
Sammen med nogle af de Aquarinske soldater, havde hun søgt længere nordpå for at sikre rigets grænser, men dette havde ledt til et sammenstød med en klan af dybhavsfolk, der ikke havde den store kærlighed til Aquarin og dets kongefamilie. Kaos var udbrudt.

"Prinsesse, vi er overmandet. De må tage herfra med besked.."

Nithya skar tænder, gribende hårdt om sin trefork. Hun forstod det logiske, for hendes magi tillod hende at undslippe, men det gik mod alle hendes instinkter at efterlade soldaterne.

"NU!"

Vandet hvirvlede omkring hende, som hendes magi skabte en portal, og hun forsvandt fra de nordlige havstrømme.

Magien kunne være ustabil, når det skulle gå hurtigt. Hun havde haft intentioner om at dukke op syd for Aquarin, hvor nogle af havfolkerigets soldater var udstationeret, men hun kunne med det samme mærke, at hun ikke havde ramt rigtigt. Vandet var ikke dybt nok og hun kunne se de utallige klippeskær, som bunden var fyldt med. Samtidig bemærkede hun, at vandet omkring hendes hale havde fået en rød nuance. Hun var blevet ramt.

Som hendes hoved brød havoverfladen kunne hun se, at hun var ganske tæt på kysten og bølgerne trak hende hastigt nærmere på land. Foran hende var en klippestrand. Fastland. Et sted langs Krystallandets østkyst, men hvor?

Malik havde en god afslappende dag. Han havde fået dagen fri, eller havde i hvert fald taget den fri efter at han havde afleveret en besked til en af agenterne, og havde dermed bestemt sig for at når nu de havde brugt ham som Løber, så havde han nok fri. Hvis han ignorerede sin lille bog, så var det nok også rigtig nok. Han havde trods alt givet Kaja besked om at han ikke ville være tilbage resten af dagen, så de vidste det godt. Hun ville nok være lidt sur når han kom tilbage, men med det fine vejr, så nød han at kunne gå langs vandkanten, og faktisk tage sig tid.
Han hoppede over endnu et klippe udspring, og stoppede lidt op for at stoppe op, som han ud af øjenkrogen så en person der var dukket op. En interesseret mine til at starte med, lige indtil at han opdagede at det ligned ene person rimelig meget i problemer. Problemer der ville give ham problemer. Et lille suk af utilfredstillelse, og en antydning af at han skulle til at dreje sig for at løbe væk, som man gjorde, var dog også det eneste han gjorde inden at han opdagede noget ganske andet. Det var faktisk en person han kunne genkende.

Hans øjne blev lidt større, som hun kom tættere på. "Nithya?" hviskede han næsten under sit åndedræt, inden at han tog en hurtig beslutning og hoppede over klipperne, så han kunne dykke ned i vandet, og over til hende. Det var farligt på disse kanter, hvis man ikke passede på. De skarpe klipper var både i vandet og i kysten, og man kunne hurtigt komme til skade hvis man bare lod bølgerne føre en mod landet.
Der var ikke langt, så han var ikke markant hurtigere til at komme over til hende, men som han gjorde, lagde han hurtig en arm om hendes liv for at kunne holde igen mod bølgerne, så de ikke blev ført unødvendigt tæt på de skarpe klipper. 

Bølgerne havde fået godt fat i Nithya, og de truede for hver bevægelse med at kaste hende ind mod klipperne. Hun kæmpede imod alt hvad hun kunne med arme og ben. Hun havde været nødt til at give slip på treforken, der hastigt var ved at synke mod bunden, men hun kunne stadig mærke, at kampen truede med at blive forgæves.

Hun opdagede ikke skikkelsen på landjorden, før Malik var ved hende. "Hvad i dybet! Malik!" Gispede hun. Det var ved at være mange år siden, de havde set hinanden, og plaskende rundt i vandet, var det lige før, hun ikke havde genkendt ham.

Alligevel præsterede hun at slappe af med hans arm om sig, så hun ikke forværrede situationen. "Vi skal- min trefork!" Gispede hun. Hun kunne stadig svagt skimte det synkende våben..

Gensynsglæden var nok det sidste Malik kunne tænke på i øjeblikket, som han rettede sit blik mod dybet hvor treforken var ved at synke tilbage ned, men hvor treforken måske var vigtig for Nithya, så var det ikke det som Malik var fokuseret på. "Vi bliver nødt til at få dig i land først!" sagde han, selvom det blæsende efterårsvejr ikke gjorde det nemt med de ekstra voldsomme bølger. Men der var ikke ligefrem et sikkert sted under vand heller i nærheden. Det skulle være et sted hvor Nithya ikke blev revet med. Det var tydeligt at hun ikke havde kræfterne i sin krop lige i øjeblikket til at stå imod. Problemet var dog også især at han og så selv allerede kunne mærke hvordan at hans egne ben var begyndt at værke lidt for at skulle stå imod som to havfolk, også fordi Nithya var tungere end ham med hendes meget lange hale. Noget han ikke misundte hende for i det her øjeblik.
Han forsøgte at spejde ud for at se hvor der kunne være et sted hvor han kunne hive hende hen og måske få hevet hen op, så han kunne finde treforken bagefter. 

"Ved alle slimede vandmænd." Bandede Nithya, som hun måtte se sit elskede våben blive opslugt af bølgerne. Malik havde naturligvis ret - det vigtigste i dette øjeblik var at undgå at blive hamret mod klipperne, der truede ved hvert bølgeslag. Men det ændrede ikke på, at det gjorde ondt.

I stedet forsøgt hun at hjælpe så godt hun kunne med halen, så hun ikke forværrede situationen. At enhver havmand med respekt for sig selv ville sætte sit eget liv på spil for en fra kongefamlien, var naturligvis forventet, men hun ville gøre alt for at undgå, at det kom til at gå for meget ud over ham. 

Hvis hun bare ikke havde været såret. De forbandede dybhavsfolk..

Malik kunne kun nikke bekræftende til hendes banden omkring det, for han var trods alt lidt mere koncentreret omkring at finde et sted, og det gav pote. Lidt længere henne kunne han se noget af klippen der gik lidt mere naturligt ned i vandet som de kunne bruge til at få kravlet op på.
"Den her vej," sagde han og begyndte at sparke til med sine fødder så han kunne få hende hen til afsatsen. Det var ikke ligefrem hurtigt, men det var som om at det gik lidt hurtigere jo mere han fik sparket, men han kunne også godt mærke at det her var værre end at løbe et maraton, og hans evne kunne kun hjælpe minimalt.

Men han fik hende over hvor bølgerne også lidt aggressivt skubbede mod dem, men det hjalp dem op på klippen, dog ikke uden at Malik også kunne mærke at hans fod blev skrabet mod den skarpe klippekant der var lige ved siden af. Han ignorerede smerten, og kravlede selv lidt længere op, inden at han greb fat i Nithyas armhuler og forsøgte at hive hende lidt længere op, så de ikke risikerede at hun blev taget med bølgerne igen. En fiskehale var dog ikke ligefrem let, slet ikke ude af vandet.

Nithya kæmpede sammen med Malik mod klippen. Hun kunne mærke, at kræfterne hurtigt ebbede ud, men hun forsøgte at slå med halen, for at få dem styret i den rigtige retning. Bølgerne var grådige - men prinsessen havde ikke tænkt sig at ende sit liv på klipperne efter at være sluppet bort fra kampen.

Hun lod sig trække op på klippen af Malik - en tung opgave med hendes fiskekrop. Så snart hendes hænder var fri af vandet forsøgte hun selv at skubbe på, skræmt over hvor svag hun følte sig.

Der lå hun - med fiskehalen - våd og ynkelig på klippen, kiggende op på Malik. "Ved Valeria, det var godt, at du var her."

Malik kollapsede ligeså meget på klipperne og en tung vejrtrækning som han prøvede at få vejret lidt igen efter de hårde anstrengelser, inden at han fik sat sig op igen og kiggede på havprinsessen. Det var efterhånden nogle år siden, hvis han selv skulle sige det og hvad havde hun lavet så tæt på kysten.

"Ja, det var rent held," sagde Malik, og kiggede mod bølgerne endnu engang. Det kunne være endt fatalt for Nithya, hvis han ikke havde været her. Hun havde ikke været meget i stand til at stå imod dem. "Men jeg tænker en anden gang, så vil det være mere optimalt ikke at blive fanget i bølgerne så tæt på en klippekant," det var tydeligt en lidt drillende tone, som han rakte over for at slå hende blidt på overarmen, inden et mere sobert udtryk gled over hans ansigt, som han skubbede sig lidt fremad, så han bedre kunne se Nithyas ansigt og hun hans. "Så hvorfor var det at du var så tæt på landjorden?" Hvis der var en ting han erindrede omkring hende, så var det at landjorden og mennesker var lidt af noget ad i hendes optik. 

Nithya brugte et øjeblik på bare at puste ud på klippen. Hun brød sig sjældent om at være over vandet, men i dette øjeblik var det væsentligt bedre end de livsfarlige bølger, der førte en mod de mørke klippeskær. Hun åndede dybt ind af luften - en uvant ting for hende, inden hun fik placeret sig i nogenlunde oprejst siddende stilling.

"Ih, jamen det skal jeg da huske." Sagde hun, lettere olmt. Hun var ikke specielt meget i humør til drillerier, selv om hun ikke ligefrem kunne være decideret sur på Malik, der med stor sandsynlighed netop havde reddet hendes liv.

"Jeg havde ingen planer om at komme tæt på landjorden, men mine soldater og jeg var kommet i vanskeligheder med dybhavsfolk.. Jeg var nødt til hastigt at teleportere væk." Hun sukkede og kiggede ind mod landjorden. "Jeg havde sigtet på Aquarin, men magien kan være lidt .. utilregnelig under stress."

I det mindste var hun ikke teleporteret til ferskvand. Det var sket meget sjældne gange, og det var ikke en oplevelse, hun nogensinde havde lyst til at gentage.

Den mere negative tone gled af Malik som skællene på Nithya's egen hale. Han tog det ikke så tungt. Det var ikke alle der værdsatte hans lidt mere lette tone til næsten alt han skulle håndtere. Han hadede at være seriøs i alt for lang tid, selvom han nu gdot kunne høre at hun faktisk havde været i en rimelig seriøs situation inden han havde opdaget hende.

"Oh. Er de andre okay?" spurgte han, nu et lidt mere seriøst blik, som hans blik gled over hendes krop, for at se hvor slemme hendes skader rent faktisk var. Det var jo ikke som om at han rent faktisk kunne hjælpe hende m ed at helae, men hvis der var nogle alvorlige skader, så kunne han hente noget, så de i hvert faldk unne forbinde hende, inden at de måske skulle forsøge at fragte hende tilbage til Aquarin. Det var det eneste sted hvor der rent faktisk var helbredere der faktisk forstod sig på havfolkets fysik. Det kendte Malik lidt for godt desværre. 

Det tog et øjeblik at vænne sig til at ånde luft frem for vand, og for en stund koncentrerede Nithya sig blot om vejrtrækningen. Følelsen af luft på hendes ansigt var altid mærkelig - det samme var lydende af fugleskrig. Hun følte sig meget lille og sårbar der på klippen under den store, åbne himmel.

"Jeg .. nej." Kæmpende kampen for sit eget liv havde hun slet ikke haft tid til egentlig at processere hvad der var sket. De havde været i undertal og dybhavsfolkene ville på nuværende tidspunkt have overmandet de andre .. hun håbede blot, at de ville tage dem som gidsler frem for at udgyde blod i vandet.

"Jeg var den eneste, der var i stand til at slippe bort, og nu lykkedes det mig ikke engang at viderebringe budskabet til Aquarin." Hendes blik faldt igen på bølgerne. Hun kunne forsøge at teleportere igen med det samme, men sandsynligheden for at det ville gå galt, var overhængende stor.

Malik bed sig lidt i læben, og overvejede mulighederne. Han vidste han kunne komme ned til Aquarin på ingen tid, men normalvis blandede han sig ikke i folks affære på den måde, men han kendte Nithya og det var trods alt hans barnehjem, og der var noget ved den måde hun så ud på, at han ikke helt kunne lade hende i stikken.

Han tog en dyb indånding, før at han kiggede med et fast blik på hende. "Hvis du fortæller mig hvilken besked jeg skal overbringe og til hvem, så kan jeg svømme ned og give den," tilbød han. Der var langt, men ikke den største distance Malik personligt selv havde taget i et hug, og det var heller ikke fordi hans evner ligefrem var hemmelige. Han havde trods alt altid svømmet rundt som en lille tornado i Aquarin da han var yngre, og selvom han var blevet langsommere efter sin skade, så var han stadig en af de hurtigste svømmere i hele undervandsriget. Han ville skulle efterlade hende for en stund, men så kunne han trods alt også bede om noget hjælp til hende.