Det var en tidlig morgen på Aquarins palads, William havde haft endnu en dag oppe på landjorden og var kommet sent hjem i løbet af natten. Faktisk brugte William mere tid på overfladen end på de praktiske ting på paladset. Så som træning af hans elendige vandmagi han endnu ikke havde mestret på nogen punkter. Hver gang han skulle lyttet til historie timerne om Aquarins folk og slægt, eller de mange lærer mestre der skulle belære ham om det ene eller det andet var det altid kun med et halvt øre. Nej han var dybt fokuseret på overfladen og dens mange mysterier. Der var så mange ting han ikke vidste, og så mange ting han gerne ville vide. Det mest mystisk han kendte til var sådan nogle kattekillinger han troede ville æde ham levende selvom de blot kunne være i en håndflade. Hvem sagde ikke at de voksede sig 9 M høj og ødelagde en af de der mærkelige byer der var der oppe?! Overfladen var bare meget mere interessant i William's øjne end de kongelige pligter han var dømt til at skulle lære og håndtere.

Endnu en gang havde han sneget den magisk halskæde fra paladset mange skatte der kunne gøre ham til menneske med i seng. DEn lå pænt under de bløde planter han så tit brugte som en pude. Som solens stråler endelig nåede hans vindue og ramte ham i ansigtet slog han udmattet sig om på den anden side lige indtil der blev banket på døren og de kongelige tjeneste piger tråde ind for at gøre ham klar til dagens træning af vandmagi. En irriteret lyd kom fra ham som han brummede og lagde armene over kors i sengen men blev liggende. Den ene tjenestepige snakkede højlydt og hver gang hun gav ham et sørgsmål svarede han med en brummende lyd med lukkede øjne. Til sidst fik han dog nok og svang halen ud over sengekanten og strakte sig. Solens stråler ramte hans halefinne og den røde farve glimtede lidt af skællene.

Med møg og besvær gjorde William sig klar på en tidlig hverdags morgen og svømmede langsomt igennem paladsets mange gange. Han prøvede at finde en udvej væk fra hans træning, den første chance han så for sig hvor en vagt stillede sig forkert eller svømmede en runde så var han væk! Den magiske halskæde var knyttet i hånden på ham dog lidt hårdere da han svømmede forbi hans faders kammer og arbejds rum hvor han lavede ved Aldoris mange kongelige pligter. Forhåbentlig blev han ikke opdaget af hans fader.

Der var sket meget i Aquarin på det eneste, og selvom Isaisz ikke havde nogen tanker om at træde tilbage eller miste sit kongedømme, så var han tvunget til at træne og sørge for at hans ældste søn var klar til at den dag kom. William var anderledes end hans andre børn, og især @Nithya kunne han ikke komme længere væk fra, på så mange måder. Men det var blot sådan tingene var, og det var sådan arvefølgen var og så var det op til ham selv at sørge for at William forstod hvad det krævede at være konge for et land som Aquarin. De var på vej ned af en vej for landet, som de helst gerne skulle blive på, og heller ikke gøre denne vej for stor. Selvom de nu havde lavet en alliance med dem oven på, så betød det ikke at de skulle have al den adgang til Aquarin som de selv ønskede, hvilket måske kunne være svært når William var så knyttet til landene oven på.

”William” Lød det blot fra ham, som sønnen forsøgte at skære igennem paladset i de små genveje, men snart var hans fader så vant til disse forsøg at det ikke længere var nemt at snige sig ud, uden at han vidste det. ”Jeg ved godt at du meget gerne vil ud, men du har vigtigere ting at se til og tage dig af, så jeg så gerne at du kom i gang med træningen og at vi tog en snak på et tidspunkt i løbet af dagen” Selvom hans ord virkede som ønsker, så kunne William bide spids i at dette var kommandoer og at det var sådan det var.