Det havde været godt at vende tilbage til Ango Corda, efter noget af en rejse til hovedstaden. Elemér havde virkelig vokset på den rejse, måtte man så sandelig sige. Og han følte endelig at hele historien med det tabte drageæg og skammen over at miste et andet til en gemen tyv, nu var et overstået kapitel i hans liv. Nu han var blevet forfremmet til diplomat og havde sin helt egen drage som havde valgt ham – sin allerbedste ven, Dion.

I dag skulle Dion luftes for alvor, havde han tænkt her til morgen. Han var hoppet direkte i tøjet, skovlet sin morgengrød til sig og havde fået en af munkene til at pakke ham en solid madpakke og noget vand med til turen, og han lod dem vide, at det godt kunne være at han kom sent hjem, måske først i morgen. Hvor han og Dion skulle hen, vidste han ikke helt endnu. Han kunne godt lide at slippe tøjlerne, og lade Dion selv bestemme. Det var altid interessant at se hvor sådan en drage egentlig ville flyve hen, hvis ikke den blev ledt af sit menneske. Hvis han skulle være helt ærlig, så regnede han ikke med, at Dion havde noget mål med turen heller.

Så han sad bare på drageryggen som en tilskuer, og forsøgte at spejde ned igennem den pletvist skyede himmel. Alt han kunne se var ubebygget land – enorme græssletter og små søer, som ellers ville være et godt sted for Dion at få noget ferskvand at drikke, og måske snappe ud efter nogle fisk (Og eliminere bestanden). Men det så ud til at Dion var på vej mod de høje bjerge omkring Dragorn, der strakte sig så høje, at der var sne på toppen. Godt Elemérs drageskælsdragt beskyttede ham mod alt slags vejr. Men det krævede lige at han fandt sit halstørklæde og sine vanter frem fra sadeltasken.

En irriterende mine havde igennem længere tid været at finde på Lazarus' blik og læber, efter de nedslagende ord omkring Mørket og deres tilbagefald. Han skulle selvfølgelig havde fat i hans tropper, samlet dem og sørget for at de var klar til krig, men lige nu virkede det mere til at de var spredt for alle vinde - hvilket irritere ham lige så meget som alt det andet. Var det kun ham der havde en snert af disciplin når det kom til stykket? Han ønskede ikke at se Mørket forsvinde og var det her virkelig kun fordi at en vis over-dæmon-type ikke havde styr på tingene? Lazarus havde arbejdet hårdt sammen med Cassiopeia omkring opbyggelsen af vild ilden som kunne bruges i kampen mod Mørket, og forhåbentligt kunne det nås at blive færdig. 

Lazarus havde altid haft tilhold oppe nord på. Han hadede varmen og havde kun besøgt syden da han skulle tale med Dorian, om den lille Ethian og de problemer som der var blevet skabt. Det var der selvfølgelig blevet taget hånd om, og nu var det jo kun spørgsmålet om hvor lang tid at tingene ville blive holdt sammen. Men det var fra Norden han havde været med til at holde Dragorns miner, holdt fortet og sørget for at sprede den rædsel som han nu glædeligt spredte. 

Det store vinge fang fra Maha førte dem begge rundt i landskabt, sørgede for at de sidste rædsler der skulle spredes ville blive spredt af de soldater som bevægede sig rundt i landskabet. Måske var det naivt at tro at de kunne opretholde noget, men Lazarus nægtede at bøje sig for Lyset. En velkendt lyd, en lyd som kun kom fra de store dyr, fangede hans fokus. Af og til kom der drager denne vej, men det var ikke ofte, så interessen for hvad der lå under her blev hurtigt skabt og han lod Maha søge i retningen mod lyden.

Dion begyndte at dykke, og gjorde sig klar til landing på en temmelig usikker klippesats tæt på toppen af bjerget. Vinden susede om ørerne på Elemér, og derfor hørte han heller ikke de store vingeslag fra en anden drage bagude. Han regnede med at Dion ville opfange sådan noget før ham, uanset hvad. Men lige nu var Dion kun opsat på at lande her.

Her, hvor der ikke var andet end sne og enkelte fyrnåletræer. Men hvorfor? Dion foretrak at være i varmen, men måske var han immun overfor vinterkulde på grund af sin tykke, skældede rustningehud? Uden at kræve svar fra Dions motiver, sørgede han bare for at holde sig tæt ind til sadlen, med armene tæt ind til kroppen og ansigtet dykket halvt ned i sit eget halstørklæde.

Dions tunge skikkelse, formåede at cirkulere elegant rundt om klippetoppen og hele vejen ned til det flade stykke klippe, hvor han ønskede at lande, og begyndte at baske med vingerne, for at sænke farten og til sidst lande på klippen med et bump, der fik rystet sneen af fyrnåletræerne.

”Åh wow… Hvor er vi helt præcist?” Spurgte Elemér, mens han gled ned af Dions glatte krop og landede på jorden med begge fødder og den ene arm. Han kom op at stå og gik hen til klippekanten for at spejde ud blandt vinterlandskabet. Han kunne ane bjergene omkring dem, men der var ikke meget grønt at se herfra. Han spejdede mod solen, der var dækket til med skyer.

Dion begyndte at rumstere i baggrunden, på en begyndende knurrende måde, der ikke nødvendigvis betød fjendtlighed. Men det lød på ham som om, at de ikke var alene heroppe?

Det lykkedes dem relativt hurtigt at finde frem til den anden drage, og typisk var de hurtige til at opfange andre drager i nærheden, men det virkede ikke til at dragen under dem havde opfanget at Lazarus og Maha bevægede sig rundt langt oppe over dem, som den anden drage gjorde sig klar til at lande. Heroppe fra var det svært at se hvem der red dragen, og hvem dragen var. Det var tydeligt at se hvilken art den var, men man kunne aldrig vide sig sikker på hvilken tilhørsforhold den havde - sammen med den rytter. Bare kig på Lazarus selv, han havde taget ægget fra de fredssøgende diplomater, da han var yngre.

Det virkede dog ikke til at den fremmede drage og rytter var fra mørket, og det var tvivlsomt at det blot var en "almindelig" borger eller kriger, som havde fået taget på denne drager. Det var sjældent at sådan noget skete. Der var flere ting han kunne gøre i dette scenarie; enten lade sig Maha glide ned og give sig selv til kende eller blot være det som det var og flyve videre. Der var dog ingen chance for at han ville flyve videre i sådan en situation her. Der var en fremmede rytter, inde på det som han stadigvæk så som Mørkest territorium og derfor var han nødsaget til at tage kontakt.

Maha-Kali dykkede mod dragen og med den højde de lige nu havde gik der noget tid, før de ville være langt nok nede til at han kunne vurdere med hvem han havde med at gøre, men der ville uden tvivl ikke gå længe før at personen under dem ville kunne se dragen komme dykkende. "Hvem er det vi har fået besøg af?" 

Advarslen fra Dion fik Elemér til at se op mod himlen hvor silhuetten fra en drage kom nærmere. Kunne det være en anden vogter der var fulgt efter ham? Han kneb øjnene sammen, prøvede ikke at lade sig blænde af morgenlyset bagved. Dragen så ret stor ud? Nærmest… lige så stor som Dion. Men, den eneste drage han kendte, som var i den størrelse var Calanis’ drage.

Nej, det gik op for ham, at det var en helt anden drage. En rubindrage, der var som snydt ud af snuden på Dion. Og nu kunne han også se, at denne her drage havde en rytter på sig.

Elemér ventede på at den store drage baskede nærmere, så han kunne tale med personen. Dion holdt op med at knurre, og løftede sit hoved, som om det også gik op for ham, at de havde med en rubindrage og en rytter at gøre. Og Dions egen rytter forblev jo rolig.

”Det er jo…” Den rødhårede vogter genkendte personen, men fra et af sine værste mareridt fra fortiden. Før Dion klækkede ud af sit æg. Det var jo… ”Dig!” Elemérs øjenbryn tættedes hadefuldt.

Det var næsten overraskende at se denne unge mand foran ham igen. Det havde taget lidt tid for Lazarus at genkende ansigtet efter alle disse år, men personen som havde sørget for at Maha nu var i hans hænder, var ikke et ansigt han sådan ville glemme. Det blev også tydeligt da den anden nu genkendte ham og udpegede ham, fra den aktion som han selv havde begået for en del år siden - da den anden kun var en lille dreng.
”Ser mand det, det har alligevel ikke slået dig ud at du måtte lade et æg slippe mellem dine hænder” Han havde ikke været al for hårdhændet mod ham, han havde blot været et barn, ”Du var blot et barn dengang..” Nu var han vokset op, muskuløs, flot og attraktiv, det var tydeligt.

Den andens blik var hadefuldt og tydelige minder gled uden tvivl igennem hans tanker, som de nu stod overfor hinanden igen. Det virkede som om at dragerne nærmest kendte hinanden. Ofte var Maha en arrig type, som ikke brød sig om andre, men der var noget andet i det her - noget anderledes. ”Nu må du ikke tage det al for tungt. Jeg gjorde hvad jeg blev nødt til at gøre. Det har vi alle samme gjort i vores liv, for at få det ud af det som vi ønskede”

Manden på drageryg lignede fuldstændig sig selv fra dengang. Samme blege hud. Samme længde hår. Samme rolige arrogante væremåde. Alt der overraskede Elemér var, at han virkede mindre end han huskede. Men det kunne selvfølgelig sagtens have noget at gøre med, at han nu var placeret på en stor drage på størrelse med Dion. Eller også var der en lille chance for, at Elemér selv var blevet større nu. Voksen og bedre forberedt på situationer, som hans rival havde udsat ham for dengang. Elemér havde løbet øen rundt dagligt hver dag. Han havde trænet med sværd – uden modstandere dog, og han havde mediteret flere gange dagligt, for at blive mentalt stærk. Men nu… NU. Nu var han dragerytter…!

Hadet til manden oppe over ham var kun vokset med tiden der gik. Manden vidste med garanti ikke, hvor meget det æg havde knust Elemér. Men nu var det hans chance at sætte en stopper på mange års lidelse og skam.

”Den drage,” Han var så vred at han talte sammenbidt, og hans hænder knugede så hårdt sammen, at fingrene blev farveløse. Ja, han kunne dårligt kende sig selv. ”Den blev givet til templet af dens forældre for over tusind år siden. Den var placeret hos os, for at skabe balance i verden, og du STJAL den!”

Dion kunne mærke sin partners pludselige ophidselse, men han opførte sig endnu eksemplarisk. Der kom hverken buldrende knurren eller røg ud fra næseborene. Næ, han så bare op imod den røde drage, Maha, med fuld opmærksomhed.

”..Og hvor vover du at antage at du og jeg hører under samme slags! Jeg ville aldrig stjæle fra et tempel!” Fortsatte Elemér højtideligt. Alt han kunne var at tale grimt om ham hernede fra klippesatsen af. Men hvis den røde hundrage foran ham valgte af grille ham der hvor han stod, kunne han komme rigtig slemt til. Men det skænkede han dårligt nok en tanke lige nu. 

Som den store drage landede på jorden, kunne Lazarus stige ned af den, ned af rebet som hang på dens side. Hvordan dette møde ville ende, efter alle disse år og den vrede som stadigvæk sad i den anden person. Havde han ydmyget ham ved at stjæle på den måde? Uden tvivl. Det var bare mere et ham problem, end det var Lazarus’ problem. Han kunne ikke tage sig af den slags følelser.

”Sandt” Kom det blot fra ham, som han lod blikket glide imod den rødhårede fyr, som nu havde vokset sig større og sikkert også stærkere. De to drager viste tænder overfor hinanden, viste hvem de var og at de stod deres herre ret. ”Balance i verden? Har I opnået det? Ville denne drage have ændret på jeres sejrsgang?” Vogterne levede højt på deres ønske om balance, som næppe ville komme. Mørket ville altid lurer på den ene eller anden måde, eller blot de som så anderledes på systemet og ønskede mere frihed.

”Hvor vover jeg? Muligvis kommer vi ikke fra samme slags, men tror du selv på at vogtere som Dem, ikke kan ty til valg som måske bevæger sig mod jeres holdninger?” En hver mand eller kvinde, kunne ty til valg som gik imod en opdragelse.

Der var dårligt nok plads til dem alle sammen på klippeafsatsen, men drager var lige så dygtige til at lande, som de var til at flyve. Elemér bakkede væk fra den fremmede rubindrage og manden fra sin traumatiske fortid. Han havde god grund til at være bange for ham. Han vidste ikke hvad han kunne finde på. Var han bevæbnet? Uanset hvad havde han en kæmpedrage under hans befaling. Ligesom Elemér havde Dion bag sig.

Dion var endelig begyndt at reagere lidt. Han imiterede hundragens knurren og visen med tænderne. Selvom Dion var en tamdrage, kunne han sagtens gå imod Elemérs vilje og gøre hvad en drage fandt naturligt. Elemér forsøgte at kommunikere med ham i tankerne, men det var svært, når han samtidigt kommunikerede med det blege menneske foran han.

”Er det ikke underordnet? Ægget var ikke dit at tage.” Knurrede Elemér. Han kunne godt mærke at denne her nye måde at se ordenen på, ikke var komfortabel for ham. Tænk at nogen kunne se ned på hele templets grundeksistens. ”Måske gør en drage til eller fra ikke så meget i templet. Men jeg er bange for hvad en slange som dig vil bruge hende til.” Elemér kendte sine rubindrager godt, og kunne sagtens se, at han havde med en hundrage at gøre.

Elemér kunne tænke tilbage på flere tilfælde, hvor vogtere havde vendt sig imod templets vilje. Men der havde altid været stor respekt for drageæggene…! Han skulede bare olmt på ham, mens hans hånd hvilede på sværdskaftet. Klar til ty til våben, hvis Lazarus skulle gøre et pludseligt ryk imod ham. Men selvom hans fingre dirrede efter at fægte med ham og vise hvor stor og stærk han var blevet siden dengang, så var det ikke særlig diplomatisk. Ja, det bestred direkte mod ordenens veje.

Nej. Han måtte gøre hvad han kunne, for at få dragen tilbage i god behold.

”Gør nu det rigtige, og aflever dragen tilbage.” Kom det diplomatisk fra den rødhårede menneskemand. Han vidste at ingen ville give en drage op så let. Men han skulle have muligheden for at udlevere dragen, før det blev rigtig grimt.