“ Forkert vej! Det var til vens.. den anden venstre! “ hælden vendt rundt under ham og han sprintede næsten væk fra området. Iáin var endnu forfærdelig langt fra at lære slottet at kende, alle dets gange var en labyrint i sig selv.
Hvis man kunne få en skilling hver gang, havde han fundet sig selv med hovedet i postkassen. Vildfaren og måtte opsøge en ridder af hæren om hjælp til at finde rundt.
Ørkenelveren var blot i søgen på sin medvogter, Sata. Spørgsmålet skulle ikke lyde, hvordan blev en som Sata væk, for Sata var aldrig væk. Iáin var ofte den, der forsvandt. Hænderne var dybt begravet i de løse lommer og blikket tungsindigt lagt mod jorden foran sig. Mumlende om at der da var fint i byen, men hvor længe mon de skulle blive.

Igennem byen kunne han finde sig selv stå og beskrive Sata. Hånden hævet op til omkring sin egen højde for indikation af Satas højde og beskrivelse af tøj “ … og nå ja, så er han blå og vejer næsten det halve af mig “. Mange af de blikke han fik som svar, var forvirret over den sidste beskrivelse, men alligevel kunne de erkende, “ Desværre, ingen blå mænd har været forbi her i dag “ om de nogensinde havde blå mænd forbi, kunne så være det store spørgsmål i sig selv, og et simpelt lille nik med hovedet og en foretrukket mine med læberne fik ørkenelveren videre på sin søgen efter vennen.

Solen rykkede sig fra midt på himlen til at falde ned mod tagene. Iáin var langsomt ved at give op i sin søgen. Hvordan kunne en vogter blive væk i en så lille by. Eller måske var byen i sandhed stor, Iáin tillod sig bare ikke at udforske den?

Han sukkede opgivende, vendte lidt omkring på hælene og skævede mod bygninger for i sidste ende at gå hen imod en kro. Det var tid til at stoppe søgen på vennen og få noget i maven. Den rumlede lige så højlydt som Sata sang. Selvom det var god musik og stemmen var tæt på fejlfri, så mættede det altså ikke, aldrig nogensinde havde Iáin fået stillet sin sult af at køre djinnen spille musik. At andre kunne lade sig betage så meget, at de glemte noget så væsentlig som mad, forstod han ikke.

“ Hvor stor er din drage så? Kan du virkelig tøjle den? “ stemmen var smigrende, opsøgende og helt igennem flirtende.

Og der stod Iáin i døren og kunne finde ingen ringere end ‘den blå mand’ som ægteparret tidligere havde beskrevet ham som. De gyldne honningfarvede øjne søgte hurtigt væk fra den opmærksomhed den anden fik, og løftede skuldrene op mod ørerne. Han ville da ikke forstyrre, hvis nu Sata hyggede sig, men at sidde alene på en kro og spise? Pludselig så selvbevidst som Iáin blev, registrerede han ikke, at han spærrede døren, ikke før en bagfra skubbede i ham og brokkede sig over hans manglende tilstedeværelse.

Forlegen fandt han selv vej op til kroens bardisk, lænede sig lidt ind over den med overkroppen og fik trukket hænderne op ad lommerne for at placere dem i en krydsning på disken. “ Har I noget grøntsagssuppe eller lignende? “ stemmen var lavmælt og rettet direkte mod kvinden på den anden side af disken. “ Desværre ikke i dag, men vi har stuvede grønsager, er det noget? “. Som en anden barbarer han nu engang var, takket han stille ja med et smil. Men stille skimtede han alligevel hen over skulderen for at se på vennen. Skulle det gå op for Sata, at han stod der, ville han sende ham et lille nik med hovedet som en hilsen.

Sata var faldet fint til i byen, selvom den større ting om at få sig selv til Rubinien stadig ulmede over ham hver evig eneste dag. Ønsket der var gnavet ind i baghovedet sig, som en konstant følelse og tanke. Han var ikke engang sikker på hvad der ville ske hvis han blev ved med at få intet gjort, selvom den kun blev mere fremtrædende som dagene gik.
Men når der ikke var noget at gøre, så fandt han sig selv vandre byen og lære folkene at kende. De diplomatiske missioner var der jo ikke nødvendigvis mange af på disse kanter, ikke med det overflod af diplomater der pludselig var, og Sata kunne nu godt lide at snakke med de lokale.

Det var egentlig en tur ind for at få noget at spise der fik Sata fanget hos en rimelig flot mand, som havde spurgt interesseret ind til ham. Hans egne blå øjne mødte mandens øjne, og et smigret smil var på Satas læber. Opmærksomheden var ikke ubehagelig, den trykkede ind på den tomplads der var, og fyldte hans krop behageligt, også selvom han i baghovedet godt var klar over at han var tilbøjelig til at gå langt for ikke at misse opmærksomheden.
"Det er ikke så meget at tøjle en drage, som at skabe et partnerskab," sagde han. "Min partner er vel..." han kiggede rundt for at finde på noget at samligne Nila's reelle størrelse med i kroen, men blev hevet ud af tankegangen, hvilket fik hans blå øjne til at glide over den mørkglødet skikkelse som han kendte ganske godt. Hans øjne udvidede sig lidt, inden smilet blev lidt bredere.
Iáin!" prøvede han at kalde med et vink over den ellers larmende krostue, inden hans blik gled tilbage til manden. "Han er en af mine medvogtere." Det var sjældent Sata helt gav op på en chance for at snakke med sin ven trods alt. 

Hagen lå let mod skulderen som han skimtede mod vennen, men som skålen skulle til at sættes foran ham og hans opmærksom skulle vendes væk fra Sata, blev hans navn kaldt og han lavet et hurtigt ryk med hovedet tilbage over skulderen. Det var ikke med hans egen frie interesse, at han ville gå hen og sætte sig hos medvogteren, men det var med en lille snert af vilje til ikke at sidde alene. Tryghed kunne man vel godt kalde det. 

Men som ørkenelveren nærmede sig bordet med sin skål stuvede grønsager, så hans den fremmede mands faldne begejstring. Det var ikke helt uden forståelse fra Iáins side af, men han fulgte blot trop og ordre. " Hvem er din nye ven? " spurgte han på elvisk og satte skålen på bordet, i håb om den duft ikke var til gene for deres snakken. Men som han kort så mod den fremmede, følt han sig alligevel ikke helt velkommen, som han havde været en lyseslukker ellers snarere en konkret pikblokade. " Du er sikker på, at jeg ikke er en forstyrrelse mellem jer? " fortsatte han i det elviske og sank en snert med hovedet som en mild beklagelse og skubbede skeen ned i skålen og rørt den forsigtigt omkring. 

Manden ved Satas side virkede kun til at føle sig mere irriteret som den nyankommende også begyndte at tale et sprog han ikke kunne.
"Nej, nej, det er du overhoved ikke," svarede Sata, men valgte at holde det på krystallisiansk. "Det her er Alvaro," sagde han. "Han ville vise mig nogle af Hovedstadens goder nu når jeg var ankommet. Og Alvaro, det her Iáin, en af vogterne fra Aladrios' Vogtere." sagde han og gestikulerede mod ørkenelveren.

"Mon ikke Iáin kan komme med? Han har en tendens til at holde sig lidt inden på værelset, hvis der ikke er nogen der hjælper ham med at komme ud og udforske lidt af verdenen," han sendte et smil i Iains retning. For selvom Sata holdt af den anden vogter, så var han ikke ligefrem kendt for at være den mest udadvendte, og hvem vidste hvor lang tid de ville blive i Hovedstaden, før at de skulle videre. Det var bedre at opleve nogle af tingene inden det var forsent. Desværre kendte Sata ikke byen godt nok, men tilgengæld så var han god til mennesker.
"Er du sikker på at han vil med?" Spurgte Alvaro, og selvom han havde set lidt misfornøjet ud, så var der et snert af et grin på hans læber.