Gennem de sidste par år havde der været rigeligt at se til, skibet havde sjældent lagt til kaj meget længere end det tog at losse og læsse igen. Krystaller havde der været rigeligt af, for med de endeløse kampe i landet mellem Lyset og Mørket, var der altid nogen at fragte noget for, men motivationen var ved at forlade mandskabet, de savnede landjorden under deres fødder, eller nærmere de mange lystpiger, der stod på spring for at forkæle dem. Efter grundig overvejelser, var han gået med til at kaste anker ved Turmørkedalen, så mandskabet kunne fornøje sig med lystpigerne og lade op til at fortsætte deres sejlads bagefter, Royce derimod havde kun været i land for at få et varmt måltid, et bad og en veltrængt trimning af håret og skægget. Klappen over hans venstre øje, var blevet skiftet ud med en ny, da den gamle var blevet for flosset og irriterende at gå med.
Med fornyet energi, var han søgt tilbage til hans skib, og stående på molen med blikket imod det, han fortrød aldrig at have slået den forrige kaptajn ihjel, trods deres relation til hinanden, for han havde bragt mandskabet og ham selv større rigdomme end de dengang nogensinde turde drømme om. 
Foran ham vuggede det store 3-mastet skib - Bark - Hans store stolthed, den var fuldrigget på alle master på nær den agterste, mesanmasten, der kun førte bom- og gaffeltopsejl. Skibet lå fortøjet ved kajen, landgangsbroen der var placeret godt midt på var slået ud. Vinden ruskede i hans pjuskede halvlange hår ovenpå hovedet, og med en afmålt rolig bevægelse, strøg han det bagover væk fra sit ansigt, imens han gik det sidste stykke ned af molen.
Han vidste at mandskabet alle var oppe i byen, og det var måske farligt at efterlade skibet uden opsyn, men han oplevede ofte at hans ry altid gik forud for ham, og ingen havde endnu turde at træde ombord, uden et dødsønske. Og denne aften virkede ikke meget anderledes, for han kunne ikke høre noget fra skibet, der åndede en fred over alt. Med hurtige skridt, bevægede den store mand sig hurtigt op af gangbroen og trådte ned på dækket, mens han lod sit øje observere alt på dækket, blot for at sikre sig alt var hvor han efterlod det. 
Der ventede ham papirarbejde i hans private kahyt, ikke at han så frem til det, men det skulle ordres inden de drog til søs igen. Han bevægede sig over dækket på vej imod hans kahyt der lå under det ophøjede dæk hvor roret også var. Hans blik gled op af trinnet til dækket, men han så intet unormalt på sin færd imod kahytten. 

Påklædning

Den Flydende Ælling var igen lagt til kaj og opgaver fordelt, det var en vanesag alle vidste hvad der skulle gøres før de kunne få deres 3 fridage, før de skulle videre til søs sådan var livet som pirat men ikke om hun ville bytte det for noget. Der var dog en ting hun søgte, hendes far for den mand skulle dræbes af hende selv, men endnu havde hun ikke kunne opsporer ham, selvom hun havde ledt i mange år. Han var grunden til hendes sind var fordrejet, til at hun opførte sig som ejede hun verden, den evig trang til sammenleje og til spænding. Denne dag havde hun dog modtaget et tip, et skib hun havde hørt om en del gang, skulle havde noget liggende der kunne fører hende på sporet. 

Om rygterne talte sandt eller ej var ikke til at vide, men hun måtte undersøge det alene, dog forsynet med to store knive der var fastgjort til ryggen, var hun draget afsted hen over havnen. I skyggerne havde hun betragtede hele mandskabet forlade skuden , dog måtte hun trække i et smil som der ingen vagter var at se, selv havde hun altid en vagt ved sit skib for at sikre ingen kom ombord. Det var jo næsten for let som hun kort efter kunne liste sig ombord. Hun tjekkede dækket først, før vejen til kaptajnens kahyt var fundet, og døren lirket op med et enkelt hårspænde. 

Hun fandt vej ind følte sig næsten allerede hjemme, som en flaske rom blev fundet og åbnet for at hun kunne drikke lidt imens hun vandre rundt. Normalt var hun mere vagtsomt, men lige nu mere optaget af at ¨åbne alle skuffer og skabe i sin søgen. Et meget svagt lys var tændt bare for at give en smule lys, hun bemærkede ikke skibet give lyd som kaptajnen vendte hjem. Men mon ikke synet af den i følge hende smukkeste kvinde, nok skulle gøre ham blød i knæene og hun så kunne slippe let. 
Var hun heldig var han måske pæn? 

De ravfarvede øjne gled over en amulet hun havde fundet, holdt den oppe foran sig betragtede hvordan den snurrede rundt imens hun snuppe lidt mere rom. 

Royce kendte sit skib uden ad, selv med lukkede øjne ville han kunne finde vej overalt, han vidste hvor han skulle træde for at undgå de knirkende brædder på dækket, for var der noget han nød var det freden når hele mandskabet var væk. Det var der, han virkelig kunne finde sin indre ro, fordybe sig i tankerne og få en masse for hånden, men denne aften skulle vise sig at blive meget anderledes, for da han nærmede sig sin dør til kahytten, stoppede han pludseligt op. Lyden af skuffer der blev åbnet, fik ham til at gribe om skaftet på hans krogede sværd. Allerede nu mærkede han hvordan vreden boblede i hans indre, for ingen vovede at sætte fod på hans skib uden hans tilladelse, og på dette sene tidspunkt burde der ingen være. 
Han trak sværdet fik af skeden, og knugede hånden hårdt omkring det, inden han greb håndtaget til døren, og ganske stille åbnede døren. Han vidste at han skulle løfte svagt på døren, for at den ikke knirkede i de gamle hængsler, idet han åbnede den helt.

Synet der mødte ham var rod, uorden og en kvinde i færd med at undersøge hans amulet og drikke hans personlige og yderst dyrebare rom, som han havde gemt til en særlig anledning. Han trådte over det knirkende bræt under sig, uden at røre det, i håbet om kvinden ikke ville høre ham endnu, inden han lod døren glide i bag sig, det var først da lyden at låsen der klikkede, at han vidste han ville være helt afsløret. "De må ikke have deres liv kært, siden de er trængt ind på mit skib..!" hans stemme var dyb og brusk, farvet af de mange høje kommandoren kaldt ud over dækket til mandskabet til søs. Han løftede det krogede sværd frem for sig, og pegede det imod hende.

Hans evner var bundet af havet, men på hans skib var de fri leg, hvilket kunne høres da vinden tog til udenfor, udløst af hans vrede overfor denne fremmede indbrudstyv. Han tog et truende skridt frem imod hende, mens hans blik gled vågent over hendes bevægelser, klar til at angribe eller forsvare sig, for man vidste aldrig hvad man kunne risikere, og trods hendes smalle og lavere skikkelse, ingen fysisk udfordring ville være, kunne hun stadig have nogle skjulte tricks oppe i ærmet. 

Vashti var ikke hvem som helst, hun var vigtig i hvert fald i hendes verden, og bare fordi andre frygtede dette skib betød det ikke hun gjorde, tværtimod gjorde det hende mere nysgerrig hvilket var endnu en grund til hun var her nu. Om rommen var dyr ragede hende en høstblomst, på hendes skib holdt de alligevel ikke længe for hun drak dem. Blikket var meget optaget af sit fund, den virkede bekendt, måske det var den der engang havde tilhørt hendes far, tanken gav dog kvalme. 

Men hun blev forstyrret ved lyden af døren der låste, ikke at hun så synderligt imponeret ud, hørte stemmen og drejede sig mere imod ham, lagde flasken og amuletten på bordet så hendes ene hånd kunne gled om bagved og trække hendes ene af de to knive. Han trådte nærmere men hun blev stående, de ravgule øjne rette sig imod ham, det ene bryn gled en smule flabet op " Hmm dødsønske, nej enlig ikke" svarede hun ham tilbage, hendes stemme en smule hæs efter mange år til havs og meget alkohol. 
Vas lod hovedet glide en anelse på skrå " men his dig ned, det er bare en kaptajn der besøger en anden kaptajns skib" hun kunne være noget så flabet, og så kunne hun bande som en sømand. 

Hun havde levet på havet siden hun var 6 år, og haft sine kampe igennem tiden mange undervurderede hende til deres egen ulempe. Grebet strammede sig dog om kniven " men uhøfligt af mig ikke at præsentere mig Vashti ejer af Den Flydende Ælling, også kendt under navne som Kælling, Vas men nok om mig, dit navn var?" hun lod blikket vandre over ham, slet ikke et dårligt mandfolk, et frækt smil gled over hendes læbe.  Hun var dog klar til kamp skulle han komme nærmere. 

Hans blik fulgte hendes bevægelse, da hun satte rommen fra sig på bordet og lagde amuletten samtidigt, for hendes hånd gled ud af syne for ham. Hans blik vandrede tilbage til hendes ravgule øjne. Alt indeni ham dirrede efter at lægge hænderne omkring hendes strube, og langsomt kvæle livet ud af hende mens hans blik var låst med hende, for at se livet ebbe ud af hende, men han tøjlede sin vrede og rettede sig lidt op, inden han satte sværdet i skeden igen og uden tøven bevægede sig imod det store skrivebord bag hende, mens han lod hende tale helt færdig.

"Jeg vil nærmere kalde dette tyveri, hvilket jeg er i min gode ret til at straffe.." Hans stemme var skræmmende rolig, som han stod tæt på hende og samlede amuletten op i hånden, inden han trak en skuffe ud fra skrivebordet, og lagde den derned og skubbede den i igen. 

Et smil trak sig over hans læber, men ikke den type smil man havde lyst til at se, for det var den type der fortalte at han bestemt ikke havde godt i sinde for hendes velbefindende. "Så sig mig Vashti af den synkende ælling, foretrækker de en hurtig eller langsom død?" spurgte han ganske roligt, ligeglad med hun spurgte hvem han var, for han havde en svag fornemmelse af hun udmærket godt vidste hvem han var. Han trådte imod hende med blikket låst fast på hende, klar på hvad end hun måtte finde på for at forsvare sig selv. 

Vashti fulgte hans bevægelser ud af øjenkrogen, måske burde hun være bange men nej hun vidste dette ikke blev hendes dødsdag, det kunne hun mærke helt ind til knoglerne, ikke før hendes fader var død kunne hun dø det var den regel hun havde sat sig for.  Hun så amuletten forsvinde det var dog fint, hun ville ikke eje den slet ikke, et fnys slap hendes læber over hans ord " teknisk set min kærer, har jeg endnu ikke stjålet noget for jeg har ej forladt dit skib" svarede hun ham en smule tørt og rykkede brynet højere op, som han lagde sværdet i skeden. 

Smilet skræmte hende ikke synderligt, dog blev hendes blik koldere som han fornærmede hendes skib, men lod dog sin kniv placere på ryggen igen, armene gled over kors hvilket løftede barmen op. " jeg fortrækker heller at de smider alt tøjet, og tager mig hårdt, så vreden kommer af på en anden måde end døden... for dræber du mig kommer jeg til at hjemsøg dig til den dag du selv er væk" lød det koldt fra hende. Hun tillod sig endda at træde et skridt imod ham, blikket vandre over ham der var en tydelig lyst begyndt at tegne sig i hendes blik " knald mig så selv Zaladin bliver misundelig, jeg skal nok tilfredsstille dem så du aldrig glemmer mig" nogle gange overraskede hun sig selv, når sådan ord kom ud og som hun stillede sig imod ham uden frygt, der var kun en ting hun frygtede og det var en levende person der skulle dø. 

At hun vovede at svare igen, fik ham blot til at skæve imod flasken med rom hun havde tilladt sig at åbne. Flasken han havde haft liggende i årevis, gemt til en særlig lejlighed, åbnet af en ulovlig indtrængende. "Jeg er ellers af den klare overbevisning, at De tog dem nogle frihed, og indtog noget dine smagsløg aldrig skulle have smagt..." svarede han roligt, uden at virke spor imponeret over hendes mod til at stille sig op imod ham. 

Tvært imod virkede han nærmest skuffet over hendes måde at føre sig frem på, det virkede mest af alt som en lystpige der skulle sikre aftens krystaller. "Hjemsøg mig alt De vil, De er ikke den første, men opfør Dem dog som en kaptajn med blot lidt selvrespekt i stedet for som enhver lystpige i hver havn.." Væmmelsen var tydelig at spore i hans tone, og da hun valgte at træde nærmere, lod han blot sit blik falde ned på hende. Hun var intet sammenlignet med Flådeadmiral Lynn, den kvinde var en furie! Den kvinde kunne kæmpe, hun ville aldrig blot falde om på skjoldet og sprede benene. Han tog flasken fra bordet og sikrede proppen var forsvarligt påsat, inden han trådte væk fra Vashti.

Han havde stadig ikke beslutte sig for, hvad han skulle gøre ved hende, han burde statuere et eksempel i havnen, så folk vidste at Bark var forbudt område, for tydeligvis trængte det til en genopfriskning. 

Man kunne vel kalde dette en særlig lejlighed, det ville Vas i hvert fald mene " rom skal drikkes ikke gemmes, det burde du vide kaptajn" svarede hun tørt, der var ingen grund til at tude over spildt rom, eller jo lige præcis det måtte man gerne græde over men den var ikke spildt, lå blot godt i hendes mavesæk.  

Hun hævede et bryn af ham, troede han det ville fornærme hende? han burde vide hun var langt bedre end en sølle lystpige, men han kunne barre vente sig, hun lod ham ikke dræbe sig længere var den sag ikke! Blikket fulgte ham " åh klap dog i! tror du jeg er en af dem, jeg kan love dig for at jeg er langt mere, men de forstår dem tydeligvis ikke på varer af bedste kvalitet" hun fnøs en smule af ham og som han trådte væk, trak hun begge knive fra ryggen mest af alt, fordi hun ikke stolede på ham! 

Kom ikke til at vende ryggen til ham, hver en bevægelse blev iagttaget, han måtte genre tro han var bedre hun kunne tricks så han kunne da bare komme an. " du skal da bare være taknemmelig for jeg overhovet sætter en fod på dette skib" tilføj hun med et skævt smil på læben" men så kom da an gamle mand, jeg frygter dig ikke" hun stillede sig i kompostsiloen. 

Han kastede sit blik over på hende, og gjorde et ganske lille nik med et smøret grin på læberne. "Det har De helt ret i, men denne flaske skal nydes af en der rent faktisk har forstand på at nyde kvalitet, og ikke blot hælde det ned som De gjorde.." svarede han med et spydigt grin, inden han rystede på hovedet over hendes mangel på kvalitetssans. 

Da hendes mund atter åbnede sig, brød han ud i en dyb næsten knæklappende latter, da hun omtalte sig selv så højtideligt, inden han rystede på hovedet af hende. "Det min kære kan jeg love Dem for jeg gør, og De er bedste ikke bedste kvalitet.." svarede han nedladende, idet han brugte samme fræse som hun tidligere havde brugt. 

Da han bemærkede at hun trak sine knive, hævede han blot øjenbrynet af hende. Skulle det virkelig virke intimiderende? Men det morede ham dog kosteligt, som han havde formået at komme under huden på hende, og virkelig opildne hendes temperament. "Så katten har rent faktisk klør.." Der var ingen frygt at spore i hans stemme, idet han vendte fronten imod hende, og lod den ene hånd hvile på skaftet af hans sværd.

Vashti stirrede på ham og det smørret smil " tror du ikke jeg har forstand på rom?" det var lidt af en antagelse at komme med overfor en pirat, hun levede mere af rom end vand og det var ikke løgne. Et fnys slap hendes læber som han nedgjorde hende, ikke at hun troede hans ord, ingen mand skulle nedgøre hende så let " Du ved ikke hvad du snakker om Snut" svarede hun ham igen, han skulle ikke tro han var noget. 

Vas var en kvinde der ikke fandt sig i ting, selvom hun blot var menneske opførte hun sig ofte  som var hun mere, men livet havde heller ej været nemt for kvinder skulle kæmpe hårde for at forblive kaptajner. Han virkede ikke truet af hende det måtte være hans problem, hun vandre omkring ham næsten som en kat om sit bytte, de to knive var sikret godt i hendes hænder. Blikket dybt fokuseret på ham, imens hun i sindet prøvede at regne hans svagheder ud. Hun var mindre så måske hurtighed var på hendes side men hun undervurderede ham heller ikke, brynene gled tættere sammen som første serie angreb gled imod ham. 

Hun var smidig selvom kroppen fyldte, og sikker på sine ben hendes teknikker fejlede ikke noget, hun var en god kæmper og havde nedlagt mange mænd. Hun sigtede efter hans side, imens den anden kniv skar imod hans arm, hurtigt trak sig et par skridt tilbage klar til at parrer ham, skulle han angribe hende "  Du smart var ?" svarede hun ham tørt igen.