Lensherren var rejst til Dianthos i et anliggende for Fyrsten af de Pompadour og med sig havde han fyrstesønnen på nakken. Det var en læringsrig mulighed for at give sønnen et indblik i hvad det var for noget arbejde de som slægt foretog sig, deres samarbejdespartner og det politiske spil der måtte høre med til. Små slægte var med. Slægte hvis navne han ikke gav en fløjtende fis for, alle var desuden bare aldrende mænd og kvinder, et fællesskab der skulle styrke alliancer, sætte priserne for hvor grænsen af samarbejdet gik. 

 Hurtigt havde han dog set, at nogle af de små slægte havde taget deres arvetager med, men næppe af samme årsag som Silas var der. Umotiveret for overhovedet at lære deres navne havde han skimte noget som kunne ligne et kortvarig spejlbillede, blot for så at grine det af sig. Umuligt at nogen kunne sammenlignes med ham i skønhed og charme. Blond hår af deres hans natur var blot en tilfældighed for den anden søn. 

 Rådet, som han i sine selvhøjtidlige tanker havde dømt dem, var så dybt optaget, af at snakke, at de ikke ville ænse hvis han var væk. 

 Listende ud bag gardinet som førte ud til gangen, igennem stuen og forhalen til så at komme ud i aftensolens varme kys. Solen ventede på ham, det var der ingen tvivl om. Den vidste at han ville komme efter den. Armene blev foldet om bag nakken i et straks og han brystede et vildsomt suk af jammer ud. Kroppen havde så sandelige behov for at bevæge sig. At 2007 skulle være et år som var så dødbider agtig var næsten en hån i mod Silas. 

 På ingen måde kendt i byen skulle han lige danne sig et kort overblik. Seksten år og på ukendt farevand, det brusede i hans indre for at smage deres kvinder, mæske sig i deres drikke og bare fægte med enhver der turde lægge sig ud med ham.  

Det var faktisk en sjældenhed, sådan at se familien Lochtree udenfor deres fæstning. 
Værende isolerede, ofte en anelse utilpassede og i sidste ende, uanstændige, jah så kunne man ikke ligefrem prale af hvordan familiens medlemmer blev inviteret med til højdadelens fester. Men... undtagelser skete. Og Corinth havde med store, næsten lidt for begejstrede øjne nikket, da han pludselig hørte (for hvad der føltes som første gang) at de - ikke bare hans far og onkel, men også han, skulle med. 
Dianthos, hjertet af Krystallandet. 
Selvom det var nogle dage siden de var ankommet, kunne han stadigvæk ikke helt begribe størrelsen af stedet. 

Havde Corinth sat sig ind i den politiske situation lige nu? Ikke ligefrem... . 
Mørkets invadering over landet var i virkeligheden nok den eneste grund til at Lochtree familien var af bare lidt interesse for de andre adelige, og Corinth ville næsten vove at påstå, at deres forbehold kunne mærkes. Føles, som en ubehagelig hvisken, en grænseoverskridende stirren så snart de var trådt forbi selskabets folk. Hans far havde altid talt Lord Sabbatin op. 
Men tonen her var anderledes, og han var pænt blevet bedt om at holde kæft med familiens praksisser. Passe sig selv lidt. 

Ikke at det var forfærdeligt svært. Hans selskab var nok krævet omkring... 1/4 del af tiden, og ellers var adelsønnen nogenlunde fri. Og gående ned af de solkyssede gader - en anelse trukket ind i skyggen - var det dog tydeligt at Corinth var turist på alle måder, vinrøde øjne fikseret på det væld af liv der boede herinde. Så fascineret af det, at han den dag idag havde fået pakket en taske at tage med sig. 
Ned af Diamantstræde, væk fra forsamlingen af vigtige mænd og kvinder og i stedet ud og sidde med benene dinglende ned fra murværket. Jah han lagde knap nok mærke til alt det der foregik udenfor hans fokus, når han først fik sat sig sådan her. 
Så adelssønnen fornemmede heller ikke med det samme hvordan at nogle stoppede op bagved ham, fremfor at forsætte i strømmen af mennesker der trissede forbi. 

Nej, han havde travlt med at skitse billedet af en søvnig kat, der lå og solede sig i solen, på taget overfor ham. Lidt tyk, og tydeligt tilfreds med livet. 

Vandren kom i gang, benene slynge sig under ham som dansende ballerinaer. Han ejet gaden, gaden som burde vide hvem han var og hvad han forventet af dem. Men intet syntes helt at bemærke ham, en ulmende utilfredshed kunne kun stige lige så stille op i ham, at det med tiden ville boble over og lave et svineri som ingen ville kunne forklare sig fra. Eller han ville selvfølgelig godt kunne tale sig fra det. De havde ikke givet ham den retmæssige respekt han forvente. 

De blågrønne øjne så intet og alt. Observeret hvor folk gik, forventede at de veg uden om ham og ikke omvendt. Men så kom han til en skikkelse som virkede så ligeglad med hans tilstedeværelse. Han stoppede fuldkommen op og lod en utilfreds mine falde nedover sit ansigt. Øjnene smallede og munden spidsede let. 
Silas trådte der henad, men stoppede som nogen kom til syne bagom personen. Zalans nej, det var hans bytte. Sagde han og før de overhovedet nåede tættere på, greb han fat i skitseblokken og trak hårdt i den for at få den ud af den andens favn. " Hvad tegner du? " forlangte han at vide, dog med et lille selvglad håb om at det var ham. Men skuffelsen lagde sig tydeligt i hans ansigt når han så hvad det var som var udformet af de sorte streger.

" En kat .. " mumlet han muggent og skulede mod den anden. 
Men personerne fra før de trak sig, men samtidig havde Silas også sendt et skulende blik mod dem, åbenlys fremvisende med sin fyrstelig beklædning. 

Hvad end Corinth kunne have været optaget af, blev i hvert fald taget fra ham ganske hurtigt. Hvis ikke af den ene person, så af den anden. 
Overrasket følte han den lille blok forsvinde ud af de mørke fingre. "Åh, hey!" Et glimt der stadigvæk sad i de mørke øjne, da hans blik søgte opad, overkroppen tilbage, for at skabe lidt afstand imellem ham selv og manden der talte til ham. Hvad fanden? Silas forekom i det øjeblik utroligt høj, og han missede en anelse med øjnene, for at se ham imod lyset. 

"Det...jah, jeg - vent-" og han nåede ikke rigtig at reagere på den mukkende mine, førhen det også gik op for ham at en eller anden stod bagved ham. "..." 
Fyrstesønnens intimidering virkede i hvert fald, fordi at den tredje person trådte nu nogle skridt tilbage, hænderne løftede i en afværgende bevægelse. "Ah, deres nåde.." hans blik fikseret på det fine lille Pompadour emblem, han nok genkendte fra andre bekendtskaber i Diamantstræde. Men ikke højt nok oppe, til at han puffede sig op. Nej, Corinth så ham forsvinde, bakkende baglæns et stykke af vejen, førhen han snurrede om på hælen og forsvandt væk i menneskemængden. 
Det var lige godt zalans. Deres nåde? Og Corinth rykkede blikket tilbage på den velklædte mand, der skuffet kommenterede på hans værk. 
"Det er bare en skitse. Opvarmning.." prøvede han af en eller anden grund at forsvare maleriet med, og kom i en lidt hurtig bevægelse op og stå hænderne børstende lidt skidt af den sorte frække. Corinth ledte stadigvæk, bagved det lidt overraskede udtryk, desperat efter en indikator på hvem han havde med at gøre. Han så snobbet ud, og det var ikke en familie. Men fornemmede at han nok burde have lyttet lidt bedre efter, da hans far havde gennemgået husene. Åh, slægtsnavne - lort - hvad var det nu svanen betød!

Aften solen klædte Silas ind som den Gud han var, en Gud blandt folket der ikke fortjente deres middelmådighed. Men grebet om bogen var stramt, men ikke nok til at beskadige pergamentet. Det var en rastløs opdagelse for ham. Det var intetsigende, skuffelsen hang tungt ved ham. 

Blikket søgte mod den jævnaldrene dreng. Corinth var som en tændstiksmand i hans optik. Blikket på den tredje mand sagde skrid og en bøn blev hørt. Var det Corinths frelser eller forbander i sidste ende, eller var det blot en leg for dagen. Silas skænkede i sidste ende sit blik mod Corinths røde. Det var unikt. Han hadet det. 
Ingen skulle være bedre end ham, og det blik, de øjne, de var flottere end hans. Men jalousi klædte ingen, så han måtte udnyt det, komme tættere på. 

Silas trådte faretruede tæt på, klasket skitsen tilbage i brystkassen på adelsdrengen og stod tæt med ansigtet mod den andens. " Skitsere mig .. " sagde han, intimt i mellem dem. En dialog blot for dem, men han trak hovedet en anelse tilbage. 

De øjne. De ville hjemsøge ham på sin egen måde. 

" Kom " beordret han og begyndte at gå. Han betvivlede ikke at hans status ville blive sat i spørgsmål, det var ikke et spørgsmål om lyst eller ej, han måtte og burde blot følge med. Lærer at markeret for de rette mennesker. 

Den lidt ranglede skikkelse, klædt i sort fra top til tå, var måske ikke en alt for imponerende af statur i de her år. Han var lige begyndt at skyde op i højden, sådan var det med alderen de nåede, men styrketræning eller hårdt, fysisk arbejde var virkelig ikke hans forte. Det blev så hurtigt udmattende, og Corinth hadede følelsen der fulgte med, når hans krop virkelig anstrengte sig. Og så var der lugten af sved. Den skar i hans næsebor. Langt mere end røg og skidt og møg. 
Men knægten manden foran ham, lugtede ikke fælt. 

Noget Corinth lagde mærke til, da han pludselig trådte ind i hans intimsfære - Silas duftede en anelse krydret. Og varmt, han duftede af overklassens muligheder, og aftenvinens sensommer. 

Lidt forsinket reagerede Corinth til gengæld også, en undrende rynke i panden da han løftede begge øjenbryn. Men trak sig ikke som sit første instinkt. Munden gled op, ingen ord var til stede. Jah i tvivl om hvad han egentlig burde eller skulle sige til den kommentar, vævede Corinth lidt mere usikkert over situationen, overkroppen langsomt lænet mere tilbage, da han pludselig (nu) indså hvor tæt den anden var kommet. 
Skitsere ham? Hånden greb over det sorte læder, trykkede bogen ind til sig imens øjenkontakten brændte sig fast i ham. Og som en eller anden idiot, glippede han lidt uforstående med øjnene da der blev beordret 'kom'. 
"..." Hvem var den mand? Corinth tænkte I et, to, tre sekunder, inden at han lidt mere snublende skubbede sig selv igang, og fulgte med den højere skikkelse. 

Stadigvæk lidt perpleks, rømmede han sig først da manden endelig blev indhentet, og prøvede at komme op på siden af ham. "Jeg, eh. Jeg tegner ikke rigtig mennesker, hr... " og havde af en eller anden grund svært ved at finde ud af hvordan adelsmanden skulle aflæses. Og især.. jah, hvordan han skulle tiltalte ham. Fordi respekt virkede som den rigtige vej, og manere havde Lochtree sønnen stadigvæk. Men hvor længe det så holdt, var et spændende spørgsmål i sig selv. 
"Hvor er du - vi - på vej hen?"

Silas havde vurderet at den jævnaldrende var af en form af klasse, selvfølgelig ikke i hans klasse. Men en klasse af en art. Han havde en ren lugt, men alt det havde nu alligevel været ham ligegyldigt. Særheder fangede ham, og den store dreng som så gerne ville være en mand, kunne ikke modstå særheder som den kunsteren havde med sig. 

Intimsfære var ikke noget for Silas, han brød hvad end han ville, hans egen grænse var ikke eksisterende. Ikke på nuværende tidspunkt. Medmindre det selvfølgelig var gustne personer, så var han hurtig til at sæt en fod i maven på dem og vifte dem væk. Kassere dem som skrald. 
Hånden havde sluppet bogen og den blev taget. Det huede ham at der ingen anden reaktion var. Han levet af sådanne reaktioner, måbende, glippende og åndsfraværende personer. Det bevidste blot, at han var bedre. 

" de Pompadour. Prins, fyrstesøn " svang han om sig som det var en selvfølge, han skulle lige lige føle den selv med sin mimik, men skævede ud til den anden fra øjenkrogen. " Silas - og du er ? " tilføjet han, når skitsen af ham var færdig, var det ikke nok blot at skrive hans efternavn. Nej, fornavnet skulle blomstret på. 
Være et evigt minde i den drengs samling. 

Du-Vi-På. Silas gik med hagen hævet, ryggen rank og skuldrene tilbage. " Mit værelse " alt andet ville være dumt. Hvordan skulle de kunne få skitseret ham ude i det offentlige, hvis de konstant skulle blive forstyrret over hans skønne tilstedeværelse. Heldigvis var de ikke langt derfra, byens øvre kroer var prestigefylde. Et værelse var ikke blot et værelse, det var det bedste af det bedste når man smed krystaller afsted. 

Måske var det i virkeligheden bare skråsikkerheden, som fik fanget Corinth. Selvsikkerhed var et dragende karaktertræk, og noget han selv havde sine slåskampe med, i alt for uvante situationer. Derhjemme var noget andet - der følte man sig tilpas, og værende den eneste overlevende af sine søskende, nok også en anelse udvalgt. Han var nødvendig. Men herude i Dianthos gader, kunne han pludselig føle sig meget lille; her var så mange mennesker, at ingen ville opdage hvis han blev væk. 
En underlig tanke, som gjorde ham lidt mere... tvivlende på hvor vigtig han i virkeligheden var. 

Silas virkede ikke til at have samme problem. Måske var han dét mere socialiseret end den ranglede kunstner, men i sidste ende, så gik og talte han som om at han ejede den jord Dianthos var bygget på. Og Corinth så lidt op til det, uden at ville indrømme i hvilken grad, eller hvorfor. 

Åh. Overraskelse spærrede de mørke øjne op, og i solens lys flakkede de vinrøde orber sidelæns, da han endelig fattede hvem manden var. "Corinth.." fik han formuleret, et begyndende, tøvende smil i mundvigen, der skubbede læberne op over tænderne her til sidst, da brikkerne blev vendt om og puslespillet pludselig gav mening. 
Sætningen lød fattig uden efternavnet skygge til at hænge over sig. Men ville han vide mere, måtte han spørge ind - Corinth erfaringer var at de fleste vendte om på stedet, når navnet ringede forkerte associationer - og af en eller anden grund, ville han gerne undgå det. 
Fordi manden blev ved med at overraske ham. Lidt tøvende gled blikket tilbage på jorden foran dem, imens fingerspidserne tappede ind imod den sorte flade af hans skitsebog. "Ah..." Kontrasten imellem dem var foruroligende tydelig - både i adfærd, rang og statur. 
Men hans værelse? Igen - meget selvsikkert. "Du ved knap nok hvem jeg er, og alligvel trækker du mig med der? Jeg kan ikke vurdere, om det er dumt eller bare dumdristigt af dig" endte han med at sige, og Corinth skjulte det skæve smil i mundvigen, da han kiggede ned på de sorte hænder der holdt hans bog. 

Nætter mødte sjældent dagen de kom efter eller før. Måske en enkelsjældenhed tillod det ved solformørkelser eller de rejsende der kredsede tilbage natten eller søgte fremad mod dagen. 

Silas og Corinth var i deres spæde ungdom, første trin mod nat og dag i et sammenstød. Selvsikkerheden skulle nok gnide af, det havde aldrig gjort nogen nogen skade, ej heller hvad end fysisk skade der måtte følge med. Den robuste skikkelse kontra den ranglet, de var evidens på levevis sagde meget, selv for folk af adlen. Enten havde man styrken eller ej. 
Mon det var derfor kunstneren bar sine sorte klæder så de vinrøde øjne kunne blottes tydeligere. Vise at trods man intet havde at byde, havde man netop det mest unikke for sig.

Der kom den. En reaktion der atter var ham værdig.

Mens de gik i deres fine tempo lød et spørgsmål, det virkede usikkert og han vendte hovedet i mod Corinth. " Tror godt jeg ville kunne tage dig uden problemer, du ligner et skelet med en skitsebog. Så medmindre du har en eller anden evne der gør dig uovervindelige, er jeg ikke bange " end ikke hvis han havde evnen ville han være bange. Silas havde ikke evnen til at frygte. Eller det lod han sig da selv fortælle. 

Men han tog lette rundinger som de skulle dreje, og før nogen kunne nå at sige Silas de Pompadour, fyrstesøn, var de der. Døren til kroen var fransk, dobbeltdøre der stod åbne og bød folk velkomne og en trappe op i siden. Første etage og ned ad den brede gang for at tage først dør til venstre. Lyst og hjemmeligt, udsigt udover Diamantstrædet. Men som han trådte ind og vidste døren ville smække i sig af selv, begyndte han at åbne op i noget af sit tøj. Vesten var det første. " Sæt dig endelige ved sengebænken " indbydende, men stadigvæk en ordre. " Og se lidt mindre sort ud " hvis altså det var muligt. 

Det var en uventet kommentar tilbage, og Corinths blik gled i et lille ryk opad, da det sank ind. Et skelet med en skitsebog... først skete der ingenting, og selvom man ikke var i tvivl om at han havde hørt det, virkede han kortvarigt til at skulle vælge sin reaktion. Men latteren var ægte, da den ikke mange sekunder eftee gled over de lidt tyndere læber. Åh, sikken et billede. Visuel som han var, havde det lige været en fornøjelse at forestille sig ham selv set udefra, og vide at Silas nok havde ret. 
"Ahaha, ingen evner indenfor uovervindelighed, desværre" og det trak i ham, når skyggerne de gik forbi mindede ham om at det var en halv sandhed. Måske ikke uovervindelig, så langt fra. Men hans far havde virket lidt for begejstret, da skyggemagien var dukket op. Sagt, at der skulle nok blive brugbart en dag. 

Nok ikke idag, selvom det efterhånden tog en drejning til det mærkelige, dagen idag. 

Ubesværet fik Silas lidt dem på vej, og Corinth fandt sig selv bryde lidt med spørgsmålet om 'hvorfor', da han stadigvæk ikke helt kunne gennemskue det. Jovidst, han havde jo nævnt at han ikke tegnede andre mennesker. Kun Levine, men de talte ikke, dæmonisk og formskiftende som de var. Men havde Silas virkelig ikke hørt ham, eller var det en selektiv hørelse, fra hans side? 
Hele vejen op af trapperne, og igennem de smukke gange prøvede han lidt at finde en måde at italesætte det, underligt bekymret for at skuffe den blonde mand, trods hans mening slet ikke var så vigtig som han fik det til at føles. 
Corinth kom til sidst helt op til værelset, og stod lidt akavet i midten af rummet, da Silas henvendte sig til ham igen, allerede igang med at fjerne overtøjet. Og lidt mere viste det sig - Corinths røde øjne studerede den pæne vest, inden at en mere forlegen mine lagde sig over ham, og han blev nødt til at kigge væk. "... okay" han ville kunne ikke sige ham imod. 
Men hans akavede mine løftede sig heldigvis en smule, da han hørte de opfølgende ord, og Corinth satte tasken fra sig med et lille bump, så han kunne få åbnet jakken lidt. "Du ber' om meget, gør du ikke?" Og han afslørede ligeså monokrome farvemønstre under jakken, foruden en rødlig halsklud af silke, og det sort/hvide/-røde/grønne mønster af Lochtree skjoldet, der var broderet ind over venstre bryst. Satte sig til rette, benene krydset, og det ender øjenbryn løftet i en spørgende mine. "Så... du har en kat du vil have tegnet?" Og han vidste godt at fyrstesønnen havde sagt noget andet, skyggen af et smil i mundvigen. Eller var det virkelig for at tegne ham? Han viste at adelen var selvhøjtidelig, men nok til at be' en fremmed om at tegne ham - gratis? 
Alligevel lidt meget, når han havde sagt at han ikke tegnede mennesker. Men Corinth var gået med, da det havde virket mere underligt at sige nej. Eller... i hvert fald en ærgerlig afvisning, når et eller andet holdt ham i troen på at Silas ikke kun ville have det ud af ham. 
Så at finde ud af hvad det var, var hans egen lille mission. 

Arrogance, direkte tale og skødeløshed var essens af Silas på nuværende tidspunkt, at det med tiden ville få en betydning og han endnu havde det i sin inderste træk, måtte være til fremtidens overraskelse. Men han tog det ikke ilde op selv, at han beskrev Corinth som han så ham. Den unge mand ville kunne gå itu over et vindstød fra nord. Den bidende kulde vind ville få alt i manden til at forfryse, han var ikke i tvivl. 
Han ønskede et sted at kommentere på det, men med hovedet hævet så højt som hans, kunne han ikke andet end grynt hovmodigt med et smil af selvtilfredsstillelse. 

Selv hvis det viste sig, at Corinth løj, var det ham irrelevant. Han kunne altid gå i færd med at se den anden fortid, det var dog ikke hans helt store force. 
Evnen i sig selv var god at have, men hvor hyppigt fik han egentlig brug for det. Alt for sjældent. 

Vesten kasseret henover sengen, og skjortens puffet ærmer blev knappet op. De gråblå øjne lod sig smalle en smule og han vendte blik og hoved i retning af den siddende gæst. Skønt der blevet afsløret nuancer og indikationer for slægtsnavn, bed han blot fast i sætningen. " Jeg ta'r hvad der retmæssigt er mit " stemmen var kølig og monoton. Hvad der var hans, var individer som Corinth. Ingen skulle tage det fra ham, når først han havde fået fingrene i det. 
Silas trådte lidt travende frem og tilbage foran Corinth, før han smed sig i lænestolen over for Corinths position. Fødderne svang han henover armlænet og satte sig henslængt i den. 

" Ligner jeg en kvinde? " spurgte han snarrerådigt, men trak alligevel skævt på smilebåndet. " Så hellere pytonen, men du er lidt for direkte med det, Corinth. Bare start med mig " og hovedet lænet let tilbage i hjørnet af lænestolens ryg og armlæn, mens blikket lå fast på kunsteren. 

Men som han stirret på den anden, kunne tankerne da ikke lade vær at strejfe. Selvfølgelig havde han lagt ord i munden på den anden, vendt kat til skede og pyton til penis,  men det var den andens egen skyld at han nu sad der og lumret sig i sine tanker. 

Jeg ta'r hvad der retmæssigt er mit. Sagt med et toneleje der virkede så utrolig monotont, at Corinth følte en lydløs gyse rejse og henad armene, og nedover rygsøjlen. Han kunne ikke helt tage det seriøst, og det skæve smil voksede ikke væk, imens han holdt øjenkontakten med den intense blonde mand. Men han virkede ikke til at joke - og det var foruroligende i sig selv. Aha. 
Han kunne derfor heller ikke helt lade være med at følge ham med blikket, da han virkede til at parade rundt foran ham. Frem og tilbage, indtil han lagde sig til rette over lænestolens armlæn, noget så vovet i det han sagde. 

Corinth rystede lige godt 'opgivende' på hovedet, men ikke uenig i hvad han sagde, selvom det næsten lød som en lille remprimende. "Jeg fortalte dig joh, at jeg ikke tegner mennesker" og alligevel rakte Corinth ned i taksen han sad med, for at trække de blyanter han i alt hastværk havde pakket væk, ude ved gadebilledet. 
Bogen blev slået op, og han tappede en anelse på det gulnede papir. Bare start med mig - og ordene fik ham (til trods for at det bare var et indre lille ekko af et minde) til at grine. Faktisk lidt imponeret - det var fristende at prøve når han beordrede ham så pænt. Men han havde en anden ide.

Det måtte dog gerne se ud som om at han havde tænkt sig at gøre det. Corinth gav sig til at studere hans silhuet, og tøjet der faldt omkring hans magelige skikkelse. Tog de små detaljer ind, og lænede sig lidt tilbage, så blokken kunne hvile på knæet. "Så. Din familie er også til møder?" og de skriblende lød afslørede at der i hvert fald blev lagt noget ned på papiret. Selvom tonen var let, og ubesværet, virkede han i det næste minut.. ganske fokuseret. 

Blikket lå så tungt på den blonde mand, han havde ingen interesse i at lade ham gå. Fik han ikke sin skitse, skulle han nok tage andet. Der var uendelige muligheder og han havde en uendelige tid til at gøre godt med. Det var tydeligt at noget i hans sprog havde fanget Corinth, ellers havde han en mindst lige så syg som personlighed som Silas. Uanset hvad, fungeret det ganske godt. 

Kæben skar luften som han sad der og ventet på han gik i gang. " Du skal starte et sted, Corinth. Hvorfor start med noget så ækelt som andre, når du har mig " egoet talte for sig selv, men han lod alligevel øjnene løsne sig let, opgav den smalle stirren, men trak alligevel grinende på smilebåndet. Det emmede af storhedsvanvid. Mundvigens træk i skar i kinden, indikeret smukke smile rynker ville komme med tiden i et eller så ungt ansigt. 

" Vil du virkelig tale om min familie? " sukkede ham og vippede let med foden. Elegant svang den let frem og tilbage og han løftede blikket op i mod loftet og lod smilet famle væk. " De er til møde med nogle af de andre slægte herude og omegn. Det rager mig hvad det går ud på " men han lod det gråblå blik falde tilbage mod det tynde menneske. Silas var endnu noget så fanget af det røde blik og han rykkede let i underkæben og lod spyttet blive skubbet omkring før han sank det. 

" Er du jomfru, Corinth ? " for at de kunne snakke om noget som var værd at værdig. 

Det var lidt af en narcisist han var stødt på, gik det ligeså stille op for Corinth.
Selv med blikket rettet op imod loftet, kunne han fornemme at der skulle en del til for at lægge en dæmper på Silas selvbillede - så hvorfor overhovedet prøve lige nu. Og joh, han havde skam set det før, den selvglade opfattelse - bedrevidenheden. Men aldrig i en udenfor hans egen familie; det var en behagelig forandring at være sammen med andre. 
Smilet voksede en anelse, og han trak lidt skyldigt på skuldrene, til det sukkende spørgsmål. Familie. Blev han få længe omkring sine fætre, kusiner og andet gøgl, så blev han vidst skør i længden. 

Ikke at fyrstesønnen lød imponeret over sin egen, da han talte ind i det. 
Hånden holdt en pause, og øjnene gled i et lille ryk opad, for at studere måden hans arme hvilede over armlænet. Det gled dog op i et lidt overrasket ryk ved hans nærgående spørgsmål, der trådte helt udenfor hvad han da have fået af vide var almindelig pli. Tog han pis på ham, eller prøvede han i virkeligheden bare grænser af? 
Munden føltes overvejende tør. Men Corinth lod sig ikke intimidere af den direkthed den anden besad - fordi det virkede som om at han målte op. Og konkurrence elementet, var vidst ikke unormalt, selvom han ikke selv følte det stikke til ham. "Du er nysgerrig. Hvorfor?" trak han lidt tiden ud med. Øjnene smallet en anelse, imens han prøvede at gennemskue Silas og hvad end agenda de stormgrå øjne gemte på. Jah kom frem til, at han bare ville blære sig. 

Så Corinths blik gled tilbage på papiret, da han mumlede "Jah" selvom det ikke var helt sandt, opmærksom på hans reaktion. 

Mageligt var måske ikke helt ordet for omstændighederne de var i. Men Silas var veltilpas og han havde i sinde også at få Corinth til at være det. Men i første omgang måtte han lige vise sig fra sine bedste side og tegne fyrstesønnen. Krystaller skulle der nok blive givet som kompensation for hans evner, gode som dårlige. Men katten havde nu været noget fin, så han havde en forventning til at der var nogle evner at komme efter. 

En hver stor man havde brug for en til at skitse dem, en som var dem værdig. Deres tid, og kunne fange de særlige træk man nu engang havde, og som det var nu, satte Silas sin lid til Corinth. 

Blikket lagde sig på hånden som stoppede sin aktivitet, og Silas valgte at tøve lidt med at løfte blikket, for hvad havde det af betydning hvordan han spurgte eller hvor i hans nysgerrighed kom fra. Men nogen trak tiden ud, og det var så sandelige ikke Silas selv. " Af samme årsag som du spørger ind til min familie, Corinth " stak af ham af svar, det var vævende og afvisende for hvad hans agenda var eller hvad der drev hans nysgerrighed. En sand fyrste afsløret aldrig tankerne bag sine planer, så hvorfor gøre det nemt for Corinth allerede nu. 

Nej, Silas var sikker på de nok skulle blive fine venner. Men han måtte arbejde sig op til det. 

" Jah så " kommenteret han og lod blikket forsvinde tilbage op i loftet mens han løftede den yderste arm op, som han greb ud efter stjernerne. Det var vidst noget de måtte ændre på i løbet af dagen. En bonus for hans gode arbejde, jah. " Sig til når du har noget på blokken, hvor vi kan holde en pause hvis din hånd bliver træt " en så falsk forståelse for hvordan træt, det var jo bare et godt sted så at arbejde med tingene på. 

Det ordspil der ofte foregik imellem folk i de højere kredse, var stadigvæk ikke et han helt havde vænnet sig til. Det var til tider frustrerende, men på samme tid, så var det også en delikat, egentlig ret fin process. Det var en god evne at have. Og han brugte sin erfaring ganske fint, når han vendte samtalen tilbage på Corinth. "Ja så.." gentog han lidt morende. 
Grunden til at han spurgte ind, måtte joh være ren høflighed. Han nød at socialisere. Og Silas kunne meget vel være et godt bekendtskab at have i baghånden. 

Alligevel kunne han ikke helt li' tanken om at han så let fik hvad han ville have. 
Hvad der langsomt tog form på blokken var derfor ikke Silas i alt sin pragt, men to forskellige væsner. En slange viklet omkring en påfugl, i færd med at slukke dens lille liv. Prinsen mindede ham lidt om sådan en... hvilket var ment som en kompliment, selvom han holdt det for sig selv. 
Det var joh bare for sjov. Og stadigvæk meget pænt håndværk og monotone farver. 

Hånden lagde nogle sidste streger over de smukke halefjer, og han studerede det der var kommet på plads, med en 'seriøs' lille mine. "Jeg tror godt at jeg kan tage en pause snart" og pustede noget af det støvede granit af, uden at vende papiret imod ham. "Men jeg er ikke færdig" og dækkede det til da blokken lukkedes sammen. Nu ikke kigge før tid. 
Corinth lænede sig en anelse frem, albuerne hvilene på låret da han tilføjede. "Så, er du?" og han følte nok et eller andet sted, at det var et fair spørgsmål. Nu hvor tonen var lagt sådan alligevel. 
Bogen var lagt lukket ved siden af ham, men et eller andet sted, regnede han ikke med at noget kunne få den blonde mand ud af sin trone. 

Et svagt løft med det ene bryn fortalte, at han vandt runden for nu. En hver dialog ville altid have en vinder og en taber, og alt vidnede om at fyrstesønnen foretrak at vinde. Kun Guder vandt med sådan en nemhed, og det var af selv samme årsag til at han tillod at have den arrogance som han havde. Han var en Gude titel værdig. De andre Guder var intet i sig selv, de var kun til takket været folks dedikation til dem, og Silas' dedikation tilfaldt udelukkende ham selv. 
Ergo, han vægtede sig selv i samme kategori som en Gud. 

Afventende på at se granittet blive lagt fra sig og en kort forhåbning om at se hvad der var af skitse for nu, blev han kort skuffet. Indevendt af utilfredshed over at se den klappe samme for næsen af ham. Hvilken tåbelig behandling af en prins. " Mhmh. En pause jah " som han næsten fortrød at have givet ham muligheden for det. 
Silas lod sit storm blik lukke sig udelukkende om skikkelsen som sad så indbydende der. Lænet frem, albuerne på lårene. Han bad ham jo næsten om at komme til ham. Men spørgsmålet blev vendt i mod ham selv og han fik svunget benene ned fra armlænet med et tungt dunk i gulvet og han fik rejst sig, mærkede hvordan skjorte så luftig rykkede sig på hans krop, at han måtte rette den let, men samtidig trak den let op fra buksekanten. 

" Kommer an på kønnet der spørger " svaret han tørt før han valgt at træde hen foran Corinth og lod sit blik kigge ned på ham, før han lod en hånd glide igennem håret på den anden indtil hånden endt i nakken, drejet omkring så armen lå om siden og fingrene op ad baghovedet for at gribe fat om håret og trak ham let tilbage for at få Corinth til at se op. " Hvorfor har du så... røde øjne " han ville se dem spærret op. Blottet og tæt på. 

Han havde taget fejl. Corinth havde ikke forventet at han rejste sig, men måtte med en skjult overraskelse se ham rejse sig op, fra sin ellers pæne plads, og pludselig nærme sig. Helt automatisk spændte Corinth en anelse op, og lænede sig langsomt mere tilbage, for at kunne se ham ordentligt. "Hvad mener du med-" og slugte overrasket resten af ordene, da han fornemmede grebet i de lyse bølger. Hvad mente han med det? 

Til en hvis grad, så fik han hvad han ledte efter. Corinth vidste ikke hvad han skulle svare, men vidste samtidigt også, at det ikke nødvendigvis var en dårlig ting. Det føltes tværtimod lidt spændende, og spænding var tiltrængt. 
"Det er et dumt spørgsmål" ordene var lavmælte, og lidt mere indsmigrende end decideret stikkende - han var måske lidt beæret over opmærksomheden - hvilket blødte igennem ordene. "Familie-arv. Det er værre i lyset" og Corinths blik gled nedover den arm der holdt ham fast, førhen han forsigtigt greb fat i håndledet. Ikke fordi at Silas føltes som en der ville gå i stykker, men nok bare fordi.. jah, han behøvede ikke helt at gå endnu, og grebet derfor holdt ham lidt fast. 
Så meget som han nu engang fornemmede at han fik lov til. 

Og måske også stadigvæk lidt på vagt. 
Et eller andet ved hans blik, mindede ham om hvor kølig hans stemme før havde lydt. Og havde man kunne smage det i luften, ville han nok have forsøgt at finde ud af hvor hurtigt fyrstesønnens humør skiftede.
Han forventede næsten at det gik ganske stærkt, men man vidste aldrig, med så pænt polerede mennesker. 
"Hvorfor er du så nærgående?" skubbede han igen med, og fornemmede hvordan duften fra før stadigvæk hang omkring fyrstesønnen. Varme. Jah måske var det derfor, at han ikke rykkede sig væk fra det. 

Noget tydet på, at fyrstesønnen ikke var den eneste med tendens til en form af arrogance. Overraskelsen der overtog den unge adelsmand og slugte tungen som styret mundens lyd. Det vigtigste virkemiddel i mennesket evne til kommunikation, at det kunne besejres med sådan en nemhed burde være en straf. 
Men han nød hvordan han fik hvad han søgte for en kort stund. Stormen mødte vinen, og aldrig har de to elementer været bedre forenet. Vin så rød skulle nydes under opsejling af storm. 

Som en kantet kommentar havde sneget sig afsted, skulle han til at svare, men i stedet fik den blondhåret fyr sagt noget som fangede hans nysgerrighed mere. " Værre i lyset, ah? " som det bød op til en udfordring, men hans blik fulgte den andens, og brynene rynkede sig kort tættere, mens grebet i baghovedet hår gjorde antræk til at strammes, indtil han indså hvad det var der for et form af greb der blev lagt på ham. 
Hvorfor holdt han fra at slip ham mon. 

Fyrstesønnen lænede sig en smule frem, brød endnu engang ind mod den andens intimsfærde som det var intet andet end et gardin der kunne trækkes fra. " Hvorfor vil du have jeg knepper dig? " skubbede han igen, men på intet tidspunkt havde nogen af dem indikeret en interesse i at have sex med den anden, men Silas tog tingene til ekstremerne. Det var bare hans lyst, hans ulmende liderlighed som stak til ham. 

Nærgående, nu måtte han lige. Der var absolut intet nærgående over det han gjorde. Han ville dog have adelsmanden over i lyset, have ham ned og ligge på ryggen i solstrålen og se det rødeblik lyse op som vinen i altid glimtede i sollyset med krystalglasset det var hældt op i. Men frem for at give Corinth nogen særlig valgmulighed, indikeret han blot til at de skulle op og stå og slæbe ham til de store vinduer og stå i lyset der kaldt på dem, indtil de kunne ramme gulvet. 
Han skulle nok få ham ned og ligge, om han så skulle sætte sig på ham og holde hovedet fast med begge hænder, knæene på overarmene og den resterende vægt på overkroppen. 

Det var en underlig dyst af ord, der blev slynget imellem dem. Spørgsmål efter spørgsmål, skridt efter skridt. Corinth nød den forunderlige følelse af uvished - hvilket nok godt kunne læses på hans humør. Men ligeså meget fordi at Silas virkede til at være frembrusende på en måde han kunne genkende, men sjældent reagerede på. Han havde aldrig haft samme position af magt. 
Det gik dog langsomt op for ham, at det måske ikke var helt sandt. Fordi selvom Silas skubbede, holdt og styrede ham, virkede det stadigvæk som om.. at Corinth havde noget han ville have. Udover billeder af sig selv, og løse, ligegyldige spørgsmål. 

Brynene røg op ved spørgsmålet - som han dog kunne formulere sig - og Lochtree sønnen prøvede at udtrykke en tvivlende ligegyldighed, selvom spørgsmålet kortvarigt sendte ham på gyngende grund. "Alle nyder vel at føle sig begæret?" og han kunne ligeså godt snakke om sig selv, som Silas i den sætning. Fordi på bundlinjen, var den blonde mand en stærk tier i manges øjne. Hvorfor skulle han være alt for sky omkring lige det. 
Men inden at han fik vippet sig fri af det stærke greb, følte han sig selv komme i bevægelse. 

Opad. Snublende blev han trukket afsted, og Corinth svajede en anelse for at genfinde balancen, med hænder der nu greb rigtigt fat om hans arme så han ikke faldt. "Vent!" og noget af skråsikkerheden smuldrede en anelse, da han samtidigt fornemmede kontrollen glide ud imellem fingrene på sig. 
Lyset var skarpt imod de store øjne, og Silas blev alt for hurtigt samme, mørke silhuet som første gang han havde set ham, intimiderende stor. Og med hjertet bankende hårdere følte han sig glide en kende bagud, da det virkede som om at han ville have dem ned. "Du spilder ikke tiden" lo han en anelse nervøst, og prøvede halvhjertet at hive sig fri af hans jerngreb, uden at smække hovedet ned i gulvet. Han var hurtig, og det overrumplede ham i de første par sekunder.