Små ændringer havde betydet at Issac var blevet sat på i det centrale distrikt, hvilket uden tvivl kunne give lidt afveksling fra den mere eller mindre trivielle hverdag i det øverste distrikt, hvor det typiske overklasse folk havde de samme små problemer, med de mest ligegyldige ting. Hernede var der i det mindste en spændende blanding af mennesker, masser af handlende og masser af boder og butikker, som man skulle have øje på. Ens sanser blev skærpede på mange måder, og de små ting skulle holdes øje med. 

Et lille opbud af en horde af mennesker havde samlet sig om en bod og som den nysgerrige vagt Issac var, var dette ikke noget som kig hans øjne forbi og efter at have instrueret en kvinde I hvor hun var på vej hen og skulle hen, kunne han ligge sit fokus på boden og bevæge sig derhen ad. "Unskyld, lad mig komme forbi" Kom det fra ham som han møvede sig igennem ringen af borgere. "Hvad foregår her?" Det virkede ikke til at det vsr noget godt tilbud eller lignende ud fra folks toner. "Jeg er blevet bestjålet" Kom det fra bod ejeren. Tyveri var noget der skete hver dag, men det var sjældent at folk stimlede sådan sammen for den slags. Man skulle næsten tro der var sket noget alvorligt. "Hvad har du fået stjålet og så du hvem?" Manden handlede med smykker og lignende, så selvfølgelig var det mere alvorligt end blot et brød eller lignende. "En sølv halskæde..." mere nåede han ikke at høre, før en borger hviskede, "Jeg synes jeg så at det var ham drengen derover" Issac bemærkede kommentaren og kiggede over mod en lille pjusket udseende knægt.

 Det var ved at være et nogle dage siden at Valdemar var kommet til Dianthos, og det meste af tiden havde han været ved Finneas. Ikke fordi han som sådan havde vildt meget lyst, men han måtte jo hellere sikre sig han levede op til aftalen og gjorde rent. Og det trængte der også til mange steder. 
 Denne dag havde han dog begivet sig ud i byen. Han tænkte det snart var tid til at finde tilbage til Medanien. Det kendte han, det virkede mere sikkert. Det var dog en lang tur og krævede at Valdemar fik købt lidt vare ind. Derfor havde han fundet vej til markedspladsen. Der var fyldt med alverdens væsner ved alle boderne, og mængden af folk overvældede ham lidt. Det var mange flere end han var vant til. 

 Der gik derfor ikke længe inden han vandrede væk fra markedspladsen og fandt sig selv ned af en gade med en del mindre folk ved boderne der lå spredt hist og her. Valdemar stod og kiggede på en bod med bagværk, da folk virkede til at samles ved boden ved siden af. Valdemar blev hvor han var, men kunne ikke lade hver med at lytte med på de småting han kunne høre. 
 Gået i stå med et brød i hånden mens han lyttede, da der blev nævnt en dreng og han følte øjne på sig. Valdemar lagde hurtigt brødet fra sig, og trådte usikkert et par skridt tilbage som han så der blev peget på ham. Han havde ikke taget noget. Man kunne se panikken i blikket, for han vidste godt selv hvordan han så ud. Tøjet var slidt, håret pjusket og vildt og selvom han havde haft muligheden for at vaske sig hos Finneas, virkede han stadig beskidt. 
 " Jeg har ik.. " lød det fortvivlet fra mens han forsatte med at bakke, blikket undvigende alle der kiggede på ham. 

Igennem hans erfaringer vidste han selv at det ikke blot var de usoigneredesom unge som havde lange fingre, men lige så vel kunne være de rige, højrøvede snobber som ikke ønskede at betale den pris som der skulle til - men de var hurtigt til at pege fingre mod de som havde de sværest, blot fordi at de var lette mål. Det var Issacs opgave at komme til bunds i dette her. Men lige i dette tilfælde var der meget der tydede på at det var den unge fyr, på trods af at han hurtigt lagde brødet fra sig - men derfor kunne halskæden sagtens ligge i hans lommer. Et brød var sværere at gemme. 

Folk var hurtigt til at pege fingre og angribe andre når det kom til at blive truffet over andres handlinger. Det var tydeligt at se hvordan panikken bredte sig i den unge fyr, som fingrene blev peget hans vej, hvilket ikke altid var typisk for en person som havde begået tyveri.
"Det er der selvfølgelig heller ingen der påstår" Lød det roligt fra ham, som han gik imod drengen og tog fat i hans overarm, blot for at have ham hvor han ville, så han kunne tjekke op på det, "Men blot for en sikkerheds skyld, så har du vel intet imod at vi lige tjekker op på det?" Lige nu beskyldte han ikke drenge for noget, men han havde ikke set hvad der var sket og skulle have skabt en ro.

 Valdemar havde ikke kort noget forkert, det vidste han selv. Han vidste at han ikke behøvede reagere så panisk og skyldig, men han kunne ikke lade hver. Det var ved at være mange år siden han lærte at han altid fik skylden og tævene. Han nåede dog lige at mærke et stik af lettelse da byvagten sagde ingen anklagede han for noget, inden panikken kun voksede sig større da han blev taget i. Han strittede dog ikke imod. 
 " Men jeg har ikke.. " Valdemar blev afbrudt, og ordene fik hans blod til at fryse til is. Han havde ikke taget halskæden.. Men han havde taget Finneas halskæde inden han havde forladt huset og den lå nede i lommen. 

 Nu begyndte Valdemar at vride sig lidt. Ikke nok til at komme fri, slet ikke, men nok til at vise sin utilpashed over situationen. 
 " Slip! " lød det klagende fra han uden han helt svarede på spørgsmålet. Han ville jo ikke have han kiggede i lommerne, men det skulle ellers ikke virke som om han skjulte noget. 
 " Jeg har ikke taget noget! " ... her.. .

Issac beskyldte ham ikke for noget, men hvis nogen synes at have set ham gøre noget så var det hans eneste handle punkt lige nu og det virkede fint lige at kontrollere og give ham et tjek, og hvis der ikke var noget at komme efter, så kunne han blot lade ham gå. Issac havde ikke grund til andet. Så urimelig var han heller ikke. Det var ikke ofte at den slags personer ikke strittede imod, ofte fordi at de havde noget på samvittigheden - men hvis man bare fulgte med og lod Issac tjekke, så var det nemt at finde ud af - lige nu virkede det dog til at han havde en ren sti. "Nej, det er det vi skal finde ud af, ikke?" 

Hvorfor han lige pludselig ændrede mening og nu var mere livlig end før var ikke til at sige. Issac havde ikke nået at trække ham længere væk fra boden, før han begyndte at virkede urolig i sine bevægelser. "Slap af, knægt! Der her går ikke din vej, hvis du bliver ved sådan" Knægten var blot et barn så der var ingen grund til være alt for hård ved ham. 
"Stil dig her!" Issac skubbede ham op i noget, så han kunne have ham under kontrol mens han ville visitere ham for tyvegods. "Hvis du lader mig gøre det her, så er du lige så hurtig fri igen!"

 Med det sammen det mere truende ord blev sendt i hans retning, stoppede Valdemar op med at kæmpe imod og bukkede underdanigt hovedet. Skuldrene løftede sig op til ørene og han prøvede generelt bare at gøre sig mindre. Måske han kunne blive glemt, eller byvagtens fik ondt af ham og lod han gå. Han tvivlede dog - så heldig var han aldrig. 
 " Undskyld... " mumlede han stille. 

 Med lidt snublende skridt blev han skubbet op mod nogle kasser og et ynkeligt lille klynk forlod ham. Øjnene virkede våde, for han vidste godt hvad der ventede ham. 
 " Jeg har ikke taget noget fra boden! Ved Isaris hele kongerige, det lover jeg! " Ordene var bedende og lave, mens blikket ikke kiggede på byvagten. 

Det var altid svært sådan nogle situation her, hvor nogen havde stjålet noget offentligt og alle andre havde en mening om hvem det var. Det var det der gjorde nogle af de mest højtråbende borgere skide irriterende. De havde alle sammen en holdning og en mening, og alle var lige dumme at høre på. "Bare rolig, knægt" Han trak ham ud til siden for at slippe for borgerne og deres beskyldninger - her skulle Issac nok selv træffe en beslutning. 

Issac vidste ikke helt hvordan halskæden så ud, så lige nu kunne han arbejde i blinde - indtil han fandt en selvfølgelig, hvis han fandt en. "Det tvivler jeg heller ikke på, det skal vi selvfølgelig bare være sikker på - men hvis du intet har gjort, burde du heller ikek have noget imod det her"  Issac lod nu armene bevæge sig ned ad kroppen på den unge fyr og kropsvisiterede ham. Ned ad overkroppen, fangede jakkelommerne og lod hænderne glide ind her, bevægede sig videre ned og.. Han trak nu en halskæde op fra hans bukselomme, "Er det her din?"

 Der var intet roligt over Valdemar. Hele kroppen var spændt op, pulsen høj og sveden var lige så stille begyndt at få panden til at skinne lidt. Hvordan kunne han være rolig? Kroppen gav et lille ryk da han blev rørt ved. Han burde have vidst det ville komme, men alligevel gjorde det han kun mere usikker og utryk. Øjnene kneb sig sammen i en anstrengt grimasse og selvom Valdemar egentlig ikke havde lyst - selvom han egentlig havde noget imod det - stod han stille og lod skæbnen tage ham. 

 Valdemar vendte hovedet bort som hånden gled ned i lommen, ventede blot på dommen. Langsomt sank han og  øjnene åbne sig lige så stille op igen. 
 " ... Mh jaaa..? " lød det usikkert og prøvede. Han kunne ikke lyve. Eller ville han ikke lyve? Der kom aldrig noget godt ud af at lyve, man blev altid opdaget. 

Enhver mand, eller kvinden, ville, hvis uskyldigheden lå over dem, bevare den ro som de kunne finde i sådanne situationer, hvis man havde en samvittighed som endnu ikke var plettet af de beskyldninger som ramte en. Knægten her var alt andet end det; hans krop var spændt som en bue, nervøsiteten buldrede ud af ham og usikkerheden var tydelig og klar. Alt dette var selvfølgelig ikke grobund for at han havde taget noget som ikke var hans, men noget indikerede at melet ikke var rent i hans pose.

Hånden var heller ikke nået langt i kropsvisiteringen af ham, før den stødte på noget som hurtigt kom op  ad lommen, som Issacs fingre mødte det. "Aha.." Kom det blot fra ham, som knægten var hurtigt til at vidne sin ærlighed. Svaret var dog usikkert og vagt, hvilket indikerede noget helt andet end det svar Issac havde fået, "Du havde blot ikke lyst til at gå med den i dag?" Det virkede måske ikke st være kvindens, ud fra den  beklædning hun havde på og den stand som halskæden var i, men så tilhørte den nok nogen andet, hvilket han nok skulle finde ud af, "Jeg tror vi skal tage det her et mere roligt sted, hvor der ikke er så mange øjne på os" For at spare den unge fyr for den helt store lynching.

 Ro var alt andet end det man oplevede med Valdemar. Han vidst godt han var i problemer, trods han var uskyldig i det han blev anklaget for. Den lille beholder med noget rød, tyk væske i, der sad på en kæde og udgjorde halskæden han havde taget fra Finneas, var dog lige så meget tyvekoster som hvis han havde taget hvad end byvagten ledte efter.. 
 "... Neejja..? " Rømmede Valdemar sig usikkert og spørgende. Prøvede at svare hvad byvagten forventede han svarede, hvilket kun fik det til at virke endnu mindre troværdigt.Men hvad skulle han gøre? Valdemar havde aldrig været god til at lyve, mest fordi han vidste det altid blev opdaget. Der kom aldrig noget godt ud af at lyve, og alligevel gjorde han det nu, overfor en byvagt. 

 Valdemars hjertet sprang et slag over da den anden mand begyndte om at tage et andet sted hen, og han forsøgte at træde et skridt tilbage, uden reelt set at prøve og komme væk. Det var jo en byvagt. Han lod et lille klynk slippe ud, inden blikket gled lidt ud til siden hvor han fik øje på enkelte folk der stadig stod og fulgte med. 
 "O..okay.. " Mumlede han opgivende, og så lidt tilbage på halskæden der hang i byvagtens hånd.
 " Je-jeg tog den i lommen inden jeg tog hjemme fra.. " Mumlede han. Det var vel en form for hjem hos Finneas. Hans hjem i Dianthos. Ikke?

Der var selvfølgelig noget lusket og usikkert ved denne person. Issac havde dog altid været forstående overfor andre, ladet dem fortælle deres ærinder eller hvad de ellers havde på hjerte, fordi det var sådan man var en mest fair byvagt når det kom til stykket. Han vidste at andre blot lod den anklagede ryge direkte bag lås og slå, uden al for mange udtryk og ord for deres egen uskyld.
Der var vel personer som gik med deres halskæder i lommen, selvom det virkede fjollet, men dennes usikkerhed gjorde tingene mere og mere uholdbare. Neijja? Det gørd det bestemt ikke nemmere” Med hånden om hans overarm, trak Issac ham til siden, så de kunne komme væk fra pøblen og den forsamling som langsomt havde samlet sig.

Han hev kun hårdere i ham, uden al for mange ord, da han forsøgte at trække et skridt tilbage. Det var ikke en handling, som var velset. ”Du tog den i lommen hjemmefra? Og det er Deres?” Han holdt kæden op foran sig og så på den røde væske inden i. ”Fortæl mig, den røde væske indeni, hvad er dette?” Det burde han vel kunne svare på, hvis det var hans, ”Fortæl mig hvem den tilhører” Det var næppe den gamle dame.

 Valdemar ville ønske han kunne virke mere oprigtig. Men han var godt klar over den båd var sejlet. Det ville alligevel ikke virke nu, hvis han kunne samle sig sammen. Som byvagten gentog han tøvende ord nikkede Valdemar langsomt, og helt automatisk skiftede til at være en langsom rysten på hovedet, som det blev påpeget han ikke gjorde nemmere. Det var han godt klar over. 
 Et lille ynk forlod Valdemar som han blev hevet afsted. Skulderen blev løftet op mod øret, og som er blev hevet hårdere i ham, forsøgte han at følge med i et hurtigere tempo, selvom det ikke gjorde den store forskel. Et lille av slap spinkelt ud, for han ønskede ikke at gøre byvagten sur over han var så ynkelig. 

 " ... Ja..  " svarede han endnu en gang tøvende, som svar til begge spørgsmål. Hvad skulle han ellers sige? Han kunne jo ikke sige sandheden.. Det grå-grønlige blik flyttede sig i et ryk hen på halskæden da der blev spurgt ind til væsken. Valdemar havde ikke rigtig kigget på den. Brynene rynkede lidt overvejende. Finneas havde jo noget imod blod, så det kunne ikke være det.. Det ville også være mærkeligt, men det var det første der faldt ham ind der var en rød væske. Rødvin, måske? Det var ikke særlig meget rødvin så det virkede også lidt underligt.. 
 " Det er min? " kom det ud, endnu en gang en smule spørgende.