Intet som den friske natteluft, til at få ens humør op. Lidt frostet, lidt mere insisterende heroppe i højden. Kølig, med vindstød der fik den sorte frakke omkring Corinths ben til at flagre frit, ikke ulig en flagermus hektiske vingeslag. Og med et uhørt knips af fingrene, samtidigt fik den dovne røg der sivede op fra Corinths pibe, til at brydes op. Nej, intet som det overblik der fulgte med mørket. 
Det kildede ham i halsen, da han lidt vovet tog et dybere sug af den allerede godt tændte pibe, for til sidst at række den til Cullins høje skikkelse. 
"Hvad foregår der inde bag de røde øjne?" Og den højere mand skævede ned på Lochtree sønnen, inden han selv tog et godt sug af den euforiserende urt. 
Øjnene der før havde været lukket mageligt i, gled dovent, og næsten lidt hemmelighedsfuldt op på den velkendte skikkelse. "Ah.. jeg havde bare lige en ide" tindingen bonkede blidt ind i hans stærke skulder. "En rigtig... god... ide. Kan du huske ham der med håret? 

Ikke langt tid efter, nok kun en lille time efter, kunne man næsten fornemme hvordan at det hele var ved at falde på plads. Den lille, forhutlede knægt de havde sendt afsted efter byvagten, måtte nok snart være tilbage, og forhåbentlig havde det lykkedes ham at overbevise Eskild om at få sin røv herned, og se om det skelet han havde fundet heeeelt ovre ved muren... faktisk var et menneske-skelet, og ikke bare... noget andet. 
Imens, og lænet op ad bymuren - skjult for månens blinde øje, ventede de to herrer på deres kammerat. 
Begge relativt spændte, og sikkert af helt forskellige grunde. 

Men tanken om hvordan den mørkhårede byvagt havde efterladt ham sidst, var som en orm krøbet ind i den krøllede hjerne, han havde ikke kunne lade det ligge. Eller glemme. Eller fokusere, fingerspidserne nogle gange hvilende på de prikkende læber, dagene efter, med mindet som grafitti over hukommelsens mindevæg. 
Og der var så... Irriterende, at det ikke havde krævet meget selv overtalelse, sådan at se om Culkin kunne hjælpe ham med at banke den ud. 

 Hånden strakte sig ud igennem ærmet, skjorten blev lukket og pakket pænt ned igennem buksekanten. Skoene blev trådt i og sidst men ikke mindst, så hun sig selv an i spejlet, rettet lidt på uniformen og håret. En surmulende grimasse blev formet og hun fandt en snøre og bandt håret op. Hvordan kan han dog holde det ud, tænkte hun for sig selv. 

 Esther bevægede sig smyg ud i bygaden forklædte og formskiftet til sin bror. Det var uden tvivl ulovligt og forkert, men hun havde ikke formået at få talt med ham, men samtidig var hun også overbevist om at han undgik hende, så nu. Nu ville hun prøve at gå en aften og nat i hans sko. Se hvordan hans liv var, om det i virkeligheden var at han undgik hende eller hun der lagde for mange tanker i det. 
 Hvis ikke, kunne hun formentlig altid opsøge løjtnant Thorne og få ham til at tale for hende, måske se om det hjalp på tingene, omend ikke bare få talt med ham igen. Hun mindes kort hans varme smil og venlige øjne. En fortrøstning i denne tid. 

 Aften var gået noget så stilfærdig for sig, måske var det hende held eller Eskilds uheld. 
 Men som tanken var tænkt, havde en dreng opsøgt hende og hun havde gjort alt hvad hun kunne for at holde en neutral mine og blot bekræftet at hun ville undersøge det. Men nervøsiteten lå dybt i hende. Intet værre end at vandre ud i skoven ved fuldmåne tid, det var hvad det var gået hen og blevet til nu. Et skelet, hun anede jo knap nok hvordan hun skulle håndtere et hønseskelet. 

 Esther havde ladet sig tage en karet og bedt om at den skulle sættes på byvagtens regning, et billigt forsøg der viste sig at virke. Måske hun burde gøre det til fremtiden, kunne man det? Ville de kunne opspore hende hvis det var tilfældet? Alle de ulovlige muligheder, byen havde så sandelig en dårlig effekt på den ellers så venlige ungkvinde. Men hun steg af kareten, prøvede at gå som hun havde observeret Eskild gjorde det, de få glimt hun havde fået af ham når det endelig var. 

 Hjertet sad i halsen. Hvordan kunne nogen være så kold og beredt på sådanne opgaver. Hun kunne mærke hvordan kæben spændte i hende, noget som hun aldrig helt havde mærket selv før, måske det var en mande ting. Men hun nærmede sig bymuren, langsomt, men alligevel målrettet. " Mhmhm.. " brummede hun og trak skuldrene kort op mod ørerne og skimtede let til grænsen langs muren, intet virkede til at være unormalt - af hvad hun kunne kalde normalt. Men skikkelser stod nu alligevel skjult i bymuren. Eller var det blot syner hun så for sig. 

 Tag dig sammen Esther! tænkte hun bestemt og valgte så selvsikkert hun kunne at bevæge sig mod det hun håbede på var menneskeskikkelser og ikke ophængte skeletter. 

Det var et langhåret forsøg, og det var ikke engang sikkert at det virkede. Chancen for at man ankom to og to til sådanne steder var joh ganske stor, men det var også derfor at de var to. Håndtere én hver - Cullin havde lovet ham at lokke den anden byvagt med sig, og efterlade Eskild til ham. Vende tilbage, når det blev muligt, så de sammen kunne få Eskild med sig. Men det skulle vise sig, at det faktisk ikke engang ville blive deres første problem. 
Nogle klokker burde måske allerede være ringet der hos de to adelige, da de så en enkelt, lille skikkelse dukke op, uden hverken støtte, påhæng eller mere end sit emblem til at holde natten på afstand. 

Relativt skjult af mørket, fulgte de ham begge med blikket idet han tøffede fremad. Cullin lidt mere rastløs en Corinth selv. Da den blonde mand så kareten køre afsted igen, jah efterlod gadebilledet foruroligende øde, kunne han lidt ud af det blå mærke et gnækkende lille puf ramme hans skulder. Rolig nu, mimede han tavst, og fulgte Eskild med øjnene imens han gik. 
De måtte joh lige lade ham se, hvad de faktisk havde hængt op. 
Det var måske ikke ægte skeletter, de var joh ikke psykopater. Og hvem ville i sidste ende have et mord på hænderne - ikke Cullin, så gode venner var de alligevel ikke endnu. Men det havde ikke været svært for Corinth, at skaffe sig lidt mere hjælpeløse skabninger, og få dem hængt op. At han ikke havde meget tilovers for kæledyr, var ikke en overraskelse for hans høje kammerat. Alligevel var selv Cullin blevet lidt slået tilbage, da han havde set hvor let det havde været for ham, at hænge de (stadigvæk lidt varme) hunde og katte op, kold for hvad end klynk og piveri der var kommet fra de stakkels væsner. 

Skrælle kunstfærdige dele af hud af, så det indre kunne ses - han havde næsten lavet en hel udstilling for den anden at inspicere. Og først når Eskild stod og betragtede værket, ville de træde frem, med et stilfærdigt lille. "Ah, godt at nogle kom..." et blik på det forrykte 'levende' kunst, førhen det gled over på Eskild, i et hilsende lille nik. 
Og en hemmelighed som selv Cullin ikke vidste, var joh at de ikke alle var døde. Det måtte blive en fælles overraskelse, hvis nogle besluttede sig for at prøve at få de stakkels væsner ned. 

Der var absolut intet mageligt ved situationen for hende i hans skikkelse. Skræmmefortællinger var som dette liv hun i øjeblikket stod i. Menneskelige korsfæstninger, dyr vendt på vrangen og forvredet fremstillinger af en dyster virkelighed hun aldrig i sit liv havde forestillet sig at skulle vidne på så tæt hold. 

Esther vidste meget vel, at hun ikke kunne vise sin egen personlige frygt frem, hvorfor hun gjorde alt hvad hun kunne for at opretholde en form af facade hun tænkte hendes bror havde. Alle dage havde han været diskret, tvær at tyde og gemmeskue. Skønt hun aldrig havde oplevet ham selv på så tæt et hold, havde hun opfanget så mange ting. Men om det endnu var sådan han var, kunne hun af gode grunde ikke vide. Så Esther følt blot en let skælven i sin mundvige, før hun tog en dyb vejrtrækning ind, håbede på at lugten ikke ville få maven til at forråde hende så nemt. 

Brynene rynkede sig usikkert tæt, mens hun hurtigt forsøgte at få mimikken under kontrol igen, ramte et lille chok hende, da hun hørte en stemme i mørket. Blikket hun vidste der skulle være mat og utydeligt at læse, mødt den som talte. Hvorfor nikkede han til hende, som han kendte hende Eskild. 
Pressende skubbede tungen underkæben lidt frem og hun rettet ryggen og lod hænderne lægge sig i folder. " Er det jeres værk? " spurgte hun med en så kølig tone hun kunne, uvidende om hvad relation Eskild måtte have til den, antog hun blot, at der intet kendskab var. Hold dem på en armsafstand og trådte lidt studsende om siden på deres.. kreation. Hun havde ikke lyst til at røre ved det, hun turde ikke. Her var det ligemeget for Esther om hun vidste at Eskild havde gjort det uden tøven eller ej, hun var for bange til overhovedet at ville prøve, men hendes empati rykkede i sig, så noget fortalte hende, at ikke alt var dødt, men .. Hun lod blikket glide lidt mod dem. Havde de lavet det for at få en herud og var Eskild den de søgte eller blot en ubelejlighed. 

En kold stemme og mimik var hvad der mødte dem, da Eskild endelig opdagede at han ikke var alene. Byvagten lignede selvfølgelig sig selv, og så snart han havde opdaget at Corinth ikke var alene herude gav det velsagtens god mening at være så... afvisende, når han talte til dem. Anklagede dem. 
Men det slukkede ikke for nogle af de to adelsmænds humør, og Corinth viftede lidt afvisende med hånden over anklagen. Nu ikke være alt for fjollet. Alt skete joh af en grund, var man fristet til at påpege. 

Det ene blik gled lidt afventende over på hans højere, stærkere mobber af en makker, og han fornemmede at Cullin gerne ville have lidt mere af scenelyset, nu hvor at det begyndte at lysne omstændighederne op. "Nej, selvfølgelig ikke" løj han, et tarveligt smil i den ene mundvig af sit kantede ansigt. Cullen foldede armene over brystet, og puffede lidt sigende til den lavere Corinth med albuen. "Vi kom bare forbi, yeah?" og han nikkede i enighedens lille skjold. Det var et tilfælde. 
Undervejs i samtalen, hvilede de mørke øjne dog tungt på Eskild. Natten gjorde mange ting utydelige - men den form for øjenkontakt som han søgte, var ikke helt til at tage fejl af. Fordi noget ved reaktionsmønsteret, det... prikkede til en sjette sans i Corinth. Noget var anderledes. 
Han holdt dog kæft omkring det. 

Stirrede bare på ham, et dovent, afventende og måske også lidt frydefuldt smil i munden, da de joh begge vidste hvordan det gik sidst den her gruppedynamik stødte hovederne sammen. At smide ham i vandet ville ikke være ligeså let herfra. Men at hænge ham op ved siden af de halvdøde kammerarter, var ganske lokkende. For Cullin, i hvert fald - og med en lille forlængelse af det - også Corinth. 

Havasi barnet presset læberne sammen, påpasselig og jævnt usikker for hvad deres agenda var, afhang af og slut mål. 
Alle kunne have noget i mod uniformen hun stod i, men håbede det intimideret mere end det. At folk kunne frygtet det blot en smule, men disse mænd var frygtløse. 
Empatien lå konstant i baggrunden, men fortalte hende intet. Intet hun kunne reagere us for eller med, men alligevel følte hun kort en form af følelse der havde en nuance af tvivl. Men fra hvem, kunne hun ikke fortælle. 
Endnu i forsøget på at fremstå stærk, urørlig og frygtesløs: “ Aha “ rømmede hun tvivlende for deres ord. “ Så I hvem det eventuel var.. nu hvor I stod så gemt i skyggen at ingen ville have set jer “ spurgte hun og trådte alligevel et skridt videre tilbage, skabte en fysisk afstand for at holde den høje og brede af dem på afstand. Hun valgte kort at se skiftende mod dem, indtil hun så mod Corinth. 
Endnu i tvivl om han havde et kendskab til Eskild, men kunne hun spørge. Foran den anden? Nej. 
“ Ellers vil jeg bede jer gå videre så jeg kan få styr på det her “ hjertet sad i halsen. Frygt var en forfærdelige følelse lige nu; men hun kunne ikke vise det frem. 

Hvorfor virkede han så fjern? Et eller andet sted var det næsten mere provokerende at Eskild lod som ingenting, når det tydeligvis ikke bare var ingenting. Hans manglende reaktion og overraskelse, var som en spand koldt vand i hovedet. Og han brød sig ikke om det. Øjnene studerede tavst hans højere skikkelse - lod Cullin tale for dem. 
Han skulle tidsnok blande sig. 

Indtil da, lod han sig blot være stille. Og undres, bagved harmens lidt mere giftige slør. 

Cullins arme krydsedes langsomt foran hans brede overkrop, imens han lavmælt tsk'ede af byvagten. "Vi har ikke set noget" afviste han, og tog nogle lidt mere slentrende skridt nærmere den uniformerede mand. Gjorde afstanden imellem Cullin, Eskild og til sidst muren mindre, ved at dreje lidt, og nærme sig fra fronten. "Men, vi kan hjælpe dig med at få styr på det, yeah? Du har ingen makker med, kan vi se" tilføjede Corinth lidt mere lavmælt, jah egentlig også lidt mere mageligt, i smertefri forlængelse af den anden mands sætning. 
"Ingen støtte" og Corinth grinte lidt sagte, et blik på det ophængte væsen, Eskild og så tilbage til dyret. Burde Eskild ikke inspicere det lidt nærmere? Få sine blinde fingrer længere derind, nu hvor synet ikke rigtig kunne hjælpe ham. 
Tanken fik noget ubehageligt til at rykke sig i adelsmanden. Ikke for ham selv - han nød det. Men fornemmelsen hviskede 'problemer', og man kunne næsten se i de røde øjne, hvordan han svælgede i det. 

Undergrunden skævlede for hende, et hvert skridt hun skulle tage i den høje skikkelse af sin brors krop var mådelige tung. Skønt der gik fortællinger om tro flyttede bjerge, var det ikke helt så nemt igen. Blikket gled skiftende mellem dem, en alt for ulig ting af Eskild. Som en motorisk uro i øjnene, de aldrig helt kunne finde ro eller plads. 

Havasi-barnet prøvede med alt hun havde i sin krop, at puste brystkassen lidt op. Markere sig for sit ståsted, men den store af mændene virkede så nærgående, så faretrunde i sin fysisk og krops mimik. " Det behøver I ikke, det ville være en skam at bruge jeres tid sådan " forsøgt hun sig og rømmede sig. 
Endnu et skridt tilbage blev taget, men løsnet sine arm og lagde fingrespindrene mod den høje af dem, for at stop ham fra at komme tættere på. " Lige tæt nok, tak " så bestemt og roligt som hun nu engang kunne sige det. 

Blikket gled mod den anden, uden at hovedet flyttet sig. Brynene rynkede let og hun vidste ikke hvorfor, men hun havde en sær følelse af, at der kom nogle underliggende elementer i spil. Det røde blik af den andens sagde noget. " Dit blik.. hvad tænker du og .. hvad er vores relation, hm? " hun vidst godt spørgsmålet virket besynderligt, afledende og forstyrrende. Men hun kunne ikke tyde følelserne der flød omkring dem, de var et rod, et hav af følelser og hendes egne der raset mest. 

Men noget som Esther ikke havde tænkt helt igennem, det var om folk lå mærke til hvordan hun pointeret andre ting, som hun vidst at hendes bror normalt aldrig ville udtrykke. Hendes erindringer fortalte kun om hvordan han altid fokuseret på folks vejrtrækning og hjertebanken, men hun havde ikke den forståelse for de ting, ej heller kunne hun høre (mærke) det, så hun improviseret en anelse nu. 

Det var den helt forkerte taktik, at fysisk røre ved Cullen for at skabe afstand imellem dem, eller sågar prøve at stoppe ham. En erfaring Corinth hurtigt havde taget med sig, fra de gange han selv havde stødt hoveder og dets lige sammen med den blonde mand. Han kunne næsten fysisk se det på ham, hvordan at musklerne i den brede skikkelse spændte op. Og med et hånligt lille fnys greb han fat i hånden, og maste den lidt spottende, og måske også en smule advarende. "Forkert tidspunkt at give kommandoer.." mumlede han sagte, et foruroligende, distræt smil på de smalle, smalle læber. 

I forlængelse, og uden at tage hans mere fysiske tilgang ilde op, skred Corinth nu nærmere og spejlede den lille bevægelse. Lagde fingerspidserne imod brystet, og pressede ham bagud imod væggen, øjenkontakten låst fast i det levende blik. Og det føltes forkert - som en sjette sans der under det hele trak i hans opmærksomhed - og med et gik det op for Corinth hvad der var galt. Eskild var ikke Eskild; det var ikke hans øjne, og ord, som kom ud af den skarpe mund. 
Og erkendelsen fik kortvarigt Corinths øjne til at spærres overrasket op, men dog uden at han sagde noget endnu. Fordi hvem var det så? 
"Åh, jeg tænker bare på sidst vi mødtes.." og adelsmanden sukkede næsten længselsfuldt, havde det ikke været for hans udspekulerede glimt i øjet. I små skridt bevægede fingrene sig opad imod den andens hals, derefter kæbe, og han fjernede noget af det sorte hår der var gledet ned i de fremmede øjne. 

Højden var der, tøjet var der - men da han duftede ind, kunne han også her fornemme en forskel. Jo, duften af Eskild sad i tøjet. Men ikke mere end det; han kendte til købe facader mere end nogen anden, så måske det var derfor han så hurtigt fangede den, i forhold til Cullin. Eller fordi manden var dum som et bræt, når man kom udenom hans intimiderende fremtoning, og sjældent så mere end det han ville. 

Taget ud af skræmme fortællinger fra de mænd i piratbyerne, følt hun at kunne se hvordan musklerne tog mere form og hun med et fortrød hun hurtigt sin handling. Hun ville have trukket hånden til sig, men hans greb var så fast og kvasende. Det grænsede sig til at gøre ondt, men hun kvalte et klynk i sit svælg. " Det var ikke en kommando, men en påskønning om at få noget plads " som kun en kvinde kunne finde på at sige, hun trådte kort ud af sin rolle, dette skuespil var en frygtsom ting at gøre sig i.
Aldrig om hun skulle lege en byvagt igen, og så sandelige ikke sin brors version, for der var tydeligvis en relation mellem dem og hun frygtede for at det var noget, hun ikke ønskede at vide besked om. 

Esther så reaktionen hos den anden, men forstod ikkehvad han så eller opfangede. Noget havde dog overrasket ham, ikke? 

Modvilligt, men alligevel noget få frivilligt, trådte hun tilbage og lod muren ramme ryggen og hun fortav en skeptisk mine, for selvom der var en relation, havde hun endnu ingen idé om omfanget af denne relation, og hun ville næppe kunne forstå det. Så fingrene som listet op ad hendes krop, og blikket der så mod den rødøjet mand. 

" Jeg beklager, men det må have været et ubetydeligt møde, for jeg husker det ikke " forsøgte hun sig, selvom det nok ville forværre situationen. Men hun håbede at han kunne afsløre lidt, bare et eller andet, så skulle hun nok forsøge at tyde de følelser der strømmede omkring dem, håbe på at hans stak mere af end den andens - og hendes. 
Blikket lå endnu afslørende på Corinth, selvom resten af mine var uden tydning, sagde øjnene usikkerhed og frygt for sig. Hun turde samtidig ikke skifte tilbage til sig selv, for hvordan ville de så ikke reagere, behandle hende. Ville løbet så være slut for hende, ville hun ende som dyre skelettet ved siden af sig? 

Det var egentlig Cullin som reagerede før Corinth, på de næsvise ord. Ubetydeligt møde, ubetydelig person. Med en buldrende, og egentlig lidt hånende latter, fik Cullin hans røde øjne til at glide lidt irriteret sidelæns, og han spændte lidt op i kæben, da tænderne maste sig sammen over larmen. "Ahaha! Ubetydeligt hører du?" og Cullin slap den mindre hånd. Adelsmanden virkede næsten en anelse vrængende, da hans blik gled tilbage på det han så som værende Eskild. "Du er virkelig ikke imponerende, se?" 
Corinths smil var overbærende, da han trak lidt på skuldrene. Hånden slap, og gled i stedet op for at knipse foran byvagtens øjne. 

"Hør hvordan han snakker" tilføjede Lochtree sønnen, og fulgte pupillerne med øjnene, for at se om de ikke holdt øje med hans fingrer. "Manden lider tydeligvis af hukommelsestab" tillføjede han så. Og selvom det egentlig var en kommentar til måden 'Eskild' talte, var han alligevel... ikke helt villig til at hive tæppet væk under hvem end det her var. Endnu. De skulle tidsnok finde ud af det. Og han vidste faktisk ikke om det var værre, eller bedre desto længere paraden trak ud. Det skulle nok blive spændende. 
Og det havde trods alt aldrig været et problem, at Eskild var afvisende. Ikke når Cullin alligevel havde set sig særlig interesseret i den mørkhårede skikkelse. 

Corinths røde mødte Cullins blågrå, og han ventede på at den store adelsmand fandt ud af hvad han egentlig ville. Og som gik der et lille lys op i de små øjne, fandt han både et fint svar, og en fed ting at gøre. "Ah. Han må påmindes.." og hånden der før havde mast Eskilds solbrune hånd, greb nu fat i halstrøje for at ruske ham et par gange ind imod væggen. "Så hvad, du kan heller ikke huske mig?" da det endelig var gået op for ham at Eskild selvfølgelig kunne have talt til dem begge, og fnyste irriteret. 

Hun vidste, eller burde have vidst dette, at hun ikke skulle lade øjnene reagere som fingeren påvirke hende, men som den knipsede foran hende, rykkede øjnene sig og foretrak sig som lyden kom. Afslørende for en som kendte Eskild, men hun tillod ikke at tænke så langt, at den ene havde kendskab til sin bror på den måde. Det ville være umuligt. 
Hendes kommentar om hvor betydeligt eller manglende af betydning deres seneste møde havde været, syntes alligevel at have ramt, men hun forstod ikke helt hvorfor. 

Hjertet hamret i hende som en hest i galop. Havde nogen af dem været som Eskild, ville de vide besked omkring noget så intimt som hvordan hun havde et i sit indre, men hun forventede ikke at møde nogen som ham. Det ville være muligt. " Så må du genopfriske min hukommelse, hvad skulle jeg da huske som var af betydning? " måske en anelse vovet at spørge den allerede vågne bjørn med så stikkende en kommentar, men hun ville bare .. jah, hvad ville hun egentlig. Vide hvad forhold der var mellem dem eller væk derfra?
Fødderne skvattede under hende og hun greb per automatik fat om håndledende på Cullin og foretrak en sekundramt chokeret mine og prøvede at finde en irriteret mine frem som det første. 

Hun skulle tænke hurtig, men hurtig var ikke hendes spidskompetence, hvorfor hun i stedet endte med at trække vejret lidt febrilsk. " Selvfølgelig husker jeg en med så flotte træk! " svaret hun og indså ikke helt at hun udtrykte sin egen mening om manden, men kunne ikke tale for hvad Eskild ville mene om ham - eller om han nogensinde ville erkende at han var til mænd på sådan en måde.
Ruskene havde skubbet hende mere og mere ud af balance og hun svaret mere og mere som sig selv end som hvad Eskild ville, men hvordan ville han overhovedet have svaret, hvis ikke hun anede hvordan han var. Det var hurtigt gået hen og blevet en farlig leg.