At være ude på sin fridag det kunne Blanche godt nyde, hun havde været en enkelt tur henne på kroen hvor hun havde fået lidt mad og noget at drikke og nu gik hun bare rundt i mørkely desuden vidste man jo aldrig om man rendte ind i noget man bare skulle have eller møde nogle man slet ikke havde forventet at møde. De blå øjne gled roligt rundt på butikkerne mens hun standsede foran en tøj butik, hun var da nogenlunde på vej til at kunne spare op til en ny kjole men hun havde da heller ikke brug for en ny lige nu men nogle gange var der bare så mange nye man kunne kigge på, at det nogle gange bare var alt for friskende. Det endte med at hun måtte nive sig i armen for at komme videre, hvilket resulterede i at hun slet ikke havde været voldsom opmærksom som da hun drejede en anelse rundt og endte med at støde ind i en fremmed. Hun tog sig kort til hovedet, ikke at det havde gjort ondt men bare det at man var endt lidt ude ad balance også var det vel bare lidt vane ish måske? Hun rettede sig op mens hun overvejede hvad hun skulle sige.. Selvfølgelig kunne hun jo sige undskyld for at være gået ind i den fremmede som havde vist sig at være en mand, en mand der så utrolig meget bekendt ud. Hovedet blev lagt på skrå mens hun betragtede ham. "Det må du undskylde" endte hun alligevel med at sige, noget tid efter hun stadig bare havde gloet på ham. 

Matheo havde modtaget et brev fra en af sine venner som han havde mødt for nogen år tilbage, en ven som kom lidt meget i problemer til tider. Denne gang havde Matheo modtaget et brev om at hans ven havde brug for hjælp, han var kommet i problemer i Tusmørkely, og som den ven Matheo var tog han sine fri dage fra arbejdet og tog af sted.

Matheo havde vært i tusmørkely i et par dage hvor han havde hjulpet sin ven, og inden han ville vende hjem igen ville han lige se lidt af de butikker der var der, måske kunne han finde noget smukt han kunne købe med hjem til Leonore. Matheo var glad for hende og han gjorde alt han kunne for at vise hende det.

Matheo stod ved en butik og kiggede på nogen smykker, da nogen ramlede ind i ham. Han vendte sig roligt om som han hørte en pige stemme undskylde "Det er helt okay, det kan ske for al..." startede han, men gik i stå som han så den unge kvinde, hun virkede meget bekendt, og det tog ham lige et par sekunder før det gik op for ham "Blanche?" spurgte han overrasket, han var næsten sikker på det var hende, men det ville også være pinligt hvis det ikke var. Blanche var en ung pige han havde kendt siden hun var barn, han havde hjulpet hende en del og blevet en slags storebror for hende, men han havde ikke set hende i hvad var det... 5 år måske, han forsøgte at besøge hende så meget som muligt selv efter han var flyttet, men til sidst blev han så optaget af arbejde at han ikke rigtig kunne besøge hende mere, men hun var da ikke nogen lille pige mere, hvis det var hende der stod foran ham nu.

Smilet blev bredt da den fremmed kendte hendes navn og der ikke gik længe før det faktisk gik op for hende hvem det var. Hvilket også resulterede i at hun bare måtte give ham et kram, armene blev slået om ham mens hun gav en af de der velfortjente krammer når man ikke havde set en længe. "Matheo" kom det fra hende, hun lagde kort hovedet ind til ham før hun trak sig fra krammet og trådte et skridt tilbage. "Det er virkelig lang tid siden" kom det fra hende, men hun var voldsom glad for at se ham igen, selv om det nok skulle overraske ham at se hende her langt væk fra Dianthos for dette var jo ikke lige frem et sted man nok havde regnet med at ville se Blanche i. "Hvad laver du her? Og du har sikkert allerede gættet, jeg er endelig kommet væk" startede hun ud med. Men skulle hun sige hun stak af? Eller gættede han den del selv, en ting var sikkert hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle om sit job. Det vidste hun ikke rigtig hvad han ville synes om, ikke at hun selv havde noget i mod det. 

Matheo smilede som han havde ret i at det var Blanche, og han gengælde krammet uden tvivl, han havde savnet hende. Han havde nærmest set hende som en lillesøster, så det var helt utroligt at se hende igen.
Han slap hende da hun brød krammet "det er meget længe siden... du er jo blevet helt voksen" sagde han roligt og grinede lidt, han havde ikke set hende i godt fem år, og sidst han så hende var hun jo ikke andet end en teenager og nu stod hun her, helt voksen og fri, det kunne han slet ikke forstå.

Han smilede til hende "jeg skulle lige hjælpe en ven, så jeg ville lige tjekke markedet inden jeg tager hjem" sagde han roligt og nikkede til det hun sagde "så fik du lov til at tage af sted, eller stak du selv af?" spurgte han roligt, han kunne nok godt gætte svaret, men det var godt for hende uanset hvad, hun hørte ikke til der hjemme det huskede han tydeligt.

Matheo var glad for at se hun var kommet fri fra det hele, selvom der var mange spørgsmål, men det kunne de altid snakke om, lige der var han bare glad for at se hende.
Matheo rykkede sig lidt, så han ikke stod i vejen for andre kunder som ville se på boderne.