Finnian sad med brevene i hånden, på det kroværelse han havde lejet de næste par dage, det var også bedre end den hytte han før havde holdt sig i. Det var måske tiende gang at han læste Neculai ord, imens flere minder var strømmet frem også minder der ikke var hans, dengang han havde bidt sin ven, havde han oplevet minder fra ham og de sad stadig dybt i ham, her for tiden var de kommet frem i under bevidstheden igen. Selv fortrød han at da han slap fri fra sit fangeskab, ikke havde besøgt sin gamle ven men var flygtet fra den del af landet, men så igen han havde også frygtet de ville skade gruppen af vampyrer igen. 

Han havde flere gange overvejet at skrive, men også frygtet at vennen måske ikke var i i live, for Finn viste ikke hvad der var sket efter de havde revet hans arm af. De kunne have dræbt ham, men nej han var i live og snart på vej hertil, havde han haft et bankende hjerte ville det sidde i halsen nu. Blikket vandre en sidste gang over brevene før de blev pakket væk i hans rejsetaske, det var der han havde alle de ting han ejede, det var vel hans eneste hjem? 

Finn skævede imod vinduet, det virkede til den lille solstråle der før havde været på gulvet var ved at forsvinde, det var på tide han begyndte at tage tøj på, snart ville de være forenet igen. Han rejste sig fra sengen og strakte kroppen, før han begyndte at iføre sig et par mørke bukser og en sort skjorte, før den lange sorte frakke kom på der dækkede næsten hele hans krop. 
Sikrede sig at tasken var sikker, og at rummet så nogenlunde pænt ud, før han låste sig ud og søgte ned til byen for at finde sig en bænk. 

De mørke øjne stirrede ud i mørket, sanserne arbejde på højtryk for at opfange en velkendt duft, selvom han var nervøs så følte han sig også klar, det var på tide at få snakket sammen igen, der var gået for mange år med tavshed.....

Med usandsynlig hurtige bevægelser, ankom Neculai til pladsen som Finnan havde nævnet i hans sidste brev.
Tusmørket var godt over Zircon, og de fleste folk sad indenfor allerede og nød deres aftenmåltider i mens at de snakkede med dempede stemmer. Der var stadig liv i gaderne, men det var den slags som Neculai forventede. Glædespiger eller mænd på hjørnet, eller ved smale gyde, flere gange havde hans retning tage ham forbi kvinder der ønskede hans opmærksomhed, men det blev blot et høfligt anerkende nik fra Neculai.

Da han kom til den tomme markedsplads, begynde mavefornemmelsen for alvor at danse. Eller den dansede ikke som sådan, men Neculai følte noget der kunne beskrives som sommerfugle i maven.
Standende var næst færdige med pakke sammen for dagen, og det efterlod pladsen i overskuelig tilstand hvor Neculai let kunne kigge sig omkring. Hans lugtesansen fik lov til at komme i spil, som han søgte efter den velkendte dufte af Finnian og hans øjne scannede også det lette mørke for synet af den anden vampyr.

Endelig kom den velkendte mørke jakke til syne på en bænk som havde godt udsyn over pladsen, Neculai gik hurtig fremad og han kunne stoppe hans læber fra smile automatisk.

“Ved alt hvad Isari finder hellig, det er virkelig dig Finnian,” kom det i varm tone som Neculai gik ned de to trin fra pladsen og helt hen til bænken hvor Finnan sad.

Finnian kunne også mærke en form for spænding, der var sket så meget siden de havde set hinanden, at det var helt surrealistisk at de nu skulle mødes igen. Men det var godt for Neculai havde ikke haft behov for at skamme sig, Finn ville selv være flygtet væk havde han haft muligheden, nu kunne de dog måske prøve at få snakke fortid og så se om de kunne finde en ny form for fremtid. For Finn var ikke klar til at miste ham igen, han ville kæmpe denne gang men var også en anden mand nu. 

Den velkendte duft ramte ham, før han fik øje på Neculai og rejste sig op som han kom nærmere, gik hen foran ham og trak selv i et smil " åh hvor har jeg dog savnet at se dit ansigt Neculai " sagde han, måtte kort give sin gamle ven et kram det var passende ikke? Han rankede sig en smule og lod blikket vandre over den anden. Kort var det svært at vide hvad han burde sige, der var så meget at tale om, han ville helst ikke glemme noget " jeg har lejet et kro værelse, så vi kan snakke i fred der uden at blive hørt, men vi kan måske bare starte med en gåtur?" lød det spørgende fra ham, synet af den gamle ven bragte allerede en del minder frem. 

Tænk at de endelig stod her foran hinanden, han havde frygtet aldrig at se ham igen....

Krammet var en velkommen ting efter så lang tid, og Neculai lavet et blidt suk som han trådte tilbage fra det. Selvom Finn skrev at han havde ændre sig, var der en ting som ikke kunne ændre sig og det var udseende som han genkendt med det samme fra mange år siden. 

"Jeg ved godt at du sagde, at du havde ændret dig væsentlig, men du ligner dig selv," kom det med blid smile som kort viste tænder i mellem dem, når andre ikke kunne åbenlyst se de lange tænder havde Neculai intet imod at smile mere åbent overfor folk som han kendte. Et grin kom der fra Neculai ved det næste spørgsmål. "Så ivrige efter at have mig for dig selv," ikke at han havde noget som helst imod at gå hen på kroværelset, så kunne han efterlade tasken med tøj og andre genstande som han havde taget med. 

"Jeg vil gerne lægge mine ting fra mig, også han vi gå en tur. Jeg har ikke set Zircon før, så du kan vise mig steder som er værd at besøg sener," en rundtur med løs snak for de gik ind til bene hvor der nok for alvor ville komme andre emner på tale når de først sad ned i kroværelset. 

"Jeg har også en lille gave fra de andre som stadig husker dig," kom han hurtig i tanke om.  

Finnian lod sig give den anden vampyr et kram, det føltes så normalt selvom de ikke havde set hinanden i så mange år, det blide suk den anden slap fik et skævt smil frem på Finn læber, og deres blikke mødtes igen selv lod han sit vandre over den gamle ven " det er i det mindste noget, syntes du ser lidt ældre ud men ligner også dig selv" sagde han, der var en snært af drilleri i tonen ingen af dem ville jo ændre ydre de næste årtier, fanget i den alder de blev bidt ham selv den unge af dem. 
Han kunne ikke lade være med at slippe en let latter " måske? sidst vi var sammen blev vi forstyrret" erkendte han, dengang havde de været ved at udforske hinanden, men det var blevet afbrudt på voldsom maner, men følelserne fra dengang sad stadig dybt i ham, desværre sad de minder han havde set også i hans underbevist hed og han havde set dem et utal af gange, næsten som var de hans egne.

Han nikkede roligt og gjorde klar til at vise vej, imens han så lidt frem for sig det var endnu ikke tid til at tage de tunge emner, men de begge virkede til at være klar på det skulle ske. " jeg viser gerne rundt, det ikke fordi byen er så interessant igen men den er rimelig rolig" forklarede han sig, imens de nærmede sig byens eneste kro " en gave til mig?" sagde han en smule forundret, men på en måde varmede et en smule, men gav ham også dårlig samvittighed over ikke at være taget på besøg, men frygten for sin skaber og hendes hustru havde holdt ham fra at tage til Tudmørkedalen igen. 

Det varede ikke mange minutter, før han låste døren op til det lejet værelse, der var en dobbeltseng, en sofa og et skrivebord meget simpel men rigeligt for Finn og for Neculai, den ene kunne altid sove på sofaen skulle det være. Bogreolen havde han båret hen foran vinduet med gardinerne for at sikre solen ikke kom for meget ind. Finnians taske stod på kormoden tydeligt at se at det måtte være der, alt han ejede befandt sig. Finnian trådte ind og sørgede for at låse døren bag dem, før han gik hen og satte sig på sofaen, så Neculai kunne pakke ud skulle det være et ønske, blikket rette en smule imod ham " var rejsen hertil okay?" spurgte han mest af venlighed og for at bryde stilheden han ikke helt brød sig om. 

Neculai lavet et dramatisk homerisk gips, som han skandaløst så på Finnian. "Alt det fordi jeg blot at skiftet farven på mit tøj i nat," det var sandt, skjorten var en himmel blå farve og bukserne var stadig mørke. Rejse kappen havde en mat grå farve, som viste tydelig tegn på at den havde været i brug længe. Ah, Neculai havde ikke glemt sidste gang og hvordan at de var blevet afbrudt midt i det hele. 

"Hmm, det er sandt men jeg er nu stadig ivrig efter bare høre dig fortælle om hvad du ellers har fået tiden til at gå med i alle de år," indrømmede han, nok som han gerne ville være alene med Finn. "I alle mine omrejsende år, har jeg aldrig boet her, jeg har rejst igennem nær område, men jeg kom aldrig her ind fordi der ikke var grund," en fredelig landsby var måske et ideelt sted at finde bolig efter så mange år frem og tilbage mellem dalen og andre levesteder. Neculai nikkede kort "Ja, det var ikke min ide, men da jeg nævnte dit navn var der andre som huskede sig og som jeg skulle hilse fra, de glemme ikke folk så let," god hukommelser og måske bare gode indtryk. 

De trådt ind på kro værelset og Neculai så sig kort omkring. Energien var den samme som på mange andre små kroer han havde besøgt over hele landet og Neculai gik hen til stolen ved skrivebordet hvor han lagde tasken fra sig. "Den var rolig, jeg har i selskab med en ung dame som skulle tilbage til Dianthos, så vores vej har delt sig her," fortalt han kort som han tænkt på Rosalind som havde været med på rejsen fra dalen og frem til Zircon, hvor de havde taget afsked. "Det var derfor jeg ikke kunne komme her for nu," han kunne jo ikke efterlade en ung dame hos de andre vampyrer, det ville blot ende glat.