Hjertet dunkede hårdt i brystkassen, som Valdemar gik med hurtige skridt ned gennem Dianthos gader. Gentagende gange kiggede han sig overskulderen, og hver gang han gjorde og fik øje på den snuskede, vamle mand mellem byens folk lød en ynkelig lyd fra Valdemar. Hvor var Finneas når man skulle bruge ham? 
 " Åh Lilleee maaand, " Kunne Valdemar høre den hæse stemme kalde. Han forstod ikke hvorfor stemmen gik så tydelig igennem støjen på gaden. Valdemar holdt godt fast i remmen på sin taske, der havde alle hans ting i. Han skulle bare finde et sted at gemme sig. Han kiggede febrilsk rundt, mens hårene i nakken rejste sig.
 " Jeg vil bare lige se dine fingre! De ser så lækre ud! " Var han kommer tættere på? Valdemar turde ikke vende sig om for at se, og begyndte i stedet at småløbe. 

 Det var ikke mere end et par dage siden Valdemar var kommet til Dianthos, men han var allerede klar til at forlade byen igen. Den var stor og fyldt med uhyggelige folk, og Valdemar kunne slet ikke finde rundt. Fx lige nu, der prøvede han bare at komme ud af byen, men så havde han stødt på Jason, den ubehagelig mand fra da han først var kommet til byen, der virkede til at have en interesse i at.. smage på Valdemars skæve fingre. 
 Det var tydeligt, at Valdemars målløse flugt ikke gjorde noget godt. Han vidste ikke hvor han var, hvor han var på vej hen, og ingen virkede til at hjælpe ham. Han skulle bare være blevet ved Finneas.. Han tog derfor en chance, og efter at havde rundet et hjørne, løb han hen til den første dør han så, og skyndte sig ind af den. Døren smækkede i som han kom indenfor, og hivende efter vejret lænede han sig op af døren, mens han fik pusten.

"Sørg nu for at få fikset de ting inden du går hjem i dag!" Ednas stemme rungede stadig i Alcyones ører. Hun var allerede træt og hun magtede ikke at lappe de 30-40 bukser, som lå i en bunke foran hende. "Det her er ikke min drøm..." mumlede hun for sig selv og rystede på hovedet imens hun lod blikket undersøge det par bukser, som hun sad med i skødet. Dette var uden tvivl en meget sjusket person, for der var flere huller i bukserne og udover det var de beskidte. Var personen en der kravlede på knæ? Alcyone gøs ved tanken og tænkte at det var nok noget hun ikke ønskede at tænke på. Hun stratede bare med at tråde og begynde at sy dem. 

Alcyone havde siddet i sine egne tanker, da hun pludselig kunne hører døren gå ude i butikken. Hun var ikke sikker på om det var Edna, som gik eller hvad, men hun måtte hellere tjekke efter. Så hun rejste sig og gik hen til døren, hvor hun stak hovedet frem og nærstuderede personen, som så en smule forpustet ud, med de krystalblå øjne. 
"Er du okay?" Spurgte hun forvirret om og lagde hovedet let på skrå. Hun gik helt ind i butikken og så roligt på ham. "Er du kommet for at hente noget eller hvad?" Alcyone havde ikke set nogen have så travlt, men måske han havde noget han skulle nå og derfor bare lige skulle hente noget hurtigt. 

 Selvfølgelig gav det mening at der var nogle et sted inde på den anden side af døren, hvorfor skulle den ellers være låst op? Alligevel gippede det forskrækket i Valdemars krop og et lille hvin forlod han, da han blev talt til. Hånden lagde sig mod brystet, som prøvede han at berolige det hamrende hjerte inde i brystkassen. Hovedet var løftet og blikket vendt mod kvinden med det blonde hår, stirrende i chok over at være blevet opdaget, trods han ikke havde gjort noget galt. 
 " Eh.. " I et øjeblik var det som om en stemme i hans hoved der bare skreg, gjorde det umuligt for ham at tænke en sammenhængende tanke. Da han indså han stod og stirrede på hende, sænkede han ydmygt blikket ned på hendes fødder.

 Da hun spurgte om han var der for at hente noget, rystede Valdemar på hovedet, stadig ude af stand til at formulere en sætning. Valdemar løftede blikket lidt igen, mere diskret denne gang, og han betragtede hende lidt. Hun var flot.. En varme  gjorde kinderne røde og han slog blikket ned igen som en sammenhængende tanke endelig samlede sig i hans hoved.
 " Du har spidse ører, " pointerede han, som var det noget hun ikke selv var klar over. Valdemar havde ikke set mange elever i sin opvækst, faktisk havde han ikke set nogle før han stak af hjemmefra, men han vidste da de var en ting.

Alcyone så nysgerrigt på ham. Hun var ikke sikker på, hvad han havde gang i, men det så ikke ud som om han var ankommet til butikken for at få lappet noget. Han så ud til at være skræmt og forpustet. Hvad var der dog sket? Alcyone ville dog ikke presse ham til at sige noget. Hun var trods alt en fremmed person og det ville måske være en smule underligt at dele sine meninger med ham. Hans kommentar om hendes ører fik hende til at fnise, "Ja, det kan vi godt blive enige om at jeg har." Hun sendte ham et høfligt smil. ALcyone gættede på at han var ung ud fra hans udseende. Måske set sted i 20'erne. Det var normalt ikke den slags personer, som dukkede op hos Edna, for hun levede af de ældre mænd, som kom for at få en snak med hende. Hvad de lavede ville hun ikke vide. Alle skulle vel have opmærksomhed et eller andet sted. 
"Har du ikke lyst til at sidde ned?" Alcyone greb en stol i baglokalet og stillede den ind i butikken og bankede let på den, som et tegn til han bare kunne sætte sig, "Har du brug for noget at drikke? Måske noget vand?" Lød det høfligt fra hende og så afventende på ham.

 Først da elveren gav Valdemar ret i hvordan hendes ører så ud, indså han hvad han havde sagt. At han ikke bare havde tænkt det. En rød farve sneg sig over kinderne og så han så flovt ned på gulvet. Betragtede sine beskidte og slidte skospidser. Valdemar stod stadig op af døren, brugte den som ryglæn, og lidt for at kunne holde den lukket hvis Jason skulle forsøge at komme ind. Ikke at han ville være stærk nok hvis han faktisk havde set Valdemar løbe ind af døren. 

 Hjertet bankede stadig hårdt i brystkassen, men Valdemar var begyndt at få mere styr på vejrtrækningen da han blev spurgt om han ville sidde ned. Han fulgte hende lidt med blikket uden helt at se på hende, som hun fandt en stol. Så hvordan hun klappede på den, inviterede ham til at komme over og sidde på den. D et grå-grønne blik kiggede længe på stolen, overvejede det. Var det sikkert?  Han havde så svært ved at give slip på at alt kom med en pris. Forsigtigt skubbede han sig fri af døren og fik bevæget sig over og sidde på stolen.
 " Tak..  " lød det mumlende, men taknemligt fra ham. Det var rart at komme ned at sidde. Og da hun også tilbød ham noget at drikke løftede øjenbrynene sig i en lidt rynkende grimasse. 
 " Uhm.. Jeg har ikke.. " Valdemar havde meget lidt krystaller at gøre med, og der var langt til Medanien endnu. Han sank langsomt og så ned på hænderne på skødet.
 " Ellers tak, " endte han med at sige. 

Alcyone kunne ikke helt gennemskue, hvad der var galt med den unge gut. Hun blev en smule bekymret for ham og han svarede ikke så meget på hendes spørgsmål. 
"Er du okay? Hvis du er syg kan jeg prøve at hjælpe dig med min healing!" Forslog hun og så fortvivlet på den unge mand, som tydeligt vis var en smule rund på gulvet, men da han begyndte at svare hende og han tvivlede lidt på det med noget vandt så hun bestemt på ham. "Hey, du. Du behøver altså ikke at betale for vand, hvis det er derfor du afviser det." Alcyone gik ud i baglokalet og gik hen for at hælde noget vand op i et gammelt krus. Derefter gik hun igen ud i butikken og hen til den unge mand og rakte det frem til ham med et smil. Hun stod og så ned på ham og var i tvivl om han var interesseret eller hvad. Måske ville han bare ikke have noget vand og så måtte han sige det. 
"Hvad prøver du at gemme dig fra?" Spurgte hun nysgerrigt, da det lignede lidt at han prøvede at gemme sig for noget. Hendes butik løb i hvert fald ikke nogen vegne, så det var helt sikkert ikke det han var løbet for. 

 Som elverpigen forsatte med at stille spørgsmål, virkede det hele pludseligt meget mere ubehageligt, sådan som han sad på stolen og hun stod og nærmest tårnede sig over ham, trods de næsten var lige høje. Det virkede som en afhøring. Valdemar sank usikkert på stolen og sank en klump. Han rystede dog hurtigt på hovedet da hun spurgte om han var syg. Ikke så vidt han vidste. 
 "  Jeg er okay.. " Det var måske ikke helt sandt. Han kunne ikke helt huske hvornår han sidst havde været okay, men det var hans problem ikke andres. Det grå-grønne blik løftede sig overrasket op på hende, som hun pointerede han ikke behøvede at betale for vandet og langsomt sank han, en smule tør i halsen efter at have været så stresset over at komme væk. Men han kunne ikke tage imod det. Selv hvis han ikke behøvede betale for det, havde alting alligevel sin pris. Hun virkede meget flink, men Valdemar turde ikke tage chancen. Han forældre havde også være flinke en gang. 
 " Ellers tak, " Han rystede på hovedet og sendte hende et forsigtigt smil, uden at lade blikket møde hendes. 

 Kinderne fik en let rosa farve, som hun spurgte ind til hans lidt suspekte adfærd. Skuldrene trak sig lidt op og blikket borrede sig ned i gulvet. Havde han lyst til at fortælle hvad han gemte sig for?
 " Uhm... " mumlede Valdemar og trak efterfølgende på skulderne.
 " Det var bare en der ikke ville lade mig være.. " Endte med at være hans svar. Det var jo rigtig nok, der manglede bare lidt detaljer om hvorfor. 


( Lukket på grund af inaktivitet)