Siddende oppe på et tag havde Kaladin glimrende udsigt til området han befandt sig i, gaderne var sædvanlig proppet med mennesker ikke at Kaladin orkede at være der nede lige nu, desuden var det da meget skæg med hvad man kunne se her oppe fra. Taget havde været let for ham at komme op på. Ørkenelveren med den sædvanlige bare overkrop betragtede let omgivelserne mens han lagde hovedet let på skrå, som mængden spredte sig en smule som man kunne se nogle komme løbe og det lignede bestemt at personen flygtede fra nogle. Måske vagter? Dem skulle man i hvert fald passe på, han fik rettet ganske kort på sin hætte som dækkede hans ører, mens han klatrede ned, selv om han ikke var meget for at skulle ned kunne han jo lige så godt se hvad det hele handlede om. Han fik fundet frem til en gyde nær det hus han havde været ved, han havde været der i god tid mens han brugte sin evne til at gøre sig usynlig. Han trådte ud på gaden mens han ventede på, at den der flygtede skulle komme tættere og tættere på så han kunne gribe fat i personen. Der var en del brokken omkring Kaladin, fordi folk jo ikke pludselig kunne gå lige ud fordi han stod der usynlig så de var tvunget til at gå en bue uden om ham. Blikket fik fanget personen mens han gjorde sig klar til at gribe fat i personen arm, hvis det lykkedes ham ville han trække personen med ind i gyden og presse personen op mod en mur og håbe på vagterne ville løbe direkte forbi, på det tidspunkt de ville komme forbi ville Kaladin have ophørt sin usynlighed så han nærmest skærmede dem begge. Hvis det da lykkedes, alt afhang lidt af den anden person og at personen. 

Det var ved at være nogle år siden at Akari var blevet jagtet at byens byvagter, men hun havde taget over dem og følte sig mere klar til dette end normalt. Hun var sikker på at hun kendte byens hemmeligheder bedre end de kunne, og dermed havde masser af muligheder for at slippe væk fra dem og komme i sikkerhed med hendes bytte. Hun zigzaggede igennem gaderne og de handlende, forsøgte at lede dem væk fra Ikram og Akaris skjulested, alt andet ville være dumt.
Om hendes håndled sad et guld armbånd som hun havde taget fra en dame, en kjole stak halvt ud af den hør pose som hun altid gik rundt med. Alt kunne sælges eller bruges til hende selv, eller Ikram.
Hun blev pludselig hevet ud af hendes fokus som noget greb fat i hende og hun blevet hevet ind i den gyde som hun netop passerede. Hvad skete der? Var hun blevet fanget. Hendes krop satte gang i alle forsvarsmekanismer som hun blev smidt op ad den nærmeste væg. Det eneste problem, var at der ingen personer var, hvad var der for en magi? 
Det var først da vagterne gled forbi gyden at en person kom til syne foran hende, en person som hun aldrig havde set før eller kendte. Hvad ville han med hende? 
Hun rakte ud efter sin hånd med den anden og fik trukket silkehandsken af og placerede hendes hånd imod hans hoved. Alt efter hvor længe hun holdt den der, jo længere ville blindhed hun på førte ham vare ved. "Hvem er du? Hvad vil du mig?!" Væste hun.

Da synet forsvandt kunne Kaladin ikke undgå at give slip på det irriterende kvinde menneske.. Det var hvad man fik for at trække en væk fra vagter. "Gider du lige din" resten blev sagt på ørkenelvisk mens han rystede på sit hoved og sørgede for at holde godt afstand til hende. Idéen om afstand væk fra hende var i den grad mislykkedes han kunne stadig ikke se en pind, og ordstrømmen af bande ord sagt på ørkenelvisk fortsatte i en let strøm. Men det måtte hun finde sig i, det var trods alt ikke hende der var blind. Den ene hånd blev taget op til hans øjne mens han forsøgte at se om han kunne se hånden foran sig, endnu ikke men som minutterne gik kunne han langsomt begynde at se håndens form. Da der var gået nogle ekstra minutter lagde han armene over kors, mens han lænede sig ind mod den modsatte mur hvor hun ikke var og han stirrede irritabelt på hende. "Mind mig om aldrig at hjælpe dig igen, især ikke hvis blindhed er takken din.." Endnu flere ord blev sagt på ørkenelvisk, der var ingen grund til at oversætte det havde hun i hvert fald ikke fortjent. 

Som barn af gaden vidste man aldrig hvornår hvad ville ske og hun havde lært at beskytte sig selv på bedst mulig måde, og hendes evner var fantastiske til dette formål. Hun var ikke vant til at blive hevet i på denne måde, og når hun hverken kendte manden eller vidste hvorfor han havde hevet i hende, så var dette den eneste måde hun kun beskytte sig selv på. "Din hvad?!" Hvæste hun stadigvæk og kiggede på ham, som han ikke forstod blindheden som havde ramt ham. Resten af orderne forstod hun ikke. Hun forstod ikke sproget som hun talte og vidste ikke hvad han sagde. Hun var ikke særlig sproglig og så længe hun kunne kommunikere på krystaliansk, så var det helt fint for hende, for det var noget de fleste kunne. 
"Jeg har lært at passe på mig selv.." Startede hun som hun stadigvæk kiggede på ham og så frustrationen i hans krop, over den situation hun havde sat ham i, "Når man blot bliver hevet til siden, af en usynlig person, så er det svært ikke at forsvare sig selv!" Hun ville ikke have problemer med at slippe væk fra vagterne selv, men nu var det sket lidt hurgtiere, så nu hvor han havde indrømmet hvorfor han havde gjort det, så kunne hun vel slappe lidt emre af, "Og slap lidt af, det går over om et par minutter"

"Som om jeg behøver at sige mere" kom det fra hende kort tid efter han endelig kunne se helt fint mens han stadig stod lænet op ad muren og gloede på hende. "Og det var derfor du havde vagter rendende efter dig, fordi du har lært at passe så fint på dig selv hva?" kom det en anelse sarkastisk fra hans side af. I det mindste var han da holdt op med at snakke ørkenelvisk til hende. "Jaja næste gang skal jeg nok lade værd med at hive folk til siden, så kan de blive hapset i stedet for det er en meget bedre og glimrende plan. Fortæl mig endelig hvordan den kommer til at gå" han fnyste en smule mens han rettede sig op stadig med blikket rettet mod hende. "Hvad havde du regnet med min reaktion ville være? Ih tak for at gøre mig blind uanset om det er i kort tid eller ej, så reager man på en måde som du gjorde da jeg hev dig her ind" kom det fra ham hvilket han jo havde 100 procent ret i, i forskellige situationer ville man reager forskelligt som de begge to havde gjort kunne man i den grad sige. 

Utroligt som folk følte sig hævede og ikke mente man var i stand til at tage vare på sig selv, "Det er måske typisk at du er bange for vagterne?" Hun kendte byen bedre en dem og vidste og kendte til de mange skjulesteder, hvor hun nemt kunne søge i ly, "Bare rolig, jeg er i fin stand til at passe på mig selv" Kom det fra hende som hun kiggede på ham og han blot ventede på at synet ville komme igen. "Så du kan slet ikke se hvorfor folk beskytter og forsvarer sig selv, når de på den måde bliver hevet i som du gjorde? Det kunne være en vagt, som havde stået på lur" Vagterne ville gøre alt i deres desperation for at fange selv den mindste lille tyv i disse gader.
"Så kan vi måske begge se det fra hinandens synspunkter, eller?" Hun havde ikke fortrudt at have brugt sine evner, for hun vidste ikke hvad denne person ville og hun vidste ikke hvem han var. Det var ikke ofte at nogen blot reddede andre på denne måde. "Men nu har du da fået min opmærksomhed!"

Kaladin bange for vagter? Hun måtte lave sjovt, hovedet blev lagt på skrå og brynet der røg op i vejret hvor efter han ikke kunne undgå at grine af hende. "Mig bange for vagter? Må jeg være fri, så længe jeg har levet lærer man efterhånden ikke at være bange for dem, ja man lærer at træde forsigtig fordi det jo ikke lige frem fedt at blive snuppet af dem. Men bange for dem? Næppe" kom det fra ham mens han fnyste af hendes kommentar om han måske var bange for dem. "Jaja hvem ville dog også tro at der faktisk findes folk der vil hjælpe folk i den her del af landet" han rullede med sine øjne af hende, det var ikke lige frem fordi Kaladin lignede en vagt især ikke sådan som han gik klædt. Et enkelte fnys kom fra ham igen, ikke at han gad svare på det næste hun lignede typen der kunne finde på at kører i den samme samtale i uendelig lang tid hvilket ville være trættende især for Kaladin. Han lod sin ene finger glide bag hætten der skjulte hans ører mens han kløede det højre ører som af en eller anden grund mente at det skulle kløes nu og her. 

Så længe man kunne slippe fra vagterne, så var der intet at være bekymret for. Hun kendte stadigvæk byen bedre end vagterne her i Balzera. "Selvfølgelig er det ikke fedt at blive taget af dem.." Lød det fra hende med et kækt smil på læberne, "Men nu er det også ved at være en hel del år siden at det sidst er sket" Hun havde styr på hvad hun lavede, i forhold til ham.
"Oplever du tit folk være venlige mod dig, her i Balzera?" Okay, det virkede ikke at de kom ret langt lige nu, så måske skulle hun blot bevæge sig videre? Hun kunne uden tvivl klare sig uden den "hjælp" som han kom med. 

"Jeg tror vi er færdige her.." Kom det fra hende som hun kiggede imod ham, "Med mindre du vil med videre?" De kunne ikke stå her og spilde tiden hele dagen. På et eller andet tidspunkt ville vagterne komme retur og så ville hun hellere end gerne være væk fra stedet af. "Har du et navn, min redningsmand?" Kom det ironisk fra hende. 

"En del år siden? Det lyder sløset at det så er sket denne gang" kom det fra ham mens han betragtede hende, som hun svarede på det han havde spurgt om. Han så en smule tænksom ud da hun spurgte om han nogensinde havde oplevet venlige personer i Balzera. "Det vel sket en enkelt gang eller 2, det er skam muligt at det sker. Så hjernedødt er stedet heller ikke med uvenlige kun" kom det fra ham mens han trak på sine skulder. Han hævede sit bryn en smule som hun først sagde at de var færdige her, så det lød jo til at hun bare ville afsted, og han ville uden tvivl vædde med sig selv at hvis vagterne så hende senere at hun så i den grad ville kunne lette røven og løbe fra dem igen. Men om han ville med? Den havde han ikke lige frem regnet med, "og hvor hen da?" Kom det fra ham som han rettede sig og skubbede sig væk fra muren. Han fnyste en smule som hun brugte ordet redningsmand på, "Kaladin" kom det fra ham om hun fortalte sit eller ej var han egentligt ligeglad med. 

Selvfølgelig skulle han være kæphøj som de stod der, "Selvfølgelig vil du mene at det er sløset.." Kom det blot fra hende. Hun havde et dybt suk liggende klar til ham. "Nogen gange bliver man nød til at tage chancer, eller gør du dig ikke i det?" Om man to chancer eller ej kunne hun ikke vide eller bide sig sikker på, men det betød heller ikke noget i hendes øjne. I Akaris øjne var stedet her fuld af højrøvede, rige individer som ikke ønksede andre noget godt med på vejen. Akari var nød til at sørge for at hun havde noget at tage med hjem til Ikram, enten mad eller guld. De havde mange drømme sammen. "Jeg tror vi har forskellige billeder af byen, men det er vel meget normalt" Kom det blot som et roligt svar fra hende, som hun kiggede over mod ham. "Bare væk, inden vagterne kom igen" På et eller andet tidspunkt skulle de tilbage på deres pladser, og det ville nok trække dem forbi her og så var muligheden for at blive opdaget noget større. "Kaladin? Jeg er Akari" Og lad os så se at komme væk. Hun bevægede sig hen mod en af bygningerne og begyndte hurtigt at kravle op ad en af stigerne som ledte til de mange tagrygge. "Kommer du?"