Det var tid til årets bal, det som mange så frem til men måske ikke helt Faizan, eller lidt så han da frem til det problemet var blot at han skulle holde sine evner under kontrol og neddæmpe dem for ej at blive overvældet. Det ville give ham ca. 5 timer til at nyde festlighederne før han måtte søge til den bolig, han den sidste uge havde boet i for at være tættere på paladset, og så var der samtidig tid til lige, at samle op på nogle forretnings ting.
Men nu iført et smuk sæt tøj i mørklilla med guld detaljer og lavet af det fineste silke, alle de dyre smykker pryde ham og håret sat pænt, var han klar til at træde ind i balsalen. Hans hustru desværre syg så hun var blevet derhjemme sammen med børnene. 
De næste par timer blev brugt med god vin, og han fik snakket lidt med folk der var vigtige for hans firma, men også flere bekendte. Fik danset et par enkle danse, nydt mad og mere vin. Det var tydeligt at stemmeningen var god, og det var altid en fornøjelse at deltage og at vise sit ansigt frem, få skabt et par nye forretnings muligheder og fået tjekket op på gamle aftaler.
Men efter et par timer kunne han  mærke, at det var på tide for ham at søge uden for, vejen førte ham imod labyrinten for at få lidt frisk luft og en lille spadseretur.... 


Faizan mærkede luften det var rart, lige at komme væk for de mange folk, som han langsomt kunne mærke hans sanser komme tilbage. Hans ben førte ham ind i labyrinten, et af de steder han ej før havde været ved, men det virkede som en god mulighed lige at komme ud på en lille tur, før han ville søge imod sit midlertidige hjem. Nu hans hustru ikke var med, havde han da også overvejet om, han burde skaffe selskab for natten, men han skulle jo helst træde varsomt nu hvor han var i offentligheden. 
Men mon folk ikke ville glemme hvad der var sket dagen før? 
Han stoppede kort op for at dufte til et par smukke roser, de sørgede også for at berolige hans stærke lugtesans, men hørelsen arbejde på højtryk, havde dog også en klar ide om at flere par muligvis måtte være i gang rundt omkring, det var jo nemt at skjule sig her.  

Traditionen tro, så var vampyrerne igen på spil til midsommer fejring og det betod at Neculai vendt tilbage til Dianthos igen.
Denne gang var der blevet sådan at Neculai havde valgt at gå alene til festlighederne, for han havde andre aftaler efter de mange festligheder, men først skulle der nydes et par timers ro fra vejen.

Som altid havde Neculai tænkt smart, han havde drukket nok blod før han to imod paladset så hans udseende ikke blev afsløret med det samme. Der efter havde han kort hørt lidt af Dronnings tale om hvordan at lyset var udslette det sidste at Mørks hære rund om i landet, ikke et emne der var specielt vigtig for Neculai da han ikke havde være udsat for mange af de krige som der havde udspillet sig, men han havde dog været på slagmarkerne for hjælp de sårede er par gange.

Et par timer sener, havde trøsten igen sat sig en smule og Neculai huskede ikke var herren hed som han flugte efter ham ud gennem festsalen og ned til den berømte labyrient have.
Han huskede hellere ikke hvordan tingene endelig endte på måde som de endt, men snart var vampyrer nede på knæ foran manden og hans mund var i gang med arbejdes med herrens manddom. Det var en mærkelig fantasi som manden havde haft, at han gerne ville opleve hvordan det føltes hvis en vampyr sat tænderne i hans manddom, og drak blodet derfra.

Neculai havde hørt mærkeligere ting, og han tog imod udfordringen som havde ført til at herren havde trukket bukserne ned, efter deres tunger havde leget i lidt tid, i et upassioneret kys. Han tænder havde også fundet mandens hals, og han havde lege bidt ham der, ikke nok til at trække blod frem, men mærket ville være synlig for andre sener.
Så kom de til, at Neculai var blevet tvunget nedad indtil at hans knæ havde fundet jorden, og han kastede sig ud i få mandens nydelse op før han havde blottet sine tænder og bidt blidt.

Smagen var som alle andre, beroligende og Neculai lod indfinde i øjeblikket som hans ører lyttede til den anden mands suk men andre var også andre lyde i natten som Neculai ikke kunne undgå. Andre mennesker i Labyrienthaven, som havde fået samme ideer som dem. Men det var lyde af skidt som kom imod deres gemme sted som få alvor optog Neculai. Hans øjne så opad på manden som hans munden var rundt om, og på hvordan at ansigtet viste at han helt havde glemt sine omgivelser, og var fortabt i sensationen af Neculai der ivrige sugede blod fra undersiden af hans manddom, på et eller andet tidspunkt var han klar over at herren nok ville finde sit klimas, og dermed ville Neculai selv kunne liste væk, men han skulle og lukke sårene igen så manden ikke blødt ud.

Det tog næsten ingen tid, og da Neculai var sikker på at manden var tilfreds, healede han hurtig de to små sår før han rejste sig op og slikkede blodet væk fra munden langsom, manden foran virkede til at sove lidt på stedet og derfor var Neculai ikke bange for åbne munden. “Jeg ved at du har set os, så du kan godt komme frem nu, han har ikke tænkt sig at vågne med den mængde vin som han har i kroppen,” kom det fra ham, som han vendt sig om for se hvem der havde haft set dem begge.

Faizan var gået videre efter duftet til den smukke rose, som hans ører opfangede suk af nydende karakter, og før han vidste af det var han på vej den retning. Hvorfor han opsøgte det, var ikke noget han tænkte over måske nysgerrigheden, eller egne lyster? for det kunne jo måske være en lystmand man kunne hyrer bagefter? Men det ville nok være mere held end forstand. 
Men nu var han på vej, rankede sig en smule og rette på den fine skjorte, ,som han nærmede sig sænkede han dog farten. Stoppede ved enden af den lille sti, for at kaste et blik imod to mænd den ene i fuldgang med den andens lem....

Han vidste at det var klogt at gå, men det var lidt som om bene ikke flytte sig, manden der stod op virkede til at være i stor nydelse og slet ikke bemærke prinsens tilstedeværelse. Men der var noget der fangede hans stærke lugtesans, nemlig lugten af blod, hvilket fik blikket til ad glid imod manden på knæ... Var dette en ægte vampyr? Faizan burde vende om og flygte, men det skete bare ikke og før han vidste af det, havde den knælende mand rejst sig, for så at vende sig imod Faizan. 
De gyldne øjne så undrende imod ham, i stedet for at gå væk tråde han et par skridt nærmere så han beder kunne se manden " jeg forstyrrede vel ikke?" lød det som det første, hans stemme dog varm og rolig selvom hjertet slog hurtigere, som alvoren var begyndte at gå op for ham eller var det lysten der var på spil?
" måske de burde lægge ham ned, så han ikke falder?" hvorfor Zalans kom han med forslag, til at skjule ofret? Han havde mest af alt lyst til, at beordre denne mand til at kæle for sig, men det kunne han vel heller ikke bare sige højt? derudover havde han jo ej magt i denne by. Men han kunne ikke helt lade være med at forstille sig, hvordan det måtte føles at have den anden omkring sin manddom. 

Neculai træk på skuldren, han var færdig med manden bagved ham som gav et enkle snok fra sig som hans hoved faldt tilbage imod buskaset bagved ham.

“Næh,” svarede Neculai kort, morskaben var forbi og nu var der blot en mand som han skulle efterlade et sted hvor andre kunne finde ham sener. Men før at han fik tænkt yderligere over et sted, forslog den ny ankommende at han lagde den manden ned før han selv fik vippet for meget til den ene eller anden side, og rør i jorden af han egen vægt.

Neculai vendt sig om, og med ubesværet løft var manden nede og ligge på siden. Han kunne have valgt at ignorer den ny ankommendes ord, men forslaget havde været klogt nok.

Nu var de fulde mand andres problem, hvis han da ikke selv vågnede op igen tidligere.

Neculai kastede igen sit ansigt imod den anden manden, og han så ham an i et kort øjeblik. Som han stod nu, kunne han godt høre hvordan natten var fuld af liv. Han kunne dufte rige roser og den lette signatur af begær mellem andre mennesker omkring dem.
Han ignorere det igen, som han træk luft ned i lungerne for at snakke.

“Så, jeg antager at de ikke bare er en der gokker den af på at se andre nydelse?” åbenheden i spørgsmålet var tydelig, og Neculai var ligeglad med svaret som han fik, bare at der var et svar.

“Eller måske er de typen, som godt kunne finde på se på andre i mens de selv bruger hænderne til at finde nydelse. Jeg dømmer ikke, personlig ville jeg se lige så meget på, hvis jeg havde fået tilladelse,” det var det vigtige, men eftersom at herren foran ham allerede havde set på, kunne han lige så godt tage det som at tilladelsen var blevet givet til at han kunne udforske ham nu.

Neculai trådt et par skidt fremad, og han snusede kort til luften omkring dem. Duften som kom fra den fremmede mand var rig, og Neculai træk automatisk rovdyrsblikket frem som han stoppede et par skidt fra den anden. “Fantaser de om den samme oplevelse, som vores fulde ven lige har haft?” i teorien var blod beruset med alkohol en dårlig ide i længden, han ville blot leve med den samme slags tømmermænd som mennesker selv oplevede tolv timer efter blod med alkohol i, men det måtte hans fremtidig selv løse.

Faizan var stadig ikke sikker på hvorfor han var blevet, ikke stukket af men måske fordi mandens støn havde virket lokkende, han hævede brynet en smule ved de første ord, men dog valgte den fremmede alligevel at lægge den let snorkende mand ned, det var nok beder end han kom til skade, ikke at det var prinsen problem eller på sin hvis var han medskyldig? 
I det mindste var manden da sikker nu, og ville sikkert nemmere blive fundet, eller vågne når han engang var frisk igen. Prinsen bertagede kort den sovende person, før blikket vendte sig imod den anden. 

Hans gyldne øjne lagde sig på den andens skikkelse, ved antagelsen fnøs han en smule og rystede på hovedet " nej det er ikke lige hvad jeg gør mig i" erkendte han ærligt, mere en der gerne ville være en del af noget og ikke den der blev udelukket. Men så igen han var van til at få hvad han ønskede sig, hans slaver var gode ved ham, dog havde han valgt ikke at tage sin unge slave med på denne rejse, det måtte blive næste år. 
Til forskel for den anden mand, var Faizan ikke fuld det blev han meget sjældent, nok fordi halvdelen af hans kost bestod af vin, så kroppen var van til det. Denne aften havde han også kun drukket 2 glas, ikke helt følt for den vin der var blevet ham budt. 

Han blev stående som den anden kom nærmere, lytte og lagde hovedet en anelse på skrå, den anden meget glad for at snakke. De sidste ord var dog hvad der fik et svagt smil til at spille på prinsens læbe, imens han let folde armene foran sig dog roligt. Han så kort en smule betænksom ud, før brynene gled lidt sammen og blikket vandre over den fremmede eller så meget han nu kunne se, så meget belysning var der heller ikke, dog var hans syn ret godt, bedre end de fleste mennesker. 
" jeg ønsker ikke at ende sovende på jorden nej. Men de virkede til at være ret tilfredsstilende, og det var måske hvad der fik mig til at blive" indrømmede han, kort gled blikket rundt før han så på ham igen " men vi bør finde et andet sted, jeg skal helst ikke blive set" erkendte han og smilede en smule mere. 

Var manden god, var det måske værd at invitere ham med sig hjem, måske dagen efter men det kom an på hvordan dette udspillede sig. Han kunne fornemme på rovdyrsblikket, og lugten af blod at dette var en vampyr, men på en måde skræmte det ham ikke, dog burde han måske pointere at han var en vigtig person. Faizan rakte en hånd frem "Faizan af Kazimi" erklærede han sig, og afvendte et svar fra den anden imens blikket igen rette sig imod øjnene. 
De fleste burde kende til Kazimi slægten selv folk der ikke var fra rubinen. 

I sidste ende var det overhoved ikke vigtig som herre her var den voyeurøse type, eller typen der deltog. Neculai havde mødt dem begge med samme interesse, hvis ikke bredere når de var med til ideen om at deltage.

“En skam, der kommer ellers en masse ud af se på ind i mellem. Men den mest spændende ting er forøvelsen når man ikke for lov til at røre en anden person, og dermed må man selv finde klimaks,” han kunne deltage, se på eller noget helt andet. Det vigtigst var, at hvem end der var i gang så tiltalende ud og at de skabte fokus som kunne fastholdes på dem.

Neculai måtte fnise lidt, så han ønskede ikke den samme skæbne eller bare ikke til offentlig skue.

Måske var Neculai en smule skuffet over forslaget om at finde et andet sted, men han protestrede ikke hvis det betød at han kunne smage på endnu en villig person før natten var forbi.

“Så, de er ikke til ideen om faren ved at blive set eller hørt af andre?” de adelige og rige typer var noget særlig på det punkt, nogen af dem kunne lide ideen om faren, mens andre blot ville være alene.

En Kazimi ligefrem, navnet var ikke ukendt for Neculai.

“Neculai af hvor og hvornår de nu end skulle være,” erklærede han blot for drille en smule, adelige og deres titler. En lunken varm hånd kom op og trykkede den andens.

“Udefra dit udtryk da du fandt os, antager jeg at du ikke har mødt mange vampyrer før?” han kendte det udtryk alt for godt, han havde set det mange gange. Choket, når andre fandt ud af, at han ikke var dødelig og ikke havde været det i flere hundred år.

Faizan undre sig lidt over de mange seksuel spørgsmål, der blev ham stillet men så igen, det var heller ikke hver dag man blev mødt af sådan syn. Han trak en smule på skulderen, for ham var det bedst at være med selvom, han efterhånden havde prøvet en del forskelligt måtte han nok indrømme. Men mødte med en vampyr var det første for ham, i hvert fald hvor han vidste hvad den anden var, han undre sig måske også en smule over hvordan denne mand var sluppet ind til ballet? Var det ikke vagters opgave at holde sådan væk? og var der ikke regler for vampyrer? 

Han så en smule betænksom ud, imens hans blik igen vandre over den tydelige vis ældre herre end sig selv, et smil gled over læben " jo det er tiltalende, men jeg mente bare et sted hvor der ikke er en snorkende mand, men der er vel flere muligheder her i nærheden?" forklarede han sig. At invitere manden hjem, måtte han gøre når han var sikker på han ikke ville gøre alvorlig skade, kort skævede blikket imod den sovende mand, ikke synderlig charmerende i den fulde tilstand.

Neculai var mandens navn, det var i det mindste en god ting at kende navnet, selvom der også var en risiko for at glemme det igen senere hen. Faizan gav hans hånd et kort klem, før han trak den smyksseret hånd til sig igen, og tillod sig at træde et skridt tættere, så afstanden blev formindsket. 
Han rystede en smule på hovedet " der er ikke mange vampyrer i Rubinen, så de er den første jeg rigtig møder" erkendte han og lod blikket let vandre over ham igen. Burde han være nervøs måske? men manden virkede også meget rolig, og det var ikke fordi han havde dræbt den anden, så der var vel ikke noget at frygte, andet end hvis en bekendt så ham. 

Fazian var mest til mænd, han havde også tilladelse til at være sammen med mænd for sin hustru, men det skulle jo helst ikke være noget alle vidste om ham. Skulle jo helst forstille at være lykkelig gift, det var han enlig også de tændte bare ikke rigtig på hinanden længere. Han lagde hånden på Neculai skulder før han begyndte at føre dem væk fra den sovende mand, hen til en anden blindgyde, et sted de kunne være mere dem selv. 

Som de nåde frem ville han slippe ham, men i stedet stille sig foran ham " mhh har de været sammen med en prins før?" spurgte han nysgerrigt, med et nu begyndende lysten glimt i de varme øjne. 

“Mmm, det lidt som lytte til grus i en smeds ovn der bliver rystet,” nikkede han kort i enighed, og ikke en special charmernede lyd som Neculai havde lyst til at vidne til i længere tid.

“Jeg forstiller mig ikke det er optimalt levested, med solen og lange sommer dage,” han havde læst løst om syden, og om hvordan at solen var et problem for de lokale. Han kunne derfor ikke forstille sig vampyrer der frivillig valgt at leve i Rubinen, og hvis de gjorde var der nok et eller andet helt galt.

Prisen, adel, eller hvad end folk nu havde af titler havde aldrig helt talt til Neculai og han glemte dem hurtigt med mindre der efterlod et indtryk.

“Ikke som sådan nej, men jeg har møde andre adelige før.. Alle har jo behov for en healer, her og der,” en healer som der nok lidt misbrugte sin position.

“Er det da vigtig som jeg har været med en kongelig som demselv, eller er det bare fordi at du gerne vil vide hvem jeg ellers kan give tommelfinger op for?” ikke at Neculai kendte mange byen, men han havde en overfladisk ide om hvem folk var og hvad deres liv bød på.

Faizan trak en smule på skulderen, det var ikke lige en reference han kendte meget til, men han havde heller ikke behov for at lytte til den anden mand længere. Måtte dog trække i et smil, nej en vampyr i rubinen var vel næsten så godt som død? " jeg vil gætte på det næsten er selvmord" sagde han ærligt, vidste hvor varmt samt hvor kraftig solen var i den del af landet, selvom for indfødte var det til tider for meget især om sommeren. 

Han førte dem væk fra den sovende mand, til et mere afsides sted ved endnu en blindgyde, her kunne de stoppe op før blikket vandre imod ham en smule overvejende. Prinsen havde måske mest af alt sagt det, som en lille advarsels om at det ville være dumt at dræbe ham, med mindre han ønskede hele Kazimi slægten på nakken, ikke noget han kunne anbefale langt fra.
" nej det har ikke betydning, jeg ville blot sikre mig de vidste, at jeg ikke er en mand der ville være smart at dræbe, ikke at jeg regnede med du ville det, men man må vel være lidt forsigtig" erkendte han. 

Nu de var mere alene trådte han et prøvede skridt frem imod vampyren, måske hjerte slog lidt hurtigere af spændingen ved dette møde, det var trods alt den første vampyr. Hans blik blev klart mere lysten dog forblev smilet varmt " hvad har de lyst til at prøve? jeg formoder den anden mand ikke tilfredsstillede dem, andet end med blod?" sagde han spørgende, men også nysgerrig. 

“Ikke præcist, men tæt nok på, der er ikke meget og komme efter på den her tid af året hvor natten er kort,” knap fem timer at kunne bevæge sig rundt i om natten, måske lidt mindre hvis man var længere nord på. “Det mest sydlige jeg selv kan tale om at have set, er nok Medanien, og det er jo ikke engang nær grænsen til ørkenen,” men det var nok, og Neculai havde ikke meget og om efter i det såkaldet varulve land.

Advarslen var ikke tom, det var Neculai ikke i tvivl om. Han havde ikke tænkt sig at gør umildbar skade på en royal hvis han kunne undgå det.

Det var lidt af en antydelse, men det var hellere ikke helt forkert. “Jeg kan sagtens nyde andre, uden blod. Dog, hvis man ønsker en reaktion ud af min egen krop, skal der blod til, ellers er det meget som at være sammen med en dø person.. hvilket nok ikke er særlig tiltalende for dem” indrømmede han, det var blodet som fik kroppen til at varmen en smule op, og til at virke som et menneskes.

“Men jeg er ikke sart, når det kommer til mærkelig fantasier, det har de jo set med ham der,” Neculai pegede tilbage over skuldren på den sovende mand.

Faizan nikkede dagene føltes også bare længere og varmer, heldigvis var paladset ofte mere køligt, men han rejste jo ofte rundt med sin karavane for at nå ud til kunder. " ja i er vel en smule begrænset når, i kun kan være ude om natten?" svarede han spørgende, uden at kende så meget til denne race, men det var altid godt med ekstra viden ikke sandt? Han kom jo ofte andre steder, så det var godt at kunne spotte vampyrer også, denne virkede dog ikke vild, som han ellers havde fået indtryk af de kunne være. 

Han var blot nød til at sikre sig, der ikke ville ske ham noget alvorligt, et smil bredte sig let imod hans læbe og blikket vandre over ham " du må gerne bide mig, jeg vil også gerne have du får noget ud af dette, desuden virkede det til at tænde den anden herre meget, og jeg vil gerne opleve det, måske bare ikke fra det punkt til en start" det var alligevel lidt skræmmende at blive bidt i manddomen, men han var dog ikke afvisende overfor det. Prinsen trådte derefter helt tæt på, og lagde en hånd på hans skulder blikket blev mere intenst og lysten var mere tydeligt. 

Den frie hånd gled ned ad overkroppen for, at lade sine fingre pille lidt ved buksekanten " hvad med dine fantasier?" spurgte han, havde ikke helt selv en plan lige nu, men han var frisk på det meste efterhånden. Han lod hånde glide længere ned ude på bukserne og klemte lidt om bulen. 

“Bare lidt,” indrømmede han, selvom han altid kunne bruge dagtimerne til at lave hvad han havde lyst til indenfor.

“Han var til ideen om smerte, og jeg efterkom hans ønske, måske ikke helt på måde som han havde forvente, men Zaladin var ikke i detaljen,” et alternativ som Neculai ikke havde set mange gange, normalt fortræk han selv halsen frem for at få en anden mandens svineri i ansigtet eller på tøjet.

“Hvis ideen om smerte ikke er noget du er til, så vil jeg nok ikke anbefale at blive bidt i deres manddom som førstgangsoplevelse,” han kunne sagten bide andre steder, og det kunne føles lige så godt for den anden som hvis han valgte hans manddom.
Hånden der endte på Neculais skuldre fik dog hans tanker til stå stille, og efter spørgsmålet lavet hans et ulæselig udtryk.

“Mine fantasier er nok lidt svære at efterkomme som menneske,” mumlede han kort, mens deres blikke var på hinanden.

Faizan var nu alligevel en smule fascineret af hvordan sådan vampyrer fungerede, og dette var måske et godt sted at afprøve det, nu vidste manden også at det ville være dumt at dræbe ham. Langsomt begyndte prinsen at åbne den andens skjorte, knap for knap han var typen der gerne ville se og mærke, så alt tøj måtte af dem begge. Det var lidt som om risikoen for at blive opdaget gled i baggrunden som hans egen lyst steg. 
" smerte er fint, men lige manddom lyder lidt vildt, men de må bide mig alle andre steder måske dog så jeg kan dække det med tøj" indrømmede han. Det ville ikke være smart for prinsen at rende rundt med synlige bidemærker?

Han tog ikke blikket fra ham, men lod sin hånd glide op af den nu blotte overkrop, mærkede hvordan der ikke var et hjerteslag, men huden var lun. " mhh okay, men jeg har lyst til at mærke dig" sagde prinsen nu med en mere lysten stemme, der var en begyndende bule at se i bukserne. Fjernede afstanden imellem dem for at komme helt tæt på ham,  øjenkontakten blev brudt for at han kunne, lade sine læber placere et par kys imod den andens kæbe, nappe let i huden til han nåde øret " tag mig som du har lyst til, jeg er ikke så skrøbelig" brummede han imod øret før han nappe let i øreslippen og trak hovedet tilbage, for at møde den andens blik igen. 

Det var lidt en skam at Faizan dikterede hvor at han måtte bide, især når halsen var så fint blottet på grund af det opsatte hår.

Mandens hænder arbejde dog uden at tøve, og snart havde en varm hånden kontakt de lunke hud. “En skam, nu hvor deres hår ellers er sat så pænt tilbage. Din hals skriger næsten efter at blive bidt, men hvis det er dit ønske skal jeg nok bide et andet sted hvor tøjet kan skjule det,” et andet sted som punket hvor skuldre og hals mødt hinanden under den fine silke skjorte.

Neculai lod skjorten falde fra hans skuldre og arme, så natten kunne kysse hans hud imens at Faizans hænder varmede hans overkrop. 

Han længde sig en smule imod hænderne på hans brystkasse, og han gav et mild suk som hoved faldt en smule tilbage. “Hvis du har en forhåbning om at finde hjerteslag, kan du godt glemme det. Mit hjerte har ikke slået i lang tid, og det kan hellere ikke slå for andre mere,” det var måske en smule skuffende for nogen, at der ikke var liv i hans krop på nogen måde udover små fysisk tegn som kom af indtagelsen af blod. Neculai lod hans egne arme find rundt om nakken på den anden, og lod kort deres kroppe presse op imod hinanden. Læberne som mødt hans kæbe var varme, og ordne som flugte i hans øre fik et lavt fnis ud af vampyren.

“Mærke så meget de har lyst,” kom det varmt, hvis det var hvad han kunne lide, ville Neculai ikke stoppe ham. Han holdt dog hamselv fra at lave en dybere lyd som manden bed krop i den ene øreflip.

Invitation til at rør og studere den andens krop, fik Neculai til at flytte hans arme fra prisens nakke og skuldre og ned af mod de mange små skinnede knapper. Hans ellers fint arbejdende hænder, var en smule ude af stand til helt at kunne arbejde med de små knappe efterhånden som det vinerige blod begyndt at sætte ind.

“Jeg må beklage, at du nok selv må klar knappene for den anden herres blod var påvirket af alkohol fra vine og det påvirker min evne til arbejde med deres meget små knapper,” men i mellemtiden kunne hans hænder arbejde andre steder, og Neculai lod langsomt hans hænder bevæge sig ned og den andens krop indetil at han hænder fandt den andens manddom som han nemt kunne mærke igennem bukserne. Neculai gav et strøge med den ene hånden hen over manddom og hans finger fandt kuglerne nede under, og hand massede blidt igennem bukserne.

Faizan var måske en smule bestemmende, det var nok i sandhed en dårlig vane fra hverdagen, hænderne mærkede den lunkne hud det var en sær følelse men skræmte ham ikke. " mhh hvor længe vil der gå før det er væk? for jeg burde ikke bestemme hvor de bider mig" erkendte han en anelse spørgende, minde sig selv om han jo ikke rigtig skulle se folk de næste to dage så mon ikke det kunne gå? 

Hænderne mærkede hver eneste del han kunne komme til, mærkede hvordan den anden lænede sig mere imod, han kunne ikke lade være med at slippe et let grin ved mandens ord. Havde så sandelig bemærket der ikke var et hjerteslag, men det var noget han prøvede ej at dvæle for meget ved. Hans fingre gled ned for at gribe ved buksekanten, dog nåde han ikke langt før den anden fumlede med knapperne, og prinsen selv måtte tage over. 

Han lod sine egen hænder knappe skjorten op, men istedet for at lade den falde til jorden, lagde han den forsigtig på busken, mest fordi den havde været dyr. Som fingrene gled ned over hans lem, måtte et suk slippe ham efterfulgt af et støn som kuglerne, også fik deres opmærksomhed, selv måtte han begynde at løsne den andens bukser, for de snart begge kunne være nøgne sammen. 
Lod den anden mands bukser falde, før hænderne lagde sig let imod den andens skuldre og et suk slap. 
" mhh hvor vil de have mig?" spurgte han med et let smil, det var ikke ord man hørte ofte fra hans side af, men lige nu var han den svage af dem. 

Selvom Neculai var en healer, kunne han ikke altid sige hvornår at sårene var helt væk. “Det kommer helt an på hvordan din krop healer sår normalt, ellers kan jeg godt heale dem så det lukkede til et par dage inden i healings processen?” mindre sår tog ingen tid at fjerne med hans egne evne, og hvis Faizan gerne ville være sikker på at han kunne rejse hjemme uden at det blev opdaget kunne det sagtens lade sig gøre.

“Men du kommer nok til have en lille smule rødme og irritation i huden, hvor du blev bidt, men det går over af sig selv efter tolv timer. Så du kan sove trykt og vide at din krop ser fin ud imorgen,” et mere kompliceret svar havde Neculai ikke tid eller, han var faktisk ikke helt interesseret i emnet.

Hans eget fokus var på de varme hænder imod hans krop, og Neculai lukkede øjne kort. Hans udtryk var tilfreds som hænderne køre hen over forskellige dele af hans overkrop, men de forsvandt igen lidt for hurtig.

Neculai var næsten udtilfred med hans egen beslutning om bede om asistance, men på samme tid ville han gerne se hvad Faizan gemte på under de farverige klæder.
Det spørgsmålet om hvor han ville have ham kom, så Neculai kort rundt. I deres omgivelser var der ikke mange steder hvor de kunne sidde ned, men en enkel bænk var der dog at finde. “Bænken derover,” mumlede han kort, før han drejede på stedet og gik derover. Neculai vende sig blik tilbage på Faizan. “Tag plads,” kom det med smile der igen fremvist hugtænder tydelig.

Faizan lyttede nøje til forklaringen, men det virkede til det kunne gå, måske han gik for meget op i det men han skulle jo passe på. Også for at folk ikke ville finde ud af han havde været med en vampyr, det var ikke ligefrem det smarteste at skilter med. Han nikkede som i at han forstod det og  godkendte det " fint de bider hvor de vil, og jeg spørg ikke mere ind" sagde han kort, der var ingen grund til at snakke for længe om den slags var der?

Hans hænder følte over den bare hud, det var altid noget der kunne tænde ham og prinsen var ikke særlig kræsen omkring andres ydre, kun forfængelig omkring sit ejet men lå det ikke til slægten? Han blottede sin overkrop for den anden, den let gyldenfarvede hud, næsten fejlfri på nær et enkelt ar, veltrænet men ikke for meget så det var tydeligt men man kunne fornemme det. 

Blikket blev kastet imod bænken, det var vel bedre end jorden? han bemærkede smilet og de skarpe tænder, men det skræmte ham ikke væk, derimod lod han sig gå hen for at sætte sig ned på den hårde bænk. Betragtede den anden mand med et nysgerrigt blik, ikke sikker på hvad der skulle ske, men for en gang skyld rart ikke være den med kontrollen.

Prinsen trak dog på smilebåndet, og sikrede sig kort at alle smykker var hvor de burde sidde, så der ikke skete noget.