Lynn havde ikke været i Dianthos siden vinters. Hun havde det lidt mærkeligt at se Aria i øjnene efter at hun havde været sammen med hende seksuelt i vinters. Bare det at Aria havde brugt sig selv som madpakke var mærkeligt. Der var grunde til at Lynn ikke havde været i Dianthos, ting hun ikke delte med nogen eller noget sådan rigtigt. Hun snakkede ikke med så mange i Zicron til dels fordi hun var vampyr, men det vidste de jo heldigvis ikke.

Brevvekslingen mellem Aria og Lynnn havde da også været der, faktisk mere end rigeligt, og hver gang Aria havde spurgt om Lynn snart jom til Dianthos havde hun ladet vær med at svare på det. Hun havde jo selv sagt til Aria at hun ikke kunne være sammen  med et menneske. Men hvorfor havde Lynn så denne mærkelige følelse hver gang der kom et brev fra hende? En dag måtte hun konfrontere sine følelser. Den dag var kommet, og Lynn var ikke sikker på at hun brød sig om det.

Natten var for længst kommet da det jo var sommer og solen var oppe noget længere end normalt. Det var en trope nat med omkring de 17 grader og månen stod højt på himlen, der var næsten ingen vind og skyerne var pist forsvundet fra dagens ellers så mørke skyer. Hestevognen stoppede op ude foran Lynn's personlige hus som Aria boede i og passede. Forhåbentlig boede hun der og havde sagt sin bolig op samt job på kroen. Lynn's øjne var i den klare grønne farve for at dække over hendes røde øjne som kureren til hestevognen åbnede døren. De to kufferter blev båret ned fra hestevognen og som den gentleman han var hjalp hende ud af kareten. Kufferterne blev sat foran døren, og da han tilbød at hjælpe hende indenfor med dem afviste hun blankt.

Døren til to etager huset blev åbnet og Lynn bevægede sig inden for med en kuffert i hver hånd. Straks lukkede hun døren efter sig. Hun satte kufferterne fra sig i indgangen til køkkenet og bevægede sig ind i stuen hvor Aria pænt lå og sov i sofaen med hunden hun havde redet i vinters. Hvad var det nu den hed? Hunden kun lige løftede hovedet for at slå nogle gange med halen inden den lagde hovedet ned igen. Lynn gik helt hen til Aria og fjernede en tot hår fra hendes ansigt og aede hende blidt på kinden. Den mærkelig fornemmelse kom frem igen. Men hin lod den være og stoppede sin evne med øjnene for kun at fremvise ganske røde øjne. Hun manglede ikke mad da det kunne ses på hendes knald røde øjne. Hun gik straks hen til døren ud til den mindre have og straks fandt hun den nærmeste stol og satte sig i den. Hun kiggede op på stjernerne som glimtede som 1000 vis af små øjne. Den mørke kjole og korsettet sad perfekt på hende hvilket gjorde at hun lignede en halv million.  Hunden stod op fra sofaen og bevægede sig ud til Lynn for at ligge sig i den nåde så mørke græsplæne i det meget lune vejr.

Aria havde boet i Lynns hus siden Lynn sidst var der, Aria havde sagt sit job op og var flyttet ud af det lille værelse. Når hun ikke var i huset var hun hos Leonore, men det var ikke noget nyt.
Aria havde nydt at bo i huset og det var nemmere at passe på den måde, hun havde også hjulpet nogen dyr engang imellem, men hendes hund Max var stadig hos hende og holde hende med selvskab.

Aria kunne godt mærke hun savnede Lynn, og den måde Lynn aldrig rigtig svarede på hvornår hun kom igen gjorde lidt ondt. Aria var i tvivl om hun måske havde tvunget lidt for mange følelser ned over hovedet på Lynn, men det var ikke til at vide.

Aria havde arbejdet hele dagen, og var faldet i søvn på sofaen sammen med Max i stedet for at gå på værelset. Hun rørte lidt på sig som noget rørte hendes kind, men hun sov videre, når Aria sov var nok der hun var mest rolig og sød at se på.
Aria mærkede at Max rejste sig og gik, hvilket fik hende til at vågne lidt, hun gned sine øjne og satte sig op, strakte sig og gabte mens hun så lidt rundt og fik øje på kufferterne, hun kunne ikke lade vær med at smile over det og så lidt rundt, hun så døren ud til haven stå åben.
Hun rejste sig og gik over til døren, hun lænede sig op af dørkarmen "jeg vidste ikke du kom hjem i aften" sagde hun stille for ikke at forskrække Lynn.
Ingen tvivl om at Aria stadig var træt, eller i hvert fald lige var vågnet, men hun kunne da heller ikke sove videre nu hvor hun vidste at Lynn var hjemme.
Aria smilede lidt til hende "velkommen hjem" sagde hun roligt og stod fortsat lænet op af dørkarmen.

Selvom stjernerne glimtede kunne Lynn ikke lade vær med at se alvorlig ud. Hun håbede list på at alting var som det plejede at være. Det var jo ikke fordi hun jo ikke ville noget mere med Aria, men hvorfor skulle hun byde sig selv en sorg hvis dette varede i flere år? Eller i hvert fald så længe til Aria blev træt af hende, eller i værst fald hvis Aria døde. Så skulle Lynn leve et liv videre uden hende. Det var ikke noget hun så frem til. Det sidste halve år havde hun prøvet at fokusere på sine dyr i Zicron og glemme Aria, men det var som om hun blev mindet om hende for hvert et brev.

Hver en bevægelse Aria gjorde mindede om at Lynn's hud brændte på en mærkelig måde. Hud mod hud kontakt. Den evige respons på at hun forblev vampyr. Heldigvis havde hun haft sex før inden hun blev vampyr. Hendes skabet havde taget jomfruhinden så den kom aldrig tilbage gudskelov. Til gengæld hørte Lynn vågne og hendes små skridt over imod døren. Skulle hum bare vende sig om og kigge på hende? Blive siddende? Blive ved med at stirre op på de mange 1000 stjerner? Hun var i vildrede! Mest af alt havde hin lyst til at rejse sig op og kysse Aria over det hele, mærke hende, få hende ind på livet. Selvom hun ikke ville byde Aria om Lynn's mørke fortid. "Hmm... Næh.. jeg fik vidst aldrig sagt det... Surprise" hun vendte sig ikke om, men hun kunne alligevel mærke et lille smil komme frem på hendes læber, måske der var et lille smilehul? Den kolde hud var mærkeligt i denne trope nat og hun håbede egentlig lidt på at Aria ville komme tættere på hende så Lynn endnu engang kunne mærke Aria's varme hud mod sin egen.
"Jeg ved ikke hvor længe jeg bliver, nu må vi se.. men tak Aria" det var stadig underligt at være på fornavn med Aria og smide alt det fine som De, og Dem. Egentlig var det kun over for Aria hun havde gjort det, og det var SÅ mærkeligt!

Aria fandt det en smule mærkeligt, både at Lynn ikke så på hende, men også at hun lød meget anderledes, lidt som om hun ikke rigtig ville snakke, men det var nok også bare Arias hoved der drillede.
Hun nikkede roligt "det er en god overraskelse hvis du spørg mig" sagde hun roligt og med et roligt smil på læben.
Aria vidste godt at det skiftede meget med hvor længe hun blev der, men om hun så kun var der nogen få dage så var Aria bare glad for at få noget tid sammen med hende.

Aria så på hende "noget du har brug for, noget jeg kan hente?" spurgte hun roligt, stadig med et roligt smil som hun rettede sig op fra dørkarmen og bevægede sig over mod Lynn med rolige skridt.
Aria ville gerne sidde sammen med hende, men hvis Lynn manglede noget kunne hun ligeså godt hente det med det samme, mens hun alligevel stod op.

Aria så på Max og smilede over ham inden hun så på Lynn igen og gik stadig roligt mod hende og kom tættere og tættere på Lynn.
Det gjorde ikke Aria noget, hun savnede at være tæt på Lynn, at mærke hendes hud mod sin, Lynns læber mod sine egne, høre hendes vejrtrækning, der var så mange ting hun savnede, men hun ville ikke sige noget, hun var ikke sikker på Lynn følte det samme, og Aria ville ikke presse det ned over hovedet på hende.

Spørge? Hvorfor skulle hun spørge om noget hun allerede kunne høre i hendes stemme? Lynn havde spist inden hun var taget afsted mod Dianthos så hørelsen var i topform. Så hun smilte blot lidt for sig selv uden at sige noget, selv Aria's små skridt på vej over til hende efter hun havde stillet spørgsmålet rettede Lynn sit hovedet nedad i stedet for at kigge op på stjernerne. Hvis hun kunne rødme havde hun helt klart gjort det! Men da der ikke rigtig løb blod igennem hendes krop kom der jo aldrig nogen farve på hende.

"Dig" mumlede hun mere end hun sagde det højt til at Aria ville kunne forstå ret meget andet end den lille mumlen. De små skridt Aria tog stadig over imod hende fik endelig Lynn til at dreje hovedet så langt bagud at hun kunne se Aria uden at dreje i overkroppen, det var trods alt lidt svært med et korset på. Hvordan kunne Lynn sige det hun egentlig gerne villle til Aria? Hvordan kunne hun samle sig og stille de svære spørgsmål der havde præget hendes hjerne siden vinter? Hvordan skulle hun forvente at Aria reagerede?! Hun kunne jo høre Arias blod pumpe rundt og hendes hjerte slag. Det bankede, måske en smule hurtigere end det normalt gjorde, var det et godt tegn, eller var det et dårligt tegn? Var Aria syg? Havde hun problemer med hjertet? Skulle hun på helbrederhuset? Skulle Lynn bestille en vogn?!
"Jeg har ikke brug for noget lige nu" kom det endelig fra hende og fastholdte smilet så et lille smilehul kom til syne på hendes højre side af kinden.  "Kommer du ikke her over og sætter dig?" spurgte hun og drejede først hovedet tilbage til den lille have da Aria var lige ved siden af hende. Hunden havde lagt sig fladt på siden og Lynn kunne høre hvordan halen blev slået i jorden et par gange ved synet af Aria. De var virkelig blevet tætte det sidste halve år åbenbart, noget Lynn egentlig også håbede på ville ske.

Aria hørte ikke ordet Lynn sagde, kun en mumlen, men hun var heller ikke dum, men i stedet for at kommentere det smilede hun bare.
Hun nikkede roligt til det Lynn sagde og gik roligt forbi hende, Aria havde gjort rent hele dagen og haft det varmt, så hun havde kun sine bukser på og en tynd top, så det var begrænset hvad tøj hun havde på.

Aria gik over og kælede lidt for Max inden hun satte sig over ved siden af Lynn og lænede sig lidt tilbage i stolen "havde du en god rejse her til?" spurgte hun roligt og drejede hovedet mod hende så hun kunne se hende ordenligt.
Aria havde ikke vidst at hun ville komme tilbage, og om hun overhovedet ville komme tilbage, men Aria havde holdt både huset og haven pæn som aftalt, selvom haven enlig ikke helt var aftalt, men hun gjorde det alligevel.

Aria så lidt på Lynn og kunne mærke suget i sin mave, hjertet der sprang et enkelt slag over, men hun havde stadig et roligt smil på læberne, som hun vendte blikket lidt ud mod haven, det var en dejlig aften, eller nok nærmere nat.
Aria brude nok enlig sove, men hun ville hellere være sammen med Lynn, nu det var så længe siden de havde set hinanden. 

Det hele virkede så mærkeligt. Noget hun ikke havde følt i årtier var kommet frem til overfladen igen, noget hun troede aldrig ville ske mere. Aria var bestemt en lækker lille sag, det kunne enhver jo sige, men Aria havde hele livet foran sig, hvorfor skulle aria vælge en som var SÅ meget ældre. Hun kunne håbe at det bare var en fase Aria var igennem og de aldrig nåede særlig langt. Men inden Aria havde sagt spørgsmålet og Lynn svarede hørte hun Arias stemme der slog et slag over. Der var helt klart noget galt! Men hvad kunne det være??? Skulle hun bliver bekymret nu? Skulle de afsted til helbrederhuset??? Hun ville jo nødig miste Aria, ikke endnu, måske aldrig? Hun kunne ikke finde ud af sig selv mere.

"Aria.. er De... eller jeg mener... er du okey?" spurgte hun bekymrede og glemte helt at svare på om hun havde haft en god tur.  Ja ja det var midt om natten i en helveds varme og nok var hu  altid kold men varmen gik hende en smule på. Det var ulideligt at sove i, sådan måtte Aria da også have det, og hun  kunne endda svede til at temperere kropsvarmen.
"Åh ja du spurgte om turen.. Den var.. varm og lang, men det gik" svarede hun og kiggede på Aria stadig med en bekymret mine. Aria var kun en hånd væk fra hende men Lynn kiggede ned på Aria's læber der var så tæt på at hun kunne nå dem ved bare at læne sig fremad. Hvorfor skulle følelser være så besværlige?! Hun havde med vilje undgået dem!

Aria havde for længe siden låst alle sine følelser inde, i hvert fald hvis man spurgte hende, men hun havde aldrig troet at det var Lynn der skulle låse dem op, hun havde tænkt meget på Lynn og om de ting der var blevet sagt sidste gang, og hun var bestemt ikke i tvivl om hendes følelser længere, men Lynn havde brug for tid så det havde hun givet hende.

Aria så lidt undrende på hende "ja?.... hvorfor skulle jeg ikke være okay?" spurgte hun roligt, og undrende, men det rolige smil blev på hendes læber.
Aria vidste ikke hvad der fortalte Lynn at hun ikke var okay, Aria havde det helt fint, hun var sund og rask, hun havde endda holdt sig nogenlunde ude af problemer efter hun flyttede ind i huset fordi hun brugte det meste af sin tid på faktisk at leve i stedet for at kæmpe for sin overlevelse.

Aria grinede lidt "det tror jeg gerne på, der er virkelig varmt selvom solen er væk, jeg kunne heller ikke sove i den varme før jeg fik taget min trøje og jakke af, det var alt for varmt" sagde hun roligt og så lidt op på stjernerne, hun lukkede øjnene lidt, ikke for at sove, men bare for at nyde naturen, lydende og at ha Lynn ved siden af sig, hun nød det rigtig meget.
Hun åbnede øjnene og så på Lynn igen "er du okay?" spurgte hun roligt, Lynn havde opført sig lidt anderledes end sidst hun var hjemme, så hun ville hellere spørger.

Hvordan kunne noget der føltes godt være en smule forkert? Følelser var noget Lynn ikke gjorde sig i, hun hadet dem især nu hvor hun prøvede at give plads til at lukke Aria lidt mere ind i hendes indre. Der var bare visse ting hun ikke ville snakke om, så som hendes mørke fortid. Der var ingen grund til at komme ind på den ting igen. Hun kunne ikke lide sig selv den gang, nu havde hun jo et formål med at leve. Kunne en af grundende være Aria også? Hun havde aldrig tænkt over det før, måske fordi hun ikke ville bryde sine tanker med den slags, alligevel dukkede de op i ny og næ.

"Dit hjerte... det slog et slag over.. Du er ikke dårlig eller noget vel?" straks drejede hun sig skråt i sædet og lænede sig lidt frem imod Aria. Hun lagde en hånd på Arias pande for at mærke om hun havde feber. Ja okey hun var da klam og svedig med hun virkede ikke opkogt eller noget. Hun virkede helt normal hvis man lige så forbi det hjerte der lige havde slået et slag over.

"Du er sød når du sover.. siger det bare" kom det fra hende og den bekymrede mine blev fjernet fra hendes ansigt kun for at blive erstattet med et lille smil. Forhåbentlig så Aria ikke for meget, men det var ikke svært at se på grund af den lyse måne der oplyste hele haven. Hun fjernede endelig hånden fra Aria's pande og lagde den på hendes kind inden Aria overhovedet havde lænet det tilbage og lykke øjnene. "Måske du skulle sove lidt mere" kom det fra hende og trak hånden helt til sig. Straks rettede hun sig tilbage i en ordentlig stilling og lagde det ene ben over det andet så det hvilede på knæet mens hun satte et par follede hænder på det øverste knæ.
"Jeg.... Har aldrig haft det bedre" kom det fra hende og kiggede lidt ned på hunden hun stadig havde glemt navnet på.

Aria ville gerne mere ind på livet af Lynn, lære hende bedre at kende, men det var som om at hver gang hun kom tæt på så lukkede Lynn i igen, og hun kunne ikke helt forstå hvorfor, var det noget hun gjorde? hun kunne ikke regne det ud.
Aria kunne selvfølgelig prøve at læse Lynns tanker, men ville det ikke være det samme som tvang? Aria ville helst ikke tvinge Lynn til noget.

Aria smilede og kunne ikke lade vær med at grine lidt "det sker en gang imellem, men nej jeg er ikke syg" sagde hun roligt, og hendes hjerte sprang endnu et slag over da Lynn lå hånden på hendes pande, jo hun var varm, men det var på grund af vejret.
Arias vejrtrækning og hjerte regerede på Lynns hånd da den ramte hendes kind.

Aria grinede lidt og så på Lynn "ser du på mig mens jeg sover?" spurgte hun tydeligt drilsk og for sjov, hun havde ikke noget i mod det.
Aria smilede til hende "måske, men jeg vil heller sidde her ude sammen med dig" sagde hun roligt og smilede da Lynn sagde hun måske skulle sove noget mere, men Aria ville ikke sove, hun ville hellere blive ude sammen med Lynn.

Hun nikkede roligt og fulgte hendes blik ned på hunden "Max har også savnet dig" sagde hun roligt og smilede inden hun så på Lynn igen.
Hendes mimik blev lidt mere alvorlig "du ved du altid kan tale med mig hvis der er noget der plager dig....ikke?" spurgte hun roligt, stadig med et roligt smil, men også lidt alvorlig, for det var rigtig nok, der var ikke det Aria ikke ville gøre for Lynn, og hun lyttede gerne hvis Lynn havde brug for at tale om noget.

Hvis ikke Aria var syg.. hvad var det så? Hendes hjerte slog et slag over igen, og Lynn lagde mærke til det med det samme. Det var virkelig mærkeligt. Måske havde Aria en ukendt sygdom? Manglede hendes hjerte blod? Havde hjertet det okey til at blodet løb rundt i kroppen på hende??? Nej det måtte være noget andet, det var jo ikke fordi Aria havde mistet bevidstheden hver gang Lynn havde spist af hende. Så det måtte være noget andet, men hvad??? "Er De... eller nej.... er du sikker på at du er okey?" enndu engang glemte hun at Aria ikke var helt til den der fine snak og havde derfor rettet De til du. Selvom det smagte mærkeligt i munden på Lynn. Hun havde jo ikke lige frem brug for at sige du til alle og enhver. Faktisk var det kun Aria hun sagde du til. Alle andre var det Du og Dem.

Lynn kunne ikke lade vær med at smile en smule til Aria, om end hun havde lyst til at fjerne hænderne fra hendes knæ og omfavne Aria gjorde hun det ikke, i stedet beholdte hun sit smil og kiggede på hunden. "Naaah. Det var bare.. et rent tilfælde. Du sov så sødt da jeg kom" svarede hun og smilte fortsat. Hvad kunne hun drømme om? Hun havde virkelig et ønske og et håb for sin fremtid, men hun ville aldrig omvende Aria, ikke engang selvom Aria så tiggede om det. Dette her var en pine i sig selv. At Aria ville forlade hende, finde en anden, så ville Lynn stå tilbage med et hjerte der var knust i tusind stykker, og chancen for at gøre noget dumt var stor. "Aria... du har brug for din søvn. Jeg er her også når du vågner" svarede hun og drejede endelig hovedet for at kigge på Aria.

Da navnet Max lød kiggede hun lidt mærkeligt på Aria til en start inden lyset gik op for hende. "Max.. det var det hunden hed.... jeg ser i er blevet gode venner.. altså i lå jo helt op og ned af hinanden" svarede hun og drejede hovedet tilbage til Max som let og lydløst slog halen ned i den tørre græsplæne som Lynn tydeligt kunne høre. Max løftede kort hovedet op men lagde det hurtigt ned igen og bjæffede kort for at få opmærksomhed. "Aria.. der er intet at snakke om, jeg har det... fint. Alt er fint... virkeiig" det var en stor fed løgn, det kunne bare ikke høres på hende. Hvis hun nu bare fortalte sandheden og gik til betændelse om hvad hun virkelig gerne ville have... ja så vidste Aria da hvor hun stod. Men tanken om et knust hjerte forhindrede Lynn i at være ærlig. Aria var ung, lige så ung som Lynn da hun første gang mødte sin skaber. Hvordan hendes skaber havde manipuleret hende til noget hun senere ville fortryde. Ville hun gøre det samme med Aria?

Aria så på Lynn "jeg er helt okay, hvorfor skulle jeg ikke være det?... og hvis du har det bedre med at sige De til mig så er det okay, så længe det er okay jeg siger du" sagde hun roligt og smilede til hende.
Aria vidste godt hvorfor hendes hjerte sprang et slag over når Lynn rørte hende, og hvorfor hendes vejrtrækning blev underlig, og til tider nærmest stoppede når hun så på Lynn, Aria havde trods alt haft siden vinter til at tænke over tingene, og hun var ikke længere i tvivl om sine følelser for Lynn, dog ville Aria ikke tvinge Lynn til noget, hun vidste at det var en svær ting for Lynn at snakke om.

Aria grinede en lille smule "ja, jeg var blevet træt efter at ha arbejdet hele dagen, og så falde jeg i søvn på sofaen, det sker en gang imellem" sagde hun roligt og smilede, det gjorde hende ikke noget at Lynn havde set på hende mens hun sov, Aria kunne godt li at ha Lynn hos sig, selv hvis hun sov.
Aria så på hende og ingen tvivl om at Aria var træt "det ved jeg... men vil heller være sammen med dig" sagde hun roligt og smilede til hende "jeg kunne selvfølgelig også bare ligge mig til at sove på dit skød ligesom den første nat vi mødtes" sagde hun drillende og med et meget drilsk smil på læben, hun havde ikke glemt den nat de mødte hinanden, hvordan Lynn allerede der havde bedst Aria om at stikke af fra hende, men i stedet var endt med at drikke af hende, Aria tilbød sig selv som madpakke allerede den nat, og hun havde aldrig fortrudt det.

Aria grinede da Lynn tydeligt ikke kunne huske hvad Max hed "havde du glemt hans navn?... men ja, han følger mig over alt, selv når jeg skal ud i byen så følger han efter mig og venter pænt ude foran butikkerne mens jeg handler, han er blevet min bedste ven, og han hjælper mig på de dårlige dage når vi er her hjemme" sagde hun roligt og smilede mens hun så på Max og kastede en godbid til ham som han greb med munden, hvilket fik Aria til at smile endnu mere. Ingen tvivl om at hun holde rigtig meget af Max.

Aria vidste ikke helt om hun skulle tro på at alt var okay med Lynn, de små pauser i hendes sætning virkede underlige, men hun ville ikke presse hende til at sige noget, så hun nikkede bare "okay, men skulle der nogensinde ske noget, så er jeg her for dig" sagde hun roligt og smilede til hende.

Det hele virkede bare lidt underligt, hvorfor skulle Arian hjerte springe et slag over uden grund?! Der måtte være noget, et eller andet underliggende aria ikke vidste noget om. Måske var det alligevel bedst de tog hen til healerhuset? Det hele virkede lidt mærkeligt, måske var det bedst aria fik det undersøgt til bunds, for Lynn anede simpelthen ikke noget om det menneskelige anatomi, dyrs det var en anden sag, men ikke menneskers. Hun anede jo ikke engang om hendes salver og miksturerne virkede på mennesker. Ja hun havde da engang smurt en salve på Arian hals, men det havde da virket ikke sandt? Egentlig anede hun det ikke, for hun var gået inden Aria overhovedet var vågnet op om morgen. 
Et blik gled over på Aria og smilet på hendes læber var fortsat ”Det er okay, jeg skal bare lige vende mig til det. Du skal jo tænke på jeg har levet i flere århundrede og har altid talt sådan. Jeg ligger det nok aldrig fra mig” kom det fra hende i et mindre grin. Man kunne ikke rigtig sige at hun var fulgt med tiden i tale eller i tøj. Det næsten altid sorte korset blev båret uden på kjolen, eller i hvert fald for det meste. Kjolerne var altid lige lange og kunne somme tider være meget afvisende fra den ellers så anderledes kultur end hendes egen. I hvert fald når man så på de mørke farver på kjolerne, eller hvis der var tyl på underholdning der fik den til at puffe lidt i bunden.

”Jamen dog. Hvad har du formået at bruge tiden på? Nu arbejder du vel ikke stadig på den der kro vel? Jeg har jo sagt du får krystaller af mig som for at holde huset, og ja… haven var egentlig ikke nødvendig, men den har du endda ogsåklaret.” hun drejede hovedet og kiggede lidt rundt, der manglede nogle blomster eller måske nogle roser, måske hun skulle få aria sendt hen til markedet og købe nogle blomster eller roser. Altså når Aria havde sovet lidt mere. 
”Iih ja, det ville være passende, sådan at ligge hen over mine Ben når jeg sidder på en stol. Altså Aria, det kan du da ikke, det ville være for mærkeligt” kom det fra hende og grinte igen. Egentlig ville hun gerne have det, men hun sagde det ikke højt. Nogen ting skulle bare holdes for sig selv, i stedet for at lade tankerne flyve ud af munden. Nej nej hun var jo en dame med manere stadig, om end at hun var vampyr! Det eneste hun sådan havde lagt fra sig var at først tale når man blev talt til. Næh nej sådan var Lynn ikke mere! Nu sagde hun hvad der passede hende, og ingen skulle nogen sinde betvivle hende!

Som Aria kastede godbidden kiggede Lynn lidt over på,at og blev en anelse flov uden det kunne ses. ”Ja altså.. lidt måske.. der skete bare en masse der hjemme så, ja altså.. ja… det gik lidt i glemmebogen hvis man kan sige det sådan.” det var jo ikke fordi at hun ikke ville huske Max, men de havde heller ikke ligefrem skrevet om ham. Lynn havde jo sagt at Aria måtte beholde ham hvis hun ville, og Aria havde joværet glad for det ved deres sidste møde i vinters. Åh det møde… hvordan Lynn dog længtes efter at mærke Aria igen, at mærke hud mod hud kontakt, eller bare atkunne sige tingene lige ud! Men nej hun måtte holde sig i skindet! I stedet drejede hun hovedet og kiggede på Aria, Lynn havde aldrig knyttet bånd til nogen andre end urtekræmmersken for så mange århundreder siden, hverken dyr eller mennesker eller andre væsner for den sags skyld, fik lov til at komme så tæt på hende, alligevel havde Aria fået en særlig plads i hendes ellers så kolde hjerte. ”Det er da dejligt for jer, at han lige frem er lydig er kun en god ting. Det er raratat have nogen i sit liv og dele hverdagen med ikke sandt?” ja så skulle Lynn vidst tage og holde mund inden hun sagde for meget! Sådan næsten at plapre  løs om sine egne følelser! Nej det gik da slet ikke! 

Aria kunne sagtens forklare Lynn hvorfor hendes hjerte sprang slag over, hun kunne endda også vise hende det hvis hun blev for nysgerrig, men lige nu virkede det til at hun ikke spurgte mere ind til det.
Hun nikkede til det Lynn sagde "det er helt okay, du tager bare den tid du skal bruge" sagde hun roligt og smilede til hende, Aria var enlig ligeglad med om hun sagde du eller De til hende, hun var bare glad for at kunne snakke med hende igen.

Aria grinede lidt "nej, dog ikke, bare rolig, jeg har sagt op på kroen, men udover jeg holder huset her, og haven fordi den er trods alt en del af huset, så har jeg hjulpet nogen dyr engang imellem, og så hjælper jeg Leonore i klinikken engang imellem, hun er helbreder og jeg hjælper hende en gang imellem, hun er lidt som en slags mor for mig" forklarede hun roligt og smilede til hende.
Aria grinede "nej, det kan jeg nok ikke.... men du kunne jo gå med ind, selvom man ikke sover så kan man stadig godt putte med en anden" sagde hun stadig med det lidt drilske smil, men hun mente det også. Aria kunne ikke få et rigtigt svar ud af Lynn, så hun måtte i stedet prøve sig frem og se om hun kunne gætte sig frem til hvor de stod henne. Aria ville elske at sove i Lynns arme, eller bare at ligge hos hende ville Aria elske.

Aria grinede lidt "det går nok, jeg skal nok huske dig på det når du glemmer det" sagde hun roligt og smilede til Lynn inden hun så på Max.
Hendes smil falmede en lille smule mens hun så på Max "tja, det er vel rart nok, selvom det ville være bedre med en som faktisk kunne svare en når man talte med dem... men indtil da så har jeg Max, og jeg er rigtig glad for ham, selvom det ikke er det samme som at ha en at snakke med" sagde hun roligt og smilede lidt over Max som så op på hende og lovrede med halen.

Der var ingen grund til at svare på tiltalende omkring Arian lille besked. Hvis hun ville kalde Aria for Du eller Dem kunne hun gøre det, men for nu prøvede hun at gøre det Aria ville have, det var vel bedre at følge bare en skule med tiden ikke sandt? Måske en ny kjole ville få hende til at følge lidt med, men nej hun havde masser af kjoler! Det var jo det eneste hun gik i, selv om vinteren! En dame gik dog aldrig ned på kjoler! Måske hun skulle finde en god skrædder når hun nu alligevel var her!

Hun lyttede til Arian fortælling og hun nikkede lidt nogen gange de rigtige steder. Hun lod blikket glide lidt rundt på haven, den manglede i den grad et frisk pust! Men nu havde Lynn ikke ligefrem grønne fingre. Hun dræbte blomster bare det hun rørte en smule ved dem. Nej dyr vidste hun hvad var! Det kunne hun finde ud af, og det var der hendes mål var for livet, at passe og pleje dem! ”Jaså? Du har da nok at se til, og hvad med værelset? Er det sagt op?” Aria kunne ikke mørke syrernes smerte som Lynn kunne takket være halskæden, en halskæde hun sjældent tog af. ”Hvis jeghar med ind, ligger dydig så til at sove?” Aria skulle virkelig sove noget mere! Det var midt om natten, i en varme der var mere end rigeligt, ikke at Lynnkunne mærke varmen på hendes kolde hud. Sommetider savnede hun virkelig at være menneske. At kunne mærke varme og kulde, at kunne smage ting uden at blive dårlig af den mindste smule menneskeføde. 

Aria savnede nogen at snakke med? Var det rigtigt forstået? Havde Aria ikke nok selvskab i sit liv? Hun havde vel ikke kun hunden Max og denne kvinde hun såsom en mor for hende? Der måtte vel være andre? Var det derfor Aria havde skrevet så meget, fordi hun manglede menneskekontakt?nej det var vel ikke rigtig. Så ung en pige kunne da ikke savne den slags? Der var sikkert masser af muligheder når man var så ung! Det var jo ikke ligesom den gang Lynn selv var en ung pige på, hvor man kun svarede når der blev talt til en. Aria virkede i hvert fald ikke som den type. Aria var vel mere frembrusende og åbnede munden når hun tænkte på noget, eller havde Lynn bare taget fejl af hende? ”så du tror ikke at Max svare dig? Han forstår dig mere endnu tror Aria, nok kan han ikke tale men han tænker, han er lydig,og har en god pels og vejer hvad han skal. Du passer ham godt, men betvivl ikke athan ikke snakker til dig…. Hvis du er ked af det, kommer han så ikke? Hvis du er lidt presset kommer han så ikke? Hvis du har brug for lidt omsorg, eller at afbræk kommer han så ikke og fortæller dig det ved legemer andet?” Lynn havde haft nok sømanden hunde hjemme hos sig selv, til at forstå deres tankegang. Hun var måske bare den mærkelige vampyr der søgte dyrs kærlighed og omsorg med lidt græs i håret eller lidt hø, frem for det menneskelige kontakt hun egentlig til tider savnede.

Aria så på hende og nikkede roligt "jeg har sagt værelset op og flyttet mine ting her hjem, jeg har også taget et af værelserne og gjort til mit eget. Jeg har også talt med en blomster handler, jeg skal ned og hente nogen blomster i morgen, og så har jeg nogen få ærinder i byen, jeg ville normalt spørger om du ville med, men tror det er bedste jeg tager af sted selv, med hensyn til solen" sagde hun roligt og smilede til hende, hun havde selv sørget for at skaffe blomster til haven og så havde hun nogen små ting som hun skulle hente også, hun vidste ikke at Lynn kom så hun havde ikke planlagt ud fra det.

Aria nikkede "hvis jeg kan sove i den her varme så ja" sagde hun roligt og smilede til Lynn "men det er kun hvis du vil, jeg vil ikke tvinge dig til noget" sagde hun roligt, hun kunne godt høre at hun havde fået det sagt så det nærmest blev tvang, men hun ville ikke tvinge Lynn til noget som helst over hovedet, hun ville bare gerne putte med hende.

Aria lyttede til det hun sagde og nikkede lidt "jeg ved godt at han forstår mig, og han svare ved handlinger, men det er ikke den samme nærvær som man kan ha med en anden person... jeg elsker Max og han er dejlig, men der er stadig ting jeg godt kan savne... men det kommer nok en eller anden dag" sagde hun roligt og rejste sig fra stolen, hun strakte sig og så på Lynn, inden hun rakte en hånd frem mod Lynn "vil du med indenfor eller vil du blive her ude?" spurgte hun roligt og smilede til hende, Aria håbede at Lynn ville med ind og ligge hos hende, men hun kunne også godt forstå hvis Lynn gerne ville blive udenfor og nyde natten inden solen stod op.

I det mindste havde Aria lyttet og forstået hensigten i at Lynn bare prøvede på at hjælpe hende, det havde været en god ting at få Aria til at flytte ind, at hun lige frem havde taget et af værelserne og gjort til sit eget kom virkelig som en overraskelse, egentlig havde Lynn bare tænkt hun ville sove på sofaen for ikke at ødelægge atmosfæren, eller noget i den dur. Hun bed sig lidt i læben og nikkede så. ”Hvor dejligt, hvilket et af værelserne tog du så? Ikke at det gør noget, det er en god ting at du har brugt tiden til at dekorere dit værelse til noget du kan lide.” svarede hun og kiggede lidt på hende med et smil. Faktisk have eLynn mest no’ håbede på at Aria var flyttet ind 8 hendes værelse for tryghed. Men den tanke kom aldrig ud over hendes læber. Aria skulle j9 ikke tro at hun skulle forvente et eller andet, mest fordi Lynn var lige så forvirret over de mange tanker hu; havde omkring Aria og hende, og ikke mindst det Aria gjorde ved hende når de var i samme rum! ”Blomster? Det er sjovt du siger det, havde slev tænkt på du skulle købe nogle blomster, og lidt roser… men du har tydligtvis helt styr på det….men ja solen er nok et problem… men.. altså.. jeg vil da gerne med, hvis du altså… sådan vil have det.” hun kiggede lidt på Aria og selvom hum havde været lidt tøvende i stemmen havde hun et fast ansigt der udstrålede Athen mente hvad hun sagde. Egentlig kunne Aria bare sig nej, og Lynn havde trods alt taget en paraply med fra Zicron så det dækkede lidt mere for solen end blot en fin garder klart ville ødelægge hendes elskede hår!

”Aria… hvad savner du?” spurgte hun nysgerrigt og kiggede lidt på hånden der blev rakt ud til hende. Hun overvejede kort ikke at tage den, men alligevel uden at have gjort tanken færdig rørte Lynn ved Atias hånd og tog den med sin kolde. Hun klemte den kort og rejste sig op. Ryggen var mindst lige så stiv som altid og hun rejste sig ikke op ved at læbe sig frem, nej nej, etikette det var sagen! ”Kom” svarede hu; og vendte sig om for at hive Aria med indenfor. ”Kom Max” kort klappede hun på låret mens hun gik hen imod døren med Aria i hånden. Hun bevægede sig direkte Henri sofaen og satte sig nedprioriteret den, hun slap automatisk Arias hånd or satte benet over det andet igen og klappede på låret for at vise Aria skulle ligge sig, sofaen var alligevel stor nok til at Aria kunne ligge sig nu hvor Lynn sad helt ude til venstre i nærheden af havedøren. Max kom luntende indenfor lige hælene på Aria men vendte dog om for at ligge sig ned foran havedøren med hovedet ud over kanten.

Aria smilede til hende "har taget det tæt på dit, jeg tænkte det var smart i tilfælde af at du var her og der skete noget, så var vi tæt på hinanden, jeg har ikke sovet så meget der inde, men jeg har det" sagde hun roligt og smilede til hende, hun havde mest sovet enten på sofaen eller på Lynns værelse når hun virkelig savnede hende, hvilket skete tit.

Aria grinede lidt "jeg har tænkt på det et stykke tid, jeg har bestilt lidt forskelligt så haven får lidt farver... du må gerne gå med, ville elske at ha dig med, vi skal bare passe på solen" sagde hun roligt og smilede til hende.
Aria ville ikke ha der skete Lynn noget, så selvom solen ikke skadet hende, så ville Aria stadig ikke resikere noget, og slet ikke at Lynn skulle blive genkendt som vampyr, hun ville helst ikke ha vagterne efter hende.

Aria så på hende da hun spurgte hvad hun savnede, var det nu hun skulle være ærlig? Aria bed sig lidt i læben og hjertet hoppede en smule "det handler ikke om hvad jeg savner... det handler om hvem jeg savner" sagde hun stille, nu var den del sagt, for det handlede ikke om hvad hun savnede, det handlede om en person hun savnede, en helt særlig person.
Arias hjerte sprang kort et slag over som Lynn tog hendes hånd, og vejrtrækningen stoppede kort som Lynn træk hende med indenfor, hun smilede og fulgte med.
Aria havde stadig kun sin top på og bukser, selv i det havde hun det meget varmt, og man kunne godt mærke på hendes hud at hun havde det varmt, Aria kunne ikke mærke kulde, men hun kunne godt mærke varme.

Aria lod Lynn sætte sig, tjekkede kort til Max og at han havde vand og mad, han havde det også varmt så hun forstod godt han lå i døråbningen.
Aria satte sig i sofaen inden hun lå sig ned og lå hovedet på Lynns skød. Hun lå på ryggen så hun kunne se op på Lynn.

Havde Aria taget eg værelse tæt på hendes? Det var da en overraskelse, ikke at det gjorde hende noget, dog kunne hun smide Aria ud en hver tid hun ønskede det, men på den anden side havde hu; ikke lyst. Hvorfor skulle hun smidemaria ud? Ikke at Aria ikke ville kunne klare sig alene, for hun var tydeligvis en pige med Ben i næsen, og klart en der nok skulle finde ud af at overleve for sig selv. I stedet for at sige noget nikkede hun blot til Aria. For en gangs skyld var hun glad for at huset ikke lå tomt når hun ikke var i Dianthos, det var rart at der var nogen som passede hjemmet, eller at hun ikke skulle føle sig ensom, det varsl ikke fordi at Dianthos vrimlede med syge eller halvdøde dyr. Folk her var gode til at passe deres dyr!

I det mindste var Aria glad for tanken om at have Lynn med. ”Ja, ja. Solen er et problem, men bare rolig, jeg har en større paraply med der skulle dække min hud. Om end at den mere ligner en parasol end noget andet. Vi skulle nødig have at jeg brænder op ikke sandt? Hvilke blomster skal du hente?” hun vil”e nyde at se farverne i haven om aften eller se ud på haven i dagslyset, selvom hun ikke ville kunne se ret meget, for slet ikke at snakke om at gå ud i solen. Forhåbentlig ville det være gråvejr når Aria vågnede og regne en smule, så slap Lynn da for den store paraply, eller en eller anden hat der bare ikke passede til hende.

Som Aria lagde sig på hendes lår, lod Lynn en hånd glide hen over panden på Aria og fjernede en tot af hendes pandehår, for at smide det ud til siden mens hun smilede til hende. ”Savner du dine forældre?” et eller andet sted vidste Lynn jo godt at det egentlig var hende Aria savnede, men Lynn var stadig halvt forvirret over sine egne tanker og følelser. Hun kunne bare ikke helt forlige sig med tanken om at hu; på ettidspu kt skulle leve et liv med knust hjerte og gå i sort, lave dumheder, og begå mord eller vold. Tanken skræmte hende atblive hendes gamle morderiske og vrede jeg. Hvem sagde ikke det skete hvis hun skulle hvad et knust hjerte, som måske og måske ikke ville hele?

Aria ville elske at kunne tage Lynn med en tur ud i byen og hente de ting hun ville hente, men hun ville også gerne passe på hende, så hun skulle nødig brænde op eller få det dårligt på grund af solen.
Aria smilede lidt "helst ikke, jeg gider virkelig ikke se dig brænde op" sagde hun roligt og smilede lidt til hende.

Aria tænkte sig lidt om "øhm.... jeg kan ikke huske det helt i hovedet, jeg bestilte lidt forskelligt, men jeg har det på en liste, jeg kan hente den hvis det er?" sagde hun roligt og smilede til hende.
Der var bestilt en del, de skulle gerne fylde lidt i haven så den blev pæn og farverig.

Aria kunne godt li at ligge på Lynns skød, hendes hjerte sprang endnu et slag over som Lynn fjernede en tot hår fra hendes pande, hun så op på Lynn med et roligt smil, men smilet falmede da Lynn nævnte hendes forældre og hun drejede hovedet så hun så væk fra Lynn, hun lå sine arme om sig selv så hun holde om sig selv "nej.... dem kommer jeg aldrig til at savne" sagde hun svagt og alt i hende kunne mærke sorgen og vreden vælte ind over hende, hun hadet sine forældre, selv hendes søskende kunne hun ikke fordrage. Den eneste fra hendes biologiske familie hun savnede var hendes tvillingesøster, alle andre i hendes familie var hun ligeglad med.
Tanken om hendes biologiske familie satte en masse dårlige og mørke tanker i hende, og hun savnede dem bestemt ikke, tværtimod håbede hun på de var døde et eller andet sted, selvom hun godt vidste at det var de ikke.

Hendes mor og søskende var alle flyttet fra byen, men hendes far boede stadig i Dianthos, hun havde set ham en gang imellem gå fuld hjem fra en kro, men han havde heldigvis aldrig fået øje på hende, men hun vidste at han stadig var i byen et eller andet sted, han var for det meste kun ude om aften, om dagen sov han sikkert rusen ud hvis hun kendte ham ret.
En enkelt tåre løb ned af hendes kind ved tanken om ham, hun lukkede øjnene for at stoppe tårene, hun ville ikke græde mere over ham.