Med et kort i sin lomme og en ittebitte rygsæk var Sunuzura endelig kommet til Fredskilde, som Ebbe havde foreslået hende. Kortet i hendes lomme havde mange, mange streger for hver dag der var gået på hendes rejse fra hun var blevet sat af af Ebbe ved Dianthos bymure. Hun havde levet på de få krystaller, som Ebbe havde givet hende, og hovedsageligt sovet langs de store veje. Hun var aldrig blevet mødt af banditter og turen havde faktisk været utrolig fredfyldt med enkelte folk der havde tilbudt hende hjælp på vejen; ikke at hun var god til at tage imod den.
Nu stod hun dog ved byen, og som hun gik ind, bemærkede hun da også, hvordan nogle så lidt på hende. Zircon, Safiriens storby, havde hun gået uden om, så det her var den første by hun oprigtigt gik ind i. Det folk bemærkede, var nok ikke hvordan hun gik klædt; at håret var bundet i nakken med en lædersnor, og at hun bar alt for stort tøj, som hun var blevet foræret. En blå-grøn skjorte og nogle mørkebrune bukser. De bed nok mere mærke i arene, det dårlige øje, den korte arm og selvfølgelig den grønne hud. Hun prøvede først at finde ud af om der var et bestemt sted hun kunne slå sig ned, men jo mere hun gik rundt i landsbyen, jo mere endte hun i at komme væk fra centrum og fandt sig til sidst gående mod en gård.
Hun tænkte ikke meget over hvordan folk havde ejerskab over deres ting og dyr. Hun var trods alt vant til at alt tilhørte Mørket - selv hende. Så normalvis var der jo ikke et problem i at hun hilste på Mørkets dyr. Så derfor stoppede hun da også ved den ko, der stod lige ved et led ind til dens indhegning. Hun førte sin venstre arm ind over hegnet, så koen kunne snuse til den, mens den gumlede. Hun smilede lidt, som hun kunne mærke dens vejrtrækning mod hendes hånd.

Fredskildes vilde historie havde ikke sat sit store præg på landsbyen. Det mest bemærkelsesværdige var, at næsten alle bygninger så nybygget ud, men hvis man ikke kiggede efter det, var det ikke sikkert, at man lagde mærke til det. Selv Godtfred, der var født og opvokset i byen, kunne glemme, at byen ikke altid havde set sådan her ud. I længden var det også personerne, der udgjorde byen og ikke så meget husene. Fredskilde var roligheds selv i de daglige dage, og det passede Godtfred glimrende.

Denne dag havde han set sig nødsaget til at gå ind til byens centrum og gå på markedet. Godtfred manglede ny, frisk jord til sine æbletræer, som han satsede på ville komme til at blomstre i år, og hans elskede rive var gået i stykker, men den var efterhånden så gammel, at det bedre kunne betale sig at købe materialerne til en ny i stedet for at forsøge at reparere den gamle. Rivehovedet var ved at blive rusten, og rust hjælp hverken planterne eller jorden.
Størstedelen af hans dag var derfor forløbet i byen, men det var ikke det, der gjorde hans dag interessant. Med en trillebør fyldt til randen med jord, et nyt rivehoved fra sin svoger, en god solid kæmp til rivestangen og sin pibe i munden havde Godtfred resolut sat snuden mod hjem, hvor han blev mødt af noget, han aldrig havde set før: En grøn kvinde der kælede med hans ko. Han ulmede på tobakken, der blev rødglødende, før han åndede ud, og han satte trillebøren på jorden. Godtfred trak piben ud af munden for at være nogenlunde forståelig, da han henvendte sig til den grønne dame:
“Nu er De vel ikke ude på at stjæle min ko?”

Sunuzura havde været helt optaget af koen, at hun ikke havde hørt at der var nogen der var kommet i nærheden. Derudover, så var personen, som var kommet tættere, på hendes dårlige side. Hun havde altså slet ikke set ham. Derfor sprang hun altså væk fra hegnet og koen, hvilket også forskrækkede koen. Hun sørgede dog for at vende sig i sit hop, så hun så mod personen, der var kommet tættere på hende.

“Nej, nej, jeg ville-” Stemmen var en anelse hæs og bar en kendetegnende orkisk undertone. Hun slikkede sine læber som hun prøvede at finde de rette ord. “Ville hilse,” Nej, det var ikke fordi koen var hendes bedste ven fra et andet liv, men det var vel ligesom alle dem, der skulle hilse på de tamme hunde, ikke? Hun følte bare hun havde en forståelse for dyr, der gjorde hun var draget til dem. Hun løftede den korte arm for at rette på en tot hår, kun for at minde sig selv om, at hun ingen fingre havde på den arm og byttede på hvilken arm der rettede på totten. “Hvor længe har du haft den?” undrede hun sig og pegede mod koen. Hun var desværre ikke lærd nok til at overveje at tale dis eller dus. Bare det at hun kunne formidle sig nogenlunde på krystaliansk var et vidunder. Hun ville oprigtigt gerne vende tilbage til at hilse på koen, men den havde trukket lidt længere væk fra hegnet, og hun havde ikke lyst til ikke at have manden i sin synsvinkel, hvilket var svært når man kun havde et godt øje.

Den grønne kvinde virkede temmelig overrasket over at se ham. Godtfred gik ud fra, at det måtte være på grund af hendes ene dårlige øje, og han havde taget hende med bukserne nede, så at sige. Det havde ikke været hans mening, og den dårlige smag af samvittighed bredte sig i hans mund. Han pulsede på sin pibe, mens han holdt øje med sin ko – kreativt navngivet Ko – som var trisset væk fra hende for at græsse videre. Køer var da egentlig temmelig dovne, men de mindede meget om hunde, havde Godtfred opdaget i de få år, han selv havde ejet en.
“Ikke ret lang tid. Under to år”, piben hang ud af hans mundvige, mens han kløede sig i det rødkrøllede skæg, “En ganske fin ko. Hun gør det godt”.
Blikket røg fra ko til kvinde, som han begyndte at studere nærmere. Der var tre overfladiske ting, som slog ham: Hun var grøn, hun manglede en halv arm, og hendes ene øje var i ude. Kiggede man udover det, kunne Godtfred se en kvinde, der var faret vild i mere end en forstand, og den slags havde han aldrig kunnet lade være med at stå for. Folk, der havde brug for hjælp, måtte og skulle han hjælpe. Det hev og sled i ham for at sige noget, gøre noget, så han kunne være til hjælp. Han vidste bare ikke hvordan.

Godtfred hankede op i sin trillebør.
“De kan hjælpe mig med at fodre hende om lidt. Græs er godt, men hun skal have mere næring. Øjeblik”, han begyndte at skubbe trillebøren mod gårdspladsen, der ikke lå langt fra koindhegningen. Trillebøren blev sværere at skubbe i det sandede og stenede terræn, men Godtfred fik kæmpet trillebøren på plads og væltede tingene ud af den over i et hjørne, før han trak den nu tomme trillebør med sig hen mod laden for ar finde det korrekte foder. Ingen af hans dyr skulle nogensinde gå sulte i seng – det skulle han nok sørge for.
Kort efter kom han tilbage til Ko, og han stillede resolut trillebøren ved indhegningen. Den var ikke engang halvt fyldt.
“Det skal spredes lidt udover det hele. Hun har godt af at træne sine sanser”, mens Godtfred talte, tog han en håndfuld af foderet. Det var små bunder af forskellige godt – blomster, halm, grøntsager – som han kastede indover hegnet. Der gik ikke mange sekunder, før Ko var i fuld fart med at finde sine godbidder.

Sunuzura lagde mærke til at manden sugede på noget han havde i munden - eller pustede han? Uanset hvad vækkede det lidt hendes interesse i at finde ud af hvad det var, og om det havde noget formål. Hendes øjne så dog mod koen, som han komplimenterede at den gjorde det godt. Hun prøvede at vurdere hvad den gjorde godt, for hun var selv vant til at dyrene havde et formål, og ofte var det formål, som hun var bekendt med, at skulle være til krigsførsel. Men en ko var da ikke så god i krig, var den? Måske med den rette træning kunne den godt være bundsolid, men Sunuzura var overbevist om, at de var for dovne og for meget deres egen herre, til at man umiddelbart ville kunne bruge dem til det formål. Selvfølgelig, så havde hun fået fortalt hvad køer havde til formål før, men eftersom det ikke var et dyr hun havde beskæftiget sig med i Mørket, så havde hun ikke skrevet det bag sit øre, som så mange andre dyr.

Hendes blik var dog kun på koen indtil hun hørte hvordan han bevægede på sig, og hendes blik rettede sig tilbage på ham, næsten parat til at der skulle ske noget. Hun så dog, hvordan han blot havde hanket op i sin trillebør, og kunne derfra hvile sine skuldre igen. Tilbuddet om at hjælpe med at fodre koen fik hende til at blinke af overraskelse. “Okay,” lød det, som hun blev stående, men hun fulgte ham ved at dreje hovedet efter ham. Som det virkede til at han forsvandt fra hendes syn vendte hun sin opmærksomhed tilbage til koen og studerede hvordan den gik og græssede. Denne gang hørte hun lyden af trillebøren og vendte sin opmærksomhed tilbage mod ko-ejeren for at se hvad han kom til hende med. Hun så på foderet som han holdte det i sin hånd og fik selv lyst til at røre ved det. Som hun lyttede og så hvordan han kastede det fik hun fornemmelsen af at han ville have hun skulle gøre det samme. Hun lod derfor den ene hånd gribe om foderet, og lod sin tommelfinger glide over fodret, inden hun forsøgte at kaste det ind over hegnet. Som højrehåndet, og kaste med venstre, gik det som forventet: Hun fik ikke kastet det særlig godt og det var ikke så godt fordelt som ko-ejeren havde gjort det selv. “Jeg, eh,” hun løftede den korte arm, som hvis ikke han havde opdaget den manglede i forvejen, “Jeg er… Højrehåndet,” ordet lå langt længere væk i hendes ordforråd end hun lige havde regnet med, men hun fik det frem, uden at bruge et andet sprog. Det afslørede selvfølgelig også, at hun ikke altid havde manglet sin højre hånd. Med sin hånd sørgede hun dog for at gribe om en ny håndfuld. “Hvordan klare du det med venstre?” undrede hun sig og havde lidt lyst til at se, om der var forskel. Måske var han så øvet, at det var ligegyldigt?

Kvindens kast var langt mindre upræcist end Godtfreds, og hendes manglende højrehånd viste sig at være problemet. Godtfred trak på smilebåndet bag piben, som han fortsat pulsede på, inden han tog hendes udfordring og greb en håndfuld godter med sin venstre hånd. Det føltes umiddelbart underligt at kaste med denne arm, nu hvor han gjorde så meget af sit primære arbejde med den højre. Alt efter hvilket arbejde det var, var højrehånd førehånden og venstre stabilisatoren. For eksempel når han brugte sin lille lue i solsikkeblomsterbedende, som befandt sig i gårdspladsen: Højre hånd førte luen, mens den venstre holdt hans balance.

Uden at tøve det mindste kastede han sin håndfuld med venstre hånd og konstaterede, at det blev overhovedet ikke ligeså godt, som at kaste med sin højre. Det blev til en mellemting mellem hans og kvindens første forsøg; bedre fordelt, men langt værre end med sin dominante hånd. En brummende lyd forlod ham. Det lød næsten som om, at han undrede sig over, hvor ringe et forsøg det havde været. Nærmest som om at det var kommet bag på ham.
“Ikke meget bedre fordelt end Dem selv, kan vi konstatere”, det virkede dog ikke til, at Ko klagede, “De må gøre det, så godt De kan. Ellers kan De gå rundt om indhegningen og fordele dem langs hegnet.”
Det var trods alt bedre end ingenting. Godtfred tog en håndfuld foder, denne gang med den højre, og kastede det ind til Ko, som stadig var i gang med at tygge. En ko havde jo fire maver, så der var meget at fordøje, når de sådan gylpede det op igen og finfordelte fibrene med deres tunge og tænder. Foderbundterne kunne derfor holde til nogle dage, og Ko kunne få meget sjov ud af at gå og lede efter dem.
“Hendes navn er Ko”

Begge hendes øjne fulgte hans bevægelser, på trods af at det ene var blindt. Han fik kastet, og som de begge kunne vurdere, at det ikke var nær så godt som det første, så hun mod ham som han brummede lidt. Selv, gav hun en mere nynnende lyd fra sig, som var hun enig i, hvad han fortalte hende. Det var stadig bedre end hvad hun gjorde, men det var slet ikke at måle sig med hans højre hånd. Men samtidig, havde hun gjort det med sin dominante og ikke længere eksisterende hånd, så havde hun nok heller ikke gjort det helt perfekt, men stadig bedre end den venstre. Det at ko ejeren havde prøvet at kaste med den ikke-dominerede hånd, gav ham måske også et indblik i hvor svært det var. Han vidste jo lige præcis hvordan man skulle gøre. Han gav hende valgmulighedder, og hun forstod tydeligt, hvad han prøvede at forklare hende, men at forklare hendes valg lå slet ikke godt nok i hendes ordforråd. Hun tog derfor en håndfuld, og inden hun skulle til at kaste det i en anden retning end indtil videre, opdagede hun, hvordan det kunne være lettere, hvis hun havde en spand. Spanden ville hun kunne hænge hen over sin korte arm; hun havde jo stadig albueleddet, hvilket ville sørge for at hun ikke skulle gå tilbage til trillebøren, hvis ko ejeren da ville have spredt det så meget ud. Til gengæld, kunne hun ikke huske hvad en spand hed, hvilket var hvorfor hun valgte at holde sin mund, og kun nævne det hvis hun fandt en spand på et tidspunkt. Hun sørgede for at øve sine kast og finde ud af hvilken teknik han brugte med både albue, håndled og fingre til at sprede det gode foder ud på marken, hun stod på.
Hun trak på et let smil, som han præsenterede koen. “Kreativt,” lød det fra hende. Oftest prøvede folk at tænke så meget ud af boksen, at de slet ikke tænkte på, at de bedste navne var det som dyret var. “Mit navn er Sun Azura,” præsenterede hun sig, efter hun havde kastet en gang. Udtalen gjorde dog, at det lød langt mere som Sunuzura. Hun tænkte ikke specifikt over at spørge ind til hans navn, for følte han sig komfortabel med det, så ville han vel dele det. Hun klikkede lidt med tungen mod ganen, “Koooo,” kaldte hun, før hun kastede en håndfuld mere.

Sunuzura. Et navn der tydeligvis ikke kom fra disse kanter og det samme med den kvinde, som bar på det.
“Det er et pænt navn”, sagde han uden at have forstand på det. Dengang Inger havde været gravid, havde de diskuteret navne – eller rettere Inger havde forsøgt at diskutere navne med ham, indtil Godtfred prompte havde sagt, at han mente, at navnet var ligegyldigt, så længe babyen var sund og rask. Hun havde rullet med øjnene af ham, men smilet og kort efter meddelt ham at hvis det blev en pige, skulle hun hedde Evy eller Katja, og hvis det blev en dreng, skulle han hedde Haldor eller Amund, opkaldt efter Godtfreds storebror. Det havde fået hans øjne til at springe i vand og snøfte ned i hendes gravide mave, mens han hviskede, at han elskede dem begge.

Han lod tobakken brænde ud, eftersom piben mere eller mindre havde været tændt, siden han gik hjem ad fra markedet. Et stop kunne holde et par dage, og efter han havde været aktiv piberyger i flere år, var han kommet op på tre stop på en uge. Piberygning var en kunst, som han havde lært af sin egen far ved udelukkende at studere ham og hans rygevaner, dengang han stadig var i live.
“Mit navn er Godtfred”, fortalte han, mens han lagde sin pibe i brystlommen på sin skjorte, “Og det her er min gård. Må jeg byde Dem noget at drikke?”
Han pegede op mod gårdhuset, inden han så på Sunuzura kalde på Ko, og det fik ham til at trække på de smalle læber i et begyndende varmende smil. Ko havde godt af lidt selskab, eftersom han havde så travlt med så meget andet. Marken, æbletræerne, laden, siloen. Det samme med Kat. Når han endelig ville have lidt kæleri fra sin ejer, var Godtfred ofte beskæftiget med alt muligt andet på nær enkelte aftener, hvor han lå fladet ud i sin lænestol med en god omgang pibetobak og trætte tanker i hovedet.

Et lille nik blev givet tilbage, som et tak for komplimenten om at hendes navn var pænt. Det var et navn, og intet mere. Hun forstod, at dæmoner gik meget op i deres egne navne, og at mennesker virkede til at give meget mening til navne, men Sunuzura, hun var i hvert fald ikke vokset op med en fascination af navne. Navne var til brug for opråb når noget var galt og noget skulle gå ud over nogen. De blev dårligt brugt til kommunikation, udover det.
Ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan ko ejeren bevægede sine arme, hvilket fik hende til at se hen mod ham, og så hvordan han pakkede det han havde haft hængende ud af munden væk. Hun undrede sig stadig over, hvad det havde af formål. Hendes øjne så dog op på ham efter. Hans navn blev gentaget flere gange i hendes hoved, mest af alt fordi hun prøvede at dele navnet op, for at finde ud af hvad det betød. Selvom det måske lå til højrebenet at komplimentere navnet tilbage, var det ikke noget hun gjorde sig i. Men navnet fik hende til at tænke. Benævnelsen om noget at drikke, fik hende til at bemærke, hvor tør hun egentligt følte sin hals var. “Gerne,” lød det fra hende, inden hun fik kaldt og kastet den sidste håndfuld ud til Ko. Derefter lod hun sin opmærksomhed vende tilbage til Godtfred, for at se op mod hans gård. Havde han ikke stoppet hende her ved Ko, så havde hun sikkert ville have forsøgt at undersøge om der var nogen der boede der og bare taget plads et eller andet sted til at sove om natten. Den plan var dog ikke eksisterende længere, men den kunne måske laves om til at hun kunne få lov at slå sig ned. Hun var klar på at følge med ham, hvis han lagde an til at gå op mod gårdhuset, ikke at hun ville have nogle præferencer for hvad der blev serveret at drikke; hun ville være taknemmelig for det hele.

På Sunuzuras befaling - hvilket det overhovedet ikke var, taget i betragtning - satte Godtfred snuden mod sin gård. De gik henover gårdspladsen for at nå til køkkenet, hvor de på vejen fik selskab af Kat, der smuttede med indenfor, så snart Godtfred havde åbnet døren for ham. Han rystede på hovedet, som han gik hen til sit køkken og fandt et stykke stof frem til at tørre sine hænder rene i. Derefter rakte han det til Sunuzura, for man kunne jo ikke vide, hvad man havde haft fingrene i i løbet af en dag. Noget, der tydeligt kunne ses under Godtfreds negle, der var næsten sorte af jord og andet møg. Men sådan var livet, og det kunne ikke betale sig at vaske det, før dagen var omme.
"Er der noget, De vil have? Jeg har te, hjemmebryg, øl... vand, saft", han listede sine valgmuligheder op, som han havde åbnet for skabet med drikkevarer. Godtfred kastede et blik henover sin skulder på den grønne kvinde. Hun så helt malplaceret ud i hans lille landkøkken, men der var ikke tale om andet end en tilvænnings sag. Mens hun besluttede sig, fandt han to krus frem (fra en af de lokale keramiker). Den slags skulle de jo bruge under alle omstændigheder.
"Er De også sulten?"

Selvom Sunuzura fulgte Godtfred, så valgte hendes blik alligevel at beskue alt hvad de gik forbi, for at opsnuse alt hvad de kunne om hvilken stand stedet var i, gemmesteder og hvad der ellers kunne være brugbart, hvis hun skulle opsætte illusioner. Af og til kunne det jo være nødvendigt! Som katten kom dem nærmere, blev hendes blik dog fanget på den og dens kropssprog. Dyr var bare noget hun interesserede sig meget for. Hun fulgte med indenfor og blev rakt et klæde. Det var heldigt hun havde nået at se hvad han selv havde gjort, for ellers havde hun stået som et spørgsmålstegn. Hun tørrede sine hænder af i det og rakte det bagefter tilbage til ham, eftersom hun ikke vidste hvor hun skulle gøre det. Selv var hendes negle ikke de reneste, men de var noget renere, eftersom hun ikke havde hænderne i jorden på samme måde som Godtfred.
Blikket fandt frem til Godtfreds ansigt, som han spurgte om hvad hun ville have. “Hjemmebryg,” svarede hun med et lille smil. Selvom hun af og til havde prøvet nogle ting der var knap så lækre, så havde hun en eller anden idé om, at der var nogle ting hun gerne ville prøve nyt af. Hendes bryn løftede sig lidt, som han spurgte om mad. Hun nikkede først, som svar, “Ja, jeg er sulten,” lød det fra hende, og hun lod en hånd glide hen over maven, næsten som hvis hun prøvede at sørge for at den forsatte med at være stille. Det var ikke fordi hun sultede, hun havde jo været god til at lave sine stop undervejs og få føde, men rejse til fods gjorde altid en sulten, for man fik brugt en masse energi. “Har du noget at byde på?” tillod hun sig at spørge ham, nu hvor han selv havde bragt det på banen.

Sunuzura startede stærkt ud, måtte Godtfred nu mene, men det havde ikke været ligeså slemt, som da han havde en piratkaptajn på besøg. Nej, hvis så bare hun udelukkende havde drukket. Hun havde næsten drevet ham helt pip med sin banden og svovlen, og han havde da bemærket, at nogle af hans hjemmelavede træfigurer var forsvundet, efter hun var rejst sin vej igen. Sunuzura virkede langt mere høflig Vashti, og den grønne kvinde havde knap nok sagt noget.
Ligesom hende var Godtfred stille af natur, hvilket betød, at han ikke sagde noget, da han begyndte at finde mjødkrus og hjemmebryg frem. I hvert fald ikke før han havde stillet det på det lille spisebord i køkkenet. Han havde også en reel spisestue - sådan én var han vokset op med, så sådan én skulle han også have, da han byggede det nye Elbank Grange (eller måske rettere Elbank Husmandssted?) - men der var ingen grund til at spise derinde, når han kun havde én gæst. Faktisk spiste han sjældent derinde. Der var jo kun ham på gården.
"Det kan godt være en smule stærkt", advarede Godtfred i håbet om, at det lød høfligt, og ikke som om han underminerede hende. Nok havde han opbygget en hvis styrke gennem sit landbrugsliv, men han var ikke i tvivl om, at Sunuzura kunne kvase ham, hvis hun ville.
"Men det styrker", han hældte et krus op til dem hver, "Sæt dig endelig ned"
Godtfred slog en hånd ud mod stolene.

"Jeg har en rest rødgrød", Godtfred tullede til det køligste hjørne af sit køkken, hvori han trak en skål ud af et af skabene. For en god ordens skyld kiggede han ned i den for at se, om den nu også skulle være gået hen og blevet dårlig, hvilket der ikke var de store chancer for, eftersom portionen var blevet lavet dagen før, og der var så meget sukker i, at det kunne holde sig en rum tid. Nej, det sværeste ved rødgrød var at holde dyr og utøj ude af sin mad; derfor klædet, der var pænt smidt henover skålen. Godtfred fandt to skåle frem og to træskeer, og hele molevitten blev stillet på det lille spisebord. Godtfred gik tilbage til det køligste hjørne af sit køkken, hvor han fandt en kop mælk også fra dagen før, som heller ikke lugtede grimt.
"Hvis du er mere sulten bagefter, så siger du bare til"