Hvis bare forbandelsen kun havde haft sit tag når han lod sin egen magi flyde gennem sine årer. Det havde været retfærdigt på et eller andet plan, selvom ørkenens fyrstesøn næppe ville indrømme dette. Ikke at Shakeed gad at bekymre sig om at hans krop gik i guldfeberens fordærv så snart magi bare overvejede at flyde igennem områder han var en del af. Han boede i en magisk verden, han ville ikke kunne undgå det. Og ingen skulle tro at han orkede at gå hver eneste dag og bekymre sig. Livet var for kort dertil alligevel, og hans tanker var på at nyde livet. Nyde livets glæder og goder.
Som at nyde børnenes larm, som de legede højlydt og løb omkring hinanden, mens deres forældre havde en kort stund arm i arm som de gik ned af markedspladsen. Selvfølgelig var de godt beskyttet, men for en stund fremstod de som en normal familie. En kort, men vigtig stund.

Men stunden blev kort, som Shakeed tog en skarp indånding og instinktivt løftede hånden til brystet. Ansigtet fortrak sig i en grimasse af smerte og hans vejrtrækning blev hurtigere. Hånden lukkede sig om den bløde skjortes stof, som fyrstesønnen bukkede sig mere og mere sammen. Han vidste ikke hvor det kom fra, men den abnorme mængde af magi der flød igennem deres omgivelser satte sine præg. ”Delaila, få børnene væk.” kommanderede han bag sammenbidte tænder, som en stærk guldstreg skar sig op fra hans bryst og hen over kanten af hans hals. Hans ben rystede usikkert under ham, til smerten blev for intens og hans omgivelser forsvandt, som han faldte til jorden.

Delaila gik arm i arm med sin husbond. Et sobert og roligt smil på hendes læber, som hun nød det øjeblik de havde sammen i Balzera med deres børn. Det hele virkede fredfyldt og som en af de stunder, de virkelig ville kunne nyde hele dagen. Det var i hvert fald, indtil hun så og hørte, hvordan Shakeed pludselig reagerede. Hun var hurtig til at vende sig mod ham, næsten som hvis hun skyggede for hvad der foregik. Det hjalp selvfølgelig, at hendes påklædning bestod af lange sjaler. En hånd var placeret ved hans arm, dårligt trukket ud af den krog de havde haft, og den anden mod hans nakke, så de lange og luftige ærmer næsten omfavnede ham. “Shakeed?” Hendes stemme var lav, som hun prøvede at se om han var okay. Grimassen og vejrtrækningen sagde det godt nok for sig selv. Hun prøvede at støtte ham så vidt muligt. Nogle af de vagter, som de havde med, var selvfølgelig trådt tættere. Hans bekymring om børnene fik hende til at se over sin skulder mod de børn, der løb rundt med hinanden. Den næstældste bar i forvejen på den yngste. Hun kaldte derfor på den førstefødte og den tredjefødte; “Få fat i jeres søskende,” Det øjeblik som hun holdt sine øjne på børnene lagde hun mærke til hvordan Shakeed kollapsede under hendes hænder. Heldigt for dem var deres vagter tætte nok til at gribe ham og var i stand til at bære ham. Med den hårdføre og kontrollerede stemme fik Delaila dirigeret børnene på plads i nærheden af dem. Slaver sørgede for at åbne de store vifter som de bar på, for at skærme af, og vagterne sørgede for at de kunne finde vej til et mere sikkert sted. Hvem vidste, om der var nogen, der prøvede at lave et angreb mod dem? Uanset hvad, så var denne situation ikke ønskværdi for nogen parter.

Han forbandede hele den magiske verden for deres gerninger mod ham. Forbandede hvordan en ligegyldig ukendts gerning kunne forvolde ham så intens smerte, uden overhovedet at vide hvad de havde gang i. Han vidste ikke hvor det kom fra, men han vidste det var en enorm bølge af magi der omgav dem og tvang hans forpinte krop til at reagere. Det var usselt! Og selv i sit ussle stadie hvor han følte alles blik klamre sig til hans person med deres fordomme og lumske smil, var hans første tanke på de legende og leende børn. Hans guld. Det guld han skulle havde holdt sig til.

Verden var forsvundet for ham, som kroppens reaktion på smerten havde været for meget. I sin bevidstløse tilstand krøb guldaret stadig hen over hans mørke brune hud, som var han blevet ramt af et krumt sværd. Han vidste derfor ikke hvad der foregik omkring ham, men han kunne regne det ud når han vågnede. Endnu et nederlag hvor han var blevet slæbt som et spædbarn væk fra alles blikke. Omgivelserne kom langsomt tilbage, omgivet af Rubiniens væld af farvede sjaler og stof, som han langsomt genfandt fokus. "Delaila?" kaldte han svagt, og løftede en hånd hen over brystet hvor han tydeligt kunne mærke det kolde metal der havde formet sig.

De fandt til sikre lokaler og Delaila sørgede for at blive ved sin mands side, mens hun ventede på, at han kom tilbage til bevidsthed. I de sikre lokaler var der også plads til at børnene kunne løbe rundt og lege og ikke sidde kun ved deres faders side. De skulle nyde livet mens de kunne. Delaila havde lovet at kalde dem ind, når tiden var til det.

Han lå i en seng af kvalitet, som var pyntet på alverdens tænkelige måder. Hun sad selv i en blød stol, lænet tilbage med en hånd hen over sit ene øje, mens begge øjne var lukkede. Hun havde fået en bragende hovedpine fra ren bekymring og at skulle holde det tilbage, for at børnene ikke blev yderligere bekymret. Det var jo hårdt for dem alle at se hvordan han langsomt blev forgyldt.
Hendes navn blev kaldt og hånden, der var foran hendes ene øje, fjernede sig, som hun så mod sin mand, som var begyndt at bevæge sig. Hun var hurtig til at komme op og lænede sig ind over sengen. “Jeg er her,” lød det lavt fra hende, som hun lod en hånd finde siden af hans ansigt, og den anden fandt hans hånd. Hun kunne mærke det kolde metal som bagsiden af hendes fingre rørte ved, mens hun holdt hans hånd. “Du og børnene er i sikre omgivelser,” beroligede hun og lod sit blik hvile på ham. Slog man bekymring op i en ordbog, var der ingen tvivl om at man ville finde Delaila under et eksempel.