Jaspar stod i træningssalen, han stod på usikre ben men alligevel i færd, med at stikke et sværd i en træningsdukke. Slag efter slag angreb han med imens, han måtte bide smerten fra bene i sig, ikke om han ville give op nu !
De sidste par uger var det gået ned af bakke, han var endda faldt i et forsøg på at stoppe en tyv, fordi benene gav efter under ham. At han overhovedet var kommet til arbejdet denne dag, var ren stædighed fra hans side af, et par kollegaer havde spurgt om han ikke skulle hjem, men han havde vrisset af dem. Det sidste han hørte, var at de så måtte have fat i lederen….

Jaspar fnøs frustreret, sygdommen var ved at vinde over ham, men han var bare ikke klar til at skulle droppe sit aktive liv? Han gav dukken et par slag mere, men som han skulle til at bukke let på det ene knæ, ja så gav benene efter og han endte på gulvet. Af ren vrede over egen svaghed, trak han en kniv fra sin uniform for elegant at kaste den imod en dukke i den anden ende, for at lade den lande perfekt hvor et hjerte ville have været. Blikket gled en smule rundt, stadig alene derfor tillod han sig, at giv et smertefuldt suk. Hans forældre ville ikke blive glade for at hører, at han var taget på arbejde, de var så bekymret for hans helbred, måske af god grund for en mand i hans alder, burde ikke falde på denne måde.

Jaspar nappede sig i læben, som han langsomt prøvede at få sine ben til at makke ret. Med besvær fik han ved hjælp fra dukke, rejst sig op selvom benene skælvede under ham og han måtte støtte sig til dukken. Han kunne ikke undgå at bande en smule, det var så frustrerende især fordi han følte sig svag. Hans humør på det sidste var også dalet, mindre snakkende og lunten forkortet meget, alt i alt begyndte han at virke mere som en anden mand end den Jaspar folk kendte. Det lykkedes ham efter lidt, at humpe hen for at sætte sig på bænken, eller retter sagt lagde han sig ned for at lukke øjnene, og prøve at presse smerten væk så godt som muligt, men selvfølgelig var han bange for det ville sprede sig til hele kroppen.
Selvom øjnene var lukket, arbejde sanserne på højtryk, især nu hvor han lå og var sårbar.

Træning var altid noget som stod øverst på byvagternes liste og noget som man var nød til at holde ved lige på den ene eller anden måde, når tiden var til det og man ikke var ude på gaden for at gøre en god gerning overfor byens indbyggere. 
Issac havde lagt mærke til hvordan Jasper havde oplevet den seneste tid i hans liv, og han forstod godt frustrationen som lagde sig i hans krop, også selvom Issac ikke selv havde oplevet noget lignende på egen krop; men langsomt at blive frataget sit job og sit liv var en frygtelig tanke.

Denne eftermiddag havde Issac igen søgt mod træningsområderne som oftest var fuld af personale som hakkede og trænede imod de store hø figurer som var blevet sat op, så man kunne trække et sværd imod disse. Gården var dog mere eller mindre stille i sin egen forstand og næsten sjæle forladt. Den eneste sjæl som var tilstede var Jasper, som lignede en som havde kæmpet med sig selv og den krop som lige nu var I gang med at lave et baghold mod ham.

"Er du okay?" Det var måske et vagt spørgsmål fordi Issac vidste nok godt hvordan han havde det, men det vsr en nem indgangs vinkel som han nærmede sig den bænk hvor Jasper lige nu havde lagt sig på langs.

Jaspar banede sig selv langt væk, det var ikke til at forstå hvordan sygdommen det sidste år havde taget til, og han kunne ikke lade være med at tro på at dette måtte have været en forgiftning elle forbandelse. Hans far var jo dommer dermed havde fjender, og skulle man ramme hans far ja så var det vel, med at skade det der betød mest nemlig sønnen. Om dette var sandt kunne han ej vide, men det var bare en bange anelse og han håbede måske at kunne nå til bunds, håbede stadig der måtte være en måde at stoppe sygdommen på, selvom de havde prøvet utallige healer her på det sidste. 
Han fik lidt mere styr på sin vejrtrækning nu hvor han lå ned, mest af alt håbede på der ikke ville komme nogen men selvfølelig. Han hørte lyden af trin, og med en sin stædighed lykkedes det at sætte sig op. 

Jaspar kastet et blik imod Issac, han tvang et skævt smil frem på læben, før han nikkede " jeg har det fint, det var bare en meget intens træning" erkendte han selvom han hade sig selv for at lyve. Blikket gled en smule væk imens han lod en hånd glide igennem det let svedige hår, mest af alt lyst til bare at gemme sig, men nu sad han der og det var næsten som om de begge vidste hvad der skulle ske. Han var ikke til gavn i denne tilstand, fortsatte han ville det ende med at tage hans liv, fordi han overanstrengte sin krop af rent stædighed.  De sidste par måneder var gået ned af bakke, og det blev svære at skjule hvor meget han led, både fysisk og psykisk. Hans forældre havde insereret på at han skulle flytte hjem igen, så de kunne passe ham. 
Blikket gled tilbage imod den anden mand, en mand han respekterede og de havde da også, haft en del gode snakke denne tegnede bare ikke godt. Han kunne mærke en knude i maven samle sig, men hans ansigt viste intet tegn på smerte, stædigheden ville før eller siden blive hans død. Han burde vel sige mere, men det var lidt som om alt mundvand forsvandt og han var tom for ord.   

Før i tiden var det sjældent at man så Jasper på denne måde, at kæmpe med træningen og arbjedet. Som hans kollega kunne han ikke undgå at ligge mærke til hvordan hans træning var gået ned ad bakke og det hele havde påvirkert ham, men Issac havde endnu ikke formået at få noget ud af Jasper eller hvorfor alt var som det var. Det var uvant at se ham på denne måde, men han respekterede hvis Jasper blot var inde i en periode hvor han måske kæmpede lidt mere end normalt. 
At se ham ligge på bænken og slappe af på denne måde, kunne alle vel engang i mellem have brug for, men bare ikke på denne måde som Jasper lige nu var i færd med. 
Issac satte sig på bænken, på det stykke som var ledigt, ved siden af ham og kiggede ned på ham, som han havde svaret på hans spørgsmål. "Det er en hård træningen, uden tvivl.." Lød det fra ham som han overvejede sine ord, "Men jeg har ikke kunnet undgå at se hvordan træningen har påvirkert dig igennem den sidste stykke tid" Han ville ikke træde Jasper over tæerne eller komme ind på noget, som han ikke ville ind på eller fortælle om, men som hans kollega var det også vigtigt at vise sig forstående og spørge indtil hvad der skete i hans liv, "Du er sikker på at alt er som det skal være?" 

Jaspar var så småt ved at blive en skygge af den mand han før var, korter lunte, dårligere humør ting man normalt ikke så hos ham. Især den sidste måned var det gået ned ad bakke, måtte blive hjemme indtil han skulle arbejde, kunne ikke lave andet end arbejde og så sove. Stædigheden var den eneste grund til han kom på arbejde, selvom selv det var blevet en udfordring. 
Han følte sig svag, det gjorde ham bitter hvilket ikke var sundt, hvorfor skulle han straffes for at følge loven? 
Som Issac satte sig fik han sig selv sat op, bed alt smerte i sig og fik et smil på læben, tørrede lidt sved af panden endnu en ting han ikke plejede. Blikket rette sig imod ham, inderst inde havde han en kamp om han burde sige sandheden, men så igen havde han ikke dette arbejde hvad var han så? Byvagten havde været det meste af hans liv, og hans store drøm nu så fjernt, næsten en byrde. 

Jaspar nikkede en smule, ansigtet i rolige folder så van til at skjule det indre kaos, at han ikke engang nu kunne vise sandheden. " ja nogle gange skal man jo virkelig mene sin træning" svarede han, formåede endda at smile brede uden det så falsk ud, en sand mester i at kamuflere sine problemer, men hvem var det han snød? Mest af alt nok ham selv og blev han ved, ville dette blive hans død en dag. Hans blik forblev i den andens " jeg er sikker, der er ikke noget galt skulle der være det?" han kunne lyde så forbandet overbevisende. Men hvornår ville strået knække? hvornår ville han erkende at hans krop forrådte ham? at han følte sig svag? Hvem ville overhovedet have en mand der ikke altid kunne bruge sine ben? 
Hans udtryk var roligt, men Issac skulle bare vide hvordan det indre var, han lukkede ham dog ikke ind men lod sin stædighed fortsætte. Selvom knuden i maven voksede sig større, han frygtede for hvad hans overordnet ville sige, havde dårligt samvittighed over at lyve, men hvad Zalans skulle han gøre? kaste håndklædet i ringen? men det kunne han ikke...

Jasper var en forandret mand men det var svært at sætte ord på når Jasper ikke selv ønskede at dele det der skete. Han kendte det jo fra sig selv, for Issacs eget ægteskab var ikke nogen dans på roser. Det var noget han ikke talte højt om og den eneste som ærligt kendte til sitautionen var Eskild. Eskild var speciel for Issac, det var op og nedture, men de kendte hinanden bedre end de egentligt nok vidste. 
Issac blik gled på Jasper som han satte sig op med anstrengelse og tørrede sveden af panden. Han kunne ikke gemme det, det var til at se at han var pressede og noget var galt, men hvis han ikke ønksede at tale om det, så kunne Issac ikke gøre andet end at opfordre til at komme videre med træningen og dermed skubbe lidt til Jasper, hvis det blot var det der skulle til. 

"Der skal altid være seriøsitet og mening i din træning, Jasper" Det var det vigtigste som byvagt, når det handlede om træningen. Det var trodsalt det som sørgede for at de var i stand til at fuldføre deres arbejde. Hvis Jasper blot ønskede at lade sine problemer kamuflere og ikke tale højlydt omkring sine problemer, så var det sådan det var. Alt var op til Jasper. "Det er det jeg spørger dig om Jasper" Kom det fra ham og søgte hans blik, "Jeg bliver nød til at sige det til dig direkte som din kollega, men jeg kan se at du har ændret dig Jasper. Noget tyngder dig ned" 

Jaspar havde haft sine stunder med Eskild men det var også slut, han var klar over denne snak drejede et sted han der ikke var ønsket, men han kunne heller ej løbe fra sandheden for evigt? Ønskede ikke at dø af stædighed, kort kløede han sig på benet så lidt fjernt væk, som han skulle samle sit mod. Lyttede til sin kollegas ord før han endelig mødte hans blik, Jaspars nu en smule mere smertefulde, idet han prøvede ikke at skjule det længere. 
Han måtte synke en klump der samlede sig i halsen, tage en dybt indånding " det er sandt, jeg har ændret mig, men det er ej med min gode vilje" et suk slap kort skævede ned imod sine ben, de forbande ben der ikke ønskede at makke ret. Blikket vendte dog tilbage  " jeg er syg, ikke sikker på hvad det er eller skyldes, men siden sidste år er mine ben begyndt at forråde mig. De sidste par måneder har været hårde og smertefulde, det er derfor jeg ikke har været selskabelig, været nød til at sove hver gang jeg fik fri" han rystede på hovedet, lod en frustreret knytnæve ramme det ene ben, som han følte sig magteløs og svag en følelse han på ingen måder kunne håndtere. 
Hvem var han hvis han ikke var byvagt eller aktiv? " og denne dag er jeg ikke engang sikker på, at jeg kan gå hjem herfra" man kunne høre hvor meget det gik ham på, stemmen næsten bitter " Issac jeg er svag, og jeg ved ikke hvordan jeg skal leve med det! du ved hvor aktiv jeg er, og hvor meget jeg har brændt for dette job" han bed sig i læben og slog igen det ene ben. 

Det var nødvendigt for Issac at tale ud af posen, for ellers ville han ikke komme ind bag den stædighed som Jasper lige nu fremlagde. Det var klart at hvis Jasper havde det fint, så var der ingen grund til at skubbe eller presse ham så hårdt som han gjorde, men Issac var heller ikke blind og så de problemer som han gik og gemte på. 
Ansigtet viste denne sorg og denne utilpashed som det lige nu var svært for Jasper at gemme sine problemer længere, hvilket blot var det som Issac ønskede skulle ske; at Jasper åbnede op.
Issac lyttede til folk og forsøgte at forstå dem, og i det omfang som han kunne hjælpe dem på bedste vis. Det var aldrig nogens gode vijle at man ændrede sig, men der var mange ting som gjorde at man ville ende ud i den slags og så måtte man arbjede ud fra det, men det var tydeligt at dette var langt værre. 
"Det er jeg ked af at høre, Jasper" Startede han først ud for at give ham sin medfølelse, "Har du været ved en healer?" Det var måske et dumt spørgsmål, for mon ikke? "Jeg forstår godt det kan være svært når du har været vant til et aktivt liv, men indtil vi ved hvad der sker, så må du nok se i øjenen at dit liv er ændret og du ikke er i stand til at gøre det som du plejer" Det var et hårdt slag og noget som han nok også selv var kommet til, men hvordan skulle han vedlige holde dette arbjede? "Du ved at vi alle sætter pris på dit arbejde og i så fald så må vi finde en anden position til dig. På kontoret måske?" INgen kunne lide at blive sat bag et skrivebord og skulle udfyldede papirer.
"Hvis du ikke selv kan komme hjem, så må vi hjælpe dig. Jeg kan sagtens finde en hest frem" 

Jaspar kunne ikke andet ende at hade sig selv lige nu, det var hårdt at se alt man havde kæmpet for, bare forsvinde med sandet og den uvished der var, om det ville sprede sig eller kun forblive ved benene? Han måtte lade et suk slippe " please hav ikke medlidenhed med mig, det har min forældre så rigeligt af" det var ikke sagt på nogen negativ måde, men når folk sagde sådan så følte han sig bare langt mere svag. Han måtte nikke en smule " min mor er healer og vi har prøvet mange andre, men det virker ikke" erkendte han, og måtte vende blikket lidt væk bide sig frustreret i læben " jeg tror der er noget lusk bag denne sygdom, lov mig at holde ørerene åbne" dette blev sagt meget seriøst, fordi denne sygdom var kommet ud af det blå det var ikke normalt. 
Blikket rette sig tilbage imod ham " men jeg er ikke klar til at ændre mit liv! jeg er ikke klar til ikke at være aktiv, hvordan skal jeg få tiden til at gå? du ved jeg ikke kan sidde stille på et kontor det vil bare pine mig mere" hans stemme skælvede en smule, mest af alt havde han lyst til at kaste sig imod dukken en sidste gang, for at komme af med noget af den vrede der brændte i ham. Hvorfor følte han at hele verden var imod ham lige nu? han var endda flytte hjem til sine forældre, føltes sig som et barn igen og det hjalp ikke på humøret. En hånd gled igennem håret, et suk lød før han måtte trække på skulderen " Issac hvad Zalans skal jeg gøre? jeg vil ikke ændre mig, jeg vil ikke skuffe jer" han måtte synke en klump for ikke at slippe en tårer. Mest af alt havde han lyst til at blive placeret på en kro ved baren men det ville han nok ikke gå med på " kan de ikke sætte mig af ved det halve svin?" alkohol kunne for en stund dulme alt han følte. Frustrer lod han endnu en næve slå sig ned i benet, dog reagerede benet ikke rigtig på den handling. 

Issac havde medlidenhed med ham for han vidste hvad dette betød for ham og hans fremtid, og Jasper var en aktiv person i byvagten, og det ville der nok langsomt blive sat en stopper for, fordi han ikke kunne holde det ved lige. Det ville på et elelr andet tidspunkt måske blive umuligt, det var det allerede ved nu. "Der må være en eller anden grund til at det her sker, og hvis en healer ikke kan finde det.." Det var måske ikke pæne ord og Jasper vidste det nok godt selv, ".. Jeg skal nok holde ørerne åbne, hvis noget skulle komme min vej eller jeg finder en healer som kan noget andet" Der måtte være et eller andet som kunne hjælpe Jasper. 
"Men Jasper.. Det er blot sådan tingene er. Du bliver nød til at se realiteterne i øjnenen. Lige nu kan du ikke komme hjem, fordi dine ben svigter dig. Jeg siger det ikke for at gøre det hele værre, men for at støtte dig på den måde som er muligt" Det var uden tvivl et svært emne, for Jasper ville ikke se sig selv på denne måde og måske heller ikke acceptere det, hvilket kun gjorde det sværere. "Du skuffer os ikke. Det er hverken din egen skyld eller noget som du kan gøre for er sket. En plads ved et kontor er en måde at få dig til at arbejde videre på. Hvis du dropper det og blot bliver hjemme..." Han holdt en pause, "Eller på Det Halve svin.. Så bliver det ikke bedre, Jasper" Issac ville ikke sidde og se på at han lukkede sig inde fordi dette skete, og det ville Eskild nok heller ikke når det kom til stykket. De var begge kollegaer til Jasper.

Jaspar forstod ikke hvorfor han skulle straffes på denne måde, hvorfor han fortjente langsomt at blive svag, at han havde holdt det rimelig skjult de sidste næsten to år, var et under men stædighed kunne presse end langt ud. Han vidste jo godt at han ej svigtede dem, men derfor kunne han ikke lade være med at have den følelse " jeg har en formodning om, at det må være en fjende til min far" erkendte han, det var måske en stor beskyldning, men hvem ville ikke gerne få en dommer ned med nakken? hvis de havde ødelagt noget for en anden? For ellers ville han da været healet nu?
Han blev nød til at se væk fra sin kollega, ordene var jo sande men nej, han var ikke klar til at acceptere sin egen skæbne, hvordan skulle han kunne det? Alt han kendte til var at være aktiv? hvad var han uden det? " jeg kan ikke Issac, det er mit liv alt jeg har kæmpet for, alt jeg holder af er ikke en mulighed, hvordan skal jeg leve med det? du ville heller ikke have det nemt" han fnøs frustreret ikke af sin leder, men af sig selv.  Han rystede en smule på hovedet, lige nu virkede alkohol bare som en måde at få det hele lidt på afstand, ville han ikke hjælpe ham dertil, ja så måtte han vel trække sig derhen med armene. 
Jaspar lagde an til at rejse sig, men som han kom op at stå for at træde et par skridt, gav benene efter ham og han måtte falde til jorden endnu engang, stædigt allerede på vej til at kæmpe sig op igen, sindet lige nu ikke et godt sted " lad mig få bare 3 fridage, til at tænke okay? jeg har brug for noget nu, der kan dulme smerteren og tager de mig ikke med, ja så må jeg selv" der var en desperation at hører i hans stemme. Jaspar mærkede sveden glide ned fra panden, hans krop skælvede en smule af smerter som de skyllede igennem ham, men han bed sig i læben som han igen prøvede at komme op at stå, den forbande stædighed...

Det var atypisk at sådan en sygdom blot sprang ud sådan som den havde gjort, selvom den nok var kommet snigende, uden at Jasper ville fortælle mere omkring det. Han havde ikke gjort udtryk for det. Han lyttede til Jasper, som han fortalte omkring sine tanker om det her, men skulle det være en forbandelse eller lignende? Og hvorfor mod ham? "Så du tror det er magi eller en forbandelse, som er sendt imod dig?" Nu kendte Issac ikke meget til hans far eller dennes fjender, men der skulle meget til sådan en gerning, "Hvorfor skulle de slå imod dig, og ikke din far?" Spurgte han videre og kiggede over på Jasper. 
Jasper havde ret for selvfølgelig ville Issac have det svært og på samme måde, som Jasper havde det lige nu, hvis det skete for ham selv, men der var brug for en person som alligevel kunne tale fornuft og ikke blot lade ham søle i sin egen sorg. Issac var sikker på at de nok skulle finde en løsning på alle problemerne og en løsning så Jasper stadigvæk kunne arbjede.
"Jeg ved det er dit liv, det har jeg den største forståelse for, det ved du. Men du kan ikke tage dagvagter eller træne, når dine ben ikke fungere som du gerne vil. Det vil ikke være muligt Jasper, vi skal nok finde en løsning så du stadigvæk kan arbejde" Det var selvfølgelig hårdt at lytte til og sende disse ord imod Jasper, men de kunne ikke ændre hans ben, slet ikke hvis en healer ikke kunne.
Issac rejste sig fra bænken som han så hvordan Jasper forsøgte at rejse sig, men faldt til jorden igen. Jasper var stædig og forsøgte selv at komme op, men Issac tog den ene arm og hjalp ham op. "Du kan godt se det selv ikke, Jasper? Du vil have 3 dage fri, så du kan sidde og søle i din egen sorg? Er det virkelig det du vil, Jasper?" 

Jaspar var sikker på denne sygdom ikke var normal, han havde ikke set andre ende på samme måde før, der måtte være noget bag. Måske det også var hvad der gav ham et svagt håb, om at kunne bruge sine ben en dag igen, men han havde ikke mange at snakke med om dette, men måske Issac kunne opfange noget " ja forbandelse eller forgiftning, det ikke normalt langt fra" sagde han fast besluttet. Han så kort tænksom ud " de er gået efter hvad der betyder mest for min fader, nemlig hans søn hvilket betyder, det ikke er hvem som helst der han kunne finde på det, jeg kan ikke være sikker, men min far har jo dømt mange folk igennem tiden. " han var sikker på der måtte være mere bag dette.  
Jaspar var ikke et godt sted lige nu, denne snak gjorde det ikke bedre, hans indre kogte og smerteren var ret voldsomme selvom man måske ikke helt kunne se det på ham. Han havde ikke vist svaghed før på denne måde, det var så langt fra ham og alt virkede bare så ligegyldigt, som han så sit liv langsomt smuldre. Han havde brug for at hører sine kollegas ord, og alligevel ikke for de gjorde ondt, ikke klar til at indse hans tid her var forbi for nu, skulle han blive rask ville han nok komme tilbage. 
Men at skulle være på et kontor, det ville pine ham ikke at kunne udfører sit arbejde " Issac jeg" han kunne ikke finde ord, for hvad skulle han sige? 
Hans ben skreg næsten af smerte som han ramte jorden igen, mærkede hvordan han blev hjulpet op, blikket rette imod jorden af ren frustration gled et par tårer ned ad hans kind. Ordene der lød fik ham til at fnyse en smule " heller 3 dages fri, end at alle skal se mig sådan her, alt risikere at snerre af alle, det kan jeg ikke Issac" han kunne ikke byde sine kollegaer det, heller ikke sig selv. Han lage en hånd på den andens arm " jeg har brug for noget, der kan dulme smerten, kan de ikke tage en enkel øl med mig, bare denne ene gang" han ville ikke fortælle hvor meget vin, han den sidste manedes tid havde indtaget fordi det fjernerede smerterne for en stund, og gav hovedet bare en smule ro. Blikket rette sig imod ham, så næsten bedende ud smerten nu tydeligt at se i hans ansigt...

Issac ville ikke pille ham ned på nogen måder, men om det blot var for at søge et håb eller en mulighed for en forståelse af denne sygdom, at han skyldte den på sine fars fjender. Det skete da at de en sjælden gang havde at gøre med forbandelser og forgiftninger, men var det virkelig det han lagde sine håb i? "Nej, det er jo noget der er sket en sjælden gang. Men..." Han var usikker på hvad han skulle sige, for Issac var ikke nogen specialist i hverken forbandelser, forgiftning eller sygdomme "Jeg skal ikke kunne sige om det er det der er sket, men det er svært at vide Jasper" Jasper greb om de små mulige løsninger var stramme, blot for at forstå det her. 
Det var tydeligt at Jasper ikke ønskede denne snak eller at hans kollegaer skulle se ham på denne måde, eller vide hvad der skete med ham, men Issac mente det i god mening og han ønskede at hjælpe Jasper på den måde som han kunne, og i hans øjne var det vigtigt at få talt med nogen omkring det her. Det blev kun værre hvis han gik og gemte det, som Issac lidt havde en forståelse af at han gjorde. 
Det var tydeligt at se hvor hårdt dette tog på Jasper som han hjalp ham op fra jorden, så han kunne støtte ham i sin gang. "Selvfølgelig. Jeg forstår dig og du må tage de dage som du har brug for" Han ønskede dog ikke at Jasper skulle sidde for sig selv og blot ligge i sin egen sorg, og slet ikke at drikke den væk. "Hvis det er det du mener er det rigtige for dig, så jo så lad os tage en enkelt" 

Jaspar var nød til at holde sig til håbet, selvom det nok lød sindssygt i andres ører, og at folk nok ikke ville tro ham men han skulle vise dem. Hvad skulle han gøre hvis dette aldrig forsvandt? ville nogle overhovedet have en svag mand? Ville Lykke Ohlson have ham? Eller ville hun flygte fordi han var svag? " issac jeg er nød til at tro på det" sagde han ærligt med et suk.
Selvfølgelig havde han holdt det hemmeligt, faktisk snart i 2 år hvilket var imponerende, men denne stand han nu var i, ja så kunne det ikke skjules længere, fortsatte han ville det tage livet af ham og det var han for ung til. ikke at tanken ikke havde strejfet ham, at det ville stoppe hans lidelser og flovhed, men nej det kunne han ikke byde sine forældre. 
Men han havde da en gang gjort et forsøg, dog havde hans mor fundet ham og healet ham i en fart, lovet at han ej ville prøve på det igen. 
Han måtte bide stædigheden i sig, og støtte sig til sin kollega, måtte skæve en smule til ham " vil de sende bud efter min fader? han kan hente mig ved kroen efter" det var nok for det bedste.  Men nu havde han brug for noget at sunde sig på, noget der kunne tage de værste smerter, bene skælvede en smule under ham. Under huden føltes det som om der gled ild op og ned af dem, måtte bide sig i læben for ikke at klage af ren smerte, selvom det kunne ses i blikket. 
" tak fordi de går med" sagde han, det var ikke ofte han takkede men det var på sin plads, fordi manden ikke gav op på ham, selvom han var klar over at egen stædighed ikke gjorde det nemt for den kære kollega. Jaspar måtte dog ud stønne et mindre suk af ren smerte, støttede sig endnu mere til den anden mand for ikke at falde til jorden igen, fordi bene prøvede at give efter under ham...

Issac forstod godt den sorg han var igennem og han ville nok heller ikke selv handle på mange andre måder, end på den samme måde, men det var også nødvendigt at se realiteterne igen. Ingen af dem vidste hvad dette var eller om følelsen i benene ville komme igen, og det var måske et spinkel håb man kunne gribe om. 
"Hvis det er det du ønsker" Det var selvfølgelig svært for Issac, for at sidde og håbe på eller skulle til at finde ud af om det var en fjende som havde forgiftet ham eller forbandet ham, ville kræve endnu flere kræfter. Kræfter som han ikke havde. Det var endnu et spinkelt håb, fordi at Jasper ikke mente at hans krop kunne lave sådan et baghold mod ham selv.
Issac var ikke klar over hvor lang tid det havde stået på, for Jasper havde holdt det hemmeligt og godt nok havde han lagt mærke til forandringer hos ham, men det var kun igennem de sidste par måneder. 
"Jo, jeg skal nok sende bud efter ham" At Jasper ville sidde på en kro, i stedet for at komme hjem, forstod han måske ikke, men Issac var heller ikke i samme situation som han var, men problemerne ville stadigvæk være der dagen efter, når tømmermændene og påvirkeningen havde lagt sig.
"Selvfølgelig. Ingen problem" Det var nødvendigt for Issac at tage med, for ellers ville Jasper aldrig komme frem og han ville skulle bruge en hånd og hjælp.

Jaspar måtte forholde sig til håbet, for tanken om at have de dårlige ben mange år endnu, ja den var ikke nem og kunne det ikke helbredes ja så måtte han vel ty til at opsøge en vampyr. Ikke at det var en tanke der hujede ham, men det var en sidste udvej fordi han vidste at deres kroppe healede sig selv efter forvandling, men så ville han også skulle forlade alt han kender til. 
Denne ide holdt han dog tæt til kroppen, det var ikke noget man skulle snakke højt om, slet ikke nær hans forældre de var bekymret nok iforvejen, efter hans forsøg på at ende livet. 
Men en smule alkohol i blodet, kunne det være han måske afslørede at denne sygdom havde varet meget længe, men lige nu var han ikke klar til at kaste det kort på bordet. Nikkede en smule taknemligt til sin kollega " hvordan kommer vi nemmest derhen?" spurgte han, som benene ikke rigtig gad at holde sig helt oppe, han bøjede en smule i knæene, strammede sit greb i Issac for ikke at vælte igen. Inderst inde bande det hele langt væk, nappe sig lidt hårde i læben for ikke at klage over smerte, han havde så meget brug for noget stærkt i en fart. 
" ellers går det godt med dig?" måske ikke det bedste spørgsmål nu, men han ønskede ikke at snakke mere om sig selv lige nu, selvom han havde godt af det. 

Issac ville mene at Jasper måtte se realiteten i øjnene og dermed indse at så længe at en healer ikke kunne klare det, så var det sådan det var. Hvordan ville han finde ud fa hvem der havde forgitet eller forbandet ham? Det virkede blot som om at Jasper greb ud efter noget, for at gribe ud efter noget og håbe at det ville gå over om lidt. Men det var ikke Issacs at blande sig i, han havde luftet sine tanker og Jasper var ikke enig i de ord som Issac var kommet med. Det var op til ham selv at komme videre, men Issac skulle nok give ham den ro som han havde brug for, for at komme videre. Han var dog ikke glad for at det virkede til at Jasper ville sidde på en kro og på den måde glemme hele verden, og synke mere ind i sig selv. 
Han forstod godt hans spørgsmål, for kunne de gå så langt som der var, med hans ben? Det var Issacs forslag, men han vidste godt at Jasper nok ikke kunne holde til det. "Skal vi bruge din hest?" Han kunne vel sidde på den? 
"Om det går godt med mig? I forhold til dig, så gør det" Han grinede lidt, som den joke det var, "Det går egentligt helt fint, Jasper" 

Jaspar var bare ikke klar til realiteten endnu, det ville tage tid at vænne sig til, andre ville ikke kunne sætte sig i hans sted. Men inderst inde var han jo bange, bange for at det ville sprede sig til hele kroppen og hvad så? Hvad havde han så at leve for? han hade sig selv for ikke at være positiv som han ellers plejede, men det var svært at finde noget positiv i denne stund. Især nu hvor hans arbejde langsomt smuldrede og han vidste, at kontor ikke ville gå for det ville pine ham. 
Det eneste han lige nu kunne tænke på, var noget stærk der kunne dulme smerteren, for det gjorde så Zalans ondt at han var ved at gå ud af sit gode skind. Jaspar nikkede en hest var måske en god ide " fint med mig" sagde han ærligt, og sukkede en smule frustrer.  Han skar en grimasse " du sjov var?" sagde han og puffede let til ham, før han dog trak lidt på smilebåndet " det var godt, skal jeg vente på bænken imens du henter hest?" spurgte han og skævede lidt imod bænken, der var alligevel et stykke hen til stalden fra her. 

Der var ingen der sagde at kollegaen skulle miste sit job, for de skulle nok finde en plads til ham. Det handlede blot om, om Jasper ville erkende at et siddende job var vejen frem eller om han ville trække sig ind i sig selv og droppe arbejde - Issac håbede selvfølgelig ikke på det sidste, men var også klar over hvor alt det her trak hen. 
At trække hen på et værtshus når man i forvejen havde det skidt var ikke den bedste løsning. Det ville utvivlsomt gøre tingene meget værre. Issac havde set det flere gange, når han havde hentet en person på en kro eller lignede, hvor alkohol indtaget var blevet for stort eller personen havde skabt problemer, fordi verden var efter ham.
"Det ligger bare til mig, at være morsom" Sagde han med et smil og kiggede over på vennen, lige nu var der hvert fald brug for det. "Ja, bliv du bare siddende og vent" Lød det fra ham, som Issac forlod ham til fordel for hesten.

Hesten blev trukket frem og det var alligevel ikek helt til at få ham op på den, for normalt ville man bruge benene og dermed skubbe sig selv op, men nu hvor hans ben ikke var brugbare, så var det et sværere job end bare gjort. Men det lykkedes og de kunne søge mod kroen.