Foråret var ovre, og Medianen sprudlede af liv på marker, enge og plantager. Dyr og magiske væsner nedkom og gav nyt lys med de unge lyde. Jo tættere man var på Isenwald borgen, jo mere kunne man høre at det nyeste familiemedlem også jublede og skreg af glæde. Moderen til den lille, Astrid af Isenwald, sad på en stenhugget bænk og beundrede, hvordan der blev løbet frem og tilbage mellem buske og bede for at plukke blomster og blade. Hendes husbond havde gennem tiden fået vænnet hende til tanken om at have hunde, selvom Astrid i realiteten havde været bange for dem i starten. Frygten blev dog til en respekt, som hun opdagede, hvordan hundene havde respekt for hende også, og hvor de beskyttede hende, frem for at skade hende. Lige nu lå den største af hundene på halvvejen mellem de to destinationer, som den lille pige løb mellem. Af og til stoppede den lille pige endda for at lægge blomster eller blade på hunden. Det var tydeligt at datteren var forsigtig, som hun pyntede hunden, der lå og holdt øje med hende. Astrid selv sad rank, med benene samlet tæt og trukket ind til siden, mens hun holdt øje på afstand, for at sikre at datteren ikke gik over gevind eller blev for højrøstet. “Anya,” kaldte hun, som hun så, hvordan den snart to-årige pige stod med en gren og var på vej for at lægge den på hunden. Pigen med de lyse øjne og det klassiske mørke hår så op uforstående. “Ingen gren til Boris,” fortalte Astrid sin datter. Næsten som hvis datteren slet ikke vidste hvad hun havde i sine hænder, så hun undrende på grenen, før hun gik tilbage og lagde den på plads. Et suk undslap Astrids læber og hendes skuldre sænkede sig. Der var bare noget helt særligt ved at have givet sig selv en times tid til faktisk at være med hendes datter, uden at alt for mange skulle se med; også selvom Astrid ikke specifikt brugte tid med sin datter i lige denne specifikke stund.

Tid var en underlig størrelse for Isenwald fystinden, den formåede at gå alt for hurtigt og samtidig alt alt for langsomt. Det føltes som kun et øjeblik siden at hendes familie havde fået et nyt medlem og med et så var hende barnebarn allerede næsten to år. 
Varmen fra Isaris åsyn for oven havde truet med at være ulidelig hvis ikke at den blide brise bar kølig lindring med sig, noget Verona var ganske tilfreds med som hun gik langs en sti imod lyden af lille Anya der lød til at have det festligt med hvad det var hun foretog sig.

Rundende hjørnet dukkede fyrstinden frem med en lille kurv under armen, skarpe ører ville kunne hører en sagte klirren som glas mødte glas. "Åååh Aaanyaaa" Kaldte Verona som hun fandt en bolle med tørrede frugtstykker i frem fra kurven og rakte frem mod pigen. "Se hvad jeg har med til dig!" Klukkede kun smilende som man sjældent havde set hende smile før barnebarnet var kommet til verden. 
"Jeg håber ikke at jeg trænger mig på?" Lød det henvendt mod Astrid, nok var de begge travle grundet deres position, men de havde det med at kunne finde tid til at Anya så hendes familie mere end tjenerne.

Astrid hørte, hvordan nogen nærmede sig. Selv inden hendes mor havde givet lyd fra sig, kunne hun gætte hvem der var på vej. Stemmen, der kaldte, gav dog alligevel ro og bekræftelse. Den lille pige var glad for at se sin mormor og skyndte sig at lægge hvad hun havde på hunden, før hun løb til hende. Det var et bredt og grinene smil, der var på det lille barns læber, som hun rakte begge hænder op for at få fat i bollen. “Tak!”
Selv på afstand varmede det Astrids hjerte at se. Den lille pige havde bragt så meget glæde til familien, det var helt utroligt. Astrid valgte at rejse sig for at være en del af den lille generations samling. “Overhoved ikke,” lød det roligt fra Astrid. Hun passerede hunden, som blev liggende hvor den var. “Det er til gengæld rart du havde tid til at komme herud,” lød det fra hende med et lille skævt smil. Det var altid rart at kunne bruge lidt tid med hinanden. Det var blevet røvet lidt mere fra dem, lige siden de havde fået overrakt fyrste titlen til deres gren. “Hvad har du i kurven?” undrede hun sig og så mod kurven som hendes mor havde om armen. Hun havde godt hørt glassene deri.

"Det var så lidt min kære." Strålede fyrstinden til den lille pige, der var ingen tvivl om at hun ville gøre alt hvad hun kunne for at Anya skulle have det det godt, samt at Astrid havde muligheden for mere tid sammen med sin datter end Verona havde haft med sine egene børn. Desværre havde pligten kaldt så højlydt at der ikke var meget tid at give af dengang.

"Jeg så en mulighed og tog den" Smilede hun tilbage og tog plads på bænken, hvor klædet der dækkede kurvens indhold blev flyttet til side i en glidende bevægelse. "Altså jeg skulle prøvesmage noget vin og tænkte at det var passende at gøre det i godt selskab?" Klukkede hun som to glas dukkede frem samt en flaske med vin, og lidt let frokost bestående af lidt forskellige oste, samt blandet frugt. "Samt jeg havde på fornemmelsen at du muligvis ikke havde fået husket at spise selv efter du fik sikret dig at Anya havde spist?" Astrid ville på ingen måde være den første forældre der var faldet i det hul, så nu hvor Verona havde muligheden for sikre sig imod det så var det et ganske simpelt valg.
Med kurven placeret mellem dem fandt Isenwald fyrstinden først et glas frem til sig selv og derefter rakte hun et hen mod sin datter.

Tid til mor-barn-kærlighed havde der ikke været meget af da Astrid var lille, hvilket måske også var hvorfor hun prøvede at være opmærksom på det, nu hvor hun selv var mor. Hun havde af og til hørt fra sin husbond, som ikke havde været genert for at fortælle, hvornår Astrid havde for travlt, og hvornår han mente, at hun burde bruge mere tid med deres datter. Det havde da også givet lidt knas, men intet værd at hyle op om, og slet ikke nok til at nå ud af de fire vægge.
De lyse øjne fulgte hendes moder som hun satte sig ved bænken og så undersøgende efter hvad der blev gemt i kurven. Et blidt smil spredte sig på læberne ved tilbuddet om vin, “Det er det helt rigtige selskab,” komplimenterede hun og valgte at sætte sig hen ved siden af sin moder. Som hun kom tæt nok på kunne hun også se alt det andet der var i kurven. Astrid skulle til at protestere, og sige hun ikke havde glemt sig selv, men hun nåede at tænke morgenen igennem, og blev opmærksom på hvordan hun havde forsømt sin egen føde. “Det lyder til at være lige efter bogen,” klukkede hun lidt og betragtede hvordan hendes mor fik åbnet og skænket vinen til hver af dem. Hun tog imod glasset og så mod sin datter som var i gang med at spise den bolle hun havde fået af sin mormor. “Ændre det sig nogensinde?” undrede hun, uden meget kontekst, før hun så mod sin moder, “Det glædessyn man får, når man ser sine børn?” tilføjede hun undrende. Havde hendes moder stadig den søde fornemmelse og lyst til at beskytte, som Astrid sad med lige nu?

Efter vinen var blevet skænket fandt Verona lidt blandet skåret frugt frem fra kurven, samt en tallerken med forskellige oste og brød. En let klirren lød som de to glas mødtes og Verona tog en tår af vinen, før hun tilbød datteren noget af maden.

Fyrstinden rystede på hovedet, "Ikke rigtigt nej." Svarede hun sagte, hun holdt stadig utroligt meget af dem alle tre og elskede når hun kunne bruge tid med dem. Desværre lod det til at blive svære og svære at komme til som de hver havde deres eget liv med pligter.
 "Men måden man agere om dem ændre sig lidt, i forblev ikke ligefrem søde små tumlinge." Klukkede hun, ens børn voksede op og det var en fryd at se dem folde sig ud og vise hvem de er. Selvom minderne om hvor små de var stadig levede i bedste velgående.

"Hvordan har du det ellers Astrid? Anya laver ikke for meget bøvl?" Lød det nysgerrigt, for jo Verona havde en idé om det men at hører det i Astrids egne ord ville være noget ganske andet. 
Det føltes som det havde været en evighed siden de sidst havde haft tid til at blot sidde og snakke uden der var en større mening med samtalen der skulle føjes først og fremmest, så Verona tog sig friheden til blot nyde at sin datter og barnebarns selvskab.