Matheo havde enlig vært hjemme i hovedstaden i 3 år næsten, men det første års tid forlod han nærmest ikke huset grundet tabet af sin far. 
Han skulle dog rette op på sit liv igen og brugte de snart 2 år på at få sin økonomi op og køre igen, få sig et job og få styr på sit liv.
Matheo var kommet ind i vagten og han var vild med det, han fik lov til at holde bybogerne sikre nat og dag, hvilket var det han altid gerne ville.

Matheo havde som de andre dage vært på vagt, normalt skete der ikke så meget, men lige denne dag havde han stoppet et slagsmål hvilket resulterede i han selv fik et enkelt slag eller to.
Efter slagsmålet besluttede han at det nok var bedst at få tjekket op på de skader han havde pådraget sig.
Han gik roligt ned gennem gaderne, han kendte heldigvis en god helbreder, han kunne gå til hvem som helst, men mon ikke det også var på tide at se Leonore igen.

Matheo havde godt set Leonore engang imellem i byen, enten når han gik sin runde eller han var ude og handle, men han havde endnu ikke taget mod til sig for at sige hej til hende, så hvilken bedre mulighed havde han end nu hvor han alligevel skulle bruge en helbreder.

Matheo gik roligt ind i Leonore's klinik og så rundt, mest for at finde Leonore, eller en som kunne fortælle ham hvor han kunne finde hende.

Det var ikke de største skader han havde pådraget sig, en mindre flænge i øjenbrynet og en lille flænge ved læben, men han ville hellere være på den sikre side, men han brugte det nok mest som undskyldning for at kunne se Leonore igen, han havde savnet hende rigtig meget mens han havde vært væk.
Han startede med at skrive til hende, men som årene gik blev brevene også færre og færre da han arbejdede meget i Safirien.
Men nu havde han muligheden for at snakke med hende ansigt til ansigt igen, han stod bare roligt og så rundt, stadig iført sin vagt uniform.

Dagene havde været lange, nætterne lige så. Af en eller anden grund havde der været mange folk der besøgte den lille klinik i hovedstaden. Ikke Leonore klagede, for det betød blot hun havde krystaller at leve for, dog var denne dag fuldkommen anderledes. Der var kun en enkelt person tilbage i en seng og der var ved at blive ordnet pergamenter på det var sikkert for personen at komme hjem igen. Med et varmt smil gik hun ned til manden på sengen ”Nu skal De se. Jeg har fikset dine ting her. De får Avanyas Hyld for feberen og smerterne og Elverod så De har en mulighed for at få noget søvn. Får De brug for det, er De naturligvis velkommen til at komme tilbage.” sagde hun og gav manden to små glas beholdere og hjalp ham op og over til døren. Betalingen var allerede foretaget, så manden forlod den lille klinik og alt blev stille.

Leonore kunne nu gå rundt og få ordnet sengen manden havde lagt i, desinficeret området og gjort nye ting klar, skulle der dukke nye borgere op. Som hun næsten var blevet færdig hørte hun døren til klinikken gå op ”Jeg er der lige straks.” råbte hun fra et af de afskærmede lokaler. Som hun blev færdig, kom hun ud i det åbne rum og mærkede hendes hjerte gå i stå et kort sekund.

Der dannede sig næsten tårer i hendes øjne som det gik op for hende at Matheo stod foran hende. Uden så meget som at tøve, satte hun nærmest i spring og over mod ham. Hun lod sig falde ind mod ham og slog armene omkring ham.

Matheo stod roligt og så rundt da han hørte Leonores stemme, den ville han kende hvor som helst. Hans egen stemme var dog blevet noget dybere end sidst de så hinanden, men de havde trods alt heller ikke set hinanden i 15 år "ingen stress" lød det roligt fra ham, han stod blot og ventede han havde ikke travlt.
Han stod i stedet og beundrede hendes klinik, han var ikke overrasket over at det var lykkes hende at få sin egen klinik.

Matheo så mod hende som hun kom frem i det åbne rum, og kunne ikke lade vær med at smile som han så hende igen, og han følte hvordan hans hjerte sprang et slag over, men før han nåede at sige noget sprang hun nærmest i armene på ham, han greb hende selvfølgelig og lå armene omkring hende med et smil "jeg gætter på der er en der har savnet mig.... med mindre du hilser på alle dine patienter på den måde" sagde han roligt, men også drilsk.
Han smilede stort, han havde trods alt ikke troet at han ville komme tilbage, han havde lovet hende at han ville komme tilbage til hende inden han rejste, men med årene var han sikker på at hun havde glemt alt om ham, hvilket han nu kunne se og mærke ikke var tilfældet.

Matheo holder om hende til hun gav tegn til at give slip på ham, han kunne holde hende sådan i timer, han havde virkelig savnet hende og han kunne tydeligt mærke det savn nu hvor han igen stod med hende i sine arme.

Stemmen hun hørte der svarede hende, virkede på en eller anden måde bekendt, men hun var ikke sikker på hvem det var, men hun var glædeligt overrasket. Det var 15 år siden sidst de havde set hinanden, de havde ikke været andet end børn på det tidspunkt og nu var de begge voksne mennesker der havde arbejde og ting at tage sig af.

Hun knugede sig ind til ham og sukkede nærmest lettet som han slog armene omkring hende også. Leonore rettede blikket op mod ham som hun stod her i hans arme ”Hvor i alverden har du været! Du forsvandt bare i femten år! Men her er du… Her…” svarede hun og mærkede hvordan tårer begyndte at presse sig på. Hun kunne nærmest ikke tro sine egne øjne. Hun var sikker på han enten var død eller havde glemt alt om hende og levede et lykkeligt liv, men nu stod han her i hendes lille klinik i Dianthos. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun gav slip på ham.

Lettere bekymret så hun på ham og bed sig let i underlæben ”Er du okay? Du er trods alt kommet til min klinik.” spurgte hun og betragtede ham. Det skulle ikke tage alverdens for lige at få ham fixet.

Matheo så på hende som hun så på ham "efter min mor døde flyttede mig og min far til Safiren og for 3 år siden mistede jeg min far, så jeg flyttede her tilbage så han kunne blive begravet hos min mor og jeg stadig kunne være tæt på dem... jeg skrev til dig, fik du ikke mine breve?" fortalte han roligt, men med en klump i halsen efter at ha nævnt sine forældre.

Han slap hende roligt da hun slap ham, han smilede lidt "jeg er okay, det er vist ikke så slemt, men jeg ville hellere være sikker... og så gav det mig en mulighed for at besøge dig" sagde han roligt og smilede til hende.
Hans smilede falmede en smule og hans blik blev lidt mere trist og undskyldende som han så på hende "jeg beklager jeg ikke besøgte dig da jeg flyttede tilbage, de sidste 3 år har vært hårde" sagde han roligt, men undskyldende.
Matheo var tydeligt ked af at han ikke havde besøgt hende noget før, han havde gerne villet det, men tanken om at finde ud af hun nok havde mand, job og måske endda børn var en tanke han ikke kunne holde ud, men nu var han her og der var ingen vej tilbage.

Som hun hørte hans ord, forsvandt hendes seriøst mine og blev mere sorgbetynget. Leonore vidste godt han mistede sin mor, faktisk kendte hun hele historien og det havde knust hendes hjerte at han havde været nødt til at rejse ”Jo… De er alle samlet… Fik du mine? ” svarede hun stille og bed sig let i underlæben. Naturligvis havde hun fået hans breve, hun havde også svaret på de fleste af dem, hvis hun havde haft travlt, havde hun naturligvis informeret ham om det, så han ikke gik og ventede i uvished om alt var okay. Hun var bare glad for han var tilbage.

Hun sukkede let og så op på ham med et varmt smil ”Jeg er glad for du opsøgte netop mig.” svare de hun, stadig med smilet på hendes læber. Som hans udtryk ændrede sig og han så mere trist ud så Leonore lidt ned i gulvet. Hun vidste han havde meget at se til, så hun kunne ikke rigtigt bebrejde ham for noget. Hun tog hans hånd og rettede igen blikket op på ham ”Du skal ikke undskylde… Det er okay. Skal vi lige få dig tjekket? Så kan jeg bede Cassandra tage over og lukke ned?” spurgte hun og sendte ham et bekymrende, men varmt smil. Hendes søster rendte alligevel rundt inde i butikken på nuværende tidspunkt og nu hvor der ikke skete så meget, kunne hun sagtens sørge for begge dele.

Matheo kunne godt se at det ramte Leonore at høre beskeden om hans far, det var trods alt kun 3 år siden og han havde ikke haft fortalt hende det før nu.
Han fik dog et smil på læberne da hun fortalte at alle hans breve var samlet, han nikkede roligt "ja, jeg fik dem, de er gemt" sagde han roligt, alle hendes breve var gemt i en æske så han altid kunne passe på dem.

Han smilede roligt til hende "selvfølgelig opsøger jeg den bedste helbreder i byen" smilet bliver lidt drilsk som han blinker til hende med det ene øje.

Hans triste mine forsvandt roligt som hun tog hans hånd, han smilede lidt til hende og nikkede roligt "lad os det... jeg vidste ikke i var ved at lukke" sagde han roligt og smilede til hende.
Matheo kunne stadig ikke helt forstå at han stod overfor hende igen, at kunne se hende igen, og han glemte alt om at slippe hendes hånd igen, den holde han stadig.

Matheo kunne nemt forsvinde i hendes øjne, men det var jo intet nyt, hun kunne få ham til at glemme alt om tid og sted, men det havde hun alle dage kunne.
Han smilede roligt "så hvor vil du ha jeg sætter mig?" spurgte han roligt og så lidt rundt inden han så på hende igen.

Leonore vidste ikke noget omkring hans far, hvilket også var derfor hun havde reageret som hun gjorde. De år han havde haft alene, den hårde træning. Hun forstod godt hvorfor han måske ikke havde haft så meget tid til at tænke på hende, hvilket hun heller ikke holdt over ham på nogen måde. Han havde trods alt også et liv. Dog fandt et smil frem til hendes læber som han også havde gemt alle hendes breve, dog svarede hun ikke med andet end smilet. Det varmede.

Hun viftede let med den ene hånd og grinede let ”Så ved jeg ikke hvad du laver her, hvis du søger den bedste.” svarede hun jokende. Hun var ikke den bedste, det var uden tvivl dem der befandt sig på det store helbredelseshus, men det var for stort til hun ville kunne finde sig til rette der, så hun havde bare sit eget lille sted med plads til 3-4 patienter.

Hun rystede let på hovedet ”Ikke lukke helt ned, men butikken ved siden af skal. Nej nej herinde er der altid åbnet. Skader stopper jo ikke med at ske bare fordi timerne går.” svare hun og grinede let. Hun førte ham igennem det lille lokale og over til en af sengene der var afskærmet, præcis som alle andre. Hun rakte den anden arm ud mod sengen og smilede varmt til ham ”Her er fint. Hvor er det du har ondt?” spurgte hun og havde i mellemtiden sluppet hans hånd og så afventende på ham.[/b]

Et smil fra hende var alt det svar han behøvede, det fik ham til at smile og han vidste at det smil betød hun var glad for at han havde gemt hendes breve.
Han havde gemt hver og et af dem, han tog dem til tider frem og læste dem, bare fordi han savnede hende, selv efter han var kommet tilbage.

Matheo smilede over hende "for mig vil du altid være den bedste" sagde han roligt og smilede til hende, det var ikke engang løgn. De andre helbredere i byen kunne være noget så dygtige, men for ham fandtes der kun en rigtig helbreder, og det var Leonore, han ville altid gå til hende hvis han fik brug for en helbreder, uden tvivl.

Han grinede lidt "det er selvfølgelig rigtig nok, de sker døgnet rundt" sagde han roligt og smilede til hende.
Han fulgte roligt med hende gennem det lille lokale og satte sig der hvor hun bad ham om at sætte sig, han kunne ikke lade vær med at smile over at hun først slap hans hånd da han skulle sætte sig ned.
"jeg har som sådan ikke ondt, jeg har et par skræmmer, men tænkte jeg heller ville være sikker på det ikke var værre end det ser ud til" sagde han roligt og smilede til hende, det var slet ikke så slemt, et par flænger som måske skulle renses, men ellers ikke det store. I teorien var det noget han godt selv kunne ha gjort der hjemme, men det var en god undskyldning for at se Leonore igen, så han tog den chance i stedet.

Naturligvis havde hun gemt hvert eneste brev hun havde modtaget og fra tid til anden havde hun da også taget nogle frem og læst dem igennem, Leonore havde sågar taget sig selv i, at være gået en tur i byen i håb om hun rent faktisk ville støde på ham, men her var han nu. 

Leonore mærkede hvordan hendes kinder let blussede op "Årh hold op" svarede hun og daskede let til ham, dog vidste hun at han mente hvert et ord. Han havde altid været god med ord og vidste hvad han skulle sige for at få hende ud af flippen, hun var også sikker på dette ikke blev den eneste af disse kommentarer der ville komme, men det måtte tiden vise.

Hun returnerede grinet "Og det er heldigvis ikke altid blodigt" svarede hun og smilede let. Bevares så var Leonore på ingen måder sart og hun havde efterhånden set sin del skader i de år hun havde haft det lille healerhus og hun var klar over, der nok var meget værre skader der kunne komme ind. 
Det var egentlig ikke gået op for hende at hun havde holdt hans hånd hele vejen over til sengen han havde sat sig på, men først da hun slap hånden, mærkede hun hjertet i brystet springe et slag over. Let hævede hun det ene bryn og lå armene over kors med et smil "Ikke det, hmm? Nå så må jeg hellere finde en balje med vand og en klud til dig" svarede hun og fandt det kækkere smil frem. Nok var det en super dårlig undskyldning for at se hende, men hun godtog den og kunne ikke lade være med at smile over tanken.

Matheo kunne ikke lade vær med at smile som hun daskede til ham, selvom det var ærlige ord, så vidste han også at det fik hende til at rødme, og han elskede at få hende til at rødme, han vidste ikke hvorfor, men det var sødt og han kunne godt li det.
Matheo smilede til ham "jeg er bare ærlig.... men det er rigtig godt at se dig igen" sagde han roligt og fuldstændig ærligt, han var så glad for at se hende igen "du ser smuk ud" tilføjede han, endnu engang ærligt, hun havde altid vært en smuk pige, og selv efter 15 år, så var hun stadig den smukkeste pige han havde set, han kunne ikke få øjnene fra hende det var der vist ingen tvivl om, det kunne ikke undgåes at blive opdaget.

Han grinede lidt "nej, jeg kunne forstille mig nogen skader er nemmere end andre" sagde han roligt og smilede til hende. Matheo ville lyve hvis han sagde han ikke var nysgerrig over hvordan det enlig gik med hende udenfor klinken, og han kunne ikke helt lade vær med at spørger "så.... du har din egen klink som virker til at køre godt, og din egen butik.... hvad med uden for alt det her... fik du fundet kærligheden og stiftet familie?" spurgte han roligt, selvom hans mave knugede sig sammen efter spørgsmålet var stillet, han smilede skævt, han var både nysgerrig, men samtidig var det nok også hans måde at finde ud af hvad han kunne tillade sig, han var glad for Leonore, men hvis hun havde mand og børn så ville han ikke komme imellem det.

Matheo var ikke i tvivl om at Leonore havde afsløret ham, hun havde helt klart gættet hvorfor han var der, og det var ikke på grund af hans skader, han havde aldrig kunne holde noget skjult for hende, han var ikke god til at lyve så han var nem for hende at gennemskue.
Han smilede dog selv "hvis det er det helbrederen mener der skal til" sagde han roligt, men med en drilsk undertone og et skævt kækt smil på læberne, han kunne ligeså godt spille den ud, selvom han vidste at hun havde gennemskuet ham, men det var ellers meget sjovt at spille den videre.

Leonore trak let på smilebåndet, det var rart at se ham igen nu der var gået så lang tid og han havde ikke ændret sig ret meget, jo han var blevet voksen. Hun rettede blikket mod ham ”Jeg er glad for du er tilbage Matheo” svarede hun. Hun havde savnet ham og nok havde de skrevet til hinanden fra tid til anden, men det var slet ikke det samme som reelt at have ham i nærheden som da de var yngre. Hans kompliment, fik hendes blik til at rette sig lidt mod jorden og hun mærkede hvordan kinderne igen blussede op ”T.. Tak” kom det stille fra hende og hun rettede igen blikket imod ham. Hun havde aldrig været god til at modtage komplimenter og da slet ikke når de kom fra ham! Hun satte dog pris på dem, det var der nok ikke nogen tvivl om, taget hendes rosa kinder i betragtning.

Hun nikkede let ”De dybere sår tager tid og energi… Men jeg klarer den som regel alligevel, ellers har jeg min søster til at hjælpe” svarede hun med et smil på læberne. Der havde været få gange hvor hun havde været nødt til at hvile sig efter, hvor Cassandra måtte tage over og hun selv måtte gå op i sin bolig og hvile sig i lidt tid. Hun så på ham som han igen begyndte at tale og hendes læber trak sig i et skævt smil ”Både klinikken og butikken kører ganske upåklageligt” svarede hun og så lidt væk og sukkede ”Det troede jeg… Men nej… Hverken kærlighed eller familie er endnu en ting for mig” svarede hun og bed sig let i underlæben. Hun rettede blikket mod ham og var næsten bange for at spørge ham om det samme, men hun fandt dog lidt mod ”Hvad med dig? Der må da absolut være en kone. En mand med dit udseende og stand, hmm?” svarede hun. Hun var nærmest bange for at høre svaret.

Et kækt smil fandt dog alligevel vej til hendes læber over hendes kommentar og hun lænede sig ind mod ham ”Det er det helbrederen siger” svarede hun og lod et lille muntert grin undslippe ”Jeg er tilbage om lidt” sagde hun og gik over for at finde et vaskefad med vand og en klud før hun vendte tilbage.

Matheo smilede selv, han elskede at se hende smile og kunne ikke selv lade vær at smile over det "jeg er glad for at være tilbage igen, endelig hjemme" sagde han roligt og smilede.
En ting var at skrive sammen, men at kunne se hinanden og høre hinanden var bare meget bedre, og han var uden tvivl glad for at være tæt på hende igen.
Han havde savnet hende rigtig meget mens han havde vært væk.
Som hendes kinder blev lidt røde, kunne han ikke lade vær at smile, det gjorde ham glad at han stadig kunne få hende til at rødme lidt.

Han nikkede roligt "ah ja, Cassandra, går det godt med hende?" spurgte han roligt, han kunne godt huske Cassandra fra da de var yngre, selvom han for det meste havde rendt sammen med Leonore, så havde han da mødt Cassandra.
Han smilede over det med klinikken og butikken "det var da godt" sagde han roligt og smilede til hende.
Matheo havde svært ved at skjule sin lettelse, men gjorde alligevel et forsøg, han mærkede hans hjerte springe et slag over ved denne besked "det er jeg ked af at høre... han ved tydeligvis ikke hvad han er gået glip af" sagde han roligt og smilede til hende, en mand som ville gå fra sådan en skøn kvinde som Leonore måtte være en idiot.
Matheo grinede lidt "mit udseende og stand må være noget andet så... for her er ingen kone ikke endnu i hvert fald" sagde han roligt, men var stadig lidt lettet over at hun endnu ikke havde fundet nogen.

Som hun lænede sig ned mod ham, sprang hans hjerte et slag over og han mødte hendes blik og gengælde hendes smil "så må man jo hellere gøre som helbrederen siger" sagde han roligt og smilede til hende.
Han fulgte hende med sit blik som hun hentede de ting der skulle bruges og smilede over hende som hun gik tilbage igen.
Man skulle vist være blind for ikke at se hvor meget han beundrede hende, det var ret tydeligt i hans blik.