Solen skinnede som en glødende orbe over den lyseblå himmel, og varmede Dianthos i dens tidlige lys. Farvede himlen, vækkede befolkningen og skubbede en ny dag over natten, som var tvunget til (for nu), at give slip. Hun ville dog vende stærkt tilbage, lokkende med sine mørke glæder. Men indtil hun gjorde, skulle alle velsagtens få deres agenda for dagen ordnet. 
Her var Lochtree sønnen ingen undtagelse, omend der kunne trækkes store skillelinjer imellem hans hverdag, og så mange andres. Den gængse borger fandt en simpel ro ved det almene liv, og han svor at kunne se velværet i deres øjne, når de fulgte deres familie og slægters fodspor. Ud af sengen ved det første hanegal, morgenmad til familien, arbejdsopgaver der skulle passes eller måske endda forretninger der skulle åbnes, hvis man levede på den mere velhavende side af borgerskabet. Deres hverdag var skrevet i sten, og slog man op i deres bog over livet, ville næsten alle livets overraskelser kunne afkodes i indholdsbeskrivelsen. Eller sågar resumeet aller bagerst. 
Men ro over hverdagen? Det var nok aldrig hvad Corinth blot kunne nøjes med, da 'hverdag' første gang blev budt ham, for alle de år siden. 
Man kunne godt bo i hovedstaden, uden at stavnsbinde sig til hverdagens forpligtelser. Jah det havde været (fantastisk) let at skubbe papirarbejdet til siden, da han i sin morgendøs var kommet i tanke om hvilken dag det i sandhed var. 
Med sommeren kom varmen og vejret til udstillinger, og en af sæsonens første (eller i hvert fald største) var lige på trapperne; idag var ferniseringsdag, sommerudstillingen. 

En af de få dage hvoraf udstillingerne blev trukket udenfor i lyset, fremfor deres faste pladser indenfor, og Corinth kunne næsten sanse det i vinden. Der var, omend det var noget han sagtens kunne bilde sig selv ind, noget andet i sommerluften.
Her var han selvfølgelig ingen undtagelse, og havde da sendt nogle værker ind så de forhåbentligt kunne sælges. Men Corinth søgte med friske skridt ned imod markedspladsen for at se så meget andet, end hvad han selv havde at byde ind med til denne udstilling. Fordi måske... måske nogle af hans kollegaer fra Rubinien, Safiren og Nordlandet kom. 
Og måske, fandt han da noget han selv gerne ville tage med sig hjem, nu hvor muligheden bød sig, man kunne joh aldrig være sikker. 

De sortklædte skikkelse var ikke længe om at finde gaderne hvori ferniseringen holdt til, og lod et imponeret blik glide over de mange lærreder, skulpturer, malerier, tegninger og andets kunstfærdigt håndværk, der i sin næsten karnevalsagtige overflod af farver, dækkede murer, stativer og vægge, hvorend man så sig omkring. Mennesker i fjerhathte, skjalde med ternede mønstrer af sort og hvid, muntrer trommer, farvede lanterner i striber imellem bygningerne, og duften parfume eller lækkert markedsmad - alt så lidt ekstravagant ud her i dag. 
Og Corinth følte et lille, faktisk ganske oprigtigt smil krølle sig op i den ene mundvig, da han med lette skridt begav sig igennem menneskemængden. 

I den strålende solskin af Dianthos vandrede Viktor, en ensom skygge mod den pulserende baggrund af liv og lyde. Solen, der smeltede gaderne sammen i et gyldent tæppe, formåede ikke at dæmpe den dunkle sky af sorg, som omgav ham som et usynligt slør. En uge var forløbet siden det ultimative farvel, og Viktor bar stadig byrden af Richard's fravær med sig som en tung sten i hjertet.

Når Viktor ikke fik øjenkontakt med forbipasserende mennesker, ændrede hans høflige udtryk sig til et af dyb, reflekterende alvor. Ansigtet, der normalt bar et ungdommeligt glimt, var nu en maske af eftertænksomhed, og øjnene skuede ud over horisonten uden at rigtig se. Tankerne var som en diset melodramatisk symfoni, og hver skridt føltes som et træk i et usagt drama. Dianthos levede sit eget liv, men for Viktor var det blevet en scene for den indre kamp mellem fortidens minder og en fremtid, der nu syntes udefinerbar. Et vindpust bragte duften af forårets ende, og blomstrende sommer, men Viktor mærkede det ikke rigtigt. Han var fortabt i sin egen indre verden, en skygge af den, der engang havde gået side om side med Dick  gennem de samme gader. Et surrealistisk landskab foldede sig ud, og melankolien af Viktors drømme vævede sig ind i hjertet af et forladt øjeblik. Det nyttede ikke at dvæle i det længere, men et ungt hjerte kan ikke undgå at føle hjerteskærende smerte. 

Han gik med hænderne dybt begravet i de kul-beskidte lommer, som hørte til den mystiske jakke han på sin vis havde formået at tage med sig den aften han var blevet alt for fuld til at erindre noget af. Duften, og udseendet på jakken, samt de genstande der var i den, mindede ham om nogen bestemt; men det kunne umuligt være ham den havde tilhørt. Det hang bare ikke sammen, og han ville sikkert aldrig finde ud af det. Jakken, en anelse for stor, konturerede normalt ikke hans ungdommelige ansigt, men i nuets dybde afspejlede den perfekt det dystre og alvorlige udtryk, der hvilede på hans trætte skuldre.

Det var snart på tide at vende hjem - det vidste han godt. Men alligevel kunne han ikke få sig selv til at tage skridtet. Kunne han vende hjem, med et smil om læberne som om intet var hændt som det så ud lige nu? Sandsynligvis ikke. I morgen, blev han dog ved med at sige til sig selv. I morgen skulle han nok vende hjem. 

Pludselig trådte han ind i et hav af mennesker, og festlig stemning. Viktor følte et øjeblik at han skulle drukne, men fik klemt sig igennem den store stime, og fik orienteret sig om hvad der foregik, samt hvor han var kommet hen. Tilsyneladende havde han vandret til en kunstudstilling, og et lille nysgerrigt, samt ivrigt stik i hjertet, fik ham til at træde nærmere. Farver, dufte og musik fik det hele til at gå op i en større enhed, men det var et bestemt maleri af havet, som det brune blik koncentrerede sig på. Vemodighedens længsel hang om hans læber og bryn, og som hvis tiden stod stille, blev han i et øjeblik hevet ind i de dansende bølger på lærredet, opslugt af sine egne erindringer om havet. 

For en vævende sjæl, var det let at lade stemningen smitte. Lyset lagde sig som et varmt tæppe over menneskernes bølgende overflade, og lunede luftens små pust imellem dem. Ud af øjenkrogen, kunne den lidt mere selvbevidste del af ham også konstatere, hvordan det legede med hans efterhånden skulderlange hår. Men på den gode måde. Den der gjorde at Corinth løsmede knapperne en anelse på hans frakke, og slog kraven op over nakken, i en lidt mindre opknappet finesse. Stoppede da han fangede sin egen silhuet i glimtet af en rude, og løsnede en anelse op i hårets fald. 
Var han blevet tyndere? Under de mange lag var det svært at sige, men vinteren plejede at tage lidt hårdt på sjælen. Måske var det derfor endnu vigtigere, at han fik nydt de lyse dage mens de var her. 

Med hænderne tilbage i lommen, manøvrede Corinth sig tilbage i menneskemasserne. Folk gik tæt, men ikke tæt nok til at mase imod den velklædte Lochtree. Og når omstændighederne var sådan, flød de gængse ansigter ofte sammen til en broget masse af ensartethed, intetsigende reflekteret i vinråde øjne. Som at vade igennem sand, det gled udenom Corinths skikkelse. 
Men små oaser reflekteredes i ørkenen, fik de mørke øjne til at fokusere i et lille blink. De gled sidelæns, og Corinth stoppede op. 
Genkendelse. Både påklædning og menneske trak i Corinths nysgerrighed - hvordan kan du også være... her? Det føltes næsten forbudt - og for let.
Jah det ville være anden gang at Chance smilte sit solskinsmil ned på kunstneren, der ikke kunne lade være med at træde nærmere. Forventningen, selvom Viktor stod med ryggen til, den fik en underlig spænding til at vibrere i menneskets brystkasse. Det var nok mindet om sidst, der byggede et slotspir af forventninger, til nu. 

"Du virker næsten opslugt..." Og Corinth gled ind på siden af Viktor, men uden at se på ham. I stedet fulgte hans øjne det stormvejr der havde fanget den unge adelsmand, et nysgerrigt smil på det nydelige værk. "Men det var vidst også noget med at du sejlede, sidst vi talte" og han lod endelig et dovent lille blik, mundvigerne en anelse krøllet op, lande på Viktors udtryksfulde øjne. "Viktor"
Viktor var den slags solskin, der var fristende at gemme i sin lomme. Den slags man tog med sig hjem, og låste inde til regnvejrsdage. 

Viktor synes at være drevet til havets bund, indhyllet af et tykt lag saltvand, der overdøvede hans sanser. Lyde der forgæves trængte derned, blev forvrænget og lød som kom de forfærdeligt langvejs fra. Derfor opdagede han vagt at han blev snakket til. Og da han rev sit blik fra havet på maleriet, synes han selv at stige op til havoverfladen igen. Manden, hvis ord der før ikke kunne nå ham, blev klare, og det gik op for Viktor at det var ham der blev talt til. Viktor, at høre hans navn fra en andens mund i mængden af fremmede overraskede ham. I øjeblikket hvor han drejede hovedet for at møde personen, som stemmen tilhørte, var det ikke en fremmed der stillede skarpt i hans nøddebrune blik. 

"Hr. Lochtree," forlod navnet ham forbløffet. En forvirret grimasse, imens han selv forsøgte at forstå virkeligheden, og hvorfor han havde haft trang til at lægge afstand til adelsmanden ved siden af sig. For var de ikke blevet dus? Erindringer af kåde fingre der flygtigt dansede over læber i nattens mørke stod klart som farvemønstre på sorthvide portrætter. Når han så på Corinth nu, føltes det som så forfærdeligt længe siden. Og det var det jo i realiteten også. En uartighed der tilkom Viktor, dengang i haven, i en flygtig stund. Det var lagt bag ham, for andre bekymringer synes at have været så meget vigtigere siden da. Måske var det også derfor han tiltalte ham ved familienavnet nu, snarere end ved navn. 

 Du er her, og det virkede næsten som satire. Hvorfor blev deres gensyn altid kogt ned til et skæbnemøde. Var det et tegn, at Corinth dukkede op når Viktor synes at behøve hans tilstedeværelse mest? Han bor i Dianthos, det betyder ikke noget at han er her. Men ud af tusinder mennesker i denne store by, var han her, lige her ved siden af Viktor. Det var umuligt ikke at tillægge det større betydning end at det skulle være ren tilfældighed. 

 'Det var vidst også noget om at du sejlede, sidst vi talte'. Nu ringede sætningen klart. Dog forstod Viktor ikke hvordan Corinth kunne vide at Viktor sejlede. Medmindre det gik rundt som sladder i de adelige kredse. Men der var noget i ordene som var vigtige at understrege, sidst de talte. Men for Viktor, var sidste gang de talte sammen for over to år siden. Ikke? 
 
 Alligevel stod han med en følelse af noget han havde glemt. Når han mødte de brune øjne, varsledes der noget om dette. Fuldmåne, og saltvand der piskede i vinden. Han kunne ikke huske hvad det betød. 

 "Jeg beklager mine dårlige manerer.." han tog en hånd gennem lokkerne, som kunne det antænde hans erindringer, "Men, hvornår talte vi sidst sammen?" spurgte han uviden, nysgerrig for informationen han tydeligvis synes at have glemt, og med en lille dårlig samvittighed oveni. 

Der var mange ting der havde kunne overraske omkring at se ham igen. Som alt det fysiske.. alt fra hvordan han var blevet en tand højere, nok også en tand mere markeret, og lidt... jah det ord der dukkede først op i hans tanker var melankolsk, nu hvor blæst og erfaringer havde sat sine præg på de dybe øjne. Måske var det frakkens skygger, måske dén tordensky der lurede - mere en fornemmelse end en reel forandring. 
Men at han ikke kunne huske havnefesten, det overraskede på en anden måde. 

Og så alligevel ikke. Det korte glimt af forbløffelse, falmede for forståelse. Viktor havde været måske lidt for fuld. Mindet om kaptajnens frastødte mine, penslede det ret tydeligt ud for kunstneren. 

Et lille, undskyldende smil trak derpå i mundvigen, da han lidt afvæbnende rystede på hovedet. "Det er alligevel også noget tid siden" og det havde været forunderligt. Forkert. Farligt. Ligedele heldigt at han havde fundet ham ude ved vandet, inden at han faldt i søvn derude, og lusket, når det samtidigt havde skabt deres egenrådige lille lommedimension. For en kort aften. 
Blikket gled samtidigt nedover den frakke han ikke havde fået med sig hjem. "Vi stødte på hinanden til Havnefesten. Kort - jeg afleverede dig tilbage til din overordnede.." og ordenes toneleje bar implicit med sig; du behøver ikke at beklage. 
Og efter at have kastet et sidste blik på det lyse, høflige ansigt, fangede billedet igen hans opmærksomhed. Corinth rakte lidt funderende hånden frem, og trak den sidelæns. Pigmentet i billedets blågrå, sorte og hvide farver, begyndte langsomt at bevæge sig, som bølgerne tilbageholdt af en skrøbelig ramme, da han tilføjede. "Jeg tror du bevægede dig lidt for langt væk fra festen"

 Fragmenter af erindringer forsøgte at stykke sig sammen da havnefesten blev nævnt. Brudstykker begyndte at blive samlet op, bid for bid, før de dansede i tåge, for så at tilsidst blive sort. Viktor huskede at gå derfra, efter kysset med Richard. De glatte sten, der vådt slikkede hans hænder da han klatrede ned ad dem til havet. Kulden, og natten. Han talte med nogen, huskede han pludselig. Man kunne se at den unge junker stod og koncentrerede sig, tydeligvis utilpas ved tanken om at have mistet kontrollen og glemt. 

 Det brune blik fandt vej til Corinths træk, følte sig en smule påpasselig ved at holde øjenkontakt. Men alt hvad han sagde lyttede han opmærksomt til. Kort - og vent, Corinth mødte Richard? Spekulerende løftede han et af sine bryn - tingene begyndte at hænge sammen. 

 'På vejen hjem derfra, mødt jeg dig med en mand, som virkede til at have urene hensigter med dig, Viktor'.. Richards ord sprang frem som et påmindende ekko i hans sind. Var manden, med de urene hensigter, Corinth? 

 "Jeg skammer mig lidt, jeg må have været meget fuld." han tog sig forlegent til panden, og lod hånden stryge nogle af hans krøller bagud. 
 'Måden han holdt på dig, morede sig over hvor fuld du var'.. flere af Richards bekymringer, som Viktor ellers ikke ville høre, på det tidspunkt, huskede han nu på ny. Han sendte Corinth et flygtigt blik, før det landede på hans egne fødder. Richard havde ingen grund til at lyve - men måske fejltolkede han Corinths hensigter dengang. De havde begge indtaget rigelige mængder af alkohol. Så.. Sandheden kunne sagtens have fordrejet sig. Han sukkede kort ved tanken om Richard, inden han tvang den bort.

 Ud af øjenkrogen fulgte han Corinths hånd der nænsomt satte maleriet i bevægelse. Det var ingen hemmelighed at det var imponerende, smukt endda - men det var også magi. Alligevel blev Viktor nærmest hypnotiseret af bevægelserne. Rørt. Viktor synes at kunne spore noget smægtende gemt bag det simple i sætningen der forlod Corinths læber. Hvis bare han kunne huske. 
 Han lukkede øjnene hårdt og tvang blikket ned ad sig selv istedet. Nu mærkede han jakken han bar, da det mørke stof fangede hans øjne. Lagde to og to sammen. Med et chokeret ryk tog han fat i jakken og hev lidt ud i den. Flov - alle tegnene havde været der, hvis Viktor havde brugt lidt mere tid på at tænke over det.. havde han vidst det med det samme. 
 "Det er din jakke.." han havde løftet hovedet for at se på Corinth. Det var absurd, "Selvfølgelig er det din jakke." sagde han lidt til sig selv og gned sig paf ved tindingen. Læberne formede sig til et målløst smil. 

  "Jeg har stjålet din jakke." konstaterede han så, og kunne ikke lade være med at grine lidt af det absurde ved det.

Selvom det var lokkende at holde øje med Viktors fine ansigt, holdt Corinth for en stund blikket fremmad. Fokuseret på den subtile streg af magi han trak igennem lærredet, og lidt mere tilbageholdende, nu hvor omstændighederne var andre. 2 år, hvis ikke mere - det var lang tid siden. Og Hr. Lochtree skulle nødigt virke alt for frembrusende. 
Det var dog svært, når aftenen stod klokkeklart for ham. Skåret ud i natten, og den fuldmåne de havde delt. 

Jah, han havde nok været meget fuld. Tanken fik mundvigen til at glide en anelse opad, og han trak hånden til sig. Ned i lommen, og stilheden talte kortvarigt for sig selv. En ærgerlig tanke, at han skulle sidde med det alene. Lige indtil han med et lille ryk blev distraheret af Viktors pludselige bevægelse, da han nu hev stoffet frem imellem dem. Ah, så lidt af aftenen kunne dog bevises. Og overvejende ægte, med latter der smittede - følte Corinth en dæmpet klukken glide fra sig, idet han nikkede. "Tyveri ved månelys nat!"
Hånden gled op for at børste ikke eksisterende støv væk fra fronten på den nye frakke, da han tilføjede. "Men De er undskyldt. Jeg fandt noget bedre". Og trak sig lidt tilbage igen, ikke særlig tilknyttet tyvekosterne, nu hvor den havde været væk så længe. Desuden, så lignede det at den havde fundet et godt hjem hos knægten. 

Det var en lille rettelse i den sociale protokol, da Corinth talte. Men det var skam ligeså bevidst som det lidt flygtige blik, og den høflige mine, her i de vigtige, første minutter af deres gensyn. 
Jah de små møtrikker arbejdede, den konserverende tone bar dem, og han justerede sig efter behov. Uden helt at lægge mærke til det.. og samtidigt utrolig bevidst om sin nu nye tilgang, væbnede Corinth sig med tålmodighed. Han skulle bare lige huske, den kære Viktor. Huske, at han ikke behøvede at trække sig fra ham - at de kunne være i samme båd, uden at drukne alt for meget..

 For et øjeblik var der en lattermildhed mellem de to adelsønner - det kom nemt til dem, havde Viktor tænkt. Både dengang og nu. Et eller andet sted var de på samme bølgelængde. Skønt Corinth var markant ældre end ham, flød stemninger og ord naturligt mellem dem. Selv efter så lang tid adskilt. 

Der var jo en grund til at Viktor beskrev ham som sin åndsfælle. Og på sin vis, havde han kort fortrudt den distance han først havde lagt mellem dem. Men det var vel naturligt at skulle varme op efter så lang tid, selvom - det jo slet ikke var så lang tid siden endda. Viktor kunne stadig ikke forenige sig med tanken om, at det blot havde været små 2 måneder, og ikke 2 år siden han sidst snakkede med adelsmanden. Det er sidste gang jeg drikker! tænkte han bestemt, men den beslutning havde mange taget og fejlet på.

 Et skævt smil løftede sig i mundvigen, taknemmelig for det overskud Corinth viste. Det udtryksfulde bryn løftede sig da Corinth ikke antydede at ville have jakken tilbage. Det virkede ikke korrekt at beholde den dog. 
 "Jeg mener, at det vel er på sin ret, at den vender hjem til sin ejermand." påpegede han høfligt om jakken han bar. Selvom, Viktor allerede var begyndt at knytte sig lidt til den. Hans varme rustning - og nu hvor han til og med vidste at den tilhørte Corinth.. føltes den meget mere speciel end tidligere.

 "Jeg skulle have sagt mig selv at det var di-eres" sagde Viktor til dem begge, men mest til sig selv. Han fumlede lidt rundt i formaliteterne. Deres, din.. men hoppede tilbage til des, da Corinth selv havde reageret og gengældt den taleform. 
".. Duften.." Han standsede sig selv ved nærmere eftertanke, og formodede, at det var bedre at lade være med at nævne hvordan Corinths duft var genkendelig for ham. Han behøvede ikke at vide hvordan den var svær at glemme. 
"Men altså.." skyndte han sig at formulere, "..Der er skitser og .. kul i lommerne." Han rynkede lidt på næsen. Sikke mange gange viktor havde glemt dette og fået sorte fingerspidser. Mærket af Corinth uden hans tilstedeværelse. Som bad noget større i universet om ikke at glemme ham.

Det var en underlig situation, som han med et fornøjet smil tog del i. Et eller andet sted... havde han forventet at den frakke var blevet smidt ud. Måske efterladt på et værelse, da Viktor let kunne have tabt den på vej hjemad fra festlighederne, måske på et skib. Men alt i alt, han havde givet slip på den. 
Derfor var det en lille, opgivende hovedrysten der kom fra Corinth, han behøvede den ikke, men han stoppede med at modsige Viktor. Så måtte han bare sørge for at få den afleveret, hvis den absolut skulle returneres. Adelsmanden havde ikke rykket sig til fjernere egne siden sidst. 

Armene krydsedes lidt afventende foran ham. Vægten skiftede, og adelsmanden løftede et underholdt øjenbryn over de stilfærdige konklusioner Viktor kom frem til. Uudtalt lå det samtidigt i mimikken; så han havde alligevel gravet lidt dybt i lommeforet? 
Det kunne han godt li. 
Corinth sagde dog ikke noget til at starte med, i  nogle lidt lange, tænksomme sekunder, bevidst trukket ud over de små sandheder der sivede igennem ordene m. Enhver havde kunne trække paralleller imellem kunsten og kunstneren, men noget mere intimt af ham, hang vist fast i Viktors hukommelse. Corinth kunne ikke bare li det, men følte sig derimod næsten smigret af det. 
"Gode konklusioner.." og hans blik gled ned over Viktors hænder, for at se om de stadigvæk led overlast af kullet.  Øjnene glimtede sagte, da han tilføjede. "Hmmmh... jeg er alligevel glad for, at der ikke var mere end de småting for dig at rode rundt i" lidt vævende om emnets seriøsitet - at der nok var ting Viktor ikke havde behøvet at finde. Men alle havde jo hemmeligheder, ikke sandt? Corinth lavede et lille kast med hovedet, og slog inviterende hånden ud. Ville han være interesseret i en lille gåtur? Billedet de stod var med at blive ensformigt, så hvorfor ikke se noget nyt, men beholde selskabet. 

 Viktors skæve smil trak sig op i et større, charmerende smil der viste tænder, mens de brune øjne gnitrede lusket, som delte de en fælles hemmelighed, igen. 

 'Glad for at der ikke var mere, at rode rundt i' - ordene vækkede en drenget nysgerrighed i ham - og Viktor måtte erkende, at han nok ikke havde ændret sig særlig meget i forhold til dengang i haven. 

 Corinth bragte en risici med sig. Og den var lokkende..tiltalende. 

 "Hvorfor? De har måske noget at skjule?" Gav han igen, med et drilsk lille smil. Viktor begyndte at tø - og sorgen i ham blev skubbet til side for en stund. Det var kærkomment at blive distraheret. 

 "Udstiller De her også?" spurgte Viktor nysgerrigt da der blev lagt an til at gå, og han lod Corinth føre an. Viktor lagde et flygtigt blik tilbage på maleriet før han førte det opmærksomt tilbage til adelsmanden- og det så ud til at bølgerne var stoppet med at bevæge sig. 

Invitationen blev taget, og selskabet blev givet. Stenene under hans sko knasede imod sålerne imens de gik, og Corinth ledte dem lidt nedad udstillingens menneskehav. Den bugtede sig dovent igennem pladsen. Men imellem de små lommer der brød med skikkelserne, kunne man ane de forskellige stilarter markedet bød ind med idag. Klassisk, abstrakt, magisk og mørkt. Han havde set det før, og kunne ikke lade være med at holde øje med noget nyt, i baggrunden af sin opmærksomhed. Den meste af opmærksomme, faldt trods alt på adelsknægten, og hans nysgerrige øjne. 
Om han havde noget at skjule? Corinths smil blev en tand bredere, kanten af noget hemmelighedsfuldt under de bløde læbers bue. Men han svarede ikke på lige præcis dét, da han i stedet nikkede til Viktors efterfølgende ord. "Selvfølgelig. Alle slags folk kommer her, og mange af dem med lidt krystaller på lommen" han puffede med siden af sin stok nogle lidt travle halvelvere i siden, ud af deres vej. "Men ikke alt min kunst, hører nødvendigvis til et sted som det her.." Og talte lidt ind i den sprøde detalje om hemmeligheder. Mørkebrune øjne gled ned på Viktor, noget nysgerrigt i dem, når det spejlede Viktor - "Har du?"

Corinth styrede dem forbi smukke, næsten kvalmende, stærke farvepaletter, for i stedet at finde sit eget hjørne. Han havde ikke taget meget med, og det han havde, balancerede imellem morgensarte naturbilleder, sirlig tåge og natten, oplyst af en kontrastfuld måne. Sobert, kedeligt og uforstyrrende. Han var ikke stolt af dem, men de gav brød på bordet og vægt til navnet. 

 Møvende, som var det en tæt dans, snoede Viktor sig forbi lindstrømmen uden at tillægge det meget opmærksomhed. Kun et høfligt blik blev givet i ny og næ skulle nogen støde ind i ham alligevel. Istedet var han fokuseret på Corinth, når blikket altså ikke fangedes af de mange spændende streger der pyntede lærrederne. Selvfølgelig - Viktor havde håbet at nogle af adelsmandens originaler var udstillet her, da han så ham. Og hjertet bankede spændt. Det var først det næste han sagde, som Viktor reagerede på med et hævet bryn. Hans ansigtsudtryk antog en blanding af undren og koncentration. Ikke al din kunst? Og det første Viktor landede på af konklusioner var, om det mon var for vulgært. Alle havde skjulte sider af sig selv og.. hvad mon de skjulte fingre ikke kunne finde på at gøre? 
"Javel ja." lød det tænksomt fra ham, som prøvede han at gennemskue adelsmanden. Smilet hang dog stadig i mundvigen, mens fingrene kortvarigt dalede ned til de mørke handsker Corinth bar. 

Har du? Det pludselige spørgsmål, der rettede sig mod Viktor, tog ham på sengen, men han greb hurtigt betydningen. 'Har du - "Hemmeligheder?" Læberne krøllede sig let, som prøvede han at forarbejde situationen. Han klemte øjnene en smule sammen, fanget af den dybtbrune glans i Corinths blik. 
 Tankerne var i summende cirkulering i hans sind. Affæren med Richard, det skjulte forhold til Marius af Isenwald, Viktors seksualitet. Bag det unge blik var der tydeligvis noget mere, men i stedet smilte han blot og trak på skuldrene. 
 "Jeg er som en åben bog," løj han med en hjertelig latter for at skjule den ubehagelighed, der spændte hans kæbe. Og priste sig lykkelig for alt det andet omkring dem, der samtidig kunne dække over ham. 

Det var en værdifuld evne at have, at kunne konversere i bevægelse, mens opmærksomheden blev trukket i alle retninger. ligemeget hvor dygtig Viktor selv mente at han var, måtte han holde tungen lige i munden for ikke at falde over sin egen åndsfraværen og tankegymnastik. Der var bare så meget som skete - og skønt Viktors blik fulgte adelsmanden, blev det draget mod de smukke farverige sprøjt der tittede frem mellem den travle mængde. Det var overvældende med folk, men han var vant til mylderet fra de mange pompøse fester de adelige arrangerede. Her, var det dog ikke nært så kvælende. 

 Viktor blev ført ned mere afsides, der var selvfølgelig ikke et vink af ro, og de besøgende vandrede bag dem konstant. Nysgerrigt, gled blikket rundt på den sparsomme hjørneudstilling. Det var mørke billeder, men de fangede en sart stilhed der dæmpede larmen omkring dem. Månen bed i hans erindring, men uden substans for hvad den bed efter. Den mindede ham blot om hvor stærkt den strålede om natten til havnefesten. 
 "De er smukke." sagde han og mente det. Viktor gik tættere på for at nærstudere dem. Og sendte Corinth et flygtigt, men imponeret blik. Der var noget vævende om kunstneren, som virkede han hævet over det. Som om det kedede ham, eller en subtil utilfredshed. Viktor kunne ikke helt sætte fingeren på det.

Der var noget smukt over en samtalens lette løgne. Folk der mødtes efter evigheder, skyldte sjældent hinanden noget. Og alt det det overfladiske, var også det acceptable. Han var som en åben bog, ordene leveret så elegant at Corinth sagtens kunne have været tilfreds med det svar og forsat i samtalen. Men nok uden at Viktor ville det, sivede det man læste imellem linjerne, ud af hans brune blik. Tankerne i disharmoni med den lette latter, nogle ting måtte være sket. Men man kunne ane Alryss opdragelsens etikette, der ledte ham udenom sandheden. 
Adelige var adelige. Corinth grinte lidt sagte med -  "Ah, det havde jeg næsten glemt" og besluttede sig for ikke at bore videre. 

Adeliges hemmeligheder kom ikke ud med tvang og konflikt. De krævede lidt fodfæste, for at kunne deles, i tilliden om at det blev holdt i en form for inderkreds. 

I stedet kunne de forsætte med at kradse på overfladen af facader, nu hvor de nåede Corinths lille lomme af markedet. Lochtree sønnen fulgte ham lidt med øjnene idet han fik øje på dem. De var smukke. Men komplimenten faldt ganske rigtigt på et lidt tørt sted, fordi selvfølgelig var de smukke. 
De var et portræt af virkeligheden, med et filter af mystik - de var i de almindelige folks øjne smukke - og bragte måske for den enlige sjæl, tryghed. Men han prøvede ikke at snyde nogle, og især ikke sig selv, når det blev mumlet i krogene  hvordan de kedede ham. 
Komplimenter var dog komplimenter, de varmede og fodrede egoet. "Tak" Corinth fulgte som en forsinket skygge lidt med, betragtede det med ham, og lænede sig en smule ind over Viktors  skulder da han tilføjede. "Har De selv fået malet noget, under deres tur?" En smule nærgående, en smule tæt på, men trak hovedet til sig igen da han stilfærdigt lænede sig en anelse tilbage igen. "Eller er den del af Deres liv et overstået kapitel?" 

 Månen, hvad var der med den? Det kradsede ihærdigt i hans erindringer for at nå frem til at minde der var alt for sløret. Et minde tildækket af tåge, ligesom den sirligt var tegnet på de mørke lærreder. Viktor blev taget ud af sin koncentration med et lille gib i kroppen da han pludselig mærkede hvor tæt Corinth stod op ad ham. Den varme ånde der halvt ramte nakken, halv røg forbi ham. Hårene rejste sig uvilkårligt, og en gåsehud kravlede under hans krave. Viktors øjne der først så overraskede ud ved tilnærmelsen, blev istedet tunge, og overvejende til spørgsmålet. Han havde ikke malet nært så meget som han havde håbet.. men så havde han oplevet så meget andet. 

 Viktor drejede lidt omkring, og blikket fæstnede sig nu ved Corinth, fremfor hans kunstværker. Et smil løftede sig i mundvigen, og han kørte en hånd op gennem nakkekrøllerne, tildels for at dæmpe gåsehuden, og tildels fordi han følte sig forlegen over sine evner som kunstner, og det han havde udrettet - eller ikke havde udrettet. 
 "Ikke så meget som jeg ville, må jeg indrømme," han tog en dyb indånding, før hånden forlod krøllerne og faldt med armen ned ad siden på ham. Viktors bryn dansede lidt forundret til antagelsen, kunst ville altid være en del af hans liv. Luften forlod næsen i et dæmpet suk.
 "Det er langt fra, et overstået kapitel. Det er nærmest kun begyndt," forsikrede han den ældre kunstner om. Der var et lille glimt af gåpåmod i de brune, runde øjne. Armene kom over kors, og han vendte sig lidt mod Corinths malerier på ny. Blikket tog detaljerne ind - noget i ham sagde, at dette var hvad der var acceptabelt for en mand af en 'forbandet slægt' (Viktors' fars' ord) at udstille. Han skillede sig ud med sine færdigheder, farvekontrasterne i det mørke spillede så fejlfrit og naturligt, mens det samtidig var kysset af mystik. Men det var også normalt nok til at ingen ville gå uden om dem. Viktor havde dog aldrig set Corinth som værende en forbandet, man valgte ikke selv sin familie. Desuden.. hans charme talte for sig selv. 

Hovedet skrånede lidt, og krøllerne svajede blidt henover Viktors pande, inden han skævede til Corinth, "Jeg ville elske at se dem du gemmer væk fra offentligheden, dog." så kunne han endelig overholde den aftale han havde lavet med adelsmanden dengang for længe siden, besøge ham i Dianthos.  

Det var med en sagte, tavs udånding at Corinth lod ham tage lidt afstand - et fornøjet glimt tabt et sted i de mørke øjne. Han havde ikke haft tiden, og det gav mening, med alt det andet der havde været kørende i livet. Men det var dejligt forsikrende, at høre det heller ikke var meningen det skulle forblive sådan. 
Måske fordi det bandt dem lidt sammen. Måske fordi at Corinth sjældent mødte andre med samme passion, uden at et tykt lag af arrogance fulgte med. Det var en til tider elitær genrer, og mange af kunstnerens bekendte, var sjældent så... smilende som Viktor. Han ville se det noget mere. 

Da hans fokus gled tilbage på malerierne, hvilede Corinths blik derfor stadigvæk tungt over ham - noget kildede hans tanker - og det hvirvlede sammen de mørke køller, og forsvandt i farven. Men blev med et lille blink nærværende, da han hørte spørgsmålet. "Jah?" Corinths øjne spærredes lidt overrasket op. Men ikke afvisende. "Det burde ikke være umuligt at arrangere... eheh, tror du de er bedre end dem på markedet, da?" og Corinth spurgte, næsten så man kunne høre det lidt skælmske smil, der lurede bagved den ydrer tone af høflighed. Fra en ligeværdig... jah der var vidst altid en interesse i de mere private værker, og han forventede egentlig ikke mindre, af en anden kunster. 

Hvilket også var derfor han afskilte markedskunst, fra mere... sigende, eller sågar afslørende kunstværker. At lave kunst til masserne, kontra kunst til en anden kunstner. Det var to helt forskellige ting. 
Corinth rankede sig en anelse, svært ved at dulme den impuls fra før, der bød ham at rykke tættere på Viktor - også selvom samtalen næppe krævede diskretion eller nærvær. Men. "Te måske? Eller er du kommet til at holde af stærkere varer?" Fordi emnet var dog godt, og han kunne ikke risikere at Viktors indre hare stak af, nu hvor de var så tæt på at få det hele i hus. 

Deres blikke fandt hinanden. Viktor syntes i et øjeblik at opfange et spor af distanceret tankegang i Corinths blik, som om han var fordybet i noget, Viktor ikke kunne se. At det var Viktor, kunstneren havde fordybet sig i, gik ikke op for ham. Ihvertfald ikke bevidst - og han nåede ikke at fundere mere over hvor Corinths blik var forsvundet hen, før brynene diskret blev løftet til spørgsmålet der kælede om den andens læber. Tonelejet lå der noget spøgefuldt ved, under alt det høflige. I virkeligheden vidste Viktor godt at de var hævet over det. Alt det formelle og overfladiske. De havde rørt andet, end bare toppen af isbjerget før. Viktor skulle bare tillade sig at finde dertil igen, hvis han da kunne.

Undersøgende, gled de brune, oprigtige øjne rundt som en påpasselig flakken, og vandrede omkring på Corinths velplejede ansigt for at fornemme på ham, om Viktor kunne have fornærmet adelsmanden på nogen måde. Men det var vidst ikke tilfældet - de havde en underliggende forståelse for hinanden, var han sikker på, der ikke behøvede at blive kommunikeret, men derimod følt. 

Mundvigen rykkede sig overvejende, og et lille glimt dansede i Viktors øjne, nysgerrighed, blandet med noget ganske sigende da øjnene lod sig tage hvile i Corinths mørke iriser. 
"Jeg tror de fortæller mere om hvem De er," indrømmede han med et lille nik og kiggede på de nedtonede, melankolske malerier igen. 
"Og så tror jeg værker som disse keder Dem," gættede han, stadig med blikket, ganske nonchalant, fastholdt på dem. Kald det intuition. Viktor havde altid set Corinth som en mand der var ud over det sædvanlige, en person hvis sind var skabt til at forstå og værdsætte det ekstraordinære. Måske var det derfor, han mente, at malerierne af den romantisk-ordinære natur ikke var nok til at fange Corinth's interesse. Det var som om Viktor kunne fornemme en længsel i Corinth efter noget mere, noget større, noget der udfordrede og berigede hans sanser på en helt anderledes måde.

Han smilede blidt, men øjenlågene lå tungt og betænksomt. "Jeg kan selvfølgelig også tage fejl," genovervejede han, da en flygtig følelse af at være for direkte krøb frem i ham. Han skævede til Corinth igen, ventede en eller anden form for anerkendelse fra ham med et løftet bryn. Ramte han helt ved siden af? Viktor mærkede en stigende interesse i at finde ud af om han havde ret. 

Viktor stak hænderne i de dybe lommer, og lod blikket hvile i de bløde, bølgede lokker der omkransede Corinths ansigt. Et underholdt smil bredte sig om læberne til invitationen om te.. eller diverse.
"Begge dele gør mig intet," han trak på skuldrene, og kokede hovedet til siden, et drenget glimt i de brune øjne strålede lidt, "Men er det ikke lidt for tidligt at finde de stærkere sager frem?" lo han og trådte lidt tættere på Corinth igen, væk fra maleriene og klar til at gå hvis han var. 

Corinth forholdt sig tavs under det lille menneske-studie som Viktor foretog sig. Se, nogle mennesker var født med en overraskende god, sjette, sans, imens andre falmede i akavet, undvigende blinde - og var altid fascinerende at se dem læse det usagte. Den sociale sans, som han så ofte havde fået forklaret det som - evnen til at charmere sig ind på fremmede, ved at fornemme deres person. Det havde taget ham nogle år at knække koden, selvom man ikke skulle tro det nu. Ikke på en solskinsdag som idag. 
Og Viktor var også skarp på den. På den måde som den der uden problemer, læste imellem linjerne. Corinth kunne ikke lade være med at smile over interessen, og varmede sig ved dens lys. "Du ved nok godt, at du ikke tager helt fejl" klukkede han, og brød endelig øjenkontakten da han kiggede ned. Corinth havde et skyldigt, men friskt smil om læberne, da han derefter nonchalant træk på skuldrene og kom i bevægelse. "Du har ret. Nogle mener nok at der er for tidligt, så derfor bør vi lade være.." men kunne ikke helt holde det lumske lille løftebrud ude af stemmen, når han talte. 
Fordi hvem bekymrede sig om 'nogens' holdninger'?

Der var nok altid en eller anden, der havde en anden holdning. I bunden handlede det nok om livsfilosofi - og der var adelsmandens ikke helt udenfor sine sociale cirkler - det handlede om at leve godt, og i nuet. Også når det skræmte eller frastødte 'nogen'. 

Vejen hjem til ham herfra, var heldigvis ikke alt for uoverskuelig. Det gode ved det midterste by distrikt, havde for ham nok altid været lokationen. Så tæt på. Den øvre ring havde nok også været for... hyklerisk uvant, med de tidspunkter Corinth oftest kom hjem på. Det ville dog blive lidt af en overraskelse for de tjenestefolk der var ansat (og hjemme), sådan at se Lochtree sønnen hjemme imens dagen stadigvæk var lys. 
Hans blik gled lidt søgende imod de gader de skulle henad, førhen der fandt Viktors igen. Lige udfordrende nok, til at understrege at han ikke mente det var... alt for tidligt. Bare tidligt. 

Anerkendelsen af at have ret, strøg den unge adelsmand ned ad nakken som en varm følelse af tilfredshed. Og han måtte bide sig lidt tilbageholdene i underlæben så hans læber blev stoppet i begyndelsen af at brede sig i et stolt smil. Men han havde haft ret. En blid latter undslap ham dog, og det lykkedes ham at sende Corinth et sigende blik. Som pakkede de i stilhed, en lille hemmelighed op sammen. Der var en higende trang til at imponere den ældre kunstner, Viktor havde mærket den både dengang, og nu. Den blomstrede åbenbart i sammenværet med Corinth. Sikkert fordi Viktor så op til ham. Han ville have at kunstneren så ham, og respekterede ham som en ligesindet. 

Viktor fandt hurtigt ind i den samme rytme af fodtrin som Corinth, og skævede op til ham med et skævt smil. Derfor bør vi lade være.. Men der lå noget djævelsk over ham som han sagde det. Som hvis han netop havde i tankerne at gøre det modsatte. 
De mokkafarvede øjne gengældte det udfordrende blik der lurede i den andens bourgogne malede iriser. 
"Men hvem kan stoppe os," tilføjede han nonchalant, til den lettere luskede stemning der omfavnede dem, og lod blikket glide rundt på kunsten der så stille begyndte at falde dem i ryggen. Maleriet fra tidligere, som Viktor først var standset ved, fangede hans opmærksomhed igen, og blikket gled tilbage til det. En tung fornemmelse bredte sig i ham.

Han kunne næsten smage havets salt, fornemme vinden lege i hans mørke krøller og skibets vanlige gyngen. Penselstrøgene på lærredet havde fanget havets mange facetter, både det fortryllende og det grusomme. Tankerne om Richard der pressede på, tillod han sig at passere, før de kunne tage form i ham som en ny knude i brystet. Langsomt lukkede han øjnene for at sige et stille farvel til maleriet, fortiden.. og så fremad, mens han gik side om side med Corinth.

Fingrene bevægede sig frem og tilbage i lommernes dyb, en blød fornemmelse fra det mørke pulver der forsat lå dernede farvede hans fingre. Funderende, tog han sin hånd op igen og vurderede de, nu, sodbeskidte fingerspidser. 
"Corinth, hvorfor har du egentlig sod i dine lommer?" spurgte han nysgerrigt, og flyttede blikket fra sine fingre som han stadig havde fremme, og hen til Corinth. Det virkede omsonst at snavse sådan en fin jakke til.. Det var også bevidst, at Viktor nu forsøgte at tiltale den ældre adelsmand som 'du'.

En tilfreds, og måske også lidt mere interreseret kant blomstrede frem over det stille smil, da han hørte spørgsmålet. Det krævede ikke noget svar, men fik alligevel en dæmpet klukken fra Corinth, der så frem på vejene foran sig, markedet allerede i baggrunden af tankernes fokus. Fordi nu var han oprigtig nysgerrig på hvad der kunne ske. 
Det var få timer at døgnet, hvor at hans tanker ikke kredsede om den næste 'aktivitet, kedsomheden var ikke velkommen. At holde sig kørende på rødvin og tung røg, var altid en let en af slagsen, når der ikke var andet at lave. 

Hvorfor har du egentlig sod i dine lommer? Ordene fik ham til at kaste et blik ned på de mørkere hænder, hvor at det fragmemterede mørke lagde sig som støv over de førhen lyse fingerspidser. Og med en lille brummen greb han fat i hånden, og 'trak' det væk, så det svævede i en lille sky væk fra fingerspidserne, for at samle sig i hans nu knyttede hånd. Magien var i sin kerne ret simpel, men der var mange små ting han brugte det til, når Chance viste sit ansigt, og gav ham et vovet valg. Lidt mere overvejende trak han hånden til sig igen, stoppet op i sine skridt, og lod det bølge skrøbeligt over handskens håndflade. "Det gør det nemt at se, hvis man bliver bestjålet"  og et dovent smil trak frem. Ordene var lidt drillende, ikke helt seriøse til trods for det fokuserede blik han havde på soden. "Men udover det, er pigment brugbart for mig. Sod, kul, blæk..." Corinth slap magien, og det blæste væk i den dæmpede vind. "... Heh.. jeg håber ikke det har været alt for generende" 
Hvordan det også lidt gav en løbende undskyldning, for de forbandede fingerspidser hans familie hans familie havde velsignet ham med, ville Viktor tidsnok observere. Lige det, var han ikke i tvivl om. 

Betagelse, samt ærefrygt lyste op i Viktors nysgerrige øjne da Corinth lige så graciøst fik soden til at danse af fingerspidserne. Som havde de aldrig været beskidte til at starte med. De standsede begge to for at give plads til magien der udpenslede sig, og Viktor så hvordan de små, mørke korn bøjede sig for Corinths vilje. Vibrerede på den mørkbehandskede hånd. Viktor trak sine læber skævt til siden, ved det første adelsmanden sagde, og blikket vandrede fra hånden op til hans ansigt. Han studerede Corinths skarpe profil. Der var noget æterisk over ham, og sollyset fremhævede blot hans usædvanlige skønhed. Det virkede helt forkert, rent billedligt, at han stod her, på den beskidte gade mellem alle de ordinære mennesker der passerede dem. 

Viktor tvang sit blik væk fra Corinth ved lyden af de næste ord, og en underlig følelse begyndte at spire i ham. Han huskede tilbage på deres samtale til brylluppet, 'blækbilleder i bevægelse, summerer det op', havde han sagt dengang. Og tidligere havde han demonstreret det med at få skibet i maleriet til at sejle. 'Det giver mening når du ser det.'
"Til dine malerier, selvfølgelig," konstaterede han, og forsøgte at skjule sine tanker bag et spinkelt smil, mens soden fra tryllekunsten langsomt svandt i vinden. Viktor stirrede blot ud i det fjerne efter den. Det var en mærkelig følelse, der nu bredte sig i ham - en følelse af misundelse. Den mindede ham om hans egne mangler og begrænsninger, især når det kom til den magiske verden. Stadig barnlig, når det kom til dét, tænkte han flygtigt om sig selv. Selvom han var imponeret over Corinth's evner, kunne han stadig mærke den snigende skuffelse inden i sig. Det var som om, han ikke var helt klar til at ændre sin holdning til magi, selvom han heller ikke helt var afvisende overfor det. Måske.. 

'Jeg håber ikke det har været alt for generende,' den uskyldige sætning, fik Viktor til at vågne fra de negative følelser, og han sendte Corinth et overbærende smil. Han rystede mildt på hovedet så krøllerne bevægede sig. 
 "Bare lidt sod under neglene og sådan, ellers ikke." lød det overskudsagtigt fra ham, og begyndte så småt at lægge op til at gå igen hvis Corinth gjorde. 

"Hvor længe har du været i stand til at bruge de evner?" spurgte han med høflig interesse.