Maj måned havde været tiltrængt for den femteårige (2009) Leon, måske en anelse for tiltrængt. Han havde brugt de varme forårsdage med Frederik Ludvik som den primære person i hans omgangskreds, utroligt de ikke var blevet trætte af at se så meget på hinanden, som de nu engang gjorde. 

Så da denne morgen kom til ham, en morgen der var tæt på grænsen til en sen formiddag, havde han soveværelset for sig selv. Tvillingesøsteren var gået for længst - og han havde gjorde sig nøjeovervejelser om hun i sandhed var væk. Alt virkede så stille og fredeligt i hjemmet, så hun måtte være gået. 
Han satte sig en anelse op i sengen, blot så den øvre del af ryggen lå op mod sengegavlen, dynen lå endnu henover ham, skjulte det faktum at hans hånd havde ligget og kærtegnet hans legeme i blide strøg. Tænderne blev bidt sammen og han lænede stille nakken let tilbage og tog nogle dybere og dybere vejstrækninger som han fik taget mere fat omkring sig selv. 

Øjnene var lukket let i som han forestillede sig det som skulle være så pirrende og fantastisk at få sig selv til at komme, men alt han så var Frederik og det charmende smil. Kroppen der glimtede af vand fra svømmeture eller af sved for hårdt arbejde. Brynene rynkede let sammen som han ikke kunne stoppe tankerne fra at kredse om vennen, selvom han vidste det var noget så forkert. "Mhmh... Fu.." trykket nærmede sig hurtigt og han så ned ad sig selv og trak tæppet væk fra underlivet af sig selv for ikke at svine den til. "Åh.. Frederik for Zalans" sukkede han med en hæs stemme for sig selv.  

Lige på tippen til at komme. Al støj uden omkring ham var lukket ude, alt han kunne fokusere på nu var at nå sit eget klimaks, så hovedet faldt atter tilbage mod væggen og han trak brummende vejret ind mellem de sammenbidte tænder på ny, mens hans tankerne endnu spillede et sygeligt puds med ham omkring vennen. 

Leah havde fået lov til at løbe erinderinger inde i byen, hvilket selvfølgelig havde fået hende til at løbe alle de spændende steder hen. Hun havde fået byttet sig til et streng instrument og købt noget nyt brød – og så lige lidt sødt bageri som hun havde tiltænkt at hendes bror og hende kunne nyde i smug mellem måltiderne, pligterne og opgaverne.

Med en kurv fuldt fik hun hilst på sine forældre på vejen tilbage mod huset. Selvfølgelig havde hun formået og gemme de ting hun ikke var blevet bedt om at tage med hjem. Hun var jo snedig. Faderen bad hende vække Leon. Han sloges måske med dynen?
Med kvikke skridt begav hun sig indenfor og placerede kurven ved bordet. Instrumentet blev sat hen over skuldrene og hun tog en sød sag mellem tænderne og en i hver hånd. Kort så hun sig over skulderen før hun roligt begav sig mod værelset som hun delte med sin bror. Sov han? Tydeligvis ikke, for han snakkede da med nogen og det lød til. Som hun nærmede sig hørte hun sin bror nævne Frederik. Var de ved at slås i leg? De var trodsalt drenge. Ret hurtigt lod hun sin albue trykke ned i håndtaget og hoften skubbe døren vidt åben så håndtaget bankede mod væggen. ”Mmpfh-m-mpfh!” Hun prøvede at overraske med mad i munden  men som hun så at der ikke var gæster, men hendes bror der blot lå i sengen blev hendes øjne store. Med wienerbrødet i munden og i begge hænder prøvede hun hurtigt at få fat på håndtaget for at lukke døren igen – med flere fejlforsøg. Var der noget der fløj i luften? Åh nej. ”M-mpff!” Hun prøvede at undskylde og endte med at placere to weinerbrød i samme hånd, for så endelig at få fat på dørhåndtaget og smække døren i. Som døren nu var lukket foran hende havde hun tid til at tænker over hvad der lige var sket.
Hun var gået ind mens hendes bror var ved at røre ved sig selv og tydeligvis med Frederik Ludvik i tankerne. Tankerne tordnede rundt og først da hun opdagede at hun var begyndt at savle fra stadig at have wienerbrødet i munden fik hun vendt sig væk fra døren og mod køkkenet. Hun fandt nogle skåle hvor hun placerede hvert wienerbrød fra sine hænder, for bagefter at fjerne det hun havde i munden. For nu måtte Leon tage den tid han havde brug for, så kunne de snakke når han var færdig.

Frederik. FREDERIK!
Mens tankerne kørte rundt tog hun en bid af wienerbrødet og satte sig ned, stirrende på mønstret i træbordet. Hvad i ånderiget foregik der?

Opslugt af et drømme scenarie der vidnede om alt det gode i livet, blev revet væk under ham som en borddug med fint service på sig. 

Det var ikke forsøget på at åbne døren som løsrev ham fra kæleriet af sig selv, men den hårde lyd af døren der bankede mod væggen og hendes muffen med munden. Leon slap sig selv og rev tæppet til sig, forhastet fik hen sat sig og skulle til at råbe at hun skulle forlade værelset, men han blegede mere i momentet som han indså hun måske havde hørt noget. Der bekymret pludselig ikke Leon at hun så ham sidde sådan, men hvis hun fik forkerte tanker om hvad han havde haft gang i. Nævnelsen af Frederik var en fortalelse, en fejl. Han havde ment Frederikke, bildt han sig selv ind og ville stå ved. De havde en bekendt der hed netop det navn, så det var ganske sandsyneligt! 

Men Leah forsvandt og Leon tog hænderne til hovedet og følt at alt i kroppen blev slapt og døde hen. Et hav af tanker strømmede rundt og han indså han burde forlade sengen. Det gavnede ikke at hun troede han endnu sad der og hyggede sig med sig selv. 

En løs trøje med dyb snøre til hals blev trukket over hovedet og han fandt nogle bukser at hoppe i. Underbukserne var jo allerede på .. 
“Leah!” Kaldt han og forlod soveværelset og vandret ud i køkkenet, han lignede en der ikke havde fortaget sig andet end at rode rundt i sengen, hvilket beklageligvis også var tilfældet for nu. “Hvorfor gik du bare ind? Troede vi havde aftalt, at lukket dør betød at banke på først” måske det bare var ham der havde laver den aftale, men det ville ikke ligne ham at glemme sådan noget. Han kigget dog lige kort efter forældrene og lillesøster, okay, de var der ikke. Ikke inden for høreafstand hvert fald.

Hun sad og tyggede på wienerbrødet som han kaldte hendes navn. Turde hun kigge op? Han havde fart på som han kom ud i køkkenet, hun kunne høre det på måden han nærmest trampede afsted, og på måden en brise kom efter ham. Hun bed sig i læben som han spurgte ind til hendes handling. Hun tyggede færdigt før hun satte wienerbrødet fra sig, drejede på sin plads og rettede billet op for at se ham i øjnene. Hun skulle til at svare, men måtte et øjeblik presse læberne sammen. Han var jo rød i hovedet og håret sad som en i zalans. Hun rettede blikket væk et kort øjeblik, hvor hun trak vejret og slugte den latter der ellers ville have sprudlet ud.

”Mor sagde du ikke var stået op endnu,” forsvarede hun sig og så bagefter op på ham igen. Havde han været oppe og var gået ind efterfølgende, havde det været en anden sag. ”Du skulle have været oppe for timer siden, og så-så sidder du bare der og… tilfredsstiller dig selv til tanken om Frederik?” De sidste ord lød lavere, mest af alt fordi hun var i tvivl om forældrenes holdning. Der skulle jo kunne fødes børn, ikke? Leah dømte ikke sin bror for hvad han tænkte på i private stunder, men hun vidste at hvis ikke han stod ved, så kunne det ende galt. Ikke? ”Her,” lød det fra hende en anelse bittert, som hun rakte ham et wienerbrød. Han skulle have noget at spise inden han gik ud og hjalp til udenfor.

Varmen havde steget ham en anelse til hovedet, flovhed og irritation var de to kerne elementer for ham lige nu og så sad hun bare der med sit blege ansigt, kæmpe dådyrsøjne og så så forvirret ud. Han havde ikke tid til at se på resten af hendes mimik, det kunne han slet ikke fordøje lige nu. Han trådte et skridt nærmere og viftede kort frustreret med arme, op og ned: “Jeg fortæller ikke mor når jeg skal røre mig selv for zalans!” Hvisket han alligevel en anelse højlydt. Hvad skulle han ellers gøre, fortælle forældrene at han lige ville rydde op, som om de troede på sådan en løgn fra ham af. 

Men hun fortsatte, redegjorde hvad han burde og ikke burde. Men han følt alt varme forlod ansigtet og han tog hænderne forlegent til hovedet. Nej nej nej, tænkte han lige kort. “Frederikke!” Sagde han med en snert af panik i stemmen. Frederikke, lillesøsterens veninde der var et par år ældre end hende. Ikke noget Leon tog med i sine overvejelser, for alt andet end Frederik var hvad han havde ment. 

Alligevel lod han sig falde sammen på en stol og tog i mod brødet hun stak i ansigtet på ham. Et lille surt mumlen af et tak forlod ham. “Jeg sagde Frederikke, du må have hørt forkert. Jeg er ikke til mænd” det blev sagt med lavmælt stemme, som hun havde gjort til ham. 

Hendes brors arme blev viftet i frustration og han prøvede at redegøre for hvorfor deres mor ikke vidste andet. Selvfølgelig fortalte man ikke sin mor hvornår man ville røre ved sig selv, men Leah havde selv teknikker til hvordan hun kunne få alenetid og folk ikke ville forstyrre hende. Måske var Leon bare ikke nær så snedig? Leah var jo ikke blevet fanget i at røre ved sig selv. For hende, der var det en mulighed at fortælle man havde det dårligt, gå tidlig i seng, eller lyve om at man havde det skidt tilpas om morgenen og så komme ud senere, og have det bedre. Leah var selvfølgelig ikke typen der ville dele ud af sine metoder.

Han afbrød hende nærmest. Det fik de flotte øjne til at spærre lidt op i overraskelse, kun afbrudt af at hun fik tilbudt ham noget at spise. Hvor Leon måske ikke tænkte meget over hvilket navn han spyttede ud, så gjorde Leah. Frederikke. Deres lillesøsters veninde som var nogle år yngre end dem selv. Selvom han satte sig ned og takkede hende, begyndte mellemrummet mellem hendes bryn at blive mindre. Hun så op mod ham, tids nok til at han fortalte mere. Hun lænede sig frem, placerede begge underarme på bordet og flettede sine fingre. ”Jeg er ligeglad med hvad du er til, Leon,” Det var den samme tone som tidligere. ”Men du virker lidt… Som om du gemmer noget, eller lyver…” Det var en tanke der kørte rundt, men blev pludselig afbrudt af en anden tanke. ”Og du er heller ikke til Frederikke!” Hendes stemmeleje var meget højere end før. Hun satte grænsen der og lænede sig tilbage. ”Du kan da ikke- Hun er jo stadig lille-” brynene kom tættere på hinanden.

Hvorfor skulle søstre være så på tværs, de var de eneste væsner som ville vandre ind uden at tænke sig om - det var lige før og næsten, at han hellere ville have haft det var deres mor som havde taget ham i det. Men det skulle ingen af forældrene helst ikke, ikke hvis de ville have hørt det samme som Leah hørte. 

Munden fuld af wienerbrød og tankerne i fuld firspring for at tænke sig til nye muligheder og løsninger for denne suppedas han ikke kunne redde sig selv ud af.  Skønt tvillingesøsteren havde et åbent sind og emmede af mangfoldighed, tog hun fejl. Hvad du er til, han var til kvinder og intet andet. Joh jah.. Frederik Ludvik havde ligget så tungt på sindet, følelsen af hans hud mod sin når de skubbede til hinanden, de skæve smil og små glimt i øjnene, men det betød jo ikke at han var til mænd. Det var intet andet end tilfældige tanker som pressede sig på som han rørte ved sig selv. Han vidste hvert fald ikke hvad det betød, det var bare en ting han lige måtte leve med i det skjulte. En uheldighed. Intet andet end en uheldighed. "Hvad end du tror, Leah, så tager du fejl. Jeg er ikke til mænd," slog han fast som brødet i munden var blevet presset ned i svælget for at synke det. 

Men som Leah forklarede sig, blegnede han en anelse mere så de fregner han havde stod stjerneklar på hans ansigt. Det var jo sandt, Frederikke var ikke ret gammel. "Du må tænke på en forkert Frederikke" mumlet han og tog en arrig bid af sit brød. Leon fik sukkede lidt ud og vendte hovedet over skulderen og rejste sig fra bordet og greb fat om Leahs håndled for at trække hende med sig ud af hjemmet, skoene blev forhastet trådt i. 

"Hvorfor kan du ikke bare lade det ligge, Leah?"

Selvom Leah prøvede at fortælle sin bror, at hun var ligeglad med hvem og hvad han kunne lide, så blev han ved med at understrege at han ikke var til mænd. Der var bare noget om den måde samtalen udfoldede sig, at det fik det til at virke som en stor fed løgn.
Uden at Leah var interesseret i at skulle fange sin bror i at tilfredsstille sig selv igen, så blev hun nysgerrig på om hun kunne finde ud af, om det hele var en løgn. For hende var det jo langt vigtigere at man talte sandt og fulgte sit hjerte. Det var det hun selv gjorde. Det at Leah ikke var særlig interesseret  i at blive en god husmor havde dog  også gjort at forældrene, i hendes øjne, bedre kunne lide sin bror. Lortenormer. Hvorfor kunne hun ikke bare blive en underholder? Hun var sikker på at folk ville betale for godt selskab.

Brynene tætnede, ”En forkert-?” Hun rystede på hovedet. Hun nåede dog ikke at sige mere, inden han rejste sig og trak hende med sig for at komme udenfor. Hun var hurtigt efter, og hendes fødder endte forholdsvis elegant i de slidte sko.

Man skulle tro at Leon vidste at Leah havde en plan med alting. Det fik hun også som han spurgte. Ideen eksploderede bag den blege og fregnede pande. Hun lod en hånd fjerne nogle vildfarende krøller, som hendes blik var søgt mod jorden; uskyldigt og usikkert.
Måske Leah skulle blive skuespiller? Se hvor mange der kunne blive narret af hendes præstationer. Hun kunne allerede forestille sig hvordan folk ville hylde hendes evner til at lade som om.
”Jamen,” hendes stemme var lav, ”Det er fordi…” hun så kort op for at finde ud af hvor stor en afstand der var til deres forældre. En ting man selvfølgelig ikke kunne regne med, var hvor stor forældrenes nysgerrighed rakte. ”Jeg har overvejet at… Altså… Tror du Frederik kan lide mig?” spurgte hun og så ud af sin øjenkrog. Hun foldede sine læber lidt, ”Du ved- for det vil være lidt… Ærgerligt hvis vi begge gik efter den samme, du ved,” hun mumlede lidt lavere, efterfulgt af et nervøst grin.
Ville Leon tro hun havde et godt øje til Frederik Ludvik?

Han forstod sig ikke på det hun gjorde med ansigtet eller hvor hun ville hen med den halve sætning, en forkert - hvad. Frederikke, forståelse af situationen eller at hun bare var forkert på den i alt. Leon havde vel at håbe og drømme for at hun kunne erkende sine fejl. 

Men som han fik trukket hende med sig, slap han endelige håndledet han havde haft fat om. Men da han vendte krop og blik mod hende, så han noget som førte ham på afveje. Sjældent så han sin søster sådan og det virkede så sandelige til at nage hende, men han holdt sine parader oppe og pressede læberne en anelse sammen. Den lavmælte søsterlig stemme, fik Leon lige så stille til at knibe øjnene en anelse sammen og lod brynenen tætne i en undrende mine, men som hun endelige fik munden på gled, faldt hans mine fra hinanden og han sank en tvivlsom klump. Hvorfor skulle Frederik kunne lide hende? Hvorfor kunne hun lide ham nu af alle tidspunkter. Men han vendte hovedet skævende væk fra hende og pressede let tungen mod tænderne i undermunden så læben spændte let. "Det ved jeg ikke, det er ikke hvad vi snakker om" svaret han lidt tvært og prøvede at finde ud af hvordan han skulle reagere. 

"Kan du da lide ham?" spurgte han efterfølgende mens han rømmede stemmen en anelse og vendte halvt blikket tilbage mod søsteren, mens han trak let på den ene skulder. Frederik havde aldrig givet udtryk for at syntes om Leah på den måde, de talte slet ikke om deres søstre på den måde, eller havde han misforstået noget mellem vennen og han? Åh, det håbede han ikke. 

Der var noget der virkede til at ramme plet – eller så var det bare virkelig svært for Leon at snakke om Frederik og Leah. ”Nåh… Okay,” Det var næsten forsigtigt som ordene kom ud af hendes mund. Tydeligt havde den forelskede søster håbet på noget der var mere fyld i svaret. Hun fik kunne hun jo ikke bruge til meget. Eller, Leah kunne selvfølgelig gå med alle sine teorier.

Et tøvende smile spredte sig på hendes læber som Leon selv bød op til at få uddybet det skuespil hun havde gang i. ”Altså...” hun slikkede sine læber mens hun prøvede at beherske sit smil. ”Altså, ja, men-” hun så mere op mod ham igen. Hendes kinder havde endda fået en varm farve magen til håret. ”Jeg vil altså hellere trække mig, hvis du selv-” Hendes hænder prøvede at hjælpe sætningen på vej, men hun stoppede sig selv. ”Nej, ja… Du siger jo, at det er Frederikke, så-” hun sank en klump mens hun nikkede og så frem for sig, som hun gik med sin bror.

”I havde en aftale senere i dag, ikke? Tror du måske du kan lægge et ord ind?” undrede hun sig. Ja, hvis hendes bror var uærlig overfor hende, så ville det måske være lidt smertefuldt for følelserne, ”Måske bare… høre om hvad han syntes om mig? Eller om han måske vil mødes med mig ved molen i morgen ved middag?” Smilet var lidt mere selvsikkert, som det plejede at være.

Uroen voksede i hans indre som mug på brød, det forgreb sig på alle nerverne og hæftede sig tæt til hans blodkar. Hvad var dette for en følelse, kunne han virkelig ikke komme uden om det og bare slukke for det som så meget andet. 
Forbistret søster, måtte han erkende for sig selv. Hun slog knuder på ham uden at hun vidste det. 

I en tvivlsom krops uro kunne Leon ikke gøre op med sig selv om han skulle lade armene falde i folder, hænge ned ad siden eller stå med dem mod hofterne, det virkede alt sammen så forkert, så afslørende for noget som ikke var sandt. Men hendes gestus, som blev trukket retur, gav ham en form af kort varig ro i kroppen, men kun for øjeblikket, og hans blik sank en anelse, skævede væk og gled rundt som. End ikke de kunne finde et holde punkt for øjeblikket. "Jo .. vi skal ses senere nede ved søen" det var jo meningen at de skulle ud og bade hvis vejret var til det og til denne ulidelighed, var vejret ganske vidst til denne badning. 
En knude voksede i maven på ham, pressede på og gav ham en let kvalmende følelse. "Vil du have jeg spørger ham om han kan lide dig?" hellere det end at foreslog de skulle ses ved molen. 

Leon rykkede let på fødderne og sukkede ved sin egne kvaler. Hvorfor foretrak han, at Frederik Ludvik heller skulle kunne lide ham end sin søster? Det var jo ikke naturligt at have den følelse og slet ikke for en anden mand. Nej, det var gustent og hørte ingen steder hjemme, to mænd kunne ikke være en familie. 

Der var noget der var blevet sat i gang, og selvom man ikke tænkte meget over det, kunne Leah ikke andet en at bemærke hvordan Leon ikke kunne stå helt stille med sine arme. Som han gentog hendes ord, kunne hun godt høre at der var noget ved det der virkede forkert. Hun rynkede lidt på sine bryn og kløede sin overarm. ”Nej det… Det måske lidt mærkeligt, sådan at lade dig være mellemand,” mumlede hun for sig selv, som hvis hun fandt det upassende at han skulle vide hvorvidt Frederik kunne lide hende. ”Måske det bedst jeg selv snakker med ham,” lød det før hun krydsede sine arme over kors og så mod sin bror. ”Så bare molen,” lød det fra hende lidt mere beslutsomt, ”Så ved du også hvor jeg er hvis jeg kommer sent hjem,” Hun kunne ikke lade være og et lille fnis blev lokket ud af hende. Et smil, som virkede til at være legesygt, blot ved tanken om at komme senere hjem, havde fundet sig til sine læber.

Mellemmand! 
Ved Isaris nådige hånd, om han nogensinde skulle agere som mellemmand for sin søster eller involvere sig i hendes kærlighedsfornøjelser. Hun måtte tage hvem end hun ville, vennen var bare ikke af de hun måtte røre med sine giftige fingerspidser. Leon hadet tanken mere og mere, som han selv måtte gøre noget for at forhindre at Leah fik sat sine klør i ham. Leon anede bare ikke hvordan han skulle gribe det an, for han var jo tydeligvis ikke interesseret i Frederik. 

En frustreret brummen: "Og hvad hvis han ikke gider mødes med dig nogen steder?" kunne han tale hende ud af det, slå skår i forhåbningerne. Ville han kunne sige nogle små usandheder om at Frederik havde udtrykte nogle ting han kunne lide, nogle ting som han vidste Leah ikke havde. 

Leahs bryn rynkede sig sammen. ”Hvorfor siger du det sådan?” undrede hun sig og slog armene over kors. Det lød jo næsten som om samtalen var irriterende for Leon. ”Hvis han ikke gider mødes ved molen, så må jeg jo bare selv finde ham, ikk’?” hun spidsede munden lidt til siden. ”Han skal ikke tro han kan undgå en samtale,” grinede hun og lod sine fingre finde sine læber, næsten som hvis hun prøvede at forestille sig et romantisk scenarie med Frederik Ludvik.

Hun rystede på hovedet. ”Nej, ved du hvad… Jeg kan da bare gå med i dag inden i skal til søen og låne ham et øjeblik. Er det ikke meget bedre, end at du skal gå og være brevdue?” hendes øjne skinnede næsten af spænding.

Leon følte sig små fanget i et hjørne med vandet stigende i rummet, før eller siden ville det nå henover hovedet og han ville ikke kunne komme uden om den skæbnesvanger virkelighed Leah stod med. Skulle han virkelig tro, at hun hungrede så meget efter Frederik (som han selv gjorde) og agtede at have en tvungen dialog med ham. "Men hvis ikke han vil ses med dig, er det så ikke svar nok på om hvad han syntes om dig?" spurgte han i håb om hun selv kunne høre det. Udeblev man fra en invitation der var et så klart budskab, var det vel et endegyldigt tak men nej tak. 

De store dådyr øjne lyste op og han følte sine egne mindske og tog hænderne små frustreret til hovedet. Nejnejnej. Lige nu hadet han at have en søster på sin egen alder og at de delte venner. Dette skete helt klart aldrig for Frederik. "Jeg vil ikke have dig med, det er en herretur og du er irriterende Leah" som det var en god klaring på hvorfor hun ikke måtte komme med. 

Brynene tætnede ved hendes brors forslag. “Nej?” lød det fra hende, som hvis det var indlysende at det ikke var svar nok. “Jeg vil langt hellere have det bliver sagt til mit ansigt,” uddybede hun forholdsvis selvsikkert. Ville Leon virkelig tage det som et nej? Tænk hvis personen blot havde haft travlt eller blev forsinket? Så ville man gå og tro ens kærlighedsliv var ovre, når det hele kunne være en misforståelse. Så nej, Leah ville have klar besked.

Selvom hun virkede spændt på at skulle snakke med Frederik, så kunne hun ikke undgå at se undrende på sin bror, som han tog sig selv til hovedet. Hvad var Leons problem? Alt livsglæde blev hevet ud af de søde store øjne. Skuldrene faldt ned og smilet falmede. Det varede dog kun et øjeblik, før hun med en hurtig bevægelse slikkede sin håndflade og bagefter tørrede den af på Leons kind - selvfølgelig uden at slå ham. “Og du er klam!” hvæsede hun, højt nok til at man i det fjerne kunne høre hvordan deres mor irettesatte hende et sekund efter. Med et højnet tempo, ville hun gå fra ham. Nu gad Leah ikke dele sine ideer med Leon. Så måtte de komme som en overraskelse. Måske hun bare tog afsted nu?

"Du kender jo ikke engang Frederik" strømmede det ud af ham som en frustration. "Han er punktlig og bliver kun væk hvis det er noget han ikke gider" ikke at han selv havde stået model til det, men han havde da oplevet det som vennen der kunne se andre blive holdt hen og ladt i stikken når det ikke passede ind i vennens liv. Men forklaringen kom alligevel ud som hvis han forsvarede sin kæreste Frederik.

Den våde hånd ramte ham og han slog øjenene op og følte hvordan varmen i ham slog gnister, men den kunne ikke høre nogen forskel for ham, foruden at tørre kinden på stedet. Hvæsen og moderens stemme flød sammen. "Du skal lade ham være, Leah!" sagde han bestemt og fulgte efter hende, lige i hælelen. "Det er netop dette vores forældre snakker om, du er ustyrlig, uægtelig" som det var fair at smide hende under bussen, men han var træt af hende nu. Pressede ham og ville lade sig nærme Frederik, det kunne han ikke lade ske. Kunne han skubbe til hendes båd, så hun droppede sine intentioner, gjorde han det. 

“Og du kender tydeligvis ikke mig!” Hun holdt ikke tilbage på sin frustration. De spejlede hinandens følelser så hurtigt og fik hinanden op og køre. Hun kunne næsten mærke, hvordan blodet pumpede rundt i hendes krop. “Du kender jo tydeligvis Frederik som din egen Zalans bukselomme,” Ja, hun hev fat i at hun fangede ham nævne et navn tidligere, mens han havde sin hånd dybt begravet forrest i sine bukser.

Hun kunne høre hvordan han fulgte efter hende, og hun satte derfor sine hænder op til sine ører mens hun sang højt: “LALALALALALA!” Hun hørte dog stadig hvert et ord og de skar noget så dybt i hende. Selvom hun i realiteten ikke havde en interesse i at finde sammen med Frederik, så blev det jo kun mere tiltalende at prøve. Enten kunne hun blive bekræftet i at ingen ville hende, eller også kunne hun vise dem alle hvordan de tog fejl. Men var det noget hun havde lyst til at finde ud af?

Hun vendte på hælene med et og pegede på ham. Tydeligvis var hun oprevet, det var til at se i hendes øjne. Hans ord havde i hvert fald en betydning, men var det den betydning, som han ønskede? “Du skal lade mig være,” hvæsede hun lavt af ham. Ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan moren kom tættere. Hun ville sikkert prøve at deeskalere situationen.“Jeg skal nok vise dig-” hun pegede nu også kortvarigt på deres mor, “- jeg skal nok vise jer alle sammen at i tager fejl,” sværgede hun, og ville, hvis hun kunne, gå mod en af markerne. Hun havde i hvert fald brug for at få tankerne på noget andet.

De bed glubsk af hinanden og det gik ganske voldsomt for sig. Han valgte at gå efter det forældrene så ofte påpeget og han vidste at det var uretfærdigt og et ømt punkt for sin søster. Men hun irriteret ham så forfærdelig meget lige nu, hvorfor kunne han ikke helt selv forstå, men en ting vidste han dog. Frederik Ludvik var en årsag til dette. 
Så hendes kommentar fik ham til at bide vredt sammen. Det stak så forfærdeligt meget i ham. 

Leon stoppede prompte op og rykkede hele overkroppen tilbage i et ryk, som hendes pegefinger stod pegende mod ham. Blikket sagde ganske nok: han behøvede ikke den opfølgende sætning hun gav ham, men den kom alligevel. Moderens stemme stoppede som hun så hvordan Leah i sidste ende vendte sig mod moderen. 
For Leon var det næsten værre nu, end det hun havde gjort hidtil. “Fint! Så hore dig ud, se om han vil røre ved dig!” Vrisset han uden at tænke synderligt over ordene. Men en bestemt tone lød fra moderen som hun hævede stemmen og tydeligt sagde ‘Leon!’. Der var selv grænser for hvad han kunne tillade sig. 
Han mærkede moderens hånd mod sin overarm som hun trak ham lidt tilbage, væk fra Leah. “Sådan taler du ikke til din søster”, begyndte hun, som han har den eneste der havde gjort noget forkert.
Alt det gjorde, var at give Leah muligheden at gå.

Selvom hun var så målbevidst på hvad hun skulle, så var det som om at filmen knækkede for Leah som han begyndte at svine hende til. Man kunne næsten forestille sig at hans ord blæste hende en anelse bagover. De kom bag på hende, og endnu engang var det tydeligt i de flotte dådyrøjne. “Hvem tror du, at du er?” undrede hun sig, lavt men chokeret i sin stemme. Leah blev stående på sin plads. Hun var ligeglad med, at deres mor stod ved siden af og prøvede at irettesætte Leon. Hun havde aldrig troet, at hendes bror ville sige sådan noget om hende. Meget kunne han sige, men det her var langt over Leahs grænse. Hun lod sine hænder skubbe til hans brystkasse, “Hvem Zalan tror du, at du er?” hvæsede hun, og lod sine hænder skubbe til hans brystkasse igen uden at lytte til nogen protester. Uden at vide hvad hun skulle gøre af sin vrede, søgte hendes hånd ned til jorden, hvor hun samlede noget jord op og kastede efter ham “DIN ROTTEUNGE!” Skreg hun af ham. Hun kunne slet ikke holde sine egne følelser ud, for de føltes så mange gange større end hende.