Det Halve Vildsvin var et sted, hvor Minali efter hånden havde erfaret at man kunne støde på mange interessante historier, bare man lyttede længe nok. Og det var også tilfældet denne aften, da mørkelverkvinden hørte en medarbejder læse op af en historie for sin søn. Minalis situation var aldrig helt positiv, uanset hvordan hun vendte og drejede den. Fremtiden var usikker, og hun vidste ikke hvor hun ville befinde sig i morgen. Kun at det var tid som hun skulle tilkæmpe sig imod dem, der ønskede at fratage hende lige netop den ressource og klippe hendes skæbnelinje.

Da der blev nævnt skatte og magiske genstande fjernede Minali ølkruset fra munden og skævede mod kvinden, der klappede drengen på skulderen og begyndte at servicere kunder. Der blev nævnt en gåde, men hun hørte kun halvdelen. Det var en spændende historie, og det blev kun mere spændende, da moderen nævnte at der måske kunne være hold i den.

Mørkelverkvinden rejste sig og gik langsomt hen mod drengen, som hun bøjede sig hen over.
”Hej knægt. Det er godt nok en pæn bog du har der. Må jeg se den?”

Drengen svarede ikke, men rystede på hovedet, og en række fine rynker kom frem på Minalis næseryg. Han knugede bogen ind til sig.

”Oi, kom nu, jeg vil bare låne den…”

Lidt forsigtigt gav barnet Minali den smukt indbundne bog, og hun takkede med et nik.
Kort efter lød et højt hyl igennem værtshuset.
”MOAAAAR!”

Og ud af døren på Det Halve Vildsvin flygtede Minali, historiebogen under armen.
”Beklager knægt, du er ikke gammel nok den slags historier. Bogen er hermed konfiskeret!”

På trods af de liv hun havde på samvittigheden, føltes det på en eller anden måde lidt forkert at stjæle ting fra små børn, men det var det som det var. Og når hun var nået godt væk fra Det Halve Vildsvin, lænede hun sig imod en mur og gav sig til at genlæse det eventyr hun havde hørt.

Hvid og gylden sol i hovedstaden…
”Isarrriii” lyden der forlod hendes læber var overvejende, men mindede lidt om en knurren. Lysets gudinde var et sært fremmedlegeme hun ikke vidste hvor hun skulle placere, og hun havde før gjort sig sine tanker om hele aspektet af ”fuldkommen godhed”. Men hvis Isari eksisterede, så skyldte kællingen Minali penge for alle de gange hun havde gennemgået modgang og aldrig havde fået hjælp fra andre end sig selv til at komme videre. En skat var da minimum af hvad de højere magter kunne give hende, hvis de da eksisterede.

Da Minali ankom til Isaris tempel, var solen forsvundet helt på himlen, men som en skabning af natten så hun ubesværet og bød sig selvsikker ved at der var så mange færre personer, der kunne se hende. Det næste punkt af gåden fik hende til at gumle eftertænksomt på sin underlæbe. Vandet viste vejen?

Der var ingen floder i Dianthos. De eneste former for vand i bevægelse hun kunne komme i tanke om, var diverse springvand, og det nærmeste befandt sig i tempelhaven. Men solen?

Med en dyb indånding satte hun sig på kanten af et af dem. Kun stjerner befandt sig på himlen. Måske var det et spørgsmål om at noget ændrede sig under tid? Så Minali blev på sin plads, og ventede på om solens gryende ansigt ville afsløre noget ved udsigten mellem fontænen og katedralen, samt i deres nærhed.

Solen gryede og intet så ud til at ændre sig ved Tempelhavernes omkreds. Minali rejste sig noget groggy og besluttede sig for at backtracke til Isari Katedralen. Da hun nærmede sig, slog tanken hende at det store runde vindue kunne ligne solen selv, og hun skubbede sig uden større spørgsmålstagen vej ind af den store dør, der afskar hende fra helligheden. Uden helt at vide hvad hun ledte efter, betragtede hun åndeløst katedralens arkitektur, og så mod vinduet. 

”Underligt… her er jo ingen i dag?”
-Så meget for en af de mest populære guder, huh?- Minali fnes halvhvæsende som en slange og smilte skævt. Hun spadserede lidt rundt og endte foran en af de store statuer af den hellige frue. Hun så sig over skulderen en sidste gang, for at sikre sig at ingen ventede som Solari Seravills  speciale, bag en stor stensøjle et eller andet sted. Nej. Det eneste der gav ekko her, var hælene på Minalis støvler. De sorte øjne stirrede op på den gyldne figur.

”Er du der?... Jeg har aldrig snakket med dig før… Du har aldrig rakt ud til mig. Men hvis jeg skulle resumere alle mine tanker ville det bare blive… Hvorfor? Hvorfor”.

Der var helt stille. Minali kunne kun høre sig egen vejrtrækning i katedralen. Intet svar kom fra statuen. Hun sukkede dybt, som om en lille del af hende måske havde håbet. Hendes knyttede, snehvide hånd bankede mod statuen, og den gav et dybt goooooonnngg, som en klokke.

”Du klinger lidt hult, synes jeg, haha. Som dine følgere… En passivitetens vugge, dette sted. Skal jeg tage din tavshed, som jeg altid har gjort? At du end ikke har anerkendt min eksistens, fordi jeg er så forskellig fra dig. Hvordan kan nogen påstå at de ved hvad glæde er. Hvad kærlighed er i sandhed, når de aldrig har ramt den sorte bund af brønden og set den anden side af den?”
Der var en spæd ryst i mørkelverkvindens stemme.

”Du er som folk er flest. Omsorgsfuld og forstående for dem der er som dig. Kold. Og tom. For alle andre”.

Minali gik lidt ned i knæ, men ikke for at bede. Hun trak sin daggert i den ene hånd og brugte en af bænkene til at springe op, med en kats fleksibilitet, hvor hun hang sig om Isaris løftede arm. Daggerten hævede hun med sin frie arm og trykkede den hårdt ind i forgyldningen på venstre side af gudinden. Hvor hjertet ville have været. Forgyldningen gav efter og hakket blev ført i en lang streg. Endnu en ridse lavede mørkelverkvinden, så der blev et stor kryds over hjertet på lysets gudinde. Med det statement gav Minali slip på gudindens arm og landede elegant på gulvet.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal komme efter her”.
Med blikket nedslået begyndte den sort hvide skikkelse at vandre ud af katedralen. Hun stoppede først ved indgangen til katedralen og så sig tilbage. Langs gulvet snoede der sig en masse dybe streger, der mindede utroligt meget om den måde bølger bugtede sig på. Og ved indgangen syntes de at danne runde fordybninger. Men indgraveringerne var så talrige, så det var svært at se hvor de kunne gå hen.

Minali klikkede tungen mod sin gane og så ind mod kirken. Der var et metalfad, formegentlig brugt som døbefont til småbørn.
”Vandet viser dig vejen, hmmzz?”

I spankulerende og noget målrettet gågang, bevægede Minali sig ned mod døbefadet.
”Isari, siden du ikke går op i mig, og jeg ikke går op i dig, så har jeg besluttet mig for at du ikke skal bruge det her. Du har for mange forkyndere allerede”.
Hun vendte døbefadet i hænderne. Det var ikke så stort igen, men det var ret dybt. Formegentlig nok til at kunne drukne et spædbarn, hvis ikke man var forsigtig. Hun tittede ud af katedralen dør. Det var dag, men hun kunne stadig ikke se nogen. I nærheden, men hun havde også kun opholdt sig i huset af lysets gudinde i et par minutter. Med metalfadet under armen løb hun tilbage til den nærmeste fontæne, fyldte den med vand og balancerede tilbage med det skvulpende fad i hænderne. Vandet forsøgte hun at hælde ned i de runde fordybninger og håbede at det kunne hjælpe hende med at se hvor stregerne i gulvet endte henne.

”Ahaaa…” et lettere djævelsk smil spirede frem på Minalis læber, som et billede tegnede sig foran hende. Vandet løb ned langs rillerne i gulvet og ledte til en stor, tung lukket trædør, hvor vandet løb videre.

”Du er måske ikke så dum alligevel, er du Isari?”
Minali pressede skulderen ind mod døren. Den bandt, knirkede og gjorde modstand. Tilsyneladende låst. Hun havde i hvert fald svært ved at få den op. Nok engang var mørkelverkvindens sti af ødelæggelse ikke forbi, og hun greb en stor lysestage, støbt i metal. Tilbage ved døren forsøgte hun at give den yderligere pres, med ryggen mod den. Men da Minali skulle til at hæve den tunge lysestage, for at smadre dørhåndtaget, og muligt låsemekanismen, gik døren op, og hun tumlede med et hvin ind i rummet. Først ramte lysestagen stengulvet. Så ramte Minalis hoved.

Noget svimmel og øm, tog hun sig til hovedet og forsøgte at se sig omkring. Det var et opbevaringsrum fyldt med skabe af træ og metal, der holdt diverse skriftruller. På væggen var Isaris symbol indgraveret, og på indgraveringen stod:

”Vejen frem i livet kommer fra at have masser af viden” mumlede Minali, mens hun satte sig op.
Hun nikkede genkendende. Havde det ikke før været for skriftruller og beretninger, havde hun aldrig opdaget sin anden evne. Men Veszatar Måneskygge  havde i sin tid haft ret, da han sagde at viden alene ikke kunne afspejle verden, så længe det var teorier. Der skulle være noget der afprøvede den viden og gjorde specifik til bestemte formål. Og det måtte også være tilfældet her. Skrifterne måtte omhandle forskellige emner. Ikke alle ville være brugbare. Dog måtte den angivne viden først og fremmest blive tilgængelig.

Minali skubbede sig op, greb fat i den lange, ortodokse lysestage og begyndte at smadre løs på alle skabene, i et forsøg på at frigøre skriftrullerne. Glasskabene gik i stykker hurtigst, og hun begyndte at samle skriftrullerne i bunker, alt efter hvilket skab de kom fra.

”Solen giver dig målet?”
Med øjnene lettere sammenknebne i koncentration forsøgte Minali at skelne imellem det ydre på skriftrullerne og spejdede efter vokssejl eller lignende, måske formet som en sol, der kunne kategorisere dem. Når hun følte hun havde brugt nok tid på det, begyndte hun at åbne skriftrullerne for at se hvad de var for noget.

Krystallerne lyste hulens loft op, men faldt tungt til jorden igen. Der var intet der så ud til at være ud af det ordinære, så Minali forsøgte at følge krystallerne som kompas og lod dem lede hende længere ind i bjerget. Hånden havde hun hele tiden på sin kniv, skulle der dukke uventet selskab op.

Efter at have vandret i et stykke tid, havde Minali undersøgt de fleste gange, og hun måtte konkludere at de endte blindt. Fornemmelsen af magien var kraftig, som vejede den ned på hendes skuldre. Noget rådvildt spejdede hun rundt i grotten. På jorden fandt hun en hakke, muligvis glemt af minearbejderne. Da der ikke gemte sig noget synligt, men fornemmelsen af magisk tilstedeværelse var stærk, greb hun fat i hakken og fulgte gangene hen til en af de vægge, hvor revnerne var flest og huleloftet så mest stabilt ud. Der var risiko for sammenfald, hvis ikke hun var påpasselig. Men hvis der ikke kunne ses noget med det blotte øje, måtte hun søge hvor hun kunne føle. Med en kraftanstrengelse begyndt Minali at hakke i revnerne på væggen.

At hakke er ikke Minalis stærke side. Det skulle nok være et arbejde for en dværg. Mørkelverkvinden formåede at slå hul på væggen, men intet af interesse er bag den. Hun greb sit fyrtøj og tændte en fakkel hun havde pakket med, og i den anden hånd tog hun en af de lysende krystaller. Igen begyndte hun at gå igennem krystalhulens gange, i håb om at ilden eller krystallernes lys ville aktivere skjulte skrifter på væggene, eller mystiske mekanismer. For hver gang hun kom til et hul i væggen kiggede hun ind i det og ledte efter skjulte genstande.

Da der ikke var noget at finde i selve hullerne hellere, begyndte Minali at studere de mange forskellige sten der lå på jorden.

Nogle af de større sten havde mønstre. Umiddelbart kunne Minali ikke tyde tegnende og sige om der var tale om numre eller bogstaver. Men da stenene havde særprægede former, og størrelsesforholdet matchede med nogle af hullerne i væggen, forsøgte hun at samle stenene ud fra de huller der matchede med formerne og størrelserne på de enkelte sten. Det så menneskeskabt ud.