Den mørke og kolde vinter havde langsomt sluppet dens stærke tag om solen, som nu var begyndt at vise sig endnu mere på himmelen og lade den stråler varme omgivelserne. Hestene var langt om længe, igen blevet lukket ud på de omkringliggende marker, som kredsede om gården. Det var deres helt store indtægst kilde, og der var ingen tvivl om at familien Thurston var omegnens bedste heste opdrætter. 

Iført ridetøj bevægede Neyrelle sig rundt på en af markerne og trænede en af de ung føl. Efter at have fået mere ansvar for denne deling i sin ungdom, selvom det ikke lå til kvinderne i denne del af familien, havde hun gjort en stor dyd ud af at give hestene den opmærksomhed som de fortjente og havde brug for, for at få det bedste produkt og den bedst mulig version af dyret.
De fleste af dage gik med dyrene, både fordi det var hendes arbejde og fordi hun arbejdede med det. Hun havde selvfølgelig fået mere for hænderne, nu hvor hendes deltagelse i Verbatim var blevet større. Hendes rolle som agent havde bragt flere opgaver med sig, og som en af de eneste agenter i den adelige del af Krystallandet, var der meget at tage fat i og de mindste oplysninger eller rygter blev skrevet ned og videre givet, når det var nødvendigt.

Hun trak hesten hen til sig og lod hånden bevæge sig op ad mulen og aede den i rolige strøg, inden hun bevægede sig om på siden og bevægede sig op på hesten. Grebet om tøjlerne stramte til, inden hun satte foden i siden på hesten og mærkede hvordan den satte igang og bevægede dem igennem markerne med en høj fart.

Endnu en dag, endnu en aftale med en ulykkelig sjæl de ønskede mere end deres middelmådige liv. 
Man skulle tro en dag, ville folk forstå at selv den bedste aftale, kunne være den værste de nogen sinde havde indgået. Sådan var det altid, når han dukkede op efter ti år og døden ville indtræffe. Dem som formåede at gemme sig, ville blot mærke hvordan det blev værre for hver dag, efter de ti år var gået. 
Nogle var mere forstående, de havde levet deres ti år uden at kigge tilbage. De havde nået hvad de ville, og var klar til at blive taget med ham. Overgive deres sjæl, så han kunne indtage den, og tage den magi som han havde givet dem tilbage. 
Da aftalen var på plads, båndet var knyttet, kunne han se hvordan personen hurtigt var forsvundet. Ud for at leve de næste ti år af deres liv, som en skuespiller. Om det blev en god karrierer, kunne han jo ikke give garanti for. Han havde blot givet ham talentet til at blive det. 

Nu hvor at han skulle bruge tid på, at komme tilbage til Obsidian øerne, den største irritation med disse teleportationer. Han kunne ikke teleportere sig selv tilbage igen. 
Men derfor, kunne han jo godt nyde turen over engene, det var ikke før at han hørte en galoperende hest til sin venstre side, at han endelig lod øjnene glide mod kvinden som kom ham i møde. Hvor mange andre nok ville blive forskrækket, eller prøve at komme væk fra den retning som hesten løb i, blev han stående helt stille—hans blik uændret og køligt som han betragtede skikkelsen på hesten. 

Der var normalt ikke mange mennesker på disse kanter, og slet ikke gående som den mand hun kom i møde var. Der var langt mellem gårderne herude og når der endelig var folk på vejene, så var det i karret eller på hesteryg, men sjældent gående. Neyrelle kunne samtidig heller ikke genkende skikkelsen, som hun nærmede sig. Hun havde skabt sig selv en stor omgangskreds og kom i miljøer, som typiske ikke lignede steder for adelige kvinder som hende, men hun befandt sig godt i og tilrettede sig hurtigt når det kom til stykket. 
Verbatim havde gjort meget godt for hende og den måde som hun nu inteagerede med andre adelige, og andre mennesker generelt, blot for den mindste information at kunne give videre, havde ændret hendes sind og den måde at inteagere med andre mennesker på.

Angist fortalte hende stadigvæk ikke noget, som hun kom tættere på. Det var måske heller ikke hendes at blande sig i at personer, kom forbi deres område og deres gård, men alligevel så kunne hendes nysgerrighed ikke lade være med at vise sit ansigt og lod sænkede hestens fart som hun nærmede sig. Hun kiggede ned på ham, som hesten stoppede og lod et smil forme sig på hendes læber, "Er De langt væk hjemmefra?" Lød det nysgerrigt fra hende, måske lidt for nysgerrigt. 

Iført yderst smukke rober, på trods af hans rang som slave, var der ellers ikke meget andet der fortalte om hvem han var. Hans hoved lagde sig let på skrå, som en nysgerrig puma, der overvejede hvorvidt den skulle angribe eller gå dens vej. Men for nu bredte der sig blot et smil hen over Neros læber, hvad end dette menneske var, kunne han mærke en hvis magisk kræft i hende. Interessant, yderst interessant. 
"Ja det må man sige" sagde han med en let latter, og ansigtet blødte op i det øjeblik han snakkede. Smilet på læberne, fik hans ansigt til at blive imødekommende, og hele hans måde at stå på ændrede sig også. Han var trods alt en mand, der vidste hvordan han skulle spille en god person. Selvom alt andet inde i hans indre, fortalte en anden historie. "Jeg blev kaldt på ikke langt herfra, og desværre kan jeg ikke altid styre mine teleportationer, så nu er jeg her" lo han, og lod et lille suk forlade ham, som han kiggede rundt. "Hvor er her overhoved?" sagde han så og rynkede brynene. Han vidste udemærket godt hvor han var, og hvordan han skulle finde hjem. Men noget fortalte ham, at denne kvinde, denne sjæl—det var noget han burde undersøge nærmere. Noget som selv Lazarus ville sætte pris på, at han gjorde. 

Han så yderst præsentabel ud, især for dette område som han bevægede sig i. De var ude i ingenting, der hvor kragerne vendte. Hans tøj var pænt og ham selv var yderst attraktiv. Hun kunne ikke andet end at lade smilet brede sig på læberne, når blikket gled rundt på ham og studerede personen foran hende.
Hun trådte af hesten og landede solidt på jorden, og bevægede sig om mod ham, så han kunne stå i højen højde med ham. Det var mest venligt, især når hans ydre interesserede hende lige så meget. 
Interessen omkring ham blev kun større, som han begyndte at tale til Neyrelle. Så han var også en teleportør? Spændende. 
"Du blev kaldt på?" Spurgte hun opfølgende, blot for at få mere at vide omkring ham. Det var ikke ofte at hun havde hørt, om at folk var blevet kaldt på og dermed dukkede op. Det satte en nysgerrighed i hende. 
"Hvor her er?" Hun lod læberne danse i et smil, som hun stod overfor ham, "Her er Safirien. Så alt efter hvor du er fra, så  er du næsten derude hvor intet sker" Hun kom med et roligt grin. 
Men hvor var han fra? Hvem var han og hvor skulle han hen? "Hvor er det du kalder hjem?" Der var alligevel mange spørgsmål, som pressede sig på og nogle gange kunne hendes ivrighed godt drive afsted med hende, men hun måtte bevare roen.  

Neron vendte blikket tilbage mod den smukke kvinde, da hun gentog hvad han havde sagt om at blive hidkaldt. Et smil bredte sig hen over hans læber, og der var et snert af den dæmoniske side, der lige så stille sivede gennem hans udtryk. Dog var udtrykket væk, lige så hurtigt som det var opstået. Hvilket henlagde det pæne ansigt, i indbydende og venlige folder. 
"Safirien" mumlede han, som om han smagte på navnet og han kiggede rundt, næsten i håb om at det måske ville give ham et billede hvor det var henne. Nu var det trods alt ikke fordi at dæmonen havde gjort sig i geografi, mest af alt, fordi at han blev sendt steder hen eller blev hidkaldt også kunne det være lige meget for hjem skulle han nok finde.
Det blev dog en anelse problematisk, da hun spurgte, hvor han var fra. Han kunne ikke fortælle Obsidian øerne, da ville det være lidt for tydeligt, hvilken orden han var en del af, selvom mange ikke ville sige det var frivilligt. 
"Ikke langt fra Fredskilde i Medanien" sagde han med et skævt smil, og sukkede så en anelse opgivende. "Hvilket gør, at det bliver noget af en tur hjem, kan jeg næsten høre på det"

Der var måske flere ting, som ikke helt hang sammen og så alligevel, men spørgsmålet om hvem der havde kaldt og hvad der var blevet kaldt efter ham, havde hun endnu ikke svaret på. Hvis han var teleportør, så var der vel ingen grund til at gå eller lignende, men blot teleporterer sig hjem? Det foregik måske ikke på samme måde, som med hendes portaler, men hun var ikke sikker. Det var ikke hendes speciale.
Det virkede dog ikke til at han, ud fra områdets navn, var sikker på hvor han befandt sig, hvilket undrede den unge kvinde.
"Fredskilde, og Medanien? Ja, det er en længere rejse. Men hvis De kan teleportere, så må de vel også være i stand til at telefonere Dem hjem?" Det var måske et dumt spørgsmål, ellers havde vedkommende vel gjort det, "Men uanset hvad, så befinder De, Dem ret langt ude i ingen ting" Selvom Neyrelle ikke var en naiv person, så var der noget der fortalte hende at denne person, var interessant at følge lidt med i.

"Kom" Lød det blot fra hende, som hun tog tøjlerne i hesten og begyndte at spadsere ned igennem grusstien, og ned til gården. 
"Forresten, De har aldrig nævnt Deres navn. Jeg er Neyrelle" Der var ingen grund ikke at lade dem komme på navn. "Hvis De skal ud på en længere tur, så har du muligvis brug for lidt forplejning og andet, så det vil jeg gerne hjælpe med"

Det var selvfølgelig en meget naturlig tankegang, at kunne man teleportere et sted hen, så kunne man også teleportere sig hjem igen. Desværre var hans evne ikke noget han selv kunne styre, selvom at det ville være en del nemmere at have med at gøre, hvis det var således.
Nej, Lazarus skulle kalde på ham igen, og derved kunne han dukke op ved Lazarus side. Men ikke før det, og nogle gange var Lazarus, hvad man ville kalde en god gammeldags nar.
”Desværre bliver jeg hidkaldt, det betyder jeg kun kan komme et sted hen, hvis nogen kalder på mit navn” sagde han med et skævt smil ”Og det er sådan at folk ikke kan sende mig hjem igen, det er lidt af en problematik” lo han varmt, og fandt det nu alligevel et spændende spørgsmål. Måske ville have spurgt om det samme, og måske var det nærmere håbefuld tænkning, at dette var kvinden de havde ledt efter.

”Tak” kom der stille fra ham, som han fulgte kvinden mod gården, der kunne skimtes i horisonten af marken.
”Glad for at gøre dit bekendtskab, mit navn er Neron” introducerede han sig selv og grinte ”jeg siger aldrig nej til noget forplejning, inden min rejse fortsætter længere syd på”

Der fandtes mange evner og meget magi blandt folk, og det var altid interessant at komme nærmere og lærer mere omkring andre, og Neron var slet ikke anderledes her. Det var meget naturligt at kunne teleportere hvor hen man ville, og tilbage igen, så at Neron ikke kunne det, virkede næsten ualmindeligt, hvilket der måtte være en grund til. 
"Ah, okay" Lød det fra hende, næsten overraskende på en eller anden måde. Var han en form for slave, som var bundet af en herre, som dermed kunne styre ham? "Det vil sige at der er en som styre dine bevægelser, og dermed altid kan få fat i dig, når der er brug for dig? Jeg vil ikke træde dig over tæerne, men er du en slave bundet?" Af hvad hun vidste, så var slaver ikke lovlige medmindre man hørte til i Rubinien, så dette var interessant på mange måder. 
Det gjorde det selvfølgelig besværligt for Neron at komme rundt, det kunne hun sagtens se, "Det er bestemt en problematik, at du ikke sådan kan teleportere væk selv" Der måtte hun være glad for, hendes egen evne. Hvis hun kom tæt nok på, så kunne hun måske hjælpe.

"Når du er så langt uden for al ting, så er det da det mindste jeg kan gøre" Lød det fra hende, som hun trak hesten ved hendes side, tilbage mod gården, "Neron? Det er dejligt med lidt selskab" Hun lod blikket glide over mod ham, med et smil på læberne. Han var uden tvivl en flot mand, et godt selskab og bekendtskab. Der var ingen grund til ikke at invitere ham indenfor. "Men du siger du har været i området, har du søgt noget bestemt?" 

Neron gik med armene foldet bag ryggen med hænderne på lænden, hvor den ene hånd var lukket om håndledet.
Et let grin forlod ham, da hun startede ud med 'jeg vil ikke træde dig over træerne'. "Det er sådan en finurlig lille talemåde er det ikke?" kommenterede han, og betragtede hende som hun fortsatte sin svalesang.
Nyerelle virkede som en kvinde, der nok savnede selskab. Hvilket fik ham til at funderer over, hvad hun så lavede her ude, hvor kragerne forlængst var endt og Zaladins sandal måtte have været mistet et par få kilometer længere mod syd. 

"Hmm, nej jeg var her ikke just for et specielt formål, foruden det som jeg blev hidkaldt til" det var trods alt svært at frigive ens information omkring hvad, eller hvilket, væsen man var. 
"Jeg leder sådan helt overordnet efter en portalmager, som du nok kan se, er det en anelse problematisk at komme tilbage til mit hjem, når jeg konstant bliver hævet væk fra min bolig, fordi folk gerne vil snakke med mig" før han var blevet slavet bundet af mørket, havde han haft muligheden for ikke at dukke op. Men nu brugte han det lige så meget som en mulighed for, at komme ud af Lazarus suge gemakker. Hvad manden gjorde ved hans sokker, ville Neron gerne være fri for at vide, men de skulle også holdes så langt væk fra ham som muligt. 

Neron bekræftede ikke hendes spørgsmål men det var ikke svært at vide hvad der var op og ned i hans situation, efter det hun havde fortalt ham. Det var bestemt en anden form for teleportation som hang over hovedet på Neron, det at blot at kunne sige hans navn og dermed hidkalde ham måtte være anstrengende for ham, men ikke mindst yderst behjælpeligt for de som ønskede hans tilstedeværelse, "Det kan der være noget om" Det havde hun umildbart ikke tænkt over, og måske heller ikke et udtryk som hun selv brugte så ofte. Men Neyrelle havde intet ondt ment med hendes spørgsmål.

"Men hvis De skal hidkaldes for at komme frem til et mål, hvem hidkaldte dig til området her?" Der var mange spørgsmål som pressede sig på, men mon ikke at de ville få tid nok til at tage dem alle sammen? 
Ud fra hans ord at dømme så var han komme til den rette gård hvilket næsten ville være for godt til at være sandt, for ham, når det var en information som han blev kendt med. 
"Det forstår jeg selvfølgelig" Der var uden tvivl for langt at gå til de fleste steder i dette område, selv til den næste nabo var der kilometer eller mere. Det ville tage dage at gå herfra og til Dianthos, eller hvor han nu skulle hen. "Men du søger en portalmager? Har du hørt rygter om at der skulle være en på egnen her?"

Neron løftede sit bryn da hun spurgte, hvem det var som havde hidkaldt ham. ”Er det ikke lidt uhøfligt at stille sådan et spørgsmål? Eller er du måske vandt til at forklare hvad du arbejder med og for hvem?” nu anede han selvfølgelig ikke hvad det var hun lavede, men han kunne da tænkes sig til, de færreste faktisk havde lyst til at dele sådanne informationer. Desuden ville det være dårlig forretning for ham, hvis folk fandt ud af, at han fortalte hvem der hidkaldte ham. Især hvis de så fandt ud af hvad det var han var. 

”Ja, jeg søger en portal mager” sagde han med et skævt smil på læberne, mens han løftede blikket og kiggede mod himlen. Hans øjne kortvarigt blændet af solen, før han kiggede frem for sig. Små hvide og røde pletter indfandt sig i hans periferi, før de forsvandt og han kunne se normalt igen. Han rystede dog let på hoved, over hendes tilhørende spørgsmål ”Der var rygter om at en befandt sig i Fristavn, men det viste sig ikke at være korrekt, derefter er sporet gået kold” han så ingen grund til at lyve i dette tilfælde, det kunne trods alt være denne kvinde havde hørt nogle rygter der kunne hjælpe ham på vej.

Det havde blot været et uskyldigt spørgsmål, og eftersom at det virkede til at flere havde muligheden for at hidkalde Neron. Hun var selv vant til at folk kendte hendes proffession, eftersom at både hende og familien var kendte heste opdrættere, men hun havde tydeligt trådt forkert og ved siden af ved dette spørgsmål. "Jeg  beklager hvis mit spørgsmål er upassende, det var blot min nysgerrighed som lod sig rive med" Men samtidig så var det tydeligt at han ønskede at holde sine oprigtige intentioner skjulte - måske blot for nu.

Portalmagere var ikke noget som hang på træerne, men hans held var med ham nu hvor han var endt her hos hende. Hendes blik gled over på ham, som hans øjne søgte himlen og efterfølgende flakkede som de nu gjorde, når solens stråler blændede. 
"Jeg skal være ærlig overfor Dem, for Fristavn kender jeg ikke til og om der er en portalmager i det område, det ved jeg ikke" Svarede hun som de nærmede sig gården og hun kunne tage ham med ind, så han kunne få et hvil efter hans spadseren, "Men jeg må sige at De er heldig med hvor De kommer forbi, fordi jeg er bekendt med en portalmager her i området" 

Neron lod en lavmælt nynnen forlade den bagerste del af hans strube. Den kom næsten ud som en let knurren, da Neyrelle undskyldte for hendes spørgsmål, der var vel ingen grund til at undskylde—med mindre hun selvfølgelig mente det. Måske var det blot den paranoide del af Nerons sind der opdigtede, hvorfor at Neyrelle havde spurgt. Men han var nu ganske sikker på, at hun faktisk ikke var spor ked af, at hun havde stillet det spørgsmål—så hvorfor var hun så, så interesseret i det? 

Da stilheden lagde sig kort mellem dem, lod Neron hans øjne udforske området. Det virkede ikke til, at der var noget i nærheden der kunne hjælpe ham tilbage til Obsidian øerne. Allerede nu prøvede dæmonen at forlig sig med, at han nok ville ende med, at tage den lange vej tilbage—med mindre at Lazarus besluttede sig for, at finde en som der kunne hidkalde Neron, uden at det skulle ende i, at de skulle indgå en aftale. 

Menneskedatteren fangede dog hurtigt hans opmærksomhed, da hun nævnte at hun måske kendte til en. "Jamen ser man det" sagde Neron med et skævt smil "så kan det jo være at ulykke, faktisk kunne vendes til held—er det måske en du kan introducere mig for?"

Måske var hendes undskyldning ikke helt så oprigtig, for selvfølgelig var hun interesseret i hvem hun arbejdede for. Det var både en personlig og arbejdsmæssig interesse - Verbatim ville uden tvivl kunne bruge det til noget, i forhold til at sætte spor sammen. Selvom hun lige nu ikke vidste hvem eller hvad, hun vidste ikke ret meget om denne Neron - men alt han havde fortalt hende indtil videre havde sat en nysgerrighed igang. Det var en del af hendes person.

Hvor hen han skulle hen ville hun nok finde ud af så snart at han fandt ud af at hun var hans eneste vej væk herfra, eller hvert fald den hurtigste vej væk fra dette område af. Det var hendes es i baghånden, for det ville forklare mange ting når det kom frem hvor hen han skulle. Hun gik foran ham og fulgte ham op imod hovedhuset, og som stilheden havde lagt sig i mellem dem, var det tydeligt at mærke hvordan hans øjne gled rundt og udforskede det område, som hun næsten kendte som sin egen baglomme.

Nu havde hun igen hans opmærksomhed som lidt lokkemad var blevet lagt ud til ham, og så var det blot hvordan hun skulle bruge det, for det var immervæk til hans held at hun kom forbi ham. "Jeg vil sågar sige at heldet virkelig er med dig, Neron" Lød det roligt fra hende som hun vendte sig imod ham og fandt hans blik, "Du står foran hende" Det kunne nok gøres på en smartere måde, men den var lige tilæ.