Puder og diverse tæpper og sjal var spredt ud over Jamillah’s seng. De slaver der havde været der, og tilset hende, havde fået at vide, at hun ville være alene, og alle var blevet bedt om at gå. Enkelte havde fået kastet en pude efter dem, hvis de havde insisteret på at blive. Fra hendes perspektiv, var hendes dage blevet mere og mere grå. Frygten for at forbandelsen ikke ville ophøre, at hun ville blive gammel hurtigt, og at hun ville blive sårbar for sygdomme, skræmte hende. Hun havde tre tæpper viklet om sig, så kun lige hendes ansigt og hænder var synlige. Hun var kun iklædt sine sove-klæder og havde hverken smykker eller andet pynt på sig. De mørke vipper, bryn og øjne behøvede dog heller ikke udsmykning for at bringe fokus på det halv-blege ansigt. Hun krammede sine ben i en oppesiddende position og kiggede på sin bamse der lå foran hende. Kinder og øjne havde fået den triste men rødlige kulør fra at være ophidset og trist over sin situation. Tankerne og frygten havde ligget på lur de sidste to til tre år. Hun i sig selv havde blot været en lille pige, og nu lignede hun mere og mere en voksen kvinde der kunne tage selvstændige beslutninger. Selv det skræmte hende. Hun var overbevist om, at inden hun så sig om, så ville hun være ældre end sin mor. Det var i forvejen frygteligt.  Nu, efter længere tid med tanker om hendes situation, havde hun fanget sig selv i en ond og grå cirkel.
Jamillah havde ingen ide om hendes slaver havde henvendt sig til nogen, men da døren åbnede tøvede hun ikke med at tage den nærmeste pude og kaste i retningen af døren, i håb om at døren enten ville smække i, eller at hun ville ramme vedkommende. ”Lad mig være!”

Når fyrsten ikke var inden for ørevidde, talte tjenestefolkene i Kazimipaladset ofte om forbandelsen, der truede hele familien. Kazimisønnerne var dog ikke de eneste der led under forbandelser - også Florences datter, Jamillah, havde forbandet blod. I starten havde Sephyran med en vis skræmthed set til, mens barnet udviklede sig dobbelt så hurtigt til at blive en ung kvinde - noget, der selv om det kunne have visse fordele, også ville gøre det umådeligt svært at få hende afsat til en ægtemand .. for hvem ville være interesseret i en hustru, der blev gammel før tid? Og hvad med hendes egne børn - ville forbandelsen blive ført videre til dem?

Der var meget, de ikke vidste. Oftest forsøgte Sephyran at slå det ud af hovedet, men da tjenestefolkene fortalte, at Jamillah havde lukket sig inde på sit værelse og alle forsøg på at få hende til at komme ud, blev afvist, måtte han indse, at det ikke længere kunne stå på..

Med et tungt suk havde han bevæget sig i retning af fløjen hvor døtrenes værelser lå med en trykkende fornemmelse i brystet - for hvad kunne han reelt gøre for at lette hendes kvaler?
Han bankede ikke på, men åbnede blot døren ind til hendes gemakker, for omgående at blive ramt af en pude, der blev kastet direkte mod hans ansigt. Han slog den til side med en aggressiv bevægelse, trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig.

"Jamillah. Det går ikke længere, dette her." Brummede han.

Uheldet var sket. Det var hendes fader, fyrsten af Kazimi, der ville ind i hendes gemakker. Så oprevet som hun var, havde hun kastet en pude direkte imod hans ansigt. Trods hans alder, så var han dog hurtig til at slå den til side. Så snart hun opdagede hvem hendes målskive havde været, voksede hendes øjne sig lige så store som tekopper. Man kunne tro at de resterende pigmenter i hendes hud forsvandt, så bleg som hun blev.
”Det var ikke min mening-” ordene var forsigtige i sin kraft, selvom de sprang ud af hende. Jamillah var ellers kendt for sin høje stemme. Hun foldede sine læber, som hendes navn blev nævnt og bekymring kravlede tilbage til hende. Det går ikke længere. Hun trak sjaler, tæpper og sine fødder tættere på sig. Hendes øjne søgte mod bamsen hun havde foran sig. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” hendes stemme var stadig lav. Det var et yderst sjældent syn at se hende ikke have troen på sig selv. Hun bestræbte sig altid på at stå stærkt og ikke lade sig blive påvirket af sine omgivelser – men måske var det lige dét, at det ikke var omgivelserne, men hendes egne tanker, der ikke mente, at de kunne følge med i hendes egen vækst længere.

Sephyran havde en vis tilfredshed ved at se pigen blive bleg - trods alt havde hun stadig en sund mængde respekt for sin fader, som det kun passede sig. Nogle kvinder kunne nemt blive oprøske, når de nåede en vis alder, og det var på høje tid, at der blev gjort noget ved hele denne situation..

Han sukkede dybt, samlede puden op fra gulvet og lagde den tilbage på hendes seng, hvor den hørte til. Tiden han brugte på det, gav hende tid til at falde ned, og hun forekom ham utroligt ung og lille, som han så ned på hendes slanke skikkelse. Når det kom til stykket var det jo også netop, hvad hun var - hendes barndom var blot blevet stjålet fra hende.

"Hvad plager dig, mit barn?" Sukkede fyrsten, selv om han havde en ganske udemærket idé om, netop hvad det ville være. Alligevel havde han brug for at høre hende sig det .. at få det bragt på banen uden selv at bringe det op. Han var stadig rådvild om, hvad der skulle gøres ved forbandelsen..

Puden endte tilbage ved sengen, men hendes øjne veg ikke væk fra bamsen. Hendes fader var så stor i personlighed at hun vidste hvor han var uden at være i syne. Var det noget hendes fader kunne eller var det en evne som Jamillah ikke vidste hun ejede?

Spørgsmålet hendes fader stillede hende var enormt. Havde hun evig taletid, så ville hun opstille alle de problematikker hun kunne. Men alle vidste at den liste var længere end… Den var lang i hvert fald. Desuden var mange af de små problematikker nogle hun kunne gøre noget ved, blot ved at hæve hagen.

Kort tøvede hun, men hun vidste at stammen og for lang tænketid ville virke mere usikkert. Stod hun ved sine ord var der ikke behov for tænketid. ”Det, at mit lys brænder hurtigere end alle andres, plager mig,” En gang havde det været liv og glade dage, men i stedet for at tælle hvor mange hun nu havde haft, var hun ved at tælle hvor mange hun havde tilbage. De lyse øjne så op på hendes fader. ”Usikkerheden.” Det sted hvor hun var nu, der var det uklart om hun skulle kigge i retningen af at modnes mere eller i retningen af at skulle giftes. Kunne det virkelig passe at hun allerede skulle tænke i de baner? Ægteskab og børn? Venner var hun allerede blevet god til at sige farvel til, for hun blev for gammel for hurtigt og kunne ikke være med på legene. ”Hvad gør vi ved usikkerheden, fader?” hun pillede lidt ved sine hænder; fine, slanke og rene fingre.

Sephyran gik længere ind i rummet, før han sank ned på silkepuderne ved siden af datteren. Det forekom ham allerede længe siden, at han egentlig havde talt med hende - han havde i forvejen svært ved at følge med i væksten af sine mange børn, men for Jamillah, var det tilmed gået dobbelt så hurtigt som sædvanligt. 

Den nemmeste løsning på "problemet" var naturligvis at sætte hende af ved en ægtemand, der ikke vidste bedre, og håbe på, at hun ville være i stand til at få børn i samme tempo, som hun var vokset op.. men der var også noget ved det, der føltes ganske forkert. Trods alt var hun, i rigtige krystalisianske år, ikke andet end 9.

Fyrsten var stille en rum tid, inden han med endnu et suk kiggede på hende: "Du ved, at vi har talt med hver eneste healer i Rubinien.." bemærkede han stille. Især i hendes tidlige år, men også da hun var trådt ind i en alt for hurtig pubertet. Men forbandelsen var ikke en sygdom, der kunne fjernes med healer-evner..

Hendes faders stilhed var bekymrende. Næsten lige så meget som hendes egne bekymringer. Det, at de mennesker hun så mest op til, hendes forældre, ikke sad med et klokke klart svar på hvad der skulle gøres, var nok til at rive hele hendes verden itu. Der var jo ikke nogen der vidste bedre!
Kæbemusklerne blev anspændte som hendes fader endelig gav et lille svar fra sig. Hun forlod sengen for at have sengen mellem dem, selvom han lige havde sat sig ved hendes side. ”Krystallandet er andet end bare Rubinien!” Selvfølgelig vidste han allerede det. Hun viftede lidt med armene i en form for protest. Hun vendte fronten mod sin fader. ”E-er det fordi vi er i en krise som jeg ikke har hørt om? Er det mere sikkert jeg bliver her end at rejse til… Nordvik?” Jamillah prøvede at skjule sin frygt for at ende i Kiles favn, ved at komme med ekstremer, men hvis det var hvad der skulle til, så kunne Jamillah i hvert fald ikke se et problem i det. Hendes tanker nåede ikke engang til hvorvidt healere overhoved kunne hjælpe hende. Hun ville blot vende hver en sten i krystallandet, hvis det kunne give hende muligheden for at ånde lettet op.

Det var nemmere med de yngre børn at lege den alt-vidende fader, som der blot skylle adlydes. Men som børnene blev voksne, selv om voksenalderen for Jamillah var usædvanlig, måtte der også komme en langsom erkendelse af, at deres fader ikke blot kunne fikse alt - lige som han ikke havde været i stand til at forhindre Jabir og Faruks død.

Hans bryn trak sig sammen, som hun begyndte at himle op om andre steder i Krystallandet. "Healerne i Norvik er ikke bedre, end de er her." Brummede han, en anelse utilfreds. Han sukkede endnu engang dybt og klappede på puderne ved siden af sig, for at få hende til at komme tættere på og forhåbentlig falde mere til ro.

"Men vi har måtte erfare, at healing-magi ikke er tilstrækkeligt, Jamillah. Der er tale om en form for forbandelse." Hans ansigt fortrak sig ved det sidste ord - for Kazimi-familien havde lidt meget under forbandelser i hans tid som fyrste. Det, Jamillah led af, var endnu et bevis på, at nogen ville deres slægt det umådeligt ondt..

Jamillah var mistroisk for hendes faders bedømmelse af andre healere, men måske var det måden hun var desperat på at få sat en stopper for det hele. Hun var i en besynderlig fase af, at hendes fader havde alle løsningerne og så alligevel ikke.
Den bestemte klappen på puderne fik hende til at se mod hans hånd. Hun bemærkede, hvordan hendes krop var blevet anspændt, og med et opgivende suk sænkede skuldrene sig, og hun fandt vej tilbage til at sidde på sin seng. Hun kravlede op, tilbage hvor hun havde siddet og trak benene op under sig for at holde om dem - men uden at gemme sig helt væk.

Hun lyttede tænkende. I starten forstod hun ikke hvorfor det var nødvendigt at nævne igen, hvordan healerne ikke var nok, men som den sidste sætning lød, var det som om, at hun indså noget. Det var dog ikke noget, der gav hende håb, men snarere fik det hele til at føles lidt mere tungt for brystet. Hendes blik flakkede lidt frem og tilbage på nogle puder, som hun tænkte over ordene. “Så, det er dét?” mumlede hun før hendes blik så op mod sin fader igen. “Der er ikke noget at gøre?” Hun havde svært ved at skjule hvordan hendes mundvige blev trukket i.

Det ramte fyrstens hjerte at se sin unge datter sådan her - ramt af nogen, der ville hende ondt .. med en skæbne der gjorde, at hun ville dø langt før sin tid, skulle hun ikke blive helbredt. Kunne hendes sind overhovedet følge med den hastigt voksende krop?

Hans blik var en stund vendt mod vinduerne, hvor lyset fra paladshaverne skinnede ind. Her var de - omgivet af rigdom og frodighed, og alligevel følte den rigeste mand i Rubinien sig ganske magteløs, når det kom til sin datters liv. En hånd blev kortvarigt knyttet over silkepuderne.

"Forbandelser kan brydes.." Lød det fra ham, tøvende, som de blå øjne fandt vej til hendes ansigt igen. For der var altid en pris. Og det var store ord for en mand, der ikke havde været i stand til at bryde den forbandelse, der lå over hans egne sønner..

Den tænksomme stilhed skabte næsten et gigantisk krater i hendes hjerte, der hvor håb skulle være. De tanker, der havde fået hende til at låse sig inde, føltes højlydte og tunge; som havde de ret i alt. Taget om silkepuderne føltes næsten kvælende om hendes hjerte, men ordene der forlod hendes fader fik hende dog til at se op på ham.

“Men det ikke lige til…” tøvede hun lavt. Hun kunne fornemme hvor følsomt det hele var - ikke kun for hende. Hun vidste jo godt at der havde ligget en forbandelse over arvingerne til fyrstedømmet, og hun måtte derfor formode at det ikke bare var lige til, med forbandelser, eftersom arvingerne umiddelbart stadig var påvirket af forbandelsen. “Tror du at vi kan få den brudt?” Hendes hvide højre hånd pillede ved det stof hun bar om sine ben.

Jamillahs forbandelse havde betydet, at hun var blevet voksen langt før tid. Var hun stadig et barn, ville fyrsten ikke have haft nogen kvaler ved at lyve over for hende og sige, at han naturligvis ville finde en løsning. Han var Rubiniens mægtigste mand - så hvorfor skulle dette ikke være inden for hans magt?

Men sandheden var en anden, og hun var nødt til at se den i øjnene. Lige som Jontar og den forbandelse, der truede Kazimi-arvingerne. Og et faktum, han ikke kunne sige direkte til Jamillah var, at det var vigtigere for familiens fremtid at løse det problem, end det, der påvirkede hans ene datters opvækst.

Måske var tiden dog inde til at slå to fluer med ét smæk?

"Jeg har hørt rygter om folk uden for Rubinien med den ekspertise.." Fyrsten tøvede, for han vidste, hvor hans ord ville tage ham hen. Isenwald. En gæld, han endnu ikke var sikker på, at han var klar til at sætte sig selv i. Heller ikke for sin datters skyld.

Hun forventede det værste. Hun forventede, at hendes fader ville fortælle hende, at hvis det havde været lige til, havde de gjort det for længst, og det var ikke sikkert, at de ville kunne nå at få den brudt, før det var for sent. Det var måske allerede for sent? Det var grunden til at hendes øjne skinnede. Hun var sikker på, at alt håb var kørt og at hun ville gå bort før eller samtidig med sine forældre. Han var her måske for at fortælle hende, at hendes skæbne var som den nu engang var, og at hun måtte finde sig i det?

Det tog et øjeblik før hun faktisk indså hvad han havde sagt og så op fra hånden, der holdt om hendes benklæder. “Hva-?” Hun blinkede et par gange, mest for at få de tårer, der truede med at trille ned af kinderne, væk. “Hvo-” Det føltes som om at hele verden skælvede under hende? Var det nervøsitet, anger eller bare glæde? “Hvorfor er vi så her?” spurgte hun med hurtige ord, der fik hende til at lyde hviskende. Hun kunne godt mærke at hun ønskede at tage af sted med det samme, men der måtte jo være noget forklaring på hvorfor de ikke var taget derhen hvor han mente, at der var folk med ekspertise i at bryde forbandelser.

Fyrstens øjne blev en smule smallere. Han forstod hendes iver - hendes ønske om at få forbandelsen brudt så hurtigt som muligt, men hun var ung, og forstod ikke de mulige, politiske konsekvenser af at bede fremmede magter om hjælp..

"Det vil vise vores sårbarhed over for de andre fyrstedømmer. Sætte os i gæld.." Lød det sukkende fra faderen. Hun ville næppe forstå - det var jo hendes liv, det handlede om, men for Kazimi-familien, havde det altid været familien frem for den enkelte. De kunne ikke vise svaghed.

Men nu hvor der ikke så ud til at være andre muligheder, kunne det være, at tiden var inde til at gå så langt .. spørgsmålet var blot, om fyrsten var villig til at tale med Isenwald-familien om den anden forbandelse, der plagede dem?

"Men jeg vil ikke holde tilbage, ønsker du at opsøge dem. Vi må blot sikre, at du ikke bringes yderligere i fare.."