Efter meget koordinering og aftale var det formåede dem at træde af godt nord for Lindeskovene ved passagen indtil Turmelinien højlandet. De havde haft en del vandren forude og denne vandren indebare også at de havde båret på remedier og sovegrej. Men det var til at overkomme — for de havde allerede nået en del på deres tur, men der var endnu stjerner at kortlægge. Hvis blot det var det eneste som skulle kortlægges dog. Næ. Noge havde længe ligget på hans sinde og det var ved at være på tide at de drøftede det. 

Som de vandret langs landet for at møde de andre ved Fristhavn, bød det meget på to mands hold mellem dem. Selvfølgelig havde de benyttet sig en anelse af tilfældige hestevogne der skulle delvist den samme rute. Der var ingen grund til at de skulle træde vande på land. Det var nemt at føle, man ingen vegne kom. 

Tågen lå som en tæt hætte omkring dem, og de kunne måske se knap tyve meter frem, men der var noget læ længere fremme i form af træer som skabe en form af tørhed på sin egen måde. Uden helt at at få talt med adelsdrengen om det, var tingene blevet sat der, og han skævede lidt ned mod landskabet som udfoldet sig syd for dem. Dianthos lå nogenlunde i den retning, men de var alligevel så langt derfra, at det kun var et billedeligt visualisering for sig. "Viktor, hvis tågen ikke letter sig til aften, holder vi bare en friaften," omend det ville være godt med noget udfordring, så måtte man også lære at det ikke altid var lige til at arbejde med stjernerne og det var et tegn man skulle gå med. Himlen var sin egen herre — ligesom havet. 

"Bliv her mens jeg finder noget til et bål" måske nemmere sagt end gjort, men de havde ikke haft meget frirum fra hinanden. Ikke helt. Men han havde også være en del mere tavs i deres ikke lærerige stunder, men det hele hang lidt i forvirring hos ham. Havnefesten var uger siden, men noget sad fast i ham som tjære til en overflade. Det kunne ikke slippe. 

Det bankede tungt i hans hjerte, af udmattelse fra deres vandring. De var tunge af byrden fra deres rygsække og de tågede minder fra havnefesten. Viktor kunne mærke at Richard havde noget på sinde, og det havde han sådan set også selv. Det kunne Viktor ikke benægte. Men på turen havde der bare ikke været det korrekte tidspunkt at bringe det op på - turde han at bringe det op nu? Var der overhovedet noget - eller havde Viktor forestillet sig det hele? Han blev vel nødt til at fakta-tjekke uanset hvad. Nærheden, og deres alenetid sammen gjorde det heller ikke nemmere for de summende følelser der sad i ham.

Da den tykke tåge fortsatte med at omslutte både den ældre og yngre mand, standsede de op og lod deres rygsække blidt falde til jorden i en lille klarning. Viktor strakte armene ud for at løsne op i musklerne. "Ja, det lyder som en god idé," svarede han på forslaget om en friaften. Men det var ikke kun tågen, der dannede en tyk mur mellem dem nu - hindringen var også den usagte spænding, der hang tungt i luften. Alt det usagte mellem dem. Viktor forsøgte at spejde op på himlen, men tågen var som et slør der var urimelig at bryde igennem. 

"Okay - bliv nu ikke væk, vel?" sagde han og lo trods sig selv, men udtrykket var en smule beklemt. Og han lavede en lille eftertænksom lyd med læberne som Richard kom mere og mere ude af syne. Han kløede sig lidt i nakken, og kunne mærke hvordan hjertet sad uroligt oppe i halsen på ham. "Puha.." Viktor tog en dyb indånding og rystede lidt på hovedet, og gik istedet igang med at pakke ud til at de kunne sove. Det var selvfølgelig svært at se hvad han foretog sig - men et eller andet måtte han lave imens Richard gik ud efter noget til bål. Det lykkedes nogenlunde at få liggeunderlagende på plads, og soveposer rullet ud. Han ville dog først kunne ligge alt til rette når bålet lysnede klarningen op omkring dem. Han sad på underlaget, benene trukket sløset op til sig, mens albuerne hvilede på knæene. Den unge junker sad og pillede åndsfraværende ved sine læber og ventede på at Richard kom retur.

Det var ikke lige til, men det var alligevel lige til. Den eneste som spændte ben for ham, var selvet. Det var problemet han havde, murerne blev sat op og han gjorde det sværere for dem at få talt om det utalte. Måske det kunne fornemmes mere end han ville ønske, men det var nu engang vilkårene for dem, for ham. 

Bekymringerne om hvad der var sket med Viktor den nat med den mand. Vildledt og fuld af tvivlsomme tanker, han ville blot gå gravet et dybere hul end han kunne forlade. Men kunne det ske at Viktor havde talt en form af sandhed. Åndsfælle. Var det blot noget han skulle accepter og leve med som en af de ting man ikke kunne gøre noget ved. Var det hvad der var bedst for ham eller bedst for Viktor? Men igen, Viktor var kun nitten år, hvad lavede han med mænd i den aldersgruppe. Det virkede alt for forkert til at være sandt. 

Den drengede latter omhyllet sætningen på en varm måde, og han kunne blot grynte et kort kluk fra sig før han forsvandt væk i tågen. Det ville alligevel kræve noget at blive væk, han kendte egen på nogen måder. Han var ikke på fremmedjord, ikke som junkeren var. Lykken tilsmilede ham alligevel ganske hurtigt og han fandt det han søgte. Solide grene og kviste, tørgræs der var brandbart. Det blev samlet sammen til favnen næsten ikke kunne have mere, hvilket ikke var så lidt igen. 
Ruten tilbage tog nogen minutter. Bliv nu ikke væk, det var næsten for godt til at være sandt, men han fandt tilbage, lige præcis som han skulle, skønt det var fair at tænke anderledes omkring det. Han fik lagde det ved enden af Viktors underlag og satte sig på knæ ved det og gav sig til at få knækket nogen af grene ovre og lagde det til rette. Flintesten fik startet op i tørgræsset som kunne bide fast i kvistene og så videre. 

Richard fik sat sig en anelse til rette ved junkerens underlag, selvom det måske fratog den unge adelsmand noget af sin plads. "Hør Viktor," lagde han ud og bed det alligevel fortrydende i sig. "Til havnefesten og andre former af fester, jeg vil råde dig til at beherske dit indtag," ej, han følt sig både som en far og en jaloux en. Det var bare ikke tilfældet, det kom udelukkende fra bekymringen af. 

"Velkommen tilbage." sagde han, og strakte halsen opmærksomt som han hørte fodtrin nærme sig. Han var sikker på at det var Richard. Han var begyndt at kunne genkende lyden af hans skridt. Stilheden indhyllede dem dog på ny, og Viktor betragtede i tavsheden hvordan kaptajnen i sin stilling begyndte at gøre bålet klar og tænde op. De nøddebrune øjne hang kortvarigt ved det gnitrende lys fra flintstenen - og så, lige så stille løftede sløret sig fra deres siddepladser en smule. Ilden begyndte at vågne, og varmen kom dem imøde. Det var en kærkommen summen på hans ansigt - som hvis han smeltede og kunne falde hen af udmattelse nu hvor kulden begyndte at forlade det kolde ansigt. 

Men den behagelige stemning blev hurtigt erstattet af dens ubønhørlige broder, nervøsitet. Han mærkede Richard halvt oppe af sig, som han optog pladsen på underlaget, men Viktor fjernede sig ikke - han bød det velkommen, hvorfor skulle han trække sig fra det? Hør, Viktor - Så simpel, og kort en frase, men alligevel fik det Viktors organer til at snørre sig sammen i ubehagelige dunk. Det var som om hele kroppen blev spændt som en bue, og selvom han ikke frøs lige nu, begyndte kroppen at dirre lidt. Blikket fæstnede sig ved ilden, og fingrene begyndte at bevæge sig uvilkårligt ved kinden som hvis der var tangenter i hans ansigt. Tænksom, mens Richard forsatte med at tale. 

Viktor rettede sig op, og hånden faldt henslængt ned på underlaget, tæt på Richards lår, men uden helt at strejfe ham. Han sank en klump og fugtede sin underlæbe med et lille opgivende prust. "Mrhm." blikket flakkede lidt usikkert, og nu drejede han sig så han kunne se ordentligt på Richard. Panden i en betuttet rynken. Det var bedre at se hinanden i øjnene, frem for at kigge hver sin vej. Hovedet tiltede lidt på skrå, så krøllerne bevægede sig ved den unge junkers pande. "Beklager - Det var ikke min hensigt." halsen brændte, og det var ikke bare på grund af ilden foran dem. Men han kunne ikke lade være med at forsvare sig lidt bagefter, "Mange.. blev dog ret fulde." det var som om han fiskede efter noget hos den anden med disse ord. "Inklusivt dig, også, ikke?" brynene løftede sig påpasseligt, men han sørgede for at lyde så diplomatisk som muligt - alligevel var der noget usagt mellem linjerne. Et lille rystende åndedrag forlod diskret de unge læber. De sad så tæt op ad hinanden lige nu. 

Varmen trådte først frem i det begyndende blå, men det tog ingen tid før lyset begyndte at gløde op og lette tågen omkring dem. Det skabte en mulighedernes stemning mellem dem, men kunne deres usagte snakke kvæle ilden før de fik set sig om? 

De delte pladsen ved hans underlag, og han mærkede blot bevægelserne som junkeren fik sat sig til rette og de begge kunne side front mod front til flammerne. Et mrhm blev hørt, og han fik set sig selv ud af øjenkroge. Det var et af de blik der altid fangede hans opmærksomhed. Han vendte hovedet let den vej og så ansigtet an. De pæne folder af folder panden kom i af de betuttet ansigt fik ham til at sænke blikket en anelse åndsfraværende mod hans brystkasse. 
Ordene var som taget ud af ham. Men dér blev han hevet tilbage og så mod de nøddebruneøjne. "Mhmrhm," brummede han og brystkassen sank som luftet forlod hans lunger. Han følt sig punkteret som en ballon der mistede al sin luft. 

"Det er ikke noget som sker igen," der var mindst lige så meget for sin egen skyld at han sagde det igen. Han var ingen selskabsdrikker, det fungeret ikke for ham, for stopklodsen var ingen steder at se. Og han kunne ikke bebrejde Oskari for hans druk den nat. Han havde drukket indtil han ikke længere kendte sig selv. Det var ene og alene hans egen skyld. Men han fik luft i lungerne igen og tog et overvejende blink. "På vejen hjem derfra, mødt jeg dig med en mand som virkede til at have urene hensigter med dig, Viktor," det var nemmere at sige det på den måde, som intet var sket - men selvfølgeligt vidste han ikke om der var sket noget, han frygtede det mere end noget andet. 

Det er ikke noget som sker igen. Viktor blinkede lidt misfornøjet med øjnene, som flammerne så stille begyndte at danse foran ham. Nu blandede han tingene sammen, gjorde han ikke? Alligevel bankede hjertet hårdt, og tungt i brystet, som hvis han havde fået en afvisning. Men de snakkede jo om alkohol - druk. Det var dét der ikke skete igen. Ikke.. kysset som han stadig ikke vidste om var et fragment af hans fantasier eller fuldemandshjerne påfund. Han spredte læberne, for at sige noget - men blev afbrudt.

"Hvad?" Han lo lidt mistroisk som hvis dét Richard sagde ikke rigtig gav mening for ham. Men det var ikke en munter latter; det var et forsvar. Uventet. Var det dét her han ville tale om? Viktor pressede dog læberne sammen og så frem for sig for at tænke, mens han gned sig lidt overvejende ved hjertet på det mørke jakkestof. Viktor havde gået med jakken, fremover, som han havde tilranet sig den nat, men ingen erindringer dukkede op om hvorfor den pludselig var hos ham. Blot en masse gisninger, indtil han lod være med at tænke over det. Og nu bragte Richard et emne op om en mystisk mand Viktor tilsyneladende skulle have rendt rundt med? Hvorfor først bringe det på bane nu? En klump formede sig i den unge hals, og kæben strammedes. Han skævede alvorligt, måske også en anelse usikkert på den ældre sømand, "Jeg kan ærlig talt, ikke huske noget fra efter at vi to -" han standsede kort. Fugtede underlæben, mens brynene pegede en smule opad, mens blikket søgte tilflugt i flammerne istedet , ".. snakkede sammen." Tilføjede han overvejet og sukkede.

Viktor lod det dog ikke ligge, "Og hvorfor tror du at.." han gestikulerede lidt med hånden, "..denne mystiske mand skulle have urene hensigter? Han brugte Richards ord. Hvorfor fortæller du mig ikke istedet hvad du gjorde, Richard..? Hvad vi.. Læberne foldede ind over hinanden, mens en frustration bredte sig i ham. De forbandede hullede minder. Det eneste han kunne huske var havet og månen - men ikke hvem der havde gjort ham selskab senere den natteaften. Det var bekymrende at hukommelsen om hvad der skete efter, aldrig kom tilbage. Viktor gned sin hånd rundt i ansigtet og derefter igennem krøllerne. 

Det mistroiske latter lå delvist malplaceret og delvist velplaceret. Det var en reaktion til noget som lød så absurd, så det var med fuld forståelse for hvorfor den bød sig selv velkommen mellem dem. Måske det var gået forbi næsen af ham, men han erindret ikke helt hvad Viktor havde haft på sig da de var gået hjem den nat - alligevel vidste han at der var flere lag på knægten den nat end til start. Uskyldigt ænsede han ikke jakken der var om ham som værende åndsfællens. Den kunne have været alles. Men igen, han havde ikke givet den nogen særlig tanke, for det var blot en stykke tøj, og det var ikke noget han bemærkede på de måder. 

En tung udblæsning af luft forlod næsen. Han havde da ikke drukket noget med Viktor, så havde han? Det mindes han ikke, men skulle han være ærlig, så var det brudstykker i tusindende stykker, og han husker ikke meget af deres dialog eller lignende. Han huskede Viktor snublede ind i ham, men det var også det. 

Øjnene havde ikke længere junkerens fokus, den var faldet mod ilden, hvorfor han selv lod sit falde frem for sig og ind i selv samme ild. Gnister og små fragmenter der lettet til vejrs. "Måden han holdt på dig, morede sig over hvor fuld du var," det var små ting, men alligevel var det store bekymringsflader for ham. Richard kunne ikke helt gøre op med sig selv, om han skulle spørge Viktor om han havde haft nogen mén fra havnefesten. Det ville blot bekræfte det han nok frygtede mest, at manden havde været i gang med Viktor og det måske blot var slutspillet at sætte ham af ved festen. 
Han rømmede sig let og tog hånden til skægget i en kløende ærinde. Som den var færdig, kørt han den let ned over brystkassen af sig selv for lige at tørre dem fri for mulige løse hår, før han lagde den om på Viktors øvre ryg. Ved skulderen, så fingrene lige lå henover skulderen, før han gav den et let klem. Forsøget på at beklage for at han bragte det på banen, det havde nok ikke været det rette tidspunkt at bringe på banen - måske det aldrig ville have været det dog. 

Viktor stirrede frem for sig, tavs, mens han lod Richard forklare sig - hvorfor han troede som han gjorde. Hjertet hamrede oprørt, mens læberne blev en sammenpresset, tynd lige streg. "Det - hmm." han afbrød sig selv i sine følelsers vold der begyndte at vokse sig større end ham i frustrationens antændte ild, og han skar en magtesløs grimasse, som hvis han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre med det der var blevet budt ham i hænderne. Det var som vand der bare begyndte at flyde ud af hænderne der dannede en skål, men han kunne ikke holde på det. Så det lavede et værre rod. Alle steder. 

Richards hånd der lagde sig om Viktor, fik det til at gippe i den unge krop, der virkede så lille ved siden af kaptajnen. Men alle de gode ord havde forladt hans mund, og han følte sig ude af stand til at sige noget. Læberne krøllede ind over hinanden - berøringen brændte. Men han blev nødt til at forsvare sin værdighed på en eller anden måde. Jakken føltes pludselig som en ny tyngde på ham. "Jeg tror bare du har haft misforstået. Jeg havde det fint - Jeg har det fint. Hans mimik var stadig betuttet. Stemmen i et smule højere oktav til sidst. Måske en smule.. skamfuld over hvad end det var Richard havde fundet ham igang med. Men for ham, virkede det som det pure opspind; Viktor kunne slet ikke samle sig om det - motivet kom ikke til ham. Han kunne ikke male det billede i sit sind som Richard forsøgte at tegne for ham. Han rystede opgivende på hovedet, og trak sig lidt fra den trøstende, eller beklagende adfærd kaptajnen lagde op til. Der var ikke noget at beklage, eller trøste. Der var ikke sket noget jo. Ikke mellem ham og en eller anden fremmed - det overbeviste han sig selv om i hvert fald. Lad det ene øje se, men det andet være blindt. 

"Richard." sukkede han tungt og gnubbede hænderne i ansigtet, inden han hvilede hovedet deri - tavs, som om han prøvede at lede efter de rigtige ord. Urgh. Blikket løftede sig, og så træt frem for sig. Lige nu ville han gerne være tæt på ham, og så alligevel ikke. "Du gør mig så forvirret." brokkede han sig udmattet, og måtte rejse sig. Gå noget af frustrationen af sig, så støvlerne lavede lyde i det knasende underlag mens flammerns skygger dansede på ham. Forvirret var vel det rette ord. Nogle gange virkede de så tætte at signalerne var klare som stjernerne på en skyfri himmel - og andre gange, som nu.. hvor det hele var dækket af tåge og man ikke kunne finde rundt i det. 

Læberne blev presset let sammen og hovedet sank en anelse. Det kunne meget vel være at Viktor havde ret. Det kunne være en misforståelse, det måtte være en misforståelse. Han nikkede tøvende på hovedet som en bekræftelse for hvad der blev sagt. Uanset hvad, havde han haft brug for at fortælle junkeren om sine bekymringer for hans sikkerhed, men han forstod også hvor junkeren kom fra med sin besked. Det ved kom ikke ham, selvfølgelig ikke. 
Åndsfællen måtte vel være åndsfællen og ikke bare en komplet fremmed der havde haft et begær for den unge mand. Men en ting var han dog sikker på, at manden havde ugler i mosen. Måske ikke vedrørende adelsdrengen her, men nok andre. 

Som han hørte sit navn, så han mod Viktor med sin neutrale mine, alligevel indbydende til at høre hvad han havde at sige. Hvad der kom først, var ikke til at sige. Den brokkende tone eller beskeden der blev givet. Hjertets slag tøvede med at slå og sænkede sit tempo, som det ville stoppe med at slå. 

Hånden slap den unges skulder og han lod den falde på underlaget og så passiv på hvordan fødderne traskede lidt rundt for at træde det af sig. "Der er broer jeg ikke bør kryds, Viktor" svaret han og sukkede tungt og lod blikket fange flammerne igen. Kysset var ikke en del af hans erindring, men alt forinden det, jah.. det havde han da en god erindring om. Deres dialoger, deres til nærmelse og usagte.. forvirringer. Det var vel hvad det var? "Du tøvede en anelse med hvad du sidst huskede fra havnefesten," lagde han så stille på bordet. Der måtte være sket noget, som ikke burde være sket. 

Hjertet føltes pludselig ekstra tungt, som om det lille organ voksede sig meget større end ham selv og overtog kroppens kontrol. Han kunne ikke slippe fra hvordan det fik ham til at ryste helt ude i hans fingerspidser, som en lettere dirren tog over og strammede ængsteligt om brystet. Pulsen slog kvælende i halsen, og han måtte gentagende gange tage nogle overfladiske indåndinger for at kontrollere den. Det hjalp slet ikke at vade rundt, så istedet standsede han op. Richards kommentar fik ham til at standse. Måske var den bro allerede krydset for længst, eller også var det porrøse materiale faldet sammen under dem, og de begge lige nu, var et sted hvor ingen af dem kunne bunde. Hænderne begravede han dybt i lommerne, og skuttede sig lidt ved hjerteslagene der ikke blot bankede inde i ham, men også alle steder udenpå. Hænderne knyttede han svagt, og lukkede øjnene med et dybt suk. Og så fiskede Richard. Brynene pegede opad, og han vidste ikke om det var bedre bare at slutte samtalen, og sove på det. Eller bare få det ud i det åbne.

En smule stiv i betrækket, drejede han overkroppen tøvende og så ned mod Richard, der troligt blev siddende og kiggede ind i flammerne. Men konfrontationen sad på spidsen af tungen. Den var som skoldhed te i hans hænder, og han vidste ikke hvor længe han kunne holde fast på det. "..." En tilbageholdt lyd forlod ham. Svagt, diskret - som hvis han måtte holde vejret og overveje det endnu engang. Kæben strammedes, og han kørte en hånd gennem krøllerne for at få styr på sig selv. Få det nu overstået. 
"Jeg tror måske.. broen er krydset." begyndte han, og brugte nogenlunde samme analogi som Richard havde. Viktor klemte øjnene undersøgende sammen og så en anelse usikkert ned på ham. Hjertebank. Og han kunne ikke lade være, så han tog et skridt nærmere den ældre sømand, og satte sig så på hug, selvom det tog alt i ham at gøre, nogenlunde foran ham, så begge deres ansigter lå henlagt i mørke. Ildens flammer dansende bag Viktor som en silhout. Han tog et dybt sug ind gennem munden og blikket sænkede sig langsomt til den andens hænder. "Jeg er ret sikker på at du.." han tav, Viktor løftede blikket, tøvende, men forsøgte at fange den anden i sit indtrængende blik. Hjertet hamrede voldsomt, og tungen voksede i munden så han ikke kunne få det sagt. 

"Jeg ved det ikke." han bakkede ud, kujon. Hvorfor var det så svært at få det sagt - men, afvisningen. Hvad hvis han fik at vide at det var en fejltagelse? Så var Viktor fejltagelsen. Det kunne han ikke bære. Viktor fokuserede på underlaget bag Richard, og kravlede forbi ham, så han kom hen at sidde, mere bagved ham, og lignede en der istedet fik travlt med at rette på soveposen.  

Sammenlignen han havde på nethinden var måske ikke det rigtige at gøre brug af, men at se den unge adelsdreng trave omkring som han gjorde, var som at se en hund i løbetid uden mulighed for at få sat sit behov. Problemet var vel bare, at Viktor af Alryss ingen hund i løbetid var. Det var en skamfuld sammenligning, men det var hvad det lignede for ham. 
Blikket så ikke direkte på ham, men han kunne følge med i øjenkrogen af hvad der skete. 

Brynene blev presset sammen som han hørt at broen var blevet krydset. Det var ikke ideelt, langt fra. Det var som at se fundamentet brase sammen og murene omkring smuldre. Hjertet sank endnu dybere ind med sine slag. Det var en bekymrende følelse som begyndte at summe let i hans kropsdele. Men han var i tvivl om hvilken form af bekymring. Øjnene løsrev sig fra flammerne og han så aktivt med, som han tog plads for ham. Vejret blev holdt inde for et sekund, før det flød ud imellem læberne på ham. En revne var opstået og han trak nu vejret ind i gennem munden. En dulmende følelse skulle skabes, for han ville vide hvad der blev sagt, gjort eller signaler der blev sendt. 

Jeg er ret sikker på at du... og ordene stoppede og de stirret hinanden ind i øjnene. Men før han kunne få løftet en hånd eller rykke på sig, trak den unge mand sig. Kravlende forbi ham, forsvandt bag ham og begyndte at finde soveposen fra. Han åbnede munden og presset tungen mod undermundens tænder. Han var i problemet. Et hav af problemer, for han havde fået et eller andet for den unge junker, men det var uacceptabelt, forkert og uanstændigt. Der var ikke det gjalt med det, men alligevel føltes det også blot så rigtigt. Så rigtigt det nu engang kunne føles som. 

Richard rykkede sig op på knæene og gjorde lidt plads til Viktor. Eller det troede han da. Broen var krydset. Han lagde en hånd om junkerens arm og den unge mand i hans retning. Måske en del mere dominerende og kontrolleret end først tiltænkt. Han nåede ikke at se ham i øjnene før den anden hånd greb om nakken og han lod sig give hen i et passioneret kys med den unge mand. Men intet var holdt så stramt, at han ikke kunne løsne sig fra ham. Det skib var allerede sejlet, så dette var deres måde hvorpå de kunne finde ud af hvad der foregik mellem dem. Var det en reel ting, eller bare en fantasi der havde flettet sig ind i hinanden. 

Der nåede ikke at gå ret meget gennem Viktor da han mærkede det lidt krævende greb om armen, og nakke - og det var som om tyngdekraften pludselig blev stærkere, da Richard hev ham hen til sig i et kys. Viktor slog øjnene chokeret op, han stivnede kortvarigt, men ikke fordi han ikke brød sig om det, men fordi det kom bag på ham. Som om universet blev skubbet ud af balance af deres sammentræf, og Viktor var overladt til at svæve i hans arme. Broen var.. i den grad smadret. Han blødte op, øjnene lukkede sig halvt, og Viktors læber mødte Richards i en eksplosion af følelser, der sendte sitrende fornemmelser ned gennem rygsøjlen og fyldte hans hjerte med en sød, pirrende varme. Alt omkring dem blev til en sløret baggrund, og Viktor blev opslugt af ham. Han kunne føle hjertet banke mod sit bryst, og han vidste, at hans egen hjertestreng blev trukket i kaptajnens retning, som om de var to instrumenter, der spillede i perfekt harmoni. Tiden stod stille, og han var fanget i et evigt øjebliksbillede af begær.

Hvad var de for hinanden? Svaret undslap både Viktor og Richard, som to flygtige skygger, der dansede i en døs af kys. At tænke på det for meget ville ødelægge den skrøbelige balance mellem dem, og var der noget den unge adelssøn ikke ville lige nu, så var det at tænke. Han ville bare mærke, mærke Richard. Så istedet lod Viktor sig rive med, og med hjertet i halsen rykkede han sig tættere på den bredskuldret mand. Læberne i en evig, blid dans - der sagte gispede efter mere. Det havde ligget og ulmet ude i mørket længe - et ukendt farevand, men måske.. knapt så farligt som det ved første øjekast havde set ud til at være. 

Lige så forsigtigt, slap Viktor kysset for holde styr på sig selv - se det hele an én gang til, og være fuldkommen sikker på at han faktisk var vågen lige nu, og ikke i en eller anden uretfærdig drøm han om lidt ville vågne fra. Blikket tog hele Richards ansigt ind - den lette rødmen der havde lagt sig over hans næse, det dybe blik der kiggede tilbage på ham; og en smule paf, sagde han så, "Ja.. det var noget i stil med dette du gjorde.." som hvis han var blevet mindet ordentligt om det nu. Brystkassen hævede og sænkede sig tungt, og inden Richard kunne nå at sige noget til tilståelsen, lagde Viktor sine hænder om i nakken på den anden, og fandt hans læber igen. Hænderne gled lyksageligt op i det kobberfarvet hår, og fingrene rodede legesygt rundt i det - noget han havde haft lyst til at gøre længe, og nu fik han endelig lov.

Jorden faldt sammen under ham og viste sig at være en isnende fundament som havde slået dybe revner der lod sig skille mere og mere. For hvert sekund i dybet af et kys med den unge adelsmand, bredte de sig og han stod med fødderne på hver sin side af en pladerne. Normaliteten, seriøsiteten og realiteten var alle elementer som rasede for hvordan hans verden udviklet sig. Til det bedre eller til det værre? 
Uanset hvordan han vendte og drejet det i sit indre, kunne det ikke ændres nu. Virkeligheden måtte udfolde sig på ny med ham og han måtte gå med hvad den bragte ham. Det var en selvindsigt han længde havde holdt på afstand. Charles havde været det spæde spir for hans tvivl om seksualitet, men Viktor var dét som slog rødder og fik blomsten til at blomstre. Han havde vendt op og ned på deres tilværelse fra det sekund han havde påtvunget sig selv på skibet. 

I et sidste sultens kys lod han dem skilles som Viktor slap dem. Kæben spændte og han sank en kump. Han følte stramheden i ansigtet tynge ham, men han så mod de nøddebrune perler. Ah. Så han havde glemt uglemmelige ting til havnefesten. Var det godt eller skidt? Men dette bekræftede blot at Viktor havde holdt det for sig selv så længe. 
De sad ikke sammen, men de sad langt fra hver for sig. De sad små flettet sammen, men endnu med nogen afstand. Godt. Viktor tog teten og han gengav blot det hele fra den andens mund og øjnene kunne glide helt naturligt i. At der skulle rodes og leges så meget hans hår, kunne blot få ham til at grynt et grin i den andens mund. Det var nok en ting for ungdommen. Han kunne slet ikke forstå sig på det. Ikke lige nu hvert fald. 

Hånden slap om armen og lagde sig mod den andens brystkasse. Det var en farlig cocktail, og han vidste det. 

Fantasien blandede sig med virkeligheden. Og det måtte i den grad være virkeligt, for Richards alt for attraktive klukken kildede ham på læbens sensitive skind, så han ikke kunne andet end at smile bifaldende og kælent over det, over dem. Fingrene søgte efter mere kontakt som de gled kærtegnende rundt i det kobberfarvet hår indtil de sank ned i nakken igen. nussende.

Kaptajnens store hånd lagde sig på Viktors brystkasse, og han pressede imod. Bank-bank, bank-bank, bank-bank, kunne Richard høre hvordan hjertet hamrede for ham under det tykke materiale? Den mørke jakke var et hindrende skjold for deres nærhed, og den arm der var blevet sluppet, sneg sig nu hen og lagde sig oven på Richards hånd og knugede om den. Han trak sig ikke væk, tværtimod rykkede han sig tættere og tættere på Richard, som om han ville smelte sammen med ham i en enkelt, evig omfavnelse. Knæ mod knæ - hånden, som den eneste spæde afstand mellem deres brystkasser. Han begyndte at sprede sine læber mere, ganske diskret, mens panden rynkede sig usikkert på hvordan Richard ville tage det. Tungespidsen begyndte snige ind mellem den andens læber.

Han ville have mere, mere af Richards læber, mere af hans varme ånde, mere af hans inderlige nærvær. Han var som en mand, der langsomt blev besat, mens kroppen dirrede. Alt andet var glemt, alle bekymringer og forbehold var kastet bort i lyset af dette øjeblik. Lige nu var Richard det eneste der gav mening. Alle de uforløste følelser, vibrationer og lige ved og næsten situationer blæste alle igennem ham som et horn af begær for den ældre kaptajn. Han var ligeglad med status, deres alder og de forsvundne minder fra havnefesten. Intet af det betød noget  - kun den andens læber, der blev mere og mere fugtige for hvert intimt kys Viktor plantede på dem. 

Et hjerte kunne kun dunke så meget, men alligevel slog dets bølger igennem lag af tykke klæder indtil det ramte den håndfalden. Kunne fingrene trække gennem alt af stof, ville han mærke det poppende hjerte på forreste række og spille med til det ene orkestre spil der var blot for ham. Selv stod hans krop i ro, i harmoni. En form af fred lagde sig mere og mere i ham. Begær var ikke noget han besad eller følte. Richard var en simpel, almen, mand. En del af det almene folk fra havnen. 
Det var umuligt at forestille sig andet for ham. Men domino spillet var i færd med at vælte. Lucina havde været første skub i at få brikkerne til at vælte og dernæst havde Viktor sørget for at brikkeren ikke faldt fra hinanden. Alt skulle væltes for at bygges op på ny. 

Knæene stod mod hinanden. Han sad mere ned, højde forskellen blev udlignet, ikke takket været ham, men grundet den sprudlende liv af en adelsmand. 

Læbernes brød en revne i deres kys, en revne som blev revet op af den bløde tungespids som sneg sig ind og lod sig indlogere i hans mund. Nok havde han set så mange somre og været i forhold i sine unge dage, var dette at blive draget væk til et andet sted. Intet var jo som da han var ung. Intimitet var ikke noget han havde oplevet i evigheder. Det var blevet afholdt med en armslængde. Richard var færdig, men høj af forvirring og forløselse. 
Han beholdt sin rationalitet for nu, og lod hånden der havde været ved krøltoppens nakke, blive foldet ud om hans nakken. Måske han skulle se hvad den anden forventet, for - skulle det forståes korrekt - havde han da til tider oplevet Alryss knægten sulten på sine uskyldige måder. Opsøgende for berørning og kærtegn når mulighederne opstod. Men tågen lå endnu tungt omkring dem, ilden ville ikke være til deres gavn for evigt alligevel. 

Det var som at kæmpe mod tidevandet, at forsøge at holde sig på land når bølgerne af begær trak én med ud mod det vældige element. Richard var den faste, urokkelige klippe, hvor Viktor, var de vilde bølger der kastede sig mod hans fundament. En fælles forståelse af hinanden var tilstedeværende - de ville hinanden. Richard var den der havde taget initiativet. Det var hans læber der havde søgt de unge bløde læber, og.. Viktor vidste ikke om han kunne kontrollere sig selv i sine kaotiske følelser. Brynene skød til vejrs da tungen blev imødekommet, lukket ind - Hånden der havde ligget i Richards nakke kom ned til hans overarm og strammede til mens han trak vejret rystende ind - stjal noget af ilten fra kaptajnens mund, før han ganske fint, og udforskende begyndte at presse tungen (en smule krævende) mod hans. 

Richards hånd blev mere prominent i nakken, hvor det før havde summet, begyndte det at brænde under håndfladen, og som hjertet sitrede, kunne han mærke blodet tændes som det strømmede ud i alle baner af kroppen. Alle. Viktors hånd der havde strammet om overarmen, gled nu forbi, og hen på den store muskuløse brystkasse. Nu havde de begge to, hænderne på hinandens hjerter. Det mindede ham flygtigt om noget - som noget fra en fjern drøm - men han kunne ikke helt placere det, uanset hvad steg blodet ham til hovedet, og det var svært for ham at tænke helt.. rationelle tanker. Måske forestillede han sig det bare.

Viktor trak sig fra læberne, mundens dyb, så han kunne tage synet af Richard ind. Det var for mørkt at til at indprente sig hans ansigts farver, men Viktor vidste, at hans læber var ru, men alligevel så bløde, med deres mørke, lyserøde farve. Han vidste, at øjnene var sammensat af et hav af brune nuancer, som at svømme i cognaccens hav, når han så ind i det intense, men alligevel så varme blik. Hvad skulle der ske nu? sagde hans egne nøddebrune øjne, og han rykkede sig tættere den ældre kaptajn, fingrene knugede sig om trøjens stof, og så pressede han deres pander sammen med et tungt suk. Hjertet hamrede så højt som trommer i hans ører. Det dunkede i hans tindinger, og lige nu ønskede han bare at være tæt på Richard. 
"Du bliver min død." mumlede han luftigt - nogle flygtige ord, han synes de havde delt før. Deja vu.

Døre var blevet lukket, flere end han nok kunne tælle til. Men en lille dør med et guldgreb havde stået på klem og han havde ladet sig finde vej ind gennem den til et andet univers. Havene var sart pink og himlen var myntegrøn. Iøjenfaldende og skræmmende for hvad dette måtte være, viste sig at være det bedre. Symfonien var gået en oktav og og bød på et andet element til hverdagen. Det var endnu ikke forsøgt at gå tilbage, men som han havde vadet så målrettet ud i vandet, jo længere væk kom døren, den skrumpede bag ham. Vandet gjorde ikke modstand, det trak ham nærmest med sig som han gik i det og mærkede hvordan det omfavnede ham. Først om ankler til skinneben til lår og sidst hofte og talje. Hvad han svømmede mod kunne ikke ses, men det var muligvis fastland. 

Som en indbrudstyv havde den unge mand valgt at udforske og presse sig på. Eftergivende lod han det ske, selvom han var forbløffet og overrasket over den krævende handling. Det var dog godt. Åndedrættene faldt i hak med hinanden og han smagte den andens smage. Det var måske omstændighederne for deres omgivelser og det brændende træ i tågen, men en karamelliseret honningblomst var første fornemmelse, men han vidste godt at det ikke var den duft som hang om Alryss ungmanden. 

Tungerne faldt tilbage i hver deres kammer og læberne blev skilt ad. Det var et utilsigtet farvand. En kaptajn uden et skib i havet uden vand. Det var ikke bare helt så lige til. Tættere var snart ikke muligt, medmindre han skulle hende med at have den sulte ungmand på skødet. Panderne blev stødt sammen og nøddebrune øjne der syntes sorte som ilden dansede bag ham, søgte svar for hvad der var planen for dem. Richard lod hånden fra brystkassen blive løftet op og han greb, for tredje gang, omkring Viktors kæbe så fingrene blev let presset mod kindernes hulrum. "Er det din favoritsætning?" spurgte han små lavmælt og rykkede lidt i kæben, som en vuggende drillen. 
Hvorfor det var hans måde at gribe Vitkor an, var bare en simpel lille ting. Han lod det ske. Han huskede første gang det var blevet gjort, reaktionen fra den unge adelsmand. Som det havde været en afvisning i kastet. Måske det skulle have været det. Men nu sad de her. 

"Gå en tur, for jeg er ikke et festmåltid," kommenteret han efter lidt. 

I baggrunden kunne man høre brændet gnister under flammernes slikken, der blev fortæret af den krævende varme. En krævende varme, Viktor selv følte lige nu. Hjertet slog gnister, som ild i en tønde, der truede med at blive ude af kontrol. Men ilden var offer for at kunne kvæles, den havde ikke eneret på at herske i de tågede omgivelser. Ikke i dag i hvert fald. En overrasket lyd blev undertrykt i svælgets dyb da fingrene greb om de unge kinder, og de lyserøde læber skiltes uvilkårligt af den andens blide magt. Et overraskelses angreb. Viktor kunne ikke helt forklare det, men det var begyndt at blive en gestus, han så frem til at Richard gjorde mod ham fremover. Han følte sig mærket, og som om hånden smeltede sammen med ham.
Er det din favorit sætning, Og spørgsmålet kom lidt bag på ham. Så det var noget de havde delt med hinanden før - og Richard kunne huske dét?
“Kun fordi det var dig der sagde det først.” svarede han underfundigt, og lod sig blot blive vugget i den andens greb med et skævt smil i mundvigen. Hjertet havde stadig svært ved at slappe af, og han blev ved med at synke en klump der havde sat sig i halsen på ham. Den ville ikke væk, og Viktor mistænkte det for at være hjertet som ivrigt var på vej over til den anden. For det var vel dét det her betød, ikke? De gav deres hjerter til hinanden.
“Det er meget poetisk.” tilføjede han slutvist og klemte øjnene hengivent sammen, som han betragtede den anden. En sand kærlighedserklæring, ikke sandt?

Viktor kom mere ned ad at sidde igen, numsen placeret på hælene i en lettere overgivende stilling, så Richard atter var sin højde, og tårnede sig over ham i deres siddende positioner. De unge hænder lagde sig ved kaptajnens knæ, før han så lod dem køre op ad lårene, og forsigtigt lænede han sig ind. 
Gå en tur, fik han så at vide, og Viktor bevægelser stivnede forundret ved den pludselige.. afvisning. Hvis han burde tage det sådan. Med hænderne der kom tilbage i hans eget skød, rettede han sig mere bagud med et forvirret udtryk malet i ansigtet som han betragtede Richard. Nøje, Øjenbrynet hævede sig skeptisk, i det blikket søgte ud i tågen, og endte tilbage på den anden. 
“Det gider jeg ikke.” sagde han stædigt, måske en smule respektløst (sådan var han ikke opdraget), men hvad regnede han med? De spæde dunk i kroppen, begyndte at banke en smule mere hult nu, og med et tungt fnys lod han sig falde bagover i underlaget. Skuffet. Armene spredt ud til siderne mens han lukkede øjnene frustreret. Det ene ben trukket op, men det andet på langs med Richards lår. 

Touché, Viktor. Touché. 

Det var nemlig hans sætning der var blevet brugt i mod ham. Men det var ikke den eneste sætning som tilfald deres kendskab så præcist. Du gør det svært for mig, den var også ganske god at genbruge, for den rummede alt i mellem dem. Den var rammen for deres forhold. "Husker du alle mine ord da?" selvfølgelig var det ikke tanken bag spørgsmålet, men en nysgerrighed i hvor meget Viktor måske lagde i det, hvis han altså kunne lure det. Tilsyneladende var forhold og følelser bare anderledes for generationerne. Jo ældre man blev, jo langsommere blev man vel. Det var hvert fald ikke det han selv satte sejlet op for. "Poetisk?" gentog han brummende som en efterklang i dalene. Det kunne det meget vel være. 

Siddende over for hinanden i deres hvilene positioner og han sad med hånden om den andens kæbe. Så hvordan munden og ansigtet formede sig i hans tag, som det var ler han sad og skulle modulere lidt med. Men der var intet som skulle ændres, det var alt som det skulle være. Næsen var midtpunktet for hele ansigtet og den var med til at indramme det gyldne snit af Vitkors ansigt. De unge hænder der gled op ad lårene, fik Richard til at se lidt mere nøje på den nøddebruneøjet krøltrop. Det var et listende forsøg, men beskeden han havde givet ham, blev taget fortørnet i mod. Richard kunne ikke undgå at træk på mundvigen over den adfærd som opstod i den unge mand. Det var vel næsten forventeligt at han blev sådan. Han lod ham svinde ud af hans greb og se ham falde bag over. 

Den erfarende mand så ned på det utilfredse individ. "Jeg er ikke blind for dine handlinger, Viktor," sagde han med en rolighed i stemmen og lagde hånden små klappende på den unge mands ben der lå langs siden af hans. Det var til ingen gavn at han blev mut over noget så mildt som en kærlig afvisning. 

Richard fik dog rejst sig og gned håndfladerne let sammen mens han så ned mod den unge fyr. Han skulle jo selv have sit underlag foldet ud. Han fik fundet tasken frem og fundet stykket frem og valgt at ligge det på den modsatte side af bålet fra Viktor. Det var mere rutine end noget andet. Han lagde ikke nogen tanker i det. Tvært i mod. 
Men foruden det, fandt han også noget andet frem for tasken, noget tøj og et pudebetræk, hvor han fik rullet tøjet ordenligt sammen og ind i betrækket for at lave en form af pude. 

"I morgen vil jeg vise dig noget hvis tågen er lettet til den tid," informeret han stille den anden, som han sad og fik sat tingene op. 

"Mhmm." svarede Viktor en smule fraværende til kaptajnens spørgsmål, og blikket søgte indtrængende ind i den andens. Stadig i et forsøg på at aflæse ham. Viktor havde brudt kysset, men ikke for at sætte en stopper for det, han ville mere. Lige i dette øjeblik krævede kroppen ikke andet end at komme helt tæt på Richard. Under huden på ham, smeltet sammen i en smuk symfoni. Det viste vel bare kontrasten de havde med deres alder. 
"Mereh eller mindre.." svarede han lidt forsinket, med et lille suk. Ordene flød lidt mere akavet ud mellem læberne som fingrene havde sit tag om kinderne. Det gjorde det svært at bevæge kæben optimalt, men det stoppede ham ikke fra at tale.
  "Du gemmer på nogle guldkorn engang imellem." sagde han drilsk, da han brød øjenkontakten og flygtigt så ned på læberne. Latteren undertrykt luftigt i svælget. Stadig i den andens greb, lod han ansigtet blive studeret, analyseret af den anden. Se mig. Og han forsøgte at presse læberne lidt sammen, så han kunne tage en dyb indånding gennem næsen mens han nød den andens blik og fingre på sig.

Men han var faldet bagover, løbet panden mod en mur. Muren var Richard - og ordene der forlod manden hang ved i tågen. Super irriterende. Viktor klemte øjnene hårdere sammen, som hvis det kunne lukke kaptajnens ord ude. Panden rynket, og læberne i en fortørnet grimasse. 
"Du kyssede mig først." Mumlede han ud mellem en revne i sine sammenpressede læber. Lød som hvis han blev uretfærdigt behandlet, og sukkede dæmpet med en lyd der matchede følelserne der sad tydeligt uden på ham. Hvordan kunne Richard tage det så roligt? Var det en anden han lige havde siddet og kysset med, eller hvad foregik der. 

Suk.

Viktor blev blot liggende med øjnene lukket, uden at røre på sig da Richard rejste sig og begyndte at rode med sine ting. Hjernen arbejdede på højtryk, og kroppen kunne mærke savnet af den andens hænder på sig. Og så.. blev fodtrinene pludselig mere fjerne. Viktor løftede hovedet som det eneste fra sin liggende position og kunne, til sin forundring, se at kaptajnen lagde sig på den modsatte side, med bålet mellem dem. Han missede i vantro med øjnene, og lagde hovedet tilbage, igang med at stirre tågen tynd. Kæben strammede en smule anspændt til. Okay. Mundlam. Uforstående. 

Viktor satte sig op med et sæt. Han hørte godt hvad Richard sagde. Vise ham noget - super, de var tilbage til at være.. lærer og studerende. Kaptajn og besætningsmedlem. Fedt. 

Frustrationen bredte sig som giftsporer, og Viktor kunne ikke se andet. Den var lige så tyk som tågen der omkransede dem. Barnlig, tænkte han om sig selv, og kom nu op at stå.
  "Vi må se om tågen letter.." svarede han så, og stak hænderne dybt ned i lommerne. 
"Jeg tror jeg går den tur alligevel." Sagde han neutralt, lidt ud i ingenting. Mest til sig selv, men så Richard kunne høre ham. Ansigtet så ikke synderligt begejstret ud, mens han travede afsted indtil han ikke kunne spottes, eller høres.

Han standsede et sted derfra, og sparkede (ikke særlig hårdt) til et træ. "Barnlig.. og dum." Mumlede han vredt for sig selv. Foden var stadig på træet, og lavede noget i stil med en trampende bevægelse på det, mens han stod på ét ben. "Bliv dog voksen." Han kørte støvlen ned ad barken mens hjertet hamrede frustreret. Viktor jamrede dæmpet, opgivende, ned sin hånd. Der var kommet kul på den fra lommerne.. det tog han sig ikke af lige nu.