Dagen efter havnefesten blev ikke brugt til ret meget andet end at sove rusen ud som han så fint havde pålagt sig selv. Det var nok, første og sidste gang at Viktor nogensinde ville drikke så meget igen. Minderne var hullede - som fragmenteret glas hvor størstedelen af skårene var spredt for alle vinde, og derfor umulige at samle til et færdigt billede. Hukommelse.. var en mærkværdig størrelse. Hvornår begyndte han ikke at kunne huske noget? Og hvor meget blandede han egentlig sammen med festen og efter festen - Viktor havde svært ved at få rodet til at give mening. 

Han var vågnet op på Richards gæsteseng, uvidende om hvordan han var nået hjem i sin tilstand. Det var også først senere den dag at det pludselig slog ham, i erindringens sorte hav, at uh - Fingrene kørte hen over læberne, at Richard kyssede ham? Virkelig? Hjertet hamrede en smule forvirret. Han gned sig efterfølgende over kæben, og havde underligt ondt i tunge og mund. Øm de mærkeligste steder. Men.. han kunne ikke kæde det sammen med kysset. Faktisk var han usikker på om det rent faktisk var sket; blandede han det sammen med en drøm? Det kunne meget vel være - og Richard havde ikke sagt noget, eller opført sig anderledes end han plejede - foruden tømmermændende selvfølgelig. Men hovedet dunkede, og han sov blot det meste af den dag, ville tænke over det på et bedre tidspunkt - måske det ville komme bedre til ham når han ikke var tømmermandsramt.

Dagen derpå, var han vågnet med en smule mere klarhed i sindet - selvfølgelig stadig med plukkede minder, og et hullet puslespil i den unge hukommelse. Et drømmespind. Og så fik han øje på den mørke frakke der lå et stykke fra ham. Han rynkede brynene forvirret og så længe på den, inden han så rejste sig for at nærstudere den. Det var ikke hans, og det var i hvert fald ikke Richards. Den så for fin ud til at være nogen af besætningmedlemmernes eje (Ja, beklager, men det var sandt.) 
"Øh.." han gned sig i panden eftertænksomt. Hvis jakke havde han tilranet sig? Han begyndte at rode lidt i lommerne efter en ledetråd. Et par krystaller, og hmm.. Han fik fat om en pibe han uvilkårligt sniffede til i sin nysgerrighed, og trak den så fra sig igen og studsede over det. Det virkede bekendt. Duften og.. Nej det kunne ikke være rigtigt. Han havde ikke set ham i snart - hvad var det - to år? Men det lignede umiskendeligt noget Corinth Lochtree ville eje. Det gav absolut ingen mening for Viktor, og han så sig forvirret rundt i værelset som hvis han næsten forventede at adelsmanden ville træde ind ad døren - ansigtet i dybe forvirrede folder, indtil han løftede brynene forundret for sig selv og stirrede på jakken i det lidt tykkere materiale. Et vagt hovedryst til følge. 
"Det giver ingen mening." sagde han højt for sig selv, for at.. få det til at give mere mening for ham. Hvilket ikke hjalp. Corinth havde ikke rigtig fyldt i hans tanker siden dengang - og nu.. hvad var det her? Han sukkede og gav sig i kast med at undersøge de andre lommer - han fik fat i en lille notesbog, og begyndte at bladre i den - små ufærdige digte - skriblerier, men det var ikke just en ledetråd i den forstand at det sagtens kunne være SÅ mange andre end ham. Men det kunne også sagtens være ham. Viktor daskede den lille notesbog funderende mod sin pande med små blide slag. Han mødte ikke Corinth igår. Det alt sammen var nok bare et meget sært tilfælde. Hjernen ville hellere end gerne smede tingene sammen, også selvom det ikke gav mening. Viktor lagde tingene på plads i de respektable lommer før han, med et tvivlsomt udtryk, rejste sig med jakken i hænderne og gik lidt rundt med den. 

Det var en kærkommen mild brise der ramte Viktors ansigt da han kom udenfor - og vandrede ned ad brostenene i retningen af markedspladsen. Han havde ikke set Richard, og vurderede at han sikkert var tilbage på skibet for at ordne de sidste ting inden de rejste videre fra Dianthos. Det gav Alryss sønnen masser af tid til at lede efter en.. gave til kaptajnen. Noget varmt at tage på til når de skulle op til de køligere egne for at lære om stjernerne. Selvfølgelig havde Viktor taget den mystiske sorte frakke på. Hvis han nu gik med den, kunne det være han ville huske noget. Men indtil videre; ingenting. Han havde selvfølgelig i sinde at passe på den - for det var jo ikke hans. Den var lidt for stor på ham, men alligevel sad den ganske okay. Kraven havde han slået op, så den dækkede lidt om kinderne, og så var den selvfølgelig lukket godt til - ganske god mod kulden faktisk. De nøddebrune øjne søgte efter noget der muligvis ville falde i kaptajnens smag. 

Solens sprede morgenstråler havde blændet ham den morgen. Gentagende blink gled vagt fra øjnene som kun stod på klem. Hvordan kunne man være så træt for så lidt aktivitet var ham en gåde. Selvfølgelig var det en aktivitet han ikke var vant til, tvært i mod. At danse og more sig på de måder var ikke noget han gjorde sig meget i. Men kroppen føltes øm, trykket og udmattet. Ville det være forkert at tro, at det var køer som havde trådt henover ham ad flere timer. Præstelærlingen fik sat sig op og tog sig let til hovedet. Kunne man kalde det støjmænd, for han var hvert fald godt ør og kvæstet. Støjen havde nu ellers ikke været så høj igen, måske alligevel lidt. Tankerne var hvert fald blevet overdøvet fra tid til anden. 

Han fik sat sig op på sengen og tog hånden til hovedet, fingrene gled i hovedbunden og kløede let for sig. Blink for blink og øjnene åbnede mere op. "Jeg vil ikke vide hvordan folk der rent faktisk drikker har det," mumlet han i sin morgenrus og fik vendt benene udover sengenkanten og ned på det kolde morgen gulv. Han fik rejst sig i blot sine underkæder og sukkede i sin rejsning. Kulden der lå var ved at blive en vanedannende ting, det generet ham ikke lige så meget som i første omgang. Fødderne stod solidt på gulvet under ham — skønt fodsålene endnu ikke havde et så tykt lag af hård hud for at skåne ham helt fra kulden om morgen. 

Dagen gik dødstille hen, det var kun den næste som kunne havde noget at byde på. Men han klagede ikke, hovedet havde haft brug for roen. Selvom morgen efter var lidt hen ad det samme som forrige morgen. Endnu øm, endnu træt. 

Der var ingen erindringer om at han havde planer forude, men han havde vel nok nogen aftaler i katedralen senere den dag. Men det gav ham mulighed for at komme lidt ind i byen. Jah! Det var en god idé. Ind i byen og få lidt indsigt i hvordan den fungeret efter en dag som i går, og måske, kun måske, til hans fordel kunne han lige overhøre et eller andet. 
En fingerryg gled gnidende mod hans øjenkroge så søvnen blev løsnet og forlod ham. Et gab der blottet samtlige tænder og presset øjnene sammen i tæthed. Kroppen var bare træt. 
Benklæder blev fundet frem og han hoppede rundt på det ene ben for at få det andet i — det var det rene cirkus rumsteren fra hans rum den morgen. Det var en klar klage værdig ting. En skjorte blev trukket om armene efterfulgt en tryk striktrøje. Det var at privatanliggende at tage til byen, hvorfor han efterlod sine kåbe hængende bag sig. En klud blev kørt i ansigtet. 

Ethian havde fået slæbt sig selv afsted, små usikker på ruten, hvorfor han havde spurgt en af de mange byvagter om vej. Selvfølgelig havde en form af nervøsitet ramt ham, men han undertrykte den godt. Han fandt vejen til markedspladsen og små begravet i egne tanker, gik han langsomt og så skiftende på alle de mulige køb der var at gøre sig. Det var, for ham, ganske forståeligt hvorfor folk lod sig betage og købe tingene. Måske det var u-præsteligt at være så uopmærksom for sine opgivelser som han var lige nu. Uopmærksomhed var måske ikke helt ordet dog, for han så hvad der var om ham, men han lagde ikke helt så meget til personerne omkring sig. Der var folk i alle aldersgrupper som han havde passeret, unge som gamle (ældre, for at være skånsom for de let krænkende). "Jeg beklager," sagde han og løftede beklagende en hånd op, som han fik stødt skulder mod en kvinde. Hun var et sted i trediverne, et smil som var indbydende og venligt. Han så hende blot gå videre, måske var det bare ham, men han fandt generelt folk i byen så venlige. 

At han skulle opleve noget modsat det i fremtiden, var en stor tvivl for ham. Det var umuligt. 

Men hvad var overhovedet Richards smag? Viktor vidste at de skulle til Turmelinien meget snart - det ville være køligere på de åbne egne, sammenlignet med indenfor Dianthos' mure. Måske en striktrøje af en eller anden art ville gøre kaptajnen glad? Hjertet hamrede lidt ved den fjollede idé om at købe en gave til Richard. Men det var bare en af Viktors mange måder at vise sin hengivenhed på - og måske også undskylde for at han var blevet så fuld til havnefesten - der lå bare så meget på sinde ligepludselig - at hjertet havde krævet dét. De nøddebrune øjne gled rundt blandt de mange forskellige boder med mad, broderier og påklædning. Et kort sekund gled øjnene fraværende henover nogen han så et stykke fra sig - og da øjnene skulle til at glide videre som var det ingenting, kom blikket i et skarpt ryk tilbage på personen foran sig som han nu fokuserede al sin opmærksomhed på. 

Luften forsvandt fra hans lunger, hjertet stivnede og hans åndedræt blev tungt, mens han stirrede frem for sig. Som hvis verden var gået i stå og alt andet omkring ham mistede farve og form, var det kun det mørke, krøllede hår og holdningen på den unge mand foran ham der stod ham klart. Viktor rynkede brynene og trådte frem som i en trance, brynene rynkede sig usikkert, og en hård klump sad i hans hals. Spillede hans hjerne ham et pus? Benene føltes tunge som han begyndte at gå hen til ham. Hans hånd faldt let på den andens skulder. Sin gamle kammerat kære, troede han. Lige nu brændte byen, og han brændte med.
"Marius?" hviskede han forsigtigt, forvirret over hvordan han var endt i Dianthos. Håbet om at se ham igen brændte i hans bryst, men frygten var der også. Ville han se ham igen lige nu? Vejtrækningen begyndte at accelerere mens han ventede på at den anden ville vende sig. Splittet - brystet gjorde ondt af det nu paniske hjerte der hamrede i hans bryst. 

Benenen var som sømmet fast under ham og han så hende forsvinde væk. Endnu i dvæle ved den venlighed for hans uhensigtmæssige sammenstød mod hende. Isari var alle vegne, og det mindede han sig selv om i et lille blomstrende smil af selvtilfredshed. 

Men det visnede hen som en hånd landede på hans skulder og han vendte først vagt hovedet og så ned mod hånden. Den måtte tilhøre en jævnaldrende af en art — tydeligvis mand. Men hvorfor sprang hjertet et slag over. Var han blevet opsøgt af sin tovholder fra mørket for ikke at have vendt retur endnu. Eller, og eller,  han skulle jo bare sammenkæde deres tanker så de kunne have en rapport og opgaveopfyldelse og fornyelse. Men som han hørte hvisken, blev han nu helt i tvivl. Han var da ikke blevet bedt om at bruge et andet navn som dække. Okay, vend dig nu bare om, beordret han sig selv. 

Præstelærlingen fik vendt kroppen halvvejs rundt og så en næsten ind i et spejlbillede følte han. Øjnene så det brune krøllede hår, de brune øjne og den unge fysisk der endnu var ude af form for det rigtige arbejde. Det forklarede vel hvorfor han var blevet kaldt Marius! Han var blevt forvekslet. Jah, det gav langt mere mening end noget andet. "Åh.. Nej, De må have set forvekslet mig med Deres... bro--ven?" hvorfor antage det var en bror, når det simpleste var at gå med ven. 
Men han lod et skævt smil vokse så selv øjnene smilede fra sig. "Ethian," sagde han og rakte hånden frem i en hilsen. 

Viktors hjerte sank, da personen han havde forvekslet med Marius af Isenwald, vendte sig mod ham. Om det var lettelse eller skuffelse, kunne den unge adelsmand ikke helt afgøre. Ligheden med hertugsønnen var slående, men ved nærmere undersøgelse var der utallige forskelle. Den unge knægts øjne var en finurlig blanding af farver, der skiftede med lyset, men rundere, som en hvalps, og ikke så gennemborende som Marius' forførende grågrønne blik. Det var som at danse i en syretrip med minder om Marius, når Viktor så på den anden. Han måtte blinke for at refokusere og høre den fremmedes stemme. Først da indså han for alvor, at det ikke var Marius han stod overfor. Højden var heller ikke den samme. Det nøddebrune blik flød over de uordnede krøller og den fremmedes ansigt var fremhævet af de mere markante fregner der malede sig som stjerneregn henover næseryggen.

Hånden tog han til sig, som hvis han havde rørt ved noget koldt, der fik hans fingeraftryk til at sidde fast på den anden. Han førte den istedet henover sit bryst, i beroligende gnidninger over det tykke, mørke materiale der var hans jakke. 
"Beklager -" sagde han i munden på den anden, og endte med at trække forlegent på mundvigen, lod den anden tale. Bank-bank bank-bank. Hjertet havde svært ved at falde til ro igen - stadig chokeret ved muligheden om at rende ind i Marius - men det var ikke Isenwald sønnen. Selvfølgelig var han ikke i Dianthos. Han nikkede til den andens konklusion om at han havde forvekslet ham med en anden, smilet tvang sig frem, usikkert, mens panden rynkede sig lidt eftertænksomt. Det var tydeligt, for dem begge at det var hvad der var hændt. 

Oh, en hilsen? Viktor havde regnet med at de blot ville gå hvert til sit efter denne lille.. underlige hændelse, men han fandt sig selv lægge hånden imødekommende i Ethians - som den fremmede præsenterede sig som. 
"Viktor." præsenterede han i nogenlunde samme facon som den krølhåret foran sig. "Du har en slående lighed med en, som jeg kender." han gned læberne sammen, og klukkede trods sig selv. 

"Jeg beklager hvis jeg, forskrækkede dig." panden rynkede sig sympatisk. 

Det først venlige sindet udtryk i øjnene, faldt let i spænd som koncentrationen steg i ham. Som han blev tjekket igennem fra top til bund, en sikkerhedsprocedure man kun ville opleve hos folk der indsamlet informationer om bestemte individer. Skulle han til at træde varsomt i sit nærvær med denne jævnaldrende dobbeltgænger. 

Øjnene slappede af på ny som han selv havde set den anden lidt an i ansigtet. Det virkede ikke sådan, der kunne umuligt være en risikofaktor ved ham. Et tvungen smil var alle dage noget som kunne ses på folk, måske det blot krævede at man selv gjorde det så hyppigt, at det blev barnemad at se forbi smilene. Der var en hårfin grænse for hvor meget man kunne trække i det, før det gav en hen, det eneste man (han) ikke kunne skjule et kald fra, var øjnene. Vejen ind til sjælen. 

Håndtrykket blev givet: "Jeg beklager, at jeg har en slående lighed med en bekendt af Deres," med en spirende nysgerrighed på hvordan reaktionen kunne have været, hvis han rent faktisk havde været den han søgte. 

"Det skal De ikke tænke på," og hånden blev først sluppet nu. Det var ved at blive varmt i hånden og det ville blot efterlade dem i en akavet svedig position. "Så Viktor. De ligner en som har meget på hjertet og det faldt vidst til jords da jeg ikke var den De søgte?" jævnaldrende var selv dis tale, selvom spejlbilledet havde brudt det ned med dus-tale, så. Måske han også burde gå i den retning? 

Brikkerne begyndte at falde på plads, omend det var lidt af et rodet besvær at samle ved første øjekast, men - hjertets hurtige rytme begyndte at ebbe ud til et roligere tempo. Det var som hvis han ikke kunne mærke det trommende dunk i brystet længere. Godt, godt. Viktor sænkede hånden fra sit bryst, og lod den dykke ned i de dybe lommer på sin jakke. Der var dog ikke noget at sige til, at skulle man klemme øjnene sammen, og se på den unge mand foran sig; kunne det sagtens have været Marius. 

Stop med at tænke på Marius.

Viktor rømmede sig lidt, og måtte blinke for at fokusere igen da han bare stod og blev lidt fraværende i sin egen tankestrøm - og nu hørte han hvordan den anden talte, og det gik op for den unge adelssøn hvor uhøflig han egentlig havde været overfor ham. Han havde jo talt som var de dus - så nu måtte han hellere afspejle den andens respektfulde tiltaleformer. Det måtte skyldes de sømand, og al hans tid til søs. Der var de alle dus med hinanden. Hænderne var stadig i dyb hilsen, og havde ikke sluppet deres greb, før begge drenge, lidt småakavet opdagede det på samme tid og trak hænderne til sig. Nu fik Viktor begge hænder i lommerne, og han skuttede skuldrene lidt op til ørerne, før de faldt slapt ned at hænge igen. "Meget på hjertet?" gentog han lidt overrasket, og trak svagt på smilebåndet. Touché, og så alligevel. 

"Ah." Som hvis det endelig gik op for ham hvad han sagde. Tungespidsen prikkede lidt overvejende til øvre kindtand mens spæde rynk formede sig i den unge pande pande, som hvis solen stak ham i øjnene. En tænksom lyd undslap ham da blikket søgte over den andens krøller, og videre op til himlen. 
"Jeg tror bare at jeg blev lidt forvirret i momentet - for, det ville ikke give mening hvis han var her." forklarede han, og det nøddebrune blik søgte tilbage til Ethian, og hvilede på fregnerne i den andens ansigt. Det sidste var nok mere ment som en foranstaltning til sig selv - for det var vel ligegyldig viden for en fremmed alligevel. 

En indre stemme summede i uroligheder over hænderne endnu hang sammen. De burde have sluppet hinanden for længst, men alligevel var de endnu i hank, men som tanken blev dannet, trak den anden hånden til sig og ligesom ham, tog Ethian sin til sig og lod den glide ned ad stoffet for at fjerne den fugt der så stille var listet ind på ham. 

Ethian kunne godt have afspejlet sig i den anden og valgt at skutte med skuldrene og lignende, men i stedet lod han den falde mere slapt hen. Kropssproget var afslappet og åbent. "Mhm?" nynnede han ud som ordene blev gentaget i forkortet tilstand. Minen faldt lidt hen i en afventende studsende form. Kunne han prikke, selv når det ikke passede ham. Men femøren faldt for den anden, og Isarilærlingen trak let på mundvigen i den ene side og lod smilet vokse stille derfra. "Men han må være en god ven siden skuffelsen alligevel ramte." hvis blot han kunne have sådan en erfaring eller oplevelse. At nogen håbede på at rende ind i ham, forvekslede andre med ham - man havde vel lov at drømme? 

"Hvad vej skal du?" spurgte han og løftede let hånden op for at lade Viktor lede vejen end at de stod og slog rødder. 

“Han..” Viktor tøvede ved den andens spørgsmål, som nok mere var en observation. En fraværende hinde lagde sig kortvarigt hen over det nøddebrune blik, mens han dvælede lidt ved den andens ansigt. Marius var mere end bare en god ven, indtil han ikke længere var. Kunne Viktor overhovedet tillade sig at kalde dem for venner? Fremmede, til venner, til elskende, til fremmede igen. Fuldt kredsløb. Viktor kunne ikke svare på det Ethian havde spurgt ham om, så i stedet pressede han blot sine læber sammen i en tætsluttende linje for at tilbageholde sine anstrengte følelser. Mundvigen trak sig dog op - og han håbede, at de kunne lade emnet lægge.

Ville han følges? “Øh.” Viktor blinkede lidt åndsfraværende med øjnene og fugtede sine læber.
 “Den vej - hen til boderne og .. summe lidt rundt.” Han tog hånden op ad lommen for at pege hen i retningen han hentydede til, og opdagede at fingerspidserne var blevet beskidte. Viktor rynkede panden og tog hånden til sig. Nærstuderede den forvirret, og så nu at alle fingrene var blevet snavsede af.. sod? Kom det fra lommerne? Han tog den anden hånd op og så nøje på dem begge. Også sodet til. Det måtte stamme fra lommerne. Hvorfor var så fin en jakke fuld af sod i sine lomme? Besynderligt.
“Hvad med.. Dem?” fik han så spurgt, og stoppede med at se på sine hænder, som han lige så diskret prøvede at tørre rene i jakken, mens blikket igen fandt vej til Marius' tvilling.

Han, og intet mere. Det var som vinden stilnede hen og al sang fra naturen døde hen. 
Ethian lod en sprække danne sig mellem læberne, kunne han bryde den andens læber op og grave ordene ud, eller ville det blot forværre stemningen mellem dem. Men som blikket prøved at studse over de små ting, indså han at læberne var boltet sammen på den anden. Vi stopper den her, kunne han konkludere. 

Fingeren guidede vejen for dem, og hovedet fulgte med i kursen der blev tilrettelagt for ham. Ethian nikkede lidt og valgte at gøre antræk til at gå derhen ad lige så stille og roligt. Han havde ikke helt et behov for at svare på at at de kunne summe rundt, for det ville se uanset hvad for dem.

"Jeg er bare ude for at gå en tur og lære byens ruter at kende, jeg har været her i en lille måned," fortalte han og trak skævt på smilebåndet og så mod den tvetvillingen af sig selv. "Jeg er Isaripræstelærling, så hvis du har brug for at snak med en jævnaldrende i fortrolighed, er jeg nok et af de bedste bud," forsøgte han sig stille med en varmende kommentar, i håb om at den anden kunne blive lidt mere til ro, eller blot fatte sin fatning på ny, selvom hans fokus syntes at skifte. 

Emneskiftet kom som kaldet, og Viktor priste sig lykkelig for den andens evne til at læse rummet. Der blev ikke talt mere om Marius af Isenwald - skønt tankerne om ham stadig summede i baghovedet af den unge grevesøn. 

"En lille måned?" Gentog Viktor for at vise at han hørte efter, og skævede kortvarigt mod Ethian med et lille friskbrygget smil om læberne. De begyndte at bevæge sig lige så stille mod markedspladsen. "Jeg er selv ikke så stedkendt her." Tilstod han, for han havde brugt mere tid på skibet ude på åbent hav end til fods her i Dianthos.

En præstelærling. Viktor fandt sig selv give den unge gut et overvejende elevatorblik  - men han skulle ikke dømme andres valg - religion havde bare aldrig betydet så meget for ham, som det gjorde for andre. 
"Tak, Ethian." Han skulle lige tænke et sekund længere inden han sagde den andens navn. Viktor sendte ham et taknemmeligt smil i retur over det varme tilbud. Det var ikke mange jævnaldrende han havde at snakke med for tiden - alle på skibet var dobbelt så gamle som ham, eller endda ældre. Så de typiske ting en næsten 20 årig mand kunne have på hjertet, kunne være svært at forestille sig at de ældre på skibet kunne resonere med. 

"Vi lægger ikke i havn så længe endnu, men hvis jeg finder tiden vil jeg da gerne tage imod Deres tilbud." Han skævede mod Ethian igen, og tænkte kort om det kunne tydes som en afvisning for, det var ikke hensigten. Viktor kunne bare ikke se sig selv rive sit hjerte åbent lige nu. Måske var det også farligt at tilbringe al for lang tid med Ethian på egen hånd - for, ligheden mellem ham og Marius begyndte at vække summende vibrationer i hans hjerte når han så på ham, som han så fint kunne undertrykke for en stund.

Set med et fremtidsperspektiv, hvem ville så kunne vide at begge disse unge mænd ville være udsat for mødet med rottefangeren og hans spil for galleriet. Gæstfriheden der var intet andet end et slør for hans sande intentioner. Måske Ethians nuværende jeg skulle prise sig lykkelig for ikke at have mødt rottefangeren endnu. 

"Ah, så kan vi jo gå i søgen på tingene sammen" tillod han sig at foreslå med et lille voksende smil. Nytilkommen kunne få lige så meget gavn af den knap så stedkendte Viktor som omvendt. Omend deres møde måske blot var et engangstilfælde. Men uden at kunne se mod havnen, vidste han godt hvor vandet lå til henne, hvorfor han vendte blikket lidt i den kurs. Det at kunne være i et med det store blå, frigjort på så mange måder, omend man fanget derude med sig selv og sine egne tanker. Ville han nogensinde kunne overleve det? 

Men blikket mødt den andens på ny og trak skævt på smilebåndet så tænderne blev blottet. "Ellers må du give mig din adresse så kan jeg altid sende dig et brev. Men hvor skal I hen?" Han antog hvert fald at det handlede om, at de snart skulle afsted igen, den havnesnak var ikke lige hans stærkeste element. 

"Ja, hvis De ikke har noget imod at gøre mig selskab?" svarede han høfligt, og løftede et lille bryn mens han betragtede den anden unge mand. Hold op med at tænke på Marius, så meget ligner han ham heller ikke. Viktor fugtede sine læber, og kiggede frem for sig istedet. 

Den mørke frakke, der ikke var hans, men som han alligevel tillod sig at bære, hang tungt på hans skuldre, som om tyngden af hans tanker sad i stoffet. Han overvejede hvordan det ville blive at komme hjem. Hvordan det ville være at se Marius igen, for, uundgåeligt ville de komme til at møde hinanden igen. Der var heldigvis stadig noget tid til inden han vendte snuden mod Safirien. 
"Jeg er først hjemme igen om et par måneder." forklarede han til det med brevet. "Men De skal være velkommen til at skrive." tilføjede han med et venligt smil, men øjnene afveg lidt fra at se for længe på de charmerende krøller, og de legende fregner. Hvis de fandt et sted at kunne stå fra mængden, kunne Viktor give ham sin adresse. Han tænkte ikke en præstelærling var trussel for deres hjem. 

"Vi sejler mod Turmelinien imorgen." svarede han Ethian, og rullede lidt med skuldrene for at få lidt liv i sig selv. Modsat sit eget humør, var der livligt på markedspladsen, og der summede af mennesker. Det fik ham til at tænke på havnefesten. 
"Var De til havnefesten?" spurgte han så, og lænede sig hen til øret på Ethian, men uden at vende ansigtet mod ham - han blev ved med at se hvor han gik, så han ikke stødte ind i folk. Og så fordi han heller ikke havde til hensigt at tale ind i den andens øre.