Det var en grå dag i Dianthos. Ikke at det gik Iluciat på, men han savnede varmen fra vulkanerne på Obsidian. Han var blevet sendt til Dianthos for at holde øje med en af spionerne. Han kendte til Ethian, men det var også det. Iluciat havde bare et problem; han kunne ikke finde knægten!
Så han spankulerede ned ad gaderne med den mørke kappe henover hovedet, og på trods af det, stirrede folk stadig. Iluciat var ikke noget bymenneske. Faktisk hadede han at folk var så tæt pakket sammen. Desuden var der ikke noget enkelt mål hviss han havde behov for at sætte ild til noget, og alt var vådt! Så ilden ville alligevel ikke fænge. Alt i alt en lortesituation. Men han måtte få det bedste ud af det. Finde den her knægt, konstatere at han var på rette spor, så Iluciat kunne vende tilbage til Obsidian og rapportere. 

Med et snublede han over et eller andet. Han rejste sig klodset op. Det var en lille menneskepige. Hun stirrede på ham med sine store mørke våde øjne. Iluciat stirrede tilbage. "Smut hjem til dine forældre," hvæsede han og svirpede med kappen og forsvandt videre. Han kunne høre pigens hyl bag ham og gjorde alt hvad der stod i hans magt for ikke at gå tilbage. 
Lortedag.

Dette var en opgave der var som at holde øje med vinden, og hvordan holdte man øje med noget man ikke kunne se?

Eftermiddagen forårs dug havde lagt sig tungt nedover Dianthos, det lå blot endnu tungere i de tæt bebygget områder i det centrale bydistrikt. Han havde fået en opgave om at aflevere noget nede ved en kro i det centrale. Lige til og simpel. Lærseringsrig  mulighed for at få lidt rutefornemmelse for byen. 

Præstekåben stod åben og han skulle nu finde tilbage. Det var måske nemmere sagt end gjort i øjeblikket. Folk gik tæt. Nærmest i klynger, det var ikke helt til at mase sig uden om dem. Men han tog sin tid, han havde alligevel ikke travlt. Travlt var et udefinerbart ord i præstetilværelsen, det nød han på så mange måder. Alt skulle tage den tid det tog, tålmodigheden skulle lære at være stor. Ikke sagt, at Ethian ikke væbnede sig med stor tålmodighed generelt, det gjorde han. Men han var alligevel altid en anelse usikker i sine handlinger. 

For han skulle alligevel præstere, hidtil havde han ikke kunne gøre dette. Det krævede sin tid at komme tæt på de ønskede elementer. Og måske, tog han sig lidt mere frihed til at tage det med ro, end hvad de ville mene var godt. 

Et pigeskrig fangede dog hans opmærksomhed, og han så skråt frem for sig. "Skal De have hjælp til at finde deres forældre?" spurgte han pigen som hylede skrigende op, hvor i mod hun blot fortsat sin skrigen og pegede i retten af den hætteklædte mand. Hvad det helt præcist var hvad hun mente med det, vidste han ikke, hvorfor han i stedet valgte at forsøge sig an: "Undskyld, Herre. Kender De ti-" hun trak i hans ærme og rystede skrækslagen på hovedet. Ethian rynkede let brynene sammen og skævede mod den hætteklædte mand, men som han gjorde det, mærkede han hvrodan hun slap hans ærme og løb den modsatte retning. 

Iluciat følte at denne mission var tabt på forhånd og derfor gik han i retning af en af beværtningsstederne i nærheden af det centrale distrikt i Dianthos. Han nåede dog ikke særlig langt før at hans fadæse med den lille pige blev opdaget og folk samlede sig om pigen. Der var endda et eller andet fjols der stoppede op og spurgte om pigens forældre.

Iluciat styrtede videre i et hurtigere tempo, men noget sagde til ham i hans baghoved at han skulle stoppe op. Han vendte sig om og så på fjolset med præstekåben. Det var Ethian, var det ikke? Iluciat havde det med at glemme ansigter, så han var bestemt ikke sikker. 

Han studerede knægten kort og viftede så med hånden for at indikere at Ethian skulle følge med ham. Hvis folk så dem sammen på offentlig gade, ville det skade knægtens dække. Han gik ned ad en smyge og ventede, ikke fordi han var tålmodigt anlagt, men han turde ikke kigge, i tilfælde af at knægten troede at Iluciat ventede ham.

Forvirret som et hvert andet menneske ville have været, så Ethian blot til siderne for sig, som han skulle sikre sig at der ikke var andre som kunne være modtageren for den viftende hånd. Isarilærlingen rettet let på kåben og valgte at følge med. Uberørt af hændelsen, alligevel en anelse på list for hvad der måtte ske lige om lidt. 

Knap to meter bag ham, svandt de mere og mere væk fra det offentlige syn og ind i skyggerne af bygningernes smalle gader, der hvor ingen gad at opholde sig i længden, medmindre man var en drukkenbolt som havde brug for et pusterum fra larmen i hjemmet eller slag af ting som ikke vedkom byvagten. 

"Et øjeblik" sagde han endelig og fik indhentet den anden hætteklædte person og lagde en hånd mod hans skulder. "Er alt ok?" uvidende omkring hvad eller hvem personen var, forblev han i sin tro til at være af Isaris rækker. 

//grundet inaktivitet låser jeg tråden.//