"Ethian, kan jeg få dig til at samle tempelbøgerne ind fra bænkene og tænde lys?" den blide stemme af en ældre kvinde som havde været i katedralen den dobbelte af hans leve tid. Måske det ikke var så formelt at hun bare kaldte ham ved hans fornavn, men det var hvad han foretrak for nu. 

Han var ingen fader endnu, han havde intet tillægsord der kunne beskrive hans person og han var ingen discipel. Så hans navn gik ganske godt an for ham. "Selvfølgelig," svaret han lavmælt. Det var små opgaver som disse han nød. Langsomt skulle han lære at gøre det hele selvstændigt, som en naturlig selvfølge for dagen, timen eller ugen. 
Der var en messe den aften, så det gavnede ikke at bøgerne blot lå og flød ved tilfældige bænke pladser fra hvor folk tidligere havde siddet og læst og bedt for dem selv. 

De hasselfarvede øjne gled ned langs bænkene række for række. Det var ikke mange bøger som alligevel lå efterladt hen, men nogen lå der da. Han fik samlet dem sammen. Med fire bøger i sin favn, kunne han mærke hvordan tyngden begyndte at påvirke hans krop. 

Måske det var overildet at tro, at han kunne bære dem alle, men han ville blot gøre det godt. Ah, en erfaren mand af huset. "Disciple Samuel?" spurgte han inden et dunk lød, som han lagde bøgerne på den forresterækkes bænk. "Ved du hvor jeg vil kunne finde noget til at få tændt lysene?" 
Han havde set de disciple tænde lys før, hvorfor det virkede så ganske fint at spørge en som Samuel. Men som han fik rette sig, efter at placeret de fire bøger ind i den lille reol tilegnet til dem. Den unge præstelærlings kåbe hang vagt ned over skulderen, afslørende som han på ingen måde bar alle de mange lag. Igen. Men lidt bevidst om sin fremtrædning, fik han rettet på kåben og lukket den for oven. 

Samuel havde ikke været i templet længe, men han havde efterhånden fundet sig rimelig godt til rette i sin nye dagligdag. Måske lige hvis man så bort fra de lidt... uortodokse hændelser, som han uheldigvis var havnet i lidt for ofte. I al hemmelighed var han stadig fuld af skam over sine egne reaktioner. Over de mange følelser, som overvældede ham hver gang. Men det var ikke noget han så yderligere påvirket ud over. Han skulle helst ikke afsløre sine synder, og slet ikke nu.

Samuel havde bedt om at blive udfordret. De almindelige gøremål for dagen i templet var rutine, men nu ville han mere. Derfor var han blevet bedt om at prædike. Han skulle sætte en tale sammen for dem der ville lytte, og fremsige sine ord i templet i morgen.

Med næsen dybt begravet i sine pergamenter, gibbede det let i Samuel, da han hørte sit navn.
"Ja?" Svarede han, inden han endelig fik taget øjnene væk fra de skrevne ord og rettede dem mod Ethian.
"Oh, ja, selvfølgelig. Jeg er vist kommet til at beholde dem," lød det lettere undskyldende fra Samuel, idet han rullede pergamenterne sammen og satte dem op under armen, så han kunne holde fast. Derfra førte han hænderne ned til bæltet, der holdt kåben sammen, og bandt snoren til en lille pose op, som han rakte til Ethian. Han nød at gå rundt og tænde lysene om morgenen, så det var lettere at have fyrtøj og svovlstikker siddende i samme pose i bæltet.
"Der er både fyrtøj og svovlstikker. Vil du have en hånd?" Han spurgte ikke kun for at være venlig, men også fordi han godt kunne bruge en lille pause fra sin forberedelse. Måske det ville hjælpe lidt på stressen, hvis han fik tankerne bare lidt væk fra sin prædiken.

Forbindelsen blev skabt og de havde nu kontakt, selvom han stille indså at han muligvis havde forstyrret den anden i en vigtig opgave. Det var ikke ham at prædike endnu, men måske han kunne få lidt læringen med på vejen fra den disciple. Et antræk til et lille grin kunne ane i mundvigen som han hørte den andens beklagelse for at have udstyret bundet til sig selv. "Det kan ske for selv den bedste, du plejer vidst også at være den som tænder lysene," alt andet ville virke forkert at sige nu alligevel. Den kastanje farvede tempelmand skulle vidst være den som gjorde de fleste af de kære opgaver i templet, hvorfor det at tænde lys nok faldt ham så nemt. 

Blikket fulgte stille med som det blev bundet op og overrakt til ham, men som han tog i mod det, lod han blikket finde den andens. Det var som de var lige højde, men deres hårs livlige facon gjorde det lidt svært for ham at se om de så direkte øje til øje. "Det må du gerne," svarede han og trak et lille tvungen smil op som stille faldt hen igen. 

"Er du kendt her i byen med folk?" ikke at han ville dele om sin oplevelse med den sortfingrede adelsmand der havde givet flere løgne med end Ethian kunne erindre, men det var rart at vide om manden hørte til i byen eller ej.  

Samuel pustede ud i et kort, lydløst grin. Han rendte ofte rundt og tændte lysene og det var ikke unormalt at han svandt hen i tankerne imens. Engang imellem var han lige blevet prikket til, når han ikke hørte folk kalde.
Han nikkede kort til accepten på hans hjælp. De sammenrullede pergamenter han bar under armen blev lagt forsigtigt på den lille reol ved siden af skriftestolens boks. Det var her han normalt lagde de hellige bøger og poserne med fyrtøj og svovlstikker, men for nu kunne han vel godt efterlade sin fremtidige prædiken her.

"Tænder du?" Spurgte han kort, hentydende til svovlstikkerne. Hvis Ethian tændte en svovlstik med fyrtøjet, kunne han starte på den første række lys og halvere lærlingens arbejde.

Samuel trak let på skuldrende.
"Ikke mere end de fleste, tror jeg," svarede han. Han kendte måske endda mindre til byens folk, da han ikke havde været her så længe og mest hørt rygter. Hvad der var sandt og ikke, var han ikke så sikker på.
"Hvorfor? Du har vel ikke problemer med nogle i byen?" Spurgte han undrende med en undertone af bekymring. Samuel ville aldrig selv have svaret sandfærdigt på det spørgsmål, men han gik selvfølgelig ikke ud fra at den unge lærling havde lige så store hemmeligheder, som han selv.