Den første gang

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 19.03.2023 19:59

Bandorion faldt praktisk talt igennem vinduet ind til huset. Der var blod på hans hænder, og han følte dårligt han kunne se eller høre noget. Hans hjerte bankede i panik derud af, så alt han kunne høre var rusen af blod der pumpede igennem hans krop.
Nej, det kunne ikke være rigtig. Han havde ikke gjort det, havde han? Hele hans væsen ønskede at sige at nej, det havde han ikke, men som han mærkede det stadig lidt klistrede halvstørknet blod hans hænder var væddet ved, tog panikken bare til. Hvad ville Ramiel ikke også sige til det. Det havde været en simpel mission. Han skulle blot spionere, men han var blevet fanget på det værst tænkelige tidspunkt. Det havde været en refleks. Men det var stadig en fejl og Ramiel accepterede ikke fejl.

Han kom vaklende på benene, en hånd mod muren, hvor noget af blodet satte sig imod væggen. Det var dog heldigvis allerede langt senere end hvad var beregnet for Bandorion at komme hjem, og det betød næsten ingen der vandrede gangene. Ikke at det at der var blod på væggen var de største bekymringer han havde.
Hvis han nu bare gik ned for vaskede sig ren, derefter kunne han vel finde ud af hvad han ville gøre. Uanset hvad skulle han fortælle det til Ramiel. Han kunne ikke løbe fra det. Måske det hele bare var en fejltagelse. Han kunne ikke tænke sådan. Og ligeså stille begyndte han at vandre ned a gangene, i håb om at han ikke stødte på nogen, mens hele hans krop skælvede af chokket.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 20.03.2023 11:04

Siddende på sit arbejdsværelse, en enkelt finger dovent tappende imod pergamentet han sad og læste... jah der hørte Ramiel ikke hvilke krigstrommer der snart bankede på den pæne palæ dør.

Det var efterhånden sent. Selvom Ramiel sjældent reagerede udadtil, når tingene ikke gik som han indirekte havde forestillet og planlagt efter, kunne han mærke den snigende... bekymring, som bed ham i hælene. Optrevlede hans fokus, og fik ham til at læse den samme sætning to gange, uden helt at forstå hvad der stod. Zemir al' Kentirea satte i havn for tre dage siden, med leveringer til Juvelen. Hans forretningspartnere er... og Ramiels øjne glippede. Hans forretningspartnere er tilknyttet familierne...
Med et dæmpet suk skubbede han til sidst pergamentet lidt til siden, den ene hånd omkring næseryggen da han gnubbede ansigtet. Senere.
Solbrune hænder skubbede det sammen i en nidkær bunke, og han lagde en lille, tung figur over dem, så de ikke blæste væk skulle vinden finde vej igennem Ramiels åbne vinduer. Han ville vende tilbage til det her senere. Hvad var klokken efterhånden blevet? Og hvorfor blev den ved med at presse på, når halvenglen betragtede mørket udenfor?

Nedenunder, afrundede nogle af de få tjenere (slaver) som var på arbejde. Der var ikke mange på det her tidspunkt - både fordi at nattens aktiviteter som regel ikke skulle berøre dagligdagens liv, og fordi... jah, det var trods alt nat. Bandorion kunne nok sagtens have nået op uden at møde nogle, men alligevel, kunne små fodtrin høres ned af det mosaikdekorerede gulv.
"Ha- hallo? Hvem der-" og forskrækket ramte hænderne Mattis ansigt, da han så den skælvende, blødende(?!) Skikkelse. "Åh. Ved Isari. Kom- jeg eh" og han trippede imellem hvorvidt han skulle gribe ørkenelveren, eller bare skynde sig ovenpå til Ramiels kontor. Han endte med det første, og prøvede at give ham lidt støtte, usikker på om det var ørkenelveren som blødte, eller om... han skulle ikke tænke for meget over det.

Banket på døren rev Ramiel ud af sine overvejelser, og med et dæmpet 'kom ind' hørte han døren glide op, og nogle tumle med ind i rummet. Og i de første par sekunder, var der tydelig overraskelse at se i det solbrune ansigt, inden at han i en hurtig bevægelse kom mere op, hastige skridt på vej over til at overtage Bandorion, med en opfølgende "Tak Mattis. Find noget rent tøj frem, gør et bad klar" og uudtalt lå det, og var dine læber med hvad du har set, da tjeneren hastigt bakkede ud af rummet igen.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 20.03.2023 20:29

Bandorion havde ikke lyst til at se nogen. Han ville gemme sig væk fra omverdenen, indtil ingen kunne se ham, men der var ikke noget valg, da han endelig stødte ind i Mattis. Han kunne ikke engang se den anden ørkenelver i øjnene, til trods for at Bandorion altid havde behandlet ham pænt. Han følte bare sig selv krybe sammen, og uden et ord lod han slaven hjælpe ham videre. Og han burde have vidst at det ville være Ramiel han ville blive taget til, men stadig var det et forvirret og næsten skræmt udtryk Bandorion kiggede op, da han hørte bankene, inden han blev ledt ind hos Ramiel. Det var både stedet han ville være og stedet han absolut ikke ville være lige nu.
Han følte sig lille, som en lus i den store verden, men samtidig som om at han blev kigget på af alle væsner i verdenen, selvom det primært var Ramiel.
Til trods for at han hadve lyst til at bevæge sig væk fra Ramiel, så var der ligeså meget af hans krop som lænede sig ind, søgte trygheden og varmen ved den mand han over de seneste år havde higet efter med hvert et åndedræt, især efter Caerthynna ikke længere var at finde.

”Ramiel,” hviskede Bandorion, og endelig kiggede han op. Han så overraskende nok ikke ud til at have fået slag eller på anden vis var blevet slået på, hvis ikke for det ukarakteristiske blege hud. Han ville sige at det ikke var med vilje. At han nok skulle gøre bedre, men alle ordene døde ud på hans læber. Han kunne ikke få sig selv til at sige det. Ikke som de stod her, og Bandorion stadig kunne mærke blodet på sine hænder.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 21.03.2023 08:58

Hvad var der dog sket? Spørgsmålet lå lige på tungespidsen, og alligevel var det ikke et han stillede, da han overtog den skælvende skikkelse fra Mattis. Det virkede unødvendigt, da det ikke tog mange sekunder for Ramiel at... vurdere, nogenlunde hvad der var sket. Blodet virkede ikke til at komme fra ham.
Ellers havde han nok klaget mere, da halvenglen i en fast bevægelse hev ham helt tæt, og krammede den normalt solbrune elver ind til sig. "Jeg er her, jeg er her" mumlede han, og ænsede for en gangs skyld ikke hvordan det størknede blod dryssede ned over hans tøj, eller hvordan Bandorion lugtede af sved, frygt og jern.

Frygt?

Da det virkede som om at han lige havde fået vejret, løsnede halvenglen sit greb en anelse, og lod en undersøgende hånd skubbe nogle af de lyse totter væk, fra det alt for blege hoved. Øjnene, indrammet af kol, betragtede ham med et uudtalt glimt af undren, men også bekymring. "Du..." Hvad har du dog gjort? Og han fjernede sin hånd fra ryggen, og greb i stedet ud efter den ene af de mørkerøde hænder. Hev den op imellem dem, vendte håndfladen imod ham, et tvetydigt blik da han betragtede hvor meget blod, Bandorion egentlig havde slæbt med sig ind. Falalt meget, virkede det ikke sådan?
Og han gav den et lille klem, inden blikket faldt tilbage på hans øjne. "Er du skadet?" endte han i stedet med at spørge, og skubbede det lige en smule længere bagud, imens han sørgede for at ørkenelverens hjerte ikke lige pludselig gav op, i stressens strubetag. Ikke nu.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 22.03.2023 20:40

Der var for mange tanker i Bandorion's hoved. For meget af alting og han kunne ikke koncentrere sig om noget, i hvert fald ikke en tanke, hvilket nok også var grunden til at han holdt krampeagtigt fast i Ramiel, da han så endelig mærkede kroppen mod sin. Han havde behov for noget bekendt der kunne holde ham på jorden, og bare få tankerne til at stoppe.
Det var som om at hjertet sad i halsen på ham, som Ramiel tog fat i hans hænder, og han dermed ikke kunne holde fast i ham, men i stedet for var det Ramiel der holdt fast i Bandorion denne gang.
De fugtige sølvfarvede øjne kiggede ind i Ramiels egne øjne. Hvordan skulle han begynde at forklare det? Han var ikke sikker, og det var helt så det værkede i brystet på ham. Men alligevel, fik han åbnet munden, da endelig Ramiel stillede ham et konkret spørgsmål. "Nej.. nej.. jeg tror det ikke?" han kunne dårligt mærke sin krop, og selvom der havde været et par slag, så var det nok ikke voldsomt. Han mente i hvert fald ikke at han blødte. Der havde ikke været nogen kniv andet end hans? Havde der? Alting var bare et stort slørret minde allerede. "Det var ikke... jeg ville ikke.." startede han ud. "Jeg ville bare forsvare mig, men kniven...." Kniven havde ramt maven, men bare ved mindet om det varme blød der havde løbet ud, og hvordan manden dårligt kunne holde fast i ham som han langsomt gled ned som han mistede alt energi i kroppen. Det var nok til at Bandorion ikke havde lyst til at forsætte.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 23.03.2023 12:57

De fugtige øjne, den oprørte krop - alt omkring Bandorion emmede af at han ikke var okay, på trods af at han ikke havde pådraget sig fysiske skader. Men det var godt, og et lidt mere beroliget overblik sneg sig ind i de gyldne øjne, godt. Så var han i det mindste okay, selvom nogle her nok var blødt ud, for...
Og så begyndte det. Snublende over sine egne ord, og i klar... afvisning om hvad der var sket. Han ville bare forsvare sig, men kniven.. og Ramiels øjne spærredes en anelse op, da erkendelsen ramte.
Ah. Hans første mord, simpelthen...

En del af træningen, havde selvfølgelig været at indøve kampteknikker så de blev... jah, en del af ens reaktionsmønster. Så man forsvarede sig, og hvis hurtig nok, også efterlod et varigt men i sine blodige fodspor. Men det her havde ikke været den slags mission, og shocket lå nu som en stikkende kappe over de mørke skuldre. Den mørke hånd og kæbe spændtes en anelse, imens en mere pragmatisk del af hans tanker overvejede hvem fanden elveren havde fået stukket ned. Det her var ikke smart. Men dog... og han følte en lille tanke slå rod, da uheld sagtens kunne vende til held, hans første mord trods alt. Han havde måske ikke været helt klar, men... og i et lille ryk blev Ramiels blik nærværende igen, da han mildt rystede mere på hovedet. "Du har ikke gjort noget forkert" slog han fast, næsten som en dommer, og slap de blodsbeskidte hænder. Lod dem forsvinde lidt væk, da han i stedet prøvede at mane elverens kvalme til ro. "Det er okay - du er okay" forsatte han, og trak ham blidt ind til sig igen, så han ikke følte sig så alene eller... ulækker.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 25.03.2023 09:14

Ikke gjort noget forkert? Bandorion havde svært ved at tro på det som ordene lød, men stemmen efterlod ingen diskussion. Det var som klokkeklare fakta, hvilket han havde svært ved at forstå hvorfor. Ramiel havde ikke engang hørt hvem han havde dræbt, men alligevel var han på hans side. En varme spredte sig i hans bryst til trods for hvor kold hans krop ellers følte. Ikke nok til at han havde det godt, men nok til at dæmpe en lille del af panikken der havde spredt sig i kroppen på ham.
Hans hænder greb fat i Ramiel og knugede sig ind til ham, som han fik lov til at blive holdt. Hans ansigt boret ind i den varme skikkelse, selvom ingen tårer forlod ham eller lyd. Som han bare druknede sig i duften af Ramiel og følelsen af en krop der kunne holde ham, så han kunne lade vær med at tænke på hvordan kroppen langsomt havde mistet alt liv mens den stadig havde været i hans hænder.
Han ville ikke give slip på Ramiel før han gav en indikation på at han ønskede at tage Bandorion med et andet sted eller selv trak ham med. Der var ikke flere ord ørkenelveren kunne magte i dette øjeblik. Han havde behov for at samle sig lidt inden at han kunne begynde at sige hvem han havde dræbt i de få korte øjeblikke.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 26.03.2023 19:42

Nærvær. Tæthed og nærvær, det var hvad ørkenelveren havde brug for. Ramiel kunne genkende det i sine hænder, den her underlige angst der var forbundet med mord, og kunne se det fra sine egne, tidligere episoder. Det var ikke rart, hvis man ikke følte at det var berettiget.
Så det var nok hvad det handlede om for Ramiel, mere end noget andet. Mere end konsekvenserne over hvem han havde dræbt, eller hvordan det ville lave rod i hans senere aftaler - for ikke at tale om morgendagen, når det blev opdaget og slået alarm omkring! Alt sammen bagateller, hvis konsekvensen var at Bandorion... gik i stykker.

Ramiels vejrtrækning blev lidt tungere, færten af Bandorion blandede sig med færten af sved, jern, og blidt forsøgte han næsten at puste det væk fra deres lille zone, da han greb fastere om Bandorion. Han skulle dog ned at sidde. Og efter de stod i nok 5 minutters tavshed, der var ikke rigtig brug for ord, gestikulerede han imod sofaen, så den chokerede elver kunne få sat sig.
Ramiel var knap nok væk i 2 minutter - han fandt et vaskefad, en klud, og nogle tørre håndklæder, som alt sammen blev taget med tilbage til bordet ved siden af.
Foran ham gled Ramiel ned på det ene knæ, og tog en anelse bestemt en af de mørkerøde hænder, for med ret sikre og effektive bevægelser at løsne blodet. Gnubbede det væk, skyllede kluden så det gennemsigtige vand blev lyserødt, og gik i gang på ny.

En enkelt gang gled blikket lidt undersøgende op, mest for at tjekke ind om han kun gjorde det værre, men Ramiel kunne ikke helt holde ham tæt nok, når beviserne stadigvæk skreg op i deres ansigter.
Men tålmodig nok til at vente på forklaringen, uden at skubbe mere til det. Lige nu.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 02.04.2023 11:33

Der var intet andet som Bandorion fokuserede på end Ramiel. Ramiel og hans egen besværet vejrtrækning, som han prøvede at få under kontrol. Han var ikke engang sikker på hvordan han skulle forholde sig til hele episoden, men det der betød noget for ham, i dette øjeblik var det faktum at Ramiel ikke gav slip på ham. At han ikke forkastede ham for at gjort noget så forkastelig, og måske var det også fordi i baghovedet af Bandorion så forventede han næsten at Ramiel havde oplevet det der var værre. Han var trods alt en der ejede slaver, noget som Bandorion stadig ikke helt havde vænnet sig til selv alle disse år efter.
Han var nem at få guidet med sig, selvom ørkenelveren krummede sig sammen i sofaen i det øjeblik Ramiel forlod ham. Han kunne ikke forholde sig til verdenen uden noget at holde sig fast i, men ligeså hurtig han havde krummet sig sammen, ligeså hurtigt løsnede det sig, som Ramiel kom tilbage og tog fat i ham.

Det var med hævet røde øjne at Bandorion kiggede ned på Ramiel, som ligeså stille begyndte at rense blodet af hans hænder. Måske var det de beroligende bevægelser i at få dem renset, i den faste med alligevel nænsomme måde hans hænder blev vasket, der fik beroliget ham lidt mere. Hans vejrtrækning mere rolig, og endelig åbnede han munde. "Det var Ubadah Hakeem." Hans stemme var rystende, men der var ingen tvivl om at han var klar over hvem det var han havde dræbt, og ligeledes ville Ramiel også være det. Lidt var Bandorion trods alt blevet undervist i byens folk.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 13.04.2023 12:30

Der var en overvejende nænsomhed i Ramiels bevægelser, der alligevel havde en kant af bestemthed over sig. Væk skulle blodet, og han var ikke i tvivl om at det også ville kræve et bad. Et sted i baghovedet, mindede han sig selv om at sende nogle ud for at tjekke om blodsporene vitterligt ledte herhen, men så skødesløs... forventede han ingen af sine ansatte være.
Et blik på den rystede skikkelse, vidnede dog om at det måske ikke havde været første prioriteten hos Bandorion, der nok først og fremmest havde skulle komme helskindet tilbage.

Ramiels hænder vendte håndfladen en anelse imellem dem, et skjult suk af tilfredshed over at elveren virkede til at falde mere, og mere til ro. Ramiel skulle nok tage sig af det, det hele skulle nok falde på plads i sidst-

- Ubadah Hakeem. Navnet fik halvenglens hånd, bevægelser og krop til kortvarigt at stivne, og langsomt gled blikket opad, for at møde de nøddebrune øjne. Ubadah Hakeem? Selvom en andens mord ikke burde vække lettelse, kunne man ane hvordan en bekymret skygge forsvandt fra Rammiels gyldne øjne, og han nikkede. Det var ikke en mand som han ville savne, og en forfængelig del af ham kunne ikke lade være med at fryde sig over den smukke ironi, at hans onde rygte-tunge var faldet med Bandorions kniv. Men det var den, og det ville skabe rører, givet at han også var en relativt kendt person i lokalmiljøet. Åh hvilke muligheder.
Men den rystende stemme... Ramiel lod kluden glide tilbage i skålen, og dækkede hans mørke hænder med det tørre håndklæde, førhen den anden gled op over kinden i et lille, prøvende kærtegn. "Han vil blive savnet af nogle..." og implicit i ordene, kunne dem der kendte Ramiel ane at han indeni tilføjede; men ikke mig.
Ikke ham, lige der, var der ikke meget sympati for den anden handelsmand at hente. Medfølelsen tilfaldt Bandorion, og han prøvede at mane skyldfølelsen til ro.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 13.04.2023 19:28

Bandorion havde muligvis ikke været forsigtig, eller forsigtig nok på mange punkter, men selv i hans hjerne der havde slået fra, fra det øjeblik at Ubadah var død i hans arme, så havde han stadig været omhyggelig med turen hjem, fordi han ville ikke opdages. Det var først som han var kommet ind af vinduet at han fuldstændig var faldet fra hinanden. Ikke at han ville kunne huske det, hvis han blev spurgt. Han kunne huske intet som det var lige nu.

Han opdagede derfor heller ikke den lille trækning i Ramiel der indikerede at noget af bekymringen var forsvundet ved ordet, og det var dermed først da han sagde højt, og der var pausen til slut, der endelig fik Bandorion til at forstå at det måske… ikke var så slemt. Han kendte dårligt til Ramiels planer, hvis overhoved. Han gjorde bare hvad der blev sagt, og han havde ikke overblikket til at vide hvor seriøst det var at fjerne Ubadah fra hele spillet som der tydeligvis kørte mellem handelsmændene her i Tar Alsarif, væk fra fyrstens øje.
”Det er… ikke slemt?” kunne Bandorion ikke lade vær med at spørge. At spørge om det var okay var at strække den alligevel, men om det ikke var så slemt som Bandorion havde frygtet? Det virkede mere overkommeligt. For at tage en andens liv ville nok aldrig være helt okay i Bandorions øjne. Det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv, som han stadig kunne mærke det varme blod på sine hænder, til trods for at det var blevet vasket væk.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 15.04.2023 19:10

Som et forsinket ekko af sig selv, reagerede Bandorion ikke med det samme.
Nej. Alt foregik lidt langsommere for den ellers intuitive mand, som opfangede og registrerede han informationerne, forsinket. Fjernt, han skulle bruge elverens fokus. Gyldne falkeøjne mødte nøddebrune, og halvenglen holdt lidt af sine ord på tungespidsen, imens han ventede på at det han lige havde sagt, sank ordentligt ind i det forvirrede sind. Det var.. ikke slemt? Og tavst rystede han en smule på hovedet, den her gang sikker på at han fik det med. Nej, det var ikke slemt.

Faktisk, var det ganske godt. Udover brutaliteten i det, voksede Ramiels planer med de nye omstændigheder. Og selvom man nok kunne se det som en åbenlyst 'forhindring', det mord som Bandorion havde fået fuldført... åbnede der sig også bye muligheder med handelsmandens pludselig abdicering, og det ville muligvis kunne rykke magten ned på én i arverækken, som havde et lidt mere.. positivt syn på fyrstefamilien. Og Ramiel selv.
En der ikke følte behovet for at træde ham så forfærdelig meget over tæerne, som Ubadah havde gjort sig til lidt en mester i, på sine ældre, træls dage her i byen.

Den ene hånd lagde sig over elverens håndklæde-indpakkede anordning over lårene, og gav den et lille klem. "Det er... uplanlagt" summede han, og enhver der kendte halvenglen ville vide at det i sig selv var et stort kritikpunkt. Men så man bort fra hele pludseligheden ved det hele... var det bestemt ikke kun dårligt nyt.
Bagved ham rørte vingerne en anelse på sig, idet Ramiel rankede ryggen. ".. men uheld sker. Nogle gange, sker de for det bedre.." tilføjede han, og gav sig til at pakke håndklædet mere ud igen, så hænderne ville være fri igen. Forhåbentligt renere, selvom der nok stadigvæk ville være mere skrubberi nødvendigt for at få blodet under neglene helt væk.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 15.04.2023 20:20

Bandorion følte næsten han holdt vejret, ikke sikker på hvad de næste ord ville være der kom fra Ramiel. Ville de være gode eller dårlige, selvom alt hvad Ramiel havde gjort mod ham denne aften havde været med en omsorg, som Bandorion selv havde svær ved at placere. Han havde aldrig følt sig som han gjorde lige nu. Både på det gode og det dårlige. Uanset hvor tabt han havde været, hvor meget han havde været sikker på at kritikken fra Ramiel ville rammes mod ham, så var det ikke hvad han blev angrebet af overhoved.
Hans øjne fangede Ramiels, og selvom han følte at han var ved at blive slået i tusind stykker af den første kommentar, for han vidste at Ramiel ikke kunne lide ting der ikke var planlagt. Så var det noget andet, da Ramiel så endelig trøstede ham med at det var et godt uheld.

Hans blik fulgte Ramiel som han rykkede sig, og instinktivt rakte Bandorion ud for at få fat i Ramiels hænder, uvillig til at lade dem forsvinde fra ham endnu. "Virkelig?" spurgte han blidt, som han skulle have den ekstra bekræftelse på at han ikke havde ødelagt alting. At Ramiel ikke ville smide ham ud, som om at han blot var skidt. At Ramiel stadig ville have ham. Der var heldigvis kommet en ro over ørkenelveren.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 15.04.2023 21:10

Hænderne fulgte hans, og det var ikke langt Ramiel nåede at trække sig tilbage, førhen han følte ørkenelverens 'behov' igen. Han havde så mange. Både fysisk, da han fornemmede de varme (nu lidt renere) hænder over hans, men også mere indirekte, i kraft af hans nu ikke længere rystende stemme. Måden han talte, og blidt søgte bekræftelse på - at det virkelig ikke var så slemt som mange nok ville påpege at det faktisk var...
.... den ene mundvige krøllede sig lidt mere op, da han flettede fingrene mere ind imellem hans. Jah. "Virkelig" bekræftede han.
En hånd vristede sig fri, men kun for at følge armen op til skulderen, og i sidste ende glæde imellem de gyldne hårstrå, der så pænt lyste op i den ellers dæmpede belysning, små nussende ryk med sig. I et lille sekund kunne man også ane at Ramiels øjenkontakt blev brudt da blikket gled sidelæns, han havde vidst overset en størknet plet, tommelfingeren allerede på vej til at fjerne 'skidtet' over hans kæbelinje, inden at elveren selv opdagede hvad det var.
Men i et lille ryk blev de nærværende igen, så utroligt nærværende, og han brummede sagte. Nok en tone der var noget nær bifaldende i sin lavmælte værdsættelse, da han fulgte op med "Desuden..."
Og smilet voksede en lille smule mere, nu hvor tankerne færdiggjorde sætningen før hans mund. Tanken var en han brød sig som.

I stedet for at sige det højt, han var ikke helt sikker på at Bandorion var klar til at høre omfanget af hvor ikke-slemt det var, skulle halvenglen være helt ærlig, skubbede Ramiel sig i stedet mere fri fra gulvet - og opad. Den ene hånd støttende på hans lår, den anden omkring hans nakke for at skubbe ham lidt ned, imens han selv lænede sig ind til et mere givende kys, som en lille 'forsikring.
I stedet for at sige det højt, kunne han måske vise ham det.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 15.04.2023 21:37

Øjnene var store og uskyldige, så ulig Bandorion, som altid var klar til en fræk eller kæk bemærkning omkring halvenglen. Men i det her tilfælde var han så meget yngre. Stadig en bange dreng der længtes efter anerkendelse og at han havde klaret det godt. Han ville klare det godt, og det var måske forkert at rette det behov mod Ramiel, men han kunne ikke klage over det, eller få sig selv til at stoppe. Ikke når Ramiels fingre var så bløde at han kunne smelte ind i de blide berøringerne.

Desuden? Spørgsmålet var lige på Bandorions læber i et håb om at finde ud af hvad Ramiel reelt mente, men eventuelle spørgsmål blev druknet, som Ramiel rørte på sig. Han lod sig forme, og gøre præcis som Ramiel ønskede. Han lænede sig tilbage, så Ramiel kunne komme til, og med et sus i maven, følte han de bløde læber mod sine egne.
Det var alt der kunne forklare hvad end Ramiel havde ment og forsikret Bandorion om hans fremtidige position i huset. Og selvom Bandorions krop først spredte sig med varme og lettelse, så blev den snart overtaget af noget andet. Et behov næsten.
Hans hånd fandt bagsiden af Ramiels nakke, som han følte sig grådig og pressede sig næsten op i kysset, for at få noget mere. Som var kysset den sidste livline tilbage i ham. Det var i hvert fald klart at Bandorion ikke havde lyst til at give slip på ham.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 15.04.2023 22:12

Det ramte et velkendt punkt i Ramiel, da han følte Bandorion give sig hen til det det. Hen til ham, og indirekte lod hvad end der havde tynget hans samvittighed før, skubbes mere til siden. Som faldt det hele mere i hak og orden omkring halvenglen; han passede trods alt perfekt ind i Ramiels hænder og det greb der fulgte med dem
Læberne ramte hans, sultne, og med en grådig iver over sig, hvori det næsten føltes som om at ørkenelveren også lettede en smule fra sofaen, samtidigt med at han blev skubbet længere bagud af Ramiels krop der gradvist rejste sig mere. Hånden der pressede imod hans nakke fik det til at sitre nedad Ramiels ryg, imellem vingerne og sendte en lokkende, kaldende summen ud i fingerspidserne.

Det ene knæ hvilede på sofakanten og hjalp ham med at finde balance, og den anden hånd fik nu plads til at glide om bagved ryggen på Bandorion. Bliv her. Og næsten forsikrende krøb neglene over det sorte stof, da han med et tilfreds lille suk kortvarigt brød kysset, læberne stadigvæk ud for hans da han atter hviskede "Du har ikke gjort noget forkert..." imod hans læber.
Som et lille ekko af hans ord fra tidligere, der forsikrende, jah egnetlig insisterende blev ved med at påpege, understrege eller i hvert fald highlighte det vigtigste i hele det her rod. Mordet var ikke forkert. Måden var måske, men mordet i sig selv..?
Næppe. Hvis man satte det lidt på spidsen, ville mange (Ramiel) påpege at Bandorion faktisk havde gjort et fantastisk stykke arbejde, og nu burde vide at han var berettiget til sin belønning. At det så både kunne være sikkerhed fra loven, penge fra handelshuset Kazirea, eller af mere fysisk karakter... kom for halvenglen, ud på et. Hvad end der skinnede lokkende nok, til at holde hans ravn i huset. Især når han gradvist blev mere og mere praktisk at have omkring.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 16.04.2023 13:57

Det var noget modvilligt at Bandorion ikke fulgte med Ramiel da han trak sig væk, også selvom det ikke var meget. Han havde behov for nærværet. Behov for at føle at han var her sammen med Ramiel, og at han var god og elsket og værdsat. Som om at hele hans verden ville gå i stykker skulle han ikke få behovet opfyldt inden han ligeså stille var sat sammen igen. Bandorion var ikke engang sikker på at han kunne blive sat sammen igen.
Hans krop dirrede som han mærkede deres varme ånde mikse med hinanden. Han kunne næsten stadig smage Ramiel på hans læber.

Han lød ordene runge over ham. Lad dem sætte sig i ham, som en trøst, som hans hjerne prøvede at forsætte med at høre ordene. Ordene i Ramiels stemme, der kunne forsikre ham at han ikke havde gjort noget forkert.
Men der lød ikke noget fra Bandorion, ikke af hans læber, som han bare sad afventende på hvad Ramiel ellers ville sige at gøre. Hans fingre holdt stadig fast i halvenglen, uvillig til at give slip, og den hånd der ikke var ved Ramiels nakke, havde grebet fat i hans kåbe, som var han bange for at hvis han gav slip så ville Ramiel forsvinde.
Det var ikke som om at det var nyt hvad det var Bandorion trods alt altid søgte efter med Ramiel. Et nærvær som Ramiel endnu ikke havde givet ham. Krystallerne var rare ja, men det var i sidste ende ikke hvad Bandorion var her for. Han var her for Ramiel.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 16.04.2023 14:36

Havde han forventet at verbalt svar? Måske ikke. De lyse øjne betragtede ham i sekunderne efter, som ledte han efter hvor skrøbelig Bandorion egentlig var, måske for at træde lidt mere varsomt. Men måske også bare for at... lade ham vide at han i hvert fald så ham. Og hvordan noget i hvert fald havde ændret sig, i den slanke elvers kropsholdning. Måske var det også chokkets efterskælv der stadigvæk hang omkring de tynde skuldrer - og hvem ved, måske blomstrer kækheden op igen.
Men hvis ikke den gjorde det, de næste par dage... var det også okay.
Det var alt for tidligt at bedømme, om det var en forandring Ramiel decideret brød sig om. Men desværre, så regnede han næsten med det, et voksende glimt af varme i de ellers skarpe, optegnede øjne.

Med et lille smil lukkede han det ellers vågne blik, og rejste sig langsomt mere ordentligt op.

Det betød dog ikke at Ramiel gav slip, eller ville have at ørkenelveren til at give slip. Næppe, nej, han forsøgte at skubbe ham med sig og op fra sofaen. Se, en voksende grådighed tog også fart hos halvenglen, som prikkende fornemmelser af ild fra det der før havde været en vag summen i fingerspidsende. Ramiel mødte ham i endnu et kys da Bandorion fik rejst sig, en støttende hånd over lænden på den anden, da han sørgede for at skubbe dem tæt sammen, glad for varmen det bragte med sig, og følte en tilfreds brummen rumle ud fra bringen, da han fornemmede hvor gengældt det var.
Et kys blev til flere, og det blev først (kortvarigt) brudt da Ramiel lænede sig ind til en af de spidse øre, og med fløjsblød stemme hviskede "Jeg er glad for at du kom tilbage til mig. Du hører til her.." og lod ordene forsvinde lidt væk i de små kærtegn han lod køre over halsen, næsten for at varme ham lidt mere op. "Kom. Lad mig følge dig til badet, det burde være klart til dig nu"
Smagen af ham - for ikke at tale om følelsen af ham - den havde været beklagelig at miste. Eller mangle. Det kunne være gået meget galt på den mission, jah beklageligt for Ramiel. Og på lige de punkter, havde han aldrig været blind for at ørkenelveren også havde lidt af en svaghed for Ramiel selv - og.
Han havde ventet på det rigtige tidspunkt, endelig at udnytte det ordentligt. Det måtte være nu.

Bandorion

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 140 år

Højde / 182 cm

Helli 16.04.2023 14:52

Elvere var overraskende resistente. Det kom med årerne de skulle leve, selvom lige nu virkede Bandorion blot som en ung mand der først nu havde stødt ansigt til ansigt med hans egen og andres dødelighed. Han vidste slet ikke hvordan han skulle sætte sig selv sammen igen, men lige nu var det ikke vigtigt. Det vigtige var at han ikke var alene. At Ramiel ville være der for ham, så han ikke gik i stykker.
Hele episoden havde rystet Bandorion helt ind til hjertet, og han var ikke sikker på hvilken mand han ville vågne op til at være i morgen.

Han lod sig hive op, og som deres læber mødtes igen, var der et lille suk der forlod Bandorions læber, som var Ramiels læber det eneste han kunne længes efter lige nu. Hvad han havde forventet var et kys blev hurtig til flere. Og jo flere kys han mærkede, jo mere afslappet blev hans fingre om at holde fast i Ramiel. Gjorde ham mere sikker i at Ramiel ikke ville forlade ham.
Et gys gik igennem Bandorion, som han hørte de kærlige ord, og han fandt sig selv nikke med på det. Selvfølgelig hørte han til hos Ramiel. Men der var noget over endelig at høre det. At høre Ramiel der endelig erkendte det.

Da Ramiel indikerede at de skulle gå, var det dog som om at Bandorions hænder greb lidt mere fast i ham igen. ”Bliver du der... med mig?” spurgte han i et næsten hviskende toneleje. Han havde ikke lyst til at være alene, og det var ikke som om at han havde nogle problemer i at Ramiel kunne få lov til at se hans krop. Han havde trods alt rørt ved den meste af ham efterhånden.

Ramiel Lunea ad Kazirea

Vasal under Kazimifamilien / Spion

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Rubinien

Alder / 35 år

Højde / 193 cm

Lux 16.04.2023 15:59

Den lille tavse nikken var som en tavs lille indvilligelse af tung, men også (for ham) vigtig væk. Og når det ikke havde været så italesat, på den måde som det blev lige nu, kunne Ramiel også fornemme at det faldt et lidt bedre sted. Som han til dels også havde regnet med. At være sparsom med sin opmærksomhed, virkede nu til at sætte hele den mere blodige vinkel, bare lidt pænere op.
Han ville nok aldrig have efterladt ham helt for sig selv, når han kom hjem på den her måde. Så grov var han alligevel ikke, og følte et lille smil trække op, da et mere fast greb vendte tilbage, som de skulle til at gå. Om han blev der med ham?
Selvfølgelig.

Lidt mere forsikrende holdt han armen omkring ham når de gik imod døren igen, et kort nik til følge, og han rettede lidt på en side af kåben, som var kommet i kambolage med det lidt faste greb fra ørkenelverens hænder. "Jeg tænkte det ville være bedst.." ikke helt i stand til at holde det lille smil tilbage, over det hviskende toneleje han spurgte i. Som om han skulle sidde der alene lige nu, det virkede som en spildt beslutning.

Der var dog også en prioritering i at få Bandorion derhen, som ikke bare handlede om at det nok ville få ham til også at slappe mere af. Men at få vasket de sidste beviser og brændt det resterende af tøjet? Uden tvivl noget han ville sætte nogle igang med, så snart Bandorion havde fået afklædt sig.
Turen var dog heldigvis ikke lang, og forekom også relativt... øde, jah tom for andre mennesker eller væsner, når de søgte en etage nedad.

1 2

0 0 0

Chatboks

[Se ældre chatbeskeder]

[Åben IC-chatten]

IC-chat▽

[Se ældre chatbeskeder]

[Åben almindelig chatboks]

Online nu: zombie, Venus , Krystal
Lige nu: 3 | I dag: 11

Online Rollespil

Begivenheder

Aktivitet

Dagens

19

4.488

Denne måned

20

4.708

Søg

Nyeste

Karakterer

I forslagskassen

Den første gang

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Bandorion

Ramiel Lunea ad Kazirea

Gæst