"Gør lige plads unge mand!" 
Ethian rykkede sig panisk til siden og så hvordan en gruppe mænd i alle størrelser kom traske forbi. Armene svang hektisk og bredt ud, som hvis der lå et stykke træ mellem kroppen og armene på dem, men der var intet andet end luft. Forvirret og på ukendt farevand, som hele Dianthos i helhed var. Men han var kun ved juvelen grundet mulighed for at overhøre hvad lysets flåde måske kunne få fortalt sig om. 

Han havde blomstret i døråbningen i en god rumstid før han endelige fik taget sig sammen til at komme ind. Oplyst og festeligt, det var vel indrammet af festligheder på måder som kun kunne findes blandt et godtfolk som dette. 
Eller det lod han sig da bilde ind. 

Ranglet og standard højde, omend han følte sig en anelse lav ved siden af nogen af alle mændene, lod han sig forvilde hen ved en langside nær der hvor alle stod og så på de som dansede. Han kunne næsten forsvinde ind i de mørkeste kroge, som han var i de mørke nuancer, sort og mørkebrun fra top til bund og håret i sin mørkebrune nuance som stak ham let ned over næseryggen og tæt ved øjnene. Han overhørte nogle piger - eller unge kvinder nok snarere - stå og snakke. "Min søster er heldig sådan at danse med en soldat fra flåden," - "Så heldig er hun da heller ikke, han kan ikke engang få den op og stå har jeg hørt". Okay, nej. Det var ikke lige den slags informationer han skulle have med sig, og han fik trådt sig en anelse skråt tilbage. Måske forlegen over at have hørt det, samlede han kort hænderne sammen forneden ved sit skridt og spændte i kæben som læberne blev presset sammen og munden endte som en lige streg på ansigtet af hans. 

Han fik trådt an anelse forkert og gled ned i et buk og fik stødt skulderen ind i en brunhåret pige. "Jeg beklager," fik han fremsagt og løsnet sine hænder fra sin placering. Måske en anelse forvildet ind i en situation han ikke havde kunne opleve andre steder, fik han lagde hånden an til, som han bød hende op til dans, men det var ikke noget han ænsede i tidsnok. 

Hendes skrig gav alligevel en anelse mere opmærksomhed mod dem, men i samme sekund som hun greb hans hånd, indså han hvordan den havde hængt frem til det. Hjertet sprang op i halsen på ham. Havde han været en tegenseriefigur ville man kunne se hvordan hjertet slog i arrigskab af forvirring og panik. 

Var det kun okay, hvis han dansede med hende? Nej, det kunne det da umuligt være sandt. "Du vil gerne danse med mig?" spurgte han næsten helt vantro til det. Joh, det ville da ikke være forfærdeligt at danse med en og lære en at kende, men han havde absolut ingen danseerfaringer eller viden om hvordan han skulle sætte fødderne i gulvet. De hasselfarvede øjne kiggede mod de andre, det var da at danse hånd i hånd, det kunne han godt finde ud af, kunne han ikke?

Men han fik endelige lagt sin hånd omkring hendes, så det ikke blot var hende som holdt om hans. Mon Fader Romeo ville bifalde sådanne akter. Det var jo ikke intimt på nogen måde, men når han kiggede på de dansende, så det hele bare så intimt ud. Noget som kun folk gjorde, når de havde en særlig relation med en anden. Mon ikke han lagde for mange tanker i det?

"Lucina? Som i den lysende?" spurgte han. Lige et enkelt navn som hendes, der vidste han at det havde en betydning. Han var blot faldet over de ting med små tilfældigheder, og når det så endelige matchede med at man mødte en der hed det, kunne man da lige spørge. 

Ethian placeret fokusset ned i mellem deres fødder i første omgang, før han helt fik lagde hånden ved taljen. Det var et roligt tempo, så han kunne måske lige guide sig rundt i dette uden at træde hende over tæerne. "Jeg hedder forresten Ethian," fik han svaret efter nogen tid og løftet blikket mod hende. Hun havde levende hår, det var som en manke på en løve og piercerende øjne. Hun kunne snildt gå for at være en på hans alder, men han turde heller ikke satse. "Har du danset før?" som sætningen forlod ham, følt han lidt sine tåspidser træde på noget og han trak undskyldende på minen. De var knap nok to minutter inde og han havde allerede vist sig som den værende dårlige danser. 

Hans fokus lå mere til deres fødder end hendes ansigt, hvorfor han ikke ænsede hendes rødmen. Det ville nok kun have sat ham i færd med at rødme af flovhed, over at vide sådanne ting. Ikke at han vidste det, men at det kunne berøre nogen, at han vidste sådan noget. 

"Tak" fik han mumlet og løsrevet blikket fra fødderne til lige at se på hende. Det var ligeledes en ukendt oplevelse for ham, at få ros for sit navn. Det var jo blot et navn, intet andet end det. Men at nogen brød sig om det navn, hans moder havde givet ham, var alligevel en behagelig hændelse for ham. Ethian lod sig trække væk med fra mængden, som hun havde føringen og han indså lige så stille at de dansede lige dårligt, men at de kunne begge dele den oplevelse som en succes. At én var lige så ringe som dem selv. Han rynkede let på næse ryggen og prøvede lidt at følge med i hvad der skete. Det blev ganske hurtigt til en intim dialog,at dele noget så privat. "Hvordan kan det være?" spurgte han, men i tvivl om han spurgte som Ethian, den solgte varulv til Mørket eller Ethien, præstelærlingen. 

Præstelærlingen fra mørket stod nu i en situationen der tillod ham at være det han var kommet til byen for. Netop at være en bærende bjælke for folk og kunne hjælpe dem med at få lettet byrden og frigjort det greb som kunne være omkring dem. Han kunne ikke dy sig fra at trække en anelse på smilebåndet og nikke lidt itl det hun sagde. 
Det emmede af personlighed og fortrolighed, noget som man måske ikke hørte så hyppigt igen - specielt ikke hvis man var Ethian. "Men hvad skulle der kunne ske dig?" spurgte han en anelse vævende og stikkende til det. Det var vel ikke så unaturligt for en moder at have siden frygte for sit barn (kunne han blot drømme om). 

Men han vendte blikket en anelse væk fra hende og så de dansende, de leende og glade smil, det tog alligevel lidt af dansebyrden fra ham, at de allerede havde trukket sig lidt fra det. Han ville slet ikke kunne følge med. "Men jeg tror ikke du er gået glip af så meget, men jeg er nok ikke den rette til at udtale mig om det," 

"Festgalde" gentog han i en stille mumlen og trak overvejende på sin ene skuldre og lod blikket falde tilbage mod Lucina. "Jeg har ikke rigtig begået mig i de kredse" ærligt men alligevel tilbageholdende. Ethian havde aldrig været særlig god til at holde sig til den givende historie han havde fået tildelt, men det havde nu aldrig været så relevant igen. Ingen spurgte jo så direkte ind til det - og nu skete det så alligevel. Hun spurgte. 

Øjnene skank overvejende før han lod dem se mod de glade og dansende mennesker. "Jeg er fra Medanien af, så selvom vi har mange festligheder dernede, så har jeg ikke rigtig taget del i dem. Jeg har nok altid følt mig lidt for ung til det" velvidende at han endnu var ung, men hvordan spillede man på en historie man ikke kunne sætte sig selv så meget ind i. Dennes historie var ikke engang hans, men Fader Romeo, hvilket han jo end ikke vidste selv, bare en tilfældig persons liv bider. "Men jeg har haft en god.. jeg tror man vil kalde det en form af lærermester som har taget hånd om mig" hvis blot det var ment så rent som det lød, men Dorian Deloras Solace gjorde intet halvt. 

 Ethian trak tvivlende på smilebåndet og rynkede panden let. Det var ikke noget han var vant til, men det virkede til at være en oprigtig interesse hun gav ham, og han lod kort hovedet falde forover i en forlegen gestus. " Fascinerende er nok så meget sagt, syntes De ikke? " han faldt hurtigt tilbage i at tiltalende hende i dis, men han mindede sig selv om, at det behøvede han vidst ikke helt alligevel. 

 " Medanien er pænest om foråret og sensommeren i min optik.. Du må se det en dag " omend ikke med ham, men bare i det hele taget. Det var noget for sig selv og han ville hellere se det året rundt end storbyen, selvom han kun lige var ankommet på sigt.