Aeros havde netop sendt de sidste i baren hjem. Det var vigtigt at give de der boede på kroen ro i løbet af natten. Det var måske ikke så smart at lukke for baren tidligt, men han synes også at idéen om en eksklusiv kro der ikke bare havde åbent for alle døgnet rundt gav mening for ham og den type person han var. Han stod i køkkenet og sorterede mad fra der ikke længere duede eller ville blive for gammelt i løbet af natten. Det var ikke ligefrem fordi Aeros var den bedste person i verden der ville gøre alt han kunne for at hjælpe andre. Han gik bare meget op i effektivitet og det gav ikke mening for ham at mad han havde betalt for blev smidt ud og bare lå og rådnede. Hvis det der imod kunne give en tigger lidt fylde i maven, var det langt bedre for ham end bare at smide det ud. Da alt maden var pakket bevægede han sig væk fra kroen og ud i Dianthos' gader. Han smed lidt mad til en tigger hist og her og fodrede endda også et par dyr der boede på gaden. Det var ikke før han spottede Tirza at han begyndte at finde de gode ting frem og ikke bare tørt brød eller kød der var på grænsen til at blive dårligt. "Du, tigger," sagde han som han nærmede hende. Han stillede sig foran hende. "Kommer du og spiser med mig i dag?" Han nød hendes selskab. Måske var det underligt at have det sådan med en som ende, givet hvor han kom fra, men det var nu alligevel sådan han havde det. Hun var mere underholdende end de fleste andre han havde stiftet kendskab til. 

Det var ikke ofte at Tirza måtte sætte sig ned og tigge for krystaller til mad. Men i dag havde været en sløv dag, det var som om alle var blevet hjemme. Og dem som var ude, havde bare ikke været nemme at fiske krystaller ud af pungen hos. Desuden havde bageren været ekstra efter hende de sidste par dage, hvilket betød at de sidste fire dage havde hun levet på intet andet end luft og vand.
Dette var bagsiden af at være en ung kvinde uden familie. Men indtil nu havde hun formået at holde sig væk fra de forskellige bander, der var rundt omkring i slumkvarteret. Det ville dog ikke vare længe, hvis hun ikke snart fik noget at spise.

En velkendt stemme lød foran hende, hvilket skabte et solstrålesmil på hendes læber med det samme. Gennem de store voldsomme krøller kiggede hendes brune øjne mod Aeros. Det var faktisk lidt uretfærdigt hvor fantastisk hans stemme var, men lige nu gjorde det hende ikke så meget. ”Så kommer du og redder mig igen? En dag ville jeg næste tro, at du rent faktisk er prinsen på den hvide hest” hun rejste sig op, selvom det var med let rystende ben. Ikke at hendes tilstand påvirkede hendes altid opløftende humør. ”Sikker på at du vil ses sidde og spise med mig?” dog gav hun ham ikke meget af et valg, da hun hapsede brødet fra hans hånd og puttede det ind i munden, stadig med et kæmpe smil på hendes læber.

Måske der var negative følgere af at tilbringe så meget tid med en tiggerpige. Aeros var udmærket klar over dem, men han var også temmelig ligeglad. Han vidste at hans forældre gik lidt for meget op i hans omdømme og på sin vis frydede det ham når han kunne gå imod dem og deres alt for strenge regler for ham. At tilbringe tid med en som Tirza han faktisk synes om var blot en ekstra godte. Han gik stærkt ud fra hun også nød tiden med ham. Om ikke andet så for at få noget at spise. Han havde intet imod hvis hun udnyttede hans venlighed, eftersom den for det meste udstrakte sig til hende frem for andre tiggere. At hun var en fryd for øjet, på trods af det liv hun levede, var bestemt kun en bonus.

Han gengældte smilet, selvom hans var noget nedtonet sammenlignet med hendes. Han skulle beholde hans kølige omdømme, trods alt. ”At få mig op på en hest bliver en udfordring. Jeg har aldrig været meget af en rytter,” sagde han med et let smil. Han bemærkede godt hendes rystende ben. Det generede ham at hun ikke havde et bedre liv, men det var også begrænset hvor meget han kunne gøre for hende. At give hende lidt at spise og et sted at komme var nok alt han kunne gøre i øjeblikket. Hvis han havde et ledigt værelse, var han villig til at lade hende overnatte der fra tid til anden. Selvom det selvfølgelig påvirkede hans indtægt til en vis grad. Han klarede sig dog nogenlunde. ”Hvad er det værste der kan ske?” Hans læber trak sig i et større smil ved synet af hvordan hun guffede brødet i sig. ”Vil du med tilbage til kroen?”

”Ah! Nu ser jeg, det er mig der skal redde prinsen fra tårnet han er blevet låst væk i af hans forældre” hun proppede resten af brødet ind i munden, greb omkring det med sine tænder så det ikke ville falde up. Dog ændrede hun hurtigt beslutning og spiste hurtigt resten af brødet, før hun bukkede, tog Aeros hånd og placerede et kys på hans håndryg. ”Beklager, jeg skulle selvfølgelig have set jeg var helten i det her scenarie” hun blinkede kækt før hun så nikkede ”Gerne, hvis det ikke er for problematisk, jeg har trodsalt også en aftale med høloftet hos smedjen” ikke at hun faktisk måtte sove der, men det var ikke fordi smedjen gøre så meget ved det, ud over at råbe ad Tirza når han opdagede hende om morgen.
Selvfølgelig satte hun stor pris på at Aeros havde ladet hende sove i et af rummene, når sneen havde faldet over Dianthos. Og der havde da også været tidspunkter, hvor han havde fundet hende i stalden hvor de indlogeret heste stod.
Livet som Tirza havde var ikke en dans på roser, og selvom man aldrig fandt hende ud et smil på læben. Ville man hurtigt finde ud af, hvor meget den unge pige havde at bære på hendes skuldre.

Aerons kunne ikke stoppe sig selv fra at smile over hendes scenarie. Det var ikke usandsynligt at det ville ske. Han vidste at de i hvert fald ville holde nøje øje med ham og sørge for han ikke gjorde noget for at gøre familienavnet beskidt. Så jo, måske der faktisk var en risiko ved at blive set med en tiggerpige, men han havde også for længst besluttet at han ville skabe sine egne veje i livet. Nu havde hans forældre ikke længere noget de kunne tage fra ham. Før havde de ejet ham fordi han kun kunne få penge fra dem. Sådan var det ikke længere og han kunne nu forsøge sig selv. Selv hvis de ville, havde det ikke rigtig noget de kunne tage fra ham. Selvfølgelig ville det påvirke ham ikke længere at have en familie at gå til, men i sidste ende føltes det mere som om de ville kontrollere ham og vise hans bedrifter frem end at de var stolt af ham fordi han var den han var. ”Det er meget muligt jeg får brug for det.” Han sagde det med et humoristisk glimt i øjet, men der var alligevel en seriøs undertone i hans ord.
”Det går nok. Bare sørg for du ikke begår samme fejl næste gang.” Denne gang var den seriøse undertone fuldstændig fjernet fra hans stemme og han lød bare til at have det sjovt. Han begav sig mod kroen. Hun var en sjov pige, hvilket bestemt gjorde det nemmere at være omkring hende. Han fandt så mange alt for seriøse i dag. ”Jeg skal gøre mit bedste for du ikke bryder dine faste aftaler.” Han havde flere gange overvejet at tilbyde Tirza et job. Det betød egentlig ikke så meget for ham personligt hvilken fortid folk havde. Han vidste også bare han var nødt til at skabe en velfungerende forretning, og det ville desværre nok blive set ned på ad mange, hvis hun arbejdede for ham. Så i øjeblikket prøvede han blot at overveje om der var ting hun kunne lave hvor hun måske ikke var så synlig.

Tænk sig at have adgang til så mange krystaller, at man følte man kunne bestemme over andre. Tirza ville ikke have rigdomme, hun havde ingen drøm om at leve oppe i det øverste lag i Dianthos. Måske var der en drøm om, at hun en dag kunne rejse ud og se verden. En eventyrs-rejsende der kunne skabe deres egen historie! Komme hjem og fortælle de mest fantastiske historier, for slummens børn der ville drømme om et bedre liv også.
Men det hun ønskede sig mest, det var hendes egen familie. Selvom tanken om børn lå langt væk, mest af alt på grund af hun ikke var sikker på hun levede i morgen. Så var det stadig noget hun kunne drømme om. Det at få en stor familie, en gård ude af Dianthos. Være elsket af en mand, og have børn der legede omkring benene omkring hende.
Men den drøm, var blot en drøm. Så virkede det mere sandsynligt, at hun kunne blive en skattejæger.

Hun tog hans hånd, og lod hendes skulder give et lille bump mod hans overarm. ”Så, er familien stadig efter dig? Eller er de ved at slappe lidt mere af?” spurgte hun nysgerrigt, se det var endnu en situation hun ikke forstod, hvorfor ville forældre smide deres børn væk på den måde? Bare fordi de ikke var villig til at lade deres søn være glad, og gøre som han havde lyst til.

Aeros var nok ikke den mest drømmende type. Han levede meget fra dag til dag og tog tingene som de kom. Selvfølgelig havde han haft en drøm om at eje en kro, men han havde aldrig fået skabt sig en ny drøm. Han forsøgte bare at gøre den drøm han havde opnået endnu bedre. Men selvfølgelig var der en forventning om at han ville få sig en kone og familie en dag. Han var bare ikke helt sikker på det vad hvad han selv ønskede. Om end ikke på nuværende tidspunkt. Hvis han fandt en han følte var et god match kunne han måske overveje det, hvis det også var hvad hun ønskede.
Han så over på Tirza og nikkede. ”De har stadig en masse planer for mig. Jeg synes godt de må få sig et barn mere og kan fokusere på dem i stedet.” Han sukkede let og gik ind på kroen med hende. Derinde sad der allerede en kvinde og ventede. Det havde ikke ligefrem været hans plan at ses med hende i dag, eller nogensinde igen faktisk. Hun var lidt for anstrengende i hans mening. ”Aeros, min kære.” Hun trådte op til dem og skænkede ikke engang Tirza et blik. ”Jeg kom for at holde dig med selskab. Du skulle nødig ende med at tilbringe tid med personer under din stand.” Aeros så bare på hende med et uimponeret blik. ”Jeg har andre planer i dag.” Hun var bestemt ikke tilfreds med det svar. Hun satte sig ned og lagde armene over kors. Han sendte Tirza et undskyldende blik.

Tirza kunne ikke stoppe sig selv fra at grine, da Aeros kommenterede på, at hans forældre godt måtte få et barn mere. Måske det ville hjælpe ham, men hvad så med det nye barn? Skulle de så ikke bare gå igennem det samme, selvom de måske ville synes om det, hvor Aeros bare ville være sin egen person.

De gik ind i kroen, og Tirza sukkede af velbehag. En ting var hun elskede atmosfæren, men varmen skyllede gennem hendes krop.
Men derinde sad en kvinde, smuk og nydelig. En kjole der hang tæt omkring hendes timeglasformede krop. Det sorte glinsende hår, der hang ned ad hendes ryg, flettet og perfekt sat sammen. Hendes hud så hvid og pæn, fingrene velplejet og lignede hun aldrig havde udført hårdt arbejde hele hendes liv.
Det var ikke tit at Tirza følte jalousi, og det var ikke fordi hun nogen sinde troede at Aeros ville betragte hende, som hans andre selskaber. I kontrast til kvinden foran dem, stod Tirza med hendes store uregerlige hår. Hendes fingre var beskidte og fyldt med sod, ansigtet plamager fra gadelivet fordi det var så længe siden hun havde haft adgang til et bad. Trods for hun prøvede at bade i søen ude for grænsen, men i denne tid var det alt for koldt at gå i vandet.
Under din stand
Tirza sank klumpen i hendes hals, og kiggede skamfuldt mod hendes bare fødder. Hun lagde slet ikke mærke til det undskyldende blik, da hun var langt mere optaget af at tænke på, om hun måske skulle lade Aeros og kvinden være alene.

Aeros havde nok nogle standarder for hvem han tilbragte tid med. Ja, Henrietta var god til en ting i hans mening, og det var ikke noget han var interesseret i lige nu. Han foretrak at hun helst bare lukkede munden når de var sammen. Måske det ikke var pænt at tænke sådan om andre, men det var sådan han havde det med hende. Hun betød ikke rigtig noget for ham, hvor vigtig hun end ønskede at gøre sig.

Han lod blikket falde tilbage på Henrietta og kunne tydeligt se i hendes blik hvad hun var ude efter. ”Den eneste her der er under min stand er dig. Det kan godt være din familie økonomisk er på lighed med min, men det betyder ikke noget for mig. Du ser ned på andre og gør dig selv bedre fordi du i virkeligheden intet har opnået i dit liv. Du sidder bare på din, ganske vist fine, numse og får alting serveret for dig. Hvis det er alt du vil i dit liv, er du på ingen måde på samme stand som mig. Jeg arbejder faktisk, selvom jeg sagtens kunne leve et så kedeligt liv som dig.” Han så blot til da kvinden foran ham tydeligvis blev fornærmet over hvad der blev sagt. ”Hvis det er sådan du har det, skal jeg måske bare helt stoppe med at komme og se dig. Så lad os se hvor længe der går før du kommer krybende tilbage til mig.” Med et hævet hoved forlod hun kroen.
Aeros gik længere ind i kroen. ”Det må du undskylde. Jeg vidste ikke hun ville være her. Bare ignorer hende.” Han forstod nok ikke fuldstændig hvordan Tirza havde det. Han havde aldrig levet et liv som hende, så det ville være umuligt at forstå det. Det var alt sammen bare teoretiske tanker. Han ville aldrig kunne forstå det, før han selv levede et liv. ”Slå dig ned. Så finder jeg noget at drikke.”

På intet tidspunkt kiggede Tirza op, og trods for hun normal ikke lod nogen, gå imod hende og komme afsted med det. Gjorde Tirza intet da kvinden rejste sig, og med hurtige skridt forlod kroen, ved at skubbe Tirza ud af vejen. Det var så lille et skub, at Tirza blot trådte et skridt tilbage, i håb om at Aeros ikke lagde mærke til det. 
"Det er okay" kom der forsigtigt fra hende, mens hun prøvede at finde smilet frem igen. Men det var altid svært, når man blev mindet om sin stand, på sådan en måde som Tirza var idag. 
Det var noget andet, når hun løb gennem markedspladsen, og stjal punge fra de rige. Der var det jo blot deres egen skyld, men nu her, som hun stod i den fine kro var det svært ikke at tænke, hvor lidt hun hørte til.

Blikket rettet sig mod sædet hvor kvinden havde siddet, men i stedet for at vælge det, gik hun over mod et hjørne. Et hjørne der skyggede hende, så andre ikke lagde mærke til, at der sad en i kroen der ikke burde sidder der. 
"Er du sikker på jeg burde være her? Tænker måske de færreste ønsker at kigge på en som mig" kom der med et let grin fra hende, der skjulte den krakelering af hendes hjerte. 
Hendes fødder gled hen over hinanden, og lagde mærke til hvor mange lag af møg der lå hen over dem. 

Aeros bemærkede desværre ikke skubbet. Ellers havde han nok også reageret mere på det. Han mente ikke at Tirza var under hans stand. Ja samfundsmæssigt var hun måske, men personligt og i deres relation til hinanden var hun ikke. Han gav hende husly og mad og til gengæld gav hun ham selskab og en masse lærdom han ikke kunne få ellers. Hun var rigtig ung stadig og det var ikke fordi hun direkte gav ham lærdom, men han opfangede det igennem hendes måde at se på verden på, hendes livssyn og det faktum at hun kunne være glad i en verden der i realiteten var ligeglad med om hun døde eller levede. Det betød desværre en masse hvad man kunne bidrage med til samfundet.
Han var rimelig sikker på at hvis hans liv havde været anderledes, hvis han ikke havde de forældre han havde og den økonomiske sikkerhed, så ville han ikke kunne klare sig lige så godt som Tirza gjorde. Hun havde en indre styrke, en lyst til livet, der var virkelig misundelsesværdig.

Han så over mod hende da hun satte sig hen i kroen. ”Du er lige så velkommen som alle andre,” slog han fast før han stillede et glas med en drik han ved hun kunne lide foran hende. ”Jeg har lukket for i dag. Jeg tænkte du ville være mest komfortabel med det sådan.” Det var ikke noget han var glad for – at han nogle gange tænkte så hadefuldt som han gjorde.
Hans forældres ord og de værdier de havde proppet i ham, lå der stadig. Han hørte stadig stemmer i hans hoved der fortalte ham at han skulle passe på hun ikke ville stjæle fra ham, passe på ikke at blive set med hende offentligt. Han var kommet langt i forhold til at stoppe de tanker, men indimellem dukkede de stadig op og han måtte slå dem ned.

Et lille smil bredte sig over hendes læber, da han fortalte hende, at hun ville være mest komfortabel med at lukke kroen ned. Det gjorde hende nu ikke noget, trods for at hun stadig følte sig forlegen, var det mest den underlæggende følelse af, at hun vidste mennesker helst ikke så hende som hun var. Det var en pinefuld påmindelse, om at nogle mennesker levede som hun gjorde. Og selvom det var blandet med afsky, var der vel også en frygt for at man selv kunne ende som hende. Livet var fuldt af overraskelse, og hvem vidste hvornår deres rigdomme ville løbe ud?
”Tak, men du behøver ikke at gøre sådan en umage næste gang” kom der fra hende, som hun kiggede ned mod bordet og fulgte de mange åre der var i træet. ”Det var da også tidligt du lukkede, en langsom dag, eller—gjorde du det bare fordi du gerne ville se mig?” drillede hun, og genfandt hurtigt hendes fodfæste i hendes ubegrænset glæde og optimisme om at alting nok skulle gå. På den ene, eller anden måde.