Livet var virkelig nemmere, når man havde kapitalen til en teleportør. Angelina besad ganske vist selv evnen til at transportere sig ved et fingerknips, men som den lille prinsesse hun var, ønskede hun hellere at andre udførte arbejdet. Ved at hun ikke skulle bruge unødvendigt energi på at flytte sig fra et sted til et andet, kunne hun i stedet bruge energien på noget langt mere spændende. De brune øjne så sig nysgerrigt omkring mens hun observerede alle de fremmødte gæster. 

Fyrstinden af Medanien havde inviteret adelsfamilier fra nær og fjern til middagsfest, hvilket enhver anstændig person ikke kunne afslå. Fyrsteslægten Isenwald var et genkendeligt navn blandt hele Krystallandets befolkning - i hvert fald i de øvrige kredse. Selvfølglig ønskede alle at få et kig, og dem med døtre i giftealderen ville gøre sit ypperste for at introducere dem for junkerne i familien, i håbet om, at efternavnet snart ville følge. Angelinas mor havde været oppe og køre hele dagen, da alle familiens medlemmer skulle se præsentable ud, når de mødte op. Selv var Angelina iført en lyseblå kjole, hvis kant svævede få centimeter over jorden. Håret var sat op i en fin knold, hvor ikke et eneste hårstrå var placeret uden omtanke eller omhu. Tjenestepigerne vidste efterhånden godt, hvordan man skulle sætte Angelinas hår, sådan alle ansigtets træk kom til syne.

Leclerc-familien havde ikke nået at være i lokalet længe før der blev kaldt til mad. Selvfølglig var intet efterladt til tilfældighederne, og Angelina måtte kigge bordkortene igennem til hun fandt sit eget navn. Til sin store overraskelse var hun placeret lige ved siden af Marius af Isenwald, en af de yngste medlemmer i Isenwald familien. Allerede nu tegnede det til, at det ville blive en begivenhedsrig aften.

Fyrstinden af Isenwald havde inviteret til fest og selvfølgelig skulle Marius afsted, selvom det ikke var frivilligt. Det seneste stykke tid havde han slet ikke begivet sig ud, da han ikke var i humør til at snakke med nogle. Dog var hans mor træt af at han hang og surmulede derhjemme og drak ud af deres vin. Hun prøvede jævnligt at overtale ham til at tage til baller og sige det var hans pligt at finde sig en hustru snart. Det som hans familie ikke vidste var, at den eneste Marius ville have lige nu var Viktor af Alryss 

Efter en del skænderier med sin mor, havde Marius endelig givet efter, men kun fordi hans far til sidst havde trådt til og forlangt det. Fyrstinden var ikke en man sagde nej til, så Marius var kommet i sit fineste tøj. I aftenens anledning havde han valgt et mørkt sæt som repræsenteret hans dårlige humør. Sorte bukser og jakke, samt en flot skinnende sort silkevest. Han kiggede ned på sit lommeur som han havde fået fra Viktor, han lod sin tommelfinger stryge henover det og sukkede dybt. "hvor er du henne" hviskede han for sig selv. Han puttede det tilbage i lommen og tog afsted. 

Da de ankom, var det akkurat som Marius havde forventet, en masse høflige hilsner og familie medlemmer som ville høre hvordan det gik. Marius havde som det første fundet vinen og prøvet at holde ud indtil middagen endelig skulle serveres. Med et glas vin som følgesvend, gik han mod sin plads, som hans kusine havde fortalt hvor var. Da han nærmede sig, så han at sidemanden allerede var ankommet. Selvfølgelig havde de placeret ham ved siden af en ung pige, selvom han måtte erkende at hun var ganske køn, var han slet ikke i humør til det her.
Hans intense blik mødte hendes, han kunne ikke erindre at have mødt hende før, så af ren og skær høflighed rakte han hånden frem for at hilse på hende. "Marius af Isenwald, hvem er de?"