Sagde du Cullin, eller kylling? De mørke øjne blev overvejende knebet sammen, imens han målte proportionerne ud. Dans for jer? Han dyppede penslen i den sorte, besværgede farve. Din mor ved vidst godt hvad du er. Og han trådte endelig en smule tilbage, for at få et bedre perspektiv. 

Ordene havde de sidste par dage ekkoet igennem det kønne hoved, simpel i sine korte formuleringer og toneleje. Men effektive, når de alligevel formåede at lirke et grin - en atypisk situations uventede efterslæb - over de bløde læber. Og som et anker lagde de sig til rette i den nogle gange utilregnelige tankestrøm. Slog rod, ukrudt forsvandt ikke let. Det var god humor. Og den havde skubbet til kreativiteten hos Corinth, der de mere dovne dage efter hændelsen havde brugt dagene hjemme, kun med de nærmeste tjenestefolk omkring sig. Nogle ville sige at han havde holdt lav profil. Andre, og dem der kendte ham, vidste bedre. 
Man lærte hurtigt at kende forskel på stilheden, alt efter hvordan den formåede at vippe imellem beroligende eller ildevarslende. Freden. Og det var ikke helt skolerent, da han satte sig selv i sving. Imens nogle af hans tættere kammerater var blevet trukket ind til personlige pligter - de kunne desværre ikke ses hver dag - havde Lochtree sønnen søgt arbejdsværelset. Trukket et blankt lærred frem, og spændt det op foran sig. Dets skærende hvide farve kæmpede imod de natsorte og grå streger han senere skar ind i papiret, penslen hans mest fokuserede våben, og langsomt fik skitseret sig frem til hans vision. Hans minde. 

Tilfældige øjebliksbilleder, fragmenter af virkeligheden, men med en ganske bestemt hovedperson. Det var ikke atypisk for Corinth at male portrætter, og der sneg sig da også et mere... neutralt, nej urørt - billede af ham ind imellem de lidt mere... dynamiske, lidt mere ydmygende. Først da solen gik ned og steg op på ny, gik det endelig op for Corinth at der var gået flere timer, og han trådte med et kritisk, omend udmattet lille hmm tilbage, for at betragte sit værk. 
Vinklen der først havde vækket hans interesse, havde en æresplads imellem hans tvungne kryben på jorden, og den 'opgivende' situation fra vandet. Det havde været smukke reference billeder, og en fornøjelse at gengive dem. Men nu hvor at han var færdig, hvad så nu? Og det skulle tage ham yderligere en halv aften, førhen han fik besluttet sig. 

----

Han havde fået orienteret sig en smule om hvor Eskild færdedes, kun lidt af hans rutiner - ikke alt for meget - men besluttede tidligt at lade det virke lidt mere tilfældigt, end planlagt. Ikke som alternativet; at han havde regnet med at støde på ham ved markedspladsen, fordi han vidste at han nok snart skulle på indkøb. 
Spørgsmålet var nok nærmere hvorvidt - eller hvornår - han ville genkende ham i den sløve eftermiddagstrafik af andre menesker fra byen. Det ville også give mulighed for at lære mere om hans evne, men selv dét var en bagtanke i forhold til den glød der lagde sig om de mørke øjne, da han endelig så hans skikkelse. 
Og besluttede sig for at det var nu, nogle lidt slentrende skridt imod ham i vrimlen. 

Vrisne minder slog gerne dybere rødder end gode minder. Det havde på sigt hjemsøgt ham selv i drømmene, hvordan han måtte opgive sig selv til vandet og søge væk fra deres stening af ham. Men det var ikke endt der, Corinths stemme brød stilheden i ham, var det sidste han hørte før han åbnede øjnene og kunne stå op. Til vi ses igen, jah? løftet om at de ville ses igen, det sad som en løkke om halsen på ham. Eskild havde ingen interesse i at løbe ind i ham på ny, men vidste samtidig godt, at det ville blive umuligt. Deres vejes ville mødes igen, nært og fjernt. 

Kunne han blot træde gløderne ud og slukke det resterende af bålet de havde startet, gjorde han det. Men det krævede tid, planlægning og diskretion. Deres navne måtte være at findes i systemet på den ene måde eller den anden. Thorne havde en del mere med de adelige at gøre, hvorfor han burde være et godt starts led. 
Ikke at Eskild vidste hvad han ville med dem, men der var altid en behagelig følelse at have noget på folk, noget som kunne have betydning for deres tilværelse eller liv. Nogen spændte benene for sig selv, det var hvad Stian Hwan havde gjort, Fader Romeo holdt sin afstand og foragt for sig selv. Hvad Eskild da vidste af. 

Men en fridag var taget i brug, han havde ladet Issac få æren af at samle delene fra uniformen sammen. Der var ingen grund til at gå tilbage til stedet som et første, når han alligevel havde haft sin straf at forholde sig til. 

Fødder der blev slæbt, trampede eller vendte sig i jorden under dem, folks mange munde der gled uden pause, det var en overvældende støj i momentet, men han så forbi det og lod sig blot fokusere på at  gøre sine egne gøremål, for så at vende hjem i mørket, før han skulle finde Stian den sene eftermiddag. 
Det var ikke en aftale, det var bare en lyst der sådan opstod i ham. Men som han gik der, i sine egne tanker, ramt noget ham. Én vejrtrækning han havde hamret ind i sin hukommelse, den var i nærheden. Han stoppede op og lod hovedet dreje en anelse mod skulderen for at få idéen om hvor det kom fra. Corinth. Eskild drejet sig en anelse, så hans side kom i retning af den anden. Han var alene - men det var højlysdag. Var det ikke meningen at vampyr gik i opløsning af solen eller lignende? 

"Er du blevet væk fra din tykpandet ven, Kylling eller hvad han nu hed?" kommenteret han følelsesløst og lod de matte øjne blive rettet mod den anden. 

Der skulle ikke gå lang tid, førhen at hans tilstedeværelse var bemærket. Et kort øjeblik følte Corinth sig næsten som en ulv i fåreklæder, så hurtigt virkede Eskild til at sanse hans tilstedeværelse... også selvom han kort tid forinden, havde virket decideret opslugt i sin egen verden. Og en kende imponeret løftedes øjenbrynene en anelse på adelsmanden, der dog ikke sænkede tempoet. I stedet, forsøgte han at gøre det en anelse, eh, konverserende, og trak lidt på skuldrene. "Cullin har haft andre forpligtelser de her dage.." smilede han, stemmelejet lidt mere nonchalant og varmt, en stærk kontrast til den kulde der ellers emmede fra hans højere skikkelse.  Hvorfor, savner du ham? 
Åh, hvor lå ordene tillokkende på tungespidsen. Men selve spørgsmålet ville nok kun bygge stolthed, ærekrænkelsen yderligere op, og han havde ikke i sende at bestige bjerge - hvis det altså kunne undgås. Hovedet gled en anelse på skrå. "Det er kun mig" tilføjede han i stedet, og vidste ikke om det var en decideret smart information at give videre. Men ærlig talt? 

Det var svært at ligefrem frygte hvad byvagten ville gøre. Tværtimod, så Corinth næsten frem til at se, hvad han kunne finde på at gøre, med den viden i baghovedet. Og bagved det hele, lå der uden tvivl en dybere interesse i at få ham til at føle sig lidt mere sikker - lidt mere i kontrol over situationen, modsat sidste gang. 
Henslængt om den ene skulder var en sort lædertaske, nok stor nok til at indeholde hele bøger, men ellers var der knap nok forandring i hans udseende, foruden at det selvfølgelig var lys dag denne gang. Ikke at det betød meget for en blind, 
men det var noget han ville høre fra hestens egen mund. Fordi han virkede så sandelig alt andet end blind, i det her øjeblik. 

Ah, Cullin. Kylling lød nu bare det bedre. Men der var vel en årsag til at lure ham ned på hvert et gadehjørne han end måtte befinde sig i. Havde de skygget ham længe nok til, at vide hans ruter, bopæl og mulige tilholdssteder?
"Det ved jeg," kommenteret han og begyndte så småt at træde frem fra sit ståsted. Han havde ikke interesse i at falde i staver på åbengade nu, før eller siden ville han alligevel blot være i vejen for nogen som havde travlt. Den det lavere mandsperson var der af en årsag, men han kunne ikke se grund til dette. 

Hælet vendte let, og han tog næsten en halv omgang omkring Corinth, før han valgt at tøve sin gang. Siden sidste møde, var der blot en forskel, noget hang om skulderen på ham, sæk eller taske af en art, men det var så meget sagt. Det kunne være hvad som helst, og han skulle ikke til at famle i blinde for at indgå i deres - dens - små julelege. "Hvad vil du, fik du ikke stillet din lyst forleden?" hvad end lyst eller begær de havde forsøgt at udfylde, så var de ikke kommet i mål. 

Med ryggen til, kom nogle små børn rendende med et dyr bag dem, og han trådte automatisk til siden for at flytte sig fra dem, skænket det ikke et blik eller opmærksomhed med hovedet. Den anden ville formentligt alligevel blot følge efter ham, så kunne de lige så godt gå lidt videre i mængde til de nåede ønskespringvandet. Hvis bare, manden kunne falde i .. helt af sig selv. 

Det ved jeg? Munden åbnedes en smule, spørgsmålet allerede på kanten af læberne. Men han fortrød, da han ikke helt ville give alle sine kort ud allerede. Hvordan? Et alt for ligegyldigt spørgsmål, han skulle nok grave det frem med tiden. Nysgerrig som bare pokker, og åbenbart ikke så tålmodig som han nogle gange brystede sig af, det måtte være hvad der havde grebet ham i øjeblikket. Og hvordan viste sig at være et spørgsmål der meldte sig to gange. Anden gang, da han ubesværet trådte sidelæns, og elegant undgik både bæster og børn. 
Øjnene smalledes, og Corinth følte et lille sus ved ordene, omend han ikke ændrede attitude. "Så direkte" gled det lidt drilskt over læberne, ikke nær som overrasket over spørgsmålets skarpe, konfronterende vinkel, som han ellers kunne. 
Men han kunne ikke helt svare, så tidligt i samtalen, og skubbede den information væk med et lille, mere overfladisk smil. "Ville du tro mig, hvis jeg sagde at det her er et heldigt sammentræf?" at reflekterer spørgsmål, var nok en lille spidskompetence hos adelsmanden, nidkært dyrket uden at han selv lagde mærke til det. 

Det virkede ikke som om at de skulle stå her og sludre - her var alligevel trafikkeret nok, eftermiddagen ville nok kun tiltrække flere besøgende til det opsatte boder. Og ikke lang tid efter at have undgået de førnævnte bæster, satte Eskild i bevægelse. Selvfølgelig fulgte Corinth med. Han kunne ikke lade være, og tog lige et sekund til at betragte ham på vej væk, inden han fulgte med.
Ikke hastigt nok til at skynde sig, men målrettet nok til at have cirklet sig ind på Eskilds tilstedeværelse, fært, og ikke helt villig til at slippe den. Den ene hånd løftede sig diplomatisk. "Heh. Jeg er her for at undskylde" prøvede han i stedet, lidt mere indrømmende i sit toneleje. Selvfølgelig en løgn - der var ikke en snert oprigtig anger tindrende i det mørke blik, men det plejede ikke at være en hindring. Kun på længere sigt, men den tid, den sorg. 
 

Føj. Han talte helt som en adelige af værdi, troede han at han var fyrstelige eller kongelig, monstro. Det var jo næsten en pine blot at være høre ham tale på sådan en måde. Så direkte. Nu måtte han da stoppe. Tænk, at det var hans personlighed at tale sådan, lyde sådan. Det var blot uvirkeligt at forholde sig til. Det ville have været en anstrengelse for ham, hvis han skulle lyde sådan og tale på sådan en måde. 

Hovedet kunne blot tage nogle enkelte ryst, som han ikke helt kunne tro, den anden kunne stille så dumt et reflekterende spørgsmål. "Nej, du forekommer mig mere som en stalker," og det var endda synd for de, som faktisk var stalkere. End ikke de kunne sætte meget tid af til det, som Eskild antog Corinth havde lagt i det. Men hvad var forventningerne helt præcist?At han skulle tro på sådanne tilfældigheder og sammentraf, som det var gudens vilje? Havde det været Kiles vilje, var det da en tarvelig ting at gøre mod sin ikke særlig troende tilhænger. 
Selvom afstanden kort kom, blev den forkortet igen som den anden indhentet ham. Som venner skulle de gå næsten side om side, men hov, de var jo ikke venner. Eskild kendt kun ham kun på fornavn, og han vidste tilsyneladende en pæn position om Eskild. "Hvordan vil du undskylde med en løgn" spurgte han og dreje hovedet en anelse, som han ville så mod den (formodentlige) bleghudet person. Ikke at der var nogen interesse i at modtage nogen undskyldninger, men at give indtrykket af, at han havde det for øje, ville måske få nogle guldkorn ud af manden, eller i det mindste bare en sandhed. 

Børnelatteren flettet sig ind i lyden af springvandet der havde sin vanlige støj for sig. Skulle han tør tage plads ved springvandet, eller ville han blot ende i vandet igen - eller skulle han tage plads i skyggen mellem to bygninger. Hvor ville pladsen være mest oplagt, siden der var ulemper ved begge. Vand eller skygger, og denne Corinth, han havde et eller med mørke - det var hvert fald det eneste logiske der lå til grunde for, hvordan han havde kunne træk ham i jorden uden at gøre noget fysisk selv. 

Jaså. Hårde ord, men sandheden var engang imellem hård, og Corinths øjne rullede lidt henkastet op imod himlen, det kunne de også kalde ham. Jovidst, han havde meget tid at sætte af, når det endelig ramte ham. At opstøve, lirke, greje, smede og samle informationer var en hobby, der i disse år havde haft miljøet til at blomstre op - nu i fuld flor og med meget bedre resultater end da han lige var flyttet herhen. Stalker, eller bare med lidt for meget tid imellem fingrene. 
Han fik endelig skredet tættere på, tæt nok til at ane hvordan hovedet drejedes med i et næste spørgsmål, og han som en skarp kniv skar sig ind til sandheden af ordene, og pillede løgnen fra hinanden.

Et sekund. Tungen gled en anelse tænksomt ind imellem tænderne, og han bed overvejende sammen så kæben spændtes op. En stikkende smerte, og han åndede løst ud, et dovent smil over at blive fanget i løgnen, og måske lidt positivt overrasket. Blikket undgik dog hans da han i stedet lod det glide frem foran dem, imens han talte. "Jeg kan altid forsøge" smilede han sommerglat, og klappede lidt på tasken ved hans side. "Normalt fungerer det bedre, men du.." og han pressede de behandskede fingerspidser lidt mod hinanden, førhen den ene hånd gled over i en lille, flagrede gestikulering. ".. du har allerede set igennem det?" det var et retorisk spørgsmål, og han lød joh næsten noget nær komplimenterende, da han indrømmede sin første fejl. Okay, han måtte have et tell han ikke kendte til. Hans sidste fejl. 
Inviterende slog han ud, og sænkede farten en anelse i håbet om at Eskild alligevel var investeret nok til ikke bare at løbe sin vej. "Lad mig undskylde på en anden måde så. Hvis du bliver her, køber jeg noget at drikke. Solen er fremme, det er ved at blive forår" du har alligevel fri for helvede, tænkte han. Og næsten ubevidst lød det måske til, at han satte en virkelig ringe fælde op. Men lige dén udtalelse var faktisk sandfærdig, sagt en anelse.. håbefuld? 

Det blødte ud i ordene, omend det ikke nødvendigvis burde være en smigrende interesse, og han satte den ene hånd afventende i siden. Byvagten havde ikke noget at miste, havde han?

Hvordan kunne han endnu blive overrasket byvagtens evne til at lure en løgn, når den blev givet så vagt. Skulle han afprøve det mere end fem gange, før han var sikker, eller gled det blot ud af hukommelsen på ham, hvis han antog alle for at være mindre værd end ham. 

Tungen var let på gled, men den brød på ingen ord. Ingen overraskende ord, hvert fald. Eskild slap for at se hvad han gjorde med hænder og ansigt, som fritaget for at vidne hvad der måske kunne forekomme noget så højtideligt og adeligt. Feminint og de løse håndled. Retoriske spørgsmål krævede ingen svar, men det brød alligevel næsten på en kompliment. Dem kunne han sikkert ende med at få flere af, som den adelige mand lod sig overraske eller skuffe på sine egne bekostninger. 
Kroppen blev tøvende vendt mod adlen, som en kastanjemand stod han med armene slået ud, indbydende på en måde, som man normalt gerne fik videre uden om. Som de lommetyve af tryllekunstner der bemærket evnen at tage om halsen uden at røre en. Fascinerende. 

Et opgivnede suk forlod ham, og han viftede let med hånden som et fint-lad-da-gå, før vagten på sin fridag valgte at sætte sig hen ved springvandet og lod hans net blive sat på jorden ved foden af ham. Solen var lune og foråret var så sandelige kærkommen, men han kunne alligevel ikke helt give slip på hvad vinteren havde bragt med sig af gode tider, uforglemmelige tider. Men nu sad han der, med vandet i ryggen og foroverbøjet med albuerne på knæene og hovedet let sunket ned mellem skuldrene, mens han tænkte tingene igennem. Hvad vil han? 
Måske var det bare, at se hvad den anden havde at sige som et første, før han valgte at tage beslutningen om hvor vidt, han skulle gå videre, selvom det bød på en omvej hjem .. men omvejen bød også på Stian. 

Ved det opgivende lille 'lad da gå' spirede et tilfreds smil frem på de bløde læber, og Corinth fulgte ham med blikket, hans vej til springvandet, inden at han drejede det tunge, nærgående fokus væk. Markedspladsen var tæt på, og det var måske tillokkende at skynde sig igennem boderne, givet det undvigende humør Eskild var i. Han orkede ham vidst ikke, og det føltes lidt smigrende når de knap nok kendte hinanden endnu. Men på trods af at han lidt 'frygtede' en situation, hvor Eskild tog sin (velargumenterede) afsked så snart Corinth vendte ryggen til.. ville det ikke være værre end som så. Han skulle nok finde ham igen, isgløderne trak opmærksomhed i natten, og han kunne godt vente til en anden dag. En anden nat. 
Men da han snurrede omkring hjørnet, blev han heldigvis ikke skuffet. 

Solen var lunende. Dens stråler dansede nedover brostenene, og reflekterede i et kort øjebliksbillede det opsatte, faktisk mørkebrune hår på hans siddende skikkelse, ansigtet gemt bagved hænderne imens han stirrede frem foran sig. Det så næsten poserende ud, nok ikke til ære for ham, men alligevel kønt. Og synet fik ham kortvarigt til at holde vejret, Corinths hånd strammede flaskehalsen. Skuttede sig i skyggen der delte gyden op fra gaden, førhen han kom i bevægelse igen, noget vagtsomt, eller nok nærmere tålmodigt i hans smil men, løs i hans skridt. 
Han havde nok allerede bemærket at han var tilbage. Men Corinth skjulte heller ikke sin ulmende opmærksomhed, den ene hånd løftet med flasken da han kom til for at sætte sig til rette. 

"Jeg købte frugtmjød" kom det med et smil fra ham, og han svingede det ene knæ over det andet, benene krydset, imens tasken også blev sat på jorden med et dæmpet bump. Uden at vide hvad Eskild foretrak, kunne han velsagtens kun gå efter sine egne favoritter. Han hadede øl, men vidste ikke om et byvagtsjob betalte nok til at han var familiær med honning og frugtsmagen. Ellers måtte han blive det, og adelsmanden rakte det spørgende frem imod den anden mand. "Fredsmjød, om man vil. Du fik en lidt hård medfart, desværre" summede han lidt mere overvejende, men uden... anger. Det var bare en konstatering, og skubbede til spørgsmålet; brændte han inde med noget? 
Fordi så var et fint tidspunkt nu, skulle Corinth dikterer retningen. Så de kunne bevæge sig videre fra hans trivielle følelser. 
Hvis der altså var nogle, i det tomme, hærdede blik. 

Øjnene gled i, og han slog lyden ude og havde bare jordfornemmelsen med sig, Corinth var som malet rød i sin færden. Afstanden kunne vokse, hvor han ville forsvinde fra kortet han så fra, men det varede kun så længe. Som et dådyr på vagt, sagte farten en anelse, men genvandt sin normale færden. 

Måske var han fordomsfuldt at smide sig omkring med tankerne, at manden var med løsehåndled, men han købt frugtmjød, det bekræftede det næsten kun mere for ham. Men han havde jo en forkærlighed for de småting, feminine træk altså. Var det ikke hvad, der havde i første omgang havde fået kollegaen fra byvagten til at snuble omkring ham. Men han fik rettet sig op fra sin position og tog i mod hvad han nu end blev budt alligevel. "Skulle du prøve at undskylde eller vil du fortælle hvad det i virkelighed handler om?" 
Det var ingen udfordring, at fornemme der var noget som stak under, men han vidste bare ikke hvad. Handlede det virkelig bare om et forsøg på at undskylde eller skulle den adelige kende hans kistestørrelse til næste gang han og hans venner ville stene ham i vandet? 

Upåvirket af situationens underlighed, satte Corinth sig bedre til rette, ansigtet vendt imod den gavmilde sol og sugede dens energi til sig. Velsignede, velsignede dag. 
Ved siden af ham fornemmede han Eskild sidde lidt med flasken i hånden, hans toneleje neutralt og tydeligvis ligeglad. Det skurrede imod hans arrogance, og bød ham at blive mere jordnær. Tvang ham til at være den engagerede, som så han igennem alle hans små forsøg på at hæve sig over Eskild. Det var ulækkert. Det stødede ham, men på den rigtige måde. 
Han slugte dog den grimme smag, intet at ane i det milde ansigt, og Corinth sukkede, teatralsk. "Stadigvæk så direkte" smilede han, og rystede 'opgivende' på hovedet over Eskild. "Men okay da. Lad gå, nu går du ellers glip af hele min præsentation" jokede han. Lidt beroligende forsøgte den behandskede hånd at klappe den anden mand på låret, hvor var manererne dog henne hos byvagten, sådan som han fratog ham sin indledning, imens han bukkede sig ned for at åbne tasken. Om han så undgik det eller ej, var lidt ligemeget. 

Corinth trak en en mappe frem, indbundet i sort læder og overvejede slidt at se på, til sammenligning med hans andre ejendele. Indholdet var blevet tømt, med undtagelse af de fine skitser han havde fået tegnet af Eskild. En gave, javidst. Men om han forventede taknemmelighed, det var nok op til debat. Nej han kunne skam godt leve med afsky, eller sågar harme, og havde en distanceret følelse omkring det fjendskab, der ellers ville være forståeligt, fra Eskilds side af. Det var ikke vigtigt nok. Og han skulle nok vinde ham over, også selvom gaver ikke nødvendigvis virkede. Hvis ikke nu, så med tiden. 
Lidt hemmelighedsfuldt, øjnene kortvarigt stirrende førhen han blinkede det væk, rakte han den frem, gerne i bytte for flasken, så Eskild kunne pakke sin gave ud. "Det lyder måske mærkeligt, men det var..." og han vippede hovedet en smule dovent til siden, øjnene en smule smalle da han betragtede Eskild, for at få hans reaktion med, når han pakkede det ud. ".. jah, interessant. Du har nogle fine træk" tilføjede han, et enkelt bryn løftet i den skødesløse kompliment. 

Flasken lå slapt i hånden, som den var hjemme og var det eneste rigtige han kunne forholde sig til. Flasken og det ellers så triste indhold. Men han mjød var mjød, det var hvad der talte i situationen, om noget kunne han altid drikke eftermiddagen væk og glemme dette møde. Håbede han. 
Hovedet faldt i den anden mands retning, øjnene spændte en anelse, som han prøvede at forstå joken i sætningen. Hele hans præsentation, hvad skulle det nu gøre godt for. Men han lod sig ikke helt påvirke af, at han blev klappet på låret, i stedet lod han blot sin frie hånd løfte hånden fra låret før den fik lagt flere klap fra sig. Han trak let i underkæben og lod sig blot følge med i bevægelserne der skete. 

En sådan rumsteren, selvom han nu blot fik grevet noget op fra sin taske, og ikke sæk. Det virkede til at være noget omstændeligt, som fyldte og tog sin plads alligevel. Men før han vidste af det, blev det i favnen på den anden mand rakt frem til ham i bytte for flasken. Inden han valgte at overrække flasken, tog han fair slurk af det og rakte ham flasken. 
Det skal nok blive antiklimatisk det her, tænkte han. 
Men som det lå på hans skød, hørte han hvad der blev sagt. Fine træk? Eskild rynkede panden en anelse og lod sit fokus skifte mellem det på hans skød, og manden som havde taget flasken fra ham. Det lød næsten som en erkendelse af at være tiltrukket af en andens udseende, men det bad han ikke til det var. Blot en kunsters særheder. 

"Skal jeg frygte for, at du ved hvor jeg bor" kom det semi spørgende fra ham, før han lod hånden blive placeret op mod den andens brystkasse, næsten som han i et sekund ville tage den det højere for at kærtegne hagen af den - men i stedet ville skub den anden i springvandet. 
Selvfølgelig tog han sine forbehold for, at han selv ville ende i vandet, hvorfor han var klar til at få lagt gaven fra sit skød og på jorden ved siden af hans net med indkøbsvarene. 

Med dårlig skjult interesse fulgte hans øjne hvordan Eskild fik taget sig en god tår af væsken, en fikseret tanke på adamsæblets bevægelse, inden at han lænede sig lidt tilbage. Så helt dårlig jord faldt det altså ikke i - et skævt smil om læberne over tanken. Udefra kunne man næsten fristes til at kalde dem godt bekendte, hvis altså den løse, afslappede holdning i Corinths krop skulle sladre om noget. Desværre ikke endnu. 
Og skulle han være ærlig med sig selv, vidste han udemærket at det ikke var Eskilds velvilje han nødvendigvis gjorde krav på. Så langt fra, han var ikke sart med hvad end der kom hans vej, hvis sulten først var vakt. 

Byvagten var et fint festmåltid, og ikke kun for Cullins appetit. 

Og han virkede Ikke til at have varige men, han kunne nok sagtens holde til det. Læberne mødte den kolde mund fra flasken, og han tog sig selv lidt frihed med alkoholen. Selvom dens dulmende velbehag ikke kunne konkurrere med så mange andre af livets glæder, var det en fin, midlertidig erstatning. 
Det flygtige tryk af en hånd over brystet trak ham dog ud af de mere abstrakte ideer, trak ham tilbage til nutiden og formåede at lukke munden på ham. Oh? Corinth var så sandelig arrogant nok til ikke at se det komme, og tog gerne imod den lette berøring, et lidt smørret smil om læberne. Det havde været let. 
Men selvsikkerheden kom så sandelig til skamme, da han med et lusket puf mistede balancen, og følte himlen vælte bagover. Og ham med. 
Smilet stivnede, hænderne greb ud i den tomme luft førhen han endelig fik fat i skulderen på den anden, som han tvang med sig i faldet. 

Vandet omsluttede ham som et koldt gys, og dækkede med sin tyngde hans tykke vintertøj. Pressede ham ned, maste sig ind i hans uforberedte lunger og gav ham et fantastisk - eh - forfærdelig følelse af tvang. Overraskelsen lå udenpå tøjet, da han med fægtende ben forsøgte at løfte sig fra springvandsbunden. Den ene hånd knugede stadigvæk næsten desperat Eskilds skulder imens hovedet endelig brød fri fra vandet, luft ind i lungerne med et gisp. 
Men flasken?
Som en sejrrig fane havde hans naturlige instinkt været at holde den oppe i luften, ikke en dråbe spildt til den kolde vandgrav. 

Nogle overfladiske prust, og han stirrede vantro på Eskild. Lige indtil absurditeten - karmaen - i det hele indhentede ham, og han med et lille, tungt fnis slap sit jerngreb, og lo. 
Blødt, overrasket og alligevel for det skarpe øre, næsten lidt for motiveret. 
Sikke en uforskammethed. 

Havde det været enhver anden, havde de været på vagt og opmærksomme på øjeblikket som ville udfolde sig for næsen af dem selv, som en anden lagde hånden mod deres brystkasse på den måde. Uopfordret og alligevel med belæg for hvorfor de gjorde det.  Eskild var på sin egen måde beredt på hvad der ville ske, hvorfor han nåede at få lagt gaven fra sig og ikke hive den med i springvandet. Vandet var koldt og i konstant bevægelse som det smed med vand oven fra ned til dem. 

At få hovedet over vand, var en kort udfordring for sig, som han blev holdt nede, som den anden mand panikkede over vand. Ville han da smelte og gå i opløsning over at være i vand fra et ønskespringvand? Nok kunne det da ønskes. Men kampen om at få hovedet over vand blev mulig, som jerngrebet om han blev sluppet. Håret var som trukket ned over ham som et gardin, men hænderne fik kørt det væk og han fik sat sig på numsen og med knæene over vandkanten. Der skulle tilsynelades le på nuværende tidspunkt og Eskild undslap måske et lille fnys. 

Men han fik rejste sig op i springvandet og kunne, igen, høre hvordan vandet faldt fra ham. "Jeg håber du bor tæt på, for ellers efterlader jeg dig her," sagde han afdæmpet, som han valgte at træde udover kanten til springvandet, fuldkomen ligeglad med opmærksomheden de måtte have tiltrukket sig fra forbipasserende og alle de som allerede opholdte sig ved springvandet. 

Han skulle blot have varmen og de var næsten samme størrelse, så hvis modparten alligevel boede lige om hjørnet, var det den nemmeste løsning for ham (dem begge). 

Grinte han fordi at det var sjovt? Næppe. Var faldet ønsket, og havde det været ideelt? Så langt fra. Det prikkede til en underlig, lidt pinlig berørt følelse bagved den glatte slangeoverflade, og fremstod noget nær ydmygende, når han var faldet så let for det. En grim smag hang tilbage i munden og havde nok farvet hans ord, hvis han ikke havde bidt dem brutalt over, da de pressede sig på. At Eskild vovede sig det. Godt nok smeltede Corinth ikke i vandet, men det kunne ligegodt være det samme - at han turde gøre det imod ham. Det var enten utroligt modigt, eller rigtig dumdristigt. Mindeværdigt, i hvert fald, og noteret bagved den falske facade. 
Se det var ikke ideelt, sådan som han lod latteren dø ud, og det samtidigt næsten brændte i de mørke fingre efter at få ham rettet ind. Men det var en bedre, mere afmålt reaktion end vold, og føltes mere overlegent end et vredt udbrud eller potentiel scene. Der skulle mere til at pisse ham mere af, hvis det var intentionen. Så hellere spille på det helt store overskud, og holde tonen let når han stadigvæk sværmede omkring den kære byvagt, og slugte den adelige stolthed så den ikke kom i vejen for hans projekt. Imens latteren døde ud skubbede Corinth de lyseblonde krøller væk fra de sorte øjne, vandet drev af ham, og fulgte ham med blikket idet han rejste sig, allerede på vej ud af vandet. 
Og inviterede han virkelig lige sig selv med videre, i samme sætning som han truede med at forlade ham? Corinth himlede med øjnene. Charmerende. 

Hans hybris fejlede i hvert fald ikke noget, og tiggede efterhånden efter konsekvenser. 
De mørke handsker vred prøvende ærmerne på frakken, så plask-kaskader af vand blandede sig med ordene fra Corinth, hovedet gled undersøgende på skrå "Aha?" en sjov forespørgsel, og han fik bokset det ene ben ud af springvandet, et kort nik til de få der var stoppet op og havde overværet hele episoden, lidt i tvivl om hvorvidt de burde hjælpe eller ej. "Ikke alt for langt væk" tilføjede han, uden at lyde afvisende. Nok nærmere tværtimod. 
Hej, virkede det som om at han sagde, da han løftede hånden til deres tavse skikkelser. Skrid, lyste det fra det stive smil der mødte dem, heldigvis skjult for byvagtens blinde vinkler og manglende syn. 

Med en dæmpet raslen kunne man fornemme hvordan Corinth bukkede sig ned og samlede sin egen taske op, og samtidigt virkede til at tage Eskilds varer med i et snuptag. "Kom, lad mig hjælpe dig" han var joh hæmmet, tydeligvis. "Og glem nu ikke din gave". 
Hvis det irriterede ham at Eskild ikke havde virket mere interesseret i hans tegnerier, var det ikke noget han lod vise på det lyse ansigt, eller i den opmuntrende tone der akkompagnerede ordene. 

Man kunne ikke ryste sig fri for vandet som en våd hund, det lagde sig i tætte lag i tøjets stof, skønt det blev vredet og rystet og slynget, virkeligheden tillod bare ikke sådanne nemheder. At han allerede skulle stå drivende våd endnu en gang - af selv samme person, var ikke i hans vildeste fantasier et ønske han havde haft, men nu havde han selv lagt op til det, hvorfor det var nemmere at se det sjove i det. En intern ting der skete mellem dem. Tonerne var ikke svære at lure, men den varmende velkomst der alligevel blev givet, fik ham til at se en anelse overrasket mod Corinth, blot for et enkelt sekund, før alt faldt tilbage til det normale. "Før endelig an så". Der var ingen varme i stemmen, som han sagde det, men han ville gerne væk, skønt solen var varmende for kinderne, var vinden bidsk. 

Svuppende i skotøj nåede han kun at få fanget, at Corinth tog hans egendele, men efterlod gaven til ham: "Jeg er ikke invalid," kommenteret han bidende i en afdæmpet stemme, før han valgte at tage fat om gaven med den ene hånd og lod den hænge og dingle ned lags siden af ham. 

Eskild kunne ikke komme uden om, at der var nogle antagelser om, at de havde fået nyset om ham. Hvorfor eller hvordan, vidste han ikke. Men det var irriterende, for deres nat havde været en test mod ham, hvorfor han nu stod uden sin halskæde til byvagten. Havde denne bleghudet adelsmand en plan om at få sine teorier bekræftet, ved at stikke ham en gave og få en form af reaktion for hvordan han reageret? Det var for mange risici at tage, hvorfor planen blot var at gemme det til senere. 

"Hvad laver en adelig som du så, foruden at være ubrugelig med titel?" 

De mørke øjne søgte en anelse afventende over skulderen ved den bidende kommentar, som dog var en konsekvens af en yderst venlig - jah næsten nobel - gestus. Han var ikke invalid? "Selvfølgelig er du ikke det" smilede han dæmpet, lavmælt, hovedet vendt omkring imens Eskild kunne indhente ham, men ganske sikker på at han alligevel ville få det med. Stikpiller virkede til at være den eneste måde byvagten kommunikerede på, og Corinth kunne sagtens tilpasse sig. 
Med giftig interesse i mente, gjorde det på mange måder det her møde lettere, og han varmede sig derfor en anelse ved den spottende tone. 

Fordi der var nok mange ting, som byvagten kunne brænde inde med, iog han ville gerne se mere af det. Foruden harmen, vidste han da godt at det var udover alt kritik, sådan at finde ham i dag. Opsøge ham igen. Selv Cullin, Sirell eller nogle af de andre, de ville alle ryste vantro på hovedet af ham, skulle han have foreslået det sammen med dem. De forstod det til gengæld heller ikke. 
Adelsmanden satte i bevægelse det sekund Eskild kom op på siden af ham, blikket lidt nysgerrigt ned i nettet han havde fået snubbet. Hvad havde han manglet. Uden at slippe blikket på hans varer, og samtidigt ret bevidst om at han ikke kunne se hvad han lavede, åbnede han med et lille suk munden. "Du har en vane med at fornærme, og samtidigt spørge i samme sætning. Vidste du godt det?" undveg han, lidt drillende i tonelejet, og stoppede kortvarigt sit snageri. Det virkede som en fælde at tage imod spørgsmål, så i stedet vendte Corinth dem omkring, og prøvede, nok en kende nysgerrig på om det virkede, at styre samtalen. Og retningen. Gerne det meste, skulle han da vælge. Det havde været lidt besværligt, indtil videre. 
Han plejede dog ikke at have noget imod udfordringer. 

I det indre, rasede det forfærdeligt for at trampe på Corinth. På måder som ikke var tilladt for nogen at blive trampet på. Det irriteret ham mere end grænseløst, over måden tingene blev sagt på og gjort på. Meditation var ikke hans stærke side, men han beherskede at trækkevejret for at dulme frustrationen. 

Ulempen ved, at han ikke anede hvor adelsmanden boede var, at han kunne blive ledt på afveje, men han huskede hvor de kom fra og hvor han var kommet fra, så det måtte være i nærheden af det. Men nu måtte han se. Spille med på komedien. 

Side om side, sådan da, gik de. Adelsmanden der forsøgte at være den ærefulde adelsmand der tog slæbet for den anden, det var næsten på grænsen til at.. han betragtede Eskild som en kvinde i nød. Nej, det er ikke tilfældet. Men alligevel lod han sig kort påvirke af tanken og bed sammen og skævede væk fra den side. Men spørgsmålet han havde sat, blev ikke besvaret, blot vendt tilbage mod ham med et fornyet spørgsmål. "Og du har til vane med ikke at svare på mine spørgsmål," stak ham, endnu med sin bidende kommentar. Hvorfor prøvede han at undvige så meget, kunne han ikke tåle, ikke at være i føre rollen?
"Hvad er din hensigt med at opsøge mig?" valgte han at spørge på en mere fredsfyldt måde end tidligere, mens blikket og hovedet blot vendt frem for sig, som han havde givet op og ikke magtede mere. 
Lemmerne frøs, mere end han ville stå ved. 

En del af ham vidste stadigvæk ikke om det var smart. Der var en dynamik han blev ved med at italesætte, og i skyggerne af den, var det som om at Corinths position kun var sikret af hans titel. Hvad havde han kaldt ham før, ubrugelig med titel? Det var hårdt sagt. Men det var måske også... hvad der gjorde det interessant for Corinth, der ikke følte et decideret behov for at være imødekommende. Nej, Eskild burde bare være taknemmelig på at han rakte en arm ud i det blinde mørke der omgav ham, uvidenheden om hans angreb, og at han ikke havde penslet den svaghed der blindede ham, ud for Culling og co. Ikke endnu. 
Men det kunne han ikke. Med skarp interesse gled blikket over hans kolde skikkelse, og følte et lille smil spille op til dans. "Ah. touché" så kunne de være hinanden kvit - og hvad så? Ikke mere? 
Utænkeligt. 

Han behøvede ikke at tage genveje for at finde beboelseskvarterets retning, og slå den an. Der var vel ikke et behov for at skyde hjørner når han alligevel var svagtseende. Svagtorinterende. 
Intet mindre end irriterende. 

Lidt prøvende stak han en hånd ned i nettet imens de gik, men opmærksomheden var todelt, og spørgsmålet egentlig fair nok. Hensigt? Det var et stort spørgsmål, og han sukkede, lidt overvejende i tvivlens gråzoner. "Du har tænkt dig at krydsforhører mig, selv udenfor dit arbejde?" endnu et spørgsmål med et spørgsmål, men han tvivlede på at manden ville finde sig i forfærdeligt mere af det. Så lad da gå. 
Corinth stoppede kortvarigt op, et lidt mere fast - men ikke hårdt - greb på den andens skulder. "Okay, okay. Vil du høre sandheden?" og han bed sig lidt skælmskt i kinden, spørgende i sin toneleje. Forhåbentligt oprigtigt. 

Gensidigheden var ingen steder at finde, men alligevel syntes stemningen at lette en anelse som de passeret stille igennem gaderne. Men der var så mange ting at tage forbehold for, men alt afhang vel mere af Corinth end Cullin. Hvorfor han føltes sådan, var ikke helt til at forklare, men manden bar den største interesse for Eskild, og det var primært de ting, som drev de andre. Ens interessepunkt. 

Touché. Hvor kikset. 
Han kunne jo blot have besvaret spørgsmålet. 

Lyden af det tørre net med hans vare og den andens hånd gav ham væk: "Lad mine ting være," ikke at der var noget hemmeligt i det. Lidt frugt, noget håndværk - kugler på lædersnor -  fra byens dygtigste, og perverst, snedker, noget drikkelse af en mælke art. Hovedet faldt alligevel lidt i den andens retning. Et spørgsmål som svar på et spørgsmål, igen? Men Eskild overvejet om han skulle give et svar - men før tanken blev besluttet, mærket han hånden på skulderen og vendte sig halvt i mod den anden. "Det er vel kun på tide, at du giver mig en sandhed," der var ikke så meget andet for end at vente og se an. 
Skulle han vælge at lyve, var det måske til Eskilds fordel, at manden var en forfærdelig løgner, men selvfølgelig kunne det hele være et veludført skuespil. 

Men skulle det være utilfredsstillende, måtte han vel blot gøre det mest forsvareligt, og få Corinth ned og ligge, sætte sig overskrævs på ham og vente indtil han talte. Fortalte sandhederne.