Revin kæmpede med at få den store fisk over kanten af bådens kant. Efter en lang kamp lykkedes det ham endelig at fange den fisk, som skulle fodre ham de næste mange dage. Et stort smil bredte sig på hans læber, da han så den smukke fisk ligge der på gulvet i hans lille fiskebåd, som havde set bedre dage. Fisken kæmpede hårdt med at trække vejret, og efter kort iagttagelse af det smukke dyr førte Revin sin kniv dybt ind i dens kød, som hurtigt farvede gulvet rødt. Han greb fisken om halene og fik hejst den op, så den kunne tømmes for blod, mens han ventede skimtede han udover vandet. Det var en smuk dag med lidt vind som legede blidt med hans hvide hår. Der var enkelte skibe at spotte i det fjerne, som var på samme opgave som Revin. Der havde i længere tid været en del konkurrence om de gode fiskesteder, efter at rygterne om store skoler af fisk havde samlet sig i Diamantbugten. 

Revin betragtede igen den døde fisk, før han gik under dækket for at finde noget salt, så fisken kunne opbevares. Sådan en krabat kunne selv den mest sultne mand ikke spise på en dag. Han kom op til dækket igen kort efter og begyndte at smøre fisken ind i salt, mens han lyttede til klokkespillet som hang i den lille mast, det var afslappende og tog ham væk fra den barske virkelighed på åben hav, som han havde bevidnet gennem sit liv flere gange. Han skar en lille grimasse da saltet ramte en af de mange sår som han havde på sine hænder, en smerte han aldrig ville vende sig til. 

Ankeret fra det store skib var blevet kastet i vandet, og lå nu på bunden hav det store hav. De store hvide sejl, var blevet hævet og hang sammenfoldet i de store master. Det hvide flag for enden af skibet lå svagt i den svage vind, og gjorde ingen anstrengelser for at vise sig selv frem. Der var ingen grund til at gøre flok, unødigt offensive eller skræmt ved at fremvise det sorte flag.
Den lille robåd skød igennem vandet, som årerne gled igennem og sørgede for deres fremgang imod land.
Skibet var i mangel af forsyninger og det var nu Catherine og en lille flok besætningsmedlemmer at sørge for at skibet ville blive forsynet igen, med det ene eller andet. 

Der var masser af aktivitet i dette farvand, der var nok af fiskerbåde som var i gang med at hive dagens fangst ind, så hvis det var muligt at skaffe sig adgang til tønder med saltede fisk, ville det gøre en enorm forskel på dem. 
I dette tilfælde var hendes handle egenskaber, uden at sætte en finger på. Dette handlede om besætningens ve og vel, sågar hendes egen og derfor var det heller ikke noget hun spøgte med. Hun måtte få en handel i hus, som kunne sikre deres videre færd.

Båden skød igennem vandet og kursen var sat imod en lille fiskerbåd. At skulle handle på vandet, virkede næsten besynderligt i hendes øjne, men hvis det var hvad der skulle til.
Båden så udadtil tom ud, men alligevel indikerede flere ting på liv. Den store fisk hang og dryppede gulvet rødt, og ned i havet.

Revin bemærkede hurtigt hvordan luften omkring ham ændrede sig. Han var ikke længere alene, så han greb sin kappe og trak sin hætte omkring sig. Der var ingen grund til at skabe unødvendige konflikter, hvilket nok ville være en paradoksal tanke, givet hans tætte placering på pirater. Det var en velkendt ting at man ikke nærmede sig andre skibe på åbent havn, men så tæt på kysten som han nu var, kom der til tider skibe ret så tæt på hinanden, hvilket i værste tilfælde kunne føre til et sunket skib. 

Revin rejse sig i fuld figur op og kiggede mod den lille robåd, som ellers kom nærmere og nærmere hans båd. I båden kunne han se hvad der lignede et menneske, og hendes venner eller hvad man nu ville kalde det. Han tog sig kort til panden og bad til at der ikke skulle opstå problemer. Blikket skiftede hurtigt til fisken som for længst havde draget sit sidste åndedrag. 

Kappen og hætten som Revin havde beklædt sig i dækkede hans hår, og omkransede hans ansigt og krop, ikke nok med at der var pirater i disse farvande, så var hans status som elemental heller ikke velset blandt mange. Han gisnede kort mod himlen og hvilede sin hænder mod kanten af båden. 

"Kan jeg hjælpe dem?" råbte han mod robåden og dens besætning. 

Der gik alligevel noget tid før at en person dukkede op på både. Det var svært at se hvad Catherine havde at gøre med, sådan som personen blev gemt under hætten og kappen. Hvis man var så sky, så var det vel fair nok, men en undren satte sig i Catherine. Var der noget at være bange for? Muligvis var hun blevet genkendt, det var sket før og hun var et kendt ansigt i visse kredse, men mon en almindelige fisker ville kende til hendes ansigt? 

Catherine så ingen grund til at skabe dårlig stemning eller i det mindste lade nogen uforudsete handlinger tage over lige nu. Hendes fokus lå på salte fisk, og ikke ballade. Det ville ikke være fair at skabe ballade over for en almindelig fisker, det lå under hendes niveau. At andre pirater ønskede at gøre dette, så stod det dem for. 
Det var blot spørgsmålet om hvor meget han kunne levere, den store fisk som han i rebet ville på ingen måder være nok. Men der var ikke mange andre måder at finde ud af det på, end at lade personen vide hvad de ønskede.

"Vi søger fisk" Kom det blot og kort fra hende, inden hun lod blikket glide op på personen, "Vi mangler forplejninger på skibet, og søger en fisker som kan levere den mængde, for den rette betaling, som vi har brug for" Hun studerede ham lidt, hans stemme og positur havde afsløret ham, "Er du den rette til det?"

Det var ikke hverdagskost at et skib af denne størrelse opsøgte Revin, alt hvad han gjorde var blot at fange fisk og så viderebringe dem til byen for en lille profit. Han betragtede mistroisk kvinden som italesatte sig. Det skabte en del undren på hans vegne dels pga. hans fordomme vedr. kvinder på havet, men også fordi hun lignede 'typen' som valgte det hårde liv til søs, hvor maden i den grad kunne være træng til tider. 

Revin betragtede kort besætningen, mens hans blik langsomt gled mod den store fangst, som hang som en stor medalje på hans lille skib. At benægte hans evner som fisker kunne han ikke gøre i denne situation, og hans mistro til de nyankommne var i den grad ikke blevet dulmet. Et skib af deres størrelse burde kunne husere nok mad til en hel hær! 

"Hvilken mængde snakker vi om?" spurgte han med et tydeligt tegn at profitten lokkede ham en smule. Selvom at Revin altid havde været en solorytter, så måtte han også erkende fakta, at han havde brug for denne indkomst, men det var ikke til hvilken som helst pris. 

Ah, det udtryk på hans ansigt havde hun set flere gange før, sidste gang da hun havde belejret et andet skib og taget kaptajnen til fange. Han havde set lige sådan ud; undrende over hvordan en kvinde kunne få sådan en magt over et skib, som hun havde. Vidste hendes mandskab ikke at det var uheld at have en kvinde med ombord? Nu var denne kvinde kaptajn, men det skulle selvfølgelig ikke ødelægge deres handel, hvis han havde et sådan forældet syn på overtro. Overtro var noget man lo ad. Catherine gjorde.

Det var ikke fordi at de var løbet tør for mad, heldigivs, for så ville hun stå som en dårlig leder og kaptajn. Nej, Catherine tænkte bare frem ad og var nød til at se på hvordan de skulle få fyldt lasten op, med det de skulle bruge, for at kunne holde sulten til livs. Han kunne ikke løbe fra at være fisker, med de fisk det virkede til at han havde trukket i land, men han kunne blot takke nej til handlen og de ville så søge andre veje, for at få det de havde behov for. Det var en stor mulighed for ham, men hun vidste ikke hvor meget han kunne klare. 

"Tja.." Kom det blot fra hende, som hun studerede ham, "Det kommer selvfølgelig an på hvor meget du kan klare. Men mindst 5 tønder saltet fisk" Det ville nok kunne strække til deres behov, men samtidig så kunne hun godt, ud fra skibets størrelse, at han måske ikke fangede i de mængder. 

Revin rynkede en smule på næsen over hendes 'bestilling' Det var en stor mængde fisk til hendes 'lille' besætning, eller hvad han vidste af besætningen. "5 tønder fisk virker som mange fisk til jer" sagde han med en mistroisk og spørgende tone. 

Den mængde fisk var ikke noget som Revin ejede, og bestemt ikke på denne lille båd. Prøvede hun at fodre en hel flok mænd? Eller i hendes tilfælde kvinder? " Jeg kan klare 2½ tønde, og denne krabat" sagde han og klappede på det som nærmest virkede som en mutant fisk. Blod fyldte stadig hans dæk, men det var ikke noget der skræmte Revin, det var dagligdagens gøremål for ham. 

Sidst Revin havde fanget sådan en mængder fisk, var da han arbejdede for andre mænd i byen, hvilket han på ingen måder savnede. Friheden ved at arbejde alene og være på åben hav, lokkede ham dagligt derud, og gav ham så meget tilfredsstillelse at han ikke søgte andet. Alene, med vinden i hans hår. 

Han betragtede kort de andre mennesker i båden omkring kvinden som havde valgt at tale op. "Det er bestemt ikke hver dag, at man ser 'en som dig' som kaptajn" sagde han igen, endnu mere mistroisk end før. Det lå Revin naturligt at være mistroisk overfor fremmede. Hans status som elemental var ikke ligefrem det mest positive i manges øjne, og indtil videre havde hans mistro til fremmede mennesker kun båret frugt i hans retning. De nærmest lysende øjne hvilede på kvinden igen. Han ville ikke lade sin parader falde, måske det var en afledningsmanøvre? En smuk kvinde, på en både i det åbne hav?

De sad 4, inklusive Catherine i den lille robåd, det ville altid virke som en stor bestilling, hvis 4 man kom op og bestilte 4 tønder saltet fisk. Hun havde i bund og grund tæt på tredive besætnings medlemmer i alt, som alle sammen skulle mættes og det skulle der mad til. Heldigvis havde de en god kok, og græsenhed var ikke et ord ombord på skibet.
"Tja, det er egentligt det jeg ønsker" Grundene var der mange af, og det var egentligt hendes egen beslutning. Han kunne tage imod bestillingen og pengene. 
Hun gad egentligt ikke gå ind i en større diskussion, om det var noget som var en passende bestilling.

Hun vidste ikke om denne fisker havde mulighed for at opbevare, eller hvor mange i alt, men hans kutter var ikke i stand til at hente sådan en mængde fisk hjem, på en gang.
"Hmm.." Det var vel fair nok og forventet, at han ikke havde mulighed for mere. Hvis han ville sælge den store fisk, så var hun da interesseret og lagde gerne det der skulle til, "Det virker fair nok. Vil du sælge og hvad er din pris i så fald?" Hun var endnu ikke desperat, men ville uden tvivl gerne havde handlen i hus.

Hvad skulle det betyde? Det var ofte at folk tæntke den snak, men lige frem at sige det højt. Hun havde givet sig selv et ønske om ikke at starte en hel masse kaos. "Hvad skal det betyde? Hænger du dig i gammel overtro?" Cathreine var kendt vidt og bredt, og så sig egentligt ikke fin til noget, men hun var lige så meget kaptajn, og ofte meget mere end så mange andre.
Hun rejste sig op i båden, for at give ham et indtryk af sig selv.

Revin var i den grad vokset op i den gamle tro, med at kvinder var hjemme i huset og tog sig af det små børn, mens de ældre drenge og mænd sørgede for at komme igennem dagen med hårdt arbejde. Så for Revin var det en overraskelse at se en kvinde på en båd. I hans over 200 år som fisker var hun nu stadig den første kvinde som styrede en hel besætning. Han smilede lidt over tanken, da det på ingen måder generede ham, men blot overraskede ham. 

"10 procent af markedsprisen, så slipper jeg for besværet med at rejse til byen med dem" konstaterede han efter en kort overvejelse. hvad kvinden dog ikke vidste var at Revin havde rig mulighed for at sælge hende mere, men han vidste udmærket godt at man aldrig skulle stole på en fremmede, og specielt ikke i disse farvande, som var kendt for deres pirater. Umiddelbart virkede kvinden og hendes besætning ikke som pirater, og deres skib i det fjerne bar ikke en af de velkendte piratflag, som Revin havde set utallige gange på disse kanter. 

"Gammel tro kan man vel sagtens kalde det. Om jeg er troende i det, vil jeg ikke kalde mig selv. Jeg har mødt min 'share' af stærke kvinder gennem livet. Så ingen ilde intentioner ment fra min side" Revin gjorde sig klog i at være diplomatisk, han ønskede ikke konfrontationer, og faktum var at han i den grad var i undertal, så at starte en kamp med disse mennesker vil næsten kunne kategoriseres som det rene selvmord.  

Catherine var ung og smuk, i manges øjne var hun muligvis også dum og naiv. Det kunne bare ikke være længere fra sandheden. Mandskabet havde været hendes mands, og hun havde altid haft respekt fra mandskabet. Da hendes mand døde, måtte hun tage over. Det var det mest naturlige, og det var nu hende som styrede showet og skibet. Og  hun gjorde det hårdt og kontant. Det var vigtigt, at skabe den respekt i deres øjne.
Men som sagt, så mødte hun det blik og de tanker fra fremmede ofte, så hun var vant til det, men så længe hun kunne modvise folk, så gjorde hun det med glæde. 

Hun ventede selvfølgelig på hans pris, som han stod og overvejede. Hun vidste hvad der var fair, og hun var heller ikke unfair i hendes beslutning. De blev nød til at mødes på et eller andet punkt. "10 procent, af markedsprisen?" Hun tyggede lidt prisen og hans forslag. "Det virker umildbart fair" Konkluderede hun og kiggede over på ham, "Har du dem inde på land?" Hun vidste ikke om han havde plads til den slags på båden, "Vi kan også mødes på land og tale det igennem?" Hun ville altid gerne stå overfor sin forretningspartner.

Hun vidste godt at han ikke ønskede ballade eller konfrontationer, og det samme gjorde hun. Hun var her ikke for at gøre nogen utryg. "Bare rolig. Jeg tager det ikke tungt. Jeg ved at kvinderne langsomt vinder frem, og jeg er heller ikke her, for at skabe problemer" Kom det roligt fra hende, som hun beholdt blikket mod ham, "Men nej, kvinder på skibe er ofte ikke velkendt" 

Tanken om at dagens salg allerede var overstået var så småt begyndt at overkomme Revins frygt for at disse mennesker ville ham noget ondt. Han nikkede til hendes ønske om at mødes inde ved kysten, så handlen kunne foregå på ordenligt vis. Båden som han befandt sig på, begyndte at give en mærkelig rumlen fra sig, før den drejede på stedet og satte i høj fart mod kysten, en høj fart der nærmest virkede unaturligt på så kort en distance, og specielt så vindstille som der var denne dag. 

Da hans skib endelig ramte kysten, gav han skibet et elegant klap før han nærmest fløj ned på det gyldne sand som nu omringede dem i stedet for det klare blå vand. Han kiggede omkring sig og konstaterede at han var en smule hurtigere end de andre, og begyndte derfor at læsse tønderne med fisk af hans båd, så de var klar til kvinden og hendes besætning. Den store fisk endte som kronen på værket ovenpå tønderne som var aftalt ude på vandet. Et par mistroiske tanker hvilede stadig i hans sind, men han følte sig mere komfortabel ved at være på land, hvor han nemt kunne stikke af, hvis de prøvede på så meget som det mindste. 

Det virkede næsten unaturligt, som det fremmede skib og fiskekutteren satte i gang mod land, som han nikkede til hendes forslag om at mødes på land og få klaret handlen. Hun var usikker på hvordan hun skulle fragte tønderne fra robåden til skibet, men det måtte blive hendes problem når de kom så langt. Mændene, kunne altid sejle frem og tilbage og på den måde få det klaret. 
Hendes mænd satte årerne i bevægeles og langtsomt gled båden igennem vandet og brød op med bølgerne, som de selv nærmede sig land. 

Fiskerens skib ramte land længe før Catherine og den lille robåd, men det var sådan det var. Hvordan det gik til at han havde sat fart, i båden på den måde som han havde vidste hun ikke og forstod hun ikke, men det betød måske ikke så meget. Det var blot en undrende tanke. 
Da båden brød med vandet og gled op på sand, kunne Catherine og hendes mænd hoppe ud af båden og træde hen mod fiskeren. Hun havde en lille læder pose med guld i hånden. Betaling for fiskene. 
"Har du et sted i nærheden, hvor du opbevarer fiskene eller var de på båden?" Ikke for at skynde deres handel, men det var derfor hun var her. Intet andet, på nuværende tidspunkt. 

Den udspørgende tone som Catherine førte passede bestemt ikke ind i Revins hoved, men han gav ikke udtryk for den store mistro endnu "Det kan man vel godt sige" sagde han med et lille glimt i øjet og gav tegn til tønderne med fisk, så de kunne komme i gang med at laste båden med deres nye forsyninger. 

Han betragtede kort den nydelige kvinde foran sig, han var jo stadig en mand når det kom til stykket. Selvom mange ville sige at skønhed var subjektivt, så kunne alle vel nok blive enige om at Catherine ikke havde stået sidst i køen da der skulle uddeles fra den genetiske pøl af skønhed. 

"Du er meget nysgerrig må jeg indrømme." sagde han en smule henkastet. Det var måske en lille stikpille til hendes måde at måske samle informationer på. 

Det handlede blot om hvor han opbevarede tønderne med fisk, så de kunne få dem lastet på den lille båd - hvis det var muligt. Hun kendte ikke manden som stod foran hende, og tvivlede på at hun ville se hende igen, så der var ingen grund til at være ekstra udspørgerende overfor ham. Hun tvivlede på at han havde informationer, som hun kunne bruge. 
Der var selvfølgelig altid et eller andet man kunne bruge, på den ene eller anden måde, men havde han noget hun kunne bruge? Var han ikke blot en fisker?
"Det ser godt ud" Kom det roligt fra hende, som blikket gled over på tønderne og hun gjorde tegn til at de kunne lastes.

Hendes blik gled tilbage på manden, og kiggede ham lidt an. Han så ung ud, ingen tvivl om det, men samtidig så var der et eller andet, som gjorde at han virkede ældre end han var. Hun kunne ikke helt finde ud af ham. 

"Fordi jeg ønsker at vide hvor mange fisk jeg kan købe af dig og hvor de er opbevaret?" Hun kiggede over på ham med et kækt smil. Hun havde vel ikke stillet mere nysgerrige spørgsmål, end så mange andre ville gøre i hendes sted, "Du har måske noget spændende at byde ind med?"