Det sad endnu i ham, at Chryseis ikke havde indviet ham i sin graviditet eller barns opvækst. Han havde aldrig givet udtryk for, at han ikke ville leve op til sådan en rolle, blot at hans liv dengang handlede meget om at vokse med indenfor skibsbranchen og få stablet sit eget mandskab på benene. Selvfølgelig var mandskabet med tiden blevet udskiftet på nær i Edmund, Charles og Thorsten. 

At det så senere hent var endt med, at Charles havde vist sig at være mere end blot en ven igennem årene, hjalp nok ikke på situationen nu. Han kendte til Chryseis og omvendt. Richard havde aldrig afholdt dem fra at mødes.

Richard fandt sig selv stå ude foran døren til Chryseis og Lucinas hjem. Han havde sikret sig, at hun ikke var hjemme, ved at være gået forbi smedjen hun arbejde i og så hende i færd med smedje-arbejde.
Hånden var knyttet og bankede nogle tunge banke på døren, før han lod hånden falde ned langs siden. Der gik ikke mange sekunder fra det, til et velkendte ansigt stod i døren og tog imod ham. “Richard?” lød det overrasket fra hendes fyldige læber, før hun gjorde plads til at han kunne komme ind. “Hvad laver du her?” spurgte hun ligeledes som døren blev lukket bag ham.
Var det på nippet til forkert, at han stod og betragtede hende og mindes de gamle dage - hvilket i sandhed havde vist sig at være i gamle dage for ham. Næsten tyve år var passeret fra dengang de havde været unge og et par. “Lucina, vores datter” sagde han og rømmede sig en anelse. Han så hvordan hun lod blikket synke og hånden gled om den modsatte arm. “Hvorfo-” - “Lad os tale om det i køkkenet,” afbrød hun ham og viste vej til køkkenet, hvor hun lod sig finde noget at fumle med.
Richard fulgte blot troligt med og så hendes halv flettet hår sveje let til siden som hun rykkede rundt på sig. Igen forsøgte han stille at spørge: “Hvorfor holdt du det hemmeligt for mig, Chrys?” kælenavne var ikke helt hans ting, men hun var ikke blot en ting eller tilfældighed, men en som motiveret og støttet ham i hans visioner og drømme om livet til søs. At det så var med en bekostning af noget så dyrebart der lå imellem dem begge, vidste han ikke helt, hvad han selv syntes om.

“Du var næsten færdig med at få bygget det skib, og jeg vidste at du ville ud og rejse. Jeg kunne ikke tage det fra dig, Richie,” hun havde en blid og rolig stemme, som varmt smør på en solskinsdag. Han vidste dog ikke helt, hvordan han skulle reagere til det, foruden at trække nogle dybe vejrtrækninger ind og lod hænderne hvile på spisebordet bag sig, som han stod op ad det. Havde hun ofret sig for ham og aldrig set tilbage? “Og jeg kunne ikke lade hende vokse op med en mand som ikke var her,” der var en anden form af røst i hende stemme nu. Bekymring og omsorg. Han sank en klump og så ned på gulvet imellem dem, før han trådte frem og gik om bag Chryseis og lagde armene let omkring hende og lagde hovedet på hendes. “Jeg bebrejder dig ikke for at ville hende det bedste, Chrys,” sukkede han stille. Duften af hendes hår omfavnede ham og han lod armene glide mere omkring hende i et kram. “Jeg ved ikke, om jeg ville have taget udfordringen op dengang og tilsidesat alt for dig, som du gjorde for mig, men giv mig chancen for at være der for hende nu,” selvfølgelig var det i sidste ende op til Lucina om hun ønskede, at han fik en chance eller skulle være en del af hendes liv. Han vidste på ingen måde, hvordan han skulle håndtere nogle af hendes mulige situationer, men han kunne være der for hende, så meget vidste han da.

Han mærkede hvordan hun lod hovedet falde let forover og rystet let på kroppen. Lettelse eller sorg over valg, det var ikke hans at sige. Men han lagde et kys på hendes hovedbund. “Vi skiltes i enighed, ingen sure miner, Chrys” trøstede han hende i et forsøg.

Som hun vendte sig, lod han let grebet om hende løsne sig, indtil han mærkede hendes hoved mod sin skulder og han lagde igen armene om hende. Lod let den ene hånd stryge hende på ryggen, og lod hovedet ligge tæt ved hendes. Måske han have burde besøgte hende igennem årene, sit hende, at han endnu var der for hende uanset hvad. Men tiderne havde ændret sig og han sænkede det ikke så mange tanker, hvorfor hun måske var gået i glemmebogen på en måde.
“Jeg er glad for Charlie tog sig af dig da det vi lod os skilles,” hørt han hende sige, som hun snakket ind i hans krop og han kiggede ned på hende og lod hagen støde let til hendes pande. Vuggede hende næsten og brummede et mhmh som bekræftelse på at Charles havde været der for ham i sin tid. Charles havde været der i alt for mange år efterhånden. Atten år havde passeret for de to.

Han kiggede ned på hende og så hendes milde blik og lille næsetip som hun så op mod ham. Han lagde et kys på hendes pande og lod en hånd falde let til nakken af hende. “Vi er okay,” sagde han stille og sukkede let så brystkassen hævede højt og sank dybt.
Måske var det deres historie som var årsag til dette, de ikke omtalte udfordringer og alt det som var hændt siden da, men et kærligt kys blev delt imellem dem, før han lagde hende ind i et kram på ny. “Det’ stak helt, ikke som da du var yngre og skægløs,” klukkede hun let og gengav hans kram.

Han trådte lidt tilbage og lod hende forsvinde ud af sine arme, før han begyndte at gnide håndfladerne let sammen. “Jeg bliver nødt til at gå, men jeg’ værdsætter at du ville fortælle mig årsagen bag det hele, Chrys,” sagde han og så lidt mod gangen han var kommet fra. Han så hun sendte et smil, som hun førhen havde gjort, før hun viste ham til døren igen. “Pas godt på min datter,” sagde hun, som døren blev åbnet og han kløet sig let på kinden i skægget og nikkede bekræftende til hendes ord. “Selvfølgelig,” sagde han før han lod sig forsvinde ud af døren igen.