Rory kunne ikke tro sine egne ører. Krævede de virkelig, at hun skulle have en mand med på slæb for at fuldføre sin mission? Blikket bevægede sig fra den karseklippede mand ved hendes side til manden, chefen, foran dem. “Men ville det ikke være mere praktisk, hvis jeg tog afsted alene. På den måde vil jeg ikke tiltrække mere opmærksomhed,” forslog hun med en lettere irriteret stemme. Armene var lagt over kors, og den ene fod trippede en smule uden hun selv faktisk lagde mærke til det. Denne dag var allerede kørt ud på et sidespor, og hun havde ikke meget overskud, når det gjaldte overraskelser.

Ordene nåede næsten ikke engang at komme ud af Rorys mund, før chefen afbrød hende og fortalte at det var bedre at rejse sammen. Hun lyttede ikke engang efter hans argumentation, men han sagde noget i dur med, at par tiltrak mindre opmærksomhed end hvis man gik alene. Tsk, hun var ellers aldrig blevet stoppet mens hun smuglede varer, og hvis hun gjorde, var hun dygtig nok til at slippe væk fra byvagterne. “Fint, så gør vi der på din måde,” svarede hun en anelse opgivende til chefen og lod derefter blikket falde på hendes nye samarbejdspartner. Modsat hende havde han ikke talt op om tilrettelæggelsen. Rory var faktisk en anelse i tvivl om han kunne tale, da han havde holdt munden lukket mens hun havde mundhugget med overhovedet. Et klogt træk fra hans side, da han ikke havde sat sig i en dårlig position.

Vinden trak op og hylede da den passerede gyden. Sebian kiggede sig over skulderen da den hev fat i en vindklokke hængt ude foran en tung egetræsdør. Klokken raslede med blæsten og spillede lystigt på de affarvede træcylindre der efter udseendet at dømme havde hængt der i mere end et årti. Sebian spekulerede på, hvem der mon ville by i sådan en stinkende, rottebefængt storby så længe. Tre dage havde han været her, og alt hans tøj stank allerede af kattepis og rotteefterladenskaber. Mængden af småkravl i denne by var langt større end hvad han var vant til fra Rubinien; klimaet var vel mere tilgivende her for de fleste dyr.

Selv havde han besøgt hovedstaden flere gange i løbet af sit liv, det kunne næsten ikke undgås hvis man ville handle på det sorte marked. Han forsøgte dog altid at gøre sit ophold så kort som muligt – udover det største antal bordeller og beværtninger i hele landet, synes han ikke at byen havde noget specielt at byde på. Der var også trangt. For mange mennesker (og ikke-mennesker) stimlet sammen havde det med at gøre folk småskøre. Han havde altid følt der var en overvægt af skæve eksistenser her, og selvom han ikke havde noget imod originale typer, oplevede han ofte ballade under hans besøg. Kriminaliteten var høj i visse områder af byen. Han havde efterhånden lært, at det var åbenbart meget ordinært for storbyer.

Hans tanker blev afledt da den umiddelbart menneskeligt udseende kvinde ved hans side lod til at have affundet sig med arrangementet. Han rettede blikket mod hende, der nu også betragtede ham. Det var skumring, og det sidste indirekte sollys gav hendes sorte hår et mørkt orange skær. Om få minutter ville gaden være næsten helt mørktlagt, pånær omkring de vinduer der havde lys stående.

”Så er det vel bare dig og mig,” forsøgte han sig og sendte hende et træt smil. Der var ingen grund til at gøre turen ubehagelig. Han havde ikke arbejdet meget med kvindelige smuglere før, kun en sjælden gang for mange år siden. Hans oplevelse med den pågældende kvinde var meget behagelig og professionel. At dømme efter denne kvindes tvære og utilfredse udtryk, kunne det godt være at denne tur ville vise sig mere udfordrende. Så længe hun ikke kommer i vejen, tænkte han for sig selv og slog hænderne sammen på en ”lad-os-komme-i gang”-facon. ”Mit navn er Sebian, rart at møde dig. Jeg skal nok forsøge at lade være med at forsinke dig,” sagde han med et smil.

Utilfredsheden over situationen var malet over hele ansigtet på Rory. Hun havde altid været typen, der sagde det sidste ord, og hvis folk ikke lyttede ville hun tvinge dem til det. Af samme grund tog hun ikke særlig ofte jobs, hvor hun skulle arbejde under andre, da det betød, at man skulle underlægge sig deres ønsker og regler. Kvinden med det sorte pagehår ville rettere sagt betegne sig selv som værende en enlig ulv, hvis optimale forhold var komplet isolation fra omverden. Uheldigvis for hende måtte hun ofte interagere med andre grundet hendes erhverv. “Yeah, lad os se hvordan det kommer til at gå, Sebian,” svarede hun og gav ham et olmt blik. Hun havde allerede fået pakken i hånden, der skulle transporteres hen til Tusmørkely, hvilket efter Rorys hovedberegninger ville være en fem dages gåtur. Fedt…

Rory havde ikke engang taget sig ulejligheden at præsentere sig selv. Hvis de to parter bare kunne ignorere hinandens eksistens de næste par dage, ville det passe hende helt perfekt. Tasken, hvor hun lige havde puttet smuglervarerne i, svang hun over skulderen. “Kom, vi har en lang tur forude,” sagde hun og vinkede hendes nye samarbejdspartner med sig. At chefen troede de ville tiltrække mindre opmærksomhed ved at være to, var en langt ude tanke for Rory. Kig på ham. Han lignede praktisk talt definitionen af en kriminel: karseklippet, tatoveringsfyldt og iført dunkelt tøj. Ikke at hun selv var meget bedre, men hun var en kvinde, hvilket betød, at byvagterne generelt ikke regnede hende for meget. Sebian ville de derimod se som værende en udfordring.

Rory traskede fremad i et rask tempo, og hun tjekkede ikke engang om Sebian fulgte trop. Hun regnede med, at han sagtens ville kunne følge hendes tempo med de lange ben, og der gik da heller ikke længe før, at de var ude af Undergrundens skumle gader. Solen var så småt ved at gå ned, og solens sidste stråler ramte husene fra en vinkel, som gjorde, at skyggerne blev aflange. Selvom aften så småt var ved at falde på, var der stadig gang i byen. Først når solen helt havde forladt dem, ville standende ved markedspladsen så småt blive pakket ned for blot at åbne dagen efter. Menneskemængden på dette tidspunkt af dagen gjorde, at de to smuglere med lethed kunne finde en plads i mængden uden at skille sig for meget ud. En kriminels drømmescenarie.

Hendes attitude gik ham allerede på nerverne. Han trak vejret dybt og måske lidt for udførligt overbærende før han satte i skridt efter hende og forsøgte at muntre sig selv op. Mutte mennesker var simpelthen så trættende nogle gange. Han gik i hælene på den stadigt navnløse kvinde og lod hende føre an ud af byen. Hun bevægede sig særdeles hurtigt og snildt. Han tænkte, at hun i det mindste ikke opførte sig som en elefant i en glasbutik.

De skar igennem menneskemylderet på markedspladsen og befandt sig nu i udkanten af byen. Mørket var faldet på og larmen aftog efterhånden som de lagde flere skridt mellem dem selv og centrum. Snart skulle de passere gennem porten og ville være ude af byen, afskåret fra dens varme, lyde og lys. Natten i Krystallandet var ibenholtsort og gennemtrængende på disse kanter; han fandt altid skovene næsten uhyggeligt obskure i mørket.
”Hvis vi rejser i løbet af natten, kan vi slå lejr om dagen. Jeg ser udmærket i mørke,” Han gik nu på siden af hende. Tempoet var aftaget en smule og det tillod hans tanker at fare. Han blev mindet om en hæglervare han engang skulle hente i Tusmørkedalen; et job der var ved at gå galt fordi han glemte at afskærme deres lejr for natten for rovdyr og de blev angrebet af et stort rovdyr han ikke kendte navnet på eller havde set før. Dyrearterne i Krystallandet var mangfoldige og talrige, og de anderledes væsner der levede i de nordligere kanter end hvor han var opvokset, overraskede ham altid i alt deres kreativitet og alsidighed. Han havde stødt på dyr han end ikke kunne have forestillet sig. Siden da, var han ofte begyndt at rejse om natten for at kunne være bedre på vagt og undgå eventuelle ubehagelige overraskelser fra mørket.

Han vovede et blik på kvinden ved hans side. Han bar det meste af oppakningen til at slå lejr og de basale fornødninger. ”Jeg har rom med,” smilte han. En kop spiritus inden sengetid skulle nok hjælpe på humøret. Hvis hun ikke ville have, skulle han nok drikke for to.

De var kun lige nået ud af byporten, da Sebian begyndte at tale op. Rory havde naivt troet på, at hendes ilter svar ville have skræmt ham væk fra at tale op, men hendes forhåbninger kom klaskende tilbage i hovedet på hende. Og hvor vovede han lige, at tage hendes planer som var det hans til at begynde med. “Ja, det var planen. Heldigt med dit nattesyn, byvagterne kunne gøre godt af den egenskab, selvom det for os kun er en fordel” svarede hun en anelse sarkastisk og underminerede dermed også, hvad han sagde om sit nattesyn. Selv hvis han var en blind rotte måtte han følge hendes spor. Dog gjorde det rejsen en anelse lettere, når hun ikke hele tiden skulle fungere som en lommelygte eller vejviser.

Man kunne vælge at følge flere stier, når man kom ud fra Dianthos porte. Nogle var mere benyttede end andre, hvilket man kunne se på vejens fodspor. Mærker fra hestevogne fulgte stien fra Dianthos til Zircon. Rory regnede med, at de fleste hestevogne kom fra Rubinen, da de i ørkenområder ofte havde flere eksotiske genstande, der ikke var til at finde i Dianthos kulde. Desuden var slaveri stadig lovligt dernede, hvilket gjorde, at varerne ofte kunne fåes for en overkommelig pris. Forskellen mellem rig og fattig var drastisk i Syden, og selvom de fattige i Dianthos kæmpede for føden, var de i det mindste ikke tvunget i arbejde. Rory havde været der engang. Hun havde set slaveriet med egne øjne og havde næsten endt som en del i handlen. Heldigvis undslap hun i sidste sekund, hvilket var derfor hun kunne stå her i dag. Siden, havde hun ikke vendt blikket mod Rubinen igen.

Rory skævede til siden, da manden atter talte op. Denne gang kom der dog nogle mere appellerende ord ud af hans mund. “Nok til to?” Spurgte hun, lagde hovedet på skrå og valgte faktisk at holde øjenkontakten med ham denne gang. Hun kunne ikke bedømme om han sagde det som et tilbud eller om han bare ville pointere, at han havde noget hun ikke havde fingrene i. Det lød som noget hun ville kunne finde på, men uheldigvis var det ham, som havde alkohol med.

Han havde besluttet sig for ikke at lade hendes dårlige facon ødelægge hans tur. Han havde heller intet stort behov for at sniksnakke konstant, så det var vel i og for sig fint nok – og gudskelov for en begrænset tidsperiode. Normaltvis nød han kvinders selskab, og de plejede at nyde hans. Lidt sang, dans, vin og musik efter fyraften nød han gerne flere gange om ugen. Det er de små ting der holder livsgnisten i gang, eller også var det bare noget han sagde til sig selv for at undgå at blive skør af den kaotiske tilfældighed der syntes at styre livets udfald nogle gange.

Til hans overraskelse responderede hun varmere på hans melding om den medbragte alkohol. Varmere var måske så meget sagt, men jo, alt mindre fjendtligt end giftig væmmelse kunne vel klassificeres som varmere kommende fra hende, baseret på hans begrænsede erfaringer med kvinden. Han slog en lille latter op samtidig med, at han bukkede sig for at passere under en væltet træstamme der hang hen over den sti de fulgte. Et blik til siden afslørede, at hun rent faktisk værdigede ham hendes opmærksomhed i et øjeblik. Han så ind i hendes mørkeblå øjne.

”Ja, selvfølgelig da. Hvilken gentleman ville lade en kvinde sidde tørstig mens han drikker sig en skid på?” lød hans svar. Han havde to hele flasker, det burde vel være nok. Han kluklo igen. ”Så er kvindelige smuglere vel ikke så forskellige fra de mandlige endda,” sagde han. ”De er også altid til at bestikke for en flaske sprut.” Han vidste at han vovede endnu en isnende tilbagebemærkning, men det gjorde ham ikke så meget. Han justerede på sin oppakning og fortsatte den monotone trav fremad.

Han var en spøjs en, ham Sebian. Rory kunne ikke helt regne ud, hvorfor hun var blevet partneret op med ham. Enten var det fordi han var en lige så dygtig smuler som hende selv, eller også var han blot den eneste, der havde sagt ja til jobbet. Den første og den bedste. Rory vidste det ikke, men valgte ikke at tænke yderligere over det. Forhåbenligt ville de ikke støde ind i en situation, hvor han skulle vise sit værd. Sidste gang hun havde smuglet med en mand, endte hun med et skadet ben. Unødvendig kamp var ikke hendes kop te, og hvis man var klog nok vidste man, at pointen var at holde lav profil sådan man slet ikke endte i sådan nogle situationer. Derfor havde Rory en lille tiltro til mænd, da de havde en tendens til at skulle vise sit værd.

“Forskellen mellem mænd og kvinder er, at kvinder faktisk ved hvor stopknappen sidder. Ligesom med alt andet føler mænd, at de skal bevise sit værd og ender med at drikke sig selv under. Måske ender jeg med at færdiggøre missionen alene, hvis du ligger og har ondt af dig selv i en grøft,” svarede hun ikke helt så fjendtligt som sit tidligere svar havde været, men nok til at han vidste, hvor de stod. Rory havde ikke tænkt sig at blive hans kammesjuk, hvor de skulle sidde og dele livshistorier rundt om et bål. Dog havde han alkoholen, så lidt påpasselig måtte hun være. Det skulle nødig være sådan, at han ville tage tilbuddet tilbage.

Hvis ikke det var fordi den nuværende arbejdsopgave påkrævede diskretion, havde han slået en latter op. ”Avs. Så fik vi den, hva?” svarede han bare, med et let grin, der afslørede at han ikke tog det tungt. Han tog sjældent den slags ting tungt. Men han var i princippet ikke uenig med hende; mange mænd besad et usundt stort ego og stolthed, der ofte påbød dem at gøre dumme ting. Det ville han nu ikke mene, at han gjorde. De fleste dumme ting han begav sig afsted med, kom af ubetænksomhed, ikke ego.

”Ja ja, du får ret, mystiske kvinde. Jeg skal nok dele min alkohol med dig, selvom du ikke engang vil give mig dit navn – ikke engang et falskt et?” sagde han, med et glimt i øjet. Han hankede op i sin oppakning og kiggede sig omkring. De var kommet længere fra byen, og mørket var blevet mere intenst, den sidste sol for længst væk. Hans øjne havde dog tilpasset sig til det, så vejen foran ham var stadig ganske tydelig. Så vidt han kunne vurdere, var hun helt menneskelig, men selv mennesker kunne have varierende grad af syn i mørke vidste han. Nogles øjne var bedre end andres. Han havde endda mødt blinde mennesker, der kunne orientere sig bedre end de fleste. Ja, folks umiddelbare fremtoning afslørede ikke altid deres kompetencer. Desuden virkede det til at hun bevægede sig helt uden problemer over det til tider ujævne terræn. Sebian spekulerede over, om han mon ubevidst undervurderede hende fra starten på baggrund af hendes køn – han opfattede ikke sig selv som sexistisk, men på den anden side, så havde han netop sjældent mødt kvinder i denne branche og han undrede sig over, om hun måske var ny? Hun virkede bare ikke uerfaren. 

Han lagde de nytteløse tanker fra sig og sukkede lidt. Det tegnede til at blive nogle lange dage. Han skulle have taget mere alkohol med.

Hun brummede lidt af hans svar og lod blikket glide hed ad det svagt belyste ansigt. Besynderligt menneske, bestemt. Det var sjældent at det andet køn tog hendes kommentarer så pænt og sågar så dem som værende komisk. Dette fodrede blot hendes teori endnu mere, da de ikke engang forstod at modtage kritik. Manden ved hendes side fandt i stedet Rorys svar morsomt, selvom det ikke direkte havde været ment som en joke. Rory besluttede sig for, at hun fandt den reaktion acceptabel. Det var bedre end hvis han var begyndt på en lang forklaring om, hvordan mænd kan holde deres alkohol bedre end kvinder, da de er større, genetik eller noget i den dur.

“Cassie,” svarede hun han som sin introduktion. Navnet havde hun brugt i flere år for at skjule sin identitet, og efterhånden kendte de fleste hende under det. Det var de færreste, der faktisk fik lokket det rigtige navn ud af hende, for hvad skulle de bruge det til alligevel? Rory havde næppe særlig mange tætte relationer, bestemt ikke nogen man ligefrem kunne kalde venner, derfor var det nemmere at lukke folk bag den låste dør og kalde sig Cassie. “Sebian er et dårligt dæknavn. Det skiller sig for meget ud af mængden,” tilføjede hun efter sin introduktion og kiggede på manden, hvis ansigt ikke var nært så lukket som sit eget.

Mørket var en af Rorys bedste venner. Ikke i en på deprimeret “jeg elsker mørke, da det reflekterer min sjæl”-måde, men mere fordi det var praktisk for hende at udføre sit arbejde, når hun var svær at identificere. I mørket havde selv byvagter svært ved at orientere sig, hvilket gav hende en fordel til trods for, at hun ikke besad overmenneskelige kræfter, som gav hende et bedre nattesyn. Rory kaldte sig et naturtalent, men det handlede nok mere om, at hun efterhånden havde lært Dianthos at kende ud og ind. Af samme grund kendte hun også ruten de gik på og kendte terranet og vidste, hvad man skulle kigge efter. Indtil videre have alt gået som smurt, altså udover at hun havde fået en partner, men alt det andet gik som det skulle. “Du kan ikke bare lokke med alkohol og ikke skænke noget op,” mumlede hun.