Jonatan stod afslappet og lænede sig let op af en af balsalens vægge, mens hans blik vandrede fra den ene Sirene til den anden. Meget var sket siden Jonatan sidst havde været til bal. Dengang havde han været hushovmester, en del af den usynlige tjenerstab der knoklede i skyggerne for at sikre alt gik efter planen, og at der ikke var en finger at sætte på noget. Alt for herskabet.
Det havde været et andet liv. Nu var han gæst selv, og en hemmeligt uønsket en af slagsen! Skønt Midvinterballet var åbent for alle så var alle stadig ikke lige velkommen. Han var ikke et sekund i tvivl om at de vagthavende ville få travlt med at eskortere de lystige Sirener ud, hvis de viste kvinderne var pirater hver og en. Og ligeså var han selv, en tanke der stadig kunne få et småfjoget smil frem på hans læber.

De festlige lejligheder, og et væddemål, havde trukket Sirenerne på land, og lige på Jonatans domæne. Han havde måske nyt det lidt for meget at klæde hele flokken på, i silke og fløj så vel som rette manerer og dansetrin. Og nu var Sirenerne sluppet løs på de intetanende gæster. Jonatan havde accepteret han aldrig stod en chance for at vinde besætningens væddemål, men han havde ikke været for fin til ikke at smide penge i puljen. Trods kaptajnen og styrmandens åbenlyse fordele, så havde han smidt sit bud på Rosá, sikker på at hendes lidt mindre frembrusende karakter og lokkende øjne. For til midvinterbal kunne et blik sige mere end alverdens scorereplikker.

Selv havde Jonatan også tilladt sig at trække i nye klæder, for der havde ikke kun været kjoler på handelsskibet der så gavmildt havde doneret kvindernes klæder. Et sæt i lys havgrøn prydede ham i dag. Let posede bukser endte i lange støvler lige under knæet, og deres simplicitet gav plads til den mere prangende jakke. Trimmet med en smal guld-kant og lukket med guldknapper, sad jakken figursyet, og fremhævede hans efterhånden mere imponerende brystkasse. Puffede ærmer splittede, og afslørede sne-hvid silke under, som havskum på bølgetoppene. Det i sig selv var et fremragende syn, men prikken over i'et var halvkappen der lå over hans venstre skulder, også trippet i guld, gav den et eventyrlystent flair til det hele.

Sirenerne var dog ikke de eneste Jonatans blik søgte. Han bar et stille håb om at finde Clara, hvor tåbeligt og naivt det end var. Det ville være farligt at se hende her, hvor hendes familie næppe var langt væk. Men alligevel kunne han ikke nægte sit hjertes suk, og suset der kom i maven hver gang han så et hornet hoved med solkysseet hår, eller hørte lyden af en hov mod det hårde gulv.

Lige siden Clara var kommet til Dianthos, der havde Clara været til hver evig eneste bal. Hver uge op til ballet blev hun forberedt. Der blev ordnet alt der kunne ordnes på hende. Hud, hår, pudset horn, og sørget for at hendes hud var blød og fin. Dette midvinterbal var dog endnu vigtigere, især for Isabel, selvom Clara ikke helt havde hele hjertet med sig. Der var begyndt at komme på tale omkring en ung adelig herre. De var begyndt at tale mere, og selvom intet officielt var på plads, så havde Isabel et håb. Clara havde overhørt nogle af samtalerne. Hvis alt gik som det skulle, så ville hun i løbet af næste år have et giftemål.
Manden der var blevet udset var venlig. Han var kun et par år ældre end hende, og selvom han intet specielt havde at tilbyde, så var det ikke et dårligt parti. Måske var han også lidt kedelig, men for få år tilbage, så var han præcis hvad Clara ville have ønsket ud af et giftemål, men desværre havde hendes hjerte sunget sange om Jonatan lige siden deres flygtige kys på kajen.

Hun var trods alt gået med til hendes mors ønsker. Hun var blevet strammet ind i et korset for at formerne blev lidt mere lige, og en havblå kjole var blevet hevet over hovedet på hende. Håret blev sat tilbage med et par klemmer, selvom det aldrig nok helt blev tæmmet. Selv hun måtte erkende at hendes mor havde gjort det godt.
Ballet var da også som det plejede, hun ko ind i salen med sin mor ved siden side, inden at de skilte sig op, og med en lille kommentar om at junkeren ville være her senere, så hun måtte holde udkig efter ham. Et smil var plastret på hendes læber, som hun nikkede, inden at hun gik ind i salen.
Selv med tyngden i hjertet, var det dog nemt at lade sig bare omslutte den festlige stemning, der var folk overalt som hun kendte. Folk hun kunne småsnakke med, og hun fik også sneget sig over til buffeten en enkelt gang for at tage lidt at spise, inden hun fik banet sig vej mod væggen for lige at spise det lidt i fred, som hendes blik gled udover menneskemængden, og pludselig var det som om at noget hamrede ind i brystet på hende, og et lille gisp undslap hende. Trods hendes lave højde, så kunne hun se manden. Et velkendt ansigt, men væsentlig pænere klædt end hidtil, og de brune øjne blev blot større, og hun var sikker på at det ikke kunne rigtigt. Var Jonatan her?

Med et stod tiden stille. Jonatans ansigt frøs mellem selvsikkert smil og opspærrede øjne som hans blik mødte Claras. Pludseligt fortrød han halv-kappen, guldknapperne og sådan cirka alle andre valg han for et øjeblik siden havde været så selvsikker og komfortable i. Hans nonchalante holdning blev stiv og kluntet som han bradt rettede sig op og tog et skridt frem - lige ind i en anden gæst der havde været ved at passere. Han gav hastige undskyldninger men stoppede ikke. Ikke et sekund turer han fjerne blikket fra Clara, af frygt for hun ville forsvinde, at det blot var hans øjne der spillede ham et puds.

Omverdenen var heldigvis mere årvågen end Jonatan, og gjorde plads som han krydsede salen med lange, målrettede skridt. Det var først da han stod foran Clara, med hjerte hamrende i brystet, at han indså at han ikke anede hvad han skulle sige til hende. Måden de havde skilte på havde levet i hans hjerte siden som en drøm, og han havde forstillet sig deres gensyn på tusinde forskellige måder, udtænkte de perfekte ord han ville sige til hende.

Men nu, hvor han endelig stod der foran hende, med munden let åben, var hans spejl blank.

Deres sidste møde var som brændt ind i Claras sjæl, og derfor kunne hun også mærke hvordan hendes eget hjerte hamrede derud af, som han kom tættere og tættere på, for jo, det var Jonatan.
Selv fandt hun sig selv ligeledes gå et par skridt nærmere, men lige på det punkt havde Jonatan været meget mere fast besluttet på at komme over til hende.

Hendes store brune øjne kiggede for en stund bare forundret op på ham, som hun tog alle detaljerne ind. Det føltes som evigheder siden sidst.
Det var dog ikke fordi at Clara havde så mange andre ting at sige end Jonatan havde, men alligevel følte hun ikke på samme måde at hendes mund var helt fastlåst. "Jonatan," navnet føltes næsten underligt i hendes mund, som hun dårlig havde ytret det siden hun sidst havde set ham. "Hvad laver du her?" Det var tydeligt at spørgsmålet var mere af forundring, og ikke fordi hun ikke ønskede ham her. Ikke som hun stod der og kiggede på ham, som om at han havde hængt stjernerne på himlen. Alle tanker om at nogen hun kendte måtte se dem, var så langt fra hendes tanker.