Hvordan dagene kunne være så ens, og dog så forskellige. Eskild havde aftalt med sin overordnet (Issac Thorne) at mødes efter fyraften, men ting var kommet i vejen og havde forsinket denne overordnet. Skønt han kunne mistænke de mange muligheder, lod han det ligge for sig. 

Fødderne stod solidt plantet på jorden og rygget op ad væggen, armene var lagt tæt over kors. Blikket fra øjnene lå blot frem for sig. Han tog sig ikke selv personligt af dette, for han bemærket ikke denne deltajle for en gangs skyld. Han havde ladet det hele summe lidt ud for sig, så han faktisk ikke tog sig af hvor gud og hver mand var. For selvfølgelig var der nogen i rummet med ham, de gik omkring, snakket og sådanne ting som folk nu gjorde. Måske til en andens uheldighed, lignede det forfærdeligt meget at Eskild så på ham. Spiste ham med øjnene. 

En kendt stemme kunne lyde og fjerne al hans fokus fra dagdrømmeriet, og han ville herefter ophæve denne alt-op-slugende trance der havde været lagt på den anden mandlige kollega. Men selv hvis de rykkede i samværd og fandt et nyt stå sted, faldt blikket blot endnu en gang mod denne mandlige kollega. Som han ikke kunne komme uden om stirren. 

"Du ved godt, du er ufattelig langsom ikke?" - "Er det fordi du skal ud til ham igen da?" stak den overordnet og lo. Eskild kunne ikke rigtig finde et svar til det og gav blot et grynt fra sig og rystede på hovedet af denne dumme kommentar. Hvis ikke hans kollegaer vidste, at han var homoseksuel, vidste de som lyttet det hvert fald nu. Men de ville nok sætte spørgsmålstegn, hvis de vidste hvem ham var. Denne ham, som nok gerne så sig fritaget og beskyttet mod ondskaben. Men han kunne måske lade sig føje med siden og lade sig give efter. Drømme af urealistisk standarter.

"Lad os nu bare få den skide øl," kommenteret han med en semi irriteret toneleje, men kunne ikke holde smilet fra sig og rystet blot på hovedet af Issacs dumheder. Hvem af de to som var det tynde øl, var svært at sige. Men en ting var da sikkert, ingen af dem ville gå hjem med nogen anden end dem selv. "Hvis du er færdig med at stirre på Alister Sølvklinge, så er jeg klar til at gå," blev sagt, som lyden af hans fodtrin langsomt begyndte at bevæge sig væk fra Eskild, som stod og fast og gav sig slev til at tænke. Han havde da ikke set på Alister, han havde jo ikke ... han havde ikke taget sig af hvor han så hen. 

Uden at give det mere tanke eller overvejelse, lod han sig blot skynde efter Issac.