Eskilds mund kunne næsten ses savle, når han fik sig et ordentligt 'kig' på de mandlige disciple. Men han beherskede sig da, der var jo intet for ham reelt at se. Ikke helt. Han havde en god idé og føling med hvordan de så ud, med alle. Det var dog ikke hvordan de så ud, som var afgørende for ham. Det var måden de gik på, trak vejret ind og hvordan de snakkede. Deres tale mønster.
“Hvorfor bevæger vi os ikke bare ned i det centrale, måske kan vi få noget at lave dér” spurgte Eskild den erfarne Issac. Han sad på af de lavere stenmure, fødderne hang og dinglede, mens hænderne var solidt placeret på murstens kanten så han kunne have en føling med hvad der skete omkring sig.
Vinden trak en anelse i det løsthængende hår. “Eller måske til havnen,” bare de havde et eller andet at tage sig til. Alt var bedre end bare at sidde og vente omkring for morskabens skyld.
Men Havnen havde god potentiale i at skaffe dem nogle penge, for der skulle efter sigende være gode handler at gøre sig der. Issac havde evne for at udse sig mulighederne, Eskild kunne afgøre om de var troværdige eller ej.
Kirkeklokkerne ringede, så fuglene begyndte at lette for sig, men kun indtil de kunne sætte sig igen. (Dette var et eksempel som Eskild ikke kunne se for sig. Han kunne fornemme bølgerne ramme muren som gav ham et tydeligt billede for hvordan fuglene lod sig let sig, samt deres baskende vinger. Men han kunne ikke sige hvor de var i luften, men samtidig kunne han fornemme når de også lod sig lande på jorden igen. jordens indre vibrationer (som jo også var en form af bølger) og lydbølgerne. Alt handlede om tryk- og lydbølger helt ned til det mindste.)
Men klokkerne betød også at de disciple kunne komme ud fra templerne for en god stunds tid.