Men i dag, var en dag hvor Sif gik på marked med hendes yngste søn i armene, og hendes ældre børn der gik foran hende hånd i hånd. Begge børn med et kandiseret æble i den anden.
”Se mor! Man kan ride på æsler derover!” før at Sif kunne nå at sige noget, havde Nanna allerede givet slip på Adrian og løb mod stedet. ”Nanna!” råbte Sif efter hendes eneste datter, der straks forsvandt i den store mængde af mennesker. ”Ved alle guder, hun gør mig gammel før tid” mumlede hun sagte, og skyndte sig over for at tage Adrian i hendes frie hånd og fulgte så godt hun kunne efter den unge pige. Men da hun stod i mængden og kiggede rundt, var hun ikke til at finde. ”Nanna!” råbte hun igen, men pigen der lignede hende, som var hun snydt ud af næsen, var ikke til at se.
Nanna havde mistet æslerne af syne og måtte konstatere, at det nok slet ikke havde været nogen man kunne ride på til at begynde med. Med et irriteret udtryk lagde hun armene over kors og vendte sig rundt for at finde sin mor—som var væk.
Men i stedet for at gå i panik, havde hun lært at hun skulle finde en byvagt og bede om hjælp—men det så ikke ud til, at der var nogen omkring i blå uniform. Med hurtige skridt begyndte hun at lede, indt til at hun så en, der måtte være en eller anden form for vagt—eller, ordensmagt, eller hvad det nu hed!
”Du der” hun greb omkring hans rober og kiggede op på manden med tofarvede øjne ”Jeg kan ikke finde min mor, kan du se hende der oppe fra?” spurgte hun og pressede læberne sammen mens de blå øjne blev om muligt, endnu større.

Krystallandet
