Den sidste uge havde virket så lang. Selvom Phillippe havde forsøgt at fordybe sig i arbejdet, var tankerne alligevel igen og igen vendt tilbage til skænderiet med Nicola. Flere gange havde han tænkt over hvad der var blevet sagt og gjort i skænderiet. Hvad der ikke var blevet sagt og gjort. Og hver gang var han blevet mere og mere bitter. Han var godt klar over Nicola ikke forstod ham. Han var godt klar over at Nicola ikke var okay med de ting han havde gjort. Alligevel havde Phillippe bare svært ved helt at acceptere at han bare skulle finde sig i de ting Nicola havde sagt under deres skænderi. 
 Kærlighed er ikke altid nok. Måske havde Nicola ret. Han var begyndt at tvivle på, om han kunne være okay med at Nicola virkede så utaknemlig for alt det han gjorde for ham. At Nicola ikke kunne acceptere at Phillippe var sammen med en der gjorde ham ondt, mens Nicola selv frivilligt var taget tilbage til netop samme mand. At han havde været så ligeglad med at Phillippe var blevet gennembanket og havde set Enzel tage livet af en fremmed. Hver gang minderne fra den del af aften sneg sig forbi Phillippes sind, blev han efterladt våd af klamsved og en spand fyldt med hans maveindhold. 

 Derfor havde snedkeren også fået nok, da hovedpine og ubehage nægtede at forlade hans krop. Han vidste hvad det betød, og han magtede bestemt ikke at skulle bekymre sig om Katarina Jahnson også. I et forsøg på at lukke lidt af for det hele, var han taget på kro, hvor den ikke havde fået for lidt. Jo mere alkohol han havde fået indenbords, jo flere af kroens gæster blev der lagt an på. 
 Sent hen mod aften, ja nærmere mod natten, forlod Phillippe kroen med en meget målbevidst plan i hovedet. Han skulle hen og fortælle Nicola at han faktisk ikke fandt det okay, at han havde været så ligeglad med Phillippe og hans følelser, og at han bare var taget tilbage til Enzel, som om det de to havde, ikke betød noget som helst. 
 " Nicjola, hvis jeg ikke må knjalde Enzzzel, sjjjåå må du heller ik-hik! " snøvlede den langhårede snedker for sig selv, som han vaklende gik ned af gaden, mens øvede han sig på hvad han ville sige til halvpanteren når han nåede Enzels bordel. 
 " Jaahhh.. " Den tilfredse mumlen blev undertrykt med et voldsomt nik og et sløvt, men accepterende smil. Det var det han ville sige! Nikkens voldsomhed gjorde dog Phillippe en smule svimmel, hvilket fik han til at snuble lidt til siden.
 " Wuuoaaw! " Flere sløve skridt blev taget til siden, i et forsøg på at redde sig selv fra at ende med at rode rundt nede på jorden. Det ville dog nok kræve andre end ham selv, at redde sig fra den skæbne. 

 Det var en kold aften. Nu var det igen blevet tiden hvor dagene blev kortere og nætterne mørkere. Romeo kunne slet ikke fatte at det var blevet December allerede. Endnu en fødselsdag havde passeret, og efterladt Romeo et år ældre end sidst. 
 Ikke at meget havde ændret sig på et år for ham som sådan. Ingen ulykker havde hændt ham heldigvis, hans forbandelse forsat holdt i skakmat af hans nøje overvejelser når det blev fuldmåne, og derfor påvirkede hans forvandling aldrig andre end ham selv. 

 Han var stadig ligeså træt som altid. Det var som om hans render under øjnene var blevet mørkere, og øjnene mere tunge. Nogle ville sige at trætheden kom med alderen. Men Romeo havde været træt længe. Romeos træthed kom af hans mareridt, og evige stress der prægede hans væsen. Det var lige før han havde fået en permanent panderynken af al den bekymring han bar rundt på.

 Dog var han ikke i alt for dårligt humør i dag. December bragte altid en slags håb med sig. Folket var mere glade, helligdagene var på vej og det var generelt bare en hyggelig tid med den pynt der dækkede gaderne. Måske det også snart ville sne? Det var dog ikke helt frost grader endnu. 

  For at holde på varmen var Romeo iklædt en uldjakke, og på hovedet bar han en ulden hue. Om halsen havde han viklet et tykt halstørklæde om sig. Han havde lange bukser på, og hans støvler var foret. Hans klæder var mørke, en kontrast til det ellers lyse tøj han bar når han var i præsteklæderne. 

 Imens han vandrede, dybt beskæftiget af sine egne tanker, kunne han høre en snaldret stemme lidt længere nede ad gaden. Det lød som om det var een som var ved at tale med sig selv. 
 Mere bed han dog ikke rigtig mærke i dét. Skikkelsen og ham nærmede sig hinanden. Romeo kiggede forbi, af hvad han antog, var en meget fuld mand, og havde al intention om at gå forbi ham og lade staklen være i fred. Det var først da denne væltede, at Romeo ud af ren refleks fik grebet om manden i et forsøg på at redde ham fra sin skæbne. 

"Hov, pas på." Fik han rømmet sig og havde et godt tag på personen. Han smilede anstrengt, men øjnene var venlige, overbærende. Det var først nu hvor han fik kigget rigtigt på den anden, at det gik op for ham hvem det var han havde fat i. 
  
 De grå øjne kunne han umuligt glemme.

  "Phillippe." Kom det chokeret fra ham. Han kunne mærke en sten i maven af skyldfølelse. Deres.. afsked var ikke just den gode af slagsen. Romeo havde ofte tænkt på snedkeren, men turde ikke at opsøge ham igen. Faktisk havde han prøvet at undgå at komme de steder hvor han troede at han ville rende ind i Phillippe - Aldrig havde han forestillet sig at hvis de skulle mødes igen, var det på sådan en måde. 

  " Oh! " lød det overrasket fra Phillippe som han styrede mod jorden, og mærkede det som en stort sus gennem hovedet. Phillippe forventede at ramme jorden - på et tidspunkt - men selv med hans langsomme reaktionsevne tog det evigheder før han ramte jorden. Det tog lidt tid før Phillippe fik fokuseret blikket, og opdagede at han var blevet grebet. 

 " Mmmh.. Præjste far Romeoeo! " brummede snedkeren glædeligt da han så hvem der var hans redningsmand. Han klukkede lidt, og fik møvet sin arm om præsten, og lagde hovedet ned på hans skulder. Det viste sig dog at Romeo var utroligt varm - noget Phillippe ikke var, for han havde ikke pakket sig super godt ind inden hen tog på kroen. Eller havde han glemt sin uldkappe på kroen? Phillippe kunne ikke huske det, men det var også lige godt, for der var jo dejlig varmt her! Han trykkede derfor ansigtet mere ind mod Romeos hals, og sukkede tilfreds. 
 " Du' varm! " Lige nu havde han glemt alt om hvad det var han egentlig skulle. I stedet kom han i tanke om deres første og sidste møde, og kom til at tænke på at han havde lovet at gøre det til en tradition at de skulle ud og bade. Derfor løftede han pludseligt hovedet for at se på Romeo - uden nogen fornemmelse af afstand eller privatsfære. 
 " Er det nu-hik-vi skjal bade? Tilllllllykkkke! " Phillippe smilede stort, men hovedet ikke helt kunne holde sig stille, og det vippede en smule i alle retninger.

 Phillippe pakkede sig tæt ind til Romeo, hvilket fik præsten til at stivne forskrækket. Da han formodede at den anden havde fat om ham, slap han langsomt grebet om snedkeren. Han rynkede brynene forvirret og lod sine hænder svæve ud fra den andens overarme. Hans egne skuldre, en smule strammet op af anspændthed.

 Romeo blev helt perpleks. Den varme imødekomst kom bag på ham, og hans blik skævede ned mod Phillippes ansigt der nu gemte sig ved Romeos hals. Hans ånde kildede ham, og gav ham gåsehud der langsomt kravlede ned mod hans kraveben. Præstens blik flakkede nervøst rundt. Romeo stod bare dumfundig i stilhed, imens tusinder tanker fór gennem hans hovede. Han var ikke vred mere? Hvordan har han det? Hvor har han været?
  Han kunne lugte alkoholen fra den anden, og bemærkede at han heller ikke var ordentligt klædt på til dette vejr. En beymkret panderynken tilsluttede sig hans allerede permante rynker i panden. Phillippe kunne jo blive syg hvis han gik herude uden at være ordentligt klædt på. 

 Deres blikke mødtes, og det var som en mavepuster for præsten. De grå øjne gnitrede som fyrværkeri, en stor kontrast til Romeos trætte blik. 
  Overrasket, over Phillippes halvforkvakkede og muntre forespørgsel om badning, fik ham til at komme med en halvkvalt klukken. Lettelsen skyldede over ham, og hans skuldre sank. Han lod nu sine hænder røre Phillippes overarme. Han glemte alt om formelle tiltalelser.
 "Du er jo fuld." brummede han mildt og kærtegnede hans arm. Han er er fuld. Han smilede skævt til den anden. 
 "Hvor er dit overtøj? Du er vel ikke gået ud i den mundering?" Han sluttede ham lidt tættere ind til sig igen for at støtte hans hovede med sin skulder, så det ikke væltede for meget rundt. 

 " Og mere til! " kommenterede Phillippe muntert med et endnu større smil, da der blev kommenteret at han var fuld. Hvilket mindede ham om hvorfor han i det hele taget var udenfor.
 " Vi ska' på bårdellet! " Udbrød han og begyndte pludselig at gå, stadig med et greb i Romeo. Han stoppede dog op da der blev spurgt ind til hans påklædning og Phillippe kiggede ned af sig selv, og derefter bagud hvorfra han var kommet. 
 " Ehm.." brummede han overvejende, inden han på skuldrene. Han vidste ikke svare til nogle af spørgsmålene. Det var jo også lige godt, for nu var Romeo der, og så kunne han varme Phillippe. Den frie hånd flyttede sig op til præsten brystkasse, hvor pege- og langefinger "gik" lidt op af brystkassen.
 " Men nu er dju heeer! Så holder du mig varm-hik! " Der var noget flirtende over hans blik som han så op mod Romoes øjne. Phillippe havde tydeligvis i øjeblikket glemt alt om hvordan de skiltes sidst. 

 " Kom så! " Udbrød han så, og hev Romeo med sig igen. Eller prøvede i hvert faldt - i Phillippes tilstand krævede det lidt at Romeos faktisk var villig til at gå med. 
 " Nicolja skal ikke knnnalde Enzzzel, hvis jeg ik må! " forklarede han, mens han forsat prøvede at gå Romeo med sig. Nu havde han jo hjælp til at gå den rigtige vej! Det var svært gå den rigtige retning når vejen sådan drejede rundt og hele tiden dele sig i to-tre vejen.

 Romeo stod som en søjle i jorden da Phillippe prøvede at hive ham med sig. Phillippe var både et hovede højere end Romeo, samt stærkere når han lagde kræfterne i, men i sin fuldetilstand, var det ikke mere end et par puf og svaj præsten mærkede. Han gned sig overvejende mellem brynene, og håbede at det på en eller anden måde ville give ham mere klarhed. Han kunne slet ikke forstå hvorfor det var bordellet Phillippe skulle hen til. 

 Dog nåede Romeo ikke at spørge, da fokuset istedet blev flyttet til Phillippes påklædning, eller mangel på samme. Han fornemmede dog at det var en tabt kamp - Phillippe var simpelthen for væk til at kunne komme med noget som helst brugbart svar. Istedet kom han med en af sine vittige kommentarer.
  Romeo slog hurtigt blikket ned til de legende fingre der gik op ad ham, og han sank en håbløs klump. 

 Han trak sig et par centimeter for at undgå at blive rørt på sådan en måde af Phillippe. Godt nok havde Romeo haft mere end rigelig tid til at få genopbygget sine mure når det kom til uønskede følelser og nærhed; så det hul Phillippe havde efterladt i ham dengang, gjorde ikke lige så ondt nu som det kunne have gjort. Men det skadede ikke at være påpasselig - han vidste hvilken påvirkning Phillippe før havde haft på ham; så de skulle nødig ende ud i den samme situation igen. 

 Romeo prøvede at ignorere den andens flirten, og i det han trak sig fra Phillippes kærtegn, tog han med det samme sin uldfrakke af med et bekymret suk. "Kom her." Han lagde frakken om Phillippes skuldre, og knugede den tæt til ham. "Tag den her på, så du ikke bliver syg." Romeo havde en mørk striktrøje under frakken. Det var ikke fordi han frøs særlig meget alligevel - grundet varulven i ham, frøs han sjældent. 

Da han blev hevet i igen, måtte han sætte hælene i. "Hvad?" Romeo så forvirret på den anden. Hvad snakkede han om? Han rynkede på næsen - der var tydeligvis noget historie som Romeo selvfølgelig ikke kendte til. De havde trods alt ikke set hinanden i et år.. og, ja - så kendte han jo egentlig heller ikke Phillippe. Selvom det føltes sådan. Men han var ret sikker på at han hørte ham sige ordet knalde. Og at det var med nogen som han ikke måtte knalde med. Romeo følte sig en smule harm, men han kunne ikke helt forstå hvorfor.  

"Jeg synes lige vi skal tage den med ro, Phillippe." Han havde stadig fat i ham, så snedkeren ikke væltede, "Er det ikke bedre at jeg følger dig hjem?" Det var mere et påbud end det var et forslag. 

 Ud af det blå kom der en frakke om Phillippe, og selvom varmen den gav var værdsat - han havde ikke lagt mærke til han var koldt før - gik han alligevel en surmulende grimasse på ansigtet, og skulede lidt til præsten. 
 " Det var ikke-hik sårn jeg mente.. " brokkede han sig men trak alligevel uldjakken godt om sig. 

 Phillippe var egentlig klar på at de skulle begynde at gå mod Enzels bordel, men som han begyndte at gå og hev Romeo med sig, var han i stedet ved at falde, da den anden ikke gik med. 
 " Hey!  " lød det anklagende fra snedkeren, der så tilbage på Romeo. 
 "Men det eeeerr ikke rettt..færdigt!" Det var på ingen måde okay hvad Nicola havde gang i, og lige nu kunne han slet ikke se hvor dårlig en ide det var at troppe op på bordellet. Med tanker, ord og handlinger lidt uden af takt, flyttede Phillippe en finger op til munden - eller han prøvede, det var nemlig ikke helt nemt at ramme munden! Og så tyssede ham, mens han stod og svajede. 
 " Men Enzzzel må ikke vide nojget! " Phillippe smilte skævt og grinte lidt over det, og han hev sig fri fra den andens greb og begyndte i stedet at gå selv, nu hvor præsten ikke ville med. Man skulle da også klare alting selv! 

 " Jeg tttager dig gjerne med hjem bag-hik-efter, " man kunne næsten høre det charmerende og legende smil i Phillippes ord, som han vaklende var på vej videre, nu han ikke fik noget hjælp. Den ene arm løftede han slasket højt op i luften - en forsinket afvisende viften med hånden til at han skulle tage det roligt. Det var dog en bevægelse der slet ikke var kontrol over, og med så lidt kontrol Phillippe havde over sin krop lige nu, resulterede det i at han fik overbalance, trådt skævt og han endte jo jorden, lige så lang han var - få skridt fra Romeo for længere var han ikke nået. 

 Phillippe fik revet sig ud af Romeos greb, og istedet for at forsøge at tage fat i ham igen, lod han sine arme falde ned langs sine sider, og så vurderende på snedkeren. "Phillippe.." brummede han udmattet og viftede hjælpeløst med hånden som mangel på bedre. Han kunne tydeligt fornemme at den anden var vred, og såret over et eller andet der havde fundet sted.. noget der havde at gøre med denne Nicola, og Enzel. Hvem de så end var. Romeo sukkede dybt, og lod en hånd glide bag sin hue. 

  "Hvis det er så vigtigt, kan det sagtens vente til imorgen når du er ædru." Han havde ikke rykket sig ud af stedet, og så træt efter Phillippe som knapt nok kunne finde sin mund i ansigtet da han skulle tysse. Han var ikke irriteret på den anden, bare utrolig bekymret for, hvad end Phillippe havde for, at han ville komme galt afsted. Kald det altruisme.. men Romeo kunne ikke bare stå og se til at Phillippe kvajede sig, eller kom til skade. 

 Romeos hjerte snørklede sig sammen da Phillippe snakkede om at tage ham med hjem bagefter. Tonelejet havde en slet hentydning, og under normale omstændigheder ville Romeo have fundet det charmerende, men lige nu kunne han ikke se Phillippe som andet end en der havde brug for hjælp. Han tog en dybindånding for at berolige sig selv og rømmede sig. Han er fuld. Fulde folk siger ting de ikke mener.
 
 Han nåede kun lige at tage et skridt mod Phillippe, da han så styrtet ske. Det kunne han have forudset, men forsent var det. "Phillippe!" lød det forskrækket fra ham, og hans grønne øjne svømmede af bekymring. Han kom hurtigt ned til snedkeren for at undersøge hvad der var sket. Det var ikke et pænt fald. "Gør det ondt?" lød det oprevet fra ham. Han fik nogenlunde styr på Phillippe, og ville hjælpe ham op at sidde, så han kunne se ordentligt på ham. Hans blik flakkede op og ned ad ham. 

 Der nåede ikke at komme et svar fra Phillippe inden han faldt, han havde ellers styr på hvad han ville sige til hvorfor det ikke kunne vente. Det var jo meget vigtigt! Der var fart på faldet, og Phillippes reaktionsevne kunne være bedre, men han nåede at tage fra med hænderne så han ikke hamrede hovedet i jorden. En smertefuld lyd forlod ham da han ramte jorden, og fordi det gjorde ondt, valgte han at tippe til siden og med at ligge. Det var bedre!

 Helte Romeo var som et lyn henne ved ham, og Phillippe smilede skævt over det. Hans helt! Phillippe løftede den ene hånd fra sin liggende position for at stryge Romeo over kinden - en taknemmelig gestus - med et kærligt glimt i øjnene. En hånd der havde fået en stor hudafskrabning, ligesom den anden hånd og begge knæ. Hvis bare han havde haft arbejdstøj på, havde knæene været okay. 
 " Men jeg eeeelsker ham jo.." Sukkede han. Det var det forsinkede svar til hvorfor han ikke kunne vente. 
 Lige nu kunne Phillippe ikke rigtig mærke det gjorde ondt, og da Romeo begyndte at hjælpe ham op at sidde, lod Phillippe ham. Uldfrakken var faldet af ham, og lå nu på jorden, og da Phillippe vendte hovedet for at se på den, begyndte han at grine. Han så tilbage på Romeo og lænede sig en kende frem, med et legende glimt i øjnene som han hviskede.
  " Det er ligesom sjidst, " Et skævt, charmerende smil spillede på hans læber som han langsomt lænede sig mere frem, uden at fjerne blikket fra Romeos. 

 Romeo forsøgte hurtigt at få overblikket, så han kunne konkludere hvor slemt det stod til med Phillippe. Hans hænder var blevet røde af hudafskrabninger, men heldigvis så det ud til at de havde taget så meget fra i faldet, at det havde efterladt Phillippes ansigt uskadt.   Hans øjne gled ned ad snedkeren og så beskidte mærker fra faldet på hans knæ. Havde Phillippe ikke været plørefuld, ville han nok være i mere smerte, end han lod til at være. 
  Heldigvis virkede alkoholen som et bedøvende middel på Phillippe, nok til at han ikke var i voldsom smerte lige nu. 

 Af ren refleks tog han sin egen hånd op til Phillippes der kærtegnede Romeo. Han fik forsigtigt fat i den og fjernede den fra sin kind og havde nænsomt fat om mandens hænder. 
  Han lyttede til den andens kvækken om at han elskede nogen, men valgte at ignorere det og sagde istedet "Det var et grimt fald, kan du bevæge benene?" Hans bryn var forsat i den evige rynken, men han talte roligt til den anden. 

 Phillippe begyndte bare at grine istedet, og Romeo kiggede hen i retningen af hvad det var han pludselig fandt så sjovt. Uldfrakken var faldet af ham, men det gav ikke rigtig noget svar på hvad det var den anden morede sig over. Romeo forsøgte at række ud efter den så han kunne få den om Phillippe igen. 
 Han stivnede dog i sin bevægelse og blinkede et par gange, da Phillippe hentydede til deres sidste møde. Så det var derfor han grinte.

"Mhmm.." brummede han anspændt og bed sig i indersiden af sin kind. Deres øjne var låst fast på hinanden, og han slog kort blikket ned på den andens læber for at forstå hans intentioneR. Hvis han ville kysse, kunne han godt glemme det. Han sukkede tungt og strakte sig henover Phillippe, for at afvise hans tilnærmelser, og tog fat om frakken så han kunne få den på ham igen når de på et tidspunkt kunne komme op at stå. 

"Phillippe, hvor langt væk bor du herfra?" Sagde han i et toneleje der bad Phillippe om at fokusere nu.

 Phillippe kiggede lidt fra Romeo og benene et 
par gange, inden han smilede skævt og rystede lidt på hovedet over det. Selvfølglig kunne han da bevæge benene... Havde Romeo ikke lige set han gå? For at visse han kunne, lavede Phillippe efter et øjeblik nogle spjæt med benene, for de havde det jo fint! Det var bare vejen der havde spændt ben for ham!

 Snedkeren var klar til at de skulle kysse. Han var klar til at presse deres læber sammen og forsætte hvor de slap sidst, og da Romeo lænede sig frem lukkede Phillippe øjnede og spidsede læberne. Han ramte dog aldrig et par bløde læber, og da det blev snakket til han åbnede han øjnene med et forvirret udtryk og trak sig lidt tilbage. 
 Om han boede langt væk? Phillippe begyndte at smile skævt igen, et charmerende glimt i øjnene. Så det var med den på? Phillippe så omkring sig for at få et lille overblik hvor de var, men ikke lige i nærheden af hvor han boede. Hånden løftede sig og viftede i en eller anden retning mod Den Nedre Bydel hvor der lille værksted gerne skulle være.
 " Der ovre! " Phillippe havde glemt alt om han skulle snakke med Nicola, og var nu i stedet fuld fokuseret på at få Romeo med hjem - eller i hvertfald så fokuseret han nu kunne være. 

 Ivrig efter at komme tilbage til det lille værksted, begyndte han at vende sig rundt, så han kunne komme op og stå. Først prøvede han at komme op og stå på alle fire, og derfra - med lidt besvær og noget usikkert - kom han op at stå på det ene ben og derefter det næste, hvis da fik lidt støtte, ellers ville han nok vælte.

 Romeo så godt antydningen af et kækt smil forme sig om Phillippes læber, og han skulle da også lige til at understrege at der altså ikke var nogle bagtanker ved det han havde sagt - men han orkede ikke engang at sige ham imod. Hvad nyttede det at diskutere med en fordrukken mand? Han var jo uden for rækkevidde. Romeo tog en dybindånding i et forsøg på at kontrollere sig selv. Nu var det bare vigtigt at få Phillippe hjem. 

Og han håbede virkelig at Phillippe kunne få dem hjem uden svinkeærinder - men Jøsses! Manden kunne jo ikke engang blive enig med sig selv om hvorhen han skulle pege. Romeo gned sig i ansigtet for at finde styrke. Måske havde det været bedre hvis en anden havde fundet snedkeren og hjulpet ham - Det virkede som en syg vittighed at det lige præcis var Romeo der fandt ham. Men nu havde han fundet ham, og derfor kunne han ikke bare forlade ham igen. 
  "..Okay" sukkede han tungt. Hans bryn pegede håbløst opad, imens han prøvede at finde ud af hvilken retning Phillippe havde ment der var vejen hjem.

 Det var som om det havde sat et eller andet ivrigt igang i Phillippe da han nu, akavet, prøvede at komme op at stå. Hvilket gjorde han puffede ind i Romeo med sin krop, primært numse, da han kom op på alle fire. Men Romeo flyttede sig med det samme og kom hurtigt op at stå for at tage imod Phillippe så han kunne komme ordentligt op at stå. Han greb hurtigt frakken igen, og lagden den om snedkeren. "Sådan.." Han så ham alvorligt i øjnene imens han fik placeret frakken - hans hænder havde stadig ikke sluppet den. "Så.. Phillippe. Nu er det vigtigt du får os hjem til dig. Jeg kan ikke selv finde derhen, okay?" Han lod dog blikket glide ned på snedkerens næse, da han var bange for at blive for tryllebundet af at se i den andens øjne. 

 Romeo lod blikket møde Phillippes og det alvorlige udtryk den anden havde, fik Phillippe til at rynke panden og se lige så alvorlig ud - eller han forsøgte i hvertfald. Han lyttede til Romeo, og lige så stille blev det alvorlige udtryk til et skævt smil og det var tydeligt at se Phillopes tanker var et helt andet sted end Romeos. Han havde jo uden held, forsøgt at score på kroen, så alt han kunne tænke nu var at der var gevinst.
 " Phillippe til tjeneste! " Lød det muntert fra snedkeren og han lagde an til at gå, satte foden frem til at tage det første skridt. Dog, så snart Phillippe lagde vægten på foden, lød der en underlig lyd fra Phillippe, der nok bedst kunne beskrives som et smertestøn. Benet knækkede sammen under ham og han greb ud efter Romeo for ikke at falde igen. 

 Phillippe knugede sig ind til Romeo og stirrede anklagende ned på jorden. 
 " Jeg tror min fod er død.. " Brummede han utilfreds, inden han så op på Romeo, der nu var meget tæt på. Blikket fandt den andens og et øjeblik stod Phillippe bare. 
 " Jeg tror du er nødt til at bære mig, " Det blev næsten hvisket ud, og Phillippes ene mundvig trak sig en smule op. Det ville være et kønt syn..

 Romeo kunne ikke andet end at stole på fulde Phillippe, så de begyndte at gå stille og roligt mod det han håbede var hjem. Men pludselig hvinede Phillippe i smerte. 

 Havde Romeo ikke været øjenvidne til Phillippes grimme fald tidligere, ville han næsten tro at dette var endnu et trick for mere kropskontakt. Men smerten i den andens øjne var reelle. Romeo så stadig alvorlig ud, så var han altså kommet til skade.. hans bryn pegede opad, ærgerlig over at han ikke havde været hurtigere til at gribe ham tidligere. 

 Deres næse kontakt var meget tæt, og Romeo havde et godt tag i den anden så han ikke faldt igen, eller skulle støtte for meget på sin dårlige fod. Han prøvede virkelig at ignorere hvordan de omfavnede hinanden lige nu. 

 Og da Phillippe foreslog Romeo at han måtte bære ham, undslap han en kort, hæs latter af forbavselse. Denne aften blev mere og mere ufattelig. 

 Phillippe var heller ikke en lille mand. Det var ikke sådan at Romeo bare kunne svøbe ham op i sine arme og løbe afsted med ham. Og skulle han have ham på ryggen.. Romeo kunne lige se det for sig. "Du kan slet ikke gå hvis du bare støtter dig opad mig?" Prøvede han håbefuld, og knugede sin hånd i uldfrakken der lå om Phillippe. Hans hjerne knagede for at finde en løsning. 

 Romeo ville jo godt kunne bære ham hvis det var den eneste mulighed. Han havde heldigvis styrken. Han ville bare virkelig gerne undgå det.

 Trods sin fulde tilstand, vidste Phillippe godt han nok skulle komme tilbage til værkstedet selvom foden gjorde ondt. Om end ikke andet kunne han kravle! Men at have Romeo til at løfte sig, at være helt tæt på ham, og måske bløde ham lidt op mens de gik, det klagede han da ikke over. 
 " Så døøør jeg! " Overdrev Phillippe. Brynene rynkede sig i en ynkelig grimasse - ikke en han kunne holde længe, men længe nok til at sige de tre ord. Mundvigene trak sig op igen, og afslørede at det nok ikke var så dramatisk som snedkeren fik det til at lyde. Gik den, så gik den! 

 Et mere flirtende og charmerende glimt fandt vej til de grå øjne, og Phillippe lænede sig en tand tættere på, dog uden at de ville komme til at røre hinanden. 
 " Ellerss må du jo bare tage dig ekssstra godt af mig, efterfjølgende.." Phillippe hviskede ordene, og løftede det ene bryn. Blikket flyttede sig kort ned mod præstens læber inden de landede mod Romeos blik igen, og Phillippe blinkede kort med det ene øje. Normalt var Phillippe ikke så aggressiv, men spruttet fik altid de lidt værre sider frem hos ham - ikke at han ville tvinge Romeo til noget han ikke ville! Men han kunne jo mærke den anden havde lyst! Et eller andet sted..

 Det var nok ikke så slemt som Phillippe fik det til at lyde. Ingen var døde af lidt smerte i foden - medmindre der selvfølgelig gik koldbrand i den.. men det var en helt anden snak. Snedkeren havde højst sandsynligt enten forstuvet, eller brækket noget omkring foden. Skulle han gætte; var det nok anklen den var gal med. Romeo kunne da også godt se at Phillippe ikke kunne holde den dramatiske mine meget længe, og smilede istedet. Hvilket fik præsten til at smile opgivende med et fnys. 
  "Aha.." sukkede han med et anstrengt smil. Han rystede kort på hovedet af hele situationen, og tanken om at skulle bære den anden hjem på ryggen. Isari giv mig styrke.

 Romeo forsøgte at trække hovedet til sig som en skildpadde da Phillippe lænede sig tættere på. Og den lidt snaldrede hvisken, efterfulgt af blikket på hans læber gav ham ufrivillig gåsehud.
 "Du er for meget." sagde han med hagen trukket helt ind til halsen så den anden ikke kom for tæt. Han smilede skævt, men den alvorlige panderynken var der endnu. Han ville ikke påvirkes til at kysse ham! Romeo var ovre det. Men alligevel blev hans ører røde af affektion for Phillippe. 

Et opgivende suk undslap hans læber, han havde vel intet andet valg. Normalt ville han have brugt sin heling på Phillippes fod - så kunne de komme hurtigere hjem. Men det var koldt, og evnen fungerede bedst når der var hud mod hud. Og det var heller ikke noget der bare foregik på to sekunder. Romeo skulle koncentrere sig, og han skulle have tid. Det kunne ikke lade sig gøre her.
  "Så kom her." brummede han ubehjælpeligt og bukkede sig lidt forover så Phillippe kunne kravle om på ryggen af ham. Han sørgede stadig for at støtte ham så han ikke væltede.

 Romeo trak sig, igen, men det slog ikke Phillippes humør ned. Romeo trak sig aldrig helt væk, eller gjorde det hastigt som han brændte sig. Det var langsomt, overvejende. Så da der blev kommenteret på det smilede Phillippe og trak hovedet lidt tilbage, mens han løftede den ene hånd og prøvede at vise "lidt" med tommel og pege fingeren.
 " Men du kan li-hik-lide det! Bare en bjette smul! " Phillippe grinte lidt og stillede sig helt normalt, og slap sit greb lidt mere og Romeo, nu var han jo ikke ved at vælte mere. 

 Da præsten sukkede, løftede Phillippe afventede begge bryn, og så til som Romeo bukkede sig lidt forover. Phillippe flyttede dig ikke på sig i første omgang, og stod i stedet og betragtet synet af den foroverbøjede mand. Det så han gerne igen. Med et haltende skridt trådte Phillippe tættere på Romeo - nok tættere end han behøvede - lagde hænderne mod den andens skuldre, og Phillippe gjorde et lille hop, så han kom godt op på Romeos ryg.
 " Hyp hyp, min lille præstefar! " Udbrød Phillippe muntert og gav præsten et lille klap på hoften - det var i hvert fald er han forsøgte at ramme. 
 Phillippe holdt ved Romeo med benene, så han ikke gled ned, og et i øjeblik hang han bare på ryggen af præsten. De nåede dog ikke mange skridt før Phillippe lænede sig frem så hagen hvilede mod Romeos skuldre og munden var ud for den andens øre. 
 " Så kan du få en ridetur på mig senere.." hviskede han ind i øret på den anden, og trak langsomt hovedet til sige igen. Mon præsten bare ville smide ham, for at tage afstand nu?

 Romeo ville aldrig indrømme at han kunne lide det. Men desværre for ham, så kunne han jo godt lide det. Det var meget atypisk ham, men Phillippe var også en af de få, hvis ikke den eneste, der nogensinde var kommet så tæt på præsten, som dengang i templet. Snedkerens latter fik ham selv til at smile svagt - Det var den andens gode humør der tiltalte ham så meget. 
 "Du er fuld." sagde han mildt, som en påmindelse til Phillippe- men det var lige så meget til ham selv. Gad vide hvor meget han overhovedet ville huske af denne nat? Ville han huske at Romeo havde hjulpet ham? Underbevidst håbede han det. 

 "Kommer du op?" Spurgte han og viftede lidt med sine hænder i sin foroverbøjede tilstand. Han skævede hen på Phillippe som lignede at han stod og betragtede ham. Hvilke tanker der mon strøg igennem den andens tanker? Det kunne ikke være noget uskyldigt. Romeos ører blev mere varme. 

Anstrengt fik han fat i Phillippes ben da han kom op på ryggen af ham. Han forsøgte alt hvad han kunne at holde alle andre steder end på numsen, så han endte et eller andet sted med sine hænder på Phillippes baglår. Han fik godt fat, og hankede op i ham som hvis han var en rygsæk. "Uff.." Kom det anstrengt fra ham, og han spændte op i musklerne imens han fik ordentligt fodfæste. Han følte at han skulle til at kløjes da Phillippe lystigt kaldte ham Præstefar - og han kom med et akavet host inden han begyndte at gå med den fuldvoksne mand på ryggen. Han kunne mærke at dette allerede ville blive en lang nat. 

De var ikke nået mange skridt før Phillippe hviskede ham i øret. Snedkerens ånde sendte vibrationer helt ned til Præstens mellemgulv - og han kunne mærke nakkehårene rejse sig. Uvilkårligt klemte han hårdt om Phillippes lår, og han måtte lukke øjnene et sekund for at samle sig. Han tog en dybindånding. "Ti stille.. eller jeg lader dig kravle hjem." brummede han, men der var intet medhold i hans trussel. Hans fingre løsnede sig en smule igen, og han genoptog sin gang. 


 

 Phillippe kunne ikke andet end at trække på skuldrene da Romeo igen kommenterede på at han var fuld. Det var de blevet enige om han var. Det var bestemt ikke noget han havde prøvet at holde hemmeligt - det var han godt klar over var en tabt sag! 
 I stedet for at svare Romeo, om han snart kom op, bredte sig et sigende smil om hans læber der afslørede havde han tænkte men valgte ikke at sige. Og han hoppede jo alligevel kort efter op på ryggen af den anden mand. 

 Phillippe forsøgte at betragte præsten og se hvordan han reagerede på ordene, men fra positionen bag ved Romeo var det ikke nemt at se noget. Svaret fik dog et skævt smil frem på hans læber, og Phillippe lagde hovedet ned mod hans skulder, med ansigtet vendt mod Romeos hals. 
 " Hmm.. ja sså? " Brummede han lavt, og skævede frem for sig.
 " Drej djer oppe! " Phillippe rakte armen ind foran Romeo, og pegede på en vej længere fremme. Efterfølgende faldt armen ned at hænge slattent mod Romeos brystkasse. 
 " Hviss du er så ivrig efter en rjidetur, sskal du bare sjige det, " Phillippe var selvfølgelig godt klar over det ikke var det Romeo havde ment, da han sagde Phillippe kunne få lov at kravle. Læberne bredte sig i et skævt smil da en tanke slog ham. Hånden der hang ind foran Romeo begyndte en smule tankeløst at glide rundt mod brystkassen hvor den kunne nå.
 " Ejller vil du bare sså gjerne have mig på knjæ for dig? " 

 Romeo drejede der hvor Phillippe sagde han skulle, og gik koncentreret med ham. Det var ikke just let, og pulsen steg i ham for hvert skridt han tog. Meget langsommere end han ville have det. Han rykkede sine hænder længere op ad den andens lår for at få et bedre tag på ham igen. 

  Snedkeren var åbentbart ikke færdig med at vrøvle perversiteter, og Præsten lignede en mand der var ved at nå bristepunktet. Som svar sukkede han meget tungt og langsomt. Han bed sig i indersiden af kinden, tydeligt anstrengt - og begyndte så at øve vers inde i hovedet, fra diverse salmer der hørte til Isari templet. På denne måde kunne han håbe på at ignorere alt hvad Phillippe sagde til ham. Han ville slet ikke i nærheden af at forestille sig snedkeren på knæ foran ham, med sin hånd i hans lange hår--- Han tog en dyb indånding da det gik op for ham at han var begyndt at visualisere det, og forsøgte så overdøvende som han kunne i hovedet at genoptage salmerne mere koncentreret, for at slette det syndige billede han havde forestillet mellem ham og Snedkeren. 
 
 Himlens lys kom i dig, til jord, skinner til ny oplysning stor, godt kan vi nu ved nattetid, kende som børn vor Isari blid. Han trak vejret tungt, og det hjalp ikke at Phillippe puttede sig sådan ind til hans hals. Han var blevet forpustet nu, og kom med et par sukkende støn - de havde også gået i et lille stykke tid nu. Romeo prøvede forsat at ignorere Phillippe med flere vers fra Isaris salme bog, og han måtte tage nogle små pauser under vejs for at samle sig, og genvinde kræfter.