Idag var Stian ikke på arbejde. Det var egentlig ret underligt, når han normalt altid arbejdede til disse lejligheder. Men denne gang var der rotation i vagtplanerne, og nu var det altså blevet en af de sjældne gange at Stian havde fri. Dem der kendte Stian ville vide, at dette var nok mere noget ala en påtvunget fridag, for Stian kunne ikke finde ud af at holde fri. hvis han kunne, arbejdede han. Han var alt for pligtopfyldende til at lade være. Han havde sågar prøvet at overtale end af hans kollegaer til at bytte vagt med ham, men han var blot blevet viftet bort. "Hold fri." blev han fortalt. 

 Men hvis han holdt fri, begyndte han jo at tænke tanker han ikke ville komme i nærheden af. En hvis høj, lyshåret mand med spidse ører havde det med at snige sig ind i hans tankemønster, ufrivilligt selvfølgelig, og den eneste måde han kunne holde det lidt på afstand var at bruge sin energi på opgaver og arbejde. Medmindre han selvfølgelig.. skulle på patrulje med ovennævnte mand. 

 Stian skulle egentlig have fulgtes med sin mor til Midvinterballet, men da hun var blevet syg, måtte hun aflyse, og Stian var kommet alene. "Skal jeg ikke hellere blive hjemme?" havde han spurgt sin mor, "Så kan jeg passe på dig og lave te." 
"Pjat med dig, min søn." lød det nasalt fra hans mor, "Det er bare en mild forkølelse." hun smilede kært til ham og aede ham over panden, "Tag du afsted og mor dig lidt." 

 Hans mor havde troet at han ville blive hjemme for hende, men det var egentlig for ham selv. Han gnubbede sig over næseryggen og forsøgte at tilpasse sig den festlige atmosfære - Han kunne da godt more sig i ny og næ - men dette plejede at være hans arbejdsplads. Så lige nu følte han sig utilpas. Stians mor havde også fået ham i lidt pænere tøj, ikke at det kunne måle sig med jakkesæt, og glimtende kjoler - men det var noget andet end uniformen han bar til hverdag. 

Stians tøj bestod af en hvid linnedskjorte med kravatkrave, og bindesnørre, som var stoppet ned i bukserne. Ærmerne var luftige og brede, og puffede nede omkring hans håndled. Hans bukser var høje i en mørkeblå farve, og klemte hans talje ind, så det fik skjorten til at pose lidt udover i flotte folder. Skoene var egentlig ikke noget særligt. De var blot i en brunlig farve og mindede om tøfler. Hans blonde lokker var strøget tilbage (ligesom sidste bal han var vagt til) Og han stod bare og hang i nærheden af vinene.    
  For at løsne lidt op havde han drukket et par glas allerede. Det var normalt ikke hans stil, og han plejede egentlig at være ret fornuftig med hvor meget han fik indenbords. Han var vel på sit 6-7 glas allerede, og følte sig en smule summende i kroppen. Han anede heller ikke hvor stærk vinen var, blot at den smagte godt, og det holdt ham beskæftiget. Jeg bliver her bare lidt endnu og så går jeg. 

Alister havde fået den tidlige vagt til den festlige begivenhed. Det betød, at han havde haft fornøjelsen af at hjælpe med det indledende arbejde og gæsternes ankomst, men nu hvor musikken, dansen og vinen flød, var det tid til at lægge uniformen og begive sig hjemad.. han kunne måske tage sig et enkelt glas til festlighederne, men han følte sig altid lidt mindre fin når han ikke havde byvagtsuniformen og det velpolerede emblem der angiv hans rang til at vise frem.

Det var en fordel at forlade ballet tidligt tænkte han for sig selv, som han vandrede gennem salen. Byvagterne, der havde taget over, kunne have fornøjelsen af at tage sig af drukkenboltene og de eventuelle slagsmål, der kom ud af det, når adelsfolk havde fået for meget indenbords.

Da han passede bordet med vin fik han øje på Menig Hwan, som havde fri i dag, og rigtig var iført festtøjet. Han rømmede sig let og bemærkede kækt: "Godaften, Hwan. De har fået den fine skjort- åh, har De det okay?" Spurgte han, da han opdagede, at den anden byvagts blik var en anelse svømmende..

 Stian var igang med at færdiggøre sit glas da der blev snakket til ham, og med let besvær drejede han hovedet for at se hvem det mon var. Til hans store overraskelse, var det Alister. 

 "Hr. Sergant!" Forsøgte han at hilse agtpågivende for at udvise respekt for sin overordnede, men det kom ud en anelse mere sløret og afslappet end tiltænkt. Den frie hånd løftede sig i et forsøg på at gøre honør, men den nåede aldrig helt op til panden og blev istedet til noget der kunne minde om et akavet vink, men ikke rigtig alligevel. Stian bemærkede godt at hans arme føltes tungere, og han rynkede svagt på næsen ved denne observation. Så meget havde han da heller ikke drukket eller hvad. Dog var han sikker på at det ikke var andre end ham selv der bemærkede dette - da han synes at han følte sig klar nok i hovedet. 

 Hans blik gled forbi Alister og ud mod balsalen, og Stian måtte læne sig en smule op af bordet for ikke få overbalance. Det var som om balsalen dansede.. ikke bare gæsterne, men hele salen. Hans hånd skøjtede rundt i dugen, og han kom til at vælte et par glas bag sig. "Hov.. nå.." lød det sløret fra ham da han skævede tilbage for at se hvad der var sket - Stian så tilbage på Alister igen, der vist havde spurgt ham om noget. 
  "Jaa.." snøvlede han, og måtte rømme sig da han ikke helt synes at han lød som han plejede. Han kneb øjnene sammen for at forsøge at fokusere på manden foran sig, "Ja!" prøvede han igen for at lyde mere overbevisende. 

 Stian havde svært ved at fokusere, og hans blik gled rundt på Alister. Hans mundvige trak sig op i et bredt smil da det gik op for ham på ny at det var hans sergant som stod foran ham - en stor kontrast til Stians ellers mere tilbageholdene grimasse der sjældent afslørede hans humør. Når Stian endelig drak, havde han tendens til at blive rød i hovedet som en tomat - det måtte være i hans gener, for det samme skete med hans mor. 

 "Jeg må hellere.. lige rydde op." Kom han i tanke om, og forsøgte at vende sig rundt. Han tumlede lidt, og med et højt bang hamrede han hænderne ned i bordet fordi han fik overbalance. 

Alister kneb øjnene lidt sammen, for det var ganske tydeligt at se, at den unge mand ikke var helt ved sine fulde fem. Inderst inde kunne han mærke en lille følelse af panik brede sig i kroppen - han kunne jo slet ikke overlade Stian til sig selv nu hvor han vidste, hvordan det stod til .. og da hans vagt var forbi, måtte det være hans ansvar at sørge for den yngre menige.

Stian var ganske rød i ansigtet, lagde han mærke til, hvilket var usædvanligt. Ikke at det gjorde ham mindre køn, tog Alister sig i at tænke, og blev øjeblikkeligt forfærdet over sig selv. Det var da en helt igennem underlig tanke at få!

"Jeg tror hellere at vi-"

Begyndte han, men Stian havde bestemt sig for i dette øjeblik at vende sig med en kraftig bevægelse mod bordet, og Alister rakte øjeblikkeligt frem at forhindre ham i at falde - i samme øjeblik som Stians hænder hamrede bragende ned i bordet. Alisters arme havde lagt sig rundt om den anden byvagt, og omkring dem drejede adskillige af de nærmeste hovederne. Nu hvor det sergentens tur til at blive ganske rød i ansigtet, da det gik op for ham, hvordan det måtte se ud..

 Som Stian bragede hænderne i bordet, blev han braget ind i bagfra, og den tiltagende vægt tyngede ham i korte sekunder længere ned mod bordet som dugen gled med ham. Han mærkede et stærkt greb holde om sig, og lettere forvirret over den pludselige overrumpling, prøvede hans berusede hjerne at drage en konklusion. Ville Alister hjælpe med at rydde op på bordet? Havde Alister savnet Stian fordi han ikke havde haft baltjansen med ham? Havde han brug for et kram? Ville han... noget helt andet? 

 Stian tænkte at han nok var savnet på vagten. Han vidste sit værd, og at han var dygtig til sit arbejde, så hvorfor ikke? 

 Sådan går det når man vælger en svamp istedet, tænkte den unge byvagt med beruset skadefro. Men en helt anden følelse kom også snigende.. 

 Han brummede kort da han forsøgte at presse sig tilbage mod Alister, så han bedre kunne komme op at stå. Selvom hans brummen mere lød som om han spandt, fremfor anstrengelse. Forsigtigt prøvede han at manøvre sig om til sin sergent. så han kunne danne sig et overblik over situationen.

  Hvis Alister pressede sig væk, ville Stian stå med halvspredte ben for at holde balancen bedre, med den ene arm bag sig støttende til bordet, og den anden knugende om Sergentens skjorte. Havde Alister stadig grebet om Stian, ville han lade sig holde, med begge hænder på den ældre mands brystkasse. 

 Stian så fra deres publikum og op på Alister, "Ups." Han smilede en kende genert, og øjnene funklede kærligt. Han vidste jo inderst inde godt hvordan det kunne have set ud for de andre, men fordi han var så beruset, nåede han slet ikke at blive forlegen. "De kiggher." Sagde han svajende efterfulgt af et dæmpet kluk.

 Stian bemærkede den lyserøde farve på den andens kinder. Han havde lyst til at røre dem, men så længe folk kiggede, havde Stian stadig noget af sin selvbeherskelse, og derfor lod han være. 
  "Hvad sså nuh?" Han missede lidt med øjnene og stirrede hengivent op på sin sergent.

Alister var uhyre bevidst om følelsen af Stians krop så ganske tæt på sin. Han var også meget bevidst om de stirrende blikke, som optrinnet tiltrak, og han ønskede mere end noget andet, at komme ud derfra i en fart. Han forsøgte forsigtigt at gøre sig fri af den berusede, unge byvagt, et øjeblik betragtende hånden, der knugede om hans skjorte.

"Ups.." Gentog han og sank engang, mens han et øjeblik havde svært ved at løsne blikket, der stirrede ind i Stians funklende øjne.

Ganske rød i ansigtet tog han en hurtig beslutning, støttende Stian, mens han forsøgte at genne den svejende unge mand i retning af udgangen. Noget frisk luft ville utvivlsomt gøre ham godt, og så havde han vidst også fået rigeligt af festlighederne for denne aften..

"Kom med! De har brug for noget frisk luft .. hvor er Deres jakke?" Spurgte han, lidt desperat efter hurtigt at komme ud derfra. Vagterne ved døren ind til balsalen så en smule muntre ud i ansigtet, som Alister forsøgte at få Stian forbi dem og ud til garderoben.

  Stian følte at det lille øjeblik som var imellem dem, gerne måtte have varet længere end hvad det egentlig gjorde. Det var som om der var noget usagt imellem dem - og Stian mærkede at eller andet fra Alister. Eller også var han bare meget fuld og læste for meget ind i noget som ikke var der.

"Uh." lød det overrasket fra Stian da han pludselig blev trukket med af Alister -det fik ham endelig til at slippe sit greb om sin sergents skjorte, og uden at sige noget imod, fulgte han bare trop. For at han ikke væltede over sig selv, sneg han en dristig arm rundt om taljen på halvelveren, og sendte ham et langt smil. 

De fleste folk gjorde plads til de to mænd der forsøgte at møve sig til udgangen af salen - Stian tog ikke notits af de byvagter der sendte dem muntre smil, eller også var han bare ligeglad. Han var bare glad for at Alister var her, og at han var så tæt på ham.

 "Mhmmmm - I garderobenn." mumlede han i et lille opstød og rømmede sig da Alister spurgte efter Stians jakke. "Ska-al vi gå nu?" spurgte han nysgerrigt og en smule forvirret. Han klemte sin hånd, som lå ved Alisters talje, ind i skjortestoffet og brummede mildt.

 Stian svajede hovedet tæt ind til Alister så han kunne støtte kinden op ad hans arm. Det svømmende blik forsøgte at fange sergentens bekymrede blik, imens han gnavede sig lidt i sin fyldige underlæbe. Hvorfor ser han så stresset ud?

Alisters opmærksomhed blev ved med at blive draget af Stians hænder, hans berøring. Heldigvis, håbede han, var det tydeligt for alle de andre balgæster, at der blot var tale om en fuld, ung mand, der skulle tidligt hjem. Han gjorde sidst bedste for at ranke ryggen, smile og grine lidt nervøst med et hovedkast mod Stian, som for at sige: "Ja, han har sgu fået lidt for meget.."

Alister kiggede mod garderoben, men det var lidt af et kaos, for alle festens gæster var kommet i tykke vinterklæder, og det ville tag en krig at finde Stians overtøj .. han bestemte sig for, at kulde ville gøre den unge mand godt, især da han mærkede hånden ved taljen klemme.

"Bare kom med.." Skyndte han sig at sige, som han slæbte Stian ud gennem hovedindgangen og ned ad trapperne. Vinterkulden ramte dem, men Alister forsøgte at sætte et rask tempo væk fra paladset. Herude var der ganske stille - kun den fjerne lyd af musikken og folk der snakkede kunne høres i det fjerne, og den blev hurtigt svagere og svagere.

"Se, meget bedre herude.." Forsøgte han at sige, smilende til Stian, mens han desperat overvejede, hvad han nu skulle gøre. Kunne han finde hjem til Menig Hwan? Skulle han forsøge at tage ham et andet sted hen? Det gik ikke han var alene lige nu..

 Det var egentlig en lille smule vovet af Stian, hvordan han lod hånden trykke mod halvelverens talje. Varmen fra Alister bredte sig over i den unge byvagt, som nu kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede mod sin brystkasse ved Alisters berøring, og hans egen berøring mod Alister. Det føltes som en lille hemmelighed de havde sammen.. at ingen andre kunne se hvordan fingrene bevægede og strøg mellem skjortestoffet for at mærke mere. Stian prøvede dog at lade som ingenting imens han gjorde det, og havde sit uskyldige glimt i øjet, der stadig svømmede og var en smule fjernet. 

 "Javel." sagde han helt uvilkårligt da Alister bad ham om at komme med. Han ville gå hvor som helst med Alister, hvorend det skulle være. Vaklende kom han ned af brostenene. Han følte at han både kunne gå, men gik som et hjortekid der først lige havde lært at bevæge sig. For hvert skridt han tog, følte han at han skulle til at knække sammen, men gjorde det aldrig. 

 Den kølige vind ramte hans ansigt, og det legede en smule med hans opsatte hår, som lige så stille blev rusket fri. Kinderne føltes dobbelt så varme som før, med den kolde kontrast der ramte ham. Stian tog en dyb indånding, men det var ikke fordi den friske luft hjalp synderligt på ham - faktisk var det lige det modsatte. Nu kunne han mærke hvor fuld han egentlig var. 

 Han lænede sig støttende op af sin sergent, og møvede sig nu forbi ham for at tage et par udforskende skridt væk fra ham. "Meget bbedre." gentog han bare snaldret, og drejede hovedet for at se på Alister. Der var et lille smil om hans læber, og øjnene var udtryksfulde. Fulde af længsel. 
 "Hm.." fnøs han muntert, og lagde hovedet på skrå imens han betragtede manden bag sig. 

Alister var et par hoveder højere end ham selv - og derfor var det svært at se ham i øjenhøjde. Stian kiggede rundt for at lede efter en afsats, og så nu en sten lidt derfra, som han kunne stå på. Et drenget smil, der normalt ikke var at finde om hans læber, bredte sig, og han traskede derhen, for at hoppe op på stenen. 

 "Uihjj!" Vanklende og svajende fik han kommet derop, og grinte til Alister. "Haha, se- nu er jeg lliiige så højj, som dig Sergentt!" Han svang armene ud for at bevare balancen, men det lignede at han kunne falde når som helst. 

Det gik ikke just hurtigt. Alister overbeviste sig selv om, at det kun var fordi den menige var så fuld, at han valgte at være overbærende med hænderne på sin krop - trods alt havde knægten svært ved at gå, og Alister måtte støtte ham, så godt han kunne. Det var ikke fordi, det gav ham en underlig, varm følelse i kroppen, der hvor Stian rørte ham.

Han kunne mærke, at Stian kiggede op på ham, og hans eget hoved drejedes. Et øjeblik så han ind i øjnene på den menige, inden han mindede sig om, at Stian var fuld, og han havde en vigtig opgave med at få ham hjemad.

"Nej hov.." Lige pludselig traskede Stian væk fra ham og havde fundet en sten, der var spændende. Det så meget faretruende ud, og Alister skyndte sig at løbe efter ham, holdende armene ud, hvis der skulle være brug for at gribe ham!

"Pas på du ikke falder!" Sagde han nervøst med et øje på de svingende arme. Han håbede virkelig, at han kunne nå at få fat i Stian, hvis, eller rettere sagt når, han faldt.

 Latteren fra Stian var utroligt frembrusende, og hans grimasse ændrede sig fra et af glæde til overraskelse hver gang han var ved at få overbalance. Han kunne høre Alisters støvler mod de hårde broston, som han traskede nærmere Stian. Alisters tilråb, fik kun Stian til at føle sig mere dristig - han kunne lytte på den stemme hele tiden. 

 Stian ville kigge hen på Alister med sit berusede blik, men i det han drejede sig; vred hans krops sig så pludseligt at nu kunne han ikke holde balancen længere. Heldigvis, var Alister hans redningsmand, og Stian endte med at slå armene om nakken på sin sergent, og stod stadig på stenen, med al sin støtte på halvelveren. Deres pander og næsetippe rørte svagt ved hinanden.

 "Hov." han lo mildt, og satte hænderne på Alisters skuldre lidt efter, så han kunne skabe en smule afstand mellem dem. Hænderne flyttede sig ikke, og han knugede ham lidt i stoffets klæder imens hans blik flakkede langsomt og tog alt ind hvad han så. Nu var de jo sådan set, næsten lige høje.

  Den unge byvagt smilede med lukket mund, og han betragtede nu Alisters spidse ører. Han havde tit, når han observerede sin sergent, tænkt på hvordan det mon var at røre ved dem. Og nu kunne han simpelthen ikke dy sig længere. Med en nænsom hånd, begyndte han nu at nusse langs halvelveresn øreflip. Og Stians blik fulgte sin finger som det rørte spidsen af øret, og han fik nærmest et forførende blik i de nøddebrune øjne. Der blev intet sagt imellem dem, men det var som om der blev sagt så meget alligevel. 

Langsomt fandt Stians sigende blik vej til Alisters, og han spredte sine fyldige læber en smule. 
 "Dine ører er.. charmerenddee." brummede han mildt - næsten som en hvisken, og sendte ham et kærligt blik, inden han fugtede sin underlæbe.  

Alisters arbejde gav ham en vis erfaring i at håndtere drukkenbolte - men dette var en lidt særlig situation. Han kunne heller ikke glemme, at Stian havde sørget for at han kom hjem, da han havde været i en lignende kattepine, så han måtte naturligvis sørge for at den unge menige klarede sig igennem aftenen.

Han burde have set faldet komme, men blev alligevel lidt overrasket, da han måtte gribe Stian med armene, der nu stod lænet op ad ham med fødderne på stenen. Han blinkede et par gange med øjnene, nærmest uden at turde røre sig, inden Stian fik balancen og skubbet sig en smule væk fra hans ansigt. Alisters næse føltes sjovt brændende, der hvor Stians havde rørt den.

Blikket flakkede korvarigt ud til siden af frygt for, at nogen var fulgt efter dem, men gaden var ganske mørk og forladt - de var stadig i den øvre del af byen, og enhver der var noget, var inviteret til ballet. Herude var der ganske mørkt og stille.

Øjnene vendte tilbage til Stian, hvis hånd havde bevæget sig mod Alisters øre. Han stod ganske stille og lod den anden byvagt røre det, mens han desperat mindede sig selv om, at Stian var fuld, og det var bare derfor, han opførte sig sådan! En anden del af ham kunne ikke rigtig undlade at bemærke, at Stians træk var utroligt smukke - især så ganske tæt på.

"Mine .. ører?" Lo han, han lød en smule nervøs. Hvad skete der? Han måtte få Stian ned fra stenen og videre, men alligevel blev han stående .. han skulle jo nødig få overbalance.

Der var ikke en lyd at høre ude i nattens mørke hvor de stod lige nu. Ikke andet end en sagte hvislen i buskene, og de små lyde fra deres egne bevægelser. 

 Det var først Alisters nervøse latter der brød stilheden, men det ødelagde ikke øjeblikket for Stian. Faktisk kom der bare en knugende varme i Stians mave, og blodet begyndte at pumpe.
  "Ja.." slap det ud af ham som en tung hvisken til Alisters spørgsmål. Men hvad han mere ville sige kom aldrig. Det flydende blik vedblev i Alisters grønne der fra tid til anden flakkede væk, men hele tiden fandt vej tilbage til Stians brune øjne. Den unge byvagt slap forsigtigt sergentens øre, og lagde den nu ganske blidt mod hans kind istedet - ganske nænsomt, som kunne han komme til at gøre ham ondt hvis bevægelsen blev foretaget hurtigere. 

Alisters læber var indbydende, og det var alt for svært at holde de undertrykte følelser tilbage lige nu. De nærmest tvang sig til overfladen. Uden tanke for konsekvenser senere hen, blev hans iver for at komme tættere på sin sergent, større.

 "...." Stian spredte sine læber i et forsøg på at sige noget, men det eneste der forlod ham, var blot en sagte indånding inden han nærmede sig Alisters læber i et flygtigt kys med lukkede øjne. Deres læber slap hinanden igen et par sekunder efter, og Stian følte at hans fyldige læber brændte. Kysset var afprøvende til at starte med, og Stians drømmende blik så undersøgende på halvelveren for at se om den anden nu ville gengælde og genoptage det. Han sank en lille klump, håbefuldt, og pressede sig tættere med sine knugende hænder, der nu var listet om i Alisters nakke.

Alister skulle have lyttet til den insisterende fornuftsstemme, der fortalte ham, at de skulle videre. At han skulle sørge for at Stian kom hjem, og at han ikke blev kold og forkølet, nu hvor han ikke havde fået sit overtøj med. Men han var blevet distraheret af Stians dybe øjne, og pludselig mærkede han læberne mod sine.

Han havde ikke forventet at hans krop ville reagere så sultent. Uden at tænke kyssede han ivrigt tilbage, ind til han med et sæt trak sig bort fra den anden byvagt - chokeret over, hvad der lige var sket! Han var jo slet ikke til mænd!

"Vi skal have dig hjem nu." Sagde han hæst og forsøgte at trække den unge menige ned fra stenen. De skulle et godt stykke gennem gaderne, før de passerede muren til det centrale distrikt. Han kiggede hastigt rundt og følte sig umådeligt lettet, da han ikke kunne få øje på nogen - hvad ville folk sige, hvis de havde set ham, Sergent Alister Ponticus, stå og kysse en anden mand!?

 Kysset blev genoptaget. Succes, tænkte Stians berusede lille hjerne, og nød Alisters lettere ru læber, som i Stians verden var de bedste læber han nogensinde havde placeret sine egne på. Fingrene knugede sig op i håret på Alister da kysset blev en smule mere ivrigt, men da Alister pludselig trak sig væk som fik han stød - følte Stian sig pludselig meget tom. 

 Den unge byvagt missede lidt forvirret med øjnene, og så undersøgende på den anden. "Hvorfor stopperrr vi-i?" Lød det småsnaldret og luftigt fra ham. Det var jo lige så godt. Kysset havde virkelig opstemt ham, og hjertet hamrede så hurtigt at det nærmest var på vej ud af brystkassen på ham. Hænderne forsvandt fra Alisters nakke som havde rykket sig væk, og Stians hænder blev placeret på sergentens brystkasse. 

 "Hjem..? nu?" han skulle til at sige imod, og i det han blev trukket ned fra stenen, skete der pludselig noget i ham. Han pustede kinderne op, og pressede læberne sammen med et kort gulp. Da han fik fodfæste, bøjede han sig forover og satte sine hænder på lårerne. Stian følte sig pludselig meget dårlig. Uden at rykke på sig stod han sådan i et par sekunder før han fik sig selv under kontrol. "Uff.." Rømmede han sig lidt, og fik heldigvis maveindholdet på plads igen. "Al-tt ok." brummede han og rejste sig. Han tog fat om armen på sin sergent, og kiggede rundt. "Hjemm til dig!" lød det i snaldret begejstring fra ham og begyndte at trække i Alister. Han kunne jo vejen hjem til ham.

Der var en mærkelig, summende følelse i hele Alisters krop og hans sind var i panik. Det kunne næsten føles som om det var ham, der havde drukket, men han havde ikke rørt så meget som en dråbe alkohol til festen.

Selv om han havde travlt med at trække Stian af sted forsøgte han stadig at være forsigtig, så han ikke faldt, men det havde alligevle været lidt for kraftigt, da Stian pludseligt fik det dårligt. Nærmest taknemmelig for distraktionen, sørgede Alister for at hjælpe ham til en stilling, hvor han undgik at få bræk på sit eget tøj eller i det silkebløde hår, som han nærmest nænsomt strøg væk fra ansigtet på ham..

Han fandt et lommetørklæde frem, som han rakte Stian til at tørre munden og hankede derefter op i ham igen: "Nu går vi... stille og roligt." Han kastede et blik ned ad gaden. Han vidste ikke hvor Stian boede, men tanken om at tage den unge byvagt med hjem efter det der lige var sket, fik ham til at føle en smule panik i kroppen igen. Ville han prøve at kysse Alister igen?
"Jeg tror hellere vi skal hjem til dig!" Sagde han og forsøgte at lyde bestemt.

 Hjælpen fra Alister var kærkommen, og Stian nød hvor blid han var overfor ham. Især når han til hverdag kunne forekomme streng og til tider arrogant. Men denne side af Alister var noget helt andet, og Stian havde et svagt ønske om, at det kun var ham der fik den side at se af ham. 

 Selvom det ikke var meget opkast der forlod den unge byvagt var han stadig taknemmelig for lommetørklædet der blev rakt til ham. Han duppede sine mundvige, og foldede den besværligt sammen inden han lagde den i sin lomme. Han havde ikke rigtig tænkt på at give den retur, som han stod og svajede. 

 "Pffftt." Kom det fra ham, som hvis det Alister lige havde sagt var latterligt. "Jeg bbor.. for langtt væk, sergenntt." Lød det indikerende fra ham. De blonde lokker var nu løse omkring det unge ansigt, og de svajede let i vinden.

  "Du bbor.. bor lige rundt om hjørnet, heh." Han kom med et lille hik og tog en dyb indånding gennem næsen. Stians arm sneg sig rundt om livet på den ældre halvelver, og han lænede hovedet mod hans stærke arm. Møvende forsøgtende han at dreje hovedet for at se op på ham igen - der var et sageligt smil om Stians læber. 

"Alisterrr.." lød det en smule lokkende fra ham, da sergenten prøvede at undgå hans blik. Eller det virkede i hvert fald sådan.

Alister havde ikke tænkt sig at gøre krav på at få lommetørklædet tilbage - det var trods alt en smule tilsølet nu, og Stian kunne beholde det for hans skyld. Tankerne kredsede i stedet om, hvordan han bedst muligt kom sikkert ud af situationen og fik den unge menige hjem .. og for alt i verden ikke tænkte mere på kysset!

Armen omkring hans liv fik det til at krible i hele kroppen, og han så sig hastigt over skulderen, taknemmelig for, at der stadig ikke var nogen vagtsomme øjne i gaden. Han hankede hastigt op i den menige og begyndte at traske ned ad gaderne. 

"Nuvel, af sted går vi." Sagde han og forsøgte at lyde brysk, selv om følelser og tanker snurrede rundt i hovedet på ham. Hvad nu hvis han tog Stian med til sit hjem, og nogen hørte om episoden? Hvad ville de ikke tænke om sergenten?

Men alligevel tog hans fødder dem den vante retning mod hans lille hjem og fandt til sidst vej til bagtrappen, hvor han forsigtigt måtte give slip på Stian for at fumle med nøglerne. "Bliv stående!" Advarede han. Det sidste han havde behov for var, at den menige skulle dratte ned af trinene, inden han i al hast fik ham indenfor og redt op til, at han kunne sove rusen ud..

Da Alister forsøgte at lyde brysk, kunne Stian ikke lade være med at le, "Der kom .. der kom sergent stemmen!" Påpegede han med et stort, kælent smil. Stian kunne godt lide når Alister lød bestemt. Det var ikke noget han ville indrømme ædru, men underbevidst nød han at lytte til Alister der satte andre på plads; tonelejet gjorde bare noget ved ham. 

 Stian havde knapt registreret, at de nu stod foran sergent Ponticus' hjem. Som var der blevet spolet frem i tiden, var turen derhjem et sort hul for Stian. Det eneste han havde været opmærksom på, var hvordan det summede i læberne efter kysset og at de stod så umådeligt tæt som de var gået ned ad gaderne. Der var vel også et par snøvlende komplimenter der blev ytret om Alister - om hvor stærk han var, og hvordan Stian så op til ham. 

 Bliv stående!  Stian fulgte altid ordre, og han ville altid følge en ordre givet af sin Sergent. Så stående blev han, omend han svajede en smule. Han endte med at måtte støtte sig op ad den kølige mur og ganske dæmpet sukkede han, "Javel Sergent." 
 Han betragtede Alister som fumlede med nøglerne, og fik et svagt minde om dengang Stian fulgte ham hjem. Det var vel dét der havde startet det hele.. muligvis. 

 "Det -det ligesom ddengang, bare omvendt." Lo han lidt og hentydede til det han lige havde tænkt på. Han fugtede sine læber, og lod sit blik glide henover Alisters ansigtstræk, indtil det bare blev hængende ved læberne. Han havde en umådelig stor trang til at kysse ham igen. 

Låsen ville endelig samarbejde og døren gled op, men i samme øjeblik kom Stian med kommentaren, der fik Alister til at suge luften ind lidt for hurtigt og endte med at sluge noget spyt, som fik ham til at støtte sig hostende op ad dørkarmen. Han vinkede med hånden af Stian for at byde ham indenfor i den mørklagte, sparsomme bolig.

Her så næsten ud præcis som da Stian sidst havde været her - et tegn på, at Alister sjældent var hjemme. Han brugte de fleste af døgnets timer på sit arbejde, og var det ikke tilfældet, var der af og til ærinder for faderen. Når han endelig trådte ind i sit eget hjem, var det for at smide skoene og omgående lægge sig til at sove..

"Pas på dørtrinnet." Advarede han, som han endelig havde fået kontrol over hosten og gjorde mine til at hjælpe Stian indenfor med et hastigt blik ned ad den mørklagte gade. Godt ingen så det. I al nervøsiteten kunne han ikke lade være med kortvarigt at smile lidt over tanken om, at Stian lige meget hvor meget alkohol der var kommet indenbords, stadig havde den indgroede respekt for sine overordnede, som man kunne forvente af en menig med sit javel sergent!

"Hvis du nu bare lige sætter dig her.." Alister forsøgte at lede Stian hen til en stol. Han måtte få noget vandet i ham, og så håbede han virkelig, at den unge menige var i humør til at få sovet rusen ud..