Tidspunkt; dagene omkring nytår.


At Basil havde inviteret hende med væk, så de to kunne fejre nytår sammen, havde været en fantastisk forespørgsel. Hun trængte til at komme væk fra familien, fra Rubinien og blot opleve noget nyt og bruge noget tid sammen med Basil. Hun følte endelig at hun kunne få mere alene tid sammen med Basil, lære ham bedre at kende.
Siden deres møde efter hendes teater tur i Dianthos, og han havde givet lånt hans moders øreringe, havde hun fundet ud af ting, som hun ikke var sikker på at han vidste om sig selv, og nu manglede hun blot det helt rigtige tidspunkt, at fortælle dette på. Måske ville det komme under denne tur.

Hun havde foreslået Nordlandet og Norvik som deres lille destination, og det var nu her de var på vej hen. At Basil havde muligheden for at flyve, gjorde denne rejse langt nemmere. Hvis de ikke havde haft den mulighed, var rejsen nok ikke blevet til noget, i hvert fald ikke i det omfang, nu kunne de nøjes med at tage hvil et par gange, blot så Basil kunne få noget ro til vingerne, og så slapper af. Det ville være umuligt at tage turen på i et træk, og det forventede hun heller ikke af ham. 

Det var tydeligt at som de kom længere op i landet, at temperaturen skiftede meget hurtigt og Aaliyah var på ingen måder vant til den kulde, så for hvert stop de havde, følte hun at hun fik mere og mere tøj på. Men hun så frem til denne lille intime rejse, og derfor gjorde hun det ikke til nogen bekymrering. Hun havde det rette tøj med, så de skulle nok kunne klare at begive sig rundt i de sneklædte landskaber.
"Er du klar til sidste etape?" Hun kiggede over på ham, som hun nu, igen, havde iført ham tykkere tøj, hvor meget af det hun havde på inden under bestod af tykt uld. Nu kunne de snart begive sig ud på det sidste stykke, efter et lille ophold.

Selv havde han minimalt med sig, en nem taske, ingen ballast. Hun, hun havde pakket til flere dage end de skulle være der. Til flere begivenheder end der kunne opdigtes. Men han havde fortiet det, som han ville have sagt. Men kæft kvinder pakket unødvendigt meget lort. 

Det havde ikke været det værst for ham at flyve med. Selvfølgelig skulle de holde nogle pauser af og til, men som de kom nærmere mod nord, skulle de også have mere på. Han havde Aaliyah i sin favn, mens enkelte fjer fløj bag dem med læsset. Det gjorde det hele lidt nemmere. Men som de var landet ved sidste stop før de var der, fik hun pakket ham ind, selvom han måtte være ærlig, at han fik varmen af at flyve, så lod han hende gøre det. Frakker og jakker kunne altid åbnes, selv til luft. Så det ville blive hendes opgave når de kom der til. "Ja, er du?" spurgt han og strakte sig en anelse og baskede med vingerne, for lige at få let sne af dem og gøre dem klar til sidste tur. Selvom deres ånde nu var lige så tydeligt, som det snedækkede landskab, var det forfriskende. 

Basil fik først gjort de få fjer klar igen og sendt dem til det pakkede, før han gjorde klar til at løfte Aaliyah, trak han ned i sine flyvebriller og samlede skævt til hende: "Klar?" spurgt han før han ville tage hende op i et løft og lette med dem, så de kunne nå sidste etape. 

Det var et meget anderledes landskab at komme op i, og det var helt nyt for Aaliyah. Hun havde ikke haft nogen idé om hvad hun skulle medbringe, andet end varmt tøj og lidt ekstra, og derfor havde hun også pakket lidt mere end nødvendigt og selvom Basil ikke havde sagt noget, så havde hun nok en idé om at det var for meget. Men nu hvor han kunne få et par fjer til at flyve med deres oppakning, så gik det vel? Hun hørte ikke noget brok fra ham, så det måtte betyde noget. Han var oftest altid så nem.

Aaliyah nød virkelig at flyve med Basil på denne måde. Hun var næsten ved at vænne sig til det. Det var første gang at de skulle flyve så langt, og hun havde da af og til haft nogle bekymringer om at han nu kunne holde hende fast, men indtil videre var det gået nemt og de var ikke kommet ud for det værste vejr, selvom sneen nu var begyndt at dale. Dette var første gang hun så dette hvide vejr fænomen. "Jeg er helt klar" Så klar som hun nu kunne være. Hun smilede varmt til ham, som hun gik hen mod ham, så han igen kunne ligge armene omkring hende og flyve afsted.

Luften var utrolig kold. Det havde hun ikke oplevet før. Hun havde været meget pressende, om at han også skulle pakkes ind, selvom han fik det varmt når de fløj. Hun ville ikke have at han skulle for fryse eller lignende. Da de landede i Norvik var det til et helt andet sted, et helt andet område end hun før havde været vant til. Selvom hun var pakket godt ind, så bed det i hendes kinder. 
Hun gik igennem sneen som larmede under de tykke støvler, og samlede hendes to tasker op og kiggede over mod ham. "Skal vi ikke finde stedet vi skal bo?" Hun ville ikke klynke eller brokke sig, men selvfølgelig kunne hun mærke kulden. 

Sveden nåede at fryse til, før den blev til gene for ham, selvom han blev efterladt kold på ryggen, selvom han var tæt pakket ind, men sådan var det vel. Men som de kom til en forventet destination, fik han sat dem, men lidt forskelsbehandling skulle der vel være, for han brugte sine vinger, så han stod oven på sneen og ikke faldt ned i den med sine sko til et aftryk. "Troede du foretrak, at vi fandt en beskidt grotte og slå ly der," svaret han lidt umodent igen med en tyk tone af drilskhed. Men de skulle selvfølgelig finde et sted, at overnatte og bosætte sig, ellers ville han meget gerne hjem igen, og fløj gerne uden hende. 

Men som hun slæbte på sine egne tasker, tog han den ene fra hende før hun kunne nå at sige noget. "Kom," sagde han og gik på sneen som hvis han var en elver der ikke lod sig trykke ned. Let som ingenting. Der var nogle små gode steder at bo hvor pejse var muligheder, noget som nok var yderst tiltrængt for dem begge. Så han ledte vej, fik åbnet døren derind og lod hende træde ind først som en rigtig mand. For en gangs skyld. 

"Skal jeg eller vil du?" 

Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hans kommentar, som han gav hende igen. Hun lod en lille latter, trække ud mellem læberne. Det var typisk ham, men det kom ikke bag på hende og hun burde havde forudset at det ville ske. "Så kræver jeg også at du varmer mig" Grinede hun roligt imod ham.
Hendes blik var irriteret, igen over hans typiske måde at tage det hele på. Igen burde hun have forventet, at han ville bruge sine vinger, til ikke at lade sig falde ned i sneen og ikke lade dens kulde påvirke ham, mens hun måtte trække sig igennem sneen.
Hun måtte dog lade smilet finde frem til hendes læber, som han snuppede en af hendes tasker, inden hun kunne nå og samle den op. Lidt gentleman var der dog i ham, hvilket hun dog slet ikke tvivlede på. Hun skulle bare have det frem i ham. "Tak" Kom det varmt fra hende. Det var alligevel rart at slippe for den. 

Han tog teten og bevægede sig svævende hen over sneen, mod deres lille hytte. Hun ventede virkelig blot på at de kunne sidde foran pejsen de tog, komme hinanden tæt og hun kunne mærke ham. Hun havde set frem til sådan en lille intim rejse sammen med ham. Hun sank dog efter ham, som hun trak sig igennem sneen og han måtte lade sig vente. 
"Tak, igen" Kom det små grinende fra hende, som han nu åbnede og holdt døren for hende og hun gik inden for som den første, nu hvor han tilbød det.

Hytten eller stedet de havde skaffet sig, var behageligt. Man mærkede allerede varmen fra pejsen, hvor ilden var voldsom. "Her kan vi da sagtens finde os til rette?" Hun lod blikket glide over på ham, som han kom inden for med taskerne.

Kunne man tillade sig at række tunge, eller skulle man bare ryste på hovedet af hende. Det sidste blev hans valg. Hun kunne sige lige så mange tossede ting hun ville, han kunne ikke andet end ryste på hovedet af hende i sidste ende. Men selvfølgelig lå det endnu i hans bagtanker. Det hele med afpresningen om at gøre som der blev sagt, eller gifte sig med hende. 
Basil kunne ikke slå det ud af hovedet, det ulmede som skimmelsvamp i hans baghoved. 

Let på tå, tog han sig ikke af hendes irritation. Det generet ikke ham spor, det var vel fordelen ved at kunne flyve. Springe over hvor gærdet er lavest, var det ikke det man sagde. For de kom indendøre, og kunne lune sig trygt og behageligt til rette. Det var bare et spørgsmål om tid, før hun nok forventet noget arbejde af ham, som enhver anden kvinde. 
"Så lidt," meldt han blot ud, og lod døren falde i bag dem. Det forekom utrolig hjemligt, næsten for hjemligt. Han skævede lidt til hende som hun endnu stod til med ryggen. Ville dette sætte flere forkerte tanker igang hos Aaliyah? Men som hun vendte sig, fjernet han blikket og lod det dvale lidt mod pejsen. Et bekræftende nik blev givet fra ham, som han fik slæbt taskerne ind til det næste rum hvor en seng stod. En stor træseng med pels som gulvtæppe og pelstæppe på seng. Utroligt hjemligt. 
Men som han stod derinde, fik han trukket sine let besneet sko af, jakke, flyvebriller - alt overskudende beklædning som ikke hørte til på folk, som var indendøre. Selvom sko måske var mere praktisk at have på indendøre. 

"Har du tænkt på aftensmad?" han kunne godt høre sig selv, som det blev sagt. Det lød alt alt alt alt for meget som et ægtepar. Han kunne græde lige nu. 

Hun nød virkelig den hytte som de nu skulle bo i. Her var hyggeligt og rart. Det var langt fra den indretning eller de møbler, som hun var vant til, men hun havde da virkelig heller ikke forventet at hun var taget fra Rubinien og her op, for at opleve det sammen. Varmen som kom fra pejsen, var dog meget lig den varme som de havde dernede, hvilket på en eller anden behagede hende. Hun havde haft det svært ved sneen og kulden udenfor, men forhåbentligt ville hun vænne sig til den, når de kom ud. Hun så virkelig frem til at opleve dette sted. 
Hun så ikke mindst frem til at nyde disse dage sammen med ham, og håbede at de kunne komme tættere på hinanden og måske få glattet nogle af de utvetydige ting imellem dem helt ud. Den tid den sorg. 
Aaliyah gik efter ham, blot for at lade sig gøre det samme som ham. Herinde var der ingen grund til at have de store klæder på. Det føltes allerede meget varmt, og hun kunne mærke sveden langsomt begynde. 
Hendes tykke jakke af skind, de store støvler og resten af overtøjet blev glædeligt fjernet. Hun fandt virkelig dette sted nydeligt, hun elskede indretningen, alle de pelse som lå på gulvet og på sengen. Sengen som hun skulle dele med denne mand. Hun havde svært ved ikke at rive sig med. 

"Om jeg har tænkt på aftensmad?" Spurgte hun retorisk. De var lige kommet, så langt var hendes tanker slet ikke endnu, men hun forstod ham godt. Hun var også ved at være sulten. Han havde fløjet hele vejen, og hun forventede ikke at han skulle begive sig i kast med det. Det skulle hun nok ikke. "Nej, det har jeg ærligt ikke. Men jeg går gerne ud efter noget?" Tanken om at skulle have alt det tøj på igen, ødelagde hende lidt indvendig.

Vingerne lå tæt sammen til ryggen, men selvom de nu havde lunen at behage sig selv i, kunne han godt mærke frosten de havde været udsat for. Det gøs en anelse for ham, men det kunne han tage sig af, når hun gik ud for at hente noget mad. Basil gjorde sig ikke synderligt mange tanker omkring indretningen, foruden pelsene, de tykke uldtæpper og mange lag af tæpper som de skulle begraves under for nattens kulde og mørke, selvom aften langsomt var ved at glide tungt henover landskabet. 
Men som han lige så stille fik bevæget sig ind i stuen, som ligeledes var entrén og opholdsrummet, så han på hende, som hun svaret ham. Selvfølgelig havde hun ikke skænket mad en tanke, havde de virkelig intet pakket som bare skulle tages op og varmes henover pejsen. Hendes tasker indeholdte måske virkelig kun beklædningsgenstande. Men hun fulgte trop af sin egen sætning og bekræftede hans teori. "Ja?" lød det spørgende fra ham med et forventningsfuldt udtryk malet henover ansigtet. 

Han fik sat sig i sofaen som stod over skråligt over for pejsen. "Vi kan også se på det lidt senere hvis det er?" måske det ville opmuntre hende en anelse, at han tilbød de kunne gøre det i samværd, selvom han ikke tvivlede på, at han ville blive den som gik efter mad. Lidt kunne man godt undre sig, at man skulle tænke på det hele. 

Men for at være fair, han havde godt set blikket i hendes øjne, som hun så sengen og alt dets tilbehør. Ikke at han selv orkede. 

Hun glædede sig umådeligt at skulle ligge sammen med ham, tæpperne og de mange skind. På trods af at de var pakke godt ind, så havde hun stadigvæk mærket den bidende kulde, men den var stille forsvundet som de var kommet inden for. 
Hun forstod udmærket godt at han var ved at være sulten, sådan som han havde fløjet og brugt hans kræfter. Det var måske fair nok at ligge denne del af planen over på hende, nu hvor han havde fløjet. 
Hun havde intet mad i hendes tasker, hvilket hun ikke fandt helt urimeligt at tage den mængde med, som hun havde. De havde fløjet i et par dage, med flere stop og det ville bestemt ikke være lækkert at have den slags liggende mellem deres tøj eller andre ejendele. Selvfølgelig havde hun godt tænkt at hun skulle ud og finde noget til dem, men hun havde endnu ikke gjort sig nogen tanker om hvad det skulle være. 
"Selvfølgelig" Svarede hun roligt på hans ja. Hun ville ikke have noget problem med at gå ned og finde noget til dem. Det var egentligt spændende at skulle opleve hvad området havde af interessante ting. "Jeg kan lige så godt få det overstået nu" Hun hadede tanken om at skulle ind og have alt det tøj på igen. Hun var lige kommet ud af det. Hun forlod stuen og gik ind på værelset. Hun brugte et par minutter, inden hun sagde farvel og begav sig ud i kulden. 

Hendes lille tur bragte hende vidt omkring, hun havde ingen idé om hvor hun skulle gå hen for at skaffe mad til dem. Til sidst gjorde hun holdt ved en kro, og søgte hjælp derinde. 
Hun trådte træt ind i hytten, da hun endelig efter længere tid kom tilbage. "Så er der mad. Det skal bare lige varmes over pejsen" Hun satte maden fra sig, tæt på pejsen, inden hun gik ind for at tage tøjet af. Igen. 
Hun fandt en gryde frem og satte den over ilden, "Af hvad jeg fik at vide, så er det noget skaldyrssuppe med grøntsager og noget brød. Er det fint?" Han havde ikke så mange andre valg.

Det var ingen diskussion, hun føjede sig og gik ind og tog alt tøjet på igen. Tæt og kompakt pakket, sådan noget så man sjældent i Dianthos, så lige nu var det billeder til hukommelsen til senere. Nok havde hun fyldige former, men i det, var hun Augustus-stor. (spøg til side)

Men som hun forlod stedet, fik han  forflyttet sig ned foran pejsen og sad med ryggen til flammerne for at få tørret fjerene op, det var på tide, at han fik dem ind igen, om han skulle risikere at de frøs til og knækkede af ham, så hellere lade solen stege ham som tidligere. 

Aaliyah kom tilbage og han sad endnu der, lignede en der havde travlt med at lave ingen ting foruden at være underlig for sig selv. Det havde næsten være oplagt at han havde øvet sig på sine aftryk, men det ville være sådan et svineri, men han burde nævne hændelsen for Aaliyah. Det var oplagt for dem. "Tak," sagde han, som han rejste sig og tog i mod det, som hun satte foran pejsen. Men hun fik pakket sig selv ud, var han gået stille i gang med at få det varmet. Utroligt at de havde noget de kunne tage med sig, og han turde ikke tænke på prisen for det. 

Det blev sat over, og han vendte blikket mod hende; "Her for nogen tid siden, modtog jeg et fejlsendt brev. En fyr kaldet Augustus Junior sendte sit aftryk med et lille digt om at han kunne gøre mig lykkelig. Men jeg var ramt af kedsomhed, så jeg sendte noget lignende tilbage, med en note om det var sendt til den forkerte. Han endte med at sende mig en nyt brev, hvor han spurgte ind til hvordan jeg havde fået min til at se så stor ud. Jeg valgte at lave en blind-date med ham, betalt folk for at behandle ham godt og en lystpige til at... behage ham," lang smøre for bare at fortælle, at han havde fået et penis billede og sendt et i retur. 

Da hun endelig kom hjem, sad Basil foran pejsen, med ryggen til. Det havde uden tvivl været en hård flyve tur for ham, hans krop og vinger. Nu vidste hun ikke hvor langt han før havde fløjet, på sådan en tur som deres, men de havde fløjet langt. Han sad og varmede hans vinger mod ilden og dens varme. Det var ikke en situation, som var ham ukendt. Da hun havde fundet ham efter hans træning, havde han været mere end skadet. Det var utroligtt at det ikke var gået ud over hans fjer dengang, men heldigvis ikke. 

Langsomt begyndte Aaliayh at få varmen, efter at have været udenfor. Hun fandt plads ved pejsen igen, for at værne over maden som hun havde fundet plads til i en gryde og som nu stod over den varme ild. Det var ikke meget opmærksomheden som maden skulle have, da suppen tydeligvis ville kunne klare sig selv.
Det var jo lidt det mindste hun kunne gøre, efter den tur de havde været ude på. Måske var de ikke et par, eller noget der lignede dette, men turen de var på her, var en fantastisk oplevelse for hende og blot det at han havde taget hende med gjorde allerede at hun ville give lidt igen. Selvom maden ikke var det største, hun kunne give. 

Hun vendte ansigtet mod ham som han begyndte at fortælle, sin oplevelse. Det virkede næsten absurd, den historie. "Hvem sender overhovedet aftryk af den slags til andre?" Spurgte hun undrende, ikke at hun forventede at han vidste det. Hun havde regnet ud hvad det aftryk ville forestille. Hun vidste ikke hvordan hun skulle føle med denne fortælling, for det ene var mere langt ude end det andet. "Og du sendte simpelthen et brev tilbage?" Godt nok havde han et flot og stort lem, men det virkede så langt ude at sende tilbage. Men det var typisk Basil, så hun kom dog med et lille grin over fortællingen. "Ej, det kan man da ikke gøre mod en mand, som regner med at skulle på date, Basil" 

De sad nærmest side om side for at nyde ildens varme, samtidig med de ventede på at maden blev klar, spredte duften af det sig langsomt i rummet. Han kiggede lidt på hende. 
Selvom han med stor fornøjelse havde fortalt om sin oplevelse, virkede hun ikke helt så glad for at han havde sendt noget retur eller havde catfished denne augustus. Men hvis bare hun havde vidst hvordan han så ud og opførte sig, så ville hun have givet ham et 'godt gået'. Det var han overbevist om. Så lidt tvivlsomt tog han hånden til nakken og grinte akavet og smilte lige så akavet, før han ville give sig i kast med et svar eller nogle svar. "Det lød til, at han havde gjort det en del gange før," svaret han og trak lidt på det og tilføjet: "Ja da, det var lidt besværligt, men synes nu det blev et okay aftryk, ellers havde han vel ikke spurgt om hvordan jeg havde fået den til at se sådan ud,". 

"Han fik en god aften, selvom han i sidste ende nok ikke fortjente det helt så meget. Han kigget ikke på andet end kvinders bryster, han afklædte dem hurtigere end du afklædte mig med øjnene," det var næsten en vag beskrivelse. Manden var jo optaget af kvinde kroppe i sådan en grad, at end ikke en ildtang ville kunne have fanget hans opmærksomhed selvom den stod presset til hans flæskede fedt på maven. 

"Men der sker meget i byen, det er næsten helt surrealistisk til tider," 

At sidde side om side med ham foran pejsen, var virkelig en stund som hun havde glædet sig til. Hun søgte at lære ham bedre at kende, og nu hvor de to var samme så langt væk fra alt, så var muligheden for dette jo stor. Hun ville så gerne have at de to skulle kunne finde ud af det med hinanden, uden at der var en masse i mellem dem. At de kunne være ærlige og fortælle. 
Aaliyah vidste intet om det der var sket imellem Basil og Augustus, men det virkede til at Basil var klar til at fortælle mere om denne lille situation, og hun var egentligt nysgerrig på at hører mere, om Basils liv generelt, selvom hun ikke regnede med at dette var noget som var sket. 
"Virkelig? Hvem får dog sig selv til at gøre den slags?" Det undrede hende utrolig meget at nogen ville sende den slags billeder, til fremmede og tilfældige personer? Det virkede som om at det var en som søgte en utrolig stor opmærksomhed. 
Aaliyah kunne ikke andet end at smile over hans forklaring på hvordan aftrykket havde været besværlig at lave. "Du kunne du godt have lavet et ekstra et, og sendt min vej" Grinede hun drillende og sendte ham et kækt blink med det ene øje og et lille bid i læben. Mest i sjov. 

Som Basil forklarede Augustus til hende, forstod hun udemærket hvilken type person han var. Det havde måske stadigvæk været meget at udsætte ham for, men der var ingen der fortjente at blive begloet eller klædt af med øjnene af en mand som Basil forklarede. "Han lyder ikke som det bedste mandfolk" Kom det ærligt fra ham, hun kendte typen og følte egentligt ikke nogen velbehag ved den type, "Og det er din pung det er gået ud over" Hun drillede ham lidt mere, selvom det ikke var pænt. 

"Ja? Har du oplevet andet spændende. Den historie kan vel næppe toppes?" 

"Mænd uden hæmninger," svaret han som det mest normale. Det var jo hvad det var. Som om mandens frontallap var gået nedenom og hjem. Filteret eksisteret hvert fald heller ikke, det havde Basil været vidne til - og en gang var mere end rigeligt. Augustus Junior var uden stil og mangle på opdragelse, amme kvinde som var hans moder. Underligt nok, kunne Basil godt føle en form af medlidenhed for den flommede mand, han søgte nok bare en fast kvinde til sit liv, men havde absolut intet held med sig.
Men Aaliyah tog sig friheden til at spøge efter sit eget aftryk fra Basil, og han vendt hovedet mod hende; "Ah, ja. Så kunne dine søskende have set det og så var helvede nok brudt løs," selvom han faktisk ikke rigtig kendte til hendes søskende, men han vidste da, at de var yngre og barnlige. Børn af sind og små mænd af krop. 

Krystaller var ikke problemet, det generet generelt set ikke Basil, at han havde brugt dem så uansvarligt som han havde. Men hun spurgte efter andre ting: "Tja ja. Det har jeg vel. En .. person efterspurgt min hjælp til at skaffe et tæppe af vejen," han sagde det ikke direkte, men hun kunne måske godt fornemme undertonen af hvad det var han sagde. Men om det toppede Augustus, vidste han ikke helt. Måske det som skete efterfølgende? 

"Det lyder næsten sådan" Svarede hun roligt. Der var jo den slags mænd, som nød kvinderne lidt for meget. Nærmest følte at kvinderne var kommet til verden, for deres skyld og ikke for kvindens egen skyld. Det var næsten en ubehagelig tanke, at nogen havde det på den måde. 
Nu kendte Aaliyah ikke til manden, og det kunne hun næsten kun være glad for, sådan som Basil fortalte om ham. Ville sådan en mand finde en kvinde, som kunne være nok for ham, eller var lysten til at være sammen med flere og mærke flere kvinder for stor for sådan en mand? Man kunne håbe at han ville respektere den kvinde, som ville være hans.
Aaliyah havde ment hendes kommentar i sjov, selvom hun fandt tanken om at få sådan et brev af ham spændende. "Jeg skulle nok være sikker på, at jeg var den eneste der så det" Grinede hun små drillende, "Den fornøjelse vil kun jeg have"

Aaliyah selv havde flere ting som hun ville tale med Basil om, men de var nok af en lidt mere seriøs karakter, end de emner som de talte om lige nu. Hun holdte hele tiden øje med den suppe, som hang over ilden, og den ville være færdig inden længe. 
"En fremmede?" Spurgte hun undrende, både fordi det at smide et tæppe ud virkede som en meget normal ting, men hvorfor var det så speciel en ting, at han havde oplevet det, "Er der noget specielt i at smide et tæppe ud?" Spurgte hun undrende og kiggede hans vej, inden hun hældte suppe op i to tallerkner og gav ham den ene. 

En garanti hun ikke ville kunne love ham, det vidste han da. Men han lod det passere, for tanken var god. Hun ville have moret sig over det og nydt det for sig selv, hvilket alle fortjente af og til. Såvel som han kunne aflaste sig selv, kunne finde det præcis samme, for han vidste, som forhåbentlig mange andre, at ikke alle kvinder nåede sit klimaks alene ved mandens indsats. Men det var kun ham som talte, hans øjne fulgte hende gerne, som hun begyndte at hælde suppe op til dem. "Hun bad mig smide en død mand i en sump, men han fik en værdig gravplads uden for Dianthos," han var jo i sekundet, han så tæppet blevet medsammensvornen, hvorfor han havde fulgt opgaven til dørs. Det generet ikke ham. 

"Hvordan eller hvorfor han var død, interesseret mig ikke, det var en oplevelse for sig selv" for nogen, ville dette måske blive betragtet som et rødt flag. Men han så mod hende, som intet var hent. Han skammede sig ikke, ville hun reagere på det eller bare skjule hvad end hun måske kunne komme til at føle, men han valgte at trække blikket fra hende og fik rejst sig op for at tage i mod skålen hun gav ham og satte sig over i det ene hjørne af sofaen. 

"Har du oplevet noget?" 

Nej, hun ville nok ikke kunne love at der ikke var andre end hende ville se brevet og aftrykket, men hun ville gøre alt hvad hun kunne. Hvorfor skulle hun lade andre se ham på den måde? Hun ville jo have ham for sig selv, nyde hans krop alene. Dette var dog ikke helt muligt, det vidste hun godt.
Aaliyah spærrede overrasket øjnene op, som hun fandt hans blik. Det var virkelig ikke det hun havde haft i tankerne da hun havde spurgt. "Undskyld, hvad?" Spurgte hun chokeret. Hvordan kunne han gå med på sådan en opgave, hvordan kunne han deltage i den slags? Der var åbenbart meget som hun ikke vidste om Basil, selvfølgelig var der det, men dette var virkelig ikke noget hun havde regnet med. 

"Hvordan kan det ikke interessere dig? Hvad hvis der er sket en forbrydelse? Hvorfor gik du ikke til by vagterne?" Hvorfor var det at han var sådan? Hvorfor blev han ved med at fremprovokere spørgsmål i hendes tanker, som han ikke ville svarer? Vidste hun over hovedet hvor hun havde ham. Han var jo ikke hendes. Hun burde være ligeglad. Men det her var bare en relativ stor ting, og han virkede ligeglad. 
Hun fulgte hans bevægelser, som han tog skålen og satte sig i sofaen. Hun fulgte efter. Hun anede dårligt nok hvad hun skulle sige.

 Måden undskyld, hvad kom til udtryk på, var dog en så tydelig indikation på, noget ikke var helt som det skulle være. Men han kunne ikke lure problemetikken i det, ikke at han kunne sætte sig i hendes sted. Manden var allerede død da Basil kom til og skulle Rory havde ville gøre ham skade, kunne hun snildt have forsøgt, men nej. Hun hang ved at han var kun til brug. "Manden var død, Aaliyah. Jeg havde min garanti for hun ikke stak af og byvagterne har ansat en hvad tre fod høj svamp (Svampus Bladhat) til at passe på byen, så er de også lidt selv forskyldt i at sådanne ting sker i byen," samtidig, havde han gjort det, havde Rory nok siddet spærre inde nu og kunne hun være klog nok til at snu sig uden om det, kunne han ikke andet end respektere det. 

"Det er altid den stærkeste der overlever, om det betyder at man må tage et liv, gør man hvad der er nødvendig, Aaliyah," hun måtte vel næsten være bekendt med det, hun kom fra syden hvor slaver endnu var en ting. Hun var med til at lade mennesker miste alt for at tage sig af hende og hendes familie, så moralsk kunne han ikke se forskellen. 

Men uden meget mere, begyndte han at spise suppen. 

Hun undrede sig virkelig over hvordan han kunne tage så let på det, ikke havde stillet spørgsmål ved den døde mand. Der var så mange ting som var forkert i det her, at hun dårligt nok vidste hvad hun skulle sige eller stille af spørgsmål. Han var en adelig herre, han var vel opdraget til at have en form for forståelse overfor andre? Det betød da intet at han allerede var død.
"Det betyder da intet at han allerede var død, Basil. Det er ikke det, det handler om" Startede hun roligt, som hun sad med skålen i hånden, "Det handler om at et normalt menneske ville være gået til vagterne, lige så snart man opdagede en død mand. Der er folk der savner ham" Også bare det at han var gået med til det, med en fremmede. Hvordan kunne han ikke stille spørgsmål over sådan en handling? 

"Så han var blevet udsat for en forbrydelse? Det får dig ikke til at sætte spørgsmålstegn eller giver dig en lyst til at den person der har gjort det, skulle stå til regnskab? Nu er du jo blevet en del af dette" Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle stille op, sige eller gøre. Det hele var ret vildt og chokerende. 
Det handlede ikke om det der var sket, eller det gjorde det også, men det handlede mest om Basils rolle og hans ligegyldighed.
"Det er så forkert, det her Basil.. Men jeg har næsten heller ikke lyst til at høre mere, end jeg allerede har"  

Sad hun at skammede ham for at have gjort noget, som hun fandt moralsk forkert. Munden var lukket i, men blikket sagde nok. Irriteretabel. Det var lige godt frækt, det hun havde gang i. Det var ligegyldigt om manden fremmed, manden var død og den del af hjemmet han havde set, tydede ikke på, at manden havde nogen andre alligevel. Så hvorfor skulle der gøres sådan et nummer ud af det. 

Skeen lå tungt i skålen med suppen, som næsten ikke blev rørt. Han lod hende ævle løs om hvad der så forkert og hvem der skulle stå til regnskab for det. Men hun smed samtidig også håndklædet i ringen: "Hvad med jeres slaver, Aaliyah. I fratager dem deres liv, deres familie og deres lyst til at leve og stolt viser i dem frem som intet andet end objekter," det var hele Kazimi-slægten under fyrstens tag. Han rejste sig, hun skabte rodet. Problemerne. 

"Vi kan ikke alle vokse op i troen om at vi er gaver til vores forældre, for nogen ønsker ikke engang deres børn," hans far havde gjort det tydeligt for ham, så hvorfor skulle han ikke bare gøre det som passede ham. Han betalte skat, arbejdede og fulgte generelt set altid loven som den var, men alt var relativt. Havde det været okay hvis manden havde slået Rory ihjel med argumentet at hun var kriminel, måske. Men han endt med at kast skålen og dens indhold mod væggen i sådan et kast, at det gik itu, mens hans blik lå fast på hende. Let sammen knebne var de. "Du har absolut ingen ret til at stå og belære mig, blot se din egen situation,"

Det kunne kun tage to drejningen herfra. Nu måtte de se hvor det endte henne.