det var blevet lidt koldere i i vejeret og den første sne hadet lagt sig  de forskelige steder og dyrene var gået i hi alt var lidt mørkt men sene gjorder at man kunne se lidt mere i lyset  fra månen skindet i Gennem nogle dyr sov ikke i vinteren  hi og måtte ud og  spise af træernes bark og så videre her var det jægerne der overlevet og gemte sig en af dem var en halv dyr ved navn Jack han var i gang med at fange et bytte mere  til vinteren det hadet ikke været nemt dog holdte han af og mærke kulden komme mod hans pels og han trykket sig  lidt sammen da han så et dådyr spise af et træ han lå helt stille og bevæget sig ikke mens han hadet spyddet i den anden hånd klar til at sigte og kaste den Jack hadet levet sådan i langtid og vidste  hvordan man klaret sig i det her måne var kommet frem den var ikke fuld han var Glad for han var en ulv lige pt for han vidste varulve var på farten dog var de Allieret med  hans klang så vidst han husket de skulle bare ikke spise eller bide dem. Jack snuset lidt i luften for at finde ud af om der var nogle i nærheden dog håbet han på ikke at støde ind i nogle der prøvet at tag hans måltid men det kunne han jo ikke være sikker på der var 

stille nærmet han sig mere og mere og gemte sig bag en busk som gjorder gjorder at dyret ikke kunne se ham blikket var stift rette sig mod den først da han rejste sig op og kastede spyddet mod det løfte det hovedet men forset et ( bomb ) kunne høres på jorden jack smilte tilfreds med sig selv og gik hen til det han gav det noget tid for stille at sove ind det var hans måde og vise sin tak nemlig hed p over for dyret 

Aliana var netop på vej tilbagetil Medanien efter at have været i Smarana til noget arbejde. Det var flere uger siden hun havde redet til Nordlandet for at få svar på en masse spørgsmål a Evanders mor. Det var stadig noget hun havde det lidt stramt med, men forhåbentlig ville hendes sorger heale med tiden.
Hun var stoppe op de ældste skove da der var en genvej, månen der mere eller mindre snart ville være fuld skræmte hende stadig som varulv. Det væreste var når hun var i Medanien sammen med resten af ulveflokken. Hun hadet at skulle efterlade sin datter Jamie og hun hadet ikke at kunne beskytte hende 24/7 men Elise var der til at passe på børnene når det var fuldmåne.

Hun sad ved et gammelt ildsted og havde netop tændt et bål for at få varmen for den kølige aftenluft. Hun sad og gned sig lidt i hænderne som pelsen på ryggen varmede hende der. Men hun var kold. Som hun tog en hånd ned i sin taske og fandt noget tørret kød frem og en bid brød. Straks begyndte hun at spise det mens hun overvejede at læse nogle a de pergamenter hun havde fået med hjem fra Smarana. Det var blot lidt let læsning på elversprog men et sprog hun kunne uden ad, selv dæmonisk takket være sin evne som oversætter. Der var ikke det sprog hun ikke kunne i hele krystallandet da hun var slave. Hendes evne til at forstå sprog var kommet i løbet af sin slave tid, og hun havde udnyttet den til fulde. Selvom hun hadet at hun havde været salve var det bare den hun var. Det sagde Manuel i hvert fald til hende.

Jack bevæget sig stille over dyret og begyndte at skære det op for at bære det han tog det på ryggen og begyndte at gå stille men han stoppet stille op da han så et menneske?  sidde og læse i en bog han stod bum stille og måtte ligne en stor skrammen skygge længer væk  det tænke han dog ikke over men han turde heller ikke bevæge sig væk for så opdaget hun ham bare men dog med forsiget skridt gik han hen mod træet og lage dyret ned for ikke larme for meget pokkers hvorfor skulle der også være en anden der netop også skulle være den vej måske var det en spion igen der forsøgte at finde vej til hans hjem. den gik ikke det skulle de ikke have lovt til de halvdyr der boet her og i byen skulle være i fred for de mennesker der forsøgte at gøre dem salver stille kikket han dog lidt mod kvinden igen og satte sig på hug ved en busk så det måske kun var hans øre man måske kunne se vis man så godt nok efter. gad vide hvad en kvinde gjorder ude i skoven så sent på året det var normalt kun de stærke der kunne over leve her så det underet Jack lidt. stille snuse han til luften hun duftede også godt men også af noget andet kunne det være ulv nej hun hadet måske en ulve skind med sig for at sove i det gjorder mennesker jo nogle gang for at holde sig varme hans øjne skidne lidt af det måne lys der nu en gang var  han tænke lidt over om hun måske var fredlige  men da han ikke kunne se nogle form for sværd bliv han lidt mere rolige i sig selv  men han var stadige nysgerige og bevæget sig lidt tætter på for at undersøge mennesket 

Aliana kiggede lidt på pergamentet hun havde foldet ud og sad og læste. Der var mange lyde i skoven a dyr der puslede rundt i den kolde og mørke jord, ugler der tuede i det fjerne og andre smådyr der pilede afsted i skovbunden for at finde føde. Aliana var vant til det, hun boede jo selv i Medaniens skove og hun elskede naturen. MEn hu elskede sin datter højere. Faktisk var hun glad for at hun havde valgt at beholde Jamie da hun fandt ud af at hun var gravid med Manuels barn. hvis ikke det havde været for Elise der havde været gravid før som Aliana kune sætte ord på hvordan hun havde det, så ville hun nok have været dybt chokeret over en begyndende voksende mave og det at hun havde nogle ting hun bare måtte spise. EMn fra den dag Elisa sagde at Aliana var gravid havde Aliana valgt at flygte fra flokken og søge ly langt væk fra Manuel. Det var en af de ting hun fortrød den dag i dag. Hvis hun bare havde fortalt Manuel sandheden havde han kunne være der igennem det hele. I stedet for havde Evader være for hende, men nu var han død og borte og hendes hjere gjorde ondt at tænke på ham. Hun havde jo været dybt forelsket i ham.

Som Aliana sad og stirrede på pergamentet hørte hun et større dyr pusle i nærheden af hende hvilket fik hende til at trække en kniv der sad i hendes side og holdte den oppe i brysthøjde mod lyden. "Vis dig selv, eller mærk mit stål" kom det fra hede i en kommando og holdte blikket fast på busken i nærheden af hende. Uasnet om det var et større dyr eller et væsen skulle det ikke snige sig ind på hende! Hun var 30 år og havde levet som varulv de sidste 16 års tid, hun vidste hvordan man forsvarede sig med sin knive og uden våben. Så uanset hvad det var kunne det bare komme an, hun var klar!

Aliana holdte stadig kniven højt i brysthøjde da han kom ud fra sit skjul, langsomt sænkede hun den ned imod sit bælte som han talte. Hun kunne se han var en ulv, halvdyr muligvis siden han kunne snakke. Men om han var god eller ond var for hende lige meget. Det hele handlede om hvordan han reagerede videre hen i denne samtale. Uanset hvad han ville og gøre kom det hele an på ham. Hun var villig til at dræbe for sin egen sikkerheds skyld. Hun var villig til at flå struben ud på ham hvis ikke han snakkede pænt, eller at han ikke opførte sig pænt. Nok var hu muligvis på hans territorium men det var hun sådan set lige glad med. "Spion må jeg være fri!" kom det en anelse hårdt fra hende, mere end hun skulle. hun holdte stadig øje med ham, for at være sikker på hvad han ville og hvor han skulle hen af.

Da han spurgte om hvad hun lavede her inde så dybt i Amazonitsskoven drejede hun hovedet kort hen på bålet og sit læsestof inden hun drejede hovedet hen på ham igen. "Skyder genvej så jeg kan komme hurtigere hjem til ulvehøjen" svarede hun kort. Hun hadet nogen der skulle blande sig i hendes liv. Eller for den sags skyld varulvejægere. Nokvar denne person ulv, men havde han dyret i sig? Var han voldelig eller var han mild? Hun vidste hvad en ulv kunne gøre, hun var trods alt varulv. Det var ikke altid hun kunne huske hvad hun havde lavet under en fuldmåne, specielt ikke hvis det var en blodmåne. Men det krævede lidt at vide hvad hans intentioner var hvis dette her skulle fortsætte. Selvom kniven var sænket ned imod bæltet havde hun stadig fast i den. Hun var villig til at skære halsen over på ham for sin egen sikkerheds skyld hvis det kom der til

Folk og folk, det var jo ikke hendes flok det var Manuels, hun var blot Beta i flokken om end at hun tidligere havde været Alpha hun, men det var mange år sidena t hende og MAnuel brød med hinanden og hun blev degraderet til Beta. Hun var okey med det nu, det var hun ikke i starten. Men det var bedste at hende og Manuel var gået hver til sit. Det var nemmere at håndtere nu end i starten så havde hun haft det længe. Hun kiggede lidt ned i bålet og fnøs kort. "JEg er en del af en flok men det er ikke min" hun passede jo bare på flokken når Manuel ikke var der, til gengæld virkede det hele bare så meget bedre nu end det havde gjort den sidste tid de havde været sammen. Selvom de ikke altid var enige, hørte hun efter Manuels ord og gjorde præcis som han sagde til hende om end at deres fællels barn havde hun noget at sige imod.

Hun kiggede på ham og trak lidt på skuldrende. "Det ved jeg ikke noget om" hun var sådan set ogås lige glad med om der lå en by længere inde i skoven eller om det var udenfor skoven. Det var ikke det som det handlede om. Hun var her blot for en kort periode og hun skulle nok slukke bålet inden hun gik efter hun havde sovet, hvis det var det han var bekymret for.