Det var ikke længe siden, Lukas var blevet reddet fra sin hårde hverdag på det sorte marked. I stedet for en kold og fugtig gyde, havde han brugt de sidste mange nætter i en blød og varm seng. En følelse han endnu ikke havde vænnet sig til. Han havde heller ikke vænnet sig til sin nye hverdag på bordellet. Den oplevelse han havde på kroen i nærheden, var langt fra det samme som dagene efter. Han havde ikke fortrudt sit valg om at tage med bordelejeren og forlade gyden, han kaldte sit hjem. Men han var nu vendt tilbage for lige at blive mindet om hvorfor, han valgte at sige ja. Allerede gåturen ned ad gaden var nok. Han behøvede ikke at se gyden, det ville ikke gavne ham det mindste.

Han tvivlede på at nogle ville kunne genkende ham, om han så ikke havde skiftet det gamle, slidte tøj ud med nyt, der faktisk passede. Det var alligevel de færreste, som førhen havde lagt mærke til en hund i disse gader. I dag havde han sørget for at trække en hue ned over de store øre, men halen var synlig for enhver der kiggede. Det var ikke rart at gemme den væk i buksebenet.
Måske var det alt for let at falde i gamle vaner. Gamle vaner, som endnu ikke havde forladt ham. For en ung kvinde blev hurtigt offer for de lange fingre, da Lukas havde klemt sig ind mellem et par store mænd i mørkt tøj og nu rakte ud efter hendes lommer. En af de store mænd flyttede hurtigt på sig og fik skubbet til Lukas, der kom til at hive i kvindens lomme, da han skulle til at trække hånden til sig.
Måske ville hun ikke lægge mærke til noget?! Lukas vendte straks ryggen til hende og forsøgte at klemme sig ud mellem de to mænd igen, for at gå. Hvis han var heldig, ville hun ikke lægge mærke til, at hun manglede noget. Han kunne ikke kigge endnu, det ville se for mistænksomt ud, men et eller andet havde han da fået med ud af hendes lomme.

Det var virkelig dumt. Han burde slet ikke gøre sådan noget her mere, han kunne bare ikke stoppe sig selv.

Endelig havde Rory en god dag, hvor hun fik solgt alle sine hælervarer for en fornuftig pris. Det var ikke altid, at de nærige standejere kunne se den reelle værdi i de ting som Rory bragte. Normalt fik hun kun halvdelen af, hvad hun egentlig havde forventet varen var værd, men denne dag var komplet anderledes. Langt om længe havde hun nogle krystaller til overs som hun kunne bruge til hvad end hun lystede. Lige nu stod kvinden med pagehåret foran en stand, der købte og solgte guldsmykker. Rory havde lige fået krystallerne i lommen, da hun mærkede, at der var noget helt galt.

Hun mærkede et ryk ved den lomme, hvor alle hendes nytjente krystaller lå i en pose. Hurtigt lod hun hånden smutte i selv samme lomme og mærkede, hvordan posen var helt væk. Ved Zaladin! Vreden og panikken boblede op i hende i samme tid. Rory vendte sig lynhurtigt om og så en mistænkelig dreng, der lignede en sand tyv. Han vidste ikke, hvem han havde sat sig op imod! Med hastige skridt bevægede Rory sig imod den lille tyveknægt, der var dum nok til at blive fanget mellem to mænd.

Han nåede lige akkurat mellem mændene inden han var indenfor Rorys rækkevide. Nu spærrede mændene for Rorys vej, men hun var godt og grundigt sur og havde intet til overs for høflighed. “Flyt jer røvhuller,” vrissede hun hårdt inden hun skubbede dem begge til siden og tiltvang sig en vej mellem dem. Det måtte rettere være chokket end styrken, der fik dem til at flytte sig, men det vigtige var, at hun stadig havde den dumme tyveknægt i syne. Halen fik ham til at skille sig ud fra mængden, og Rory satte i løb mod amatørtyven. Når hun nåede tæt nok på, ville hun gribe fat i hans hale og kræve krystallerne tilbage. Koste hvad det vil!

Lukas så sig hurtigt over skulderen, lige inden han nåede at møve sig gennem de to fyre. Han var i forvejen panisk, men det blev kun værre, da han så den fremmede kvinde være lige i hælene på ham. Det ville uden tvivl være lettere bare at stoppe op, eller smide tyvekosterne fra sig og løbe videre, men så langt nåede halvhunden slet ikke at tænke. Det var jo sådan her, han altid havde gjort før.

"Flyt jer, flyt jer, flyt jer." I modsætning til sit offer, var Lukas ikke helt så god til at råbe op og ingen hørte hans paniske ordre. I stedet for at få folk til at flytte sig, måtte han manøvre udenom enhver, der var på vej ned ad gaden. Det gjorde ham uden tvivl langsommere end sin efterfølger, men det betød ikke, at han gav op. Når han nu havde valgt at følge denne vej, i stedet for fra starten at holde sig fra de gamle vaner, måtte han vel også gennemføre.

Lukas håbede at være gemt nok bag et par folk, da han skubbede tyvekosterne op i huen for at gemme dem væk. Han nåede lige ind på en af de mindre befolkede sidegader, inden han mærkede grebet i halen, der fik ham til at skvatte og ramle mod jorden.
"Arh!" Den lille fyr ramte jorden med et tydeligt bump og på mirakuløst vis, faldt huen ikke af da han landede.
"Arv! Ikke halen! Slip!" Man kunne høre smerten bag råbene, men det hjalp helt sikkert heller ikke, at han selv hev og flåede for at komme væk, som han forsøgte at komme på benene og kravle væk på samme tid. Fremmede stoppede op og kiggede ned af den lille gade, undrende over larmen, men ingen gjorde noget. Der skete mange mærkelige ting her.

Den lille møgunge ville ikke slippe ud af Rorys gribbesyn, for når hun først havde fået et mål i øje, slap hun det ikke ud af syne! Heldigvis var tyveknægten langsommere end hende og var slet ikke hård nok i skallen til at få andre til at flytte sig. Det brugte Rory blot som sin fordel, og hurtigt kom hun tættere og tættere på hundehalen. Hvis hun bare strækkede sig en smule mere, ville hun kunne gribe fat om spidsen og stoppe knægten i at smutte væk. 

Haps.

Fanget.

Drengen ende på jorden med et bump, og selvom han ømmede og brokkede sig, holdte Rory stadig om halsen. Hvad nu hvis, at han havde tænkt sig at snyde hende igen. Helt dum var hun jo ikke. Halen var akkurat lang nok til, at hun stadig kunne have fat i den og komme ansigt til ansigt med den lille fyr. “Du har noget der tilhører mig. Giv det tilbage eller vink farvel til din søde lille chihuahuahale,” truede Rory til den spjættende tyveknægt. Ordene blev nærmest spyttet ud og folkene på det sorte marked kiggede, men i stedet for at hjælpe gik de udenom cirkusset de havde lavet for åben gade.

Nu prøvede han sågar at kravle væk fra hende! Sikke en forestilling han lavede. Han skulle bare have valgt en, der var mindre intelligent og opmærksom i forhold til Rory. I sin vrede strammede Rory grebet om halen og rykkede tilbage i den. Hun regnede med effekten ville være, at han ville stoppe op, ømme sig og derefter lægge sig fladt ned for hende, tiggende for hendes tilgivelse. Selvfølglig ville han også overlevere krystallerne og endda give flere til for at være sikker på, at hans hale ville forblive intakt.

Lukas fik et kort glimt af den andens ansigt, der spyttede truende ord fra sig, inden han gav sig til at kæmpe imod. Han burde måske tage truslen alvorlig, han var trods alt ikke ukendt med konsekvenserne, når man ikke gjorde som der blev sagt. Af samme grund havde han også fået både trusler og tæsk flere gange før. Det var måske derfor, han i panik ikke tog det til sig. Han ville hellere hurtigt væk, så han kunne slippe for at blive hevet i halen. Det gjorde virkelig ondt.

"Argh!" Lukas skreg idet den fremmede rykkede tilbage i halen, og straks stoppede han sine spræl for at slippe væk. Man kunne se huen bevæge sig febrilsk grundet ørene under, der uroligt rykkede på sig. De store krøller under huen forhindrede pungen deri, at rykke sig alt for meget rundt, men vægten kunne tydeligt mærkes.
"Jeg aner ikke hvad du taler om! Jeg har ikke noget!" Løj han straks. Man kunne næsten se de store øjne blive mere og mere våde, som han lå og stirrede på den rasende kvinde. Tænk at så lille en dame, kunne være så skræmmende.
"Og slip så min hale!" Beordrede han, dog ikke specielt overbevisende. Måske det hjalp en smule på det, da han samtidig valgte at losse ud efter hende med en fod, i håb om at ramme hårdt nok, eller det helt rigtige sted, til at hun ville give slip.

Det var da tydeligt, hvordan tyveknægten blev ved med at kæmpe imod. Hun havde hans hale. Kampen var tabt. Rory var sikker på, at det var ham der havde taget krystallerne, for hvorfor ville han ellers løbe væk i sådan en hast? Hvis han bare overgav krystallerne med det samme, ville det være nemmest for dem begge! Dog havde knægten andre planer, og Rory måtte derfor tage kampen op mod ham igen igen.

“Jeg spurgte dig pænt første gang. Så hvis jeg var dig, ville jeg gøre som jeg sagde, eller også bliver det helt grimt,” spyttede hun ud til drengen og man kunne næsten se vreden sive ud af kroppen af hende. Utroligt at hun selv var en tyv, men blev så fornærmet, når andre stjal fra hende. Karma? Nej det ord kendte hun faktisk ikke. Det var da kun retfærdigt, at hun fik de krystaller som hun havde arbejdet benhårdt for. 

Resultatet blev blot, at han sparkede ud efter hende, hvilket præcis skubbede hende langt nok tilbage, at hun slap halen. “Hey kom nu her du!” Beordrede hun, da han med lynets hast allerede var ude af hendes rækkevidde. Den lille bøv havde godt nok noget krudt i røven, men Rory havde også selv nogle tricks op i hendes ærme. Hun skulle nok vise ham, hvordan man legede katten efter musen.

Grimt?! Hvad kunne den hidsige lille dame finde på?! Lukas var egentlig ikke sikker på, at han havde lyst til at finde ud af det, men han havde trukket den alt for langt nu. Det ville være direkte pinligt at skulle indrømme nu, også selvom sandheden nok skulle afsløre sig selv på et eller andet tidspunkt. Han havde godt nok været tvunget til at leve som tyv for en kort tid, men det betød ikke, at han kunne finde ud af det. De store hundeøjne havde vist vundet ham mere, end de lange fingre havde.

Sparket virkede perfekt og inden længe var Lukas langt nok fra hende, til at hun ikke kunne nå. Han skubbede til længere tilbage og trak den forpinte og uglede hale til sig, inden han straks kom på benene igen.
"Næ! Jeg giver dig ikke muligheden for at torturere mine ører også!" Råbte han, idet han vendte om på hælen og skulle til at løbe. Men uden at se sig for, bragede han direkte ind i en anden ung mand og de endte begge på jorden. Huen faldt af da han ramte jorden og afslørede de store, pjuskede ører, og den fremmedes pung, som nu trillede hen ad jorden.

Lukas så sig hurtigt tilbage. Hun var der stadig. Pis. Og straks greb han ud efter pungen, som lige så hurtigt blev skubbet ned i huen og klemt ind til den spinkle krop med begge arme.
"Undskyld, er du okay?!" Spurgte han panisk den unge mand på jorden, som rømmende tog imod en hjælpende hånd, da han skulle op igen. Lukas så febrilsk mellem ham og den hidsige dame. Han ville gerne væk fra hende, men han havde lige torpederet en fremmed mand, han kunne ikke bare løbe videre?!

Op på benene og i gang igen. Rory havde flere gange været i sådan en tag fat leg, men normaltvist var hun den der flygtede. Nu var hun på den anden ende og mærkede hvor frusterende det var, når byttet var tæt nok til man kunne se det, men langt nok væk til man ikke kunne nå derhen. Stadig var modet sat højt. Hun havde fanget ham en gang, så hun ville sikkert få fat i den lille djævel af en tyveknægt igen! Det handlede om at være tålmodig og vælge en hurtigere og smartere rute end ham. Nemt nok, da han ikke lige frem var effektiv til at få folk til at flytte sig.

Han nåede kun at tage omkring ti skridt før han atter var på jorden. Nemt. I faldet røg huen af og afslørede, hvor han havde gemt alle Rorys kostbare krystaller. Hun vidste det! Han var den dumme lille møgunge med alt for lange fingre. Inden hun nåede helt hen til ham fik han pungen i  huen igen, men havde endnu ikke placeret den på hovedet, men i stedet holdte han den i sin favn. Dum som han var, stoppede han faktisk op og hjalp manden som han lige havde overfaldet. Det gjorde bare, at Rory nemmere kunne få fat på ham igen.

Med fuld kraft løb hun mod dem og stater kurven direkte hen mod halvhunden. Hvis han ikke nåede at undvige hendes greb, ville hun tage fat i kraven af hans trøje og fange ham mellem en mur og hende. Måske var den spinkle pige ikke særlig skræmmende i sig selv, men hun var rasende nok til at kunne trampe en ork ned. En lille snothvalp ville ikke være noget problem. Specielt ikke når hun var bevæbnet. 

Den stakkels forvirrede mand kom på benene igen og takkede pænt for den hjælpende hånd, trods det var den samme, der lige havde væltet ham omkuld. Lukas ville have hjulpet med at samle hans tabte ting op fra jorden, men så den hidsige kvinde komme spurtende i hans retning og skyndte sig at sætte af for at løbe videre.
Uheldigvis nåede han ikke så langt, for sekunder efter mærkede han grebet i kraven og straks stod han fanget mellem en mur og hende. Som de stod nu, kunne man virkelig se hvor lille Lukas var i forhold til hende. Hun så kun endnu mere skræmmende ud, når hun kunne stå der og tårne sig over ham, og han følte sig kun endnu mindre.

Lukas klamrede huen og dens gemte godter til sig i et anspændt kram. De brune øjne blev større, da han forsøgte sig frem med det berømte hundeblik, som havde virket så mange gange før. Samtidig blev de store, pelsede ører lagt helt ned.
"Ikke halen eller ørerne!" Bad han straks, fordi han med det samme gik ud fra, at hun ville gå efter halen igen.
"Eller ansigtet!" Tilføjede han hurtigt i panik. Han kunne ikke komme tilbage til Enzel med et blåt øje, det ville nok ikke se så pænt ud for kunderne.

Ha! Troede han virkelig at et par hundeøjne ville knække Rorys fintpolerede facade. Næppe. Hvis hun faktisk ville blive svag i knæene og overgive sig til nogle store øjne, så ville hun faktisk have valgt at få en rigtig hund. De der halvhunde, halvdyr havde virkelig intet på hende. “Jamen så har du givet mig det perfekte sted at starte, hvis ikke du snart overgiver dig tyveknægt,” spyttede Rory ud til drengrn, hvis øjne bare blev større og større. Kunne drengen virkelig ikke gøre andet end at se sød ud? Sølle. Det ville han ikke komme langt med i livet, især hvis han blev ved med at være sådan en forfærdelig tyv.

“Troede du virkelig, at du ville komme godt afsted med at stjæle fra mig? Du troede måske jeg var svagere, fordi jeg er en kvinde, men kan jeg love dig for, at jeg er værre end nogen mand,” truede Rory og stramte grebet om hans krave og skubbede ham længere ind mod muren. Efter hans korte løbetur var de ikke længere på at lige så befolket sted, men det stoppede ikke andre i at kigge. Dog var dette ikke en særlig unormal hændelse, når man befandt sig i Undergrunden.

Lukas så sig desperat omkring. Gaden de var endt på, var ikke så befolket og i dette område skulle man ikke regne med hjælp fra nogle. Alligevel forsøgte Lukas at kigge efter en venlig sjæl, der måske kunne hjælpe ham ud af den situation, han selv havde skabt.
"Nej nej! Jeg gik ikke efter dig, fordi du er en kvinde! Jeg ville bare.." Halvhunden stoppede midt i sin egen sætning, da det først der gik op for ham, hvad hun egentlig havde sagt. Han var en anelse presset, så der skulle lige gå lidt, før han kunne processere alt.

Der lagde sig et næsten fornærmet udtryk i hans ansigt.
"Vent! Hvor er det perfekte sted?!" Udbrød han. Han var ikke heldig nok til at få hjælp fra en eneste. Ikke at han kunne bebrejde nogle. Hvis Lukas selv havde set det som forbipasserende, ville han virkelig heller ikke have lyst til at blande sig. Trods han selv var utrolig lille, var den truende kvinde foran ham ikke meget større, og alligevel skræmte hun livet af den nervøse halvhund.