Det var den tid på måneden. Tid til at en heldig ungmø skulle velsignes med Augustus skønhed og blive lokket af hvad han havde og byde på. Han manglede jo stadig en hustru! Den unge godsejer søn havde derfor stilt sig med bukserne om anklerne, et pergament på bordet og med blækket og fjerpinden klar. Han var jo efterhånden en mester!
 Augustus dyppede fjerpinden i blækket, lagde sit velproportioneret udstyr på papiret og gav sig til at tegne omkring den. Det var langsomt og koncentreret - det skulle jo være perfekt! Da han trak sig lidt væk stirrede han lidt på mesterværket - men det var ikke perfekt. Augustus rynkede på næsen og knep øjnene lidt sammen. Den så slet ikke rigtig ud.. den var jo alt for lille.. igen! Augustus brummede utilfreds, inden han greb fat om sig selv, for at pumpe sig større. Det var også så svært at få afbilledet hvordan han virkelig så ud! Sådanne afbildning kunne altid se så misvisende ud! 

 En smule stakåndet prøvede Augustus igen, og denne gang blev den lidt større, men det var stadig ikke godt nok for Godsejer sønnen! Han valgte derfor selv lige at rette det lidt til, så den så flot og stor ud og sluttede af med at farve det, så det kom til at ligne et tryk. Over sit mesterværk, i toppen af brevet skrev Augustus meget poetisk:

Min ængl. Min såmerful.

Vi ved bække du manler mig. Jeg kan gøre dit liv fullænt! 

 Det havde aldrig sagt Augustus noget at følge med i undervisningen, og han havde altid fundet på undskyldninger for hvorfor han ikke skulle være med, og det kunne ses i hans stavning. Selv var han meget stolt over hvad han havde fået skriblet ned. Under mesterværket skrev han under med "Augustus Junior", og hvad adresse pigebarnet skulle komme til, eller skrive tilbage til. 

 Og så sendte han det afsted til hvad han var overbevist om var en yndig lille ungmø der manglede en rigtig mand i livet. 

Tilværelsen var ikke værst, men lige i øjeblikket var det bare ham alene med sine hænder. Uanset hvad folk sagde, så var der altså noget i at kunne underholde sig selv og se sine egne dele vokse, det var jo et næsten magisk vidunder. 

Men dagen i dag, den var så tør, at selv de mest kedsommelig mennesker og væsner, ville sige, at han havde en lang dag forude. Hvordan man kunne have sådanne dage, var ham et under. Det var ikke det, at han ikke kunne foretage sig noget, for det kunne han. Men han havde ikke lyst. Så simpelt var det. Så som han tøffede omkring sig selv i boligen, hørt han lyden af det ellers så normalt velfungerende postvæsen. Første tanke ville nok være, hvem sendte ham post og hvorfor? Det ville ikke ligne hans far at gøre sådan noget, men alligevel formåede han at få nogle håb op. Aaliyah havde måske sneget sig selv til det. 

Fredfyldt tog han posten ind og lod sig stoppe op ved et bord, som han åbnede posten. Det var ikke misfornøjet han var, men lidt forvirret var han. Hvorfor havde han fået en blækklat der lignede noget fra et halvdyr med en snabel det forkerte sted. Basil gav sig til at læse hvad der stod, hvad der var værst, vidste han ikke. Skrivefejlene eller det nærmest forfalskede penis-blæk-billede. Men det fik ham nu i et lille lunefuldt humør alligevel. Så som enhver anden fornuftig voksen mand, så valgte Basil at finde blæk og pergament frem. Bukserne faldt ned under røven, og med - absolut ingen forsigtighed - fik han lavet sit eget penis portræt. Hvem ville overhovedet kunne fortælle til eller fra, hvis der var hvis?

Blækket fik lov at tørre, hvor han i mellemtiden fik vasket sig ren. Basil gjorde som denne Augustus Junior. Skrev en besked på selv samme pergament. 

Forkert adresse, min ven. 

Basil havde det ganske sjovt med det. Han fik skrevet retur adressen på, og sendte kun sit eget pergament retur. Nu kunne han lige så godt beholde det han havde modtaget. Afpresning var vel altid på sin plads, nu hvor den modige gut havde valgt at signere det med navn og adresse. 

Ville manden mund svare ham eller opsøge ham - føle sig forfærdet over at modtage noget igen? 
Ah. Basil gad godt se reaktionen. 

 Augustus gik selvfølgelig altid og ventede spændt dagene efter han havde sendt et mesterværk afsted. Det var utroligt hvordan han holdt modet oppe, taget i betragtning at han endnu ikke havde fået et svar tilbage fra en eneste af dem, men det måtte jo være fordi der var sket en fejl. De enten ikke var kommet frem, eller hvad blevet leveret forkert eller sådan noget. 

 Der gik ikke længe før et brev kom frem til godsejersønnen. Faktisk det det leveret intet mindre end dagen efter. Selvom Augustus gik og ventede på et svar, var det dog ikke fordi han forventede han fik når der kom post - det kunne jo være han forældre der endelig sendte ham flere penge. Derfor blev pergamentet smidt som havde det brændt de tykke pølsefingre, da Augustus fik det rullet ud, og han indså hvad det var han havde fået. Selvfølgelig udelukkende af overraskelse og ikke foragt! Det var jo bare en ting man gjorde, sendte penistryk. Godt nok var det ikke noget han havde forventet han selv ville få tilsendt.
 Det gik lidt tid før Augustus fik taget sig sammen til at tage pergamentet op igen - han skulle lige komme sig over chokket. Derudover var der også en del af ham, der var blevet en smule nervøs, for hvorfor havde nogen sendt ham et elskovs tryk? Da Augustus endelig tog fat i pergamentet var det med en utilfreds grimasse som skiftede til et mere usikkert et, da han så teksten. Det var med en klump i halsen at han lagde det fra sig igen og gik sin vej. 

 Der gik en dags til før Augustus tog fat i pergamentet igen. Det havde kørt meget rundt i hovedet på ham, for det betød jo at en anden mand havde hans aftryk, adresse og navn. Han kunne stadig huske den sure, gamle dame på byvagtkontoret der beskyldte ham for at have sendt hende et aftryk, og han havde ikke lyst til at blive beskyldt for lige at have sendt dét aftryk!

Vi kan gådt være eni om vi bar glæmer det her. Kroakt?

 Der var ingen grund til at underskrive det den her gang. Han havde ikke brug for at blive associeret mere med hvad han havde sendt end højst nødvendigt.

Dagen som posten var blevet afhentet, var Basil spændt. Spændt som et lille barn der fik alt serveret på en guldske. Det var ikke bare sjovt at lave aftrykket, fandme nej. Det var nyt og helt vildt interessant. Hvorfor havde Basil dog aldrig tænkt på det. 
Tænk at der var en så utiltalende og gusten derude, som Basil stort set bare fandt så fandens genial. Manden var jo et geni, vammel, men et geni. 

Så .. dagen efter fik lige så stille for sig. Han havde siddet og kigget ud af vinduet, som om hans liv var gået i stå. Det var ikke fair, tænk at noget så barnligt kunne få ens verden til at blive pauseret. Fra tid til anden fandt han pergamentet frem og kiggede på aftrykket fra Junior. Selvom det så ud til at være taget i flere forsøg, så måtte han dog give manden det. Han var stolt og ville blotte sine dele til kvinderne. Mon han så mange kvinder. "Tænk hvis jeg havde sendt..." mumlet han, før han løb til en skuffe og rodet igennem den. Han vidste der lå et pergament dernede, eller der lå nu et par stykker. 
Efter at have ledt igennem flere skuffer fandt han dem endelige! En køn veninde af hans havde givet ham noget lignende, men forskellen var dog, at hendes så professionelle ud. Der var et sæt bryster, runde og fyldige. Brystvorterne var umalet, for at give en fornemmelse af hvad det var. Et andet var en udforming af røven. Ikke lige så fangende som brysterne, men det fungeret. Sidst men ikke mindst - en skitse af hendes krop og figur. Hvad var der egentlig blevet af hende. Hvem kunne glemme en krop som den. 

Basil, forsøgte med at, give sig i kast med at skrive noget over det første aftryk, det skulle virke uskyldigt og fra en kvinde. Hvordan ville en kvinde dog formulere sig. Han måtte måske lige tygge lidt på det. 

Min kæreste Augustus,

Jeg modtog dit skønne digt for nogen måneder siden, men vidste ikke, hvordan jeg skulle svare dig. En mand med sådan et aftryk, må være skræmmende flot. Håber du kan tilgive mig for mit sene svar. 



Send mig et svar, hvis du ønsker at mødes med mig

Han kiggede lidt på det. Det måtte kunne fungere. Kvinder skrev altid for meget. Hvordan de gjorde, forstod han nu ikke, men det var en udfordring for ham at have skrevet det. Ville en kvinde overhovedet reagere på aftrykket i et brev? 
Basil skrev en adresse i bunden, det var en nærliggende adresse som ikke husede nogen, så han vidste at han ville blive modtageren i sidste ende. 

Men et par dage efter det var blevet sendt, modtog han sit eget svar. Et bredt grin faldt henover hans læber og han gryntet hånligt. Staveriet var næsten blevet værre. Mon han havde fået sved på panden, som han skulle give Basil et svar? Et eller andet sted, så havde Basil lyst til at svare, men det ville se bedre ud, hvis han lod nogen dage passere. Desuden, hvad skulle han skrive igen. 'Det var ellers et flot aftryk, hvor ofte fungere det hos damerne?' men den tilfredshed kunne han vel heller ikke give denne Junior. 

 Augustus var ængstelig i tiden han ventede på et svar. Han havde brug for at vide at der ikke var en anden mand der gik rundt og fortalte om brevet han havde fået. Hvilket ry ville han ikke få, hvis folk troede han gik og sendte penistryk til andre mænd? Tanken fik et gys til at gå gennem ham. 
 Den tykke godsejersøn glemte dog alt om det for en stund, da han flåede et brev åbent og blev mødt af.. nok det smukkeste brev han nogensinde havde modtaget! Augustus var sikker på han kunne mærke hjertet banke helt oppe i halsen, og havde fået røde, varme kinder. Havde han fundet sin engel? Og det blev kun bedre som han kiggede videre, og så han var blevet velsignet med ikke bare et smukt aftryk af et par perfekte bryster, men også et aftryk af et par yndige baller og en tegning af den vidunderlige skønjomfru! Han var jo kommet i himlen! 

Min ejen lile bråmis! 



Det er min strøste dråm at møde daj!

Det Havle Svin? Om træ næter, når den stor klåkke slår?

 Augustus fik hurtigt sendt brevet til adressen der var sendt med. Den sagde ham ikke lige noget, men han havde også sendt så mange afsted efterhånden, at han kunne forventes at huske hvem han skrev til! 

 Godsejersønnen var dog ikke færdig med at sende breve, for selvom han frygtede for sit rygte, måtte han også indrømme at det var et utroligt flot og vellavet penistryk han havde fået! Derfor fandt han endnu et pergament og skrev med aggressive bevægelser.

Vor dan fik du det så stor?

Augustus synes at have prøvet alt muligt, og det var aldrig lykkedes ham at lave et helt perfekt tryk. Hvis den anden nu kunne give ham et tip, ville det være helt fantastisk! Derfor sendte han det andet brev til adressen han havde sendt denne måneds brev til.

Det kryb ned ad ryggen på Basil. 
Noget var i gære i byen, og han forstod ikke hvad eller hvorfor. Men det var svært at forklare. Men han måtte bare ryste det af sig. Byen holdt på mange særheder og Basil var blot ved at blive en del af dette. En del af galskaben så at sige. Alligevel måtte han holde koncentrationen omkring hvad han havde sat gang i. Ville Augustus se tilfældigheden i at han modtog et kvindebrev så kort tid efter, at han havde fået et penistryk. Øjnene så på de skæve bogstaver der væltet omkring og ikke vidste hvor de stod. Baseret på staveevnerne, var det måske ikke hans største bekymring. 

Posten måtte have det som en fest, de rendt frem og tilbage mellem to adresser. Basil fik formået at til rage sig brevet til den anden adresse han havde oplyst fra postpersonen. Det første brev blev flået op før postpersonen var fået: "Hvornår blev det her sendt?". Blikket han modtog sagde tusinde ord, og ingen af dem virkede synderligt behagelige. "Tre dage siden," vrissede personen surt og traskede videre uden skænke Basil et blik. 

Begejstret knyttet Basil nævnen og fik et smil på læberne. Fandme ja, han kunne lige nå det. 
Men begejstringen faldt hurtigt, som han fik åbnet brev nummer to. Det var ikke fordi han blev bleg i hovedet, men hans ansigt sagde nok til, at han var tabt for udtryk og reaktioner. Junior ønskede ligefrem at vide hvordan Basil havde fået sin penis så stor. Genetisk. Han var født med sit udstyr, hvad forventede Junior af ham. Slatten eller stiv, Basil var født med en shower frem for grower, men det var nok ikke det han ønskede at få bekræftet. Skulle han virkelig vise sin penis til Junior. Han havde aldrig vist sin penis til en anden mand. Ikke frivilligt hvert fald. 

Et svar ville ikke kunne nå at komme frem før de skulle ses senere samme aften, så for nu måtte Junior afvente tålmodigt på sine breve. Bare for nu.

En god rums tid var nu gået og han stod endnu en gang og kedet sig. Efter at være kommet hjem fra Norvik, kunne han vel lige så godt fortsætte hvor han slap for en måned siden (ikke at han havde været i norvik i en måned). 
Så blæk og pergament var fundet frem. Enkelte blækdråber faldt til papiret, uden at han fik skrevet noget. Hvad skulle han dog skrive! 

Fandt du så ud af hvordan den blev så stor?

Det var nok lidt en forventning at håbe, at Augustus kunne huske deres brev-korrespondance, men nu var der da en mulighed for at se det an. Lige så fint skrev Basil afsender og adresse på, så der var en forhåbning om at han ville få et svar, måske en reaktion. 
Det kunne jo måske ske, at Augustus huskede deres møde på det halve svin, den dyre aften for Basil, men en mindeværdig aften for Augustus måske? 

Han fik lagt brevet til afsending og kunne nu vente i spænding de næste dage. 
Måske han burde have forhørt sig ad med Azia om hvordan natten var gået, men havde han nu også lyst til at høre deltaljer. 

 Det var måske ikke nogen overraskelse at godejersønnen ikke havde regnet med nogensinde at høre fra... eh.. den anden piktryks mand, hvad han nu end hed. Han troede det var en interaktion der var ovre, at hans lille fejl var ude af livet og han ikke behøvede at tænke over det mere. Især siden han aldrig fik svar på sit spørgsmål.

 Men så kom der et brev. Fandt du så ud af hvordan den blev så stor? 

 Augustus krøllede pergamentet sammen og smed det irriteret hen i et hjørne og sad surmulede i et par minutter. Hvad var det for et flabet spørgsmål?! Augustus var bestemt ikke tilfreds med at blive drillet, men han var også nødt til ikke at vise det gik ham må. For han havde ikke fundet ud af hvordan den anden havde fået sit tryk til at se så stort ud..
 Kluntet fik Augustus rejst sig igen, og samlet brevet op. Han skulle bruge adressen på brevet jo.

Sælføli!

 En løgn, men ville den anden aldrig finde ud af. Hvordan skulle han? 
 Der gik dog en dags tid før brevet blev sendt, for den unge godsejersøn gad ikke lede efter en der kunne levere brevet, og måtte vente til der blev leveret breve til ham dagen efter.

Dagene var langsomt faldet sammen og i mellemtiden alt dette, havde Basil også nydt en overnatning i arresten med en vagt. Alt i alt, havde han ikke haft tid til at tjekke sin post, og for at være ærlig, havde han også glemt alt om det. 
Så mod al forventning lå der et afventende brev fra Augustus Junior. Lidt undervældende var brevet dog. Et ord stavet forfærdeligt forkert, men lyden var der da. Men som Basil tog plads for at slappe en smule af og kiggede på det halvtomme ord. Det måtte han lige overveje i et par timer, var det et svar værdig. 

Jeg beklager, du har måtte vente på et svar. Tog en overnatning i arresten med en vagt. 

Det lyder værre end hvad det er. 



Må jeg se hvor stor du har fået den?

Mangle på social liv og underholdning, selvfølgelig gad han da ikke se endnu et aftryk af den flommede mand, han havde endnu det sidste han fik. Men der var alligevel en oplagt mulighed for at se hvor meget han kunne få ud af Augustus. Ville han blive ignoreret eller ville han faktisk få tilsendt et nyt, finjusteret, aftryk der blot afspejlede en drømmende fantasi eller .. kunne Augustus havde formået at tabe sig, så han havde mere at gøre godt med? Ej. Det var naivt selv for Basil at tro. 

 Man skulle tro at Augustus efterhånden burde forvente at de breve der kom til ham var enten var hans forældre eller hans underlige pik-tryk bror, men hver gang han fik et brev ude af takt med hvornår han burde få et fra dem, var forventningerne altid på at det var en skøn ungmø der svarede på hans romancer. Derfor blev han utroligt skuffet da det ikke var det der blev leveret ved hans dør. 
 " Hm.." brummede han skuffet og skulle til at smide det fra sig efter hurtigt at have ladet blikket glide over brevet, men han stoppede op midt i bevægelsen og rynkede panden. Hvad stod der?

 Augustus sad længe og grublede... Med en vagt? Havde piktryk-fætteren skrevet forkert? Eller havde det mon været en af de der forfærdelige falske kvinder? De ville sikkert være trængende nok. Han var dog alligevel lidt nysgerrig efter hvad han præcist mente, for måske han havde en at klage med?
 

Vad menr du? Med en vagt?



Naj.. Det marklit? 

 Augustus vidste ikke hvordan han ellers skulle reagere på om den anden måtte se hvordan han aftryk så ud nu. Det var da ikke noget man delte med andre! I hvert fald ikke en anden mand. Hvordan skulle han også lige få aftrykket til at se større ud?

Posten havde hobet sig op, og der var alligevel mere end forventet. Uoverskueligt hvor end det var, fik han samlet det hele op og smidt på bordet, men der flød det ene brev mere frem end det andet og hans nysgerrighed blev fanget. Hans penneven! eller vare det nu snarere penisven? Nej, de ville nok aldrig blive enige om den titel alligevel. 

Men han læste brevet og trak smøret på smilebåndet, han skulle genopfriske i hvad han selv havde skrevet, men svaret gav ham alligevel nu nogle gode idéer om hvad han havde skrevet til vennen. 

Fejlagtigt arresteret og nøglen blev tabt, så vi var fanget i cellen. 

Men gode nyheder, ven, jeg er hjemme igen. 

Hvad var det, mon som var mærkeligt, men han tog fjerpennes fjer til hagen og tappede lidt med den til sig selv, det var et godt spørgsmål. Hvad var mærkeligt? 

Hvorfor er det mærkeligt? 



Fået nogen kæreste for nylig?



Din penneven. 

Selvom de nu boede i samme by, var de vel i sandhed pennevenner. Men det irriteret ham grænseløst, at han ikke kunne erindre, hvad han havde skrevet i sin tid, siden det var mærkeligt. Havde det være et aftryk? Men han havde ikke sendt noget, det vidste han da. Ikke?

 Selvom Augustus egentlig prøvede at glemme hans sære brevven, var det ikke nemt at smide ham ud af hovedet, og det irriterede lidt den unge godsejersøn. Han var mærkelig, der måtte tydeligvis være noget galt med ham, men alligevel var det med en spændt ivren at han kiggede sine breve igennem hver gang der kom nogle. Men der var ingen fra hans brevven. 

 Dagene gik og blev til uger, så da det længe ventede brev kom, skulle Augustus bruge lidt ekstra tid på at komme i tanke om hvad deres samtale egentlig gik ud på. Det havde været noget med en overnatning med en vagt i arresten, noget som Augustus havde undret sig lidt over, men det lød til at have været mere uskyldigt end han et øjeblik havde troet. Og noget med endnu et aftryk.
 Det sidste i brevet sad han længe og prøvede at læse. Pe-nev-en, pen-neven.. Augustus forstod ikke rigtig hvad det var, men det ville han selvfølgelig aldrig indrømme!

Det er markli at visse en anen man.



Ingenen kæreste. Kvinnernæ hær i byen får ståre sig ikke på vad en ragti man er. 

 Augustus sad godt henslængt i stolen og kiggede på svaret han havde skrevet. Han havde stadig ingen anelse om hvem det var der skrev han disse underlige breve, for det var aldrig gået op for ham, at hans møde i kroen med hans brev-engel havde noget at gøre med brev-særlingen. Men vidste heller ikke helt om han var klar til at spørger. Især når de havde sendt piktryk til hinanden. Det virkede underligt at vide hvem der var bag en anden mands piktryk.

Ugerne fra som fløjet forbi og i al postyret havde han glemt alt om sin bløde ven med en evig salven for hunkønnets store barm. Men når han så endelige fik tjekket sin post igennem, kunne et smil vokse så selv øjnene blomstret op. Brev fra pennevennen. De havde en korrespondance igang som end ikke byvagten ville være læse med på. 

Den analfabetisk ven havde dog ret i noget af det han skrev. Det var vel mærkeligt at vise til en anden mand, men nu havde han jo allerede set den forfalsket version af den. Hvorfor så være så sippet med at vise sine fremskredne evner for vennen. 

Men jeg har jo allerede set den, ven.

Det må vi da hellere ændre på. Ved du hvorfor de afviser dig? 

  
Skulle den bevinget mand være ærlig, tvivlede han stærkt på at godsejersønnen vidste hvorfor han blev afvist. Om det var salven, de afklædende øjne eller bare hele hans jeg-hører-ikke-hvad-du-siger-men-jeg-kender-din-barm-størrelse-ved-blot-at-se-på-dig persona. Det kunne også være alle tre.

Basil sad lidt og så overvejende på sit brev. Skulle han tilføje noget mere. 

Jeg kan måske introducere dig til nogen af mine venner?

Hvis blot manden så vidste at det kunne være være adelige kvinder der godt turde slå fra sig. Men der var selvfølgelig mere end bare de adelige. Rory var bare ikke en mulighed, hun havde så sandelige gået under jorden siden deres møde i sin tid. A-ja. De måtte se hvad godejersønnen sagde til forslaget. Brevet blev smidt til forsendelse og de mange andre breve fra Augustus Junior blev samlet sammen i en skuffe for sig selv. Hans lille beskidte hemmelighed.

 Jo mere Augustus skrev med den mystiske mand på den anden side af pergamentet, jo mere så han nærmest frem til hans brev. Det var jo så sjældent han faktisk fik svar på andre breve end dem til hans forældre. Det var et eller andet rart over at have en at skrive med. En ven.. 

 Da Augustus havde læst den andens svar, var det dog med et fnys og Augustus fik halvt krøllet det sammen inden han stoppede op og læste det igen. Selvfølgelig vidste ham hvorfor de afviste ham. Havde han ikke lige skrevet det til ham? Augustus kløede sig lidt i nakken, overvejede hvad han skulle svare. Om han overhovedet gad og svarer. Men.. Hvis der var udsigt til damer! 

Kvinner fårstår ik vad ragti mæn er.



Ja. Har di står brystr?

 Augustus smil var tilfreds. Det var et vigtigt spørgsmål! Men så igen, hvis han bare kunne få en kvinde, så var det også meget fint. 

Ingen havde godt af et venskab som dette, for det var intet andet tomgangssnak. Men Basil var glad for svarene, det gav ham noget at more sig over og noget han kunne vise frem i det lange løb. Men ville han kalde sig ven med denne person, det var nok ikke helt så forventeligt. Penneven, uden tvivl. Ven, nok mere bekendt. 

Så da svaret kom, kunne han smække fødderne op på spisebordet og læne sig tilbage på stolen og more sig lidt over de få ord. Hvordan han kunne tyde den skrift og stavning det var alligevel et godt spørgsmål, men han blev bedre og bedre for hver gang! 

Hvad er en rigtig mand da? 



Nogle af dem har ja. Men et hul er vel et hul?

Var det virkelig der han var kommet til. At et hul var et hul for at sælge sine venners kostbare eksistens for at godt grin. Måske, men på den anden side.. bryster var dejlige, men selv de med de små bryster havde gode dele at arbejde med, så måske ja. Et hul var vel bare et hul. 

 Man burde nok ikke glæde sig så meget til at få svar på om en anden mands venner havde store bryster, men Augustus var ikke som en hver anden mand. Han var en mand der vidste hvad han ville have og hvad han fortjente, og derfor holdt han lidt ekstra øje når han var hjemme, for at tjekke om der kom brev til ham. Hvordan kunne man andet end at se frem til udsigten til bryster.. eh, nye venskaber! 

 Da brevet endeligt kom, sad Augustus længe og grublede over det første spørgsmål. Det virkede underligt at spørge om, for det var da åbenlyst hvad en rigtig mand var?

Di ved vad di vil ha. Ved vem dær bestæm og gir kviner vad di vil ha. Håler dem på plas, i kårt snur. Sårer Srør Søjre får di håkser ders plas!



Nej. 

Kan jag møde hinne mæ stårs brystre?

 Augustus rynkede lidt på næsen over det sidste spørgsmål. Det var forkert, fjollet. Han rystede lidt på hovedet inden han fik sendt brevet afstee.

Trissende omkring, uanstændig og respektløs som han var, med en kvinde liggende i sengen foldet han brevet ud fra godsejersønnen, smed sig i sofaen og smækkede fødderne op på bordet. Nøgen og skødeløs for at hun ventede på ham. Et leende smil voksede op over Basils ansigt, som han fik lænet sig frem og greb pen og papir. 

Nu ikke så gammeldags, Augustus. Nok kan mænd bestemme, men kvinder er nu ganske gode til at tage styringen hvor den skal tages. 



Hende med de store bryster? Skal se hvad jeg kan gøre, ellers har jeg en veninde med stor røv.

...Eller noget helt vildt. En kvinde med vinger. 

Den sidste var selvfølgelig ikke en mulighed for Augustus, Talice al Kimera var for Basil. Høj, spydig og fandens betagende af en lille kæmpe at være. 

 Augustus snublede ind af døren, da den endelig ville åbne sig. Det var som om benene ikke kunne følge med den tunge krop. Øjnene havde svært ved at stille skarpt og alt i gangen stod i vejen. Først var han ved at falde over en lille kommode, så var han ved at vælte en stumptjener og til sidste spændte gulvtæppet ben for ham og han faldt ind i væggen der var det eneste der reddede ham fra at ende på gulvet. 
 " Aauvvv.." Snøvlede han mens han gnubbede panden lidt.
 " ..Zzjja..lanssss tjææppe.. " Brummede han og vendte sig rundt for at skælde kommoden ud. Pegefingeren var løftet og panden rynket, men blikket landede på et brev på gulvet.
 "  Ooooh. " Med hurtigere skridt end hans balance kunne klare og han var ved at snuble igen. Da han store bagdel fik sig plantet ned et sted at sidde, og han gik i gang med at læse, kom han frem til han ikke rigtig vidste hvad han havde skrevet, men det var også lige godt, for han vidste hvad han ville sige til pennevennen!

Jag ik gamelll!!! Du gamelll..!



Står bråst! Såtr råvrrr! Engn haldør! Fåj!

 Skriften var noget grimmere end den plejede og gjorde ikke dem ikke nemmere at læse og forstå. Brevet blev gjort klar til at blive sendt, men alt den tumlen rundt da han var kommer hjem havde gjort han ekstra søvnig oven på alt det alkohol, så han ville lige tage en lur inden han sendte det. 

Postsystemet var så sandelig længe om at bringe post frem og tilbage nu om stunder. Men Basil så evigt og altid frem til at modtage et brev fra sin ven Augustus Junior. Det var altid spændende og se hvad han skrev. 

Så da han den morgen sad næsten halvsovende på stolen, vækkede banken fra postbudet ham og han fik fløjet hen for at tage i mod brevene der kom. En stak, men midt i det hele kunne han se det. Snasket, uhumske og ildelugtende brev fra godsejersønnen. Et smil voksede fornøjet op og han fik svunget benene op på bordet og læste brevet. Grinende over det sidste. At han troede hun var halvdyr, så var han vel selv også halvdyr set i den mands øjne. 

Men nu skulle et lille svar skrives. 

Du har ret. Jeg er gammel. 32 år er gammelt. 

Hun er ikke halvdyr, hun er halvelver med vinger. Men hun er nok lidt for frisk til dig. 

Det var nok meget godt, at folk ikke læste Juniors breve, det krævede en erfaren mand, og at Basil var blevet så erfaren at kunne læse det der stod, det krævede næsten en medalje fra dronningen. 

 At sige at Augustus kunne huske det sidste brev han sendte til hans penneven ville være lidt af en overvurdering. Godsejer sønnen erindrerede et brev dagen efter han havde sendt, da han lå ynkelig og forgiftet i sengen, men trods han læste brevet han havde svaret igen og igen, kunne han ikke komme i tanke om hvad han havde svaret. 

 Da et svar kom tilbage var det heller ikke just fordi minderne kom tilbage. Fingrene trykkede lidt på næseryggen , i håb om det kunne skubbe gang i hukommelsen, men han kunne bare huske han havde været væmmet over noget.

Så du væl gift?

Engn er får friks til mig. Hæler ik halever. Ser hun gåt ud?

Augustus var en simpel mand, der ikke krævede meget af sin partner. Hun skulle bare se godt ud, altså have gode store bryster og røv, kende sin plads og være tid i køkkenet. Forstå ham og værdsætte hvilken vidunderlig mand han var. Det var da ikke for meget at forlange?