Normalt brød Lilac sig ikke om at gå alene efter mørkets frembrud. Hun havde dog ikke regnet med, at det ville blive kulsort udenfor så hurtigt. Der var knap nok noget lys på gåden, da månen og stjernerne var gemt væk bag nogle grå skyer, som truede med at komme med et regnskyl. Lilac holdte sig bare for sig selv. Gik ikke tæt på andre mens hun bevægede sig hjemad. Det var nok ikke smart at tage en genvej forbi Dianthos’ kro, men Lilac havde endnu ikke haft nogle ubehagelige oplevelser der. Altså, foruden at få et slag i ansigtet, da hun prøvede at forsvare Bastian Dumont, men det var måske lettere selvforskyldt. 

Da hun gik udenfor kroens døre stod der nogle mænd lænet op ad bygningen. Med et krus øl i hånden talte de om, hvad mænd nu fandt interessant. Lilac lyttede ikke rigtig… altså indtil de begyndte at råbe efter hende, og hun satte nervøst farten op. Det stoppede dem dog ikke. I stedet virkede de irriteret over den blonde 18-åriges reaktion, som om at det ikke var intimiderende, når to ældre herre råbte efter hende. “Hey, hey, hey blondie! Hvor tror du, at du skal hen,” råbte den ene mand med en tydelig beruset stemme. Lilac panikkede inderligt og stoppede for et sekund op, hvilket de så som en åben invitation. De nærmede sig hende, og Lilac kunne ikke gøre andet end at holde sine arme over kors. Hun kendte intet til kamp og kunne umuligt slå to mænd, ja selv hvis de var i en beruset tilstand. Blikket flakkede fra side til side, men de var helt alene. Lilac kunne ikke gøre andet end at håbe på, at der kom en ud af kroens døre, som kunne hjælpe hende.

Aria tog sjældent på kro uden for sine arbejdstider, denne aften var dog en undtagelse.
Hun havde haft en lang dag og tænkte hun godt kunne tage et enkelt krus mjød inden hun skulle hjem, hun var dog faldet i snak og var blevet.
Hun drak kun den ene mjød hun havde planlagt, og da mørket brød frem måtte hun hellere tænke på at komme hjem.

Aria fik sagt farvel og gik ud af kroen, hun vendte rundt et hjørne for at bevæge sig hjem over, eller rette det var det hun ville da hun hørte nogen mænd der råbte. 
Aria stoppede op og undrede sig kort, det kunne ikke være hende der blev råbt af, for hun var ikke blond. Hun vende rundt igen og tilbage af og kiggede rundt for at se hvor den råben kom fra.

Aria gik lidt ned af gaden hvor hun så noget som satte vreden i gang i hendes krop, to tydeligt fulde mænd, som tydeligvis ikke forstod en afvisning fra en yngre kvinde.
Aria tøvede ikke, hun gik direkte der over med sine lydløse skridt, nok var hun lille, men hun var stærk, hurtig og god til at slås.

Aria gik direkte imellem de to mænd og den unge kvinde som hun ville skyde til at være nogen år ældre end hende selv.
Hun så på de to mænd med lynende og kolde øjne "burde i to ikke ha vært hjemme i seng for længst?" vræssede hun koldt og så koldt på dem. 

Hver gang en af dem forsøgte at nå hende eller den anden pige slog Aria til deres hænder, hvilket ikke just gjorder dem glade, Aria så på dem "små piger som dig burde ikke være ude så sent" hørte hun den ene sige, hun så vredt på ham, men smilede skævt "gamle drukkenbolde som jer burde ikke være ude så sent" svarede Aria, en af dem forsøgte at tage fat i Aria, men hun var hurtigere end ham, hun tog fat i hans håndled og svingede ham rundt så han landede på jorden i stedet, mens Aria så vredt på den anden for at se om han ville prøve på noget også, eller om de var færdige med at genere nogen.

Lilac var fuldkommen tom for ord og vidste ikke, hvordan hun skulle reagere i den givne situation. Hvis hun ikke havde så ømme fødder kunne hun nok sagtens løbe væk fra de to mænd, men efter en lang dags vandretur var dette ikke en mulighed. Hun skulle lige til at åbne munden. Sige de skulle gå væk, da en kvinde lidt højere end hende selv trådte mellem dem. Blikket udstrålet tydeligvis taknemmeligheden for, at kvinden var trådt imellem hende og mændene. Dog ville kvinden nok ikke kunne se det, idet hun havde ryggen vendt mod Lilac og blikket lå på de to mænd. Lilac var lige ved at takke hende, men mændene var endnu ikke gået. Selv efter hendes hårde ord.

Mændene smilte blot til hinanden og virkede ikke det mindste truet af pigen, som Lilac skød til at være på sin egen alder. Hver gang de prøvede at nå en af kvinderne slog brunetten dem væk. Lilac, ja hun var nok ikke til meget nytte. “Klokken er kun 20. Det er alt for tidligt at drikke så tæt på en hverdag,” stammede Lilac frem selvom hun ikke var dygtig til comebacks. Det tog brunetten sig bedre af. Faktisk var det blot hende, som prøvede at få situationen under kontrol. For hver bevægelse og ord blev stemningen mere presset. Hvem vidste, hvad to mænd som disse kunne finde på at gøre.

En af mændene prøvede at tage fat i kvinden, og Lilac fandt sig selv i at råbe: “Hey lad hende være!” Men inden hun kunne gøre noget ved det, havde brunetten allerede klaret situationen selv. Med store øjne kiggede Lilac på og den anden uskadte mand var også i chok. Dog stoppede det ham ikke i at gå mod brunetten for at forsvare sin ven. Hvis Lilac ikke havde været sådan en kujon, havde hun gjort det samme. Oplevelsen fra sidst havde sat sine spor i hende.

Aria kunne nemt høre kvinden bag sig, ikke de bedste comebacks, men det var ikke løgn det hun sagde, Aria slap dog ikke de to mænd af syne, hendes blik sad fast på dem.

Aria så kort på manden på jorden og ud af øjenkrogen så hun den anden mand bevæge sig mod hende, Aria holde sine arme ud i en beskyttende position for at de ikke kunne nå kvinden bag hende, men da manden gik mod hende tog hun den ene hånd bagud mens hun sagde "træd tilbage" Denne besked var tydeligt til kvinden så hun ikke kom i klemme i det der snart kunne ske.

Aria så på manden der gik mod hende "vil du også ned og kysse jorden?" vræssede Aria af manden og hendes blik viste tydeligt at hun mente det.
Aria stod stille og upåvirket, da manden tog fat i hende tog hun fat i hans håndled og vred hans arm rundt så han bukkede sig forover i smerte mens Aria holde fast "er i færdige?" sagde hun irriteret, hun kunne godt ha brugt sin aften anderledes end det her. 

Arias blik var på manden hun havde fat i og ikke på den mand der lå på jorden, ham på jorden tog fat i Arias ben og rykkede hvilket fik hende til at slippe den anden og falde til jorden så hun sad på jorden, hun så på manden der havde fat i hendes ben "gi slip" vræssede hun og sparkede ham i hovedet og man kunne svagt høre næsen der brækkede hvorefter manden ømmede sig.

Den anden mand tog fat i håret på Aria for at rejse hende op, Aria lå sine hænder over hans mens han havde fat i hendes hår, hun virkede ikke til at lade smerten påvirke sig, hun virkede bare vred. Aria så på kvinden mens hun blev holdt fast "hvis du ikke kan li vold, så vil jeg råde dig til at lukke øjnene nu" sagde hun lidt mere roligt, men tydeligt vred på mændene. 

Aria tog fat i mandens håndled som han vendte hende mod sig, han slog hende i hovedet, hvilket fik hende til at spytte ham i hovedet, så han slog hende igen, hun blev mere vred og sparkede ham mellem benene så han falde sammen på jorden, Aria gik over til den anden mand som var ved at komme på benene, hun tog fat i hans arm og vred den rundt så han basalt fulgte hendes bevægelser, hun vendte ham mod kvinden "vær så en stor dreng og sig undskyld til hende" sagde hun vredt, hun holde sit blik på begge mænd, men mest på ham hun havde fat i. 

På mange punkter var de to kvinder to modsætninger. Lilac lignede vel en standard overklassetøs. Hendes blonde hår var nyklippet og velplejet, kjolen havde en fin pastelfarve og var syet ind til at passe hendes petite krop, der næppe lignede en som nogensinde havde været i kamp. Kvinden foran hende var ikke iført en kjole, men havde en læderjakke på og et par bukser, hvilket nok var ti gange mere praktisk, hvis man endte i en situation som denne. Lilac kunne ud fra hendes kropssprog opfatte, at hun ikke var en kvinde man skulle komme på nerverne. Det havde manden på jorden hurtigt opfanget.

Seriøsiteten i pigens ord var let at spotte, og Lilac adlød hurtigt hendes ordre og fjernede sig fra hendes vej. Et smart valg for inden længe var der mere tumult fra mændenes side. Ikke engang en fysisk nedlægning ville stoppe fulderikkerne. Lilac vidste ikke, hvordan hun skulle forsvare sin redningskvinde, da manden på jorden greb fat i hende. Hun var lige ved at løbe tættere på for at gribe ind, men i en glidende bevægelse fik brunetten sparket manden i hovedet. Først hørte hun et højt knæk, hvorefter hun hørte manden råbe op i en smerte som hun selv aldrig havde kendt til. Lilacs kæbe faldt næsten til jorden i chok, og hun vidste atter ikke, hvordan hun havde bragt sig selv i denne situation. Burde hun rende indenfor efter hjælp?

“Hey lad hende være!” Råbte Lilac til manden, som nu havde fat i kvindens hår. Kinderne var blevet helt røde af aftenkulden og af blodet som brusede derop. Lilac var ikke typen der blev sur, lige nu var hun faktisk hunderæd, men han kunne drikke bare tillade sig at overfalde en kvinde på den måde! Et skridt blev taget mod kaosset inden at brunetten advarede hende for, hvad der nu ville ske. I den tilstand hun var i nu hørte hun næsten ikke, hvad der blev fortalt. Af samme grund lukkede hun ikke øjnene og så hele episoden, men bedst af alt, hvordan kvinden helt alene besejrede begge mænd. Hun havde aldrig set en kvinde nedlægge to mænd langt større end hende selv.

Kvinden forlangende en undskyldning, hvilket fik manden til at sige: “Ved Zaladin, det gør jeg ikke!” Så let kom han dog ikke afsted med det, og kvinden strammede sit greb, hvilket fik manden med den brækkede næse til at ømme sig. Det var en blodig scene, og selvom Lilac havde set mænd i en værre tilstand, var hun lige så paf som første gang. “Vi blev enig om et undskyld,” sagde Lilac og prøvede at gøre sin stemme lige så vred og krævende som brunettens, dog føltes den stadig skinger og svag i forhold til. Alligevel fik hun fremlokket den undskyldning, som hun følte, at hun var berettiget. Dog var det næppe hendes ord, men brunettens handlinger, som fik ham til at fremstamme det simple undskyld.

Aria så op på kvinden og tilbage på den mand hun holde ved, og for hver gang han nægtede at give kvinden den undskyldning som der blev bedt om, så strammede hun bare grebet, hvis hun fortsatte ville han ende med en brækket arm også.

Aria satte øret lidt ned til ham da han svagt sagde undskyld "hov, hvad var det?" spurgte hun koldt og strammede grebet en anelse hvilket fik manden til at ømme sig og sige højt "undskyld" sagde han højt nok til at man kunne høre ham.
Aria nikkede "se, det var ikke så svært vel" sagde hun irriteret, hun vendte sig rundt og skubbede ham over til sin ven "gå med jer, og husk det her til næste gang i mener at en kvinde ikke skal kunne gå i fred" sagde Aria vredt til dem som de hjalp hinanden med at humpe væk.

Aria tog sin hånd op til sin læbe og fjernede noget af blodet fra den flænge han havde fået givet hende. Da hun var sikker på de var langt nok væk, vendte hun sig mod kvinden og så på hende, dog ikke med det kolde vrede blik som hun havde før, men mere med et roligt bekymret blik, hun så lidt på kvinden i stilehed inden hun sagde noget, hun virkede mere højerstående end Aria selv "er De okay?" spurgte hun roligt, og med en noget mere rolig stemme.

Aria havde fået en flænge i læben og et ordenligt slag på siden af hovedet, men hun virkede ikke til at tage notist af det, hun ignorerede det bare. Hun var mere bekymret for kvinden end for sig selv.

Lilac havde den forfærdelige mekanisme med, at hun græd til alt. Hun græd når hun var glad, hun græd når hun var trist og hun græd især, hvis hun var bange eller chokeret. Begge disse emotioner kunne hun sætte flueben ved nu, så inden hun selv havde opfanget det strømmede tårerne ned af hendes kinder. Brunetten opdagede det først, da mændene havde taget benene på nakken og var et stykke væk. “Ja jeg har det fint,” snøftede hun og tog sit ærme op til sine øje. Det hjalp dog næppe, da nye tårer blot ville tage pladsen for de gamle. “De var jo her til at rede mig,” sagde hun både til sig selv og til kvinden. Selvom hun ikke direkte sagde tak, så var taknemmeligheden i stemmen tydelig, også selvom ordene kom ud i hak.

Faren var væk og mændene havde ikke engang lagt en hånd på hende! Hun burde være lettet og glad, men i stedet stod hun og græd som et lille pattebarn. Hvad skete der med hende?! Det var da pinligt at hendes redningskvinde nu skulle stå og kigge på hende med røde øjne fyldt med tårer, når det reelt set var hende, som faktisk havde gjort alt arbejdet. Alligevel fandt Lilac hele oplevelsen dybt traumatisk. “Undskyld at jeg græder. Jeg mener virkelig, at jeg er taknemmelig for, at De kom i tide… ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort uden Dem,” snøftede Lilac, fik tørret de værste tårer væk for en stund og kom med et lille smil til kvinden foran hende.

Aria så på kvinden og hvordan tårene løb ned af kinderne på hende, først med et undrende og undersøgende blik for at se om hun var skadet, men da det ikke så ud til at være tilfældet blev hendes blik igen til bekymring.

Aria gik over til hende mens hun tog noget op af sin taske, da hun stod helt over ved kvinden uden selvfølgelig at være for tæt på rakte hun et lommetørklæde mod hende "her" sagde hun roligt mens hun rakte hende lommetørklædet, inden hun fortsatte "jeg kan ikke bare stå og se til når noget uretfærdigt er ved at ske, sådan er jeg ikke som person" sagde hun roligt, og det var rigtig nok, hun kunne ikke tåle hvis folk blev behandlet uretfærdigt.

Aria rystede på hovedet "De behøver ikke undskylde, det er forståligt at De er påvirket af oplevelsen" sagde hun roligt og forståligt.
Aria var ikke typen der selv græd, hun græd faktisk aldrig, men derfor forstod hun godt når folk gjordet det.

Aria så på hende og smilede lidt "jeg er bare glad for jeg kunne hjælpe Dem, og at jeg nåede det før De kom ud for noget" sagde hun roligt.

Aria så lidt rundt og så tilbage på kvinden og kom i tanke om at hun ikke engang havde et navn på kvinden og omvendt, hun så på hende og rakte lidt tøvende en hånd frem mod hende "øhm... jeg hedder Aria forresten" sagde hun forsigtigt, det var ikke sikkert hun havde noget at bruge hendes navn til, men det var da ren høflighed at man præsenterede sig, det var i hvert fald det hun havde lært.

Lilac burde nok være den som rendte rundt med et lommetørklæde. Det var altid hende, som først brød i gråd blandt store og små selvskaber. Hun kunne endda begynde at græde, hvis hun så et smukt maleri, der trak i de helt rigtige tråde. Måske var hun bare lidt af en følelsesbombe. Hendes forældre havde dog altid sagt, at det var bedre end at være helt følelseskoldt. “Tak,” snøftede hun taknemmeligt til kvinden foran hende tørrede sine øjne af med lommetørklædet. Det var ti gange bedre end at gøre det med sit ærme. “De er modig. At De tør at stille Dem an mod to mænd,” komplimenterede hun sin redningskvinde. Det var de færreste, der ville have sat sig i sådan en position for en fremmed.

Lilac nikkede til kvindens betryggende ord, men samtidig følte hun sig svag, da hun havde indtaget rollen som offer. Hun brød sig ikke om at være den som andre skulle redde. En dag ville hun stå op for sig selv. Måske ikke med muskler og vold, men hun ville i højere grad stå op for sig selv med sine ord… dog vidste hun ikke, hvordan hun skulle begynde. Hun var jo opdraget til at være en sød pyntedukke. “Det er bare dumt vandværket går i gang, når der ikke engang er sket noget alvorligt. For os i hvert fald,” sagde Lilac en anelse opgivende og sukkede.

Lilac havde helt glemt at præsentere sig selv til sin redningskvinde. Alle normale konventioner var fløjet ud af hovedet på hende. Det var heldigt, at hun ikke med det samme var blevet dus med hende. Måske var det fordi, at hun var vant til at kalde alle ‘De’. “Jeg er utrolig glad for at have mødt Dem Aria,” sagde Lilac oprigtigt og tog hendes hånd i er håndtryk. “Mit navn er Lilac,” præsenterede hun sig selv og rystede let med hånden. 

Aria så lidt rundt mens Lilac tørte sine øjne, mest fordi man aldrig vidste om de mænd var gået for at hente nogen flere venner eller bare var gået.

Aria så på hende da hun kommenterede på hendes mod, hun smilede lidt skævt "det høre jeg ikke så tit, for det meste bliver jeg kaldt dumdristig, men jeg kan ikke bare stå og se til når den slags sker, så ofre jeg gerne mig selv til nogen skader" sagde hun roligt, mens hun stadig så rundt, hun obsaverede for det meste bare omgivelserne.

Aria så på hende og træk lidt på skulderne "jeg ville gerne sige jeg vidste hvordan De havde det, men jeg græder ikke, men samtidig forstår jeg godt at dette kan ha vært hårdt for Dem" sagde hun roligt, og rigtig nok Aria græd aldrig, ikke engang når hun blev lappet sammen efter slåskampe, hun var sikker på hun ikke var i stand til at græde længere.

Aria gengælde Lilac's håndtryk inden hun roligt tog hånden til sig "forhåbentlig under andre omstændigheder en anden gang" sagde hun roligt og smilede lidt.

Aria var ikke den bedste til at være social, men hun prøvede da. Aria så lidt rundt igen "må jeg spørger hvor De var på vej hen da De blev.... øhm... afbrudt?" spurgte hun roligt, Aria holde både øjne og øre åbne, mest så hun ikke pludselig blev overrasket af nogen, man vidste aldrig hvem der kunne finde på at komme tilbage.

Skellet mellem dumdristighed og mod var næsten ikke eksisterende. Forskellen var vel blot om man kom i mål med hvad man havde sat sig for. Hvis hun havde fået bank af mindende havde hun været overmodig og dumdristig, men nu hvor hun havde besejret dem, var hun en sand heltinde i Lilacs øjne. Ja selv hvis hendes mission havde fejlet, så ville hun aldrig lægge noget skyld på hende. Hun gjorde jo sit bedste, hvilket i dette tilfælde var mere end rigeligt. “Måske burde folk bare åbne øjnene op for, hvilke gode gerninger De gør,” sagde Lilac med et lille smil.

Hvis Lilac selv kunne bestemme ville hun aldrig fælde endnu en tårer. Det undrede hende, at hun stadig havde flere tilbage. I løbet af hendes liv kunne hun nok have fyldt flere badekar, og det måtte bestemt være nok for resten af livet. Hun nikkede blot og kom med et lettere genert smil af hendes ord. Faktisk vidste hun ikke helt, hvad hun skulle sige til dem. Derfor tog hun blot hånden og introducerede sig selv. “Yeah. Jeg håber bestemt jeg møder Dem et andet sted end her,” svarede hun i enighed.

Det var tydeligt at se, hvordan Aria altid var på vagt. Lilac var normalt ikke så observant, men i dette øjeblik lyttede hun også efter vildfarne fodspor. De eneste lyde hun hørte var dog fra kroen og deres egne stemmer. “Jeg var på vej hjem, men jeg havde ikke regnet med, at det ville blive mørkt så tidligt og jeg ville støde ind i…” trak hun sin sætning ud, men Aria vidste udemærket, hvad hun snakkede om. “Men hvad med Dem. Hvor var De på vej hen?” Spurgte hun så. Det var spøjst at komme ud på gaden uden grund.

Aria smilede lidt af hendes ord "det skal De være velkommen til at fortælle dem" sagde hun roligt og med et let grin, mange mente at Aria enten var dumdristig eller bare dum, andre mente hun var ligeglad eller følelseskold, det svingede en del hvad folk syntes om hende.

Aria smilede let "mon ikke vi kan finde ud af det en dag" sagde hun roligt, Aria var som regl ikke den mest snaksaglige og hun var sikker på at det her var den længste samtale hun havde haft i lang tid. Hun snakkede selvfølgelig med de få folk hun havde tæt på sig, men som regl aldrig med fremmed.

Aria nikkede forstående "jeg forstår" sagde hun roligt, hun forstod godt at ingen ville planlægge at blive stoppet på den måde.
Aria så lidt rundt "jeg var selv på vej hjem, jeg havde lige fået fri fra arbejde" sagde hun roligt og hendes blik falde igen tilbage på Lilac.

Aria så lidt på hende "hvis De vil, så kan jeg følge Dem, bare for en sikkerheds skyld?" Foreslog hun roligt, normalt gik hun ikke bare med fremmede, men hun ville hellere tage den omvej og følge Lilac hjem end at forlade hende og der så kunne ske mere end der allerede var, på den anden måde så kunne Aria være sikker på at Lilac var okay og kom helskindet hjem igen, men selvfølgelig hvis hun ikke ønskede det så ville Aria heller ikke presse sig på, hun ville blot gøre det i en god gerning og for at passe på hende, endnu engang kom Arias beskyttergen til syne, selvom hun hadet det selv og normalt aldrig ville indrømme det.

Lilac kom blot med et svagt smil efter Aria havde sagt sine ord. Hun skulle da nok fortælle, at hun havde mødt en sand kampgudinde, der havde frelst hendes liv. Normalt hørte man om prinsen på den hvide hest, men Lilac måtte indrømme, at kvinder var lige så store frelsere. Hvis det ikke var for hende, ville både Joseph Smith Winchester og Bastian Dumont ikke få behandlet deres skader i tide. Måske kunne hun ikke kæmpe, men hun kunne sagtens hjælpe de svage efter kampens hede.

“Arbejder De på kroen?” Spurgte Lilac nysgerrigt siden hun havde spottet hende gå der fra. Nu hvor situationen var kommet i ro kunne hun se, hvor ung kvinden foran hende var. Ansigtet lignede et på Lilacs egen alder, måske lidt yngre, men hendes væremåde virkede ikke lige så barnlig som Lilac selv. Måske havde hun været igennem noget, som tvang hende til at vokse op hurtigt? Lilac havde jo levet i en bobbel det meste af sit liv, og når man var beskyttet under mors vinger, så nåede man ikke at blive helt selvstændig.

Lilac satte pris på, at Aria ville følge hende hjem efter den voldsomme oplevelse i dag. Faktisk ønskede hun slet ikke at gå alene i mørket. Hun følte sig allerede utryg inden at mændene kom og chikanerede hende. “Tak. Det ville jeg sætte meget pris på. Jeg bor i den øvrige del af boligkvarteret,” forklarede hun og pegede i hvilken retning, at de så skulle gå. Der var et lille stykke, så Lilac var lettet over, at nogen ville holde hende med selvskab.

Aria tog et stykke stof op fra sin taske og tørre blodet fra sin læbe væk.
Aria var nok ung og folk undervurderede hende nemt på grund af hendes alder, men hun var noget ældre mentalt end hun var fysisk  det havde hendes fortid sørget for.

Aria så på lilac og nikkede " ja, det gør jeg, det har jeg gjort i et års tid nu snart to" sagde hun roligt, hun var stadig meget opmærksom på omgivelserne omkring dem, men det var ikke noget nyt, det var hun altid.

Aria nikkede "det gør jeg gerne, skal vi?" Sagde hun roligt, det var godt nok n omvej for hende og hun fik langt hjem selv, men hellere det end at det skulle ske lilac noget på resten af turen hjem. Aria havde ikke nogen problemer med at gå alene så hun ville hellere følge lilac hjem og så gå selv. 
Aria så mod den retning lilac havde peget og ventede roligt på at lilac var klar til at gå, mens aria selv fik kontrol over en flænge hun havde fået i læben. 

Et års tid eller to. Hvis hun var på samme alder som Lilac, ville det betyde, at hun havde arbejdet der siden hun var 16. Normalt kom Lilac ikke meget på kroen, men de gange hun havde været der, havde hun aldrig set sådan en ung korpige. Kromutter plejede altid at være en dame, der var lidt oppe i årene. Gad vide om de bare havde misset hinanden, de gange Lilac havde besøgt stedet? Måske havde hun set hende som en besøgende frem for en korpige.

Lilac vendte sig om mod retningen de skulle gå og begyndte at sætte i gang. “Er De okay efter kampen?” Spurgte hun og nikkede til den flækkede læbe. Umiddelbart kunne hun ikke se, at der var andet galt med hende. Det var dog godt skik at spørge, hvilket hun ikke før havde gjort i sit følelsestormuld. Det gjorde hende en smule trist, da hun mente, at hun normalt var en meget eftertænksom person. Måske var det situationen der gjorde, at hun var helt ude af sig selv. Hvem kunne bearbejde hende for det?

Det fik hendes tanker et helt andet sted hen. “Men hvad med Dem? Skal de så gå alene i mørket efter?” En tanke der ikke før havde strejfet hende. Aria havde vist, at hun kunne forsvare sig selv, men Lilac følte alligevel et ansvar for, at der ikke skete hende noget. Tænk, hvis hun blev angrebet af nogle endnu stærkere mænd på vejen tilbage. Så ville hun føle sig en smule skyldig for det, fordi hun havde fulgt hende hjem.

Aria var tit svær at bedømme alder på, og hun havde da også løjet om sin alder før, det skete dog ikke så tit. Kromutter havde givet hende jobbet efter hun så hvor godt aria havde klaret opgaverne, og på den måde kunne aria komme væk fra gaden og i sikkerhed. 

Aria fulgte med lilac, hun så på hende og nikkede "jeg er helt okay, det er ikke første gang jeg har fået et par mærker, det skal De ikke tænke på" sagde hun roligt og smilede lidt til lilac mens hun fulgte med hende.

Aria så lidt rundt mens de gik, hendes blik flyttede og over på lilac da hun talte, aria nikkede "ja det skal jeg, men det går nok, jeg skal nok klare mig, så længe jeg er sikker på at De kommer sikkert hjem" sagde hun roligt og smilede til hende. Aria vidste godt at det område hun selv boede i ikke var det mest behagelige sted og at hun skulle være opmærksom på sine omgivelser, men hun skulle jo hjem, hun kunne jo ikke sove på gaden det var der for koldt til, så hun ville følge lilac hjem og så måtte hun bare være hurtig til at komme hjem og håbe på der ikke skete noget på vejen. 

Selvom Aria forsikrede Lilac om, at hun havde det ganske fint, var hun stadig bekymret for, at hun havde pådraget sig selv skade for at rede hende. Hun kunne mærke, hvordan den dårlige samvittighed boblede op indeni hende. Hvis hun havde været en anelse mere fornuftig, var dette ikke sket for nogen af dem. Næste gang hun var ude, skulle hun for det første ikke slå genvej forbi kroen og specielt ikke, når mørket allerede var faldet på. Hvem vidste, hvad der lurede bag hvert gadehjørne.

“Hvis der er noget De har brug for, har jeg et healerkit derhjemme,” tilbød Lilac. Det var da det mindste hun kunne gøre for Aries services. Uden hende var det nok Lilac selv, der ville have brug for den. Måske skulle hun opsøge et rigtigt healerhus efter.

Igen kiggede Lilac en smule bekymret på brunetten. “Er De sikker,” spurgte hun for at være på den sikre side. Det virkede selvisk, at hun blev fulgt hjem mens Aria skulle gå alene i mørket. Lilac vidste jo ikke engang om hendes bolig lå på vejen eller om hun skulle til at gå en omvej. Tænk hvis hun bare havde gjort hendes gåtur dobbelt så lang!

Aria smilede lidt til hende og nikkede roligt "Det kan godt være jeg gerne vil låne det lidt" sagde hun roligt da Lilac snakkede om healerkit, det kunne måske godt være en god ide at få kigget på det inden hun selv skulle hjem.
Selvom det kun var rifter så kunne der stadig gå betændelse i det, så det var en god ide at få det tjekket inden.

Aria nikkede igen "jeg skal nok klare mig, hjem skal jeg trods alt alligevel, jeg kan ikke rigtig sove på gaden, og hellere det end at De skal gå alene hjem efter denne oplevelse" sagde hun roligt og smilede lidt til Lilac.

Aria havde ikke nogen problemer med at gå alene i mørke, men selvfølgelig ville det ikke være behageligt hvis hun stødte på de mænd igen alene, men hun havde klaret værre så mon ikke hun nok skulle klare den.

Aria så på Lilac "er De sikker på De er okay... De virker... nervøs?" spurgte hun roligt, hun kunne ikke finde ud af om Lilac var nervøs efter sin oplevelse, eller om hun var bekymret for noget, hun håbede ikke det var hende som Lilac var bekymret for, det var Aria slet ikke van til at folk var, det var enlig kun Leo der tit viste bekymring for hende.

Lilac nikkede til hendes ord. “Jeg vil sagtens kunne tage et kig på Deres rifter,” sagde hun med en større selvtillid end hun havde ytret sine tidligere ord. En kæmper var Lilac bestemt ikke, men hun vidste hvordan man lappede et menneske sammen igen. Derfor var det godt at teame op med en person, som var stærkere end hende selv. I denne situation blev det Aria, hvilket Lilac ikke kunne være mere taknemmelig over.

Aria virkede ret afklaret med, at hun alligevel skulle vende snuden hjemad. Derfor gravede hun ikke mere i det emne, og satte sig dermed også tilfreds med, at hun havde en kammerat med på hjemturen. Lilac mente, at Aria måtte være ret hårdhudet, hvis hun altid selv gik hjem fra kroen i mørket. Desuden havde hun lige set et pragteksemplar af, at hun kunne klare enhver mand, der gik imod hende.

Det næste spørgsmål overraskede Lilac, fordi hun ikke havde forventet, at det var de næste ord Aria ville ytre. Af samme grund havde hun ikke først et svar. “Jo altså…” Lilac havde prøvet på at undertrykke sine følelser gennem turen. Faktisk ville hun bare glemme, hvad der var sket få minutter forinden, men Aries spørgsmål satte gang i det hele igen. “Jeg kan ikke lide mørke,” svarede hun til sidst, hvilket dels var rigtigt. Hun var jo hunderæd for, hvad mørket gemte på, hvilket hun havde fået et smugkig på i dag.

Aria nikkede roligt "det ville ikke gøre noget at få kigget på dem, bare for at være sikker" sagde hun roligt og tog sig automatisk til læben, det gjorder da lidt ondt, men hun tænkte ikke videre over det.
Aria fulgte bare roligt med, hun vidste trods alt ikke hvor de skulle hen, hun var dog stadig meget opmærksom på sine omgivelser.

Aria gik overraskende roligt taget i betrægtning af at hun lige havde vært oppe og slås mod to som enlig burde ha kunne slå hende, og havde de vært helt ædru havde de nok også fået flere slag ind på hende, men når alkoholen går ind ryger alt andet ned af.

Aria så på Lilac og nikkede roligt "jeg forstår dig.... jeg mener Dem godt, mørket kan være utrolig farligt" sagde hun roligt, Aria glemte nogen gange de formelle måder at tale på, hun brugte dem ikke så tit så nogen gange smuttede det for hende, men hun rettede altid sig selv.

Aria var opmærksom og holde både øjne og øre åbne så de ikke blev overrasket, især når nogen gik forbi dem, hun var opmærksom på at det ikke var nogen som ville gøre dem noget, for så ville hun skride til handling.
Men mon ikke det nok skulle gå, de havde jo hinanden som selvskab og de gik og snakkede, folk blev sældent overfaldet når de var mere end en.