Isidora havde gennem det sidste stykke tid bevæget sig mod Dianthos. Hun havde et håb om at hvis hun skulle finde sin far, så var det nok dér hun skulle lede! Samtidig var det også et ret godt sted til at tjene nogle krystaller og ikke mindst få ly for natten. så langt var hun dog ikke endnu. Hun kom gående hen ad en sti, da hun fik øje på noget i en lysning lidt derfra. Omgående glemte hun alt om den sult, der det sidste stykke tid havde trængt sig på, for i stedet at undersøge lysningen. Måske der var noget spændende! Der havde hvert fald været noget skindende, som havde fanget hendes opmærksomhed.

Som hun kom tættere på steg spændingen, for så til sidst at falde markant. Det viste sig bare at være en blank sten, som havde fanget en solstråle. "årh hvor er det typisk!" Lød det fra hende før hun sparkede stenen væk. Den fløj ind mellem nogle buske og forsvandt fra hendes syn. Så dumpede hun ned i græsset og sukkede kort for sig selv. "Æv. det var der ikke meget spænding i." 

Det havde ikke været langt fra Dianthos bymure, at Krusk havde valgt at gå en aftentur. Han havde arbejdet i slagterforretningen om formiddagen og efter fyraften, havde han vandret rundt i byen i sin katteform, ind til en eller anden sur mand havde kastet en støvle efter ham. Derefter havde han fundet det klogest at komme ud og strække benene i sin almindelige ork-skikkelse.

Han trissede af sted langs en lille sti i en lund uden for byen, da naturen kaldte på en anden måde, og han søgte ind i nogle buske for at at sørge for den del. Her befandt han sig ganske i fred og ro .. troede han, ind til en sten kom flyvende gennem luften efterfulgt af en opgivende kvindestemme. Krusk nåede knap nok at registrere stenen, før den ramte ham lige i hovedet. 

"Hey av!" 

Udbrød han, mens han fik travlt med at snørre sine bukser, trædende ud af buskadset, mens han gned sig i panden og kiggede sig omkring efter sten-sparkeren. De brune og grønne blade havde sikkert skjult ham ganske effektivt for kvindemennesket..

Isidora næsten hoppede en halv meter op i luften, da hun hørte nogen råbe av. Havde hun ramt nogen med stenen? og i så fald hvem? Ven eller fjende? Hvem hulen gemmer sig også i en busk!?
Og så fik hun øje på en ork, der kom gående ud, hvor stenen var forsvundet ind. "åuh.." lød det usikkert fra hende, før hun så af sikkerhedsmæssige årsager lige trådte et skridt tilbage. Bare lige i tilfælde at at han var sur eller farlig. 
Da han var trådt helt frem og havde bundet sine bukser, rømmede hun sig og så prøvende på ham. "Hej. Ehm undskyld, det var ikke meningen jeg ville ramme dig." Burde hun sige mere? Hun stod lidt og skrabede i skovbunden med skosnuden, mens hun overvejede sine muligheder. "Er... er du okay?" Prøvede hun så. Måske det var godt med en venlig tilgang. Så ville der nok være større mulighed for tilgivelse.

Krusk kunne godt virke en anelse stor og farlig, som han i sin orkskikkelse kom vadende ud fra buskene - da han så, at det var en ganske ung og forskrækket frøken, skyndte han sig at mildne sit ansigtsudtryk og løfte hænderne i en overgivende bevægelse..

"Undskyldning godtaget .. jeg øh.. troede også at jeg var alene her." Tilstod han og afslørede de ganske små tænder i undermunden for en ork at være, mens han talte. Han skævede ned til bukserne for at sikre, at de sad, som de skulle, inden han stak hænderne i lommerne.

"Jeg har prøvet værre .. jeg blev nok mest bare forskrækket. Hvad er du kommet herud for .. du lød lidt frusteret, undskyld jeg siger det, inden du ramte mig med stenen?" Nu hvor de stod her i denne akavede situation, kunne han lige så godt prøve at finde ud af, hvem hun var..